(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg begyndt at tænke over at lave plads i køleskab og fryser, fordi det er ret afgørende for at kunne gemme rester i juledagene.
Den seneste uge har været fuldstændig vanvittig, og egentlig har det været rart med en slags ramme ift. madplanen. Jeg har dedikeret én hylde til de ting, der skal bruges, så når jeg skal købe ind, tjekker jeg, hvad der står på den, og handler og laver mad ud fra dét.
I samme boldgade gemmer jeg egnet emballage, som man kan sende rester med hjem i, f.eks. de halv-liters plastbøtter, som Fridas yndlings-yoghurt kommer i.
Det kan lyde analt, men min erfaring er bare, at man er meget mere tilbøjelig til at gemme rester, hvis man ikke skal Tetris’e dem ind i køleren, ligesom det også er meget, meget nemmere og langt mere oplagt at sende ris a la mande med gæsterne hjem, hvis man har engangsbøtter stående klar på bordet, som man kan fylde i, når man pakker væk.
2.
Har jeg været til juleklip i Fridas klasse, hvor der blev serveret pebernødder i de der små aluminiums-bægre, man kan bage postejer i.
Og jeg kan virkelig, virkelig godt forstå, at man ikke kan køre porcelæn i hele indskolingen, når der skal bruges 8-10 bægre i hver klasse – men aluminium godt nok?
Jeg spurgte, om ikke vi kunne fin de noget at bruge dem til på bagkant. Skylle dem og bruge dem til maling i Craft, eller måske, som jeg har set på et hospital, hvor jeg tolker, at sætte dem under de dispensere med håndsprit, der sjatter og misfarver både vægge og linoleumsgulve.
På det pågældende sygehus, har de endda været så geniale, at de har genbrugt de ringe, som man i tidernes morgen havde askebægre (!!) i. 100.000 point til den medarbejder, der på et p-møde har sagt: “Tror I egentlig ikke, at de passer i størrelsen?”
Om de er endt med at genbruge dem, ved jeg ikke, for jeg måtte stryge ud ad døren, inden arrangementet var slut, men jeg håber, at de enten har gemt dem til et egnet formål, eller vælger en anden løsning til næste år.
3.
Har jeg på opfordring fra én af jer, lånt og læst kogebogen ‘Bæredygtig Gourmet’ af Gittemarie Johansen.
Jeg er slet ikke dygtig nok i et køkken til at kaste mig over de opskrifter, bogen indeholder, men jeg synes, at det er virkelig fedt, at der begynder at være inspiration at hente til også at tænke klima og CO2-belastning ind i menuen, når vi hæver niveauet.
Og så indeholder bogen nogle ret fantastiske lister over, hvad der er i sæson, samt idéer til bæredygtig borddækning osv, så bare en opfordring til at tjekke den ud, hvis man er et madøre med grønne ambitioner, der rækker ud over den allestedsnærværende vegetar-bolognese.
Enig – elsker at kunne give folk rester med hjem, hvis der er fødselsdagskage, pålægskagemand eller julefrokostrester, så alle får del i rovet.
Og det er MEGET sjovere at sende det ud i verden end ned i skraldespanden.
Inspireret af dig med de der engangsbøtter, så er jeg også begyndt at gemme dem nogle gange. Senest da jeg ryddede ud i fryseren og besluttede at smide resten af den vaniljeis ud, som jeg alligevel aldrig ville få spist, fordi den ligesom var ligesom var blevet dårlig, og det var irriterende meget plads, som den bøtte optog.
Så jeg spurgte min fætter om han ville have den, for når han har ungerne på besøg, så får især hans søn altid rester med hjem. Og det ville han meget gerne – for vi ved jo alle, at unge mænd på 22 år ikke er dem, der går mest op i at gemme tupperware og husker at levere tilbage 😉
Så hvis ikke det er noget jeg selv skal bruge, så ryger de nu fremadrettet den vej, hvis det er “gode bøtter”. Min fætter var mega glad, og både ham og jeg synes det er win-win.
Og det er jo ikke fordi jeg synes, at man bare skal dumpe sit plastikaffald hos andre, fordi man selv synes, at det giver mening 😀 Men hvis man kender nogen, som måske kan bruge det i situationer a la det, så skader det jo ikke at spørge om de vil have det. For måske synes de også det er en god idé.
100% – og det er også genialt ift. at sende rester med folk hjem, som man måske ikke ser så tit, eller som bor langt væk. Der kan gå måneder imellem, at jeg ser mine Aarhus-mennesker, og så er det sgu lidt træls, hvis 3/4 af mine tupperwarebøtter står deroppe; der er tomme is- og yoghurtbøtter geniale:)
Min farmor gemte også yoghurt-bøtter, og var sød til at give mig lidt gryderet med hjem efter søndagsfrokosten. Men engang gik det vist lidt stærkt for hende, for da jeg glædede mig til at varme en god portion bøf stroganoff op, åbnede jeg bøtten og fandt … yoghurt!!! 😄
Åh, det er køleskabsudgaven af æsken med småkager, som viser sig at indeholde sytøj:)
Jeg gemmer også diverse plastbøtter, og så fryser jeg rester ned, som min datter kan få med hjem til København, når hun er hjemme i jylland.
Det er faktisk ikke anbefalet at bruge isbokse til madrester. Det er kun anbefalet at genbruge plastikbeholdere til madvarer som ikke adskiller sig meget fra bøttens oprindelige beholdning. Dvs surhed, fedtindhold og temperatur skal være det samme.
Citat fra fødevarstyrelsen: “Genbrugsbægre bør kun bruges til fødevarer, der ikke adskiller sig fra det oprindelige indhold med hensyn til surhed, fedtindhold eller opbevaringstemperatur. En isbeholder er f.eks. ikke beregnet til indpakning af varme fødevarer.
Middagsrester bør derfor ikke opbevares eller opvarmes i ymer- eller isbokse. De er egnet til mejeriprodukter og til opbevaring ved lav temperatur. Der er således ingen garanti for, at der ikke vil vandre kemiske stoffer fra bøtten til fødevarer under andre forhold.”
https://foedevarestyrelsen.dk/kost-og-foedevarer/alt-om-mad/kemi-i-maden/koekkengrej
Måske gør det ikke så meget den ene gang, man tager middagsrester med hjem fra tante Olga, men mange er ikke klar over at man helst skal undgå at genbruge plastikemballage, så jeg pipper lige – og så kan man jo bruge den viden som man vil 🙂
Det er så vigtigt at sprede det (glade?) budskab!
Det er godt, du gør – for vi har haft debatten herinde før, og faktisk havde jeg tænkt, at jeg ville skrive det i indlægget, men jeg kom fra det. Så så er det dejligt med lidt ekstern hukommelse:)
For alt, hvad du skriver er rigtigt, og netop derfor opvarmer jeg heller aldrig madrester i emballage fra andre fødevarer. (Jeg skal dog være ærlig og sige, at jeg godt kan finde på at fryse maden i de bøtter, jeg har fået den med i, hvis min søde mor f.eks. har givet mig en gang suppe med hjem i en gammel isboks).
Men jeg synes stadig, at det er den bedste løsning til lidt reste-take-away, når man giver gæster mad med hjem, fordi jeg holder det op imod enten at skulle smide maden ud, fordi man ikke selv kan nå at spise den, eller skal købe ekstra plastik, så man ikke løber tør, hvis gæsterne stikker af med den gode tupperware.
Uanset hvad er jeg glad for, at du skriver det, for så træffer folk i hvert fald deres beslutninger ud fra et mere oplyst grundlag, end mit indlæg egentlig gav dem mulighed for <3
Jeg er så glad for at du tog min kommentar positivt ♥️ Til dem der er interesseret i alternativer: fryseposer kan bruges i langt de fleste tilfælde. Plastikbøtter fra genbrugsbutikker Du kan finde ubrugt tupperware til 5 kr hvis du er heldig og genbrugerne har bunker af dem.