De sidste par dage har jeg siddet med snuden dybt begravet i bogen ‘Børnene er konger’ af Delphine de Vigan.
Hun er en eminent forfatter, og særligt hendes bog ‘Alt må vige for natten’ blæste mig bagover. ‘Børnene er konger’ er et godt eksempel på, at man (desværre) aldrig er bedre, end den oversætter man får, og hvor sproget i ‘Alt må vige’ var tæt på magisk, så synes jeg, at det her er mere usmidigt og google-translate-agtigt. Det interesserer nok mig mere end gennemsnitslæseren pga. mit fag, men jeg ærger mig stadig over, at noget af magien går tabt, når en oversætter ikke får poesien med.
Til gengæld er historien her langt, LANGT mere vigtig og relevant – for os alle sammen.
Kort fortalt handler bogen om en mor, der er ensom, forelsket i realitygenren, og som starter en YouTube-kanal med sine børn som de primære indslag tilbage i platformens spæde start. Et af børnene bliver kidnappet – og hvorfor gør hun det? Handler det om at beskytte hende mod moderens udnyttelse, eller har en pædofil fået øje på hende, fordi hun er tilgængelig online, altid, hele tiden og hver eneste dag?
Jeg har flere gange tænkt, at det her er tæt på at være en optimal måde at anskueliggøre et helt hysterisk vigtigt problem på, som ingen journalister (synes jeg) har formået at formidle på en måde, så folk forstår alvoren. At fortælle historien skønlitterært giver en mulighed for at bringe mange perspektiver i spil, når man forsøger at belyse, hvilke problemstillinger, der f.eks. kan følge med at binde hele familiens økonomi op på, at børnene skal være tilgængelige 24/7, hvad det kan have af konsekvenser her og nu, og hvordan det påvirker børnenes liv, når de bliver voksne.
Jeg kunne have ønsket, at DdV havde allieret sig med en YouTuber, der selv tror på projektet, for jeg synes, at moderens figur bliver lidt flad, fordi de argumenter, der bliver brugt som forsvar for de valg, hun træffer, bliver en smule konstruerede – men det er stadig et emne, der er så vigtigt at begynde at tale om, at jeg er villig til at tilgive skønhedsfejl.
Og for at tage det mest indlysende først: Det er en sag, der er nem at være imod.
For en måned siden tog jeg Roblox og ‘hvordan er man en god ven i cyber’ op på et forældremøde i Fridas klasse. Ingen kunne genkende problemet. Overhovedet. Tværtimod., faktisk. Der var, efter forældrenes udsagn, SÅ lidt skærm rundt omkring i de små hjem, at internettet nærmest var overflødigt.
Og altså. Jeg er ikke ude på at hate på mennesker med stram skærmpolitik. Overhovedet. Men. Jeg har haft MANGE af de her børn med hjem, fordi Frida med sin ADHD meget, meget ofte efterspørger legeaftaler, og den uskrevne regel er, at når man er den, der tager initiativ, så er man også den, der lægger hus til. Mit punkt på mødet kom mest til at gå op i at proklamere, hvor LIDT ens barn bruger skærm, og jeg nåede et punkt, hvor jeg tænke, at hvis én person mere pudsede glorien, så ville jeg gå fuld harakiri. For det, de her forældre glemmer er, at jeg har deres børn med hjemme. Ofte. Så jeg ved ret meget om, hvilke devices, børnene har, og hvor brugervante de færdes på dem.
Mit punkt blev aflivet, før vi overhovedet kom i gang, og klasselæreren, der kom mig til undsætning ved at love, at hun ville vende det med SPS, har på bagkant meldt ud, at de ikke ser nogen grund til at tage det her emne op før om halvandet år.
Hvilket giver mig lyst til at skrige.
For det handler ikke om børnene og deres adfærd på nettet, men om forældrenes manglende forståelse for, hvad nettet er for et sted.
Men vi er endt et sted, hvor børns adfærd og valg for mange føles en direkte afspejling af vores evner som forældre, og derfor er der MANGE, der stikker hovedet i busken, så længe børnene er små, og dermed ikke kalder bluffet i andres påsyn. Og derfor er det HELT gratis at hævde, at det slet ikke er et problem hjemme ved OS, og hvis VI ikke har et problem, har vi ikke ansvar for at tage del i at løse det.
Alle er forhåbentligt enige om, at det ikke giver mening først at begynde at opdrage sine børn, når de er teenagere, men af en eller anden grund undervurderer flertallet betydningen af virtuel opdragelse. Det giver mig lyst til at hamre hovedet hårdt ind i væggen, når konflikter, der udspringer af, at børnene har roamet frit rundt i cyber, uden opsyn og vejledning, pludselig kravler ind i det fysiske rum, og alle er helt uforstående over, hvordan dét dog er sket.
‘Børnene er konger’ sætter tingene på spidsen, men kogt ind til benet er den en karikatur af en generation, der betaler for opmærksomhed med en valuta, de og vi faktisk ikke burde have lov til at råde over. Emnet er indlysende relevant for mig, både pga. bloggen, og fordi jeg har børn, der følger kanaler som den, der beskrives i bogen.
Jeg ved ikke, om jeg med bloggen her er med til at fratage mine børn noget, som jeg ikke er mit. Jeg gør mig utroligt mange overvejelser om, hvad jeg deler, når det kommer til børnene, men jeg kan ikke med hånden på hjertet sige, at jeg er sikker på, at jeg aldrig har skrevet noget, de ikke om føje år bliver træt af, at jeg har delt med fremmede.
Jeg forsøger altid at tage udgangspunkt i mig selv, når jeg fortæller om vores liv – men jeg er jo bragende inhabil ift. at vurdere, om jeg deler mere, end jeg har ret til.
Men jeg synes, at det er et gigantisk problem, at vi bliver overladt til os selv i det her, og jeg kunne hele vejen igennem bogen mærke den samme frustration, som jeg føler, når jeg ude i virkeligheden forsøger at tage emner op, som jeg lader til at være den eneste, der går op i.
Ingen reagerede, da min yndlingsaversion Aula, ændrede samtykkeindtillingerne, og gjorde det muligt for skolerne at lægge billeder op af elever på Facebook uden forældres samtykke.
Ingen.
Ingen reagerede, da børnene fik en flyer med hjem i skoletasken for et arrangement, der på papiret lød som noget, det offentlige havde sat i værk, og hvor formålet var at gøre børnene trafiksikre – men hvor afsenderen viste sig at være en straight up virksomhed, der havde købt og betalt nogle populære YouTubere for at komme og lave et show, og det ENESTE formål med arrangementet var kommercielt. Det var først, da jeg havde skabt mig længe nok i et par lokale facebookgrupper til, at den lokale presse begyndte at interessere sig for det, at det blev udsendt en fesen dementi – som var dumt og dovent og uden at blinke med øjnene smed skolesekretærerne under bussen.
Men ingen børn havde interesseret sig for det arrangement, hvis det ikke havde været hostet af en storebror fra mange børns yndlings-YouTube familie. Og meget få voksne lader til at kunne se problemet – hvilket jeg sådan set godt forstår, når tvunget samtykke og inderlig ligegyldighed over GDPR gennemsyrer det system, vi alle sammen får stoppet ned i halsen af den instans, der for mange af os er indbegrebet af det offentlige, og som er altafgørende for vores børns dannelse, nemlig den danske folkeskole.
Lovgivningen ift. hvordan børn sikres, når de optræder på deres forældres sociale medier, er forskellig fra land til land, men jeg har til gode at se én, der tager børnenes vilkår alvorligt. For selv i de mest progressive lande, hvor børn “beskyttes” ved, at de sikres en procentdel af den indtægt, deres forældre har på dem, er der ingen kompensation for, at forældrene har solgt deres privatliv til fremmede mennesker med intentioner, ingen kender til. De får aldrig lov at træde ubeskrevne ind på nye arenaer, og da de har ikke rettighederne til de videoer, som deres (myndige) forældre har lagt op, kan de ikke engang selv fjerne dem, hvis de oplever, at de mange frit tilgængelige informationer og billeder bliver brugt imod dem.
Det er et råddent svært emne, og jeg har ikke et bud på en løsning. Internettet er kommet for at blive, og det er nok et givet faktum, at vi hele tiden tvinges til at forsøge at navigere i et landskab, vi ikke til fulde forstår. Samfundet bliver mere og mere digitalt, og det er ikke en løsning bare at melde sig ud.
Problemet forsvinder ikke, fordi vi lader som om, det ikke er et problem for *os*, eller fordi vi kigger væk. Vi er NØDT til at begynde at tale om det, hvis vi nogensinde skal finde ud af, hvor fælderne er, hvad det koster på den lange bane, og hvem der har ret til at definere dig og fortælle din historie.
Det hele starter med, at vi åbner øjnene og forholder os til emnet. Og debatten behøver ikke udspringe af tørre DR1-udsendelser og rasende opslag fra Børns Vilkår. ‘Børnene er konger’ er et fremragende sted at starte, ligesom podcasten Broken Harts også giver vigtigt stof til eftertanke.
Gode bud på bøger, artikler og podcasts om emnet er velkomne, men jeg vil gerne opfordre til, at vi i kommentarfeltet afstår fra at gå i fælden med at forsøge at overgå hinanden i, hvor restriktive regler for skærm, vi hver især har hjemme os *os*.
Man kan ikke melde sig ud af den her problemstilling, for there is no I in team, og lige præcis i cyber udgør vi alle sammen både problemet og løsningen.
Lad os hjælpe hinanden med at gøre debatten nuanceret og sørge for, at den har rod i den faktiske virkelighed.
Jeg har desværre ingen kloge kommentarer. Men jeg får lyst til at pakke mine børn sammen og flytte ud på en ø uden internet. Når man ser hvor dårligt mange voksne opfører sig i cyberspace giver det ikke optimisme i forhold til hvordan de (ikke) lærer deres børn online pli.
Din kommentar fik mig faktisk til at tænke på noget. For jeg er med i en lokal facebookgruppe, der hedder Esbjerg Mødregruppe, som lyder irriterende, men som faktisk bare er for kvinder i Esbjerg, der har børn. Ingen begrænsing på alder osv.
Og tonen derinde er god. Stort set hele tiden. Jeg har første gang til gode at se shaming, latterliggørelse og nedværdigende kommentarer – og jeg tror faktisk, at det handler om, at alle i gruppen har nogen, de kender i virkeligheden. En nabo, mødre fra børnenes klasser, eller kvinder, der træner samme sted som dem. Og derfor opfører folk sig ordentligt; fordi den adfærd, man udviser på nettet, påvirker hvordan mennesker, du møder i virkeligheden, opfatter dig. Jeg tror virkelig, at det er så simpelt.
Jeg kan ikke finde ud af, om det er opløftende eller deprimerende.
Jeg vil på den ene side gerne mene en hel masse, men sagen er samtidig den, at jeg ikke helt ved, hvad jeg kan skrive. For sagen er nok lidt, at jeg på en måde godt lidt kan forstå nogle af Fridas klassekammeraters forældres manglende action. Selvfølgelig er adfærd på nettet, særligt indenfor et fællesskab som en klasse udgør, et kollektivt anlæggende. Det er i mine øjne uomtvisteligt. Men det ville være virkelig vanskeligt for mig at sætte ind med den dannelse på nuværende tidspunkt, al den stund at min ældste i 1. klasse endnu ikke begår sig på nettet, ej heller kommer til det en god rum tid endnu. Jeg ved godt at du skriver, at opremsningen af restriktive skærmregler ikke bør bo her i kommentarfeltet – men jeg er faktisk oprigtig i tvivl om, hvordan jeg bedst kan bidrage til at tage ansvar for klassens digitale adfærd og skærmforbrug på nuværende tidspunkt, når jeg foreløbigt bevidst har fravalgt skærm og digital kommunikation i hendes liv. Jeg oplever ikke, at det fylder i hendes sociale relationer på nuværende tidspunkt – heller ikke når der er legeaftaler her eller ude – det er fortsat en “ikke-ting”, for ungerne har jo ikke adgang til det? Så hvad gør jeg så, hvis jeg egentlig gerne vil hjælpe til, men det bare ikke rigtig er relevant endnu?
Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener. Mine børn får f.eks. ikke lov at være på de sociale medier, selvom mange af deres klassekammerater er det, så jeg har også et område, hvor debatten handler om platforme, hvor vi ikke færdes.
Dine børn er stadig små, og derfor er der nok nogle broer, I ikke helt står ved endnu. Men de skal ikke være meget ældre end dine er nu, før de begynder at komme i hjem, hvor der er devices til rådighed, eller hvor der er større søskende, der spiller, ligesom der også på mange skoler er computere, spil og konsoller til rådighed i SFO og klubber.
Netop derfor; fordi det her er noget, man ikke som forældre kan afgrænse på samme måde, som man kan med f.eks. sukkerindtag og sengetider, synes jeg, at det er en debat, man som forældregruppe er nødt til at være fælles om. Ikke mindst fordi det ofte bliver svært at tage den, når først nogle i klassen – typisk dem med ældre søskende – er begyndt at spille. For så bliver det umuligt at tage debatten på et rent grundlag, for så ved vi alle sammen, at det er Alberte, vi mener, når vi gerne vil have taget op, hvor sent man må ringe til hinanden. Ingen af os er gode til at være objektive, hvis vi føler os angrebet, og derfor synes jeg, at det er så vanvittigt, at det her emne først skal tages op, når det med SIKKERHED er blevet et problem.
Mit forslag i Fridas klasse var, at vi lavede et arrangement, hvor børnene var med, og hvor vi alle sammen sammen skulle tale om, hvordan man er en god ven i cyber. For jeg tror faktisk, at børnene selv har meget fint at byde ind med. Jeg synes, det ville være SÅ givende at have den refleksion, forældre og børn sammen, så både de og vi hører, hvad de oplever som svært, og hvordan de tænker, at det kunne løses. At ens egne børn ikke spiller (endnu) gør det selvfølgelig en smule abstrakt, men derfor synes jeg stadig, at det er relevant, at man har fingeren på pulsen, så man er bedre klædt på til at guide, hjælpe og tale med de andre forældre, når/hvis man selv står med et barn, der er ulykkelig over, at Conrad smed hende ud af et fælleshus i Roblox.
Hvis der på børnenes skoler blev lavet en temadag om f.eks. adfærd på Snapchat, ville det være super vigtigt for mig at være med. Også selvom mine børn som sagt ikke har det. Måske ville et sådan møde styrke mig i beslutningen om, at det skal de ikke have, så længe det er mig, der bestemmer. Men jeg ville stadig gerne vide, hvad der rører sig, hvad de andre oplever som svært og om nogen har gode erfaringer, man senere selv kunne få brug for.
Jeg synes, at det er interessant, at vores generation bliver ved med at skelne mellem online liv og ja- det andet må så vel være ‘liv’. Venskaber, drillerier, udelukkelse, mobning – alle dele findes online som offline, så jeg tænker, vi bør stoppe med at skelne mellem online og resten. Det er jo heller ikke sådan, at der er et sæt regler for at være en god kammerat til spejder, og en anden til håndbold. Derfor skal vi som voksne turde blande os lige så meget i de fællesskaber, der eksisterer online, som dem udenfor skærmen. Vi bør ikke kun spørge ‘hvem legede du med i frikvarteret i dag’ men også ‘hvem fra klassen er med til at spille Roblox’ (ok indrømmet – jeg ved ikke om de spiller det med hinanden- men jeg håber pointen går igennem alligevel) og samtidig duer det ikke som forældre, at vi helt melder os ud af de fællesskaber, fordi vi ikke ‘forstår dem’ – hvis vores barn brugte 10 timer om ugen på fodbold, er jeg ret sikker på, vi ville kende trænerens navn, vide hvilken position vores barn foretrak at spille, hvilket hold, de helst vil slå osv. og på den måde ville vi i højere grad spotte mistrivsel i fællesskabet. Hvorfor gælder det samme ikke for online communities? Som minimum bør vi sørge for at kende indholdet af det, vores børn bruger deres tid på online. Så de ikke skal starte ved Adam og Eva, når de fx faktisk gerne vil fortælle os, at noget der skete i minecraft/roblox/på Snapchat gjorde dem kede af det.
Ps. Bogen ER skuffende ringe rent litterært, men utroligt spændene rent tematisk. Helt helt enig.
Sikke dog en god og virkelig let forståelig pointe. For det har du da fuldstændig ret i.
Mon det handler om, at vi er den første generation, der ikke selv er vokset op med nettet, men som skal opdrage vores børn med cyber som vilkår, og lære dem, hvordan de bruger det?
For måske er det derfor, det føles som en slags supplement, der ikke som sådan har noget med hverdagen og de fysiske relationer at gøre? Og specielt fordi det de første år for de fleste af os udelukkende blev brugt til underholdning, og ikke var noget, hvor vi skulle forholde os til andre mennesker – eller hvor deres adfærd havde den fjerneste betydning for os og vores liv?
Det er super interessant, det her. Tak for at sætte (endnu flere) tanker i gang.
Jeg har ingen praktisk erfaring og mine børn er ikke på sociale medier. Ikke fordi det er noget vi som sådan har bestemt; det er bare ikke noget de har efterspurgt. Min datter på 11 har dog en mobiltelefon, og derfor er det SUPER spændende for mig at læse jeres andres erfaringer, for jeg kommer jo 100% til at stå i samme situation, som mange af jer allerede gør. Og *selvfølgelig* har jeg gjort mig tanker om hvad der komme skal.
Jeg tænker tit, at alle forældregenerationer har haft udfordringer mht. deres børn og skulle deale med ”farer”, der potentielt kunne fordærve deres børn, og som måske/måske ikke havde så meget på sig da det kom til stykket (f.eks. pigtrådsmusik, hippie-bevægelse, stoffer eller farlige kult-fænomener – især de sidste to fyldte meget i min barndom. Jeg er årgang 1981). På den måde ser jeg lidt online-debatten som vor tids helt store ”fare”, altså den der bliver talt op i medierne som noget der skader og fordærver og ødelægger (fordi det dårlige altid trækker klik; vi har haft den oppe før). Derfor trækker jeg bevidst lidt kontra og vælger (febrilsk?) at se de fordele, der trods alt er. For ja, der er fare på færde, men der er også en masse andre gode ting ved online-verdenen. F.eks. er en teenager i vores omgangskreds biseksuel, og hun har fundet et netværk online, der på ingen måde findes i den lillebitte landsby hun bor i.
I tråd med Kristines kommentar, så læste jeg for længe siden et interview med en fremtidsforsker, der forudså, at kommende generationer i højere grad vil se onlineverdenen som den virkelig verden, hvorimod den fysiske verden er et tilvalg. Forstået på den måde, at venskaber og sociale relationer primært findes online, og man så en gang imellem kan vælge at “stemple ud” og mødes med folk in real life. Hvis det bliver (er) sandt, så har det jo nul funktion at jeg står dér og flagrer foran mine børn som en ældgammel mor og prædiker om, at man jo skal huske at komme ud i den friske luft, og skulle du ikke invitere nogle venner på besøg? Jeg ville jo heller ikke lytte til dem, hvis de en dag prøvede at stoppe Facebook eller TikTok ned i halsen på mig fordi det er dér, man hænger ud med vennerne. Men jeg synes det bliver en smule lettere at tackle det hele, når jeg ikke ser online/offline som to forskellige verdener (som det er for mig) men i stedet som to halvdele (som det måske bliver for mine børn).
Kort sagt tænker jeg, at jeg og mine børn må gå onlinevejen sammen, fremfor at jeg står som den store diktator/moderator og fortæller dem hvordan de skal gøre (for ret beset aner jeg jo ingenting – jeg er vokset op offline). Jeg kan hjælpe dem med god ro og orden, hvordan man opfører sig og hvilke regelsæt der skal overholdes; de kan så hjælpe mig med hvordan man rent faktisk færdes online. Derudover er mine børns skole ufatteligt dygtig til at hjælpe forældregruppen, så jeg føler mig ikke helt lost.
Aj det blev langt. Tak for super gode pointer!
Nej, det er perfekt. Vi elsker lange svar herinde:)
Jeg synes, det er en god pointe, at der altid er ‘noget’ – og at den gamle generation meget ofte er bange for det, vi ikke er fortrolige med.
Det, der for mig gør det her emne særligt, er nok, at børnene ikke har helle fra det noget sted. Min folkeskoletid var helvede på jord – men i det mindste havde jeg fri, når jeg var hjemme. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan jeg havde haft det, hvis mit mareridt var fulgt med mig ind på værelset og havde været kronisk present.
Jeg håber sådan, at der sker noget, når den generation, der selv er vokset op med nettet, som det ser ud i dag, bliver dem, der skal klæde børn og forældre på til at bruge nettet til alt det gode, det kan, uden at falde i fælderne, det også rummer <3
Point taken – det må være frygteligt at de kan følge med ind på børneværelset. Du har ret. Og av mit hjerte <3
Forbrugerrådet Tænk har sammen med Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge, Red Barnet, Mary Fonden og andre lanceret ‘Genvej – til dit barns digitale liv’. Det er et stort projekt med støtte fra Ole Kirks fond og det grundlæggende mål er at klæde forældre bedre på til forstå og støtte vores børns digitale liv. Tjek genvej.org ud – der er meget virkelig godt materiale.
Hvor er der meget fint – tusind tak for heads up!
Mine boern er 12 og 14 og vi har ‘ingen’ skaermregler. Dvs vi har restrikteret de apps som boernene har adgang til (ingen TikTok, for exempel) og ja, der er styr paa det, for det er min mands bord og hans speciale er Cybersecurity. Og, vi har tidsbegraensning paa isaer min soens adgang til nettet men vi er tit meget large med at give ham mere tid naar han beder om det. Der blokeres for deres adgang fra ca 20:00 til 7 naeste morgen. Jeg oplever deres brug er meget forskelligt fra hinanden (min datter bruger det som socialt vaerktoej, min soen til at faa informationer om alt muligt som han saa bruger som input for eksempel til bygning af lego osv) og ogsaa meget forskellig skaermbrug fra dag til dag. Vi har kun en slags gaming console – en switch – og den bruger de mest naar vi er ude at rejse. Indtil nu har vi ikke haft daarlige oplevelser (trods ingen dialog om det i skolen, andet en generel undervisning) men synes jeg de nogle gange bruger for meget tid paa en skaerm – ja, helt sikkert! Men jeg forstaar ogsaa at naesten alt socialt uden for skole / legeaftaler sker paa diverse platforme og kan/vil ikke holde vores boern udenfor faellesskabet. Men det er min oemme taa!
GDPR, derimod. Jeg er helt mundlam over det du beskriver om AULA (vi bor ikke i Danmark saa ser/hoerer ikke dette). Du skal blive ved med at raabe hoejt om det, det er uacceptabelt (og farligt!). Mit pensionsselskab blev hacket og personlige oplysninger taget (ingen penge) om mig og mange, mange andre. Nu laegger vi en faellessag an mod firmaet og forventer at vinde. Naar disse sager begynder at goere financielt ondt paa firmaer og det offentlige bliver tingene aendret. Forhaabentlig ser de sig rundt nu og aendrer opfoersel.
Det er jeg faktisk virkelig glad for, at du skriver, Mette. For jeg er sgu snart nået til et punkt, hvor jeg tænker, at det må være mig, der er hysterisk, når ingen andre reagerer. Det er rart at se lidt oprigtig indignation:-D
Jeg kan fuldstændig relatere til det med en dårlig folkeskoletid og lettelsen over når det endelig blev weekend.
Min ældste har ikke nogen gode venner i klassen. Han bliver ikke mobbet, han er ikke ked af at gå i skole, men der er ikke nogen, han rigtig er gode venner med (😥). Det generer ham sådan set ikke, for i klubben hænger han ud med nogle fra andre klasser og så har han gode venner på nettet, bl.a. min bedste venindes søn, som bor for langt væk til at de kan ses ofte.
Så: jeg har også ondt i maven ved tanken om den grænseløse mobning, men med internettet er der også bedre muligheder for gode, ægte venskaber for dem, der ikke rigtig passer ind i den klasse, de tilfældigvis kom i, som vi andre ikke havde.
Jeg læste for nylig en artikel om en journalist, som tog til Oslo med sin mand i to dage uden devices. Som i helt uden. Det havde mildest talt været besværligt. De havde læst fysiske bøger og aviser, bevares, men alt fra at finde rundt til booking af restauranter, betaling osv osv var uendeligt mere besværligt. Samme som fx lige at kunne slå et eller andet op som man kommer forbi. Ikke livsnødvendigt, men rart. Kan man leve uden? Ja, formentlig, men for mig svarer det lidt til at drømme sig tilbage til en tid før forbrændingsmotoren (som jeg iø gerne så afskaffet og erstattet). Man kan også komme frem med en hestevogn, men det er sgu ret langsommeligt. Jeg ville ikke overleve mange timer i en skov uden internet, for vi ville ende med at spise giftige svampe og i øvrigt ville jeg have brug for at Google “hvordan bygger man en bivuak” og “how to survive in a forest” 🥴
Jeg tror, at løsningen, som nogle andre også siger, er at betragte internettet og børnenes liv online som en del af livet på linje med alt muligt andet. Og jeg ser heller ikke en forskel i dannelse mellem online og offline, men jeg er godt klar over at tastaturkrigerne på fb, som sviner hinanden og alle andre til i hårrejsende vendinger ikke er enige (forhåbentlig, havde jeg nær sagt, for det ender nok galt hvis man råber “møgsvin” nede i netto).
Jeg er altså ikke internethader og jeg har fx venskaber som bliver holdt i live af sjove og støttende memes på insta, men jeg tvinger også mine slappe børn ud i naturen fra tid til anden og de har ikke devices i soveværelset (endnu). Mine forælder ambitioner er blevet lavere og lavere med årene, så de er efterhånden reduceret til tre ting: man skal opføre sig ordentligt og de skal vide, at jeg altid vil lytte og prøve at hjælpe, uanset om man har gjort noget dumt, forkerg eller pinligt. Og så skal man børste tænder to gange om dagen.
For mig er det faktisk også der, snittet ligger; om de stadig har lyst til at lave andet og interagere med den virkelige verden. Så længe de to dele fylder nogenlunde det samme, kan jeg godt sove om natten.
(Og jeg hader det heller ikke. Jeg ELSKER alt, hvad det har givet mig og muliggjort. Jeg vil bare så gerne, at debatten kan være mere nuanceret end alt-eller-intet og godt-vs-ondt)
Hahaha, jeg er vild med ærligheden om fordampende forældreambitioner og de tre kardinalpunkter der er tilbage! Meget genkendeligt! ❤️Og måske ikke så tosset endda, selvom indimellem føles mere som magtesløshed…
Jeg kan også genkende eksemplet fra Fridas klasse fra vores 3. Kl. Her lagde de mest restriktive (og uden ældre søskende) forældre ud, og derefter var der ikke mange der havde lyst til at åbne op. Vi ligger klart i den høje ende, men ved også fra drengenes niveau i fortnite hvem der har spillet nonstop hele sommerferien. Så niveauet spænder vidt, og der er stort potentiale for udskamning, synes jeg. I vores 5.kl oplever jeg større forskel, hvor drengene gamer, så er pigerne på sociale medier. Så der er behov for forskellige ting, ligesom forskning jo også viser at det går hårdere ud over pigernes trivsel, fordi det handler om sammenligning, mens drengenes mere handler om fællesskab og leg. Det er sgu komplekst altså, og kilde til alle mine største bekymringer, fordi det er et stort eksperiment, som vi først om flere år helt reelt kan gennemskue.
Det er nemlig ofte først i de større klasser, at alle pludselig godt kan se, at det nok ville være fint nok at tage den her samtale. Men der er det jo ofte næsten for sent, fordi klikerne er dannet, uvanerne er etableret, og alle har en hest i løbet.
Det er noget af det, jeg næsten synes er sværest ved at stå på forældremøder med nummer 2; at man kan se nogle problemstillinger, som der faktisk ville være mulighed for at komme i forkøbet, hvis alle var en smule mere indstillede på at acceptere, at man ikke som forældre kan bestemme alt. Børn og deres relationer er organiske, og det er en evig kilde til ydmyghed at erfare, at ingen får lov at slippe for udfordringer, al god opdragelse til trods.
Er det ikke to forskellige problematikker, der blandes sammen? “Børnene er konger” handler om forældrenes udnyttelse af deres egne børn til kommercielle formål. Ikke om børnenes brug af elektroniske medier. Jeg har voksne børn, så det vil jeg ikke kommentere på. Men udnyttelsen af børn: Når jeg ser, hvordan “influenter” sender direkte fra spisebordet for at markedsføre vitaminer og måltidspakker, og strikdesignere, der lader børnene vise deres trøjer, mens de leger, spiser og bare “er til”, får jeg det så dårligt på disse børns vegne. Børnene kan jo ikke sige fra! De bliver anvendt som et markedsføringsredskab, og forældrenes forretning bliver hængt op på dem – præcist som i “Børnene er konger”. Jeg håber, børnene tilgiver deres forældre, når de bliver ældre!
Det er mig, der har haft et seperat spor kørende i hovedet, og ikke har fået forklaret mig godt nok – beklager!
For jo. Helt overordnet er det to forskellige problemstillinger, og det er nok også sådan, man skal behandle dem, hvis de skal løses.
Når jeg alligevel synes, de hænger sammen, så er det fordi jeg synes, begge problemstillinger i bund og grund udspringer af min generations manglende forståelse af, hvad internettet er for et sted. For hvis vi til fulde forstod omfanget af den måde, vi tillader at børn bruges på, så ville vi alle sammen kræve, at det stoppede. Og mange af os lader vores børn følge de her familier på YouTube, fordi de, sammenlignet med hvad der ellers flyder rundt derude, virker utrolig ufarligt. Men det er en fin pointe i bogen, synes jeg, at det kommer til at skabe en illusion af, hvad det perfekte liv er. På en måde er det en børnependant til det problem, der i ungdomsårene tales meget om ift. kropsidealer og -forståelse.
Så det, jeg nok i virkeligheden er efter her, er ikke de isolerede problemstillinger, men mere det helt overordnede problem, som både de her kanaler, forældres manglende vilje til at engagere sig i debatten og skoler og offentlige instansers bevidste blindhed ift. hvad de faktisk giver videre til 3. part.
Jeg tror faktisk det er relevant at vende UANSET om ens børn er meget på devices eller ej. For vi har måtte konstatere at det også havde nogle omkostninger at vores ældste var en af de sidste der fik mobil f.eks. (hun har fået nogle andre observationer med osv.). Men det betyder noget fordi det flytter kommunikationen. Så kan jeg godt have en holdning til at det skal være anderledes hos os…men faktum er bare at med tlf. Kommer også sms og dermed mulighed for at lave legeaftaler selv. Og hvis du ikke har det så er der sommetider et skridt ekstra. Det samme kan gøre dig gældende med snap f.eks. for hvis du ikke er på snap og de andre er…så er det ikke sikkert du lige får den besked om at “vi tager i biografen, mødes her eller lign”. Og det betyder noget og det kan ikke adskilles fra deres “alm” liv. Så jeg tror vejen frem er at finde en balance.
Min i 5. Skal i øvrigt have temauge om “digital dannelse” med udgangspunkt i materiale fra Børns vilkår..det glæder jeg mig til at høre mere om
Det er virkelig godt, at de tager det op. Men jeg ville sådan ønske, at folkeskolen var bedre til at forebygge. Jeg ved godt, at det skal være kendt stof for flertallet, for at det giver mening at have det som tema, men min påstand er, at det ville give mere mening at forsøge at præge holdninger og skabe gode vaner, INDEN de har etableret en cyber-persona, end det er at redigere på bagkant.
Jeg synes det er så godt de tager det op og i forhold til nogle ting kan de stadig være på forkant..men det er på mellemtrinet og min yngstes klasse er der mange der har tlf. Allerede og en del af det man skal lære er faktisk lidt det samme: du skal ikke sige noget til nogen du ikke kender om private ting (og hvor du er) f.eks. selvom det ikke er så udbredt. Og så en virkelig vigtig ting: andre kan kun se det du skriver ikke dit kropssprog og det glimt du har i øjnene når du fyrer en joke af eller pjatter. Så selvom man godt kan grine og rulle med øjnene og sige “hvor er du dum” og det bliver opfattet som afsendt og ironisk. Så er resultatet et HELT andet hvis du bare skriver “Hvor er du dum”
Og det er IKKE fordi jeg er ude efter at det må lærerne sørge for. Vi gør hvad vi kan for at klæde vores unger på..men nogle af de snakke er man nødt til at have fælles
Genvej er også på insta, hvis man vil mindes om emnet jævnligt og se aktuelle problematikker
Nu kom jeg endelig tilbage til min tankerække: Jeg vil gerne slå et slag for den digitale pædagog Eva Fog Noer.
Hun er på facebook, instagram og tik tok.
Jeg er sikker på at hun lige præcis ved hvad du taler om. Hun tager tit aktuelle nyheder op og guider børnene lidt i det.