M2023, uge 44

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Haft besøg af en af de mange viceværter (som stadig alle sammen hedder Kurt), fordi de skulle .. noget med nogle filtre på loftet.

Da han alligevel var der, huskede jeg at spørge om noget, jeg længe har tænkt, jeg ville nævne, nemlig om de ikke vil have mig i baghovedet, næste gang nogen i boligforeningen skal have nyt køkken, og der er en levedygtig ovn og emhætte i overskud.

Det, jeg har, fungerer. Men ovnen varmer ujævnt, den sprænger pærer i et tempo, der næsten er imponerende, og hvis jeg én gang til skal skille de 3 lag glas i lågen ad, så smider jeg dem ud i haven.

Emhætten har ladet sig inspirere og æder også pærer på rekordtid, og man kan beskylde den for meget, men ikke for at være lydløs.

Jeg kunne godt bede om noget nyt-nyt, for det ville ikke være urimeligt, når det, jeg har, er 12 år gammelt, men adopt, don’t shop gælder både for dyr og hårde hvidevarer, synes jeg.

Nu er The Kurts på sagen, og det er perfekt. 

2.

Købt et fælles regnslag til mig og mine to faste tolkemakkere, som jeg deler en opgave med.

Det er en opgave, hvor vi ofte står og tolker et sted, hvor vi bliver af ramt af alt muligt, og fordi vi jævnligt skal videre til andre opgaver, er det i længden lidt uholdbart at komme anstigende til et møde i en bank og ligne og lugte noget, nogen har fundet i en grøft.

Men der er ingen grund til, at vi køber 3 identiske regnslag, som vi så hver især slæber frem og tilbage, så nu har jeg købt ét, som vi hænger på arbejdspladsen, og så kan vi bruge det alle 3.

3.

Er halloween vel overstået, og vi er nu gået videre til næste punkt på fejringslisten, nemlig Antons fødselsdag.

De sidste år har det handlet om at finde en måde at fejre ham på, som fungerede for både Anton og hans (neurotypiske) klassekammerater. Jeg har haft dem med i taekwondoklubben, vi har været i svømmestadion, og det år, hvor alt lukkede ned, var planen, at vi skulle i bokseklubben, og så spise pizza bagefter.

Ved at holde det ude har der været plads til, at Anton kunne trække sig, hvis han havde brug for en pause, men uden at det kom til at fylde på samme måde, som hvis han gik ind på sit værelse og lukkede døren herhjemme.

Men nu er han startet i en ny klasse, og selvom de kun er 6 drenge, så kender jeg dem endnu ikke godt nok til at turde tage ansvar for at have dem med ud. Anton er den eneste, der har autisme som primær udfordring; de andre er relativt hårdt ramt af ADHD, og et par stykker er voldsomt udadreagerende. Det er ingen tjent med, at jeg står i en svømmehal og skal forsøge at håndtere, så vi har talt om, hvad Anton gerne vil i stedet.

Hans eget forslag var at holde det i skolen – hvilket jeg synes er tæt på genialt. På den måde er vi et sted, som alle børnene kender, der er voksne, der kender og er vante til at håndtere de lidt mere udfordrede børn, og jeg kan klappe af med lærerne på forhånd, hvad jeg planlægger at komme og lave, så det bliver en god formiddag for alle.

De penge, vi sparer på at leje lokaler eller købe mad ude, kan bruges på noget, som giver mening her, f.eks. en lille æske lego, man kan sidde og dimse med, hvis man trænger til dét.

Når vi nu alligevel reviderer fødselsdagskonceptet, har jeg også talt med ham om, hvordan han gerne vil fejres af familien. De sidste år har vi kørt morgenmad, fordi det dels har passet godt ift. Frida og oldefars primetime på dagen, og det har også været nemt ift. forplejning.

Men oldefar er 96, og han vil hellere have besøg af os 3 en anden dag med en lagkage under armen nu. Og både Anton og Frida er efterhånden så store, at de godt kan vente med at feste til om eftermiddagen, uden at kradse huden af sig selv af utålmodighed. Så i år kommer familien til boller og kakao, og det bliver faktisk helt rart at gøre noget andet.

Jeg har punktet på, fordi jeg har skrevet de her indlæg i snart 6 år, og det ikke er første gang, jeg opdager, at jeg kan komme til at glemme at forholde mig til en løsning, når først jeg én gang har udtænkt den, og synes, at den fungerer.

Så hvis overskuddet er til det, og man har gjort noget på samme måde i flere år, så er det her en invitation til lige at gå det efter i sømmene og sikre, at det stadig *er* den bedste løsning, man praktiserer.