(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg endelig fundet en lavpraktisk løsning på svømning/håndklæder og tøjvask. For igen: Om en uge er vi tilbage på vintertarif, hvilket betyder, at vi igen skal til at tænke over vores el-forbrug.
Børnene går til svømning om tirsdagen, og da jeg typisk gør rent fredag eller lørdag, har jeg indtil videre typisk vasket deres badehåndklæder, når de har været til svømning, fordi omklædningsrum + børn er 22 millimeter fra at kræve en stivkrampevaccine.
Men da vi kører badelagner, og gymnastik i skolen allerede onsdag, begynder det, nu, hvor luften er så fugtig, at man ikke kan nå at tørre håndklæder på en nat, enten at kræve 2 badelagner i spil eller en tørretumbler.
Da jeg lige zoomede ind, nåede jeg frem til, at det primære problem jo egentlig er, at børnene bruger håndklædet til at stå på, når de har tørret sig. (Er det bare mine?) Hvis de kunne lade være med det, ville det ikke være nødvendigt at vaske håndklædet bagefter.
Derfor fandt jeg to gamle mini-håndklæder (dem, der er på størrelse med viskestykker) frem, og gav ungerne strenge instrukser om at bruge dem til at stå på. Og det fungerer perfekt. For når de kun bruges til at stå på, kan de sagtens bare smides med i den 40 graders vask, jeg kører, når vi kommer hjem, og badetøjet alligevel skal vaskes, mens badelagnerne bare skal hænges til tørre på badeværelset, og sagtens kan nå at være klar til onsdagstasken.
2.
Er høstfesten overstået, og jeg synes faktisk, at der begynder at være mere fokus på at begrænse madspild hos alle, hvilket glæder mig inderligt.
Vi medbragte, efter Fridas ønske, småkager, formet som blade, med efterårsfarvet glasur.
Og kunne jeg selv lave småkagedej? Ja. Det kunne jeg godt. Men jeg har fundet ud af, at man får et andet forhold til sin tid, når man lever af at sælge den timevis, for hvor jeg for 5 år siden var tvunget til at finde tiden til at lave alting fra bunden, fordi det var billigst, så kan jeg nu tillade mig at holde timeforbruget op imod, hvad det koster at købe en rulle dej på frost, som bare skal hives ud ad fryseren og stikkes ud.
Jeg kan godt forstå, at det kan virke helt skørt, at man ikke kan nå at smide en småkagedej sammen. Det kan jeg virkelig godt. Men der er kun mig, og der er simpelthen så meget, der skal sørges for hen over efteråret på skolefronten. Selvom jeg torsdag (dagen inden høstfesten) havde en helt almindelig arbejdsdag, var jeg alligevel i gang, fra jeg kom hjem kl 14.30, til jeg kravlede under dynen kl 22.30 – og det kunne jeg kun fordi, jeg havde købt dejen færdig.
Og det fik mig bare til at tænke på, at det somme tider godt kan betale sig at regne lidt på, hvad man, i overført betydning, betaler for sin egen tid. For at finde en opskrift, købe ind, lave dejen og vaske op bagefter ville kræve i hvert fald et par timer. Den frosne rulle dej kostede 25 kroner. Og kunne jeg have rørt en dej sammen til mindre end det? Helt sikkert. Men at tage tidsforbruget med i ligningen, fordi tiden her er den knappe faktor, har for mig gjort det meget, meget nemmere at acceptere, at en færdigkøbt løsning faktisk godt kan være den bedste, selvom jeg på papiret kunne have gjort det billigere selv.
3.
Har jeg besluttet, at efterårets mål på madfronten at få udryddet noget af alt det, jeg det sidste års tid har fået købt ind til, når jeg pludselig har hyperfixeret på en bestemt ret eller retning – for så, 14 dage senere, at være *HELT* ovre det.
Jeg nævner i flæng: Koreanske wokretter, havregrød, det rustikke, italienske køkken, asiatiske kødboller og. så. videre.
Jeg har efterhånden lært min egen ADHD så godt at kende, at jeg godt kan se, når det er dét, der sker – men det ændrer ikke på, at det eneste i hele verden, jeg har lyst til at spise, når jeg lige rammer en fiks idé, er lige præcis dét.
Det giver over tid ret meget skabsindhold, som jeg bare flytter rundt på, fordi jeg sjældent kan overskue at spise det igen, når jeg har levet af det i ugevis. Men det irriterer mig, og efter at have prøvet at dæmme op for impulsen og måtte konstatere, at det er sværere, end jeg lige troede, selvom jeg ved, hvad den udspringer af, så prøver jeg nu at få spist det, der er endt i skabene ved at flette det ind hist og pist. For jeg kan godt overskue en koreansk wok en helt almindelig onsdag, hvor jeg ikke har andre ideer, og jeg alligevel har en bøtte med færdigsnittet kål og gulerod til at stå i køleskabet. Så vinder komfort over hedonisme, og på den måde får jeg stille og roligt brugt noget af det, jeg for et par år siden ville være endt med at smide ud, når det var blevet for gammelt.
Babysteps, ikke? Men det hele tæller. Også hjemme ved dig.
Som gammel børne- og ungdomssvømmer så vil jeg bare pippe om, at badetøj altså ikke behøver vask efter hver svømning. Personligt vasker jeg aldrig mit svømmetøj, før jeg har svømmet i det mere end 5 gange. Hvis der er sand eller lign. på det, får det bare en skyller med vand.
Det var da et herligt tip! Jeg synes bare, at det stadig lugter virkelig meget af klor, når det bare er skyllet op. Er det ligemeget? Jeg har vist bare tænkt, at det nok ikke var godt for stoffet, men jeg har egentlig aldrig tjekket det:)
Det meste badetøj er imprægneret i dag, så det kan sagtens tåle at ‘lugte af klor’ uden at det skader stoffet. Faktisk skader overdreven vask badetøjet mere, fordi man slider både stof og imprægnering.
Der er gode tips her: https://www.watery.dk/blogs/waterylife/forlaeng-levetiden-pa-dine-badebukser-badedragter
Du er en ⭐️ – tak!
Som fellow ADHD’er, arbejder jeg også meget på det med nuancerne, som du på sin vis beskriver med småkagedejen. I mit hoved hedder det “Hvad er alternativet?”. I dit tilfælde med småkagerne, havde alternativet været, at du havde overtrukket din konto med overskud (mere end den måske var i forvejen), og er det det værd?
Et af mine “lifehacks” i kategorien “Hvad er alternativet”, er rengøringsservietter med rengøringsmiddel. Jeg ved jo godt, at det bedste ville være, at jeg fyldte en spand med vand og rengøringsmiddel. At rengøringsservietter ikke er det mest økonomiske – og de er jo nok heller ikke gode for miljøet. Men alternativet er, at jeg bare aldrig får fyldt den spand med vand og rengjort køkkenet. Eller det sker i hvert fald slet ikke så tit, som det burde. Men nu får jeg det faktisk tørret af med dem efter madlavning – og nu er mit køkken nok renere end det nogensinde har været på daglig basis 😀
Og ja, de er dyrere end at købe en flaske universalrengøring. Men det er jo en prioritering, som jeg aktivt har taget – for hvad er alternativet?
(Og i samme kategori, så kan jeg nævne min begejstring, da jeg for et par uger siden fandt Klorin rengøringsservietter! What a gamechanger for rengøringen på toilettet/badeværelset! De har dem på tilbud rundt omkring, men det virker til at de er i fast sortiment i Føtex).
Og i den her proces, som jeg selv har gang i, hvor jeg naturligvis ofte bliver ramt af dårlig samvittighed, fordi andre kan se det som at jeg bare springer over, hvor gærdet er lavest, så har jeg tænkt en del på, hvorfor det egentlig er.
Altså det ligger jo på en eller anden måde dybt i os, at selvfølgelig skal man lave sin egen småkagedej, og selvfølgelig gør man grundig rent med en spand vand og universalrengøring osv osv. Men hvorfor?
Vores forældregeneration har jo bare gjort det – men det er jo fordi, der ikke fandtes færdiglavet småkagedej, rengøringsservietter, færdigretter, takeaway, robotstøvsugere og alle de andre ting, da de var unge. De havde ikke valget. Hvis de smarte løsninger havde eksisteret dengang, så havde de jo også valgt det, der gjorde livet nemmere. Det er jeg helt overbevist om!
Så det jeg egentlig nok vil sige, med alt det her, er, at vi ikke skal have dårlig samvittighed over, når vi ikke gør tingene på “den rigtige måde”. Vi er heldige, at vi i 2023 kan komme i mål på flere måder – og der ikke længere kun er én måde at gøre tingene på.
Og så skal småkagebagning jo helst kun være en hyggelig ting, som man laver, når man har tid og overskud til det 😉
Enig, Johanne. Det fandtes ikke dengang. Men jeg tror også, at det har noget at sige, at vores forældre er børn af en generation, der havde små børn lige i forlængelse af 2. verdenskrig, og dermed havde vænnet sig til at spare og rationere.
Samtidig er der også en generationsting ift. at mange af vores forældre indrettede sig anderledes, end vi gør, tror jeg? At de måske ikke begge var udearbejdende/arbejdede på fuld tid, at de ikke på samme måde som nu skulle være involveret i alting på skolesiden, at der lå en ret klar arbejdsfordeling af, hvem der stod for hvad osv. osv. Vi løber tør for tid, fordi vi skal nå det hele alle sammen, og derfor bliver rengøringshjælp, havemænd, vinduespudsere, barnepiger og halvfabrikata nødvendige, hvis vi skal have enderne til at nå sammen. Ikke mindst fordi vi har glemt at justere vores forventninger til, hvordan hus, have og liv skal se ud for den inflation, som den manglende tid retteligt burde udløse.
Renseservietter og frossen småkagedej ftw!
Ja, der er mange faktorer, der spiller ind. Men fælles for dem er jo, at samfundet har udviklet sig – og dermed også produkterne. Som du siger; nu arbejder både mor og far. Og alle de “små” ting glemmer man jo – både os, der finder smarte løsninger og dem, der mener, at tingene kun kan gøres rigtigt, hvis man bruger x antal timer og gør det hele fra bunden. Der er bare kommet flere faktorer ind i vores liv – og jo især tid er blevet en stor en. Fordi vi faktisk ikke gider bruge al overskydende tid på ting, der jo bare skal gøres, men som ikke skaber værdi for os.
Men det er jo også “sjovt” at samme generation som kan finde på at se skævt til at man vælger en let løsning med rengøring eller småkager, er den samme, der drev udviklingen i 80erne, 90erne og 00erne, hvor forbrug og madspild var sindssygt! Og det tror jeg personligt er grunden til, at os der er vokset op der med lørdagskyllinger, billigt tøj fra H&M og brug-og-smid-væk, nu kan have svært ved at ændre adfærd generelt set. Altså bare det at du laver de her indlæg fortæller jo, at det ikke er naturligt for os at tænke over det!
Jeg kender fx en, der vokset op med aldrig at få rester til aftensmad! Det blev bare smidt ud – og det er på mange måder sindssygt, at rester til aftensmad kan være et fremmed koncept 😀
Men okay, indtil for nogle år siden, var jeg selv typen, der bare købte et nyt badeforhæng, når det gamle blev snasket, for “de koster jo ikke så meget”.
Hvad angår nøjsomhed osv. kan vi jo lære rigtig meget af de generationer, der var, inden kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Men det betyder ikke, at vi ikke skal vælge de smarte løsninger. Vi er faktisk bare så heldige, at vi kan vælge og prioritere i forhold til hvad, der virker for os – også fordi vi generelt set er rigere, og ikke primært vælger de nøjsomme løsninger fordi vi økonomisk ikke har andre muligheder. Men de smarte, og lidt dyre løsninger, er jo sjældent noget alle bare har råd til. Vi vælger at prioritere det. Så derfor skal folk stadig lukke røven, når de udskammer os for at købe frossen småkagedej, rengøringsservietter, hyrer havemand og rengøringshjælp! 😉
PS. Ej, undskyld jeg bare bliver ved med at snakke om det her, når du jo bare købte en frossen småkagedej 😀 Men jeg synes bare virkelig at det er super interessant med den her udvikling – og de holdninger, der er. Og hvorfor de er der; hvorfor vi går op i om vi gør tingene “rigtigt”, og hvem fanden der har besluttet at vi ikke skulle opdatere definitionen på at gøre tingene rigtigt, så det stadig er 1950-standarder!
Hos mig et tid også absolut den knappe ressource – og jeg elsker tanken om at se de små ‘hacks’ som rationelle betragtninger om, hvor man bruger sin tid bedst – fremfor at sig selv i hovedet med, at man springer over, hvor gærdet er lavest 🙏 Måske er vi bare lidt smartere 😆
Hahaha – JA, mand! Måske vi skal starte en fb-gruppe? “For os, der arbejder smart i stedet for hårdt”? Det skulle nok kunne give nogle rasende kommentarer…:)
I værdisættelsen af egen tid, så vil jeg komme med et input. Velvidende at det ikke nødvendigvis er et scenarie, alle kan kopiere. Men. Jeg har rengøringsdame. Og det har jeg haft i mange år…
At jeg betaler mig fra rengøringshjælp, er en ting, jeg har skulle høre meget for gennem årene, så jeg skilter ikke med det i omgangskredsen.
Jeg hverken ruller mig i penge ala Joakim Von And eller har en KÆMPE villa. Men jeg er, som dig Linda, selvstændig. Og min tid er bedre brugt på arbejde, der genere omsætning i min virksomhed, end på at gøre rent i min 3-værelses lejlighed. Jeg kan godt, men det gør mit liv lettere, hvis jeg ikke også har den opgave på tallerkenen. Så at hyre rengøringshjælp var et valg jeg tog for år tilbage, og jeg har ikke set mig tilbage siden.
Som så mange andre valg, så er det, der fungerer for mig, ikke nødvendigvis noget, der fungerer 1:1 for andre. Men det er en aktivt taget beslutning og en benhård økonomisk prioritering. Og det gør min hverdag lettere.
Jeg har også rengøringshjælp og har også fået (får) kommentarer på det: ‘Kan du ikke engang overkomme at gøre rent i din lejlighed (på 3 værelser)?” For mig handler det om prioritering, og så der er noget andet, jeg undværer. Det gad jeg godt at vi blev bedre til at snakke om og anerkende. Nogle vil gerne på en ekstre ferie, jeg vil gerne have en lettere hverdag uden rengøring.
Hov vil lige tilføje at jeg selvfølgelig er med på at for mange er hverken ekstra ferie eller rengøringshjælp en mulighed. Min kommentar handler mere om folks trang til at blande sig i andres prioriteringer ud fra egne værdier og prioriteringer.
Det giver 100% mening, Irene, og jeg læste det ikke som et diss til dem, der ikke lige har muligheden. Men det er en god samtale at få startet, synes jeg, for jeg tror virkelig, at mange af os er vokset op med ideen om, at man gør alting selv, og at det er en slags slendrian, hvis man ikke gør. Men virkeligheden er jo, at ret få af os efterhånden lever, som vores forældre gjorde, og derfor kan vi i mange tilfælde helt lavpraktisk ikke nå det samme, som de kunne. Hverken i haven, i huset eller på DIY-fronten.
Jeg har besluttet, at jeg til næste år vil have en havemand. Ikke en, der kommer fast hver uge, men en, der gider komme og stikke mine kanter af og luge ukrudt. Jeg HADER det, og det stresser mig, når jeg ikke når det, og det står derude og kigger bebrejdende på mig.
No more, du.
Jeg har gjort det med havemanden. Han laver de ting jeg hader. Det er ikke meget jeg bruger på det, men præcis så meget, at jeg kun får den del af havearbejdet, som jeg selv elsker at lave.
Kan kun anbefale det 😊
Hørt, Henriette.
Jeg har en kammerat, der ejer et firma, der bl.a. tilbyder rengøring og vinduespudsning til virksomheder. Han var nær besvimet, da han hørte, at jeg havde købt mig en vinduespudser; for ham var det helt uforståeligt, at man som privatperson med et antal vinduer, der kan tælles på hænderne, ikke kan gøre det selv. Men for mig er lettelsen over ikke at skulle finde tid til det, og de mange, mange gange, jeg kigger på ruderne, konstaterer, at de trænger til at blive vasket – og så bare slipper tanken igen, hver e-n-e-s-t-e krone værd. For mig er det ikke kun den konkrete tid, jeg bruger på projektet, men også de mange, mange timer, jeg bruger mental energi på at tænke på det, jeg gerne vil have og bruge på noget andet.
Den eneste gang, jeg haft rengøringshjælp, var, mens min mand var studerende, og jeg var nyuddannet på barselsdagpenge, og vi boede med 3 børn i en lejlighed på 75 m2. Sølle 2 værelser, stue, bad og køkken… Hendes timeløn var højere end vores, men det var de bedste penge, vi nogensinde har brugt! Ellers havde jeg stresset over, hvornår jeg nogensinde skulle støvsuge, mens jeg passede tvillinger, og der var aldrig blevet gjort rent.
Vi køber jo også (stort set) allesammen vores rugbrød i Netto og vores tøj i en butik i stedet for at lave det selv. At betale andre for praktisk arbejde er bare endnu en omfordeling af tid og penge, som alle i det her samfund deltager i på den ene eller den anden måde – det må folk bare fatte! ❤️
(Så længe, seføli, der er ordentlige vilkår, men det er en HELT anden snak).
Enig, Mie. Jeg elsker min vinduespudser så højt, at jeg er lige ved at lave en #metoo på ham, når han kommer forbi.
Jeg har også for længst erkendt, at jeg ikke kan tjekke dæktryk. “eJ, mEn DeT ER dA iKkE sVæRt!” Det er muligt. Men jeg SUCKS til det, og jeg stresser over det. Så vil jeg hellere rulle forbi et værksted og smide en hund i kagekassen for at få dem til at tjekke det for mig.