Det er snart et år siden, jeg fik min adhd-diagnose og startede op på medicin. En af jer skrev i kommentarfeltet, at det tager cirka et år at lande i, fordi man dels skal sætte sig selv og sin livshistorie ind i en helt ny kontekst, samtidig med, at man løbende pludselig forstår nogle ting, der aldrig har givet mening før.
For mig har diagnosen også medført en lang sorteringsproces, hvor jeg – stadig – arbejder på at skille ad, hvad der er personlighed, valg og dårlige vaner, og hvad der er neurodivergens, maskering og copingstrategier.
Endelig har der faktisk også for mig været en form for mæthed omkring det, som jeg har skulle finde ud af at placere. Jeg har stået med udredning og diagnoser til op over begge ører i 4 år, og kan mærke et voksende behov for, at en cigar også sommetider bare kan være en cigar.
Samtidig ruller livet jo videre med alt, hvad det indebærer, og som jeg vist også har skrevet lidt om før, så går det, i takt med, at jeg bliver ældre, mere og mere op for mig, at man er work in progress fra vugge til grav. Det slog mig, fordi jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at skrive det her indlæg, og først tænkte, at ‘det har jeg skrevet om før’. Men det er netop det, der faktisk er pointen: At selv processer, som jeg troede, jeg havde fået styr på, bliver ved med at vende tilbage med nye vinkler og udfordringer, og tilbud om yderligere arbejde og udvikling.
I virkeligheden er vi nok bare en slags avancerede Appleprodukter, der livet igennem har brug for at opdatere vores styresystemer og programmer, så vi får bugfixet og tilpasset vores programmer til nye versioner af virkeligheden.
Lige nu tænker jeg meget over, at man har ret til at have det, som man har det.
Det ser så banalt ud, når man skriver det, men jeg bemærker hos mig selv en kontinuerlig forventning om, at mine følelser skal være logiske; at de skal kunne forsvares og forklares på en måde, der får dem til at give mening for andre.
Den forventning får mig somme tider til at undlade at reagere, når jeg kan mærke, at noget føles forkert, fordi jeg først bruger en masse kræfter på at prøve at analysere og forstå. Og så taber man momentum, fordi man kommer forbi det punkt, hvor reaktionen er ren og umiddelbar, og i stedet får den fedtet ind i efterrationalisering og flokdyrsadfærd.
Det tankespor er ikke nyt for mig. Det er kendt landskab, og jeg har været her før.
Men det nye er, at jeg pludselig har fået en forklaring på, hvorfor mine reaktioner somme tider er anderledes end andres.
For der er vitterligt nogle interaktioner, jeg ikke forstår. Som smuldrer mellem fingrene på mig, uden at jeg nogensinde forstår hvorfor.
Jeg har lært, at én af mine copingmekanismer er at forsøge at spejle dem, jeg er sammen med, ved at afkode deres sindsstemning, deres nonverbale signaler og lave en slags lynanalyse af mulige bevæggrunde, baseret på min viden om deres personlighed, præferencer og valg. I forbindelse med min udredning, scorede jeg på IQ-testen voldsomt højt på spatial begavelse, hvilket hjælper mig i de her situationer, fordi det ofte gør det muligt for mig at se mønstre og sammenhænge i det bombardement af informationer, der smadrer ufiltreret gennem mit alt for groftmaskede social-net. Det er én af de superkræfter, ADHD giver, som jeg ikke gider læse mere om, for de glemmer altid at skrive, hvor helt afsindigt udmattende det er.
Men i al den databearbejdning er det svært at fokusere på mine egne følelser; at isolere dem længe nok til at kunne genkende og forstå dem – og reagere i overenesstemmelse med dem.
Derfor har jeg haft et livslangt mønster med bare at gå. Fra mænd, fra venner og fra samarbejdsrelationer. For når man ikke kan høre, hvad man føler, før ubehaget, usikkerheden eller vreden bliver så øredøvende, at den ikke længere kan ignoreres, så er vi forbi det punkt, hvor relationen kan repareres.
Sådan gider jeg faktisk ikke, at det skal være. Ikke længere. Ikke nu, hvor jeg pludselig begynder at forstå.
Så jeg øver mig i at lukke støj ude, og prøve at rette fokus indad.
Jeg øver mig i at kommunikere. At være ærlig omkring, hvordan jeg har det. Det synes jeg egentlig aldrig, at jeg har haft svært ved, men jeg kan godt se, at det nok kun er indtil der er noget på spil, eller jeg står overfor mennesker, jeg ikke kender 100%. Når dét sker, bruger jeg al ledig kapacitet på at afkode og forstå, og så glemmer jeg at forholde mig til mine egne følelser, og lade dem være, hvad de er.
Irrationelle. Store. Bøvlede. Ulogiske.
Jeg øver mig i ikke at lukke ned, og jeg øver mig i at blive stående.
Det går sgu ikke lige godt hele tiden. Det skal jeg være den første til at indrømme. Men de mønstre, jeg har, har jeg brugt 46 år på at lære og integrere, og det tager tid at omstille sig; at være ny og at starte forfra.
Så. Jeg øver mig i at huske, at man har ret til at have det, som man har det.
Og når det er svært – og det er det – så minder jeg mig selv om et citat, jeg læste for snart længe siden:
(Artwork by Mike Gianna)
Hvis ikke du allerede har været fordi temaet, så check op på tilknytningsteori – det er særligt relevant (aka ofte særlig udpræget) hos mennesker med adhd.
Inge Holms hjemmeside er et godt sted at starte.
Det kan sagtens være mig, der leder de forkerte steder, men når jeg forsøger at søge indlæg fra Inge Holm om tilknytning frem, så får jeg en fejlmelding om, at siden ikke findes.
Mon du kan anbefale andre læsesteder? Eller kan smide et link til artikler/indlæg om emnet? Jeg vil meget gerne grave i det <3
Jeg fulgte også henvisningen. Prøv under fanen blog. Der er mange indlæg. Meget interessant. Tak for linket, Fie.
Og tak for et virkelig fint indlæg, Linda. Jeg kommenterer ikke rigtig på de her, for jeg ved aldrig hvordan jeg skal formulere mig. Men jeg får så utrolig meget ud af at læse med her hos dig – også selvom det niver ind imellem. Tak. Tak, for dig ❤️
Tak, Linda
Det var som et kram at læse dit indlæg.
Det var virkelig en dejlig kommentar at få, Tilde. Indlæg som det her er jeg altid i tvivl om, om man kan finde hoved og hale i, når man ikke er inde i mit hoved, så tak for at vise mig, at det i hvert fald lander hos nogle <3
Tak for et fint indblik i hvordan det kan se ud indefra at have din diagnose. Selv om jeg ikke *genkender* din beskrivelse, måske netop fordi jeg ikke har diagnosen, så er dine fortællinger med til at skabe forståelse ovre på min side af bordet. Det synes jeg er meget vigtigt.
Det var en meget, meget meningsfuld kommentar at få, Mia. Tusind tak for dén.
Tak, det landede lige et sted, hvor jeg havde allermest brug for lige i dag. Det er ret mørk november og oplagt årstid til at rette blikket indad, at tage sig selv seriøst og fordøje ting i sin egen tempo.
Det er jeg virkelig glad for. Din kommentar fik mig til at tænke på en mail, jeg fik her til morgen. Det er en fyr, jeg faldt over på insta, som hver søndag sender en mail som handler om at leve langsomt. Han lever af at skrive, men de er mails har først tilbud om e-bøger osv. i bunden, og det er en fin, fin måde at starte søndagen på.
Hans insta@ er 20skridt, hvis du har lyst til at se, hvad det er.
Jeg genkender det du skriver. Det med at have det svært med at mærke hvordan man har det i nuet og ikke på bagkant. Jeg har slet ADHD, men er vokset op med psykisk vold. Rigtig mange af os som er vokset op i dysfunktionelle hjem (misbrug, vold, psykisk sygdom) er endt i et mønster, hvor vi har antennerne rettet mod andre frem for at mærke os selv. På en eller anden måde hjælper det at du også har samme udfordring, men af en helt anden årsag.
Selv om jeg har fået øje på mønsteret og med årene også er blevet bedre til at mærke mig selv, så har jeg stadig svært ved at reagere i nuet. For med erkendelsen skal jeg også til at lære hvordan man gør. Altså hvordan gør jeg helt lavpraktisk når jeg har brug for reagere i øjeblikket. Jeg mangler et instinkt jeg ikke har og har ikke helt luret hvordan man lærer det. Men jeg øver mig – hvis du opnår indsigter læser jeg rigtig gerne mere om rejsen.
Det kan jeg faktisk godt genkende, det du skriver med, at det er rart at se et mønster hos andre også.
Og jeg synes også, at det er svært at ændre på noget, man primært gør, når man er presset. For det er fint nok at være opmærksom på, at det sker. Men det kræver lidt ledig kapacitet både at kunne registrere, at ‘nu gør man det igen’ – og så faktisk gøre noget andet. Uden sammenligning i øvrigt er det også det, der er svært, når jeg skal have Anton med til lægen: Det er en situation, som er svær for ham, men som ikke kan øves i et sikkert miljø. Man kan kun arbejde med det, når man står i det.
Vi må lave en mini-erfa-gruppe i kommentarfeltet, hvor vi holder hinanden opdateret på strategier, der virker <3