Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

Børn, konger og Youtube

24

De sidste par dage har jeg siddet med snuden dybt begravet i bogen ‘Børnene er konger’ af Delphine de Vigan.

Hun er en eminent forfatter, og særligt hendes bog ‘Alt må vige for natten’ blæste mig bagover. ‘Børnene er konger’ er et godt eksempel på, at man (desværre) aldrig er bedre, end den oversætter man får, og hvor sproget i ‘Alt må vige’ var tæt på magisk, så synes jeg, at det her er mere usmidigt og google-translate-agtigt. Det interesserer nok mig mere end gennemsnitslæseren pga. mit fag, men jeg ærger mig stadig over, at noget af magien går tabt, når en oversætter ikke får poesien med.

Til gengæld er historien her langt, LANGT mere vigtig og relevant – for os alle sammen.

Kort fortalt handler bogen om en mor, der er ensom, forelsket i realitygenren, og som starter en YouTube-kanal med sine børn som de primære indslag tilbage i platformens spæde start. Et af børnene bliver kidnappet – og hvorfor gør hun det? Handler det om at beskytte hende mod moderens udnyttelse, eller har en pædofil fået øje på hende, fordi hun er tilgængelig online, altid, hele tiden og hver eneste dag?

Jeg har flere gange tænkt, at det her er tæt på at være en optimal måde at anskueliggøre et helt hysterisk vigtigt problem på, som ingen journalister (synes jeg) har formået at formidle på en måde, så folk forstår alvoren. At fortælle historien skønlitterært giver en mulighed for at bringe mange perspektiver i spil, når man forsøger at belyse, hvilke problemstillinger, der f.eks. kan følge med at binde hele familiens økonomi op på, at børnene skal være tilgængelige 24/7, hvad det kan have af konsekvenser her og nu, og hvordan det påvirker børnenes liv, når de bliver voksne.

Jeg kunne have ønsket, at DdV havde allieret sig med en YouTuber, der selv tror på projektet, for jeg synes, at moderens figur bliver lidt flad, fordi de argumenter, der bliver brugt som forsvar for de valg, hun træffer, bliver en smule konstruerede – men det er stadig et emne, der er så vigtigt at begynde at tale om, at jeg er villig til at tilgive skønhedsfejl.

Og for at tage det mest indlysende først: Det er en sag, der er nem at være imod.

For en måned siden tog jeg Roblox og ‘hvordan er man en god ven i cyber’ op på et forældremøde i Fridas klasse. Ingen kunne genkende problemet. Overhovedet. Tværtimod., faktisk. Der var, efter forældrenes udsagn, SÅ lidt skærm rundt omkring i de små hjem, at internettet nærmest var overflødigt. 

Og altså. Jeg er ikke ude på at hate på mennesker med stram skærmpolitik. Overhovedet. Men. Jeg har haft MANGE af de her børn med hjem, fordi Frida med sin ADHD meget, meget ofte efterspørger legeaftaler, og den uskrevne regel er, at når man er den, der tager initiativ, så er man også den, der lægger hus til. Mit punkt på mødet kom mest til at gå op i at proklamere, hvor LIDT ens barn bruger skærm, og jeg nåede et punkt, hvor jeg tænke, at hvis én person mere pudsede glorien, så ville jeg gå fuld harakiri. For det, de her forældre glemmer er, at jeg har deres børn med hjemme. Ofte. Så jeg ved ret meget om, hvilke devices, børnene har, og hvor brugervante de færdes på dem.

Mit punkt blev aflivet, før vi overhovedet kom i gang, og klasselæreren, der kom mig til undsætning ved at love, at hun ville vende det med SPS, har på bagkant meldt ud, at de ikke ser nogen grund til at tage det her emne op før om halvandet år.

Hvilket giver mig lyst til at skrige. 

For det handler ikke om børnene og deres adfærd på nettet, men om forældrenes manglende forståelse for, hvad nettet er for et sted. 

Men vi er endt et sted, hvor børns adfærd og valg for mange føles en direkte afspejling af vores evner som forældre, og derfor er der MANGE, der stikker hovedet i busken, så længe børnene er små, og dermed ikke kalder bluffet i andres påsyn. Og derfor er det HELT gratis at hævde, at det slet ikke er et problem hjemme ved OS, og hvis VI ikke har et problem, har vi ikke ansvar for at tage del i at løse det. 

Alle er forhåbentligt enige om, at det ikke giver mening først at begynde at opdrage sine børn, når de er teenagere, men af en eller anden grund undervurderer flertallet betydningen af virtuel opdragelse. Det giver mig lyst til at hamre hovedet hårdt ind i væggen, når konflikter, der udspringer af, at børnene har roamet frit rundt i cyber, uden opsyn og vejledning, pludselig kravler ind i det fysiske rum, og alle er helt uforstående over, hvordan dét dog er sket. 

‘Børnene er konger’ sætter tingene på spidsen, men kogt ind til benet er den en karikatur af en generation, der betaler for opmærksomhed med en valuta, de og vi faktisk ikke burde have lov til at råde over. Emnet er indlysende relevant for mig, både pga. bloggen, og fordi jeg har børn, der følger kanaler som den, der beskrives i bogen.

Jeg ved ikke, om jeg med bloggen her er med til at fratage mine børn noget, som jeg ikke er mit. Jeg gør mig utroligt mange overvejelser om, hvad jeg deler, når det kommer til børnene, men jeg kan ikke med hånden på hjertet sige, at jeg er sikker på, at jeg aldrig har skrevet noget, de ikke om føje år bliver træt af, at jeg har delt med fremmede.

Jeg forsøger altid at tage udgangspunkt i mig selv, når jeg fortæller om vores liv – men jeg er jo bragende inhabil ift. at vurdere, om jeg deler mere, end jeg har ret til.

Men jeg synes, at det er et gigantisk problem, at vi bliver overladt til os selv i det her, og jeg kunne hele vejen igennem bogen mærke den samme frustration, som jeg føler, når jeg ude i virkeligheden forsøger at tage emner op, som jeg lader til at være den eneste, der går op i.

Ingen reagerede, da min yndlingsaversion Aula, ændrede samtykkeindtillingerne, og gjorde det muligt for skolerne at lægge billeder op af elever på Facebook uden forældres samtykke.

Ingen.

Ingen reagerede, da børnene fik en flyer med hjem i skoletasken for et arrangement, der på papiret lød som noget, det offentlige havde sat i værk, og hvor formålet var at gøre børnene trafiksikre – men hvor afsenderen viste sig at være en straight up virksomhed, der havde købt og betalt nogle populære YouTubere for at komme og lave et show, og det ENESTE formål med arrangementet var kommercielt. Det var først, da jeg havde skabt mig længe nok i et par lokale facebookgrupper til, at den lokale presse begyndte at interessere sig for det, at det blev udsendt en fesen dementi – som var dumt og dovent og uden at blinke med øjnene smed skolesekretærerne under bussen.

Men ingen børn havde interesseret sig for det arrangement, hvis det ikke havde været hostet af en storebror fra mange børns yndlings-YouTube familie. Og meget få voksne lader til at kunne se problemet – hvilket jeg sådan set godt forstår, når tvunget samtykke og inderlig ligegyldighed over GDPR gennemsyrer det system, vi alle sammen får stoppet ned i halsen af den instans, der for mange af os er indbegrebet af det offentlige, og som er altafgørende for vores børns dannelse, nemlig den danske folkeskole.

Lovgivningen ift. hvordan børn sikres, når de optræder på deres forældres sociale medier, er forskellig fra land til land, men jeg har til gode at se én, der tager børnenes vilkår alvorligt. For selv i de mest progressive lande, hvor børn “beskyttes” ved, at de sikres en procentdel af den indtægt, deres forældre har på dem, er der ingen kompensation for, at forældrene har solgt deres privatliv til fremmede mennesker med intentioner, ingen kender til. De får aldrig lov at træde ubeskrevne ind på nye arenaer, og da de har ikke rettighederne til de videoer, som deres (myndige) forældre har lagt op, kan de ikke engang selv fjerne dem, hvis de oplever, at de mange frit tilgængelige informationer og billeder bliver brugt imod dem.

Det er et råddent svært emne, og jeg har ikke et bud på en løsning. Internettet er kommet for at blive, og det er nok et givet faktum, at vi hele tiden tvinges til at forsøge at navigere i et landskab, vi ikke til fulde forstår. Samfundet bliver mere og mere digitalt, og det er ikke en løsning bare at melde sig ud.

Problemet forsvinder ikke, fordi vi lader som om, det ikke er et problem for *os*, eller fordi vi kigger væk. Vi er NØDT til at begynde at tale om det, hvis vi nogensinde skal finde ud af, hvor fælderne er, hvad det koster på den lange bane, og hvem der har ret til at definere dig og fortælle din historie.

Det hele starter med, at vi åbner øjnene og forholder os til emnet. Og debatten behøver ikke udspringe af tørre DR1-udsendelser og rasende opslag fra Børns Vilkår. ‘Børnene er konger’ er et fremragende sted at starte, ligesom podcasten Broken Harts også giver vigtigt stof til eftertanke.

Gode bud på bøger, artikler og podcasts om emnet er velkomne, men jeg vil gerne opfordre til, at vi i kommentarfeltet afstår fra at gå i fælden med at forsøge at overgå hinanden i, hvor restriktive regler for skærm, vi hver især har hjemme os *os*.

Man kan ikke melde sig ud af den her problemstilling, for there is no I in team, og lige præcis i cyber udgør vi alle sammen både problemet og løsningen.

Lad os hjælpe hinanden med at gøre debatten nuanceret og sørge for, at den har rod i den faktiske virkelighed.

M2023, uge 39

15

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg foræret Fridas gummistøvler væk efter et hæderligt forsøg på at sælge dem. Det er et par Viking Gummistøvler, som jeg har smidt 500 kroner efter, og som barnet har haft på 3 (tre) (TRE!) gange. Og altså. Det er jo ikke fordi, vi skal lege ‘hvad sagde jeg’, men HVAD SAGDE JEG?! For da hun tog dem på første gang, syntes jeg, at de så ud til at sidde træls. Men nej, de gør ej, mor, stop det, og du kan ikke mærke mine fødder.

Og det er selvfølgelig rigtigt.

Men efter 3 par gennemblødte sko og en samtale, der måske en lille smule havde karakter af afhøring, viste det sig, at jeg måske godt kunne mærke de fødder lidt alligevel. For de var… *tadaaa* for små. Og derfor fik de lov at blive stående på rummet, når man skulle ud og lege i regnvejr. 

Jeg smed dem til salg med kopi af bon’en, men ingen bed på, og efter 3 uger er jeg blevet træt af at se på dem. Jeg lavede en hurtig rundspørge og fandt et barn, der stod til at vokse ind i størrelsen, og hun har nu fået dem, så de forhåbentlig kan få lov at leve det vilde liv i mudder og vandpytter. 

2.

Er min nye kogebog ‘Den Dovne Vegetar’ kommet til mig, og den er gennemskøn.

Det fik mig til at tænke på, at de fleste, jeg kender, over de sidste par år har skruet lidt ned for kødindtaget, og selvom vi har talt om det i de her indlæg før, så fik jeg bare lyst til at plugge et par grønne kogebøger.

For efter et års tid eller to hvor man langsomt sluser retter ud, og skruer på dem, man har på sit faste repertoire, så begynder man måske at savne lidt inspiration til nye, man kan tilføje.

De 3 kogebøger, jeg nævner her (som ikke er spons) udmærker sig ved at have simple opskrifter, og indeholde ingredienser, man kan få både i både Hellerup og Hvide Sande – og der er også tips og ideer til erstatninger af råvarer, og hvordan rester kan bruges.

Og så vil jeg bare gerne hype de damer, der står bag dem, som kvit og frit deler ud af deres opskrifter, viden og æstetiske begavelser på Instagram.

Vegetarisk i aften – Camilla Skov (@vegetariskhverdag)

Den dovne Vegetar – Camilla Skov

Solo – Ditte Ingemann (@ditsen)

Inspiration til andre profiler og kogebøger er mere end velkomne; bare smid dem i kommentarfeltet. Og vi bruger ikke skam her i butikken, så man må GERNE pege på sig selv.

3.

Har jeg planlagt at få lagt så meget af weekendens el-forbrugende aktiviteter i dag, lørdag, som er sidste dag med sommertarif. Fra i morgen er der mange penge at spare ved at tænke over, hvornår man bruger strøm, og da det måske er lidt langt væk for nogen, tager vi den lige kort igen. 

Prisen på strøm består af flere dele, men de to, du skal holde øje med, er den rene elpris og nettariffen.

Nettariffen er delt op i 3: Lavbelastning, højbelastning og spidsbelastning. (På skemaet herunder ser det ud som om, den er delt i 4; det er bare fordi, de har lavet en opdeling, der følger uret. Dagtakst og sen aftenstakst er den samme).

Den rene elpris afhænger af, hvad selskaberne betaler for strømmen på elbørsen, og her vil prisen være meget afhængig af vejret, fordi solcellefarme og vindmøller producerer mere strøm, når det blæser meget eller solen skinner.

Det, vi gerne vil, er at ramme de tidspunkter, hvor både den rene elpris og tariffen er lav, og undgå de tidspunkter, hvor begge er høje.

Hvis vi leger, at mit screenshot af de rene elpriser fra i dag (billede #2) er prisen for i morgen, betyder det, at det er virkelig dumt at sætte en kogevask over kl 19, for her er både elpris og nettarif 3 gange så høje, som de er f.eks. kl. 15.

Jeg har haft snuden i det her emne så længe, at jeg har svært ved at vurdere, hvad man ikke ved/forstår, når man er ny i el, så spørg endelig, hvis noget er uklart. Så skal jeg forsøge at svære efter bedste evne.

I øvrigt:

10

*Ved vi nu med sikkerhed, at jeg i en nordisk krimi ville være den betjent, der langsomt blev sindssyg af midnatssolen, hvis jeg skulle opklare et mord på Nordpolen: Mit system jammer fuldstændig over, at kalenderen siger næsten-oktober og termometeret siger 21 grader.

*Er det nu et år siden, jeg var på stille/skrive-retreat ved vestkysten, og jeg vil snart et eller andet i samme stil igen. Hvis man hører om noget godt, så skyd endelig et link i min retning.

*Holdt jeg i dag for rødt ved siden af en bil, der pralede med at være en ‘mild hybrid’. Jeg ved ikke hvorfor, men ordene ‘mild’ og ‘blid’ giver mig myrekryb. (De kaldte, Dr. Freud?)

*Er der ikke meget, jeg bliver så glad af, som kindness of strangers i trafikken. Folk, der holder tilbage, så bilister fra sideveje kan komme ud, ‘kom bare’-blink med lygterne ved chikaner og mennesker, der giver plads til indflettere giver mig troen på menneskeheden tilbage.

*Har jeg haft en ualmindelig rasende meningsudveksling med en mand, jeg er i berøring med i fagligt regi – temmelig offentligt. Og jeg må bare sige, at jeg aldrig har rødere strømper på, end når mænd, der løber tør for argumenter, forsøger at vinde et skænderi med ‘hvorfor er du så hysterisk?’ Jeg tror du stavede ‘hvorfor er dine argumenter bedre end mine?’ forkert, din GIGANTISKE, arrogante spade. 

*Er Dumbledore død og det er fandme bare ikke i orden. 

*Kan jeg ikke beslutte mig for, om det amerikanske militær virkelig har forlist det fly, eller om det bare er et reklamefremstød i kategorien ‘Vores nye fly er SÅ stealth, at de bliver væk for os selv!?´

*Talte jeg forleden med en mor til et barn, der har det virkelig, virkelig svært. Forældrene er blevet ringet hjem til nogle ret ekstreme ting, og barnets adfærd følger nærmest en tjekliste over de mest almindelige ADHD-symptomer. Forældrene har bedt om møde med skolen – som ‘slet ikke synes, der er noget?’ Altså, den samme skole og de samme lærere, som har ringet forældrene hjem med højere frekvens end resten af klasseforældrene tilsammen. Jeg har bagefter tænkt virkelig meget over, at det faktisk er lige præcis dén gaslighting, der for mig at se er allerværst. Tænk, hvis skolen i stedet bare sagde det, som det var: “Vi kan også godt se, at der er noget. Men det er september, og den kommunale kasse er tom. Vi kan godt skrive Preben på venteliste, men der står så mange børn før ham, at det ikke er realistisk, at I kommer til, før han er færdig i 9. klasse” Så kunne forældrene aktivt gå i gang med at finde ud af, hvordan de kunne hjælpe deres barn selv, i stedet for at gå hjem og tænke, at det nok bare er dem, der tager fejl.

*Ved jeg ikke, om I kan huske, at vi for nogle måneder siden talte om Aula og GDPR? Jeg er stadig helt på røven over, at alle tilsyneladende er ligeglade. Nu kan jeg så se, at Rigsarkivet har besluttet at gemme al kommunikation mellem lærere og forældre, og min vantro har nået nye højder. Jeg KAN ikke forstå, at vi som forældre er tvunget til at være på platformen og oplyse/give adgang til masser af personfølsomme oplysninger, og det til trods ikke kan få oplyst, hvordan data opbevares, hvor længe de gemmes, og hvem de udveksles med. Min hjerne er (stadig) ved at selvantænde over, at forældre eksempelvis kan sanktioneres økonomisk, hvis deres børn har for højt, ulovligt fravær – for det kan kun ske ved at data udveksles mellem kommune og stat. Da jeg skrev til Datatilsynet, var svaret, at jeg skulle ‘henvende mig til egen skole’. Somme tider føles det som om, Kafka burde kategoriseres som faglitteratur.

*Fik den her mig til at trække på smilebåndet, og det er selvfølgelig ikke fordi jeg kan genkende det fra mig *selv*. Men jeg KENDER nogen, der har det sådan…

M2023, uge 38

18

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg endelig fundet en lavpraktisk løsning på svømning/håndklæder og tøjvask. For igen: Om en uge er vi tilbage på vintertarif, hvilket betyder, at vi igen skal til at tænke over vores el-forbrug.

Børnene går til svømning om tirsdagen, og da jeg typisk gør rent fredag eller lørdag, har jeg indtil videre typisk vasket deres badehåndklæder, når de har været til svømning, fordi omklædningsrum + børn er 22 millimeter fra at kræve en stivkrampevaccine.

Men da vi kører badelagner, og gymnastik i skolen allerede onsdag, begynder det, nu, hvor luften er så fugtig, at man ikke kan nå at tørre håndklæder på en nat, enten at kræve 2 badelagner i spil eller en tørretumbler.

Da jeg lige zoomede ind, nåede jeg frem til, at det primære problem jo egentlig er, at børnene bruger håndklædet til at stå på, når de har tørret sig. (Er det bare mine?) Hvis de kunne lade være med det, ville det ikke være nødvendigt at vaske håndklædet bagefter.

Derfor fandt jeg to gamle mini-håndklæder (dem, der er på størrelse med viskestykker) frem, og gav ungerne strenge instrukser om at bruge dem til at stå på. Og det fungerer perfekt. For når de kun bruges til at stå på, kan de sagtens bare smides med i den 40 graders vask, jeg kører, når vi kommer hjem, og badetøjet alligevel skal vaskes, mens badelagnerne bare skal hænges til tørre på badeværelset, og sagtens kan nå at være klar til onsdagstasken. 

2.

Er høstfesten overstået, og jeg synes faktisk, at der begynder at være mere fokus på at begrænse madspild hos alle, hvilket glæder mig inderligt. 

Vi medbragte, efter Fridas ønske, småkager, formet som blade, med efterårsfarvet glasur.

Og kunne jeg selv lave småkagedej? Ja. Det kunne jeg godt. Men jeg har fundet ud af, at man får et andet forhold til sin tid, når man lever af at sælge den timevis, for hvor jeg for 5 år siden var tvunget til at finde tiden til at lave alting fra bunden, fordi det var billigst, så kan jeg nu tillade mig at holde timeforbruget op imod, hvad det koster at købe en rulle dej på frost, som bare skal hives ud ad fryseren og stikkes ud. 

Jeg kan godt forstå, at det kan virke helt skørt, at man ikke kan nå at smide en småkagedej sammen. Det kan jeg virkelig godt. Men der er kun mig, og der er simpelthen så meget, der skal sørges for hen over efteråret på skolefronten. Selvom jeg torsdag (dagen inden høstfesten) havde en helt almindelig arbejdsdag, var jeg alligevel i gang, fra jeg kom hjem kl 14.30, til jeg kravlede under dynen kl 22.30 – og det kunne jeg kun fordi, jeg havde købt dejen færdig. 

Og det fik mig bare til at tænke på, at det somme tider godt kan betale sig at regne lidt på, hvad man, i overført betydning, betaler for sin egen tid. For at finde en opskrift, købe ind, lave dejen og vaske op bagefter ville kræve i hvert fald et par timer. Den frosne rulle dej kostede 25 kroner. Og kunne jeg have rørt en dej sammen til mindre end det? Helt sikkert. Men at tage tidsforbruget med i ligningen, fordi tiden her er den knappe faktor, har for mig gjort det meget, meget nemmere at acceptere, at en færdigkøbt løsning faktisk godt kan være den bedste, selvom jeg på papiret kunne have gjort det billigere selv. 

3.

Har jeg besluttet, at efterårets mål på madfronten at få udryddet noget af alt det, jeg det sidste års tid har fået købt ind til, når jeg pludselig har hyperfixeret på en bestemt ret eller retning – for så, 14 dage senere, at være *HELT* ovre det.

Jeg nævner i flæng: Koreanske wokretter, havregrød, det rustikke, italienske køkken, asiatiske kødboller og. så. videre.

Jeg har efterhånden lært min egen ADHD så godt at kende, at jeg godt kan se, når det er dét, der sker – men det ændrer ikke på, at det eneste i hele verden, jeg har lyst til at spise, når jeg lige rammer en fiks idé, er lige præcis dét.

Det giver over tid ret meget skabsindhold, som jeg bare flytter rundt på, fordi jeg sjældent kan overskue at spise det igen, når jeg har levet af det i ugevis. Men det irriterer mig, og efter at have prøvet at dæmme op for impulsen og måtte konstatere, at det er sværere, end jeg lige troede, selvom jeg ved, hvad den udspringer af, så prøver jeg nu at få spist det, der er endt i skabene ved at flette det ind hist og pist. For jeg kan godt overskue en koreansk wok en helt almindelig onsdag, hvor jeg ikke har andre ideer, og jeg alligevel har en bøtte med færdigsnittet kål og gulerod til at stå i køleskabet. Så vinder komfort over hedonisme, og på den måde får jeg stille og roligt brugt noget af det, jeg for et par år siden ville være endt med at smide ud, når det var blevet for gammelt.

Babysteps, ikke? Men det hele tæller. Også hjemme ved dig.

M2023, uge 37 (og kommunal glamour i indbakken)

36

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Flyttet min Watts-app om på forsiden af min telefon, og har fået alle de respektive stik sat tilbage i den lange stikdåse, som med mit wifi-stik er sat til at lade om natten. 

El-mæssigt kører vi på sommertarif et par uger endnu, men om 20 sekunder kommer det økonomisk til at have rigtig meget at sige, hvornår du bruger strøm. 

Derfor er det fint allerede nu at gøre det nemt for sig selv at holde øje med elprisen, og begynde at vænne sig til at lade devices, vaske sengetøj og pyrolyse ovnen i lavtarif-perioderne og når strømmen er billig.

2.

Har jeg dedikeret en hylde i køleskabet til åbne ting, der skal spises og Ting & Sager, der nærmer sig sidste anvendelsesdato.

Jeg kører stadig mentalt på en helt skæv sommervibe, som betyder, at jeg endnu ikke har fået de faste rutiner under huden med madplaner, madpakker osv. og det er de sidste uger sket flere gange, end jeg gider tænke, at jeg åbner noget – og glemmer alt om det.

Nu stiller jeg det, vi skal have brugt, og det, jeg har kastet mig over, lige præcis i øjenhøjde, så det er det første, jeg ser, når jeg åbner køleskabet, for jeg må bare erkende, at visuel påmindelse for mig gør en forskel.

3.

Har jeg købt høstfest-outfit til Frida ud fra devisen om, at det skal være noget, der skal kunne bruges bagefter også. 

Jeg har det sgu moderat anstrengt over den høstfest. Det er hele indskolingen, der hvert år har en temadag i september, som er kulminationen på et projekt, hvor de arbejder tværfagligt og på tværs af årgange. De lærer om årstider og mad i sæson, de øver gamle sange og danse, og til selve høstfesten er vi forældre inviterede. Alle børn medbringer noget spiseligt, og madspildet er hvert år ved at tage livet af mig. 

De sidste par år har jeg insisteret på, at det meldes ud, at man skal styre sig. For problemet er, at nye forældre jo ikke har en chance for at vurdere, hvor meget de skal sende med børnene – og på de her kanter kører vi med ‘hellere for meget end for lidt!’ Så der hældes fuldstændig vanvittige mængder af mad i skraldespanden – og samtidig skal man anskaffe ‘høst-tøj’, hvilket jeg sgu også synes er lidt noget svineri. For hvor meget høsttøj har du i skabet? Og tror du, at dit barn synes, at det er nok med der forklæde, du forsøger at slippe med?

Man kan sagtens finde noget, der kan bruges bagefter – hvis man vel at mærke er typen, der tænker over det. Det er der virkelig mange, der ikke er, hvilket betyder, at 100+ elevers forældre køber tøj, der bliver brugt én gang, og min indre aktivist er ved at gå til.

Men jeg har over tid måtte erkende, at man ikke kan redde hele verden samtidigt, og derfor bider jeg tænderne sammen og lever med, at jeg lige her må slå mig til tåls med selv at tænke over, at vi  begrænser mængden af mad, og tænker over at købe tøj, der kan bruges på bagkant. 

Revolutionen tager somme tider længere tid, end man kunne ønske.

4.

Har jeg fået svar fra kommunen. Og helt ærligt? Jeg kan SAGTENS forstå, hvis man bare virkelig, virkelig ikke orker at skulle forholde sig til det. Der er NUL hard feelings, hvis man her letter på hatten, ønsker god weekend og sluser sig selv ud i det pulserende liv.

Men for de af jer, der efterhånden er investerede i sagen, vil jeg gerne følge den til dørs, så jeg smider kommunens svar, der kom fredag, sammen med en kommentar under billedet. Så vælger man selv, om man vil læse det, og jeg lover, amag’r halshug, at vi er lige gode venner uanset.

Inden jeg poster svaret, vil jeg lige kommentere på hovedessensen i Esbjerg Kommunes tilbagemelding, som – sat på spidsen – er, at jeg selv har valgt at få børn alene, og så må man forvente at have udgifter til barnepige, hvis man gerne vil have alenetid.

Det er ikke på nogen måde en urimelig indvending. Det er det, der i årevis har afholdt mig fra at søge om ekstern hjælp.

Men. 

Det er til at SKRIGE over, at jeg, NETOP derfor, har brugt flere af de 2 x 8 siders børnebeskrivelser samt en STOR del af det ‘interview’ man får ‘tilbudt’, når man henvender sig til systemet på at forklare, hvorfor den løsning ikke har virket for os.

For SELVFØLGELIG har jeg prøvet selv først. I alle tænkelige konstellationer. Og vi har været glade for langt, langt de fleste af dem, vi har været heldige at have. Men ingen kan leve af 2-3 timers arbejde om ugen, og derfor taber vi ofte til faste jobs og uddannelser. Samtidig ændrer livet sig med rekordfart, når man er i starten af 20’erne, og ingen fravælger at rejse til Borneo og passe orangutanger eller at flytte sammen med kæresten og starte på en ny uddannelse i Odense, fordi man har en barnepigetjans. Jeg ville græde, hvis de gjorde.

Jeg har – selvfølgelig også – forsøgt at bruge det eksisterende netværk, men det fungerer ikke. For selvom jeg betaler mennesker, jeg kender privat, så kan jeg jo ikke insistere på, at de SKAL passe mine børn, hvis de bliver indkaldt til personalemøde eller lignende, og dermed bliver ordningen ubrugelig. For jeg kan jo ikke tage opgaver eller planlægge møder med psykiatrien og speciallærerteamet, hvis jeg ikke ved, om jeg har pasning på dagen.

Så vi har holdt for med mine forældre, legeaftaler, FaceTime og lodder og trisser og løsninger, ingen rigtigt synes er fede. Der findes ikke meget, jeg ikke ville gøre for at slippe for at være i kontakt med systemet, og af samme grund har jeg også selv betalt og stået for Fridas udredning, melatonin, tyngdedyner, høreværn osv. osv., og jeg kører selv Anton i skole hver eneste morgen, og henter ham selv 2-3 gange om ugen.

Men de fleste søskende på 8 og 12 år kan godt være alene hjemme nogle timer om eftermiddagen. Det kan mine ikke. Det er problematisk, når alt fra specialtandlæge over børnepsykiatri til PPR kun har åbnet til kl 15. Dermed kommer jeg, udelukkende på børnenes behov, til at have brug for mere pasning end forældre til NT-børn. 

Anton fylder 13 til november. Det betyder, at barnepiger på 18 år ikke rigtigt giver mening. Sittere på 25+ koster en del mere end helt unge barnepiger.

(I den forbindelse spurgte jeg i øvrigt allerede inden første møde, om jeg måtte købe den barnepige, vi eventuelt fik bevilget, ind flere timer og så bare selv betale for de ekstra timer. Bare for at sige, at jeg hele vejen har været helt indstillet på selv at have udgifter til pasning).

Og selvom det hedder ‘aflastning’, så handler det her jo ikke om, at jeg gerne vil sidde på caféer og drikke latte eller knalde tvivlsomme typer fra Tinder på hotelværelser rundt omkring. Det handler om, at der følger helt vanvittige mængder af ekstra møder og opgaver med, når man har børn som mine.

Samtidig må man ikke bruge aflastningsordningen, når man er på job; det SKAL være til ‘aflastning’ af mig. Det betyder, at vi bruger mine forældre til at passe, når jeg skal arbejde, så jeg kan opretholde en indtægt og forsørge os.

Dette blot for at sige, at jeg udelukkende har søgt de her timer for at have 2 faste timer om ugen, hvor jeg kan lægge møder, telefonopkald, lægetider osv – altså, ekstraarbejde, som mine børns diagnoser udløser.

Jeg har spurgt på, om jeg må bruge de mennesker, børnene i forvejen kender (f.eks. pædagogmedhjælpere osv.) som aflastere, fordi det så kunne fungere med færre timer end de 8 pr. måned, jeg har søgt om. 

(For der er jo helt indlysende noget med rutiner og genkendelse, når vi taler om ND-børn, hvilket er noget af det, der har ramt os i røven, når vi har kørt private barnepiger. For når det er 3 uger siden, barnepigen sidst har været her, er der så meget arbejde i at forberede børnene og samle op på bagkant, at det ikke på nogen måder er aflastning, at jeg har 2 timer ude i verden; det er bare overtræk på en konto, der kun er mig til at betale ind på).

Men de kan ikke ansættes her, fordi de så har Esbjerg Kommune som arbejdsgiver to steder, og dermed kan man risikere, at de oparbejder overtid, som der så skal findes tid til, at de afspadserer.

Så. Ja. It’s complicated, som de siger over there.

Og hvis de havde skudt min ansøgning ned, fordi de ikke mente, at overstående argumenter gør vores situation anderledes, end den er i familier med NT-børn, så ville det egentlig have været fair. Men jeg får lyst til at hamre stegegafler i begge øjne, når min klage bliver afvist på baggrund af forhold, som jeg har brugt virkelig, VIRKELIG langt tid på at begrunde, hvorfor er anderledes for os. Den her afvisning kunne være skrevet af et menneske, man havde hevet ind fra gaden, og det giver ingen mening overhovedet, at jeg har brugt små 10 timer på at forklare, hvorfor de indlysende løsninger ikke er en mulighed for os, når dét her er svaret.

Enjoy:

I øvrigt:

15

*Har mine forældre guldbryllup på fredag, og den lader vi lige stå et øjeblik. 50 år, mand. Æblet falder her så langt fra stammen, at jeg nærmest er trillet ind i nabohaven. 

*Elsker Anton sin sovespray med lavendel, som jeg for et års tid siden købte i The Body Shop. Den er snart tom, og jeg tænkte, at det måtte være til at finde noget tilsvarende på nettet. Googlede ‘sove-spray’, og det første tilbud i mit feed var en anal-spray fra Lust. Er det mig, eller har det en let undertone af overgreb?

*Forstår jeg ikke, at der stadig findes mennesker, der ikke har set The Bear eller genindspilningen af ‘Wir Kinder vom Bahnhof Zoo’. Seriøst: Hvad laver I?

*Skærer jeg mig nonstop i fingrene i disse dage, og efter en solid håndfuld hospitalstolkninger kan jeg godt se på det hele, at jeg skal skynde mig at aflægge dén vane, inden coronaen lancerer sin vintertour. For SATAN, håndsprit er en kælling!!

*Bruger jeg i disse uger meget tid på et tilbagevendende tema i mit liv, som er grænser.

Jeg synes ellers, at jeg er ok-god til at få dem sat, og også at jeg med jævne mellemrum får luget bedet og fjernet de mest invasive arter. Men med jævne mellemrum vokser der alligevel noget frem, som jeg godt kan se og mærke ikke er særlig hensigtsmæssigt, men som jeg samtidig synes er svært at forholde mig helt objektivt til. 

For over de sidste måneder kan jeg godt se, at jeg er blevet Spektrumhvisker. Det er nok ikke så mærkeligt; jeg har brugt meget tid på at forstå de forskellige måder, hjernen kan være bøvlet på, og jeg har det tvivlsomme privilegium at vide, både hvordan det er at have udfordringen selv, og hvordan det er være forælder til børn med de vilkår.

Fra naturens side er jeg indrettet sådan, at jeg umådelig gerne vil videreformidle de erfaringer, jeg selv har brugt tid på at tilegne mig, og derfor tiltrækker jeg naturligt dem, der higer og søger.

Og så rammer vi ned i et bøvlet krydsfelt, hvor jeg somme tider føler, at jeg bliver trukket i fra alle sider; også, når jeg selv er i knæ.

Men.

Jeg har nok bedre forståelse end de fleste for, hvorfor det kan knibe med at tolke signaler om, at noget er tæt på at være for meget – og samtidig bliver jeg ramt på alle mine mor-følelser ift. hvordan verden kommer til at tage imod mine børn, når de som voksne skal danne relationer, og måske heller ikke altid formår at afkode grænser.

Samtidig giver det anledning til ubehagelige overvejelser om, hvilke grænser, jeg selv går over, når jeg pludselig hyperfokuserer på nogen eller noget, og et crescendo af inderlig lede og træthed af at skulle forholde mig til diagnoser og konsekvenser af disse.

Så. Ja. En ting ad gangen, og work in progress, ikke?

*Er det, apropos hyperfixation, mig en stor glæde at kunne meddele, at jeg for tiden er besat af et nummer, der IKKE er Taylor Swift. Jeg smider det under det næste punkt.

*For jeg har bagom bloggen hørt fra flere, som spørger til, om de må læse min klage og mit svar til kommunens tilbud om et møde. Og det er sådan set ikke hemmeligt. Derfor smider jeg det under linket; så kan man stoppe ved videoen, hvis man ikke lige er i humør til at sætte ild til sig selv, og ellers er al fortsat færdsel på eget ansvar.

Inden jeg paster de to breve:

Jeg har skrevet begge dele fra hjertet. Der ligger ikke mange overvejelser om taktik eller håb om at ændre på noget bag; jeg har bare haft brug for at sætte ord på min frustration.

Klagen:

“Jeg ønsker at klage over afgørelsen om afslag, jeg har modtaget d. 16.08.23. (Sags-id: XXXX)

*Jeg vil gerne klage over den helt urimelige sagsbehandlingstid. Min ansøgning er indsendt d. 22.11.22, hvilket giver en sagsbehandlingstid på 9 måneder.

*Jeg vil gerne klage over den manglende professionelle behandling, jeg har modtaget undervejs i forløbet. Da jeg første gang henvendte mig, fik jeg i telefonen oplyst, at jeg ‘formentlig ikke ville kunne få noget, når mine børn kunne klare sig i et alment undervisningstilbud’. Mit spørgsmål gik udelukkende på, hvor jeg kunne finde et ansøgningsskema. Derudover er Esbjerg Kommune vel en del af den offentlige forvaltning, som dermed er underlagt skriftlighedsprincippet?

*Jeg ønsker at klage over min manglende mulighed for at dokumentere vores forløb, fordi jeg ikke på noget tidspunkt har modtaget kvitteringer for mine henvendelser eller har modtaget info om, om/hvor mine henvendelser bliver dokumenteret. Jeg vil gætte på, at jeg har rykket for svar omkring 20 gange, fra jeg sendte min første ansøgning, til jeg modtog afgørelsen. Som jeg, i parentes bemærket, først modtog, da jeg ringede og sagde, at jeg den efterfølgende uge ville indlede en klagesag, hvis ikke jeg modtog en afgørelse. 

*Jeg mener, at afgørelsen er truffet på et forældet grundlag. Et af punkterne, der er angivet som årsag til afslag, er at X er nyopstartet i medicin, og at man derfor ønsker at se, om det gør en forskel. H*n har på nuværende tidspunkt været på medicin i over et halvt år.

*Jeg ønsker at klage over den helt indlysende mangel på viden om, hvordan neurodivergente lidelser kommer til udtryk og hvornår. Havde de mennesker, der havde siddet med vores sag vidst bare en smule om det her, ville de have vidst, at hverken autisme eller ADHD bliver mindre problematisk med tiden. Tværtimod.

*Jeg ønsker at klage over den helt horrible mangel på mulighed for som borger at følge med i mit sagsbehandlingsforløb. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at man som borger kun kan henvende sig til kommunen via én indgang, som er ‘kontakt Esbjerg Kommune’. Man modtager ingen kvitteringer på det, man har indsendt, og vores forløb har været ét langt clusterfuck af mennesker, der har ringet, fordi de ikke mener, det er dem, der skal modtage henvendelser, eller som ikke aner, hvad jeg taler om, når jeg ringer og rykker for svar. Det er for mig som borger umuligt at dokumentere vores forløb, fordi jeg INTET har modtaget undervejs, fraset én mail fra vores sagsbehandler, som oplyste om, at vores afgørelse – igen – var forsinket. 

Slutteligt vil jeg gerne sige, at det forekommer mig ufatteligt, at man som borger bliver straffet for selv at have holdt for i årevis. Jeg har lagt hele mit liv om for at kunne tage hånd om mine børns særlige behov. Jeg har skåret ALT fra. Det er mine børn, og der er intet, jeg ikke ville gøre for dem. Men det giver simpelthen ikke mening, at det ender med at modarbejde min sag, at jeg selv har ofret alt i stedet for at søge om hjælp til alt mellem himmel og jord fra starten. At man ikke har et bedre blik for, hvad det er, man risikerer at udløse ved at nægte hjælp, når mennesker som mig endelig henvender sig, er svært for mig at forstå. Vi klarer os selv, som det er nu. Men alt andet lige vil det blive meget dyrere, hvis jeg er nødt til at søge TAF, fordi jeg ikke kan blive ved med at få enderne til at nå sammen, end det er for Esbjerg Kommune at bevilge 8 timer pr. måned, hvor begge børn kan passes i eget hjem, så jeg har de timer til ALT det, der følger med at være mor til børn med særlige behov. 

Det har været en meget forstemmende oplevelse at stifte bekendtskab med systemet, og jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at det ikke er diagnoser, der slår familier i stykker. Det er det system, der er sat i verden for at hjælpe os. 

Esbjerg, d. 27.08.23

L.L.A.

NB: Jeg er uforstående overfor, at afgørelsen er dateret d. 11.07.23, når jeg har modtaget den d. 16.08.23, og til orientering kommer jeg til at hive alt, hvad jeg kan finde af advokater og journalister op ad jorden, hvis der bliver det MINDSTE omkring frist i den forbindelse.“

Svar fra kommunen:

Svar fra mig:

“Vedr. tilbud om møde.

Hermed min tilbagemelding ift. tilbud om møde (fremsendt d. 06.09.23)

Jeg vil gerne have lov at takke nej til mødet og i stedet bede om et skriftligt svar.

Jeg ved godt, at jeg ikke behøver begrunde mit svar – men jeg vil gerne. Både fordi jeg gerne vil synliggøre, hvordan det er at sidde på min side af bordet, og fordi jeg gerne vil have det tilføjet min sag.

Jeg har i vores sagsforløb ikke mødt nogen, der ikke har været søde og imødekommende, når jeg har talt med dem. Alle, jeg har siddet overfor, har været mennesker, jeg helt instinktivt godt har kunne lide.

Men det til trods er vores sag blevet syltet, sat på hold og har ligget brak så mange gange, at det næsten ikke er til at forstå. Og uanset hvor meget, jeg forsøger at komme afdelinger og enkeltpersoner i møde, så sidder jeg stadig tilbage med fornemmelsen af, at forsøget på at forstå i det her tilfælde har været en meget ensrettet vej.

For jer er det et arbejde, I går hjem fra; I kan stemple ud klokken 16 og holde fri. For mig og os er det et vilkår, som definerer vores liv, muligheder og alt, hvad fremtiden udgøres af.

Og hvor jeg er med på, at I ikke kan holdes ansvarlige for eksempelvis skolens og psykiatriens manglende overblik, systematik og ordentlighed, så udgør I alle for mig stadig det samlede hele, der er Systemet, og jeg har i 7 år stadig, selvom jeg har rigeligt at bokse med som det er, stået overfor en mur af inkompetence, mistro og ligegyldighed, der ville kunne få de fleste til at synke i knæ.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har brugt dagene siden invitationen på at sparre med mit netværk omkring tilbuddet om et møde. Mit netværk tæller socialrådgivere, journalister, psykologer, advokater og mennesker, der er ansat i systemet, og alle, uden undtagelse, har frarådet mig at takke ja til mødet. Både fordi det som enkeltperson er en kamp, du tilsyneladende er dømt til at tabe, og fordi deprimerende mange af dem havde de mest forfærdelige eksempler på, at møder som det her er blevet startskuddet på helt nye, uforudsete kampe – hvilket man beklageligvis først finder ud af, når det er for sent.

Kombineret med, at jeg, da jeg læste den skriftlige invitation, studsede over flere ting, vælger jeg derfor at takke nej.

For måske er det mig, der har hørt forkert eller misforstået det, jeg har fået præsenteret i telefonen.

Men dels er de personer, der er påført som deltagere på mødet i den skriftlige invitation ikke de samme, som dem, jeg fik præsenteret i telefonen.

Dels bider jeg mærke i ordet ’eller’ i den sidste sætning; jeg forstod det sådan på det, jeg fik forklaret, at mødet var et supplement til den skriftlige tilbagemelding. Det kan jeg se, ikke er tilfældet.

Og endelig får invitationen mig også til at spekulere på, hvordan I har foretaget opdelingen af min klage. For mine punkter er ikke som sådan skilt ad. Jeg har ikke lavet én klage, der går på sagsgang, og én, der går på afgørelsen. Jeg har klaget over den samlede pakke. Derfor blinker alle mine lamper, når jeg får tilbudt en tilbagemelding på en specifik del af min klage, som det er jer, der har defineret.

Så tak, men nej tak.

Det er ikke personligt. Jeg er sikker på, at I, der lige nu sidder om bordet, har de bedste intentioner, og selv er frustrerede over de manglende ressourcer og muligheder, I har. Men min kontakt med systemet har lært mig og bevist igen og igen, at min tro på det bedste i det og dem, jeg står overfor, altid ender med at modarbejde mig og kræve langt, langt mere, end det, jeg egentligt søgte hjælp til at løfte.

Det er desværre på bundlinjen bare langt mindre ressourcekrævende at klare tingene selv.

Derfor og af hensyn til det fortsatte forløb, takker jeg hermed nej til mødet, og beder i stedet om et skriftligt svar.

Esbjerg, d. 11.09.23

LLA“

M2023, uge 36

2

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Solgt det ene af børnenes GPS-ure. Det var en stejl læringskurve ift. at jeg skulle have  gendannet fabriksindstillingerne på det, INDEN jeg opsagde abonnementet, men heldigvis var det en bekendt, der havde købt det, så de 7 ekstra beskeder frem og tilbage var ikke helt så pinlige, som de havde været, hvis det havde været en vildtfremmed, der havde købt det.

2.

Indstillet mig selv til en helgenkåring over, at jeg for 3 uger siden, da det havde regnet nonstop i 2 uger, satte mig på mine hænder og undlod at rydde op i sommertøjet. For JA, det havde været træls at skulle ud og købe noget nyt for de uger med sol og varme, vi får nu. 

Jeg kan takke M20XX-indlæggene for det her, for det er kun fordi det giver en ekstra runde af refleksion, når jeg skal formulere ugens punkter, at jeg husker fra år til år, at jeg før har været for hurtig.

3.

I samråd med mekanikeren besluttet at gå med helårsdæk igen.

Jeg kører så mange kilometer, at det er vigtigt for mig, at jeg kører så sikkert, som muligt (hvilket gør #dækgate fra i mandags så meget mere ubærligt), så jeg spurgte MEGET ind til fordele og ulemper. 

Hans argumenter var, at det med det klima, vi har, er længe forsvarligt nok, at det giver mindre arbejde og bøvl for mig, fordi jeg ikke skal opbevare et sæt dæk og fragte dem frem og tilbage 2 gange om året, og endelig, at det også er billigere, fordi det år, man trækker fra i brugstid, længe tjener sig selv ind, når man ikke skal købe to sæt og betale, hver gang de skal af og på.

Han har været det ordentligste menneske fra den allerførste dag, jeg trillede ind på værkstedet, så jeg stoler på hans vurdering. Helårsdæk it is. 

4.

Ryddet op på min bogreol og foræret de bøger væk, som jeg enten ikke får læst eller har læst og ikke får læst igen. Bøger bliver grå og triste af at stå uberørte hen, så ud i verden med dem, så andre kan få glæde af alle de historier, de gemmer på.

Hverdag, vrede og vidundere

21

Først og fremmest: TAK for alle jeres gode og inspirerende indspark på sidste uges M2023-indlæg. Jeg har selv bogmærket det, for det er tæt på at være efterårets samlede madplan, der er lagt for fødderne af mig. Det er meget værdsat, og jeg håber, at I også har fået et par nye ideer.

Og ellers? Tja. Så synes jeg, at jeg går lidt rundt i en osteklokke for tiden. I sidste uge talte jeg med en veninde, der gerne ville have sine piger med ud at sejle, og da jeg spurgte, hvorfor de så ikke bare tog afsted, gik der lige 2 lange sekunder, før hun svarede: “.. altså, fordi de går i skole, jo?” Og det gør de sgu da bare. Det gør mine jo sådan set også. Men en kombination af, at vejret er sommerligt, og at jeg her på mit 2. år som selvstændig har ramt sensommeren på en HELT anden måde, end jeg gjorde sidste år, gør, at det ikke føles som om, verden er gået rigtigt i gang igen.

Men det er den, og jeg løber stærkt. Det er umådelig værdsat, og ad alle mulige omveje er der pludselig landet en solid håndfuld opgaver og nye samarbejdsmuligheder på mit bord. Jeg elsker det. Det er SÅ FEDT at være tvunget til nærlæse plantegningerne på det fag, jeg har været i 22 år, og den bredspektrede forståelse, det giver, har kun fået mig til at elske mit job højere.

Det giver noget ekstra arbejde, fordi der pludselig skal indhentes alt muligt fra alle afkroge af riget, og kradses lidt i noget lovstof hist og pist, men tilfredsstillelsen ved at have hænderne på rattet fra idéfase til eksekvering, er større, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

Ud over arbejde sker der selvfølgelig også alt muligt andet. Livet, vel egentlig bare. Nogle dage står jeg op i tryg forvisning om, at jeg har god tid – for så klokken 19.30 at være nødt til at tappe ud med hår, der stritter i alle retninger og en inderlig trang til vin.

Som f.eks. i går, hvor jeg faktisk ikke havde så meget på tapetet. Men så skulle jeg tolke et sted, hvor der kun kunne vrides en kvart pind ud af signalet – og fordi #mandag VÆLTEDE det ind med mails, kunne jeg konstatere, da jeg kørte derfra, og min telefon lød som en geigertæller i maskinrummet på Tjernobyl. Det er i de situationer, det går op for mig, hvor meget, jeg normalt når at svare på, indhente og orientere mig om i løbet af en dag, for JA, der var meget at gå i gang med, da jeg landede i sofaen i aftes.

Samtidig brokkede min bil sig søndag over manglende dæktryk, hvilket jeg i første omgang ignorerede, fordi det altid sker, når det pludselig bliver varmt. Men den var insisterende, og egentlig havde jeg besluttet, at jeg bare ville svinge ind forbi min mekaniker, når jeg ramte Esbjerg på vej hjem fra job mandag. Men så kørte jeg LIGE forbi et værksted, og tænkte, at det måske var nemmere bare at få det gjort med det samme. Og da den søde, lokale mekaniker kiggede op over køleren på min bil og tydeligt rystet sagde: “Ja, jeg kan ikke give dig lov til at køre herfra på det her, det er helt sikkert!” var jeg glad for, at jeg gjorde det. For dækket var så mørt, at der var slidt hul i den yderste membran. Hvorfor det ikke er eksploderet, står hen i det uvisse, for det burde det være, men heldet følger tydeligvis en bestemt kategori af mennesker, som min bedstefar altid siger til mig. For helvede, mand. Når jeg tænker på, hvor mange kilometer, jeg kører på motorvej hver eneste uge, og hvor galt, det kunne være gået, får jeg ondt i maven. 

I går bød også på et opkald fra Familieafdelingen i Esbjerg Kommune, som er den, jeg har klaget over. Jeg har dels klaget over selve afgørelsen og dels over sagsgangen, og jeg har været gavmild med eksemplerne.

Hende, der ringede, var en anden sagsbehandler, som gerne ville ‘tilbyde mig et møde’ med to ledere og hende om sagsgangen, (“ikke afgørelsen. Den behandler vi særskilt”), fordi det ofte var “nemmere at mødes face to face end at få et skriftligt svar”. Jeg spurgte, helt oprigtigt undrende og uden det mindste forsøg på at være sarkastisk, hvad jeg skulle have ud af det?

De ville gerne ‘forklare hvorfor det uheldigvis havde taget lidt lang tid’ med min sag.

“Men hvad er det, I forestiller jer, at I kan sige, som vil gøre en forskel for mig? Uanset hvad I hiver frem af forklaringer, har det taget jer lige knap et år at træffe en afgørelse. Som jeg har rykket for et tocifret antal gange. Det er ikke som sådan hverken relevant eller interessant for mig at høre hvorfor. Det ændrer jo ingenting?”

Så blev hun lidt kort for hovedet. Det var bare et tilbud, jo. Som jeg helt selv bestemte, om jeg ville tage imod. 

Jeg udbad mig betænkningstid til i dag, og vi aftalte, at jeg skulle ringe besked til hende i formiddag.

Jeg brugte mange timer på at tænke igennem, om jeg er interesseret. Om det overhovedet giver mening. For jeg er for vred til at ville komme dem i møde, og jeg har ikke mere forståelse at udvise for deres situation, når den vej er så ensrettet, som den tydeligvis er. Jeg synes normalt, at man skal huske, at alle gør, hvad de kan, under de betingelser, de er underlagt, men jeg er forbi både forståelse, tilgivelse og syndsforladelse her. Jeg vil ikke tvinges til, oveni min afmagt og oplevelse af at føle mig *helt* alene i kampen, også at skulle rumme og imødekomme.

Men.

Så kom jeg til at tænke over hendes formulering om, at det var nemmere med et møde end med et skriftligt svar. Og jeg kom til at spekulere på, hvorfor hun ringede i stedet for at skrive. OG jeg kom til at tænke på, hvordan det kommer til at påvirke min sag, hvis jeg afslår.

For uden at der skal gå sølvhjelm i den, så stoler jeg 0% på Systemet. Som udgøres af de mennesker, der sidder i det.

Det handler ikke om forsmåethed eller sårede følelser; det er et assessment, der udelukkende bygger på, hvad Systemet har insisteret på at bevise overfor mig igen og igen og igen og igen.

Så jeg har besluttet at tage mødet – men med en bisidder. Jeg har et par stykker i tankerne, der alle har paragraffer og Karnov til op over tænderne, men for at kunne hive dem ind, skal jeg jo have en dato. 

Derfor ringede jeg, som aftalt, tilbage til hende i dag.

Og ingen er vel den mindste smule overraskede over, at hun ikke tog telefonen, de tre (3) gange, jeg prøvede at ringe i det tidsrum, hun selv udstak i går.

Som serviceinfo kan jeg oplyse, at jeg kommer til at gå til valg på, at vi brænder hele svineriet ned til grunden og starter forfra. Det kan UMULIGT blive dårligere, end det er nu. 

Så det er der, vi er. Med defekte dæk, formidable jobs og moderat paranoia.

Men på plussiden sidder jeg i en forhal og skriver det her, mens børnene er til svømning, for vi har har ramt den milepæl, hvor de selv kan klæde om, være på holdet, bade og komme ud igen.

Så selvom natten er mørk og fuld af rædsler, så lysner det samtidig i øst på nogle ret afgørende områder, og på bundlinjen af det helt store regnestykke, er vi, trods alt og heldigvis, stadigvæk i plus.

M2023, uge 35

16

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg brugt lidt ekstra tid på at tænke vores mobil/wifi-løsninger igennem.

Som jeg skrev i sidste uge, blev jeg ringet op med et tilbud, som umiddelbart var godt.

Men efter at have tygget lidt på det og have tjekket vores forbrug over de sidste par måneder, nåede jeg faktisk frem til, at to af vores nuværende abonnementer skulle opsiges. Begge børn har haft ure med simkort det sidste år, og nu, hvor min opmærksomhed var blevet henledt på det, kunne jeg se, at de faktisk ikke bruger dem længere.

Når de blev pillet ud af ligningen, var vores nuværende løsning pludselig noget billigere, end den, jeg havde fået tilbudt, så den har vi valgt at holde fast i. Jeg kører et 80 GB tele-abonnement på min telefon, som koster 149 kr. i måneden, og har tilføjet 2 x datadelingskort til børnenes iPads; de koster 30 kr. stk. 

Begge børn har mobiler, der nærmer sig pensionsalderen, og på dem har de abonnementer til 69 kr, hvilket er længe rigeligt.

Så nu har jeg sat deres ure til salg, og de penge, de kommer til at indbringe, smider jeg i en hemmelig pulje, som skal bruges til at købe nogle bedre telefoner til børnene. 

2.

Har jeg smidt de ting fra Fridas gamle værelse, som jeg ikke har fået solgt, til genbrug. 

Da jeg i tidernes morgen begyndte at sælge alle vores aflagte ting på Marketplace, havde jeg så mange ting til salg hele tiden, at jeg havde et område i bryggerset, der var allokeret til det, men i dag, hvor vores forbrugsmønster er et andet, får de ting, jeg har til salg, omkring en måned til at forføje sig. Er de ikke solgt, ryger de videre, for som vi har snakket om før: Når de først er sat til salg, har jeg for længst sluppet dem, og så bliver det bare irriterende, at de optager plads. 

For et par år siden smed jeg alt i den lokale Facebook gruppe, men hver eneste gang var det de samme par stykker, der meldte ind 4 sekunder efter, jeg havde smidt tingene op. Det er mennesker, jeg ved, hvem er, og selvom de efterhånden har fået virkelig mange forskellige ting, har jeg første gang til gode at se noget af det i brug.

Og jeg er så ambivalent med det, for vi har før haft en lang, superintereressant debat herinde om, at når du forærer dine ting væk, så kan du ikke bestemme, hvad dem, der får dem gør med dem. Jeg holder aldrig op med at få en sær smag i munden over opslag fra mennesker, der gerne vil forære deres aflagte ting til ‘værdigt trængende’. Jeg er villig til at dø med sværdet i hånden på, at det handler mere om dig og dine behov, end om dem, der aftager tingene – men det til trods, så bliver det for irriterende, at det er de samme 2 mennesker, der rager til sig, her gang nogen forærer noget væk herude.

Jeg kan ikke engang helt selv gennemskue, hvad det handler om, men det er en irritationsfaktor, der er nem at eliminere, så derfor er jeg begyndt at aflevere tingene til genbrug eller at forære dem væk i større grupper i stedet.

Nu er lampen, taskerne, de to hylder, perler og perleplader væk lagt i hænderne på Hjemløses Venner, og de må gøre med dem *præcis*, hvad de vil.

3.

Har jeg modtaget årets girokort til Autismeforeningen, hvilket fik mig til at tænke på, at der er enkelte udgifter, som det godt kan betale sig at undlade at tilmelde betalingsservice. 

For jeg er all for foreninger, uanset om det er interesseorganisationer, fagforeninger eller noget helt tredje. Men der er virkelig, virkelig mange områder derude, der mangler penge, og jeg vil gerne støtte op om de tiltag, der faktisk kæmper for noget, der for mig giver mening. 

Og hvor meget, det end piner mig at sige: Autismeforeningen har brilleret med deres fravær på områder, hvor jeg ellers virkelig synes, at det ville være mere-end-oplagt, at de meldte sig på banen. Ikke nødvendigvis med løsninger, boksehandsker eller rasende sagsanlæg. Men med noget synlighed og kommunikation. Jeg har første gang til gode at se dem melde ind; ikke engang på ‘vi er opmærksomme på problemstillingen, og vi er på sagen!’-måden. Og så vil jeg faktisk hellere støtte andre tiltag.

Havde jeg meldt betalingen til BTS, havde jeg ikke forholdt mig til den overhovedet, så bare en lille, forsigtigt anbefaling af at køre automatisk betaling på de ting, man ved-ved, at man vil støtte 4evah, men æder gebyret og det manuelle girokort på de udgifter, man gerne vil se an. 

4.

Fik jeg bagom bloggen en forespørgsel på, om ikke vi kunne køre en idérunde på retter, der egner sig til fryseren, og med svømning, forældremøder og efterår galore på tapetet, synes jeg, at det er en strålende ide. 

Lad os køre en simpel version, hvor vi ikke smider udførligt beskrevne opskrifter, men bare kører navne på retter eller links; så kan vi hver især ratificere til smag, køleskabsindhold, vaner og de-på-lokationen-tilgængelige-råvarer.

Ja? Kør løs.

I øvrigt:

27

*Er jeg ved at gå amok over luftfugtigheden. Hvorfor føles verden udenfor hele tiden som et bryggers, fyldt med vådt vasketøj?

*Har jeg, endelig, endelig, endelig, fundet mig en ny frisør i Esbjerg. Modsat alt, hvad jeg har lagt hoved til de sidste 10 år, er hende her helt ok med, at vi bare er stille, og hun hører ægte, hvad jeg siger, når jeg forklarer, hvor vi er henne på farvehjulet. SÅ herligt ikke at ligne én med gulsot, når man går ud ad døren efter 4 timer i stolen, og lige har blødt tæt på 3000 kr.

*Er børnene startet til svømning, og for tredje (3.) år i træk, er det lykkedes mig at få dem skrevet op, så de ikke fremgår af tilmeldingslisten. Det grænser til talent.

*Kan jeg godt se, at jeg burde være up in arms over alt det med lovindgreb og koranafbrændinger. Men er det ikke lidt som om, at man her, 12 minutter i apokalypsen, ikke kan blive ved med at finde indignation ude på lageret? Verden har føltes som et sted, der kun består af caps lock og udråbstegn de sidste par år, synes jeg, og det er, som om hele reaktionsapparatet er blevet lidt følelsesløst.

*Er det klart en fejl, at CIA ikke har hvervet Taylor Swift, for hendes måde at infiltrere samtlige af mine playlister på tværs af platforme, er undefeatet. Jeg elsker det.

*Var der en sød læser, der for nyligt tippede mig om, at Justin Cronin har skrevet en ny bog. Til de af jer, der har Den Første, De Tolv og Spejlbyen til gode: Jeg hader jer (lidt).

*Ringede sagsbehandleren i sidste uge og lagde en besked om, at jeg lige skulle ringe med min mailadresse, så hun kunne sende mig et skema til den aflastningsperson, vi skulle have fundet. Jeg ringede tilbage om aftenen og sagde, at hun ikke behøvede at bruge tid på det; jeg kom ikke til at gøre brug af timerne. Hun ringede dagen efter. Og dagen efter det. Og de to efterfølgende dage. 5. dag tog jeg den, og var meget dybfryser omkring alting. Hun ’håbede sådan’, at jeg ville klage. Hvortil jeg svarede, at det kunne jeg ikke se en eneste grund til, for ungerne når jo at fylde 18, inden de får sagen færdigbehandlet. Men så sagde hun det, der gjorde forskellen for mig, nemlig at de skal sende de klager, de modtager, til Ankestyrelsen. Og da jeg lige har en ting eller to, jeg godt vil løbe forbi dem, tog jeg æsken med raseri ud af skabet og skrev 3 hele sider, der sluttede med:

NB: Jeg er uforstående overfor, at brevet om afgørelsen er dateret d. 11.07.23, når jeg har modtaget det d. 16.08.23, og til orientering kommer jeg til at hive alt, hvad jeg kan finde af advokater og journalister op ad jorden, hvis der bliver det MINDSTE omkring frist i den forbindelse.

Der er ikke mere høflighed tilbage i mig.

*Gik jeg for et par uger siden i gang med ’Utæmmet’ af Glennon Doyle, og jeg var så begejstret, at jeg tvang den ned i halsen på 4 af mine veninder. Nu er jeg, 2/3 inde, gået fuldstændig død i den, så hvis du er én af dem, jeg lovpriste den til: Undskyld. Jeg mente det ikke alligevel.

*Er jeg nærmest lidt modvilligt imponeret over, hvor mange offentlige institutioner, jeg mangler betaling fra, fordi deres regnskabsfolk har været på ferie. Tænk at tilhøre så magtfuld en institution, at man uden varsel, info eller beklagelse, fuldt bevidst overskrider betalingsfristen for ydelser, man har modtaget med 3-4 uger, og kører ’what’ you gonna do about it?’, når man bliver rykket #drømmen

*Så jeg en nyhed om, at læger i Australien har fundet en orm på 8 cm i hjernen på en mand. Jeg tror, jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at der er nogle nyheder, vi gerne vil være fri for. *Var jeg fredag aften i sidste uge på job, og derfor alene hjemme. Da jeg var færdig kl. 23, trængte jeg helt utroligt til noget ro i hovedet, så jeg kørte ud til en skovsø, der ligger 5 km. fra, hvor vi bor, og satte mig i sandet. Jeg bliver aldrig typen, der skal sove i shelter, men da jeg sad under månen og kiggede ud over vandet, og kunne høre alverdens dyr pusle i buskadset, forstod jeg egentlig godt, hvorfor man kan få lyst, hvis man ikke passer på.

Load More