(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt julepynt til Fridas klasse, som i år har valgt temaet ‘Gertrud Sands Julestue’..
Ja. Det er nok meget godt, jeg ikke blev lærer.
Men altså. Vi fik ud på min favoritplatform Aula, at ‘aflagt og overskydende julepynt modtages med kyshånd’ – og jeg har ingen af delene, fordi jeg har sorteret og ryddet op de sidste par år, når jeg pakker det ned.
Alt, hvad jeg har sendt videre, har jeg givet til Hjemløses Venner-butikken, der ligger i baghaven, og nu gik jeg så over og købte en bærepose af den pynt, jeg selv har foræret dem i første omgang tilbage.
Og er den så med på ugens liste, fordi jeg ærger mig over, at jeg ikke bare havde gemt det, spørger du? Nej. Lige præcis det modsatte, faktisk. For min pointe er, at jeg er sluppet for at flytte rundt på alt det her i to år, og nu, hvor jeg så skulle bruge det igen, kostede det mig 40 kroner, som går til et godt formål, at generhverve.
Det MÅ være den billigste m2-pris på lagerplads i Danmark.
2.
Solgt Fridas Xplora Ur.
Antons solgte jeg med det samme, da jeg lagde dem op på min egen fb-side, men Fridas strandede i bakken på køkkenbordet, hvor det siden har ligget og udsendt en konstant bebrejdende ‘Sæt mig dog til salg, mens garantien stadig gælder!’-vibe.
Jeg har tænkt på det tusinde gange, men bare aldrig på et tidspunkt, hvor det lige har passet med at få det lagt op.
Men i sidste uge så jeg i en fb-gruppe et opslag fra én, der efterlyste erfaringer med GPS-ure, og alle anbefalinger var på det her. Så jeg smed en kommentar om, at jeg havde ét, der skulle sælges, hvor der stadig var garanti på; hun kunne skrive, hvis hun havde lyst.
Det havde hun, og 4 timer senere var det hentet.
3.
Har jeg haft gæster, som havde en pose luksuskaffe med til mig, og fordi der ikke kunne hamres mere ind i det skab, hvor jeg har te og kaffe, føltes det som en god anledning til at få ryddet op.
Da jeg var færdig, havde jeg så meget stående i udbakken, at det faktisk i en indlægsrække som den her, er pinligt.
Til mit forsvar skal siges, at jeg er sådan én, der ofte får kaffe og te foræret, når folk kommer forbi, fordi alle ved, at jeg drikker 17 liter om dagen. Det bliver til lidt af et stash over tid, og fordi jeg er troløs og vender ryggen til gamle favoritter, så snart jeg forelsker mig i nye, så ender selv ret lækre ting ofte bagerst på hylden efter nogle uger.
Jeg skrev til min søster, der arbejder på en skole, om de kunne bruge det i deres forberedelses/pause-rum, og det blev et rungende ja.
Nu hersker der igen sirlig orden i skabet, og helt egoistisk glæder det mig, at der trods alt var andre, der kunne få glæde af tingene.
*Har jeg opdaget chilisauce med kimchi fra Kikkoman og det er noget af det bedste, der er sket i mit køkken i flere år. Modsat andre chilisaucer, så er den ikke bare stærk eller (for) sød, men har både bid, kant og umami. Jeg har prøvet den i tomatsauce på pizza, i suppe, i kødsauce og som et desperat forsøg på at redde en ret med kartoffelmos, der smagte af nothing, darling. Det virkede. Tusind stjerner herfra.
*Bliver det til gengæld tusind lussinger til den, der har besluttet, at køkkenrulle i halve ark er en ting. Det er måske det mest irriterende, der nogensinde er opfundet?
*Kan jeg se, at et legeland i Viborg har været superspreder-rede for Roskildesyge, og det eneste, der undrer mig her er, at det kommer i nyhederne. Med alt, hvad vi har lært om smittespredning de sidste år, er der vel ingen, der ved sine fulde fem vil påstå, at boldbade, børn og sparsom rengøring ikke virker mere som et laboratorium, der arbejder på at udvikle et supervåben til kemisk krigsførelse end en uskyldig legeplads?
*Går det strålende med Anton i den nye klasse, og selvom sproget stadig driller, er det også tydeligt, at der sker noget. Heldigvis er han stadig garant for kommentarer, der bare er *chef’s kiss* A+. Som f.eks. forleden, da jeg rømmede mig, og til Frida forklarede, at jeg havde en tudse i halsen, og Anton, der hader det med en inderlighed, der nærmer sig det religiøse, med rædsel i stemmen spurgte: “Hvorfor har du tysk i halsen?!” Det er næsten spild, at jeg ikke har fået dem døbt, når nu vi vader i materiale til konfirmationssange.
*Plejer jeg at stå stramt på, at vi ikke juler før efter Antons fødselsdag d. 18. november, og selvom børnene glæder sig, plejer de at rette nogenlunde ind. Men i år er det, som om de har besluttet, at det fandme skal være løgn, og sammen forsøger at knække mig. Hver morgen, når jeg kører dem i skole, får de lov at vælge musik, og selvom jeg har udstedt en fatwa mod Støvledans, kører de nu KUN julemusik. Begge to. Og min stamina begynder at krakelere, kan jeg mærke, for måske er jeg også en lillebitte smule kommet til at tilføje Fridas og min fælles besættelse ‘Julehjertets Hemmelighed’ til min normale playliste…
*Vil jeg, nu vi taler om jul, slå et slag for et julegaveønske til de af jer, der ikke ved, hvad I skal finde på, og som d. 31.12 (igen) beslutter, at næste år skal være året, hvor I gør alvor af de fordømte træningsplaner: Ønsk jer et klippekort til en personlig træner. De fleste seriøse steder har forløb på f.eks. 6 eller 8 gange, så man kan prøve, om man kan lide det, og det er en gamechanger. Jeg har aldrig nogensinde haft problemer med motivationen, men der har været mange andre benspænd her, og jeg var også usikker på, om jeg ville få det brugt. Men det er måske det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Der, hvor jeg går, er man alene med sin træner i et studie, hvor der kun er os. Det er ret fremmende for at have lyst til at prøve nye øvelser og flytte grænser, synes jeg. Jeg kan komme i dagtimerne i stedet for sidst på eftermiddagen/om aftenen, hvilket er verdensklasse, når man har mit liv, og for mig har det gjort hele forskellen, at jeg har to fixpunkter, jeg skal have lagt hjemmetræningen imellem, så jeg ikke bare har en løs ambition om, at træne ‘3 gange om ugen’. For hvis man har travlt mandag, så *kunne* ugen jo teknisk set godt starte tirsdag. Eller onsdag. Og så skrider det i sømmene, og man får det ikke gjort. Ikke her. Det er AWESOME! Min eneste bøn er, at man sørger for at gøre sit fodarbejde, når man vælger sted, og husker, at lige her hænger pris og kvalitet meget tæt sammen. Din indsats og dit udbytte bliver en direkte afspejlning af, hvor meget tid og energi, den personlige træner har lagt i sin egen uddannelse og dygtiggørelse – og dermed lægger i dig.
*Har jeg forelsket mig i de der fine, regnbuefarvede lys, som folk er begyndt at hænge op udenfor. Men jeg kan ikke finde ud af, om vi kun kører Twinkly, eller om der også er andre mærker på markedet? Nogen, der har noget erfaring, jeg må nasse lidt på?
*Vil jeg bare lige slå et slag for podcasten Narkofabrikken, som er lavet af TV2 Østjylland. Den er ok-vild.
*Am I, once again, asking for jeres bedste opskrift på hvid gløgg. Hvis nogen har forbindelser til køkkenet på Cafe Stiften i Aarhus, så vil jeg give en nyre for opskriften på den, de laver selv.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft besøg af en af de mange viceværter (som stadig alle sammen hedder Kurt), fordi de skulle .. noget med nogle filtre på loftet.
Da han alligevel var der, huskede jeg at spørge om noget, jeg længe har tænkt, jeg ville nævne, nemlig om de ikke vil have mig i baghovedet, næste gang nogen i boligforeningen skal have nyt køkken, og der er en levedygtig ovn og emhætte i overskud.
Det, jeg har, fungerer. Men ovnen varmer ujævnt, den sprænger pærer i et tempo, der næsten er imponerende, og hvis jeg én gang til skal skille de 3 lag glas i lågen ad, så smider jeg dem ud i haven.
Emhætten har ladet sig inspirere og æder også pærer på rekordtid, og man kan beskylde den for meget, men ikke for at være lydløs.
Jeg kunne godt bede om noget nyt-nyt, for det ville ikke være urimeligt, når det, jeg har, er 12 år gammelt, men adopt, don’t shop gælder både for dyr og hårde hvidevarer, synes jeg.
Nu er The Kurts på sagen, og det er perfekt.
2.
Købt et fælles regnslag til mig og mine to faste tolkemakkere, som jeg deler en opgave med.
Det er en opgave, hvor vi ofte står og tolker et sted, hvor vi bliver af ramt af alt muligt, og fordi vi jævnligt skal videre til andre opgaver, er det i længden lidt uholdbart at komme anstigende til et møde i en bank og ligne og lugte noget, nogen har fundet i en grøft.
Men der er ingen grund til, at vi køber 3 identiske regnslag, som vi så hver især slæber frem og tilbage, så nu har jeg købt ét, som vi hænger på arbejdspladsen, og så kan vi bruge det alle 3.
3.
Er halloween vel overstået, og vi er nu gået videre til næste punkt på fejringslisten, nemlig Antons fødselsdag.
De sidste år har det handlet om at finde en måde at fejre ham på, som fungerede for både Anton og hans (neurotypiske) klassekammerater. Jeg har haft dem med i taekwondoklubben, vi har været i svømmestadion, og det år, hvor alt lukkede ned, var planen, at vi skulle i bokseklubben, og så spise pizza bagefter.
Ved at holde det ude har der været plads til, at Anton kunne trække sig, hvis han havde brug for en pause, men uden at det kom til at fylde på samme måde, som hvis han gik ind på sit værelse og lukkede døren herhjemme.
Men nu er han startet i en ny klasse, og selvom de kun er 6 drenge, så kender jeg dem endnu ikke godt nok til at turde tage ansvar for at have dem med ud. Anton er den eneste, der har autisme som primær udfordring; de andre er relativt hårdt ramt af ADHD, og et par stykker er voldsomt udadreagerende. Det er ingen tjent med, at jeg står i en svømmehal og skal forsøge at håndtere, så vi har talt om, hvad Anton gerne vil i stedet.
Hans eget forslag var at holde det i skolen – hvilket jeg synes er tæt på genialt. På den måde er vi et sted, som alle børnene kender, der er voksne, der kender og er vante til at håndtere de lidt mere udfordrede børn, og jeg kan klappe af med lærerne på forhånd, hvad jeg planlægger at komme og lave, så det bliver en god formiddag for alle.
De penge, vi sparer på at leje lokaler eller købe mad ude, kan bruges på noget, som giver mening her, f.eks. en lille æske lego, man kan sidde og dimse med, hvis man trænger til dét.
Når vi nu alligevel reviderer fødselsdagskonceptet, har jeg også talt med ham om, hvordan han gerne vil fejres af familien. De sidste år har vi kørt morgenmad, fordi det dels har passet godt ift. Frida og oldefars primetime på dagen, og det har også været nemt ift. forplejning.
Men oldefar er 96, og han vil hellere have besøg af os 3 en anden dag med en lagkage under armen nu. Og både Anton og Frida er efterhånden så store, at de godt kan vente med at feste til om eftermiddagen, uden at kradse huden af sig selv af utålmodighed. Så i år kommer familien til boller og kakao, og det bliver faktisk helt rart at gøre noget andet.
Jeg har punktet på, fordi jeg har skrevet de her indlæg i snart 6 år, og det ikke er første gang, jeg opdager, at jeg kan komme til at glemme at forholde mig til en løsning, når først jeg én gang har udtænkt den, og synes, at den fungerer.
Så hvis overskuddet er til det, og man har gjort noget på samme måde i flere år, så er det her en invitation til lige at gå det efter i sømmene og sikre, at det stadig *er* den bedste løsning, man praktiserer.
Der er en mærkelig energi i luften for tiden. Jeg har hele tiden en oplevelse af, at der både ikke sker noget som helst, og samtidigt, at de tektoniske plader forskyder sig, så hele landskabet ændres fundamentalt.
Nytåret begynder at flimre i horisonten, og selvom det er tidligt – og også tidligere, end jeg plejer at begynde at gøre status – er der alligevel sket så meget de sidste 10 måneder, at det er svært ikke at forsøge at sortere det i tema og udvikling.
Den gryde står og bobler bagerst på komfuret, og det bliver noget, jeg skriver mig ned i senere, men måske fordi den allerede trækker en smule af mit fokus, er det svært ikke at skele lidt til det, der lader til at være ét af fokuspunkterne i år, nemlig at revurdere mit syn på, hvor man stiller op, og hvor man må lade andre mennesker gå vejen uden at tilbyde sin støtte.
Det falder mig svært. Helt grundlæggende. Jeg synes ikke, at nogen skal gå på mørke stier alene, og noget af det, jeg ville være allermest ked af at blive stemplet som, er berøringsangst. Kombineret med min oprigtige nysgerrighed på, hvordan verden ser ud, når man betragter den gennem andre øjne, og en endeløs fascination af, hvor forskelligt, livet kan gribes an, ender jeg ofte i gode, dybe samtaler med alle mulige mennesker; også dem, jeg ikke umiddelbart har en relation til.
Men over det sidste år er det blevet tydeligere for mig, at den måde at være i verden på, kan virke meget dragende på mennesker, der mangler nogen eller noget i deres liv.
Det er en meget splittet fornemmelse. For på den ene side synes jeg faktisk, at det forpligter at være sådan én som mig, der er velsignet med et stærkt netværk; som har mennesker omkring mig, der aldrig har ladet mig tvivle på deres tiltro og støtte, og som jeg ved, at jeg kan vende mig imod, hvis jeg har brug for det. Det har jeg ikke selv gjort noget for at gøre mig fortjent til – det er tilfældigheder, skæbne og held, der har ladet mig falde ned, lige her, lige nu.
På samme måde er det meget ofte ganske uforskyldt, at man er landet et sted, hvor man ikke har nogen at læne sig op ad, hverken for at få hjælp, ros eller støtte.
I mit arbejdsliv synes jeg, at det er relativt nemt at navigere i. Som tolk er jeg upartisk og neutral – men der er en gråzone, hvor man etisk kan gå et par skridt i begge retninger og stadig sove om natten. Jeg har holdt mere end én hånd på hospitaler og i kirker, ligesom jeg også har ageret både plankeværk og stillads i situationer, hvor det var mig eller ingen, eller hvor magtfordelingen var så skæv, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke jeg havde filet på etikken. Man er, trods alt, menneske, før man er sit fag, og så længe man hører alarmklokkerne, når de går, kan det godt forsvares at bevæge sig ud, hvor alting ikke er simpelt, sorteret og opdelt i klare nuancer af sort og hvidt, synes jeg.
Privat har jeg også oplevet det som nogenlunde nemt at huske, at de mennesker, der har allermest brug for krykker, er dem, der slår sig mest, hvis du lover at være der, for så at brillere med dit fravær, når de griber ud efter din hånd.
Dem forsøger jeg at møde med teflonbelagt empati, så jeg gør, hvad jeg kan for støtte neutralt i det omfang, jeg kan tilbyde, men uden at blive personligt involveret.
Jeg har kunne navigere i det, så længe det udelukkende har været i mit arbejdsliv, jeg har mødt de her mennesker, eller der har været tale om nogen, som jeg ikke har en konkret, blivende relation til.
Men nu har den ene af mine naboer, som er 3 år ældre end mig, fået 6-12 måneder tilbage at leve i.
Det har hele tiden været en relation, hvor det har været tydeligt, at det er mig, der er heldig med netværk, støtte og livsbetingelser. Og alle parter har gjort sig umage for at pleje det gode naboskab, efter den skæve start vi fik, da de flyttede ind. Der vandrer lagkage over hækken efter fødselsdage, vi hjælper hinanden med småting i haven, og vi kommer ind og beundrer, når der laves nye køkkener eller børneværelser.
Fordi jeg godt ved, at det er mig, der har fået flest esser på hånden, har jeg gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe, når de har modtaget breve fra offentlige instanser, som de ikke forstod, og jeg har renset dialyseanlæg og hjulpet med støttestrømper og øjendråber hos familiemedlemmer, de har hevet ind for at hjælpe med hunden, når de pludselig er blevet indlagte.
Men med en pistol for panden ville de ikke kunne fortælle, hvad jeg laver, når jeg går på arbejde. Eller hvor gamle børnene er. De ANER ikke, hvad jeg laver i fritiden, eller at jeg har boet i Aarhus. Og skal de det? Næh. Det har jeg ikke noget behov for. Men det giver en indikation af balancen i relationen, og det er dér, der er noget, der har ændret sig for mig i år.
For i år er det første år, jeg har haft, siden jeg fik Frida, hvor der har været en følelse af kontinuerligt overskud i mit liv. Ikke bare den slags øjebliks-overskud, man kan opleve, når man har afviklet en kæmpe opgave på arbejde, eller man er på barsel, og babyen sover til middag to dage i træk. Men et vedvarende overskud, der er stabilt nok til, at jeg faktisk kan bruge det til noget.
Det har ledt til mange overvejelser og indsigter. Noget af det, jeg troede, jeg gerne ville, vil jeg slet ikke alligvel. Nogle ting, som jeg egentlig havde opgivet, er pludselig mulige igen. Pausen fra mine ønsker, drømme og behov har været så lang, at intet er mejslet i sten, og alt er smidt op i luften. Det, jeg vælger at sluse ind, skal være meningsfuldt nok til at forsvare pladsen, det optager, og de overvejelser gør, at jeg sætter umådelig pris på det, jeg pludselig kan og tilvælger igen.
Derfor har jeg brugt ret meget kapacitet på at forholde mig til, om man gerne må melde pas på at stille op for mennesker, der har fået at vide, at de skal dø.
For de vil gerne bruge mig, det er tydeligt. De ringer, de kommer ind, de skriver. Og min default-reaktion er at være tilgængelig.
Men det tror jeg ikke, at jeg skal. Faktisk. Ikke nu. Ikke her.
For hvor jeg uendeligt gerne vil gøre Det Rigtige, så kan jeg mærke, at det her ikke handler om, at jeg er mig. Det gjorde det, da Lene fik en svulst i hjernen, som endte med at slå hende ihjel. Der spillede jeg en rolle, fordi jeg var mig; Lenes veninde.
Det er ikke det, det handler om her. Her handler det om, at der mangler netværk og filter. Uanset hvem, de havde haft på den anden side af væggen, ville de have vendt sig imod dem, fordi de ikke har andre.
Jeg har brugt en god håndfuld nætter på at tænke igennem, hvad den rigtige løsning er. For jeg er ikke lavet af sten, og jeg vil gerne tale med dem, som jeg hele tiden har gjort.
Men jeg er nået frem til, at jeg ikke vil foregive et venskab, der ikke eksisterer og aldrig har gjort det. Heller ikke selvom det somme tider føles forkert at glide af på opkald, insisterende venten i indkørslen og forsøg på at opstarte lange, svære samtaler hen over hækken.
Der er nødt til at stå lidt på kontoen. Både, så du har, hvis nogle af dem tæt på får brug for det – men også til dig selv.
For det slog mig i nat, at man godt kan komme til at glemme at leve sit eget liv, hvis man altid lader sig hverve til at hjælpe andre med at leve deres.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Talt med det meste af YouSee.
Jeg har et abonnement til min telefon med 80GB data, som jeg har tilkøbt 2 datadelingskort til, som børnene har på deres iPads. På den måde kan de gå på nettet, også når de er steder, hvor der ikke er wifi, og det kræver ikke, at jeg er i nærheden.
Vores forbrug har svinget mellem 55 og 65GB, siden jeg valgte den løsning, og derfor undrede det mig, da jeg for halvanden uge siden fik en sms om, at al data var opbrugt. Men ikke så meget, som jeg undrede mig, da jeg i den her uge fik en sms mere, om at nu var både de data, der er indeholdt i mit abonnement OG de 20 ekstra, jeg havde tilkøbt *også* opbrugt. Jeg købte 20 mere – og satte punktet på min mentale liste.
Første ting, jeg tjekkede var, om de to iPads pludselig ikke automatisk hopper på wifi her og hos mine forældre, som er de to steder, de primært bruger deres iPads. Det er sket før, og ville forklare et øget forbrug, fordi de jo så har kørt datadeling på steder, hvor de normalt er på wifi. Det er relativt nemt at løse, for det kræver bare, at man nulstiller netværksindstillingerne, og så connecter wifi og iPad igen.
Umiddelbart så alt fint ud.
Herfra gik jeg ind og tjekkede forbruget under Indstillinger på de to iPads, bare for at se, om noget så mærkeligt ud. Heller ikke noget her, der kunne forklare det.
Så loggede jeg på YouSee og tastede mit personnummer et bekymrende antal gange for at komme frem til det punkt, hvor jeg fik en oversigt over dataforbrug pr. dag. Heller ikke HER var der noget, der sprang i øjnene.
Første medarbejder, jeg talte med, oplyste mig hjælpsomt om, at ‘datadelingskort laver ikke fejl’. .. Okaayy..? Fair. Men altså. Derfor vil jeg jo stadig gerne finde ud af, hvad det er, der sker? Efter et par forsøg på at få mig til at gå væk, blev jeg stillet om til én lidt længere oppe i kæden.
Ham talte jeg med i 10 minutter. Han mente ikke, at de overhovedet kunne trække info på, hvordan forbruget så ud på enkelt-dage. Her var jeg glad for at kunne hjælpe med informationen om, at dét kan man; jeg sad og kiggede på det på min skærm.
(Og jeg vil gerne understreget, at det ikke handler om, at jeg tror, de prøver at snyde mig. Al samtale foregik ordentligt og civiliseret, og jeg har ingen forventninger om, at de alle sammen skal smide, hvad de har i hænderne for at lokalisere mit overforbrug. Det kan SAGTENS være noget, vi selv har forårsaget – men når vores forbrug har ligget på det samme i over et halvt år, begge iPads stadig hopper på wifi de sædvanlige steder, vi ikke har været ude at rejse, og ellers bare har opført os, som vi plejer, så har jeg brug for bare et bud på en forklaring på, hvorfor vi pludselig bruger dobbelt så meget data, som vi plejer).
Her blev jeg viderestillet igen, og forklarede problemet forfra.
“De kan jo have hentet nogle store spil. Eller have streamet film i HD-kvalitet.”
“Men lyder det ikke for dig mærkeligt, at vi normalt bruger ca. 60 GB, men pludselig BÅDE opbruger de 80 vi har, og OVENI 40 ekstra?”
“… Altså.. Jo. MEN. Store spil!”
“Jeg har forældregodkendelse på ALT. De kan INTET hente, heller ikke gratis apps og spil, uden at jeg godkender. Der er ikke hentet noget særligt de sidste 3 uger.”
“…Film, så?”
“Jeg sidder lige og googler og kan se, at det æder ca. 6 GB at streame en film i HD-kvalitet. Så skal de have set 10 film på steder uden WIFI på 2,5 uge…? UD over det, de normalt streamer..?”
“… Ja? Ja. Ok. Ej. Ved du hvad. Det LYDER sgu mærkeligt.”
Og således endte vi et sted, hvor sagen nu er sendt videre til nogen, der kan grave lidt mere info frem, end dem, der sidder på telefonsupport.
Da jeg lagde på, tænkte jeg på, at det virkelig er rart, at jeg er blevet sådan én, der faktisk VED, hvad vi har, og kan spørge kvalificeret ind til det. For 5 år siden ville jeg bare have opgraderet mit abonnement og/eller have ladet mig spise af med en halv forklaring, jeg reelt ikke forstod, hvilket er uendeligt frustrerende. Nu får jeg forhåbentlig en (slags) forklaring, der gør det muligt for mig at vurdere, om vi skal have en anden løsning, eller om der er noget, jeg skal være lidt mere opmærksom på.
2.
Har jeg været fryseren igennem og haft som mål at få brugt de mange små reste-bøtter. De er nemme at overse, når man åbner for at hive aftensmad ud, men det har jo ingen effekt ift. madspild at gemme det, de indeholder, hvis man bare flytter rundt på dem for så til sidst at smide dem ud.
En rest æblegrød røg på havregrøden, jeg har spist ris til mine bowls i stedet for de søde kartoffeltern, jeg plejer, og med en liter tomatsuppe som base, fik jeg brugt en rest chorizo, lidt majs og bønner, en smule hakket oksekød og et par skefulde chilismøreost. Sammen med en kedelig peberfrugt og et trist rødløg blev det til den bedste vintersuppe, jeg har lavet længe.
3.
Har vi – som alle andre – været ved at blæse væk. Det betyder, at Fridas værelse, som vender ud mod haven/marken, bliver koldt, fordi der ikke er noget, der tager af for vinden, og muren suger kulden.
Mit soveværelse og hendes værelse deler varmelegeme i gulvet, og jeg kan ikke holde ud at sove derinde, hvis det skal skrues højt nok op til at kompensere for den kolde mur. Derfor har hun en elradiator, som jeg nu er begyndt at tænde nogle timer midt på dagen, hvor strømmen er billig, og så slukke den sidst på eftermiddagen, så hun aften og nat er kørende på eftervarmen.
Det ville være en dårlig løsning, hvis hele huset var opvarmet af elradiatorer, fordi de så skulle varme op fra scratch hver eneste dag, men fordi vi har gulvvarme, og radiatoren bare er et supplement til den eksisterende varmekilde, fungerer det her perfekt.
Samtidig bliver værelset også køligere i løbet af natten, hvilket fungerer perfekt ift. søvn.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg overgivet mig og ladet græskar og skelethoveder gøre deres indtog herhjemme. Fordi der trods alt stadig er en god uge til det går ned, og I derfor kan nå at bruge ugens punkter, hvis det giver mening, kører jeg tema, og punkterne er alle sammen nogle, der relaterer sig til halloween
Jeg har:
1.
Købt slik, som mine egne børn kan lide. De sidste par år er jeg gået i fælden med at købe slik, der er pakket ind i specielt papir (for ja tak til slik, der er pakket ind seperat, så vi ikke skal stivkrampevaccineres på bagkant), men det har hvert år vist sig at være overkrystaliserede slikkepinde og chokolade, som ingen af mine børn kan lide.
Det betyder, at jeg altid ender med at smide resterne ud, og det er for åndssvagt. Derfor er jeg i år gået fuld Maoam og Haribo, så jeg ved, at det får ben at gå på bagefter.
2.
Været på udkig efter Årets Figur.
For efter i 4-5 år at have pyntet med tarvelige papirlanterner, der går i stykker, hvis man kigger surt på dem, og plastik-figurer, der godt nok kan lyse – men kun på den epilepsianfaldsfremkaldende måde, har jeg besluttet, at vi går all in og køber noget ordentligt. Og der ER faktisk fine figurer og æstetisk forsvarligt pynt at finde – som så selvfølgelig koster lidt mere.
Men ved at anskaffe lidt hist og pist (og somme tider i start-november, hvor butikkerne ikke kan overskue at skulle have det hele kørt tilbage på lagret, og derfor sælger til halv pris) begynder vi at kunne dekorere på en måde, der ikke giver mig lyst til at grave mig ned sammen med de kunstige skeletter, og det er rart.
3.
Igen-igen klappet mig selv på skulderen over min beslutning om at købe lyskæder og kunstige bloklys med timer og fjernbetjening i stedet for ægte stearinlys, for det er så SMART, at de kan flyttes rundt fra halloweenspøgelser, til julelanterner og videre til farvede sommerglas på terrassebordene
Hvordan fysikken fungerer kan jeg ikke redegøre for, men ligesom en cykel kan køre i månedsvis uden at skulle pumpes, for så øjeblikkelig at blive flad på begge hjul, hvis den får 10 minutters pause, så virker elektronik altid bedst, hvis man ikke tager det ud af rotation.
Med remote og timer vrider man mest muligt ud af batterierne, og i de udhulede græskar er det meget fedt, at man ikke skal stå og fiske fyrfadslys op af græskar, hvor rigor mortis for længst er både indtrådt og aftaget igen. (Her sætter jeg bare lysene i et par helt almindelige fryseposer, som jeg binder knude på. Så er de beskyttet mod både regn og snask).
4.
Har jeg fundet den perfekte opskrift på en krydderkage, hvor man bruger kødet fra græskarlamperne.
Jeg har eksperimenteret med flere forskellige brød og kager (sagde hun, og gik fuld madblogger på den med andekdoter and shit), men alt, hvad jeg har prøvet, ender enten med at blive klægt eller tørt.
Men det slog mig, at græskar har lidt samme konsistens som squash – og derfor prøvede jeg at google krydderkage med squash, og så bare rive græskarkødet groft, som man ville gøre med squash.
Det førte mig til nedenstående kage, og den er virkelig, virkelig god.
Sidste ting: Når jeg bager bradepandekager, bager jeg altid i to forme, der måler 16 x 23, i stedet for én på 23 x 32, ganske enkelt fordi det er meget nemmere at bage kagen jævnt. Med en stor form risikerer man, at kagen er færdig i kanten, men stadig ubagt i midten, og det er træls.
(Derudover virker to separate kager også forebyggende ift. madspild, når man har kage med i skole eller på job: Når først en skoleklasse har massakreret en bradepandekage, skal man være mere end almindeligt eventyrlysten for at kaste sig over resterne, men alle, både børn og voksne, er gode til at gøre én kage færdig, før de tager hul på den næste, så på den måde får man somme tider kage med retur, der kan smides i fryseren uden at man sætter liv og helbred over styr).
Men nu til det vigtigste: Opskriften.
Græskar/squashkage
100 gram sukker
200 gram farin
2 tsk. vaniliesukker
1,5 dl. smagsneutral olie
4 æg
275 gram mel
1,5 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
0,5 tsk. salt
1 spsk. kanel
350 gram groftrevet græskarkød (det hårde. Ikke det, der tråder og er vådt)
1/2 moset banan
1 groftrevet æble
2 tsk. pumpkin spice (jeg bruger noget, min kammerat har smuglet med hjem til mig fra USA, men google er din ven, og worst case kan man lave det selv)
Pisk farin, sukker og æg sammen, tilsæt krydderier, rør rundt, tilsæt mel og sørg for, at dejen er rørt godt sammen, inden du tilsætter æble, banan og græskar. (Grunden til dét er, at krydderierne gerne vil binde sig til de våde ingredienser, og er de ikke rørt godt nok ud, risikerer man den helt særlige oplevelse, det er, at inhalere en halv teskefuld kanel).
Hæld dejen i en (23 x 33 cm) eller to (16 x 23) forme, beklædt med bagepapir, og bag ved 200 grader i 25-30 minutter.
*Skal jeg bede alle om at gå ind og se Beckham dokumentaren på Netflix LIGE nu. At man ikke går op i fodbold er bare et plus, fordi man så – ud over små 5 timer i selskab med verdens måske pæneste mand? – også får lov at føle spændingen ved ikke at ane, hvordan (åbentbart) episke kampe ender.
*Bliver jeg, nu hvor vi er ved celebrities, nødt til at insistere på, at vi lukker HELT ned for Jada Pinkett Smith. Jeg tror, jeg taler på hele verdens vegne, når jeg siger, at vi virkelig, virkelig gerne bare vil leve videre i lykkelig uvidenhed om de intime detaljer i hende og Wills ægteskab.
*Findes der ikke noget tidspunkt, hvor jeg profiler hårdere, end når jeg parkerer min bil. Barnesæder i de andre biler? Bilmærker, der indikerer en kundegruppe på 75+? Fang mig i den fjerneste ende af p-pladsen på det højeste sted, hvor ingen hamrer døren op i siden af mig eller det bliver mit problem, hvis Hans Henrik glemmer at trække håndbremsen. Jeg venter bare på, at Netflix kontakter mig, så vi kan lave 3. sæson af Mindhunter.
*Var jeg børnefri i tirsdags, og smuttede en tur til Aarhus. I den forbindelse skal jeg bede om genindførelse af dødsstraf til dem, der stadig kører med langt lys på motorvejen (jeg er LIGEGLAD med, hvad FDM sagde!).
*Vippede jeg ind forbi min faste Cirkle K efter en kop kaffe at køre hjem på, og som altid tænkte jeg på, at man ikke ville studse det fjerneste over det, hvis man stod derinde og apokalypsen ramte. Der er noget ved det hysteriske neonlys og de aggressive lysstofrør, når verden udenfor er mørk, der får zombier til at virke både oplagte og rimelige.
*Ramte jeg Esbjerg tæt på midnat, og de sidste 8 kilometer hernede kører jeg på en strækning uden lys og med marker og mørke så langt øjet rækker. Radiohead’s Karma Police er stadig en af de mest uhyggelige musikvideoer, der findes.
*Har jeg modtaget hele 2 kvitteringer fra Esbjerg Kommune på min seneste henvendelse. Jeg forsøger ikke at mistænke, at det skyldes min serviceinfo om aktindsigt og Ankestyrelse. Det går dårligt.
*Vil jeg simpelthen så gerne se den nye udstilling på Moesgaard. Nogen, der har tjekket den ud? Er den ligeså formidabel, som den ser ud til?
*Er jeg i gang med ‘Heroin Chic’ af Maria Kjoss Fonn, som virkelig kan anbefales (hvis man kan holde til at læse om stoffer, spiseforstyrrelser og Weltschmerz). Sprog og komposition er helt i særklasse.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
___________
Inden vi går til ugens liste: TAK for den fine, fine modtagelse, mit seneste indlæg fik – og for al den kærlighed, I har sendt i min retning. Hver eneste gang jeg laver sådan et indlæg, tænker jeg bagefter over, hvor vildt det i virkeligheden er, at man i 2023 kan lægge noget så relativt sårbart på internettet – og så kvitterer det – og I – bare med ordentlighed, empati og vilje til at forstå.
Det findes ikke mange steder, men det findes her, og det kommer jeg aldrig til at tage for givet.
___________
I den forgangne uge:
1.
Har jeg gravet alle glas med kosttilskud og vitaminer frem, som jeg de sidste år er startet på, og stoppet med igen, fordi det viste sig ikke at være mangel på jern/magnesium/B-vitaminer, der var årsag til manglende søvn, uro og rastløshed…
De præparater, der var for gamle, eller som det ikke giver mening at spise, er smidt ud, og resten er sat frem på køkkenbordet, for nu, hvor jeg har en alarm på, så jeg husker at tage min medicin 2 gange om dagen, så får jeg dem faktisk ekspederet.
Jeg forventer at gå gennem efteråret med et tefloncoatet immunforsvar og hår som en model i en L’Oreal-reklame.
2.
Er jeg begyndt at vaske og gemme bægrene fra den proteinyoghurt, jeg lige nu spiser hele tiden.
Den er perfekt i størrelse til at medbringe rester til frokost, og fungerer på den måde som en slags engangsemballage. På dage, hvor vi er afsted fra tidlig morgen til sen aften, er der bare meget fedt, at man ikke kommer hjem med tupperware nok til at fylde hele opvaskemaskinen.
3.
Har min søde mor haft fødselsdag; 70 flotte år.
I stedet for at købe en af de ting, hun har på sin ønskeseddel, har jeg givet hende en hyggedag i Ribe (sammen med *miiiiig*) (hvilket, lad os være ærlige, er den STØRSTE gave, jo), med fuld forplejning og lommepenge nok til at købe den taske, hun allerhelst vil have.
Jeg synes, at det var den perfekte kombination af de overvejelser, jeg gør mig, hver gang jeg køber gaver: At det helst skal være noget, der ikke skal byttes (ikke pga. sårede følelser, men pga. bøvl og CO2), at tid og oplevelser sammen, ud over at være skønt, også er med til at nedbringe det ting-svineri, vi hvert år til jul kollektivt får det sært med, og endelig, at den gave, man ender med at give, er noget, modtageren faktisk mangler.
4.
Har jeg, lidt for sjov og lidt i alvor, forsøgt at nøjes med at bruge én varmekilde, når jeg laver mad. Altså, enten komfur, paninijern, kogekeddel eller ovn.
Det har ikke kunnet lade sig gøre hver dag, og en del af udfordringen er, at vi alle 3 spiser noget forskelligt til samtlige måltider. Men det har også været en lille øjenåbner, hvor ofte det faktisk HAR været muligt. Eksempelvis varmede jeg min suppe i ovnen, da jeg alligevel havde den tændt til det, børnene skulle have, og den dag, hvor aftensmaden bestod af nudler til ungerne, og jeg egentlig havde planlagt noget i ovnen til mig selv, endte jeg med at køre rugbrød i stedet, så jeg kun havde kogekanden i gang.
Igen: Det vil ikke altid kunne lade sig gøre, og kostsammensætningsmæssigt er det heller ikke et holdbart princip at spise ud fra, men ugens minieksperiment har stadig skabt et fornyet fokus på noget, som er en hjælp til at holde elregningen i ave.
De sidste uger har jeg tænkt meget på, at jeg pludselig forstår, hvorfor et af de vigtigste redskaber for obskure kulter og voldelige partnere, er isolation.
For da jeg startede med at lægge brevene fra Esbjerg Kommune op, var det egentlig i første omgang bare fordi, jeg havde modtaget et par forespørgsler på det bagom.
Jeg kender ikke alle jer, der læser med derude, og det tager i dag 0.21 sekunder at oprette en falsk mailadresse. Jeg kan i bloggens maskinrum se, hvilke ip-adresser, kommentarer kommer fra, men den oplysning er ubrugelig, fordi du ikke som privatperson kan se, hvem den tilhører. Det, det dog *kan* bruges til er, at jeg på den måde kan se, om kommentarer fra forskellige mailadresser kommer fra samme ip-adresse; det kan være rart, hvis jeg får nogle af de mere kradse. Det er, trods alt, betryggende, at der kun sidder én kugle derude, og ikke en helt håndfuld.
Det betyder, at jeg reelt ikke ved, om et ønske som det her kommer fra andre forældre, der er ved at blive mast af systemet (eller overvejer at flytte til Esbjerg Kommune), eller om det kommer fra fagpersoner, med intentioner, jeg ikke kender til. I nogle af de fb-grupper, jeg er med i, kan jeg se, at folk jævnligt fortæller om sagsbehandlere, der læser med – hvilket de jo kun kan, hvis de er medlem af grupperne. Det kan der være legitime grunde til – og det er jo så et spørgsmål om, om man er bedre klædt på til at arbejde med ND-familier, hvis man kender det hjemmefra, eller om man er inhabil ift. borgere, man er i facebookgruppe med. Kan man blokke viden ud, man har fået, fordi man har fået den i fritiden? Jeg ved det ikke. Men der har, desværre, været sager nok i medierne om mennesker, der bliver straffet for opslag og kommentarer på sociale medier til, at muligheden for, at man bliver iagttaget, ikke kun er teoretisk.
Derfor tænker jeg mig altid om en ekstra gang, når jeg bliver spurgt til noget, hvor interessen i svaret måske ikke udelukkende udspringer af gode intentioner. Da jeg for et par år siden holdt åben spørgerunde, fik jeg påfaldende mange spørgsmål til, om jeg havde en kæreste og, hvis ja, hvordan, hvor meget og hvornår. Og det kan være HELT tilfældigt; lige den del af mit liv er jeg super privat med, og det har jeg alle dage været – men spørgsmålene var detaljerede nok til, at tanken om, om de kom fra nogen, der var interesseret i min status som enlig forsørger: O Ja O Nej strejfede mig.
Men uanset hvordan jeg vendte og drejede det her, så kunne jeg ikke se, at jeg havde noget at tabe. Det er mig mod Systemet, og de har smidt alt, hvad de har, i hovedet på mig, så der er ikke mere tilbage at skyde med. (Famous last words…) Og helt lavpraktisk har jeg flere gange undervejs ønsket, at jeg havde kendt lidt mere til andres forløb, og havde set, hvordan DE kommunikerer med The Overlords. Derfor nåede jeg frem til, at andre derude, om ikke andet, måske bliver bare en smule bedre klædt på til kampen ved at læse om nogle af de fejl, jeg har begået og de ting, jeg ville ønske, jeg havde insisteret på eller gjort anderledes – tidligere.
Sagt med andre ord havde jeg faktisk ikke forventet, at der ville være noget i det til mig; for mig var det bare at dele noget tekst, som jeg selv – stadig – har svært ved at tro, kommer fra et system, jeg selv er med til at finansiere.
Men.
Jeg har ikke på noget tidspunkt i det her forløb grædt så meget, som jeg har gjort efter at have lagt de her breve op og fået jeres kommentarer til dem.
Vi er forskellige herinde, og vi er ikke altid enige om alt, men I er stadig en massiv og værdifuld klangbund ift. den ordentlighed, jeg selv prøver at praktisere og efterleve som menneske. Vores holdninger kan være forskellige, men vores livsværdier og verdenssyn har mange ting til fælles, og jeg. kan. ikke forklare, hvor forløsende det har været at opleve jeres indignation og vantro, når jeg selv er nået til et punkt, hvor jeg for længst har vænnet mig til at blive talt sådan til og behandlet på den måde.
Raseriet og uviljen mod at bøje mig, blot fordi andre mennesker siger, jeg skal, har jeg altid haft, og det, der for år tilbage startede som ulmende gløder, har for længst forvandlet sig til et frådende inferno af ild. Jeg vil hellere smides på bålet end at overgive mig nu; no retreat, no surrender.
Men det er første gang, jeg oplever at blive strøget over håret og få at vide, at det her er præcis så urimeligt, uværdigt og umyndiggørende, som jeg selv har oplevelsen af.
Det får noget i mig til at løsne sig. Noget, der var faretruende tæt på at hærde og sætte sig fast.
Det får mig til at huske, at for hver eneste modstander, du står overfor, står der altid medspillere bag dig, som måske ikke kan tage kampen for dig, men som kan få dig til at føle dig lidt mindre alene.
Man er en del af et hele, af en gruppe, af et system. Et, der udgøres af alt det modsatte af dét, der staves med stort.
Det havde jeg næsten glemt.
Tak for at hjælpe mig med at komme i tanke om det igen.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg langsomt gået i gang med efterårsvanerne igen.
Lige nu er der så meget fugt i luften, at jeg har kronisk flash back til teltene på Roskilde, og da jeg ikke har tændt for varmen endnu, tager det lang tid for vasketøjet at tørre.
Jeg er derfor tilbage på modellen, hvor de mest genstridige ting får 30 minutter i tumbleren, så vi ikke skal have 6999 sæt tøj. De dage, det kan lade sig gøre, vasker jeg midt på dagen – men det er stadig billigere at vaske 2 gange om ugen på det tidspunkt, hvor strømmen er dyrest, end 4 gange når den er billig.
Men om jeg tumbler det, inden jeg hænger det op, eller når det har hængt til tørre en nat, er ligegyldigt.
Derfor er jeg begyndt at vaske, når det passer, hænge tøjet op – og så smide bukser, håndklæder osv. i tumbleren om morgenen, fordi vi for tiden er så tidligt oppe, at jeg faktisk kan nå at tumble til nattarif.
2.
Har jeg fundet Min Bog frem, og besluttet, at den fane, der endnu ikke er i brug, skal bruges til Ting Jeg Lærer Som Selvstændig.
Læringskurven lige nu er stejl.
Det har været sværere end forventet at få enderne til at nå sammen på bagkant af et skattesmæk på 60.000 og 2 måneder med få opgaver, og det her gider jeg ikke bøvle med igen. Det er en sær fornemmelse at være tilbage i det mindset, hvor jeg er nødt til at tænke over, hvornår jeg skal købe vitaminpiller og medicin, når jeg samtidig knokler røven ud ad bukserne, og sender fakturaer ud i et tempo, der næsten er skørt.
Ligeledes kunne jeg også forleden mærke, at jeg har for travlt. Ikke ift. arbejde – men ift. alt det, jeg tilføjer ved siden af. Opgaverne er, hvor de er, og jeg elskerelskerelsker at være afsted. Efteråret er højsæson, og sådan har det alle dage været, og det handler om at smede, når jernet er varmt. Men hvor jeg tidligere bare fik et skema stukket ud, så er der mere arbejde forbundet med de enkelte opgaver nu. Der skal indhentes Tro & Love Erklæringer, opgaver skal søges i portalen, der er et kvartalsregnskab midt i det hele, og så skal der rykkes for manglende betalinger ugentligt. Intet af det er svært – men det taget tid.
Når jeg så samtidig lægger alt muligt andet ind på privatfronten, så får jeg uger, hvor jeg er i-gang-i-gang 14-18 timer i døgnet, og det går ikke. Ikke engang for mig.
Så jeg øver mig i at se det som læring, i stedet for at skælde ud på mig selv over dårlig planlægning, og ved at skrive mine erfaringer ned, tvinger jeg mig selv til at reflektere over, præcis hvordan jeg kan forhindre, at jeg står samme sted til næste år.
3.
Blev jeg i weekenden grebet af den stemning, der er allerbedst, når man skal rydde op, så jeg brugte 2 timer på at gennemgå alle 3 tøjskabe minutiøst, komplet med lager-kasser und alles.
Og hvor vi plejer at køre med en slags langtidsparkering på ting, vi måske ikke lige bruger her og nu, eller som børnene ikke er klar til at slippe, så kørte vi fuld braklægning denne gang. Alt, hvad vi ikke har haft på det sidste år, er røget til Røde Kors, sammen med alt det, der er blevet for kort, for småt eller for slidt.
Jeg kørte på genbrugsstationen med det samme, fordi jeg kender mine børn, og derfor ved, at de ofte kommer i tanke om, at de gerne vil gemme en bestemt t-shirt eller et par strømper alligevel. Og jeg er ikke lavet af sten. De må beholde det, der er vigtigt for dem, og det ville jeg aldrig nægte dem. Men de har fået lov at gøre det 2 gange årligt nu, siden de blev store nok til selv at være med til oprydningen, og ikke en ENESTE gang – ikke ÉN – har de brugt the rescue-item, når de har fået det tilbage i skabet.
Jeg bliver altid helt varm om hjertet, når jeg kigger ind i et ny-opryddet skab og alting ligger i pæne stakke, og det er nu meget nemmere at se, hvad vi skal have købt, når børnepengene kommer om 3 uger.
_____
Til de af jer, der følger med i Den Uendelige Historie, smider jeg under billedet seneste skriftlige udveksling mellem mig og Esbjerg Kommune.
Kære Linda.
Du har den 27. august 2023 fremsendt klage over afslag på afløsning til XXX samt en klage over sagsbehandlingen i XXX’s sag.
Jeg kan alene forholde mig til klagen over sagsbehandlingen, da klagen over afgørelsen er blevet genvurderet af din rådgiver i samarbejde med hendes teamleder.
Du er blevet tilbudt et dialogmøde i forhold til din klage over sagsbehandlingen, hvilket du ikke har ønsket, men i stedet bedt om en skriftlig tilbagemelding.
Jeg har kigget ind i sagen og kan se, at ansøgningen om afløsning til XXX er modtaget den 22.2.2023. Jeg vil gerne beklage at Familierådgivningen ikke har overholdt vores udmeldte sagsbehandlingstid, samt at du ikke er blevet orienteret om, hvornår du kunne forvente en afgørelse.
I forhold til dokumentation af dine henvendelser er det korrekt, at de skal journaliseres på din XXX’s sag. Jeg vil gerne beklage, at du har oplevet det meget svært at komme i kontakt med relevante medarbejdere hos Familierådgivningen.
Jeg forstår godt, at du er uforstående overfor, at datoen på din afgørelse ikke er den dato, hvor du har modtaget afgørelsen i din E-Boks. Der skulle have været overensstemmelse mellem disse to datoer. Klagefristen er 4 uger, fra du har modtaget din afgørelse, hvilket vil sige den 16.8.2023.
Jeg beklager, at du sidder tilbage med en oplevelse af ikke at være blevet mødt undervejs i sagsbehandlingen.
Både jeg og Familierådgivningen håber på et fremtidig godt samarbejde, hvor vi fortsat gerne vil tilbyde dig et dialogmøde.
Venlig hilsen
____________________
Vedr. svar dateret d. 06.09, modtaget d. 14.09:
Tak for fremsendte svar omkring sagsbehandlingstid.
Jeg har klaget over afgørelsen på XXX sag, men min klage over sagsbehandlingstiden gælder for både Anton og Fridas sag. Ansøgning på XXX er fremsendt d. 21.11.22, og begge afgørelser er modtaget samme dag.
Jeg fremsender naturligvis gerne dokumentation for dette, hvis det ønskes.
For god ordens skyld vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke har behov for flere breve om beklagelse. Jeg vil bare gerne have den information tilføjet min sag, da jeg kommer til at søge aktindsigt om materiale fremsendt til Ankestyrelsen, ligesom den også bliver relevant, hvis jeg vælger at sende sagen videre til Ligebehandlingsnævnet, idet 2. afslag er begrundet med min status som enlig forsørger.
Jeg vil gerne takke nej til et møde af samme grunde, som tidligere fremført.
