M2023, uge 45

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt julepynt til Fridas klasse, som i år har valgt temaet ‘Gertrud Sands Julestue’..

Ja. Det er nok meget godt, jeg ikke blev lærer. 

Men altså. Vi fik ud på min favoritplatform Aula, at ‘aflagt og overskydende julepynt modtages med kyshånd’ – og jeg har ingen af delene, fordi jeg har sorteret og ryddet op de sidste par år, når jeg pakker det ned.

Alt, hvad jeg har sendt videre, har jeg givet til Hjemløses Venner-butikken, der ligger i baghaven, og nu gik jeg så over og købte en bærepose af den pynt, jeg selv har foræret dem i første omgang tilbage. 

Og er den så med på ugens liste, fordi jeg ærger mig over, at jeg ikke bare havde gemt det, spørger du? Nej. Lige præcis det modsatte, faktisk. For min pointe er, at jeg er sluppet for at flytte rundt på alt det her i to år, og nu, hvor jeg så skulle bruge det igen, kostede det mig 40 kroner, som går til et godt formål, at generhverve.

Det MÅ være den billigste m2-pris på lagerplads i Danmark. 

2.

Solgt Fridas Xplora Ur. 

Antons solgte jeg med det samme, da jeg lagde dem op på min egen fb-side, men Fridas strandede i bakken på køkkenbordet, hvor det siden har ligget og udsendt en konstant bebrejdende ‘Sæt mig dog til salg, mens garantien stadig gælder!’-vibe.

Jeg har tænkt på det tusinde gange, men bare aldrig på et tidspunkt, hvor det lige har passet med at få det lagt op. 

Men i sidste uge så jeg i en fb-gruppe et opslag fra én, der efterlyste erfaringer med GPS-ure, og alle anbefalinger var på det her. Så jeg smed en kommentar om, at jeg havde ét, der skulle sælges, hvor der stadig var garanti på; hun kunne skrive, hvis hun havde lyst.

Det havde hun, og 4 timer senere var det hentet. 

3.

Har jeg haft gæster, som havde en pose luksuskaffe med til mig, og fordi der ikke kunne hamres mere ind i det skab, hvor jeg har te og kaffe, føltes det som en god anledning til at få ryddet op.

Da jeg var færdig, havde jeg så meget stående i udbakken, at det faktisk i en indlægsrække som den her, er pinligt.

Til mit forsvar skal siges, at jeg er sådan én, der ofte får kaffe og te foræret, når folk kommer forbi, fordi alle ved, at jeg drikker 17 liter om dagen. Det bliver til lidt af et stash over tid, og fordi jeg er troløs og vender ryggen til gamle favoritter, så snart jeg forelsker mig i nye, så ender selv ret lækre ting ofte bagerst på hylden efter nogle uger.

Jeg skrev til min søster, der arbejder på en skole, om de kunne bruge det i deres forberedelses/pause-rum, og det blev et rungende ja.

Nu hersker der igen sirlig orden i skabet, og helt egoistisk glæder det mig, at der trods alt var andre, der kunne få glæde af tingene.