(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1
Været forbi en guldsmed med to par øreringe, som jeg har betalt så rigeligt for, men hvor selve hængeren er så tyk, at jeg får ondt i ørerne af at have dem på.
Det er jeg åbentbart det eneste menneske i verden, der bøvler med, så det havde de aldrig hverken hørt om eller skiftet før, og de var ikke sikre på, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Men det fine ved fagfolk er, at de fleste af dem faktisk elsker en udfordring, så efter lidt ringen rundt, og en masse lup og skydelære-måleri, blev nye kroge bestilt, og jeg har netop fået en sms om, at øreringene er klar.
Det har kostet næsten det samme at få krogene skiftet, som jeg gav for de to par i første omgang, men alternativet er, at de bare hænger og glor, og det bruger vi ikke i det her hus, Morten.
2.
Har jeg været – for mig – grænseoverskridende uhøflig på Marketplace og bare blokeret en dame, der gerne ville købe noget, jeg havde sat til salg.
Jeg synes ellers, at jeg efterhånden er så garvet, at jeg, uden at tænke over det, styrer uden om de mest irriterende fælder. Jeg sætter tid på, hvis folk spørger, om jeg vil holde en vare til dem, jeg er ret klar omkring, at jeg sælger til anden side, hvis andre kan hente før (og folk ikke har betalt), og jeg tilbyder altid, at de bare kan hente, når det passer og betale, når de tager tingene med – også selvom jeg ikke er hjemme. Jeg har første gang til gode at blive snydt, og det sparer mig for en masse skriveri og logistik.
Hende her ville gerne købe, men ville have afslag i prisen. Jeg ville bare gerne af med tingene og sagde ja. Så kunne hun ikke sige, hvornår hun ville hente. Så ville hendes veninde hente. Så gik tiden. Og pludselig var det faktisk bare blevet ret irriterende.
Ud af det blå skrev en anden køber, som var ellevild, gerne ville betale prisen og kunne hente med det samme.
Og indtil nu har jeg skrevet til de første købere, når det her er sket. Jeg har gjort opmærksom på, at en anden gerne vil købe, og skrevet, at jeg gerne vil holde varen, fordi de bød først, men at de så skal betale nu (for vi har *også* prøvet, at folk bare laver en Houdini, selvom vi havde en aftale).
Men min oplevelse har været, at mange tror, at det er et trick; at jeg bare lader som om, der er en anden køber for at presse på.
Jeg har også prøvet at få læst og påskrevet om moral og etik, og jeg troede, vi havde en aftale.
Så jeg brugte 5 minutter på lige at mærke efter, hvad jeg selv ville forvente. Og jeg ville ALDRIG bede folk om at holde en vare i over en uge, uden at tilbyde at betale. Så for første gang undlod jeg at skrive til den første mulige køber, men solgte til den anden, og slettede annoncen. Da første køber efter flere dage skrev igen, gik jeg simpelthen ind og blokerede hende, mens jeg følte mig som en, der var ved at købe en billet på første klasse, direkte til Helvede.
Men efter at have tænkt det igennem igen, er jeg faktisk endt med at nå frem til samme konklusion: At man må tilbyde at betale forud, hvis man vil være sikker på at få en vare, man er interesseret i. Og det var forbløffende rart at slippe for al den unødvendige korrespondance, så selvom jeg egentlig synes, at den anden model er den mest ordentlige, bliver det nok den her, jeg kører fremadrettet.
3.
Har jeg ryddet op i badeværelsesskabet og fundet alle de rester af shampoo frem, som er købt, men ikke fungerer i vores hår, og de bundslatter af sæbe, som er for trælse for børnene at stå og fedte med til svømning og idræt, og konverteret dem til håndsæbe.
Jeg har brugt temmelig lang tid på at google, om det er ok; dels for at undgå en skov af ‘wElL AcTuAlLy’-kommentarer, men faktisk mest fordi én ting er, hvad vi gør herhjemme, men jeg *ville* være ked af at pushe en ide ud, der ender med at give jer alle sammen eksem på hænderne – men jeg kan ikke finde noget som helst om, at det ikke fungerer dén vej. De fleste er enige om, at man ikke kan gøre det modsat; at man får hår som hø, hvis man vasker det i håndsæbe, men jeg kan ikke finde nogen form for valid forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan. Mit lægmandsbud er, at der i mange typer af shampoo er tilsat noget balsam-ish i, der skal gøre håret nemmere at redde ud, hvilket der selvsagt ikke er i håndsæbe. Men jeg gætter, så hvis nogen ved noget her, så smid endelig en kommentar – også hvis det er en af de her:
Jeg købte på et tidspunkt en shampoobar, som lignede et stykke sæbe. Det viser sig, at der findes to slags, en der fungerer som shampoo, og en der fungerer som sæbe (noget med … forsæbning vist nok). Anyways, den her shampoobar var så den forkerte slags, så det var ligesom at vaske sit hår med sæbe. Det blev ikke til hø, til gengæld kunne det under INGEN omstændigheder komme ud af mit hår igen. Det var mere fedtet end dengang jeg prøvede sæbe-ler. Jeg gav det alligevel et par uger. Jeg kunne nok godt bare have brugt den som håndsæbe, men på det tidspunkt var jeg så arrig, at den blev kylet demonstrativt i skraldespanden.
Jeg havde fortrængt mit forsøg med sæbeler. Det kom lige tilbage til mig nu, og jeg har det lidt som om, jeg har re-traumatiseret mig selv. Jeg er med dig hele vejen til skraldespanden.