(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Flyttet min Watts-app om på forsiden af min telefon, og har fået alle de respektive stik sat tilbage i den lange stikdåse, som med mit wifi-stik er sat til at lade om natten.
El-mæssigt kører vi på sommertarif et par uger endnu, men om 20 sekunder kommer det økonomisk til at have rigtig meget at sige, hvornår du bruger strøm.
Derfor er det fint allerede nu at gøre det nemt for sig selv at holde øje med elprisen, og begynde at vænne sig til at lade devices, vaske sengetøj og pyrolyse ovnen i lavtarif-perioderne og når strømmen er billig.
2.
Har jeg dedikeret en hylde i køleskabet til åbne ting, der skal spises og Ting & Sager, der nærmer sig sidste anvendelsesdato.
Jeg kører stadig mentalt på en helt skæv sommervibe, som betyder, at jeg endnu ikke har fået de faste rutiner under huden med madplaner, madpakker osv. og det er de sidste uger sket flere gange, end jeg gider tænke, at jeg åbner noget – og glemmer alt om det.
Nu stiller jeg det, vi skal have brugt, og det, jeg har kastet mig over, lige præcis i øjenhøjde, så det er det første, jeg ser, når jeg åbner køleskabet, for jeg må bare erkende, at visuel påmindelse for mig gør en forskel.
3.
Har jeg købt høstfest-outfit til Frida ud fra devisen om, at det skal være noget, der skal kunne bruges bagefter også.
Jeg har det sgu moderat anstrengt over den høstfest. Det er hele indskolingen, der hvert år har en temadag i september, som er kulminationen på et projekt, hvor de arbejder tværfagligt og på tværs af årgange. De lærer om årstider og mad i sæson, de øver gamle sange og danse, og til selve høstfesten er vi forældre inviterede. Alle børn medbringer noget spiseligt, og madspildet er hvert år ved at tage livet af mig.
De sidste par år har jeg insisteret på, at det meldes ud, at man skal styre sig. For problemet er, at nye forældre jo ikke har en chance for at vurdere, hvor meget de skal sende med børnene – og på de her kanter kører vi med ‘hellere for meget end for lidt!’ Så der hældes fuldstændig vanvittige mængder af mad i skraldespanden – og samtidig skal man anskaffe ‘høst-tøj’, hvilket jeg sgu også synes er lidt noget svineri. For hvor meget høsttøj har du i skabet? Og tror du, at dit barn synes, at det er nok med der forklæde, du forsøger at slippe med?
Man kan sagtens finde noget, der kan bruges bagefter – hvis man vel at mærke er typen, der tænker over det. Det er der virkelig mange, der ikke er, hvilket betyder, at 100+ elevers forældre køber tøj, der bliver brugt én gang, og min indre aktivist er ved at gå til.
Men jeg har over tid måtte erkende, at man ikke kan redde hele verden samtidigt, og derfor bider jeg tænderne sammen og lever med, at jeg lige her må slå mig til tåls med selv at tænke over, at vi begrænser mængden af mad, og tænker over at købe tøj, der kan bruges på bagkant.
Revolutionen tager somme tider længere tid, end man kunne ønske.
4.
Har jeg fået svar fra kommunen. Og helt ærligt? Jeg kan SAGTENS forstå, hvis man bare virkelig, virkelig ikke orker at skulle forholde sig til det. Der er NUL hard feelings, hvis man her letter på hatten, ønsker god weekend og sluser sig selv ud i det pulserende liv.
Men for de af jer, der efterhånden er investerede i sagen, vil jeg gerne følge den til dørs, så jeg smider kommunens svar, der kom fredag, sammen med en kommentar under billedet. Så vælger man selv, om man vil læse det, og jeg lover, amag’r halshug, at vi er lige gode venner uanset.
Inden jeg poster svaret, vil jeg lige kommentere på hovedessensen i Esbjerg Kommunes tilbagemelding, som – sat på spidsen – er, at jeg selv har valgt at få børn alene, og så må man forvente at have udgifter til barnepige, hvis man gerne vil have alenetid.
Det er ikke på nogen måde en urimelig indvending. Det er det, der i årevis har afholdt mig fra at søge om ekstern hjælp.
Men.
Det er til at SKRIGE over, at jeg, NETOP derfor, har brugt flere af de 2 x 8 siders børnebeskrivelser samt en STOR del af det ‘interview’ man får ‘tilbudt’, når man henvender sig til systemet på at forklare, hvorfor den løsning ikke har virket for os.
For SELVFØLGELIG har jeg prøvet selv først. I alle tænkelige konstellationer. Og vi har været glade for langt, langt de fleste af dem, vi har været heldige at have. Men ingen kan leve af 2-3 timers arbejde om ugen, og derfor taber vi ofte til faste jobs og uddannelser. Samtidig ændrer livet sig med rekordfart, når man er i starten af 20’erne, og ingen fravælger at rejse til Borneo og passe orangutanger eller at flytte sammen med kæresten og starte på en ny uddannelse i Odense, fordi man har en barnepigetjans. Jeg ville græde, hvis de gjorde.
Jeg har – selvfølgelig også – forsøgt at bruge det eksisterende netværk, men det fungerer ikke. For selvom jeg betaler mennesker, jeg kender privat, så kan jeg jo ikke insistere på, at de SKAL passe mine børn, hvis de bliver indkaldt til personalemøde eller lignende, og dermed bliver ordningen ubrugelig. For jeg kan jo ikke tage opgaver eller planlægge møder med psykiatrien og speciallærerteamet, hvis jeg ikke ved, om jeg har pasning på dagen.
Så vi har holdt for med mine forældre, legeaftaler, FaceTime og lodder og trisser og løsninger, ingen rigtigt synes er fede. Der findes ikke meget, jeg ikke ville gøre for at slippe for at være i kontakt med systemet, og af samme grund har jeg også selv betalt og stået for Fridas udredning, melatonin, tyngdedyner, høreværn osv. osv., og jeg kører selv Anton i skole hver eneste morgen, og henter ham selv 2-3 gange om ugen.
Men de fleste søskende på 8 og 12 år kan godt være alene hjemme nogle timer om eftermiddagen. Det kan mine ikke. Det er problematisk, når alt fra specialtandlæge over børnepsykiatri til PPR kun har åbnet til kl 15. Dermed kommer jeg, udelukkende på børnenes behov, til at have brug for mere pasning end forældre til NT-børn.
Anton fylder 13 til november. Det betyder, at barnepiger på 18 år ikke rigtigt giver mening. Sittere på 25+ koster en del mere end helt unge barnepiger.
(I den forbindelse spurgte jeg i øvrigt allerede inden første møde, om jeg måtte købe den barnepige, vi eventuelt fik bevilget, ind flere timer og så bare selv betale for de ekstra timer. Bare for at sige, at jeg hele vejen har været helt indstillet på selv at have udgifter til pasning).
Og selvom det hedder ‘aflastning’, så handler det her jo ikke om, at jeg gerne vil sidde på caféer og drikke latte eller knalde tvivlsomme typer fra Tinder på hotelværelser rundt omkring. Det handler om, at der følger helt vanvittige mængder af ekstra møder og opgaver med, når man har børn som mine.
Samtidig må man ikke bruge aflastningsordningen, når man er på job; det SKAL være til ‘aflastning’ af mig. Det betyder, at vi bruger mine forældre til at passe, når jeg skal arbejde, så jeg kan opretholde en indtægt og forsørge os.
Dette blot for at sige, at jeg udelukkende har søgt de her timer for at have 2 faste timer om ugen, hvor jeg kan lægge møder, telefonopkald, lægetider osv – altså, ekstraarbejde, som mine børns diagnoser udløser.
Jeg har spurgt på, om jeg må bruge de mennesker, børnene i forvejen kender (f.eks. pædagogmedhjælpere osv.) som aflastere, fordi det så kunne fungere med færre timer end de 8 pr. måned, jeg har søgt om.
(For der er jo helt indlysende noget med rutiner og genkendelse, når vi taler om ND-børn, hvilket er noget af det, der har ramt os i røven, når vi har kørt private barnepiger. For når det er 3 uger siden, barnepigen sidst har været her, er der så meget arbejde i at forberede børnene og samle op på bagkant, at det ikke på nogen måder er aflastning, at jeg har 2 timer ude i verden; det er bare overtræk på en konto, der kun er mig til at betale ind på).
Men de kan ikke ansættes her, fordi de så har Esbjerg Kommune som arbejdsgiver to steder, og dermed kan man risikere, at de oparbejder overtid, som der så skal findes tid til, at de afspadserer.
Så. Ja. It’s complicated, som de siger over there.
Og hvis de havde skudt min ansøgning ned, fordi de ikke mente, at overstående argumenter gør vores situation anderledes, end den er i familier med NT-børn, så ville det egentlig have været fair. Men jeg får lyst til at hamre stegegafler i begge øjne, når min klage bliver afvist på baggrund af forhold, som jeg har brugt virkelig, VIRKELIG langt tid på at begrunde, hvorfor er anderledes for os. Den her afvisning kunne være skrevet af et menneske, man havde hevet ind fra gaden, og det giver ingen mening overhovedet, at jeg har brugt små 10 timer på at forklare, hvorfor de indlysende løsninger ikke er en mulighed for os, når dét her er svaret.
Enjoy:
Går du videre til ankestyrelsen?
Det sker automatisk, hvilket er den eneste grund til, at jeg overhovedet har klaget. For jeg har ikke den fjerneste tiltro til Esbjerg Kommune, men der er så utroligt mange ting, jeg synes er helt vanvittige i deres sagsbehandling, som jeg gerne vil have nogen udefra til at få øje på.
Timerne har jeg for længst afskrevet. Dem får jeg ikke, og det er, hvad det er. Men jeg kan næsten ikke holde ud, at de får lov at gøre, hvad der passer dem, uden at skulle stå til regnskab for det.
Godt at det går videre!
Jeg har så svært ved at forstå at nogen mennesker går på arbejde for at opfører sig på den måde.
Jeg er RASENDE på jeres vegne.
Det hjælper faktisk. Man kommer hurtigt til at føle sig meget, meget alene i alt det her, og den gaslighting, der foregår i Systemet er mindblowing.
Fy faen, for noen rasshøl! Som vi siger i Norge.
Det lyder som et udtryk, som er meget tilfredsstillende at råbe! 🙂 <3
Det er rystende og skræmmende. Tænk at det er en virkelig historie, eller at det jo faktisk foregår lige nu.
Jeg er så imponeret over dig, det du skriver og måden du forholder dig til dem på.
Godt kæmpet og tak fra en der har sammen problematik ❤️
Der er så mange forfærdelige historier, og det her hører jo reelt til i småtingsafdelingen, når man sammenligner med dem, der ikke kan få hjælp til deres børn med kræft, spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd.
Uden at der skal gå korsridder i den, så klager jeg udelukkende fordi jeg håber, at vi er nok, der gør det, og dermed tvinger systemet til at finde en anden måde at gøre tingene på <3
Shit mand for en sag!!! Det er jo helt gak. Jeg får helt åndenød over, at det er det system, vi burde have 100% tillid til vil hjælpe os med ALT muligt. Det er voksne mennesker, der har det som et job. Og så sker det her?!?! Og hvem går man lige til, når selveste systemet svigter…
Jeg sender alt det bedste til jer der, udover Linda, står i det her møg.
Jeg har faktisk brugt lige så meget tid på at forsøge at bearbejde min egen vantro og frustration over præcis det, du beskriver der, som jeg har på selve sagen. For det tæppefald, man skal finde ud af at rumme på et tidspunkt, hvor man i forvejen er presset, er så monumentalt, at det ændrer dig som menneske.
Ja det er jo dobbelt op på belastning. Belastninger, der jo er gigantiske hver for sig… Og så deres begrundelse. Argh!?!?? Jeg sender dig, helt oprigtigt, alt det gode Karma og god energi jeg kan 😊
🩷🩷🩷
At der ikke er søgt om eller bevilliget hjælp kan ikke bruges som begrundelse for at afslå hjælp.
Du må i øvrigt komme med tilføjelser direkte til Ankestyrelsen og her råder jeg til at henvise til Ankestyrelsens principafgørelser 85-13
Her fremgår det at der skal tilbydes aflastning, når behovet for aflastning alene er opstået på baggrund af barnets funktionsnedsættelse og når aflastningen sker af hensyn til den øvrige famile ( altså fx at du skal kunne passe dit arbejde )
Du kan også henvise til servicelovens paragraf 52
Kommunen skal nemlig også undersøge om der kan ske hjælp efter andre områder i lovgivningen
Det er ubetinget det værste i min optik. At de vejleder forkert og den sindssyge gaslighting der følger oveni
TUSIND tak for YDERST brugbar info! Jeg har faktisk flere gange undervejs tænkt, at det er helt vildt, at man ikke som borger på noget tidspunkt skal udfylde et ansøgningsskema, men udelukkende skal lave en børnebeskrivelse. Reelt aner jeg jo ikke, hvad de har skrevet i papirerne, at jeg søger om – hvilket jo så gør det temmelig svært at bevise nu, at jeg dels har fået et afslag, jeg mener er uberettiget, og dels faktisk har fået afslag på noget andet, end det, jeg mener at have søgt om i tidernes morgen.
Jeg bliver grå i sjælen over, hvor tilfældigt det er, om man får en værdifuld oplysning som den, du giver mig her. Det er jo ikke fordi, jeg ikke det sidste år har været i kontakt med mennesker, der kender systemet. Men INGEN har fortalt om, hvad der sker nu, hvad mine muligheder er, eller hvordan man helt lavpraktisk griber det an. Jeg har bloggen her, og med den kommer alle jer, der yder uvurderlig hjælp. Men der sidder tusinder af familier derude, som er fuldstændig overladt til sig selv. Et barn i Fridas klasse har det lige nu virkelig svært, og alle kan se det. Der er noget adfærd, der ligger helt udenfor skiven, og alt peger i en bestemt, neurodivergent retning. Men da forældrene holdt møde med lærerteamet, kunne ‘skolen slet ikke se noget’, så de henviste til egen læge. Og det er løgn. De kan sagtens se det, for vi taler hærværk, afsindig uro, grænsesøgende adfærd osv, som skolen selv har rettet henvendelse til forældrene omkring. Men det er september, Esbjerg Kommune skal spare, og kassen er tom, så de gaslighter forældrene i stedet, og det kan de så bare selv ligge og rode med. Hvordan skal man hjælpe sit barn, når alle andre omkring det lader som om, de ikke kan se, at der er et problem? SIG dog, at det er økonomi, så vi som familier i det mindste kan bruge tiden rigtigt og lede efter tilgængelig hjælp, i stedet for at tvivle på det, vi selv ser.
Det er til at skrige over.
Tusind tak for din meget konkrete hjælp <3
Arhmen for f… Linda, et lortesystem, en lortesag og et lortesvar. Så det er så det nye svar på alle eventuelle problemer vi kan komme ud i med vores børn? Du har selv valgt at få dem og må derfor beregne at al eventuel sygdom, specialbehov, og udfordinger dit barn kan komme ud for, er HELT dit eget problem… Ih tak. Er der en specialskat jeg kan melde mig til som rent faktisk går til vores børn? Så når man som forælder til et neurotypisk barn er lidt træt og har brug for lidt hjælp, og får at vide at man jo selv valgte at få dem…den får du så bare gange 1 mio… Jeg håber at det varmer dig bare lidt at vi er et helt hav af folk bag dig som næsten ikke kan rumme harmen på dine vegne. For der her er bare for dårligt på alle parametre. Nogen sku virkelig skamme sig!
Det mest vilde er faktisk, at de ikke engang er bange for at skrive det ligeud?
Det næste bliver nej til hjælp til forældre, som er blevet skilt på baggrund af utroskab, eller fordi de geografisk er flyttet væk fra deres netværk, da de søgte ind på en uddannelse.
Det er til at rive sine arme af over.
Jeg er forarget over, at de delvis begrunder deres afslag i grunden til, at du er alene med dine børn. Det finder jeg aldeles urimeligt.
Ville man have bevilget aflastning til en, der var blevet mor uden at tænke over konsekvenserne af dette? Eller en, der havde fået sine børn i et forhold men mistet sin partner af en eller anden grund?
Jeg mener ikke, at den slags historiske forhold bør have indflydelse på sagsbehandlingen.
Jeg er meget enig her. Det er helt forrykt. Disclaimeren først: Jeg ved virkelig intet om det her. Og så min umiddelbare tanke: Er det ikke en sag for Ligebehandlingsnævnet? Hvis jeg forstår det rigtigt, er der truffet en anden afgørelse pga din status som eneforældre og/eller måden, du har fået dine børn på, end hvis du tilfældigvis havde fået børn indenfor de trygge, firkantede rammer af et godt, gammeldags statsvenligt ægteskab (jeg har sgu næsten lyst til at skrive ‘med storken’, fnys).
@Emilie @Henny:
Jeg har faktisk tænkt det samme. At nogen burde interessere sig for den helt indlysende forskelsbehandling på baggrund af familieform, der lægges til grund for afgørelsen her. Men orker man? Jeg har aldrig følt mig som posterchild for at få børn alene; det gav mening for mig, men det er ikke noget, jeg tænker meget over til hverdag. Det er jo bare den måde, vi er en familie på. Og jeg kan godt frygte, at man, hvis man går den vej, ender med at blive ansigtet på en kamp, der ikke helt føles som min.
Men når det er sagt, så er det jo helt vanvittigt, at man bare skriver det lige ud. Som Henry skriver: Ville de have gjort det samme, hvis jeg havde haft en mand, der var skredet? Hvis jeg var blevet gravid på en ups’er? Hvis jeg havde været enke? Det tror jeg ikke. Jeg er jo ikke på nogen måde neutral, men for mig er der en undertone af fingerpeg og moralsk fordømmelse i det her, som giver mig lyst til at gå i bad.
Ja, præcis. Nu tjekkede jeg lige, og der står følgende på Ligebehandlingsnævnets hjemmeside:
“Hvis du vil klage over sagsbehandlingen eller en afgørelse fra en offentlig myndighed, skal du først bruge det almindelige klagesystem på området. Fagforeningen kan måske hjælpe dig, hvis du er medlem. Hvis din sag om forskelsbehandling bliver ført i det fagretlige system, kan nævnet ikke behandle den samme sag. Nævnet kan heller ikke behandle en sag, som domstolene har behandlet eller er ved at behandle.”
Og at de behandler sager (udenfor arbejdsmarkedet):
“på grund af: Køn. Race. Etnisk oprindelse. Handicap.
Umiddelbart passer din sag jo ikke ind i de kategorier, medmindre det faktum, at du som kvinde kan få børn alene, kan passes ind under køn-hatten.
Uanset hvad – jeg forstår sgu godt, hvis du ikke orker. Vi er mange, der hepper på dig, og det skriver jeg ikke for at ‘presse’ dig ud i at gå så langt i klagesystemet som muligt. Bare for at sige, at du har en hel kommentarsporshær af folk i ryggen, der holder med dig og ønsker dig og jer det bedste <3
Og det gør en ægte forskel. Jeg føler mig knap så alene, som jeg ville have gjort, hvis jeg skulle kapere det her i ophøjet ensomhed🩷
Ganske interessant at læse en afgørelse fra en anden kommunee end den man selv arbejder i… Jeg synes den er noget tyndbenet! Der er mange skønninger, synsninger og vurderinger i, men ikke så voldsomt mange henvisninger til principafgørelser på området.
Jeg arbejder selv med bl.a. at skive afgørelser og hvis en afgørelse skal have noget vægt, skal man henvise til andre afgørelser i sammenlignelige sager. Hvis barnet ikke er alderssvarende på den ene eller den anden baggrund, burde du jo have en god sag, da det så er en funktionsnedsættelse der skal tages hensyn til (jeg refererer til, at du skriver at andre 8-12 årige vil kunne være alene hjemme, men det kan dine ikke).
Det er godt at du har klaget, så du kan få den afgjort i Ankestyrelsen. Det kan være at den blot bliver hjemvist til genbehandling, men man har da lov at håbe på, at de ændrer afgørelsen.
Jeg krydser fingre for, at du får oprejsning.
Præcis – og særligt, når der ordret står, at barnet ‘skønnes i målgruppen for afløsning’. Så er det svært ikke at sidde tilbage med fornemmelsen af, at essensen er, at jeg må ligge, som jeg har redt.
Hvor er det et vildt svar – altså på den virkelig dårlige måde. Det får jo Kafkas Processen til at virke som en helt ligetil bog, når man hører om hvad du skal igennem. Jeg synes at du er uendelig sej, fordi du ikke giver op.
Dette må være guf for en advokat? Jeg tænker pro bono og sagsanlæg for svie & smerte?
Vi bor i KBH og har også et ND barn og der er det på en helt anden (bedre) måde.
Jeg krydser fingre for at du snart møder et system, der kæmper for dig og dine børn og ikke imod jer.
Hang in there – vi er mange, der hepper fra sidelinjen… og fåk, hvor skriver du dog godt.
Jeg har været ved at komme til at kvæle en god bekendt fra en anden kommune, der var så vantro over vores forløb, at hun faktisk ikke forstod, hvad jeg sagde. Sådan helt oprigtigt.
“Jamen, hvad med de timer, du har fået?”
“Altså.. hvad for nogle timer?”
“Ja, dem du får, når dit barn har en diagnose?”
“DET ER DEM, JEG HER FORSØGER AT SØGE, JO!?!”
Hun var fuldstændig flappergast. Hendes sagsbehandler havde, af sig selv, ringet til hende, da hun fik diagnosen på sit ene barn, og spurgt, om 16 timer i måneden var nok? For ellers kunne hun bare sige til.
Det er nok meget få, der er SÅ heldige, men det er fandme alligevel vildt, at der kan være SÅ stor forskel på, hvad man kan få af hjælp, udelukkende baseret på geografi, i så lille et land som Danmark.
OMFG!!!! Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, Linda. Jeg har hørt om mange crazy kommunale afslag, og bliver lige forarget hver gang.
Virtuelle kram herfra ❤️
Tak, søde Mette. Virtuel omsorg hjælper mere, end man skulle tro🩷
Og principafgørelse 3-18 også. Smid den oveni. Og giver min besked ikke mening så skal den ses i forlængelse af den foregående
Ejjj CM – uden overhovedet at vide hvad der står i det du henviser til, så synes jeg bare det er et guld-svar! Lindas kommentarfelt er simpelthen noget af det bedste på internettet ❤️
Det var så lidt. Det var faktisk derfor, at jeg skrev tidligere, at du skulle søge fuld aktindsigt hos ankestyrelsen, når de skriver at de har fået din sag – for der kan du se hvilke oplysninger der er med, hvilke der er udeholdt og hvad kommunen har “Glemt” at sende med til Ankestyrelsen.
Og det var faktisk også derfor, at jeg rådede dig til at sige nej tak til det møde. Fordi kommunernes nyeste trick er, at spille kortet: “Det er forældrene, der er årsag til, at barnet har problemer”
Jeg kan simpelthen ikke skjule hvor rasende, jeg er på det system. Det er de aller aller aller færreste, der søger hjælp bare for at “Kræve ind” og nasse på samfundet. Vi ved alle hvorfor de lovgivninger er så absurd stramme, men ingen siger det højt, fordi det er rendyrket racisme og det handler om en helt bestemt gruppe som nogle helt bestemte partier følte “Fik for meget”.
Konsekvensen er nu, at man, på sine grædende knæ som alleryderste mulighed, når der vitterligt ikke er mere at komme efter ressourcemæssigt hos en selv, søger hjælp – og så bliver man smadret i atomer af løgn, bedrag, manipulation og det ene mere sindssyge lovbrud efter det andet. Hvilket er det eneste område i det her land, hvor man ikke kan tage den videre i retten, for domstolene vil ikke røre socialområdet. Der er vitterligt frit spil og kommunerne bliver belønnet for jo mere de kan snyde og trække tingene i langdrag, bakket op af Ankestyrelsen, der simpelthen jævnligt tager beslutninger IMOD deres egne principafgørelser. Man tror jo det er løgn.
Men det med at henvise til konkret lovgivning og principsafgørelser har fungeret super for mig. Og en enkelt klage til Ombudsmanden, bevares 😉
Det er altid MEGET brugbart at have mennesker omkring sig, både IRL og virtuelt, der er ligeså rasende som man selv er, men som kender systemet indefra:)
Jeg kan godt lide tanken om, at der er en hær af vigilantes herude, som snapper dem alle sammen i haserne, og hvor man VED, de bliver helt trætte og gamle, når de ser i indbakken…
Omend man kan frygte at det virker omvendt …
Anyhow, formoder du har set denne: https://jv.dk/esbjerg/sommeren-2022-blev-hans-soen-ramt-af-leukaemi-nu-kaemper-han-ogsaa-for-hjaelpen-til-sin-familie-esbjerg-kommune-snyder-og-bedrager
Men du er i hvert fald ikke alene <3
Kære Linda
Jeg er helt på røven over, hvor godt den klage (som du skrev om i sidste indlæg) er formuleret, men bliver også helt dystopisk over det svar du får. Og det er derfor min kommentar kommer så sent, for jeg har gået lidt rundt om mig selv, fordi jeg slet ikke kunne overskue at forholde mig til det. Jeg har dog lovet mig selv at blive meget bedre til at kommentere, efter blot at have læst med i så mange år. For som nydiagnosticeret med ADHD, og en mand der også er neurospicy, så er sandsynligheden for at vores barn er som os jo meget stor. Hvilket ikke bekymrer mig, indtil jeg bliver konfronteret med hvor grufuldt det system, der kan støtte en god skolegang mm., er.
Så hatten af for dig, for at tage den kæmpe kamp for dine egne børn. Og måske du, og alle de andre forældre der kæmper, bliver nogle af dem jeg engang kommer til at stå på skuldrene af, når det forhåbentlig har ført til ændringer.
Lige præcis den kommentar betyder faktisk ret meget for mig, Matilde, for det er, skåret ind til benet, der for jeg gør det. Primært for, at vejen skal blive nemmere for mine børn, men sgu også fordi jeg simpelthen ikke kan holde ud, at systemet og verden er, som det er. Det er derfor, jeg gider tage diskussionen med dem, der synes, at det er ‘noget pjat, at alle skal have en diagnose i dag’, at jeg bruger kræfter på at klage over en sag, som jeg for længst har opgivet – og at jeg vælger at være så åben om de udfordringer, de her diagnoser kan give, både når man har dem selv og når man skal guide små mennesker, hvor ledningerne er sat lidt anderledes i.
For jeg ved godt, at jeg har en platform her. Og jeg håber sådan, at de frø, jeg planter herude, spirer bare nogle steder derude. Både hos familiemedlemmer til neurodivergente, hos dem, som mistænker det hos sig selv, men ikke kan overskue det, og hos fagfolk, der enten direkte eller indirekte har berøring med familier som min. For hvis der på et kontor er bare én, der faktisk har en smule baggrundsviden, er vi allerede længere, end mange af de steder, jeg har haft berøring med på vores vej, har været.
Så ægte tak for at give lidt feed back på dén del af det. Det er meget værdsat.
Jeg er simpelthen så chokeret over, at de direkte skriver at du selv har valgt at få børn. Så hvis du havde en partner, der var 3 måneder på en boreplatform, så kunne du få hjælp. Godt du kommer videre til ankestyrelsen og at der er nogle herinde der har styr på paragrafferne.
Ja, det er vildt, ikke? Ikke mindst fordi det jo sådan set åbner for, at stort set alle ansøgninger kan afvises, hvis det er et validt argument. Er du flyttet fra dit netværk? Så har du selv valgt det. Har dit barn et fysisk handikap? Bare ærgerligt. Du har selv valgt at få børn, og så er det en risiko, man må indregne. Arbejder du på skæve tidspunkter? Trist for dig – men dit valg.
Og det er jo sådan set ikke fordi, det på den måde er forkert. Jeg HAR selv valgt at få børn alene. Men jeg kan bare ikke se, hvordan det skal være et argument for ikke at kunne få hjælp til noget, som andre mennesker – der i forvejen er to – kan få hjælp til.
Jeg er bragende upartisk, men det lugter en lille smule som slutshamings fjerne kusine, synes jeg.