Det sker ofte, at de indlæg, jeg skriver herinde, bliver springbræt for samtaler, jeg har med mine venner ude i det virkelige liv, og ét af dem, der de sidste uger har fyldt, er Liv & Død, som jeg skrev for en måned siden.
Jeg oplever, at det over årene er blevet sværere at skrive om de ting, der rører sig helt inde på det personlige felt. Ikke fordi jeg har berøringsangst eller er hyper privat, men faktisk mere fordi, jeg er bange for, at nogle af de mennesker, jeg kender og holder af, skal læse det og tro, at det er en slet skjult hentydning til dem. Jeg ville selv synes, at det var en super røvet måde at blive opmærksom på gnidninger i en relation på, og fordi jeg ikke altid selv er så god til at opdage, at noget kan tolkes på flere måder, er det derfor en type indlæg, jeg over tid er kommet til at fase lidt ud.
Der kan også være specifikke emner, jeg selv får det gradvist mere ambivalent med. Eksempelvis kan jeg mærke, at det begynder at føles lidt dobbelt at skrive om livet med ADHD. For på den ene side vil jeg virkelig gerne være med til at synliggøre, hvordan den kan være noget rigtig bøvl – også for mennesker, der på overfladen ser ud til at have mere end gennemsnitligt tjek på tingene.
Omvendt kan jeg også se, at det kan fungere som en slags uhensigtismæssig opskrift for dem, der af den ene eller den anden grund synes, at det er en diagnose, som er eftertragtelig at få. Det føles meget dobbelt, synes jeg.
For på den ene side tror jeg, at der er *rigtig* mange, der uvidende går rundt med neurobøvl, og for mig er det en interessant tanke, hvordan det ville påvirke statistikken for selvskade, spiseforstyrrelser, misbrug osv., hvis man, sammen med høre- og synstest i børnehaven, screenede for ADHD og autisme.
På den anden side kan jeg også godt se, at det er en diagnose, der får bedre PR og virker mere sexet end f.eks. borderline, fobi eller OCD. For man ser ikke ret mange artikler, hvor fremtrædende mennesker ‘står frem’ med de diagnoser, og hvor vi skal snakke om, hvordan det i *virkeligheden* er en superkraft. Det får en smule karakter af humblebrag og Misforstået Krea-røv, som jeg har det svært med, for det er ikke alle forundt at drible afsted i en autocamper og i ophøjet ensomhed skrive en bog om alt det fantastiske ved at køre på kronisk, mentalt bredbånd (Manu Sareen, jeg kigger på dig) – eller som tilfældigvis er født ind i en social kaste, der gør hele forskellen på at ende som et forslået, men helt menneske med vilde historier i bagagen og ituslået, forgældet narkoman.
Med alt det vil jeg egentlig bare sige, at der kan være indlæg, som det kribler i fingrene for at skrive, men som jeg stadig fravælger, enten fordi jeg ikke selv kan finde ud af, hvor jeg står, eller af hensyn til de mennesker, jeg har omkring mig.
Men somme tider bliver det, jeg egentlig er lidt loren ved at udgive, noget af det, der bagefter giver de mest indsigtsfulde og udbytterige samtaler, og sådan ét blev Liv & Død. For siden jeg skrev det, har vi talt meget om uskrevne regler i relationer, både helt generelt, men også mere specifikt i de tilfælde, hvor man kan komme til at føle sig en lille smule jaget.
For måske er det faktisk slet ikke den ikke-opsøgende, der er egoistisk, når vedkommende efter mange forsøg på at regulere en relation, ender med at være direkte afvisende: Måske er det faktisk den, der insisterer på at holde fast, flere forsøg på at løsne grebet til trods?
Jeg synes, man kender det fra dating-livet og de gange, hvor man er gået hjem med fornemmelsen at være villet; ikke for den man er, men for de muligheder, man repræsenterer. Hvor det kan være svært at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der føles off, men hvor det på bagkant går op for én, at man her kunne have være hvem som helst. Den, du sidder overfor, mangler en spiller for at nå i mål med den fremtid, han ønsker sig, og for ham er det (næsten) underordnet, hvem han trækker trøjen over hovedet på.
Det er de fleste enige om, at vi ikke skal, for det er dømt til at gå galt. Ingen vil vælges til for de fødedygtige hofter eller den potentielle indkomst (og ingen tænker det så konkret, det ved jeg godt) – men i relationer, der ikke hører til parforholds-genren, så er vi – jeg – tilbøjelig til at ignorere, når vi ser den samme mekanisme optræde.
Indlægget har skabt mange gode samtaler om lige præcis dét. For i de eksempler vi har vendt IRL, bliver de sociale spilleregler siddet helt overhørigt. Jeg ved bedre end de fleste, at det ikke altid er et valg – men det, jeg begynder at tænke over, er, om der alligevel foregår en eller anden grad af aktiv, bevidst øjenlukning for, at noget i relationen er skævt.
For det er jo også et valg. Ligesom det er, hvis du bliver ved med at se en fyr, du kun hører fra, når han er i byen og kl. 03.17 sender en ‘U up?’
Du kender også godt dine egne motiver, hvis du kun tænker over at skrive til en person, når du keder dig eller savner opmærksomhed.
Men hvorfor er det, at vi undlader at forholde os til, at de samme regler vel også gælder, når vi taler om mennesker, vi ikke knalder eller vil beundres af?
For ingen mener vel oprigtigt, at vi skal gifte os med nogen, der er fuldstændig ligeglade med, hvem vi er, og som gladeligt ville have giftet sig med enhver anden, der havde meldt sig til jobbet?
Derfor er det sært, at vi er tilbøjelige til at forvente det, både af hinanden, af vores børn og af os selv, når det er venne-arenaen, vi befinder os på. For i virkeligheden er det jo ligeså urimeligt at forvente venskab som kærlighed, hvis du ikke forholder dig til, hvad den, du beder om at indgå i relationen, gerne vil.
Måske handler det om, at venskab arbejder over et større spektrum, end kærlighedsrelationer gør. Det er svært at sætte fingeren på, hvornår en kollega bliver en god bekendt, og hvornår en god bekendt er blevet en ven. Og fordi det er tilfældet kan det jo være svært at vurdere, om man har nålen til at pege to forskellige steder hen på skiven.
Men det var en ny tanke for mig, at det, jeg hidtil har opfattet som egoisme hos mig selv, måske faktisk ikke bor hos mig, men hos den, der bevidst vælger at overse den manglende balance og kompatibilitet for at tage noget, vedkommende gerne vil have – men egentlig ikke er blevet tilbudt.
Kære Linda
Det liv og død indlæg har virkelig boet hos mig, siden jeg læste det. Som beboer i et stort bofællesskab, har jeg kæmpet med at finde grænsen for hjælpen, når andre folk slår sig på livet, og man står i første parket og ser alt det svære.
Det er jo egentlig banalt men din reflektion over “er det mig eller kunne det være hvem som helst?”, givet er nyt og vigtigt blik for mig. Der ofte kommer til at tage for meget på mig og knække lidt på det.
Så tusind tak for det! 💛
Det er en meget meningsfuld kommentar at få, Viktoria. Tak for dén.
Jeg har virkelig tænkt meget over dit Liv og død indlæg, Linda. Det får mig til at se på det at hjælpe andre, som ikke står mig nært, på en ny måde.
Jeg fik en adhd diagnose i sommeren 2023, så jeg er også ved at finde mind ben i alt det her. Og et af de ben er at skelne mellem, hvad der er mit ansvar og hvad der ikke er. For ligesom dig tiltrækker jeg folk, der har brug for min hjælp. Og da jeg, igennem hele min barndom og ungdom, har brilleret med min handlekraftighed og løsningsmindede sind, er det også det jeg er blevet rost for at gøre. Så jeg har fikset alt for alle de andre – især de voksne omkring mig, da jeg selv var langt fra voksen. Nu forsøger jeg at sætte grænser, men shit det er svært, når jeg ved, at jeg kunne fikse et givent problem ved en søgning på nettet (aka tage et mindre jura-kursus/streame DIY film på YouTube/finde et godt sted til at købe nytårsmenuen fra, etc.) og et par opringninger. Så føler jeg mig som en pænt stor lort, når jeg vælger ikke at gøre det.
Så altså jeg øver mig. Og dine indlæg sætter tingene i perspektiv og får mig til at se nye vinkler, så jeg kun føler mig som en mellemstor lort,
Tak for det <3
Din kommentar fik mig til at indse, at det også er noget af dét, der er på spil her; at jeg føler mig forpligtet af mine .. evner, i mangel af bedre ord.
Jeg tror heller ikke, at man skal tage fejl af, at det for en adhd’er er rart, når man oplever, at det man spejler/leverer også er det, der efterspørges. Derfor kan hjælp og støtte til dem, der åbentlyst har brug for det, måske lidt for nemt blive den default, man forfalder til, fordi man ved, at man så ikke skal bruge kapacitet på at aflæse, fortolke og forstå?
Ja, det handler nok om evner. Og det aktivt at vælge ikke at gøre noget for nogen, fordi man med fornuften ved, at man bør gemme de kræfter på dem, der er tæt på.
Og jeg genkender virkelig følelsen af, at det er rart at fikse de andres problemer. Alt for godt. Mit default mode er at handle, agere og fikse. Jeg glemmer bare mig selv i det. Og så slår jeg mig pisse meget, når jeg forsøger at give ansvar fra mig eller blot forsøger at få andre til at tage deres del, og de så på inden måde tager den eller føler de er medejere. Og den slags er der meget af her op til jul.
Jeg håber af hele mit hjerte, at jeg giver mine børn følelsen af, at deres behov er værd at tage hensyn til, så de ikke bliver lige så selvdestruktive som jeg er.