(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg langsomt gået i gang med efterårsvanerne igen.
Lige nu er der så meget fugt i luften, at jeg har kronisk flash back til teltene på Roskilde, og da jeg ikke har tændt for varmen endnu, tager det lang tid for vasketøjet at tørre.
Jeg er derfor tilbage på modellen, hvor de mest genstridige ting får 30 minutter i tumbleren, så vi ikke skal have 6999 sæt tøj. De dage, det kan lade sig gøre, vasker jeg midt på dagen – men det er stadig billigere at vaske 2 gange om ugen på det tidspunkt, hvor strømmen er dyrest, end 4 gange når den er billig.
Men om jeg tumbler det, inden jeg hænger det op, eller når det har hængt til tørre en nat, er ligegyldigt.
Derfor er jeg begyndt at vaske, når det passer, hænge tøjet op – og så smide bukser, håndklæder osv. i tumbleren om morgenen, fordi vi for tiden er så tidligt oppe, at jeg faktisk kan nå at tumble til nattarif.
2.
Har jeg fundet Min Bog frem, og besluttet, at den fane, der endnu ikke er i brug, skal bruges til Ting Jeg Lærer Som Selvstændig.
Læringskurven lige nu er stejl.
Det har været sværere end forventet at få enderne til at nå sammen på bagkant af et skattesmæk på 60.000 og 2 måneder med få opgaver, og det her gider jeg ikke bøvle med igen. Det er en sær fornemmelse at være tilbage i det mindset, hvor jeg er nødt til at tænke over, hvornår jeg skal købe vitaminpiller og medicin, når jeg samtidig knokler røven ud ad bukserne, og sender fakturaer ud i et tempo, der næsten er skørt.
Ligeledes kunne jeg også forleden mærke, at jeg har for travlt. Ikke ift. arbejde – men ift. alt det, jeg tilføjer ved siden af. Opgaverne er, hvor de er, og jeg elskerelskerelsker at være afsted. Efteråret er højsæson, og sådan har det alle dage været, og det handler om at smede, når jernet er varmt. Men hvor jeg tidligere bare fik et skema stukket ud, så er der mere arbejde forbundet med de enkelte opgaver nu. Der skal indhentes Tro & Love Erklæringer, opgaver skal søges i portalen, der er et kvartalsregnskab midt i det hele, og så skal der rykkes for manglende betalinger ugentligt. Intet af det er svært – men det taget tid.
Når jeg så samtidig lægger alt muligt andet ind på privatfronten, så får jeg uger, hvor jeg er i-gang-i-gang 14-18 timer i døgnet, og det går ikke. Ikke engang for mig.
Så jeg øver mig i at se det som læring, i stedet for at skælde ud på mig selv over dårlig planlægning, og ved at skrive mine erfaringer ned, tvinger jeg mig selv til at reflektere over, præcis hvordan jeg kan forhindre, at jeg står samme sted til næste år.
3.
Blev jeg i weekenden grebet af den stemning, der er allerbedst, når man skal rydde op, så jeg brugte 2 timer på at gennemgå alle 3 tøjskabe minutiøst, komplet med lager-kasser und alles.
Og hvor vi plejer at køre med en slags langtidsparkering på ting, vi måske ikke lige bruger her og nu, eller som børnene ikke er klar til at slippe, så kørte vi fuld braklægning denne gang. Alt, hvad vi ikke har haft på det sidste år, er røget til Røde Kors, sammen med alt det, der er blevet for kort, for småt eller for slidt.
Jeg kørte på genbrugsstationen med det samme, fordi jeg kender mine børn, og derfor ved, at de ofte kommer i tanke om, at de gerne vil gemme en bestemt t-shirt eller et par strømper alligevel. Og jeg er ikke lavet af sten. De må beholde det, der er vigtigt for dem, og det ville jeg aldrig nægte dem. Men de har fået lov at gøre det 2 gange årligt nu, siden de blev store nok til selv at være med til oprydningen, og ikke en ENESTE gang – ikke ÉN – har de brugt the rescue-item, når de har fået det tilbage i skabet.
Jeg bliver altid helt varm om hjertet, når jeg kigger ind i et ny-opryddet skab og alting ligger i pæne stakke, og det er nu meget nemmere at se, hvad vi skal have købt, når børnepengene kommer om 3 uger.
_____
Til de af jer, der følger med i Den Uendelige Historie, smider jeg under billedet seneste skriftlige udveksling mellem mig og Esbjerg Kommune.
Kære Linda.
Du har den 27. august 2023 fremsendt klage over afslag på afløsning til XXX samt en klage over sagsbehandlingen i XXX’s sag.
Jeg kan alene forholde mig til klagen over sagsbehandlingen, da klagen over afgørelsen er blevet genvurderet af din rådgiver i samarbejde med hendes teamleder.
Du er blevet tilbudt et dialogmøde i forhold til din klage over sagsbehandlingen, hvilket du ikke har ønsket, men i stedet bedt om en skriftlig tilbagemelding.
Jeg har kigget ind i sagen og kan se, at ansøgningen om afløsning til XXX er modtaget den 22.2.2023. Jeg vil gerne beklage at Familierådgivningen ikke har overholdt vores udmeldte sagsbehandlingstid, samt at du ikke er blevet orienteret om, hvornår du kunne forvente en afgørelse.
I forhold til dokumentation af dine henvendelser er det korrekt, at de skal journaliseres på din XXX’s sag. Jeg vil gerne beklage, at du har oplevet det meget svært at komme i kontakt med relevante medarbejdere hos Familierådgivningen.
Jeg forstår godt, at du er uforstående overfor, at datoen på din afgørelse ikke er den dato, hvor du har modtaget afgørelsen i din E-Boks. Der skulle have været overensstemmelse mellem disse to datoer. Klagefristen er 4 uger, fra du har modtaget din afgørelse, hvilket vil sige den 16.8.2023.
Jeg beklager, at du sidder tilbage med en oplevelse af ikke at være blevet mødt undervejs i sagsbehandlingen.
Både jeg og Familierådgivningen håber på et fremtidig godt samarbejde, hvor vi fortsat gerne vil tilbyde dig et dialogmøde.
Venlig hilsen
____________________
Vedr. svar dateret d. 06.09, modtaget d. 14.09:
Tak for fremsendte svar omkring sagsbehandlingstid.
Jeg har klaget over afgørelsen på XXX sag, men min klage over sagsbehandlingstiden gælder for både Anton og Fridas sag. Ansøgning på XXX er fremsendt d. 21.11.22, og begge afgørelser er modtaget samme dag.
Jeg fremsender naturligvis gerne dokumentation for dette, hvis det ønskes.
For god ordens skyld vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke har behov for flere breve om beklagelse. Jeg vil bare gerne have den information tilføjet min sag, da jeg kommer til at søge aktindsigt om materiale fremsendt til Ankestyrelsen, ligesom den også bliver relevant, hvis jeg vælger at sende sagen videre til Ligebehandlingsnævnet, idet 2. afslag er begrundet med min status som enlig forsørger.
Jeg vil gerne takke nej til et møde af samme grunde, som tidligere fremført.
Esbjerg, d. 07.10.23
Linda A.
Jeg.kan.ikke.tåle.det! Og her mener jeg naturligvis de svar, du får fra kommunen. De er så patroniserende og giftige, at jeg ikke ved, om jeg skal grine eller græde, hvilket er en hel normal forvirring her hos mig, når jeg bliver bange. Kan godt forstå, du frabeder dig deres beklagelser. Særligt når de har mest travlt med ikke at beklage egne fejl/shortcomings men at beklage de “oplevelser” du sidder med. STOP. Jeg ved, du er tough, men jeg sender alligevel et virtuelt kram, for sådanne skrivelser ville få mig til at tude af raseri.
Med fare for at dele for meget: Det var faktisk først, da jeg læste din kommentar, at jeg kom til at græde.
Urimelighedsfølelsen i det her er så altomfattende, at jeg det meste af tiden bare kapsler den inde, fordi jeg er bange for, at den opsluger mig. Men det er virkelig, virkelig rart og opløftende at læse umiddelbare kommentarer som din. Det får mit kompas til at føles en smule mindre ituslået.
Jeg læste på et tidspunkt en artikel om pseudoundskyldninger hvor der stod, at når man siger “beklager” i stedet for undskyldning, så svækker det selve undskyldningen – fordi det ikke er en rigtig undskyld, hvor man tager skyld på sig. Det samme når “undskyldningen” omhandler den følelse som modtageren har fået, frem for det afsenderen har gjort.
Det brev der er jo et skoleeksempel på en pseudoundskyldning! At de kan få sig til det!!
Det er så hovent, at man næsten ikke forstår det, ikke? Selvfølelsen hos dem af at være almægtige, og at uanset hvad jeg gør, så får jeg aldrig nogensinde en fod til jorden, for de kan trække mig rundt i manegen til mine ben er slidt op, skinner gennem alt, hvad de skriver til mig, og jeg har lyst til at rive min hud af i strimler.
Jeg har for længst afskrevet timerne, men jeg kan i det mindste give dem så meget modstand, at jeg selv kan sove om natten.
Også virtuelt kram herfra <3
Det er fuldstændig grotesk, at kommunen gatekeeper – hvad? 8 timers aflastning? Jeg kunne forstå det, hvis du krævede, at de betalte en 3 måneders ferie til Maldiverne. Hvilket du i øvrigt har fortjent, og som de (også) burde give dig, hvis de insisterer på at fortsætte i den dur, de har lagt for dagen.
Det er så godt (og beundringsværdigt) at du både tager kampen OG fortæller om den. Jo flere eksempler på vores såkaldte velfærdssamfund, jo bedre! Kun hep og kærlighed herfra! (og du ved, hvor jeg er, hvis jeg kan hjælpe med noget som helst!)
Jeg bliver simpelthen så trist og opgivende, når jeg hører dine historier og andres (og mine egne). Og jeg KAN.IKKE.FORSTÅ hvornår vi holdt op med at være mennesker i det her samfund og blev brikker i en forretning, der ikke er en forretning. Kommunen skal ikke gatekeepe deres "produkter" eller beskytte sig selv, når de får klager. De skal hjælpe, for de er til for borgerne. Det er borgerne, der betaler til dem. Selvfølgelig skal det ikke være en buffet, hvor alle bare kan gå ind og hæve en kontanthjælp og shoppe en kørestol, servicehund, få rengøringshjælp og gratis støttestrømper ad libitum. Men det skal heller ikke være det modsatte, som det i dén grad er nu, hvor man bliver mistænkeliggjort for at bede om hjælp. Hvor man skal agere "rigtigt" for at være berettiget til de ydelser, som vi jo har ret til.
Jeg kender fx. en, der havde mulighed for selv at betale et autismespecialiseret psykologforløb (via lån af familie), som kommunen havde afslået, selvom han havde ret til det – og virkelig brug for det. Og han turde ikke gøre det "selv", da han var afhængig af kommunen ift. sin sygemelding og de andre indsatser. For så ville han jo pludselig se mere ressourcestærk ud i deres system. Og der er jo masser af eksempler på det her med, at kommuner straffer borgere for at være for ressourcestærke. Hvor de er modspillere i stedet for at være de medspillere, de burde være.
Og så kan det godt være, at der sidder folk derude, der vil påstå, at der også er mange gode historier – og dem hører vi bare ikke om. Jeg er glad på deres vegne. Men det ændrer ikke på, at der er ALT for mange historier om det modsatte. Og det er det, der er laveste fællesnævner. Så indtil alle får den hjælp, de har brug for og er berettiget til – uanset postnummer – så er vi ikke i mål. Så derfor er det så godt, at du deler det her cirkus <3
PS. Undskyld for at mine kommentarer i øjeblikket nærmest er blogindlæg i sig selv…!
4 timer, Johanne. 4. I måneden.
Det er så afsindig absurd. Da jeg ringede første gang var argumentet for øjeblikkelig afvisning, at Anton gik i en almindelig folkeskole. INGEN nysgerrighed på, hvad det havde krævet at gøre det muligt.
Det er ikke forfærdelig længe siden, at der kørte en ubegribelig forfærdelig artikelrække om nd-børn, som var i fare for at blive tvangsfjernet, fordi deres forældre havde bedt om hjælp. Fordi det blev brugt som bevis på, at de så nok ikke magtede forældreopgaven….
Der ligger så meget data på, at de her børn ofte maskerer i skole og fællesskaber, for så at falde fra hinanden, når de kommer hjem, hvilket betyder, at det er forældrene, der ser det – og som skal holde for. Man har endda et begreb for det: Colabørn. De bliver rystet hele dagen, men bruser først over, når de kommer hjem, hvor de er trygge nok til at knappe kapslen af.
Mit bud er, at det bliver de her børn, der om 30 år får en tårevædet undskyldning fra politkere efter at masser af liv er faldet fra hinanden, og det giver mig lyst til at lægge hovedet på bordet og græde. Det er nemlig gatekeeping af allerværste skuffe, og jeg kan ikke forstå, at det skal være sådan. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man få en mistanke om, at det udløste en bonus at holde afdelingens udgifter nede.
Det er hæsligt.
Men det hjælper at skrige det ud herinde – og at blive mødt med så meget empati og vantro. Og du skal ALDRIG undskylde for at engagere dig. Aldrig. Det er uendeligt værdsat <3
Det er jo præcis det: Anton går i almindelig folkeskole, så derfor er det jo fuldstændig umuligt at der kan være behov for hjælp… Kan de ikke selv se det?! Og hvorfor er svaret ikke: “Ej, hvor er det skønt, at han kan fungere i en almindelig folkeskole på trods af diagnose. Og selvfølgelig kan vi hjælpe med støtte i form af de her timer, så det forhåbentlig kan fortsætte.”
Hvis ikke man er dårlig nok, så kan man ikke få hjælp. Og det gælder jo på mange områder. Gamle mennesker kan ikke komme på plejehjem før de er så dårlige, at de står med det ene ben i graven. På min fars plejehjem er det så deprimerende. Alle beboere er så syge og dårlige. Tænk hvis det var blandet; hvis Ib og Grethe, der er ok friske, men ikke kan overskue egen bolig, også kunne bo der? Det ville jo give så meget mere livskvalitet – og formentlig gøre det billigere for kommunen, i stedet for at holde dem ud i strakt arm og kun bevilge minimal hjælp i hjemmet indtil det hele ramler, og ender med sygdom, genoptræning, fysioterapeut, ergoterapeut og 24/7 pleje.
Og sådan er det jo også på det psykiatriske område: Hvis du er frisk nok til at tage vare på dig selv, så behøver du ikke hjælp. Så kan man sætte sig ned og vente på, at få det så dårligt, at man passer ind i kommunens kasser.
Tænk hvis man gik op til lægen med ondt i knæet, og fik at vide, at de altså ikke kan gøre noget før det slet ikke virker? For du kan jo godt gå på det, så hvorfor skal vi lave det der lille kikkertindgreb, der kan fikse din menisk? Vi vil kun hjælpe hvis det er en stor operation – gerne hvor vi bare skal amputere hele benet.
På det somatiske område får vi at vide, at vi ikke skal gå så længe med tingene, for jo før vi kommer, jo bedre og hurtigere kan vi blive raske.
På det psykiatriske område: Altså du har det jo fint, når du siger, du kan XYZ. Så kan du umuligt have brug for at få en lille håndsrækning. Sig til, hvis du bliver selvmordstruet, så kan vi *måske* hjælpe….
Lille far❤️ Hvor er det en gave, at have så fint et menneske som dig, til at følge én til døren❤️❤️
Jeg har nul kloghed at byde ind med (autocorrect vil forfærdelig gerne rette det til kølighed, men heller ikke det kan jeg diske op med). Så du får et virtuelt hep + knus OG jeg har ikke glemt at vi skal spise kage ❤️
Jeg havde dig fundet frem på telefonen til et tilbud om spontan-kage i mandags, men så blev jeg fældet af en akutopgave. Det kommer til at ske, Tine <3
Tak for at du deler. Det er så vigtigt at det kommer frem, tænk at man vil være det bekendt. Og tænk på alle de kr der er brugt, på at give afslag i lønningstimer, jeg tænker at dine få søgte timer, for længst havde betalt sig selv ind 🙁
Jeg har hørt i min kommune, at man helst skal søge først på budget året, for ellers er kassen tom, og så er der bare lukket.
Endnu et kram til dig.
Det er jeg ikke ét sekund i tvivl om. Det eneste, der fylder for mig er, hvor langt ned bedraget har tråde. Ved de lærere og pædagoger, der sidder og hævder, at de ikke kan se noget, at der ikke er flere penge – og det er derfor, de gør det? For jeg kan ikke holde ud, hvis det forholder sig sådan.
Kære Linda. Blot hvis du går og er i tvivl, så er det fullblown gaslighting, som kommunen har gang i her. Du er ikke ved at blive skør. Hvor helt igennem sindssygt er det, at vores skattepenge går til så ringe et system. Jeg håber, at der er fyringer på den anden side af det her! Der må være grænser for hvem de sætter til at sagsbehandle (også) på så vigtigt et område. Kæmpekram til dig Linda.
Jeg begyndte at skrive et svar til dig, Jane, men jeg skrev og jeg skrev, og nu har jeg konverteret det til dagens blogindlæg.
Jeg græd, da jeg læste din kommentar.
Tak for at være klar og tydelig og omsorgsfuld.