(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg blevet ringet op af frisk sælger-type fra TDC (som jeg ikke troede, vi brugte mere?). Han kunne se, at vi engang havde haft dem, men ikke havde dem mere; om han måtte spørge hvorfor?
Og her må jeg bare sige, at jeg, når sådan noget sker, høster frugterne af de sidste 4 år at have siddet med næsen i alt, hvad vi har af abonnementer og aftaler. For jeg ved PRÆCIS, hvad vi har hvor – og også nogenlunde, hvad vi giver for det.
Så da vi var forbi det lidt akavede øjeblik, hvor jeg kunne fortælle ham, at hvis TDC også optræder under kunstnernavnet YouSee, så vi har alt – alt – hos dem, og han gav mig et tilbud, så kunne jeg faktisk spørge så kvalificeret ind til detaljerne om datadelingskort, antal GB osv. at han kom til at tale til mig som en jævnbyrdig, og ikke som én, der var handikappet af min dumme, lyserøde damehjerne.
Og det utrolige skete: Det VAR et godt tilbud. Ægte. Så jeg bad ham sende mig en mail (for jeg sad i bilen, da han ringede), og jeg har her til formiddag brugt en times tid på at sammenligne det, han har sendt, med det, vi har. Jeg har et par spørgsmål, jeg skal have stillet YouSee, inden jeg taler med ham igen på tirsdag, men umiddelbart ser det ud til, at det godt kan betale sig for os at opsige noget og samle noget andet – og så er der AirPods til alle mand med i aftalen.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg synes de her ting er nogenlunde ligeså interessante som maling, der tørrer, og jeg HADER at sidde med dem. Men når det er sagt, så er det ret tilfredsstillende, at jeg faktisk forstår, hvad jeg bliver præsenteret for, og at jeg kan træffe mine valg på et oplyst grundlag.
2.
Kom min søde, nygifte genbo på besøg og spurgte, om jeg ville have deres opvaskemaskine i stedet for min, der døde for et par uger siden?
Yes please. Dels kan jeg godt se på kontoen, at vi har holdt ferie, og dels kan jeg godt lide tanken om at hjælpe hinanden med at bruge tingene helt op, så levetiden udnyttes maksimalt.
Nu står den i mit køkken og vasker lystigt, og børnene er umådeligt tilfredse med igen at være fritaget for den – åbentbart – helt URIMELIGT hårde tjans med at tørre af.
3.
Har jeg lavet basissuppe af nogle søde kartofler, lidt rødder og et halvt hokkaido, jeg havde liggende i grøntsagsskuffen.
Det har været for varmt til suppe på vores kanter, men det fyldte og trængte til at blive brugt, så i stedet for at smide det ud, røg det i en gryde. Jeg hældte en del af vandet fra, inden jeg blendede suppen, så den ikke fylder så meget i fryseren, og jeg har ikke legeret den endnu; på den måde har jeg noget at matche det med, næste gang jeg har en sjat fløde, lidt creme fraiche eller en rest pikantost i overskud.
Jeg er, som vi vist efterhånden har fået slået fast, et menneske, der bruger og elsker internettet og de sociale medier. Højt. Jeg bruger det og dem til inspiration, som underholdning og til at blive klogere af – og somme tider også til at hidse mig op over.
Fordi jeg er herude mere end mange af mine jævnaldrende her i byen, har jeg, siden jeg fik børn, ofte siddet til forældremøder og været hende, der stiller spørgsmål, som jeg sagtens kan se, at de andre forældre synes er irrelevante og grænsende-til-perfide.
Det er mig, der gerne vil høre, hvad holdningen er til at dele billeder på egne fb-profiler, når man har haft et barn på besøg til en legeaftale. Eller som spørger meget insisterende ind til, hvordan en reklamevideo af børnene er endt på kommunens facebookside – og er lodret uenig i, at tilladelse til at dele fotos internt og på skolens hjemmeside, kan sidestilles med at overdrage børnene i Zuckerbergs kløer for all eternity.
Jeg er ofte den eneste, der interesserer mig for GDPR, udveksling af data mellem forskellige skolerelaterede instanser, og hvad børnene bliver spurgt til, når de bliver testede, hvor resultaterne bliver opbevaret (og hvor længe) og hvem, der har adgang til dem.
Jeg ved det. Jeg er en drøm at være til forældremøde med.
Det er ikke fordi, jeg er på nej-holdet. Mine børn har haft telefoner, siden de startede i skole, der er ikke umiddelbart restriktioner på, hvad de får lov at se på YouTube, og jeg har også måtte foretage et enkelt ‘det er jeg virkelig ked af!’-opkald, da vi havde fået skræmt livet af et barn, fordi pigerne fik lov at se Harry Potter & Fangen Fra Azkaban her.
Mine mange år som aktiv aktør på nettet har bragt mig min andel af suspekte henvendelser, dødstrusler, latterliggørelse og unsolicited dick pics, men vigtigere end dét, har det givet mig et uendeligt antal timers kvalitetsunderholdning, det har gjort mig mindre ensom, det har givet mig redskaber til at håndtere de vildeste ting – og blive stående – og det har givet mig flere tætte venner, end jeg kan tælle på fingrene.
Derfor er jeg kritisk, men måske knap så entydigt bange for nettet, som så mange andre forældre, og derfor forstår jeg virkelig, virkelig godt ønsket om at være der og bruge det; også selvom man er et barn.
Og min historie taget i betragtning, har jeg altid tænkt, at jeg nok var bedre forberedt på cybers faldgruber end mange af mine mere virtuelt forskrækkede medforældre.
Men i forældreskabet står hovmod kronisk for fald, og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke snart lærer det.
For hvor jeg havde forventet, at hajen i vandet var suspekte typer i spilchatten og negativ påvirkning af selvbilledet, så er der intet af det so far. Til gengæld er de to problemer, vi bøvler med lige nu, kommet helt bag på mig.
Det ene er influencer-udløst, og kommer fra en af mine yndlingsaversioner, nemlig forældre, der møver sig ind på deres børns YouTube-kanaler. For hvor jeg havde forventet, at eventuelle problemer ville handle om hovedpersonen, barnet, og dennes uendeligt tilflydende strøm af ting at unboxe, så er det faktisk billedet af familielivet, som videoerne fremstiller, der er blevet træls.
For i de her videoer siger mødrene aldrig nej. Til at lege på trampoliner, til at give ‘ja-dage’, til at lade børnene smøre køkkenet ind i slim eller til at anskaffe sig dyr.
De her mødre – og fædre – har endeløs tålmodighed, al tid til verden til rådighed, og de skal aldrig på arbejde eller afsted. De har ikke brug for tid alene, eller for at tale med andre voksne uden at blive afbrudt, og de vil altid gerne lege med på legepladsen – og Frida æder det råt.
Og af ALT det, jeg havde forestillet mig at skulle forklare, rumme og forsvare, står Det Perfekte Familieliv meget langt nede på listen. Men det fylder, fordi det for hende er virkelig svært at forstå, at virkeligheden er mere kompleks end en hårdt redigeret, ugentlig video på 34 minutter, og jeg opdager somme tider først, at hun føler sig oprigtigt afvist af mig, når jeg siger nej til at male hende med frugtfarve eller ombygge haven til en tropisk ø tirsdag kl. 20.04, hvis hun bliver vred eller ked af det.
Det er umådeligt irriterende, og der er et særligt sted i helvede til YouTube-forældre, men i det mindste giver det anledning til nogle vigtige samtaler om virkelighed kontra Filtre & Fremstilling.
Det andet problem er mere komplekst, og handler om de spil, Frida og hendes jævnaldrende spiller, f.eks. Roblox, hvor de kan hoppe ind i forskellige spil og spille på de samme baner.
Og hvor jeg havde tænkt, at det var smart, at de kunne spille sammen, selvom de sidder hjemme hos sig selv, så har det medført en masse bøvl og tårer, jeg ikke havde forudset og aldrig har oplevet med Anton.
For problemet her er, at de regler, man har i eget hjem, pludselig kommer til at have betydning for børnenes venskaber og muligheder for at deltage i fællesskabet.
Udfordringerne starter allerede, inden maskinen er tændt, for det er SÅ forskelligt, hvordan man som familie opfatter cyber-samvær. Vægter en spilleaftale f.eks. lige så højt, som en fysisk legeaftale, man har lavet? Nogle forældre fnyser nærmest hånligt ved tanken, mens andre står med børn, der ikke kan forstå, hvorfor Emil ikke ringer, når vi nu havde aftalt det?
Må man takke nej til at spille med en anden fra klassen, når man sidder to og spiller og en tredje logger på? Alle kan se, hvem der er online, så det bliver en ret direkte afvisning, hvis vedkommende vil være med, og de to, der sidder og spiller, siger nej. Og hvor vi jo som udgangspunkt synes, at alle skal lege sammen, så kender vi også alle sammen til at sidde og tale med et skideskønt menneske til en fest, og så kommer Anita og sætter sig.
Tæller det som en legeaftale, hvis Frida og en veninde sidder her, og de lige bygger værelser i deres cyberhuse, og et andet barn så ringer på iPad’en og spørger, om det besøgende barn kan spille? Gør det en forskel, hvis barnet, der ringer, bor ved siden af den, h*n ringer til, og relationen mellem dem er meget stærkere end relationen mellem vedkommende og dit eget barn? Eller omvendt? Hvis man har besøg af et barn, hvor venskabet er nyt, og de sidder og spiller, og en af politiets gamle kendinge så ringer? Svarer vi? Også hvis vi ikke kan/må spille?
Og hvor sent må de spille? For jeg kan godt afsløre, at det her gør det MEGET tydeligt, hvor forskellige sengetider, vi ruller med rundt omkring.
Det, der faktisk er sværest, er, at det er umuligt at træffe en beslutning, der udelukkende bygger på egne værdier og principper, for uanset hvad man vælger, så får det konsekvenser for barnet. Hvor man, da de var små, kunne holde fast i, at det var træklodser og økologiske farveblyanter, og at hjernen rådner, hvis den får skærm på sig, så er de så store nu, at de er udenfor, hvis de er en del af den gruppe, der spiller, og får så hårde restriktioner pålagt, at de reelt ikke kan være med.
Og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke mener, at man skal spille for at være med i hulen, Mulle. Er barnet en del af et fællesskab, hvor spil slet ikke er en ting, er det her jo ikke et problem, man behøver forholde sig til. Og vi er heldigvis i forældregruppen – trods alt – enige om, at spil er et supplement til det fysiske samvær; at de først og fremmest skal kunne lege sammen, ægte og analogt, og det er folk gode til at prioritere.
Men du kan ikke skærme dem fra internettet, til de bliver 15, og så forvente at de kan begå sig derude uden at komme galt afsted. Fuldstændigt ligesom i den virkelige verden, er min holdning, at det er hensigtsmæssigt, at man øver sig sammen med sine jævnaldrende, mens alle er nye, har samme muligheder og begår de samme fejl. De har alle sammen forældre, der holder øje med, hvad der foregår, og der er grænser for, *hvor* dårlige ideer, de kan få og eksekvere uden forældrenes viden og godkendelse.
Vi er nogenlunde enige om de ydre rammer, men det er helt åndssvagt svært at finde ud af, hvordan man får sat nogle sociale spilleregler op for de næste par år, uden at det bliver en indirekte kommentar på hinandens opdragelse og de forskellige regler i vores respektive hjem.
Og fordi man ikke kan løse problemet ved bare at melde sig ud, skal vi, der stort set alle sammen har fået adgang til nettet som voksne, og derfor ikke har erfaring fra egen barndom eller effekt og konsekvenser fra vores forældres regler at læne os op ad, have fundet noget fælles fodslag.
Hvilket er uendeligt meget sværere, end jeg havde forestillet mig, det ville være.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg så småt zonet ind på børnenes efterårsgarderobe ved at lave en mental note til mig selv, når de stiller til mønstring i tøj, der lige præcis passer.
De har begge en form for selektiv seperationsangst, når det kommer til tøj, men heldigvis glemmer de meget hurtigt det, de ikke har haft på et stykke tid. Derfor kommer jeg de næste par uger til at lave snigermodellen, hvor jeg med udgangspunkt i et stykke tøj eller et par sko, som de kan passe nu, meget diskret får målt op imod det, der ligger inde bagved, og bortskaffer det, de er vokset ud af.
Det kan godt ske, det er snyd. Men det er dét eller 3 simultane nedsmeltninger, så det er sådan, det bliver.
2.
Bedt Frida rydde op i sin krea-reol, som lægger hylder til foam, perler, filt, tegneting, modellervoks, snore, pinde, sten og 600.000 andre ting, jeg ikke engang ved, hvad hedder.
Vi fik ikke smidt ret meget ud, og det er dejligt, at hun bruger tingene så meget, at det er umuligt at opretholde lov og orden – men det er *også* tydeligt, hvor meget det øger lysten til at finde ting frem og sætte sig med dem, når vi lige har samlet, sorteret og soigneret.
De ting, hun ikke længere selv kunne bruge, fik SFO’en tilbudt og de takkede ja.
3.
Tjekket op på, hvornår el-priserne ifører sig vintertarif, og det gør de d. 01.10.
Jeg skal nok nævne det igen, når vi når dertil, men nu, hvor det så småt begynder at være nødvendigt med lys morgen og aften, og tøjet ikke nødvendigvis kan tørre ude, hver gang man vasker det, er det fint at have de gode vaner i baghovedet, så de er på plads, når prisen stiger igen.
Så få støvet den store stikdåse og wi-fi smart-stikket af, sluk lyset, når du ikke er i rummet, tør tøjet 90% ude og nøjes med de sidste 10% i tumbleren og vurdér, om det er nødvendigt at vaske tøjet, før du kyler det i maskinen.
Vi er i gang igen, og som altid er de første uger som at få tæsk med en stol. Jeg elsker hverdagen, og jeg har glædet mig til det hele ruller, og der er Rutiner & Plejer at læne sig ind i, men jeg glemmer altid, hvor massivt det er, når møder og Aula og titusinde lavpraktiske gøremål skal skydes i gang samtidigt.
Dertil kommer, at alt, hvad der hedder specialtandpleje, psykiatri og medicinkontrol har givet os tider i den her uge, OG at jeg på arbejdsfronten har 2 af de opgaver, der fylder mere i hjertet end i hænderne.
Esbjerg Kommune har også forkælet mig i indboksen – hvilket jeg, ret skal være ret, selv har bedt om.
I forrige uge gav jeg Familieafdelingen besked om, at jeg tirsdag kl 13 (i sidste uge) ville indlede en klagesag, hvis jeg stadig ikke havde modtaget en afgørelse på de to ansøgninger, jeg lavede i november sidste år. Jeg gjorde mig meget umage for at gøre det meget klart, at det gad jeg ikke; det er simpelthen for åndssvagt, at både de og jeg, som begge, paradoksalt nok, har samme problem med knaphed på ressourcer, skal bruge tid på det. Men når intet sker, og man har rykket over 20 gange for et svar, så er der ikke andre knapper tilbage at trykke på.
Lederen fra afdelingen ringede dagen efter og beklagede afgrundsdybt. Jeg ville få en afgørelse i denne uge, det lovede hun. Ama’r halshug.
Den kom så i dag. Det ene barn er godkendt, det andet har jeg fået afslag på.
Det har altså taget lige knap et år, og accept af at få hele vores liv endevendt, at få bevilget 4 timer om ugen, der ikke kan bruges til noget som helst, for jeg har hele vejen igennem både skrevet og sagt, at det er begge to eller ingen af dem. Jeg kan jo for fanden ikke gå fra den ene og tage den anden med mig, vel? Hvad er det for et signal at sende til den, der må blive hjemme? Og hvor skulle aflastningen i dét være for mig?
Så når jeg er færdig med at være hvidglødende, skal jeg har skrevet tilbage til dem, at de kan stikke deres 4 timer op, hvor solen aldrig skinner. For selvom jeg måske selv kan hækle en hybridløsning, hvor jeg af egen lomme betaler den, der kommer for at passe det barn, der ikke er godkendt, så er der no way in the seven circles of hell, jeg gider skulle underlægges ALT det, der følger med at få noget tildelt af det offentlige, for en halv løsning og 4 timer. For du kan være stensikker på, at de kommer med krav om dokumentation, masser af e-boks og rigelige mængder af mistro.
Det er udelukket at klage, for begge børn når vel at fylde 18, inden afgørelsen på dén bliver truffet.
Vi er tilbage ved det, jeg kommer til at bede om at få indgraveret på min gravsten: “I’ll just do it myFUCKINGself” – måske med et pigtrådsomviklet, syrepåsmurt, flammende swoosh-symbol under #aesthetics
Næste skridt bliver selv at stampe en voksen barnepige m/k op ad jorden. Én, som ved noget om børn som mine, og som kan hoste op med en ren straffe- og børneattest. Sådan må det være og i det mindste har jeg så minimeret min kontakt med det system, der på daglig basis forvandler min kæbe til granit.
Så vi er her, og min hjerne begynder at fungere igen. Der kommer masser af blog, når vi lige får lidt luft, men for nu stikker jeg egentlig mest hovedet herud for at sige, at jeg er under bunken herinde et sted.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt en ukrudtsbrænder efter at have erkendt, at der ikke er timer i døgnet til at fjerne ukrudt mellem de (FUCKING!!) nedsunkne kørefliser, der har tænder og dermed er pløkumulige at få noget ned i mellem.
Og vi vil så gerne undgå gift.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har lavet en tilbundsgående analyse af gift vs. ukrudtsbrændere; om der er noget ift. gas, der (heller) ikke er hensigtsmæssigt for miljøet. Hvis nogen sidder med specialviden her, så meld endelig ind, så jeg ikke uforvarende får skabt en gas-trend, der er værre end gift-i-grundvands-trenden.
2.
Tilbudt mine søde genboer at låne alt det, jeg har, som de mangler til deres bryllup denne weekend, f.eks. lyskæder, stole, parasol, havebord osv.
Jeg tror, at vi alle, uanset hvad vi planlægger, starter med et ‘det kan vi sagtens gøre billigt! Og selv!’-udgangspunkt. Jeg tror *også*, at de fleste af os ender ved en ‘F*ck det! Vi køber det!’-endestation de sidste dage op til den store begivenhed, for et sted undervejs går det fra at handle om processen til at handle om at nå i mål.
Derfor har jeg løbende budt ind, når de har fortalt om, hvad de har planlagt, og der er vandret en del indbo over vejen. Det er perfekt. Jeg ville ønske, at der fra boligforeningens side blev lagt mere op til fællesøkonomi end tilfældet er, så vi kunne dele f.eks. plæneklippere, forlængerledninger, klapstole, festservice osv., men indtil mit forslag på beboermøderne vækker mere genklang end vantro, kan jeg forsøge at skabe det selv.
3.
Sagt undskyld.
Det er et af de lidt mere alternative punkter, men ift. mentalminimalisme har det for mig været en gamechanger.
Situationen var arbejdsrelateret, og der var sådan set gode grunde til, at den endte i hat og briller. Men jeg skulle have reageret på et tidligere tidspunkt, og det fik jeg ikke gjort. Derfor endte jeg med at blive så presset, at jeg ikke kunne formulere mig ordentligt, og da jeg åbnede min mund, kunne jeg godt selv høre, at det, der kom ud kunne have afsyret møbler.
Det er en begynderfejl, og jeg har intet at sige til mit forsvar – så da der var en pause, og jeg mødte en af parterne i personalerummet, tog jeg fat i ham og sagde: “Jeg kan godt selv høre, at det blev alt, ALT for surt. Undskyld.” Og hvor han havde udstrålet permafrost, da han trådte ind, var vi to centimeter i at være på kram, da vi 10 minutter efter gik ud, og hele situationen havde udviklet sig til en super konstruktiv snak om, hvordan man kan gribe tværfagligt samarbejde an.
For 10 år siden ville jeg maksimalt være gået med et lunkent “Jeg beklager.” Som jeg formentlig ikke ville have ment, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg ville have brugt timer og dage på at vende og dreje situationen og prøve at overbevise mig selv om, at min reaktion var de andres skyld.
Men jeg har opdaget, hvor afsindigt befriende det er, bare at lægge mig fladt ned, når det er mig, der har begået en fejl, for det betyder, at jeg nærmest allerede har sluppet situationen, når jeg går hjem i stedet for at slæbe den rundt som en grim, tung rygsæk de næste mange dage.
En undskyldning er magisk. Den renser luften, men vigtigere end det, så hjælper den mig med at huske, at jeg bare er et menneske, og at mennesker begår fejl.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg gravet en old school meljævner frem fra min mors køkkenskab og ‘lånt’ den på ubestemt tid.
Jeg er hoppet på collagenholdet, blandt andet på grund af nogle af de fordele, der nævnes i den her Samvirkeartikel, og jeg køber det i pulverform, for at få de 5 gram, jeg kan læse mig til at det kræver, hvis det skal have en effekt.
Men når man rører pulver ud i væske, er der godt nok meget, der sidder tilbage på skeen og i bunden af glasset, når man har bundet sin sjus, og det blev jeg irriteret nok over til at tænke, at der måtte være andre måder at gøre det på.
Jeg testede med min proteinshaker, og det fungerer upåklageligt – men den fylder for meget i opvaskemaskinen, synes jeg. Derfor kom jeg til at tænke på, at det måske kunne fungere med en meljævner, der ikke tager mere plads end et almindeligt glas – og det gør det. Der sidder ikke så meget som ét fnug tilbage i bunden, og eftersom collagen holder en kilopris, der ikke står tilbage for kokain, er det fint nok at få det hele med.
2.
Har jeg fået solgt næsten alt, hvad vi har hevet ud fra Fridas værelse.
Jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg ikke gider være hængt op på afhentningstider, og jeg ville aldrig selv betale for noget, jeg ikke har set i virkeligheden. Derfor melder jeg altid ud, at folk kan hente, når det passer dem; jeg sætter bare tingene ud i garagen, hvis jeg ikke selv er hjemme – og at de bare betaler, når de henter. Jeg har første gang til gode, at nogen snyder mig. Den dag, det sker, vil jeg gøre mig meget umage for at huske, at uanset hvad de render med, så er det billigt sluppet ift. hvor mange timer, jeg ellers skulle have siddet klar ved døren.
Jeg solgte to ting, hvor køberne pga. ferie og bil-bøvl havde svært ved at sige, hvornår de kunne hente. I begge tilfælde tilbød jeg at smide tingene forbi, fordi Esbjerg ikke er større, end at vi kan køre fra den ene yderkant til den anden på 20 minutter, og begge viste sig at bo, hvor vi kører forbi, når vi kører over til mine forældre. Og inden nogen bestiller en medalje til mig for mit altruistiske sind: Det er helt egoistisk motiveret. Jeg bliver *idiot* af at skrive med fremmede mennesker om ting, jeg for længst har fjernet fra min bevidsthed, og jeg vil bare have dem ud af huset.
Der skete dog denne gang noget, som jeg ikke har oplevet før: En køber bød ind på to af varerne, og betalte med det samme – men hun kunne ikke sige, præcis hvornår hun hentede. Det er sket før, og tidligere, når jeg har lavet den slags aftaler, har folk hentet i løbet af et par dage. Men hende her kom bare ikke. Og da jeg prikkede til hende, “vidste hun ikke lige, hvornår hun kom forbi”. Og det gider jeg faktisk ikke så godt, lærte jeg her. For nu er det hendes ting, for hun har betalt – og jeg flytter rundt på dem, og skal faktisk passe lidt på dem nu, fordi det ikke længere er mine.
Den erfaring tager jeg med, og næste gang, nogen vil lave den model, sætter jeg enten tid på, eller beder dem vente med at betale, så jeg stadig har ret til at sige, at det er enten nu eller slet ikke.
3.
Har jeg kørt back-to-school-oprydning i både køleskab, køkkenskab, fryser og på badeværelset.
De is, ingen gider spise, fik et værdigt exit som slush-ice, vi har kørt reste-tapas med de sidste pizzasnegle, kiks og juicebrikker, og alt i travelsize er tømt og brugt. Solcremen er ikke sat væk endnu, men den nyeste af dem er flyttet ind bagved, og de 3, der har været med i skoletasker og bagagerum står forrest, så vi får dem brugt og smidt ud i år.
(Jeg ved godt, at det næsten er en religion, hvor længe man mener, at solcremer kan holde, men dem, der har været med på tur, har haft nogle hårde dage og uger på steder, hvor temperaturen har været tættere på 50 end på 40 grader, og det er der ikke nogle former for creme, der har godt af).
Nu er der frie hylder, bedre overblik og plads til andre ting (og med ‘andre ting’ mener jeg all things pumpkin spice).
Det sidste halve år har jeg tænkt meget over relationer. Mere specifikt over fravalg af relationer.
For alt imens der sker en masse, både i mit hoved og i mit liv, så sker der også en del i mine relationer.
Nogle relationer vælger mig fra. Andre er det mig selv, der lukker ned.
Jeg tror aldrig, at det bliver rutine for mig at rumme fravalg. Hverken når det er mig selv, der laver dem, eller når det er mig, der hænger i rebet, en anden klipper over.
Men jeg kan mærke, at jeg for første gang i mit voksenliv forholder mig til dem på en måde, der ikke er styret af følelser.
Jeg har på de professionelle arenaer altid været ret afklaret med, at hvis man er nogens favorit, så er man andres skuffelse. Dem, ingen har noget imod, er sjældent heller nogens yndling, og det har jeg i de sammenhænge altid været ok med. Ikke mindst fordi jeg ret tidligt selv kunne se, at der ikke var sammenhæng mellem, hvem jeg personligt godt kunne lide, og hvem jeg foretrak at arbejde sammen med/blive undervist af/tolke for. Når det er sådan, det forholder sig for mig, gælder det samme selvfølgelig for resten af verden, og derfor kan jeg helt oprigtig sige, at det ikke påvirker mig, når mennesker, jeg er omkring, har andre yndlingstolke/-bloggere/-instruktører end mig.
Langt sværere har det været for mig at rumme, når til- og fravalg er opstået i den personlige sfære. Her har min default altid været, at det nok er mig, der er for meget/for sur/forkert eller stiller for store krav, når der opstår uenighed og brud. Det ekstra lækre feature i dét freudianske clusterfuck er, at jeg altid sagtens har kunne se og forstå, at det er umuligt at elske alle – for det gør jeg langt fra selv.
Siden jeg fik Frida har jeg været i survival-mode. Ikke på lavpraktisk, daglig basis, for vores hverdage har været gode og rige, og jeg har, uagtet at det somme tider har været overvældende, aldrig følt, at jeg ikke magtede mit og vores liv. Men det ville være synd at sige, at jeg har kedet mig.
Men for 6 måneder siden var der pludselig noget, der begyndte at ændre sig. Ikke med ét eller pga. én ting, men som resultat af summen af processer, der endelig var fulgt til dørs, og ting, der faldt på plads, mens andre faldt væk. 2023 har været et vildt ridt, og det har på mange måder føltes som om, jeg endelig er tjekket ind i mit liv som mig selv igen, og ikke kun i kraft af mine roller. Jeg forholder mig for første gang på denne side af mine børn til, hvem jeg er nu, og kan pludselig mærke, at jeg ikke længere har et ønske om at komme tilbage til den, jeg var, men derimod har lyst til at finde ud af, hvem jeg er nu.
Hvis man gør, hvad man gjorde, så får man, hvad man fik, og det er ikke længere det, jeg gerne vil have.
Det kaster nyt lys over.. jamen, alt, faktisk.
Og det betyder, at jeg ikke længere er kompatibel med situationer, omstændigheder og mennesker, jeg har omkring mig.
Nogle relationer falder væk af sig selv, mens andre kræver aktive fravalg og konfrontationer, og selvom det ikke på nogen måder er behageligt, så udebliver tvivl og fortrydelse fuldstændigt. Valg kan godt være både ubehagelige og rigtige på samme tid – men jeg kan tydeligt mærke, at det er en ny måde at være i verden på for mig. Der er ikke en default reaktion at falde tilbage på, og det giver et aktivt ejerskab over processen, som jeg faktisk sætter ret stor pris på.
For jeg registrer, at jeg somme tider stadig er lige ved at falde i den emotionelle gryde, hvor jeg kommer til at opfatte konflikter og fravalg på begge sider af hegnet som udtryk for, at jeg gør noget forkert. Særligt, når mennesker, som jeg egentlig ikke har lyst til at slippe, lader mig gå, fordi den nye version af mig ikke er én, de føler samhørighed med.
Men selv mens jeg står med tåen stukket i de gamle vaners vand, kan jeg mærke, at det er ok at lade falde, hvad ikke kan stå, for når jeg graver ned under såret stolthed og frygt for at svigte, føler jeg ingen fortrydelse eller trang til at gå tilbage. Jeg kan objektivt godt se, at seperationen er uundgåelig, og jeg kan sagtens mærke, at der er mennesker, holdninger og stemninger, jeg ikke længere ønsker at have i mit liv. Der er relationer, der kræver mere, end de giver, og mennesker, der beder om mere, end vores indledende aftale lagde op til, og det er uundgåeligt, at bånd må klippes. I den proces *vil* der være mennesker, jeg skuffer, som bliver vrede på mig og som ikke forstår.
Jeg forsøger at være ordentlig omkring det; både når jeg lægger op til at redefinere reglerne, og når jeg åbner nye døre. Jeg gør mig umage for at være klar i spyttet, både ift. hvad jeg vil have, og hvad jeg kan tilbyde, og er det ikke foreneligt med ønsker og krav fra den anden side af bordet, føler jeg hverken vrede, skam eller fortrydelse ved at rejse mig og gå.
Fraværet af gamle tankemønstre på bagkant er tankevækkende.
Jeg bemærker pludselig, hvor lang tid, der går imellem, at jeg tænker på de mennesker, der slipper mig, og som jeg engang troede, jeg ville gå i tusinde stykker over at miste.
Jeg bemærker også, at jeg under den indledende ærgrelse over, at noget, der kunne være endt i fred og fordragelighed, ender i konfrontation og vrede, stadig er 100% afklaret med, at jeg ikke vil relationen.
Jeg tænker på, om den afklarethed hele tiden har ligget der; om jeg bare tidligere kom til at stå af ved fortrydelsesstationen i stedet for at blive siddende og se, hvor toget fortsatte hen.
Det er en vanvittig proces at lære sig selv at kende forfra. Men det er uendeligt befriende at mærke fraværet af skyld ved 100% at stå ved, hvem man er, og hvad man vil – og at vide, at de år, hvor man var væk fra sig selv, var nødvendige for at skabe den afslutning, der gjorde en ny begyndelse mulig.
*Har ferien gjort det tydeligt, hvor store børnene faktisk er ved at være. Og hvor meget, jeg skal have tjekket mine gamle playlister igennem, nu hvor de roder rundt i dem og finder nye favoritter. F.eks. sad jeg og skar tænder over en traktor, der ikke ville flytte sig, da Frida til min forfærdelse med høj, klar stemme ud ad vinduet sang: “Move, bitch! Get out of the way!”
*Var jeg til gengæld på nippet til at bede om en autograf, da Super Bass startede, og hun på nærmest fejlfrit engelsk tog hele første vers i kor med Nicki Minaj. Jeg sang “Hahahaha – Stena Line”, når Radio Victor spillede Bee Gees, da jeg var 8.
*Giver det trods alt også lidt på respekt-kontoen den anden vej, at vi begynder at have nogle fælles referencer. Anton besvimede nærmest af vantro, da han sprang op i overkøjen på vores hostel, og råbte: “It’s over, Anakin, I have the high ground!” – og jeg med stenfjæs og dyster stemme svarede: “You underestimate my power!”. “Hvordan kender du den, mor!?!” Do not cite the deep magic to me, din lille pissemyre.
*Besvimede Frida så til gengæld nærmest af skam, da hun den sidste dag i Nordjylland insisterede på at køre med, da jeg satte mig i bilen for at køre på tanken. Jeg vågnede nemlig med den måske dårligst timede migræne i verdenshistorien den morgen, hvor vi skulle tjekke ud kl 9. 0 ud 5 stjerner. I et desperat forsøg på at få det bedre efter at have kastet op nonstop fra klokken 4 til klokken 8, besluttede jeg at køre ud og lede efter en is, og Frida INSISTEREDE på at komme med. Og sidde på forsædet. Klip til 6 minutter senere, hvor jeg måtte rive bilen ind på en p-plads – som viste sig at ligge foran det store vinduesparti på sygehuset – for at knække mig i en busk. “Jeg tror liiiige, jeg sætter mig om på bagsædet, mor…” Jeg har startet en GoFundMe til det terapiforløb, dét kommer til at kræve.
*Synger ferien for os nu på sidste vers. Jeg er startet på job igen, Frida er afsted de fleste formiddage, og Anton holder morfar beskæftiget i værkstedet. Ferien har været skøn – men der kommer ingen klager herfra over roen i bilen, den varme kaffe og de øde landeveje.
*Har jeg nu kontaktet en borgerrådgiver for at klage over, at jeg stadig ikke har modtaget en afgørelse på den ene times aflastning pr. barn pr. uge, jeg har søgt for snart et år siden. Jeg er meget fatalistisk ift. ikke at forvente det fjerneste af henvendelsen, men min sjæl kan ikke bestå, hvis jeg bare finder mig det her.
*Bliver nogen snart nødt til at lave et seriøst alle-kald, så folk på nettet fatter, at ‘Besked fra Aula’ er en satireside. Min Fremdschämen truer med at tage livet af mig.
*Vil jeg gerne anbefale filmen Nobody på Netflix. Meget samme vibe som Die Hard/John Wick-filmene, bare med Bob Odenkirk (BB/Better Call Saul) i hovedrollen. Man er ikke i fare for at lære noget af at se den, men man er strålende underholdt hele vejen, og han spiller formidabelt (og vold, våben og Weltschmerz klæder ham *meget*…).
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har vi haft overnattende gæster ad flere omgange, og efter at have fundet en håndfuld ret gode, lokale steder, er jeg begyndt, helt hård, at køre take away. Jeg har hænderne så rigeligt fulde med de to lopper, og lige så hyggeligt det kan være at lave mad fra bunden, når man har tid og ro, ligeså uhyggeligt er det, når man 76 gange undervejs skal finde tape, høre om japanske tv-shows, uddele røde kort og oversætte regler til obskure, virtuelle spil, ingen nogensinde har hørt om.
Fordi jeg selv har børn, der spiser meget selektivt, og derfor nok har mere forståelse end de fleste for, at det ikke er noget, man selv vælger, er jeg begyndt at sende linket til det sted, jeg har tænkt mig at hente mad til gæsterne på forhånd. Så kan folk selv vælge, og de kan få det, præCIS, som de vil have det.
Det giver meget mindre madspild, og ingen behøver at tvangssynke sig gennem mad, de i al hemmelighed hader.
2.
Har jeg lagt et opslag op i den lokale fb-gruppe for at forære de fribilletter til WOW-park væk, som jeg har fået med, når jeg har bestilt varer ved Bilka To Go eller købt børnetøj hos Kids World.
Jeg har ledsagerkort på begge børn, og derfor er de 3 billetter, jeg har taget fra, alt rigeligt til os i år.
Jeg skrev i opslaget, at jeg havde 7 stk, og jeg slog kommentarerne fra, da de var væk. De 4 personer, der havde meldt ind, fik hver tilsendt en besked, hvori jeg skrev, hvor jeg lagde dem, og det tog under 5 minutter i alt.
Nu er der nogen, der kan få glæde af dem, mens det stadig er sommerferie, og det er meget sjovere end at sidde på dem for så bare at ende med at smide dem ud engang i november.
3.
Var vi – apropos – i Wowpark med et hold venner.
Jeg fik arrangeret fælleskørsel, så vi kke var afsted i unødvendigt mange biler, og vi klappede på forhånd af, hvad vi hver især medbragte.
Vi valgte at gå med en ide, jeg i sin tid fik i kommentarfeltet herinde, og lagde ud med at køre i Lidl, hvor børnene fik lov at vælge både frokost, drikkevarer og snacks. De var ikke til at skyde igennem over høsten, og på forældresiden slap vi med 1/10 af, hvad det ville have kostet os, hvis vi havde købt det deroppe.
4.
Har jeg fået godkendt supplerende dagpenge, hvilket jeg har indtryk af, at meget få tænker over kan være en mulighed, når først man har kørt en længere periode som selvstændig.
Jeg har gemt 13 uger, og kommer til at bruge de 8 af dem denne sommer. Jeg har for længst opreguleret min skat, så jeg ikke til næste år får et smæk på 60.000, som jeg fik i år, og det betyder, at det overskud, der forhåbentlig står på firmakontoen, når vi rammer ferien til næste år, bør være længe nok til at kunne holde ferie for.
Jeg sætter den på her i fald der sidder en enkelt derude, der ikke har tænkt over, at supplerende dagpenge ikke behøver være et lukket kapitel, fordi man én gang har afmeldt dem.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har vi, som nævnt i sidste indlæg, været afsted. Vi sluttede med et par dage på et hostel i Brønderslev, som vi helt sikkert kommer til at bruge igen.
Derfor skrev jeg i aftes i min bog, hvad vi havde medbragt, som ikke var nødvendigt, og hvad vi manglede, da vi stod der.
Pakkelisterne ændrer sig selvfølgelig fra år til år – særligt med børn – men der er alligevel nogle ting, som jeg bare nærmest konsekvent glemmer, hvis ikke jeg minder mig selv om dem, og når vi bor de samme steder, er det også meget smart at tage erfaringen med videre.
2.
Havde vi, fordi jeg måske er det dårligste menneske i norden til at vurdere, hvad vi skal købe, når vi bor i en rygsæk, og spiser ude det halve af tiden, uåbnet mælk, hummus og pålæg i køleskabet deroppe, da vi skulle tjekke ud, som vi ikke kunne have med videre.
Derfor skrev jeg en seddel og lagde ovenpå tingene, hvorpå jeg på både dansk og engelsk skrev, at det var til fri afbenyttelse. Jeg sørgede for også at nævne det for den søde portier, da vi smuttede, så enten kommer det andre rejsende til gavn, eller også har hun frokost til de næste dage.
3.
Tømte jeg køleskabet ud på køkkenbordet, da vi kom hjem, og fik bakset en salat sammen af alt det grønne, der skulle bruges.
Jeg har altid hummus i køleren (I’ve got hum’s – in different area codes) og falafler og pitabrød i fryseren, så så længe, der er et par gulerødder og en peberfrugt, er vi kørende.
Da køleskabet alligevel var mere end halvtomt, benyttede jeg lejligheden til lige at tjekke de glas og flasker, man altid har til at stå inde i dybet, og selvom jeg ville sværge, at det kun er et par måneder siden, jeg købte en obskur, koreansk pasta til en wokret, jeg ville teste, så var den pludselig over et halvt år for gammel. Tid er en sær konstruktion.
4.
Har jeg lovet at smide et par billeder op af Fridas værelse, og de kommer her. Værelset måler 2,5 x 3,1 meter, så det er en lille tændstikæske, men jeg synes, vi har fået det indrettet, så der stadig er plads til at lege.
