M2020, uge 2

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lagt mærke til, at jeg har smidt mere ud, end jeg plejer. I første omgang tænkte jeg på, om det skyldtes en kombination af juleoverload og mangel på overskud til at forholde mig til de ting, jeg smed ud, men da jeg prøvede at zoome ind på, hvad det var, der røg ud, kunne jeg se, at det faktisk næsten var det modsatte, der var tilfældet.

For det, der er smidt ud, er næsten uden undtagelse ting, som ikke skal have andre destinationer end skraldespanden, og måske er det derfor, jeg først rydder op i dem nu. Efter i 2 år at have skærpet opmærksomheden på genbrug, upcykling, stop-alle-former-for-spild osv, virker det næsten helt vulgært bare at åbne skraldespanden og hælde i. (Og bare så ingen får kaffen galt i halsen: Jeg har selvfølgelig både sorteret og brugt genbrugsstationen flittigt).

Men overbygningen på at give videre, tror jeg, er, at begynde at tage ansvar for at vurdere, hvad der reelt kan bruges af andre. Jeg tror, at MANGE kender følelsen af, at det er nemmere at rydde op, hvis man kan forære tingene til nogen, man kender, i stedet for bare at smide dem ud eller aflevere til genbrug. Men efterhånden som jeg selv har flyttet mig i den her proces, er det gået op for mig, hvor anti-minimalistisk, det egentlig er, set ud fra et mentalt ressource-synspunkt. 

For det, der ofte sker er, at man som afsender holder op med at forholde sig til, om det, man lægger i bunken, rent faktisk kan bruges af andre – eller om det, hånden på hjertet, er affald. Jeg oplever det ind imellem ift. Frida, fordi hun tillægger ting værdi efter, hvem hun har fået dem af og ikke, om hun leger med tingene eller gå med tøjet. Og hvis hun har fået noget af en af sine helte, så er der INTET, der i Fridas øjne skal smides ud. Heller ikke den ensomme sko, kufferten, der ikke kan lukke eller udklædningskjolen, der er hullet og mør og mangler et ærme.

Og det er tosset. Og dovent, hvis vi skal være helt ærlige, for et sted undervejs i processen, holder man op med at putte i posen, fordi man tror, at nogen kan have glæde af tingene, men slår hjernen fra, fordi det er hurtigere og mere bekvemt, og forvandler dermed modtageren til skraldespand/pulterrum for de ting, man har følelser bundet i, og derfor ikke kan nænne at smide ud, men heller ikke længere selv gider flytte rundt på. 

Men det betyder, at man binder flere menneskers tid til projektet, hvilket er helt unødvendigt. For når jeg f.eks. rydder op i min makeup, som jeg gjorde forleden, og jeg i ‘væk’-bunken har øjenskygger, der er så gamle, at der formentlig er både asbest og beriget uran i dem, så ved jeg jo godt, at de skal ud. Dem skal Frida ikke have at lege med, bare så jeg slipper for at forholde mig til, hvad jeg ellers skal gøre ved dem, og det samme gælder udtrådt fodtøj, gamle køkkenredskaber, slidt babytøj, som mormor har syet (“kan børnehaven ikke bruge det til dukkerne, Frida?”) osv. osv.

Så lang historie kort er jeg nu i forhold til op- og udrydning nået til det sted, hvor det ikke længere kun handler om, at jeg kommer af med tingene, men at jeg også tager ansvar for, at de ender, hvor de hører til. Første gang.

2.

Ryddet op i kasserne med tøj fra hhv. SFO og børnehave, nu hvor vi alligevel havde dem med hjemme på ferie. Shit, de børn gror!! Ved samme lejlighed tog jeg vores respektive kasser med hatte/handsker/refleksveste osv i bryggerset, hvor jeg, ud over det, vi for nuværende bruger, lægger alt, hvad vi arver af den slags, når vi får det. Tidligere smed jeg det i arvekasserne sammen med bukser, bluser osv., men fordi det måske er 3-4 måneder om året, den slags skal bruges, er det bare mere hensigtsmæssigt at have det seperat, fordi man så kan se, om hatten passer, når den skal bruges, og ikke skal gætte, hvor meget et hoved mon vokser på et år.

3.

Foræret hhv. to glas instantkaffe med smag og en parfumeprøve væk, alle 3 dele fordi jeg ikke brød mig om dem. Jeg ved godt, at jeg ofte skriver en variation af det her tema på, men det er fordi det stadig er nyt for mig, og noget, som jeg virkelig synes gør en forskel. Tidligere følte jeg, at jeg havde ryddet op, hvis jeg havde tømt køle- og køkkenskabe for madvarer med overskredet salgsdato, og ting, jeg ikke fik spist, men set i bakspejlet har jeg smidt utrolig meget mad ud, fordi jeg ikke lige gad forholde mig til det, mens det stadig kunne spises.

Det falder lidt i tråd med punkt nummer 1, både ift. at der sker en udvikling i enhver proces, uanset hvor man er, når man starter, men også ift. at man selvfølgelig skal huske at spørge om folk, om de vil have 1 liter mælk eller 1/2 rulle marcipan, inden man bare deponerer det hos dem. Takker de nej, må man selv være den, der går den tunge vej til skraldespanden, eller finder på en kreativ måde at få tingene brugt op på.

4.

Tænkt over, om der er kommet nogle nye med ombord, der har brug for lidt opsummering på, hvad jeg har erfaret indtil nu, eller som bare har spørgsmål af den ene eller anden slags? Hvis det er tilfældet, så fyr løs i kommentarfeltet. Så kigger vi på det.