Der er en mærkelig energi i luften for tiden. Jeg har hele tiden en oplevelse af, at der både ikke sker noget som helst, og samtidigt, at de tektoniske plader forskyder sig, så hele landskabet ændres fundamentalt.
Nytåret begynder at flimre i horisonten, og selvom det er tidligt – og også tidligere, end jeg plejer at begynde at gøre status – er der alligevel sket så meget de sidste 10 måneder, at det er svært ikke at forsøge at sortere det i tema og udvikling.
Den gryde står og bobler bagerst på komfuret, og det bliver noget, jeg skriver mig ned i senere, men måske fordi den allerede trækker en smule af mit fokus, er det svært ikke at skele lidt til det, der lader til at være ét af fokuspunkterne i år, nemlig at revurdere mit syn på, hvor man stiller op, og hvor man må lade andre mennesker gå vejen uden at tilbyde sin støtte.
Det falder mig svært. Helt grundlæggende. Jeg synes ikke, at nogen skal gå på mørke stier alene, og noget af det, jeg ville være allermest ked af at blive stemplet som, er berøringsangst. Kombineret med min oprigtige nysgerrighed på, hvordan verden ser ud, når man betragter den gennem andre øjne, og en endeløs fascination af, hvor forskelligt, livet kan gribes an, ender jeg ofte i gode, dybe samtaler med alle mulige mennesker; også dem, jeg ikke umiddelbart har en relation til.
Men over det sidste år er det blevet tydeligere for mig, at den måde at være i verden på, kan virke meget dragende på mennesker, der mangler nogen eller noget i deres liv.
Det er en meget splittet fornemmelse. For på den ene side synes jeg faktisk, at det forpligter at være sådan én som mig, der er velsignet med et stærkt netværk; som har mennesker omkring mig, der aldrig har ladet mig tvivle på deres tiltro og støtte, og som jeg ved, at jeg kan vende mig imod, hvis jeg har brug for det. Det har jeg ikke selv gjort noget for at gøre mig fortjent til – det er tilfældigheder, skæbne og held, der har ladet mig falde ned, lige her, lige nu.
På samme måde er det meget ofte ganske uforskyldt, at man er landet et sted, hvor man ikke har nogen at læne sig op ad, hverken for at få hjælp, ros eller støtte.
I mit arbejdsliv synes jeg, at det er relativt nemt at navigere i. Som tolk er jeg upartisk og neutral – men der er en gråzone, hvor man etisk kan gå et par skridt i begge retninger og stadig sove om natten. Jeg har holdt mere end én hånd på hospitaler og i kirker, ligesom jeg også har ageret både plankeværk og stillads i situationer, hvor det var mig eller ingen, eller hvor magtfordelingen var så skæv, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke jeg havde filet på etikken. Man er, trods alt, menneske, før man er sit fag, og så længe man hører alarmklokkerne, når de går, kan det godt forsvares at bevæge sig ud, hvor alting ikke er simpelt, sorteret og opdelt i klare nuancer af sort og hvidt, synes jeg.
Privat har jeg også oplevet det som nogenlunde nemt at huske, at de mennesker, der har allermest brug for krykker, er dem, der slår sig mest, hvis du lover at være der, for så at brillere med dit fravær, når de griber ud efter din hånd.
Dem forsøger jeg at møde med teflonbelagt empati, så jeg gør, hvad jeg kan for støtte neutralt i det omfang, jeg kan tilbyde, men uden at blive personligt involveret.
Jeg har kunne navigere i det, så længe det udelukkende har været i mit arbejdsliv, jeg har mødt de her mennesker, eller der har været tale om nogen, som jeg ikke har en konkret, blivende relation til.
Men nu har den ene af mine naboer, som er 3 år ældre end mig, fået 6-12 måneder tilbage at leve i.
Det har hele tiden været en relation, hvor det har været tydeligt, at det er mig, der er heldig med netværk, støtte og livsbetingelser. Og alle parter har gjort sig umage for at pleje det gode naboskab, efter den skæve start vi fik, da de flyttede ind. Der vandrer lagkage over hækken efter fødselsdage, vi hjælper hinanden med småting i haven, og vi kommer ind og beundrer, når der laves nye køkkener eller børneværelser.
Fordi jeg godt ved, at det er mig, der har fået flest esser på hånden, har jeg gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe, når de har modtaget breve fra offentlige instanser, som de ikke forstod, og jeg har renset dialyseanlæg og hjulpet med støttestrømper og øjendråber hos familiemedlemmer, de har hevet ind for at hjælpe med hunden, når de pludselig er blevet indlagte.
Men med en pistol for panden ville de ikke kunne fortælle, hvad jeg laver, når jeg går på arbejde. Eller hvor gamle børnene er. De ANER ikke, hvad jeg laver i fritiden, eller at jeg har boet i Aarhus. Og skal de det? Næh. Det har jeg ikke noget behov for. Men det giver en indikation af balancen i relationen, og det er dér, der er noget, der har ændret sig for mig i år.
For i år er det første år, jeg har haft, siden jeg fik Frida, hvor der har været en følelse af kontinuerligt overskud i mit liv. Ikke bare den slags øjebliks-overskud, man kan opleve, når man har afviklet en kæmpe opgave på arbejde, eller man er på barsel, og babyen sover til middag to dage i træk. Men et vedvarende overskud, der er stabilt nok til, at jeg faktisk kan bruge det til noget.
Det har ledt til mange overvejelser og indsigter. Noget af det, jeg troede, jeg gerne ville, vil jeg slet ikke alligvel. Nogle ting, som jeg egentlig havde opgivet, er pludselig mulige igen. Pausen fra mine ønsker, drømme og behov har været så lang, at intet er mejslet i sten, og alt er smidt op i luften. Det, jeg vælger at sluse ind, skal være meningsfuldt nok til at forsvare pladsen, det optager, og de overvejelser gør, at jeg sætter umådelig pris på det, jeg pludselig kan og tilvælger igen.
Derfor har jeg brugt ret meget kapacitet på at forholde mig til, om man gerne må melde pas på at stille op for mennesker, der har fået at vide, at de skal dø.
For de vil gerne bruge mig, det er tydeligt. De ringer, de kommer ind, de skriver. Og min default-reaktion er at være tilgængelig.
Men det tror jeg ikke, at jeg skal. Faktisk. Ikke nu. Ikke her.
For hvor jeg uendeligt gerne vil gøre Det Rigtige, så kan jeg mærke, at det her ikke handler om, at jeg er mig. Det gjorde det, da Lene fik en svulst i hjernen, som endte med at slå hende ihjel. Der spillede jeg en rolle, fordi jeg var mig; Lenes veninde.
Det er ikke det, det handler om her. Her handler det om, at der mangler netværk og filter. Uanset hvem, de havde haft på den anden side af væggen, ville de have vendt sig imod dem, fordi de ikke har andre.
Jeg har brugt en god håndfuld nætter på at tænke igennem, hvad den rigtige løsning er. For jeg er ikke lavet af sten, og jeg vil gerne tale med dem, som jeg hele tiden har gjort.
Men jeg er nået frem til, at jeg ikke vil foregive et venskab, der ikke eksisterer og aldrig har gjort det. Heller ikke selvom det somme tider føles forkert at glide af på opkald, insisterende venten i indkørslen og forsøg på at opstarte lange, svære samtaler hen over hækken.
Der er nødt til at stå lidt på kontoen. Både, så du har, hvis nogle af dem tæt på får brug for det – men også til dig selv.
For det slog mig i nat, at man godt kan komme til at glemme at leve sit eget liv, hvis man altid lader sig hverve til at hjælpe andre med at leve deres.
Wow! Hjerteskærende og stærkt skrevet. Lige præcis der jeg også står.
Jeg håber, at du også finder en vej igennem det, hvor der er plads til dig og dine <3
Det er kun rimeligt at du har vurderet, at opgaven ikke er din. Det kræver så meget energi at være der for mennesker i en krise som dine naboers & som du så fint beskriver, er jeres forhold ikke af en karakter hvor du med rimelighed kan forsvare, at kaste din omsorg efter dem.
For man har ikke uanede mængder af energi og omsorg & du har andre du skal tage dig af. ❤️
Den her kommentar føltes som et varmt kram. Tak! <3
Hvor er det fint skrevet – og det sætter mange tanker igang. Den mest presserede tanke jeg får er dog, at jeg tror, at du selv har gjort dig fortjent til dit netværk. Ved at være dig, og ved at være det venlige, engagerede og skarpe menneske, som du er. Og sjov, også. Jeg kender selvfølgelig ikke den konkrete situation, men jeg synes faktisk ofte at tingene hænger sammen. Der kan være mange årsager til at man ikke evner at gå ind i en balanceret og kærlig relation til andre – f.eks. psykisk sygdom, at man aldrig har lært det osv. Men. At du har et godt, stærkt og kærligt netværk omkring dig, det hænger helt sikkert sammen med at du også investerer (dig selv) i det. Ingen ‘får’ et netværk. Eller gode relationer. Man skal arbejde for det, investere i det. (Og jo, så kan det være at man kan være en skovl til at finde ud af hvem der reelt er værd at være investeret i.. det kan vi vel alle sammen rende ind i. Det skal man så også helst lære lidt af :-))
Sikke et fint perspektiv. Det havde jeg ikke tænkt over, men jeg er tilbøjelig til at være enig. Man kan få foræret gode forudsætninger, men foruden måske forældre (de fleste forældre heldigvis, om end jeg ved, det ikke er alle), er der ingen, der ‘er der’ betingelsesløst.
Men – og det er et vigtigt ‘men’. Det betyder ikke, at det gælder med omvendt fortegn. Dem uden stærkt og godt netværk bærer (selvfølgelig) ikke nødvendigvis skylden for det.
Hvis du har gode forudsætninger for at blive verdens bedste racerkører, er det sundt og godt at være sig de forudsætninger bevidst, men du bliver det ikke, hvis ikke du også gør noget selv. Har du de allermest rådne forudsætninger for at blive verdens bedste racerkører, er der ingen, der kan tillade sig at klandre sig, når det heller ikke sker – uanset om du knokler for det eller ej.
Tak for lige at få den nuancering med forudsætningerne med, Emilie (:
Skovgaard/Emilie/Cecilie:
Det er perfekt, når vi ved fælles hjælp finder ud af, at vi er enige:)
For først: Tak for den kompliment, der ligger i formodningen om, at jeg selv har været med til at etablere det netværk jeg er i.
Dernæst: Jeg er *også* enig i, at man kan have alle forudsætninger for at have mennesker omkring sig, og alligevel formøble hele stakken med sin adfærd. Jeg tror, vi alle kan pege på en enkelt eller to, der opfører sig på en måde, så man næsten ikke kan forvente, at andre kan rumme det.
Og jeg ved, at vi også alle er klar over, at den sociale arv kan være så tung, at den maser alt, hvad den falder ned over. Det var egentlig det, jeg havde i baghovedet, da jeg skrev indlægget: At jeg har været så sindssygt heldig at få udleveret en familie, der kommer af og fra kærlighed, respekt og ønsket om at forstå. Det forudsætter, at man har penge til huslejen, kan bespise sine børn og er nogenlunde sund og rask, og lige dé betingelser kan man jo desværre ikke rigtigt selv skrue på.
Men fordelen ved at have stamgæster i kommentarfeltet er, at jeg kender (mange af) jer godt nok til at vide, at selvom man lige bliver ramt af en strøtanke, så er den ikke udtryk for, at man ikke ser hele billedet. Man blev bare lige fanget af et enkelt penselstrøg <3
Hjælpen til alvorligt syge og døende er desværre langt fra tilstrækkelig her i landet, og det er en jungle at navigere i det system, som burde hjælpe. Jeg er sikker på, at dine naboer vil opleve at hjælpen kommer både for lidt og alt for sent, og at det er tæt på umuligt at få kontakt til relevante personer på sygehuse, i hjemmehjælpen, i visitationerne osv.
Jeg passede i foråret min døende mor, og selv om jeg i høj grad følte mig forberedt på dårlig hjælp og uanede mængder af bureaukrati, blev jeg alligevel voldsomt chokeret over i hvor høj grad, man bogstavelig talt kan få lov at ligge sulten og tørstig i sin egen afføring.
Et lille eksempel: Min mor havde selv søgt om at få bevilget transport. Hun fik en elektronisk kvittering på, at ansøgningen var modtaget. Men ugerne gik, og der kom intet svar. Jeg brugte så en halvanden times tid på at finde et telefonnummer, ringe, vente i kø, blive omstillet og forklare situationen. Det viste sig, at ansøgningen var blevet glemt. Så gik det hurtigt, og allerede et par timer efter kom bevillingen.
En måned efter skulle jeg bestille transport. Det tog så sammenlagt to timer og tre kvarter i telefonen over fem dage, fordi sagsbehandleren havde krydset fejl af i bevillingen. Og fordi det selvfølgelig ikke giver sig selv, at bare fordi man har fået en elektrisk kørestol, så skal den også med, når man skal ud af huset. Det giver naturligvis god mening – tænk på de horder af mennesker, der ville prøve at snyde sig til at få deres elstol med, selv om de ikke havde brug for den …
Sammenlagt brugte jeg altså over fire timer bare i telefonen på den ene skallede tur, hun nåede at komme ud på. En tur på 10 minutter hver vej. Med brugerbetaling – og selvfølgelig også betaling fra de “passagerer”, der var nødt til at komme med for at hjælpe hende.
Det var bare et lille bitte eksempel på, hvor U-E-N-D-E-L-I-G lang tid, det kan tage at udføre noget, der burde kunne være klaret på et kvarter max. Jeg ville kunne skrive en diger roman om alle de svigt og fejl, jeg oplevede i løbet af de fire måneder, min mor var syg. Vi havde påkaldt al den hjælp, der var at få, og alligevel var det langt, langt mere end
et fuldtidsjob at være tovholder.
Det, jeg vil med min lange beretning, er at anbefale dig at styre langt uden om din nabos sygeforløb. Ikke fordi de ikke vil få brug for dig, men fordi det meget let risikerer at blive en opgave af astronomiske dimensioner.
Det er til at tude over, at uanset hvor man har brug for systemets hjælp, så er der historier som din (og min) til op over skorstenen. Nogen må snart sætte en tændstik til det, så vi kan brænde det ned til grunden og starte forfra. Det KAN ikke være muligt at udtænke noget, der fungerer dårligere, end det, vi har nu:-/
En eller anden har sagt “…hvad du evner, kast af i de nærmeste krav”.
Det, synes jeg er rigtigt. Man skal selvfølgelig tolke på, hvad “de nærmeste krav” så består i. For folk med børn er det vist meget enkelt? I hvert fald skal man ikke kaste så meget af det, man evner, så langt væk, at der ikke er nok til børnene. Man skal heller ikke give væk af “hovedstolen”, så at sige. Man skal selv have nok til i morgen og de næstfølgende dage. Hvis man brænder sit lys i begge ender, skal man jo selv have hjælp, og det kan udvikle sig i uoverskuelig retning.
Ja, jeg har vist fyret ganske mange floskler af på få linjer, men meningen er god nok!
Jeg forstår, hvad du mener og er helt enig i, at det er børnene først. Men min oplevelse i takt med, at jeg bliver ældre er, at hvor alle er enige i de helt overordnede principper for, hvordan prioriteringen skal være, så har de fleste svært ved at acceptere, når det er *dem* der falder for grænsen. Og selvfølgelig. Har man inviteret til fest, eller står man med noget, der er svært og har brug for én at tale med, så gør det ondt, hvis den, man inviterer eller vender sig imod, træder et skridt tilbage. Men det gør det svært at være den, der afslår, synes jeg. Fordi man både bøvler med sin egen samvittighed og nogle sociale forventninger, er det somme tider sværere, end det burde være.
Jeg elsker i øvrigt hovedstols-metaforen.
Tak for et klogt indlæg – og det er lige præcis det du skriver i kommentaren til Henny der gør sådan nogle ting svære (for mig): alle er rørende enige om at det er vigtigt at prioritere og sige nej. Bare man ikke siger nej til lige præcis dem, jo ……
Det er nemlig LIGE præcis dét. Jeg har faktisk prøvet at tage dén samtale up front med nogle af dem, der er blevet sure på mig over, at jeg har sagt nej eller meldt fra. Jeg har første gang til gode, at der kom en frugtbar samtale ud af det.
Jeg forstår til fulde! Jeg får tit selv en hale af mennesker, der ønsker hjælp. I am THAT type! Helt lavpraktisk så hjælper det mig i situationerne at sige: Det lyder som om de har brug for støtte/nogen at tale med (den dur). Jeg tror måske Røde Kors besøgsven/Kræftens bekæmpelse (what have we) kunne være en ide’. Vil du have nummeret?’ Der ER dels øre de steder og så er det en mere ligeværdig udgang af samtalerne, synes jeg. Også når den bruge tyvende gang til samme person.
Bh
Jeg elsker at møde mennesker, der også oplever det her, meget konkret forholden sig til egen adfærd til trods.
Jeg har stor gavn af den fremgangsmåde du beskriver, når jeg er på arbejde. Men jeg kan ikke rigtigt få det til at fungere på privatsiden. Jeg lider af kronisk angst på andres vegne for at tabe ansigt eller føle skam over at have fejllæst signaler – hvilket er SUPER sært. For jeg har for længst sluttet fred med, at hvis JEG taber ansigt – så samler jeg det bare op igen.
Ak. Det må være ét af de steder, hvor der er kronisk udviklingspotentiale.