Først og fremmest: TAK for alle jeres gode og inspirerende indspark på sidste uges M2023-indlæg. Jeg har selv bogmærket det, for det er tæt på at være efterårets samlede madplan, der er lagt for fødderne af mig. Det er meget værdsat, og jeg håber, at I også har fået et par nye ideer.
Og ellers? Tja. Så synes jeg, at jeg går lidt rundt i en osteklokke for tiden. I sidste uge talte jeg med en veninde, der gerne ville have sine piger med ud at sejle, og da jeg spurgte, hvorfor de så ikke bare tog afsted, gik der lige 2 lange sekunder, før hun svarede: “.. altså, fordi de går i skole, jo?” Og det gør de sgu da bare. Det gør mine jo sådan set også. Men en kombination af, at vejret er sommerligt, og at jeg her på mit 2. år som selvstændig har ramt sensommeren på en HELT anden måde, end jeg gjorde sidste år, gør, at det ikke føles som om, verden er gået rigtigt i gang igen.
Men det er den, og jeg løber stærkt. Det er umådelig værdsat, og ad alle mulige omveje er der pludselig landet en solid håndfuld opgaver og nye samarbejdsmuligheder på mit bord. Jeg elsker det. Det er SÅ FEDT at være tvunget til nærlæse plantegningerne på det fag, jeg har været i 22 år, og den bredspektrede forståelse, det giver, har kun fået mig til at elske mit job højere.
Det giver noget ekstra arbejde, fordi der pludselig skal indhentes alt muligt fra alle afkroge af riget, og kradses lidt i noget lovstof hist og pist, men tilfredsstillelsen ved at have hænderne på rattet fra idéfase til eksekvering, er større, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.
Ud over arbejde sker der selvfølgelig også alt muligt andet. Livet, vel egentlig bare. Nogle dage står jeg op i tryg forvisning om, at jeg har god tid – for så klokken 19.30 at være nødt til at tappe ud med hår, der stritter i alle retninger og en inderlig trang til vin.
Som f.eks. i går, hvor jeg faktisk ikke havde så meget på tapetet. Men så skulle jeg tolke et sted, hvor der kun kunne vrides en kvart pind ud af signalet – og fordi #mandag VÆLTEDE det ind med mails, kunne jeg konstatere, da jeg kørte derfra, og min telefon lød som en geigertæller i maskinrummet på Tjernobyl. Det er i de situationer, det går op for mig, hvor meget, jeg normalt når at svare på, indhente og orientere mig om i løbet af en dag, for JA, der var meget at gå i gang med, da jeg landede i sofaen i aftes.
Samtidig brokkede min bil sig søndag over manglende dæktryk, hvilket jeg i første omgang ignorerede, fordi det altid sker, når det pludselig bliver varmt. Men den var insisterende, og egentlig havde jeg besluttet, at jeg bare ville svinge ind forbi min mekaniker, når jeg ramte Esbjerg på vej hjem fra job mandag. Men så kørte jeg LIGE forbi et værksted, og tænkte, at det måske var nemmere bare at få det gjort med det samme. Og da den søde, lokale mekaniker kiggede op over køleren på min bil og tydeligt rystet sagde: “Ja, jeg kan ikke give dig lov til at køre herfra på det her, det er helt sikkert!” var jeg glad for, at jeg gjorde det. For dækket var så mørt, at der var slidt hul i den yderste membran. Hvorfor det ikke er eksploderet, står hen i det uvisse, for det burde det være, men heldet følger tydeligvis en bestemt kategori af mennesker, som min bedstefar altid siger til mig. For helvede, mand. Når jeg tænker på, hvor mange kilometer, jeg kører på motorvej hver eneste uge, og hvor galt, det kunne være gået, får jeg ondt i maven.
I går bød også på et opkald fra Familieafdelingen i Esbjerg Kommune, som er den, jeg har klaget over. Jeg har dels klaget over selve afgørelsen og dels over sagsgangen, og jeg har været gavmild med eksemplerne.
Hende, der ringede, var en anden sagsbehandler, som gerne ville ‘tilbyde mig et møde’ med to ledere og hende om sagsgangen, (“ikke afgørelsen. Den behandler vi særskilt”), fordi det ofte var “nemmere at mødes face to face end at få et skriftligt svar”. Jeg spurgte, helt oprigtigt undrende og uden det mindste forsøg på at være sarkastisk, hvad jeg skulle have ud af det?
De ville gerne ‘forklare hvorfor det uheldigvis havde taget lidt lang tid’ med min sag.
“Men hvad er det, I forestiller jer, at I kan sige, som vil gøre en forskel for mig? Uanset hvad I hiver frem af forklaringer, har det taget jer lige knap et år at træffe en afgørelse. Som jeg har rykket for et tocifret antal gange. Det er ikke som sådan hverken relevant eller interessant for mig at høre hvorfor. Det ændrer jo ingenting?”
Så blev hun lidt kort for hovedet. Det var bare et tilbud, jo. Som jeg helt selv bestemte, om jeg ville tage imod.
Jeg udbad mig betænkningstid til i dag, og vi aftalte, at jeg skulle ringe besked til hende i formiddag.
Jeg brugte mange timer på at tænke igennem, om jeg er interesseret. Om det overhovedet giver mening. For jeg er for vred til at ville komme dem i møde, og jeg har ikke mere forståelse at udvise for deres situation, når den vej er så ensrettet, som den tydeligvis er. Jeg synes normalt, at man skal huske, at alle gør, hvad de kan, under de betingelser, de er underlagt, men jeg er forbi både forståelse, tilgivelse og syndsforladelse her. Jeg vil ikke tvinges til, oveni min afmagt og oplevelse af at føle mig *helt* alene i kampen, også at skulle rumme og imødekomme.
Men.
Så kom jeg til at tænke over hendes formulering om, at det var nemmere med et møde end med et skriftligt svar. Og jeg kom til at spekulere på, hvorfor hun ringede i stedet for at skrive. OG jeg kom til at tænke på, hvordan det kommer til at påvirke min sag, hvis jeg afslår.
For uden at der skal gå sølvhjelm i den, så stoler jeg 0% på Systemet. Som udgøres af de mennesker, der sidder i det.
Det handler ikke om forsmåethed eller sårede følelser; det er et assessment, der udelukkende bygger på, hvad Systemet har insisteret på at bevise overfor mig igen og igen og igen og igen.
Så jeg har besluttet at tage mødet – men med en bisidder. Jeg har et par stykker i tankerne, der alle har paragraffer og Karnov til op over tænderne, men for at kunne hive dem ind, skal jeg jo have en dato.
Derfor ringede jeg, som aftalt, tilbage til hende i dag.
Og ingen er vel den mindste smule overraskede over, at hun ikke tog telefonen, de tre (3) gange, jeg prøvede at ringe i det tidsrum, hun selv udstak i går.
Som serviceinfo kan jeg oplyse, at jeg kommer til at gå til valg på, at vi brænder hele svineriet ned til grunden og starter forfra. Det kan UMULIGT blive dårligere, end det er nu.
Så det er der, vi er. Med defekte dæk, formidable jobs og moderat paranoia.
Men på plussiden sidder jeg i en forhal og skriver det her, mens børnene er til svømning, for vi har har ramt den milepæl, hvor de selv kan klæde om, være på holdet, bade og komme ud igen.
Så selvom natten er mørk og fuld af rædsler, så lysner det samtidig i øst på nogle ret afgørende områder, og på bundlinjen af det helt store regnestykke, er vi, trods alt og heldigvis, stadigvæk i plus.
Fordelen for kommunen ved at “indbyde til et møde” er, at det ikke foregår på skrift. Og at notatpligten godt nok findes, men omhandler myndighedens oplevelse af mødet. Således kan man se sig selv udlagt på måder, der ikke eksisterer i virkeligheden og i faktuel modstrid med sandheden. Det er bare *meget* svært at få slettet, når først det står der.
Så jeg ville være overordentlig betænkelig ved det møde.
Heldigvis må man optage samtaler, man selv deltager i og behøver ikke at oplyse om det….
Jeg er helt på det hold. Det med mundtlig kontakt er noget, som jeg selv bruger, når jeg vil slippe uden om dokumentationen (og her skal jeg lige sige, at jeg arbejder i en teknisk forvaltning og det for mig omhandler, at jeg vil give borgeren en fordel til at godkende deres ulovlige forhold , men den kan ikke må ‘ses’ på skrift – noget med opmåling i skel og grænseværdier). Og endelig bed om at der kommer referat fra mødet til din godkendelse.
Det er virkelig som at slå i en dyne. Jeg har brugt lang tid på at forsøge at få fat i referater fra de tværsmøder, der blev lavet, da Anton gik i børnehave, men dem kan jeg ikke få. Det er nemlig ‘interne arbejdspapirer’ – og dem er de ikke forpligtet til at udlevere. Det er næsten det, der udmatter mest: At selv når du faktisk står og vifter med nogle rettigheder, så viser det sig, at der på et støvet stykke papir, helt inde bagerst på reolen, LIGE præcis er en undtagelse, der gør din ret ubrugelig.
Jeg er superglad for, at du skriver den her kommentar, for den får mig til at genoverveje min beslutning. Netop fordi jeg ikke kan se, hvad det er, jeg skal have ud af mødet, hvis det udelukkende er for at de kan vaske hænder. Timerne har jeg for længst afskrevet; det kommer jeg selv til at finde en løsning på, og det er, hvad det er. Men for mig handler det om at prøve at få nogen udenfor kommunen til at kigge dem over skulderen, for der er virkelig, virkelig mange konkrete ting, der virker fuldstændig gak.
Jeg nødt til at komme med den disclaimer, at jeg er dybt dybt dybt farvet af den løgn, svindel, bedrag og manipulation, jeg har oplevet i kommuner og at jeg derfor også er nødt til at sige, at jeg er bange for at skræmme dig
Men – min tanke er snarere at det møde skal bruges til at vurdere dig. Det er før set, at der dukker ‘bekymringsskrivelser’ op, når man står fast på sin ret.
Og mundligt kan man jo altid sige: ‘Det har vi aldrig sagt’ og ‘Der er noget Linda har helt misforstået’
Hvilket de gør. Klokkeklare lovbrud er forsøgt reddet ved at sige at jeg oplever det forkert. Gu gør jeg røv. For jeg kender godt loven.
Så hvis jeg var dig ville jeg, gennem eboks
, bede om at få forklaret hvad det møde handler om og hvorfor det findes nødvendigt. Ja. På skrift. For at tvinge dem ud i forklaringen på skrift.
Jeg er virkelig heller ikke imponeret over, hvor mange gange jeg selv har måtte rykke for tilbagemeldinger hos min kommune. Svar fra børneforvaltningen, som aldrig kom før rykker. Refusion som aldrig kom til udbetaling, før jeg bedte om en aktindsigt i sagen osv. Jeg har endda også måtte rykke for en aktindsigt i min søns tandlægejournal, hvortil de skriver, at min datters (!) journal er sendt til mig (14 dage forsent).
Ej, men… Det er så vanvittigt.
Nej, men det er så fint, at du gør det, for problemet her er jo, at ingen af os tror, at det vil være oplevelsen for OS – og når vi opdager, at jo; det er det, så er det for sent.
Kære Linda. Du skriver så magisk. Godt dækket holdt, og krydser fingre for at du finder den rigtige løsning på møde/mødeikke. Men mest af alt. bare tak fordi du skriver. Mine ord er væk pt. så jeg luner mig ved dine. Kæmpekram Jane
Kære Jane. Hvor dejligt lige at se dit navn poppe op – og tak for altid at tage dig tid til at sende et kram og ros i min retning.
Pas godt på dig selv. Jeg holder ordene i stram snor, til du er klar igen <3
Min første tanke var også, at så har du ikke noget på skrift, som der kan bruges senere.
Men hvis du har en med og man evt må optage samtalen som SM skriver, så måske. Men tænker også hvad vil det ændre ? Er det for at få dig til at trække klagen tilbage ?
Og godt du kørte ind forbi værkstedet.
Jeg har kørt fuld plade i min klage, så en af de ting, jeg også har klaget over, er den manglende mulighed for at kunne følge med i, hvor mange af mine henvendelser, der bliver registreret. Der er kun én mulighed for at kontakte kommunen, og det er via et link, der hedder ‘kontakt kommunen’. Men du vil aldrig opdage, hvis du ved en fejl får sendt din ansøgning om en kørestol til Vej & Park, for du får hverken kvittering eller svar. Når man rykker så mange gange, som jeg har gjort, taler man også med mange forskellige sagsbehandlere, og h-v-e-r eneste gang lyder det som om, det er ALLER første gang, de stifter bekendtskab med sagen. Selv når de har slået den op på cpr-nummer, skal jeg forklare, hvad det drejer sig om. Ikke min henvendelse, men selve ansøgningen. Og vi har kun den éne til at ligge.
Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man ikke som borger har bedre muligheder for at tracke sin egen sag, og man kunne godt få en mistanke om, at det netop handler om forsætlig, manglende transperans, fordi den gør det umuligt at klage.
Systemstress er virkelig – og er det paranoia, når alle i Systemet reelt forsøger at snyde en? Jeg har så mange grelle historier om vores 11 år i systemet. De spænder fra trusler fra kommunalt ansatte, til besked om, at hvis vi ønsker hjælp til barnet, må vi sælge alle ejendele og betale ved kasse 1. Jeg optager alle samtaler og forlanger ALT på skrift. Jeg ville nok foretrække at få deres overlevering på skrift, så du kan dokumentere det. Jeg får åndenød og hjertebanken, når der er post fra det offentlige i e-boks, men vil stadig have det den vej.
Jeg er også bange for min e-boks. For real. Jeg har første gang til gode, at der lander noget rart i den.
Det lyder som den vildeste gaslighting med det møde. Hvis du nogensinde får fat i hende igen, så sig at hun gerne må sende dig en mail med det “tilbud” om et møde. Ligesom med telefonsælgere. For det er vel det hun er?
Jeg sagde ORDRET det samme til min mor i går. Det er nemlig fucking gaslighting, og det var ret tydeligt at høre, at hun ikke havde forventet at blive spurgt til, hvad mødet skulle gavne mig. Og den ene af de ledere, der skal sidde med til mødet, har jeg allerede talt med, da hun ringede og spurgte, om jeg ikke ville undlade at klage, hvis de sendte mig et svar ugen efter. Igen: Ringede.
Det virker absurd, at det er lovligt.
Åh
Optage det møde , optage det møde, optag det møde, optag det møde, og nej du skal ikke oplyse det gør det bare
Og du skal have på skrift, hvad møde handler om, en dags orden
Jeg har bedt om dagsorden og liste over mødedeltagere. Jeg kan se, at det er landet i e-boks i dag, men jeg er for træt til at kigge på det nu.
Jeg får helt ondt i maven bare ved at læse om dine oplevelser med det offentlige. Jeg håber du snart bliver positivt overrasket (og så ud og købe en lottokupon).
Det ville være inderligt værdsat <3
Må jeg pippe et lille forslag om at installere en opkaldsoptager-app på din mobil?
En der automatisk optager hver samtale og sender til skyen.