Det her startede som et svar til dig, Kristina, som i kommentarfeltet til sidste indlæg spurgte, om jeg ville prøve at skrive lidt mere om det med at gro, der hvor man er plantet, i stedet for at jagte de perfekte vækstbetingelser, for “Jeg stiller store krav til mine medmennesker – og jeg bliver skuffet gang på gang.”
Som så ofte før, blev det langt og undervejs fik jeg lyst til at hive det ud på selve siden, i tilfælde af, at andre har tanker og synspunkter, de vil byde ind med.
Som jeg kort nævnte i sidste indlæg, så føles det somme tider som om, noget for mig samler sig i et tema; en slags ‘lektie’ i at ændre på noget, der jævnligt skaber frustration, og som jeg pludselig får øje på i både relationer og i min generelle tilgang til hverdag og verden.
Og jeg genkender præcis, hvad du skriver, Kristina. Du lyder faktisk som en 10 år yngre version af mig her, for hold KÆFT, hvor har jeg også været skuffet over folk. Både dem helt tæt på og dem helt ude. Det bliver jeg stadig – ligesom jeg også stadig kan komme til at ophøje begivenheder til noget, der skal være Perfekt for at have værdi.
Ikke, at det her nogensinde har været en hemmelighed for mig selv. Jeg har altid vidst, at jeg har en tendens til at være kompromisløs; at jeg stiller høje krav til min omverden, og at mine frustrationer ofte handler om, at jeg giver mere end jeg egentlig kan undvære. For det er jo der, frustrationerne opstår; når en relation bliver skæv i indsats og forventninger.
Og man bliver ikke 40+ uden at have lært, at det er spildte, gode kræfter at forsøge at ændre på andre mennesker.
Så hvordan slipper man det mindset uden at det kommer til at føles som om, man bare resignerer og lader sig nøje?
For mig har det handlet meget om at lære at placere relationerne og mine forventninger til dem det rigtige sted. For jeg har opdaget, at jeg i årevis – altid? – har delt folk op i to grupper: Dem, jeg har lukket ind og dem, jeg ikke har et forhold til. Og dem, jeg har lukket ind, har jeg haft en tendens til at opfatte som én stor gruppe, selvom mit fortrolighedsniveau med de mennesker, der udgør gruppen, variererer.
I overført betydning står folk enten helt inde i min stue eller er tilfældige forbipasserende på gaden.
Og her har der for mig været meget læring i at tænke over, om de egentlig alle sammen skal sidde i sofaen – eller om nogle af dem måske hører til i entreen, i indkørslen eller helt ude i haven.
Det kan komme til at lyde som nid og straf. At man, hvis ikke man lever op til mine tårnhøje forventninger, bliver lagt på is. Det er slet ikke sådan, jeg selv tænker det. For mig handler det om at justere relationen, så vi investerer det samme i den, og bruger den til nogenlunde det samme.
For det kan godt ske, at jeg skidegodt kan lide en mor til et barn i Fridas klasse, og at jeg synes, det har karakter af et venskab, når vi drikker kaffe, mens pigerne leger. Men det er det ikke. Ikke sammenlignet med de venskaber vi begge har med mennesker, vi har mere historie og tættere bånd med. Og derfor skal forventningerne til dén her relation (selvfølgelig) nedjusteres.
Det ser meget oplagt ud, når man skriver det, men det har taget mig lang tid at få øje på, hvad det egentlig er, der sker.
For mig startede det med, at jeg begyndte at bemærke, hvor mange begrænsninger, jeg fik sat for mig selv ved altid at låse mig fast på, at bestemte begivenheder skulle være perfekte for at kunne bruges. Den nylige månevandring på Møn er et godt eksempel. For for 5 år siden ville der have været tusinde ting, der kunne have ødelagt oplevelsen for mig. Tænk, hvis det regner. Eller jeg har de forkerte sko med. Eller har hovedpine. Eller ikke kan koncentrere mig om at meditere, fordi jeg skal tisse. Hvad hvis jeg har for lidt tøj på? Eller for meget? Eller hende, der står for det, er en af de alternative typer, der får *alt* til at stritte på mig? Eller, eller, eller.
Bemærk venligst, at der ikke er et *eneste* punkt, der har afgørende betydning for, om begivenheden kan gennemføres. Der er ikke noget ‘tænk, hvis bilen går i stykker på vej derover’ eller ‘bare jeg ikke vrikker rundt eller brækker flere tæer, så jeg ikke kan gå’ på listen
Der er altså ingen reelle katastrofescenarier i overvejelserne; de går alle sammen bare på ting, der potentielt kan påvirke oplevelsen i negativ retning.
Da dét begrænsningsfilter først var blevet tydeligt for mig, blev det også indlysende, hvor meget læring og udbytte, jeg med den alt-eller-intet tilgang går glip af, og derfor begyndte jeg langsomt at øve mig i at tænke: “Hvad kan jeg få med under *de* her betingelser?” når noget ikke var, som jeg havde tænkt eller håbet.
Derfra var der egentlig ikke så langt til at begynde at betragte de mennesker, jeg har omkring mig på samme måde.
Men én ting er at have gjort sig tanker om, hvordan noget kan gribes an. Noget andet er at føre det konkret ud i livet. For hvordan pokker går man fra at være skuffet og frustreret, til at tage, hvad man kan bruge, og lade resten ligge?
I mit tilfælde forestiller jeg mig, helt konkret, at jeg flytter de mennesker, jeg gerne vil bevare en relation til, men som jeg oplever investerer mindre end mig, en cirkel ud. Igen: Ikke som straf, men som en måde at beholde dem i mit liv på. For hvis jeg ikke gør, dør relationen alligevel, fordi man over tid gror det, der på godt dansk hedder resentment mod mennesker, man igen og igen bliver skuffet over. Og det er ret vigtigt for mig at slå helt fast, at jeg godt ved, at det primære problem er mig; at mit relations-net er for grovmasket. Jeg får ikke placeret folk det rigtige sted fra starten, og derfor er jeg nødt til at relokere dem efter et stykke tid, og fasen op til dén manøvre, indebærer stadig skuffelse og frustration. Det er nok svært at undgå, men jeg oplever, at min sorteringsproces efterhånden går hurtigere, og at skuffelsesfasen dermed bliver knap så lang.
Til gengæld føler jeg, at det, jeg arbejder med her, har gjort mig bedre til at være klar i spyttet i de nære relationer, fordi sorteringen også gør det mere klart, hvem jeg gerne vil dele sofa med. De relationer kan bære mere, og her er jeg ikke bange for at give en verbal røvfuld, hvis jeg synes, indsatsen er for slap – hvilket jeg kun kan gøre, fordi jeg ved, at de ville gøre det samme den anden vej. At tage de svære samtaler er også en måde at passe på venskaber på.
Jeg oplever også, at jeg hurtigere opdager breadcrumbing, når jeg bliver udsat for det. Altså, de relationer, som i lang tid virker gode og værdifulde, men hvor man efter et stykke tid begynder at bemærke, at mens man selv prioriterer den anden person, så tapper denne kun lige nok ind til, at man ikke går sin vej. De fleste kender nok mest den adfærd fra datinglivet, men den lever også i bedste velgående på de sociale og faglige arenaer, hvor man på en eller anden måde repræsenterer noget, den anden kan bruge. Det kunne tidligere tage mig lang tid at opdage, men fordi jeg nu er begyndt at forholde mig konkret til, hvor på den metaforiske matrikel folk hører til, bliver mangelfuld indsats også meget hurtigt meget tydlig.
Så altså. Skåret ind til benet er jeg nok bare blevet så gammel, at det begynder at gå op for mig, at man må overgive sig til livet på livets betingelser og *gøre* det meningsfuldt, uanset hvad form det kommer i, hvis ikke man vil ende med at sidde alene og marinere i skuffelse og bristede forventninger. For mig føles det meget meningsfuldt at arbejde med, og det er jo altid et godt udgangspunkt for at blive ved med at gøre det.
Det blev langt. Igen igen igen igen. Og det er et af de indlæg, hvor jeg, mens jeg trykker ‘Post’, er i tvivl om, om det giver mening for andre end mig. Men alle input er velkomne i kommentarfeltet, og om ikke andet håber jeg, at du, Kristina, føler, at det var en form for svar.
Altså, her på lille Fyn brød gospelkor og englesang løs – for det er på samme tid SÅ enkelt og sandt – og så alligevel så helvedes svært i det “rigtige” liv.
Det bliver nemmere, eller i hvert fald mere “bevidst”, at få lagt venskaber i de rigtige ringe, som man bliver ældre. Og bare følelsen af, at “det må jeg godt” (ligge dem i ringe) – det har du simpelthen beskrevet SÅ SMUKT.
Hvis du hældte lidt vand ud af ørerne og tegnede et par modeller, så er der temmelig sikkert til en bestseller bog der, du!!!
Jeg har efterhånden (50+) lært mig selv, at vi (jeg) godt må være forskellige ift hvor mange folk, der skal være i hvilke ringe. Troede i mange år (40+), at der var noget i vejen med MIG, når jeg ikke kunne finde ud af (=ikke har brug for) nær så mange tæt på, som jeg kan se at andre har. Men jeg er ligesom jeg skal og kan være. Kæmpe social omgangskreds på arbejde. Og RO og MEGET FÅ mennesker i ring 1 til 3. (Eller sådan noget, har man et bestemt antal ringe?..)
Sommer kram. Uh at vi må blive underholdt OG oplyste i dit selskab❤️
Din kommentar fik mig til at smile – “Livets ringe – du er et træ” måske? 😀
Det er interessant, det du skriver om antal af ringe, for det har jeg ikke tænkt over før, men jeg tror, jeg har.. 3? 4? Og ligesom du beskriver, tror jeg, at der er plads til X antal mennesker i hver ring, og at dette er individuelt og forskelligt fra person til person. Nogen har en lænestol i stedet for en sofa, mens andre har en gigantisk flyder med puf og hele svineriet.
Jeg har spekuleret på, hvordan man kan vandre i cirklerne. For jeg har mennesker, der er startet i den yderste ring, som nu står i den inderste – men jeg tror faktisk ikke, jeg kan komme i tanke om nogen, der har taget turen den anden vej?
Endelig tror jeg heller ikke, at det er givet, hvem, der hører til hvor. Det ville være oplagt at tænke, at familie bor i første cirkel, nære venner i den anden, og kolleger og hej-bekendte i den tredje, men sådan tror jeg faktisk ikke, at det forholder sig for ret mange.
Tak for et godt indspark og sommerkram lige retur:)
Det, du beskriver lyder rigtigt meget henad teorien om ‘Moneysphere’ (eller Dunbar’s Number https://en.wikipedia.org/wiki/Dunbar%27s_number).
Det et netop en teori, der beskriver vores sociale relationer som cirkler med begrænset kapacitet – med en selv i centrum.
Der er ikke noget forkert i disse cirkler. Den beskriver (eller bekræfter måske) blot, hvordan relationerne varierer og bliver mere overfladiske jo længere væk fra cirklens centrum, man kommer.
Jeg er helt sikker på, at det er noget, jeg har samlet op et sted i forbindelse med en tolkning – det er næsten det, jeg elsker højest ved mit arbejde; at jeg bliver præsenteret for en myriade af teorier og måder at betragte livet på, hvor der somme tider bare er noget, der siger klik 🙂
Da corona ramte fandt jeg ud af hvor jeg var i de nærmeste cirkler, og min nærmeste cirkel var meget lille. Det gør mig trist, for det med at få nye venner er ikke let i en hverdag og med 2 mulige autisme børn, så jeg holdet ved og prøver at kæmpe, selvom jeg giver mest.
Jeg tolkede engang på en uddannelse, hvor den primære lærer den allerførste dag startede med at sige, at statistisk ville omkring 1/3 af dem, der var gift/samboende med en kæreste ved uddannelsesstart, være skilt/fraflyttet, når de dimitterede. Ganske enkelt fordi en uddannelse er så livsændrende en begivenhed, at det ikke er alle, man kan blive ved med at følges med, når man først er gået ned ad den vej.
Din kommentar fik mig til at tænke på den intro, fordi jeg også har kæmpet meget med en følelse af at mangle nære venner og tætte relationer efter at jeg flyttet tilbage til Esbjerg.
For faktisk er jeg ikke sikker på, at det er mangel på mennesker, der gør, at det er så svært at finde nye venner som voksen. Jeg tror måske, det handler om, at man ikke følges med nogen gennem en proces, hvor man udvikler sig sammen, når man er igennem de livsdefinerende år? Altså, dem, hvor man bliver voksen, får børn, vælger karriere osv. Man kan stadig være heldig at støde på nogen, der har samme livsbetingelser, som man selv har, f.eks. børn med særlige behov, men man får ikke den tvungne tid sammen, som man f.eks. gør på en uddannelse, og jeg tror sgu, at det er de mange timer, der giver relationen dybde? Ikke i hvert eneste tilfælde men i mange af dem.
Jeg har været nødt til at erkende, at folk for mig stadig hører til, hvor de hører til. At jeg ikke kan hive en, der egentlig hører til i haven, ind i sofaen, fordi der er en ledig plads. De kan godt sidde der, men det giver ikke det, som sofa-relationen egentlig skal give, og derfor føles det hele tiden amputeret.
Følger du den IG-profil, der hedder ‘postkort fra sommerlandet’? Der er virkelig, virkelig mange kvinder, der kæmper med den samme følelse af ensomhed, som både du og jeg kender til, og jeg kan se, at de arbejder på at lave små fællesskaber derinde. Måske det var en mulighed? <3
Tak for endnu et dejligt indlæg! Vil du linke til den IG, du nævner? Kan slet ikke finde den frem derinde.
Jo! Det er mig, der kludrer. Den hedder: postkort_fra_et_aegte_liv
Godt, du skrev:)
Årh mand ❤️ Git uden tvivl mening for mange andre end dig! Du ved at jeg selv bruger cirkel teorien – udelukkende for at hjælpe mig selv med at sætte mine relationer i er klarere lys. Det gir bare færre skrammer på næsen! Jeg er vild med sofa billedet – det sætter lige en ekstra lysende ring omkring det hele 🙏🏼 Den anden dag talte jeg om veninder, venskaber, udviking osv med en god tæt veninde. Vi har haft vores bump, men da hun sagde det her blev selv de store bump forsvindende små “for mig handler det om hvem jeg VED ville lave en plads til mig i gummibåden- det ville du” Jeg deller gerne både sofa og gummibåd med dig at du ved det ❤️
Der er også altid både en hynde og et bræt til dig her, musse:-*
Det giver SÅ meget mening – hos mig i hvert fald! Tak for at sætte ord på noget, der rumsterer rigtig meget hos mig i disse år. Af mange grunde tror jeg. Fx små børn, coronaen og ikke mindst to flytninger inden for lidt over to år, først fra by til landsby og dernæst til udlandet, hvor jeg pt bor. Relationerne fylder vildt meget i mit hoved, når man er langt fra alt det kendte og ekstremt sårbar på alle mulige tænkelige og utænkelige måder. Og det er gået op for mig, at de nære venner er nogen jeg har haft gennem mere end 20 år (jeg er 41), så altså fra omkring gymnasietiden (+/- et par år), men at jeg har sværere ved at bevare nyere bekendtskaber, og nu hvor du har sat ord på det, tror jeg noget af det handler om, at jeg har problemer med at placere dem i de rette cirkler. Og det koster en del frustration og savn. Men også nu hvor jeg bor i et andet land for en periode, er det svært at få placeret nye folk de rette steder, for jeg har vildt meget brug for gode relationer i min nærhed, men når man ved, det nok er for en begrænset periode, er det svært for mig (og for den anden part antager jeg) at placere hinanden.
Så tak! Tak! TAK for at sætte ord på noget vigtigt og interessant! For jeg har virkelig brug for at justere mine forventninger og få det bedste ud af de muligheder, jeg har.
Og tak Henriette for den henvisning. Det skal jeg også lige kigge nærmere på:)
Det er en virkelig fin tilføjelse, at det også har betydning, når der er en tidsbegrænsning af den ene eller anden slags inde over. Og som én, der er flyttet fra 90% af vennenetværket i en alder af 34, kan jeg nikke genkendende til alt, hvad du skriver ift. hvor svært det er at skabe nye, dybe relationer. Pladsen i sofaen forudsætter vist, at man har fulgtes gennem noget, der enten i tid eller impact har defineret ens liv?
Hvor er det nogle fine billeder du skaber. For mig tror jeg faktisk udfordringen går lidt den anden vej men med samme problematik. Jeg har nogle meget gode venner fra gymnasiet og en enkelt fra folkeskolen. Og i virkeligheden er min sofa fyldt op. På den måde at hvis jeg skal investere reelt inde relationer så giver det ikke mening bare at hive en ekstra sofa ind i stuen. Og det synes jeg faktisk er svært. For jeg kan sagtens møde skønne inspirerende mennesker som jeg faktisk gerne ville lære bedre at kende og efterhånden lukke ind..men jeg er nødt til også at være ærlig der. For med arbejde, familie (og mindre børn) kan jeg ikke altid tilbyde det jeg gerne ville i forhold til den anden uden at jeg opfører mig som en røv. Og så er jeg jo nødt til metaforisk at holde mig til at invitere på drinks i haven i første omgang.
Du ramte øvrigt noget sjovt fordi du skrev det med at oplevelserne skal være perfekte. Sådan har jeg det ikke generelt men åbenbart med ferier. Jeg ved ikke om det er fordi man glæder sig osv men på en eller anden måde synes jeg let jeg ender med kun at synes det spiller hvis vi spiser nyplukkede jordbær til morgen i solskin,l aver alle aktiviteter i perfekt harmoni og ungerne bare lægger hovedet på puden og sover om aftenen. Og det sker ligesom ikke. For vi er en familie på godt og ondt og der er virkelig mange gode stunder men også lange putninger, unger der skændes osv..præcis som i hverdagen. Så der går altid lige nogle dage hvor jeg skal lande i at vi ikke behøver nå det hele, skænderierne også er her osv. Så her til morgen drikker jeg en kop te alene med en bog og ungerne ser (tysk..vi er i Tyskland) børnetv, og min mand sover stadig. Og det er helt som det skal være.
Jeg tænker, at du gør det eneste, du kan gøre, når du holder det til havefesterne – for du har fuldstændig ret. Somme tider er der bare ikke flere ledige pladser i sofaen, selvom de skønne mennesker bliver ved med at dukke op.
Men fordi man altid er to om at dele ansvaret, så opfylder du jo til fulde din del af aftalen ved at være klar i både spyt og intentioner. Der, hvor det bliver træls, er, hvis folk har det, som du har, og stadig bliver ved med at foregive, at der er ledige pladser. “Vi skal også lige finde ud af noget”, “Nu skal vi altså snart have kaffe!” og “Når vi kommer hjem fra sommerhus, så finder vi lige en dag”. Jeg er med på, at det for nogle bare er høflighedsfraser, men for os, der er lidt relationsblinde bliver det virkelig svært at sortere i, hvem der mener det, og hvem der ikke gør. Og for mig ville det være 1000% ok bare at skilles med et “Hils hjemme” eller “Godt at se dig igen”, når man mødes i Rema.
Og så tror jeg i øvrigt, at ferie-perfektheds-illusionen er en del af basispakken, når man får børn:)
Tak Linda. Det er meget brugbart og hjælper mig til et lidt klarere blik på nogle ting, jeg pusler med:
At elske nogen og blive elsket tilbage, familie og tidligere BFFs, er ikke automatisk det samme som at folk (stadig) sidder i sofaen. Kærlighed = inderste cirkel, sådan føles det for mig men det er ikke rigtigt i alle tilfælde. Et klart blik på det hjælper.
At være tvunget til at flytte nogen mange cirkler ud, i hvert fald for en tid, er også en sorg. Jeg er stadig blevet droppet i sofaen, selvom vedkommende ikke er forsvundet ud af mit liv. Men det er sværere for mig at placere, når der stadig er gensidig (venne)kærlighed.
Det er et forbistret stykke arbejde, for det er jo kun noget, man tager fat på, fordi alternativet er blevet for svært.
Jeg håber, du får flyttet alle brikkerne de rigtige steder hen <3
Igen Linda formulerer du en problemstilling, som de fleste bakser lidt med.
Har været meget tæt på et menneske, som jeg havde været venner med siden gymnasiet, men som jeg alligevel har valgt fra, fordi hun udviste så stor ligegyldighed for aftaler og løj som sidegevinst – det tvang mig til at granske i hvad jeg egentlig forlanger af mine relationer og mere jeg ikke vil accepterer. Min konklusion blev at jeg forlanger sandheden som minimum, at jeg ikke er til sociale ‘sommerfugle’ dvs mennesker som drøner ind i dit liv i intense samvær, for så at blive distancerede i måneder derefter. Jeg oprettede en test, som gik ud på hvem ville jeg ringe til først hvis jeg stod i en livskrise – lidt ligesom din venindes gummibåd og fandt ud af at min veninde slet ikke ville være en jeg ringede til, for hun besvarer som regel ikke sin telefon, hun ringer ikke tilbage, aflytter ikke sine meddelelser og skriver ikke tilbage på beskeder.
Vi har haft mange gode og sjove timer sammen, men da jeg ikke havde hørt fra hende i næsten et år, efter hun udeblev fra en aftale og gav en meget mærkelig undskyldning for ikke at mødes med hende næste gang, så måtte jeg give slip, selvom jeg stadig savner hende for de gode ting. Hun er meget fortørnet over at jeg har afsluttet vores venskab, men det handler nok mere om at hun lige havde brug for mig i det øjeblik.
Jeg er blevet så gammel at det handler om kvalitet i mine relationer og det øver jeg mig i at overholde.
Det giver meget mening.
Jeg tror heller ikke, at man skal være blind for, at nogle mennesker trives med publikum og ideen om, at de er vennegruppens kändis. Dem har jeg også kendt et par stykker af, og de er svære at rumme på den lange bane. For selvom de kan være godt selskab og skideskønne i øjeblikket, så bliver den evige opremsning af, hvor travlt de har, og hvor mange, der hiver dem i ærmet i længden lidt trættende. Specielt hvis den kombineres med mangelfuld indsats og generel utilregnelighed.
Jeg læste engang, at man ikke skal gå i en pelsforretning, hvis man mangler en bikini. Det var egentlig en kommentar til dating, kærester og one night stands, men jeg elsker udtrykket. For mennesker som hende, du beskriver, kan være virkelig sjove at hænge ud med – men man kan ikke læne sig op ad dem, og det bliver man nødt til at holde sig for øje.
Stærkt, at du fik det lukket ned og holder fast. Det tror jeg, man redder meget selvrespekt og sjælefred på.
Jeg bliver nysgerrig på, om de mennesker du omrokerer opdager det? Altså, om det der sker er en “på plads-sætning” ift til der hvor den/de allerede havde placeret dig, eller om de pludselig føler sig “snydt” fordi relationens karakter passede dem godt og så ændrer du pludselig på den?
Spændende spørgsmål. Der er endnu ikke nogen, der har konfronteret mig med det, men det kan jo både handle om, at de ikke har opdaget det, at de ikke ved, hvordan de skal italesætte det, eller at vi som voksne har relativt lange mellemrum mellem, at vi ser hinanden, og at der derfor går lang tid, før det bliver tydeligt, at jeg har skruet ned.
Men fordi de relationer, jeg ændrer på, typisk er dem, hvor jeg opdager, at jeg har fået folk forkert indplaceret, så kan man sige, at jeg egentlig bare spejler dem og deres niveau/indsats i relationen. Og det tror jeg, trods alt, at de fleste har selvindsigt nok til at kunne se det rimelige i. Giver det mening?
OG en fanfare fra et bigband ❤️😃
Så må jeg insistere på, at det bliver BFUSS, der leverer den.
Takker!
Ja, det giver ret god mening. Dog har jeg ikke rigtig nogen fra min studietid, der har hængt ved. Men jeg tror helt sikkert, du har en pointe i det. Det er virkelig interessant – og som altid er kommentarsporet også fyldt med spændende og tankevækkende perspektiver 😊
Folk er – som altid – bare skidegode:)
Indlægget førte her hos mig til kortvarig dårlig samvittighed – hvilket helt sikkert ikke er intentionen. Men føler tit, at jeg ikke har kræfter til at investere tilstrækkeligt i mange gode mennesker; gamle som nye. Måske handler det – som en skrev ovenfor – om, at min inderste cirkel er meget smal (lænestolen), og at jeg i virkeligheden kæmper lidt for at få plads til mig selv derinde (som det introverte menneske jeg er).
Stort tak for ‘billedet’, det giver super god mening – og mon ikke også cirklerne størrelser og kan ændre sig en smule i takt med livsfase og behov?
Det tror jeg bestemt, de gør. Jeg kan mærke, at der bliver plads til færre, sådan helt generelt, i mine cirkler i takt med, at jeg bliver ældre.
Formålet med indlægget er ikke at skabe dårlig samvittighed eller at påpege mangler i indsats rundt omkring <3 Hele teksten er en ode til at finde ud af en måde at rumme andre menneskers betingelser på samtidigt med, at man respekterer sine egne grænser og forbliver tro mod egne behov.
Så det er ikke et spørgsmål om, hvad der er ‘rigtigt’ eller ‘nok’ at give, men mere om, hvordan man kan være, hvor man er, og glædes og vokse som menneske, selvom vilkår og betingelser ikke altid er, som man ville ønske.
Tak; det giver rigtig god mening, og er en god ramme at forstå sig selv og sine relationer i 😀
For pokker da. Dit indlæg gav en øjenåbner af dimensioner her hos mig. NU forstår jeg pludselig og ser det klart. En veninde igennem 30 år har altid siddet på ærespladsen i sofaen hos mig. (Har tænkt på hende som en søster, da jeg var familieløs udover mand, børn og svigerfamilie). Igennem årene har jeg i flere perioder været ked af lange perioder fra hendes side uden mangel på initiativ til at ses, men nu forstår jeg. Jeg sidder ikke på ærespladsen i hendes sofa. Det gør hendes mor og søster. Jeg betyder meget for hende, sidder nok lige for enden af sofaen, måske i stolen ved siden af. Den ubalance har været årsagen til min frustration og dybe savn og higen efter jeg også skulle sidde på
ærespladsen i hendes sofa… Men det gør jeg ikke, men det er også i orden. NU kan jeg putte hende ned på en af de andre pladser i sofaen og – måske – give plads til min egen biologiske søster, som jeg er kommet i kontakt med efter mere end 22 års tavshed. Jeg skal i gang med den indre oprydning og se klart på mine andre venskabsrelationer. Jeg har samme følelse af lettelse og glæde, som da jeg afleverede speciale for mange år siden. En sløjfe er bundet, forklaringen på den indre kaotiske gordiske knude er løst op. Tak, Linda!
Jeg fik din kommentar i morges, og den gjorde mig simpelthen så glad. Det er så FEDT, når man har bokset med noget, og så pludselig læser/hører/ser noget, der bare pludselig får det hele til at stå klart.
Tak for at give mig den tilbagemelding <3
Tillægskommentar: Sætningen “uden gensidighed bliver et venskab uværdigt” har hjulpet mig til at navigere. Jeg formulerede det for mig selv på et tidspunkt, men læste senere det samme i Zetland (“Det er dine venner, der knuser dit hjerte”. Rigtig god artikel). Uden balance sniger der sig en følelse af ydmygelse ind med tiden. Med tilpasning af relationen bliver det måske nok lidt mere ensomt, men er det klart værd for selvrespekten.
Der står også i den artikel, at hvis man kigger på et 7 år gammelt billede fra sit liv, vil halvdelen af vennerne sandsynligvis være skiftet ud. Det synes jeg også, der er noget trøst i. Ikke alle venskaber varer for evigt.
Det er virkelig rigtigt. Og vi bliver også nødt til at æde, at der er nogle mennesker, der viser sig at trives med rollen som Den Travle Veninde, der aldrig lige har tid/kan give besked, om hun kommer osv. Der ligger helt sikkert noget dér, man også kunne dykke ned i, for der er jo nok en (i hvert fald for hende) god forklaring på, at det forholder sig sådan.
Vi kommer alle sammen med alt muligt skrammel i rygsækken, og det øver jeg mig i at huske. For når jeg gør det, så forstår jeg pludselig på en anden måde, hvorfor det ikke giver mening at holde et uplettet ideal op som nordstjerne for vores adfærd, kommunikation og interaktion.
Så fine refleksioner både i indlægget og kommentarfeltet.
Som recovering bitter pleaser blev jeg både ramt og rørt over formuleringen “at mine frustrationer ofte handler om, at jeg giver mere end jeg egentlig kan undvære.” For hvor er jeg ofte blevet låst i en ærgelig forståelse af, at “give mere, end jeg får,” men det bliver så transaktionelt og rummer ikke hele sandheden. Det handler jo netop om, at brikkerne skal falde på plads i os selv for at vi kan lægge et fornuftigt relationspuslespil sammen med andre.
Jeg har ikke ord for, hvor højt jeg elsker udtrykket ‘renovering bitter pleaser’ – det er PERFEKT!
Jeg har haft det præcis, som du beskriver her, og skal stadig til tider arbejde aktivt på ikke at falde i dén fælde igen, men man lægger for meget af ansvaret for sin egen lykke over på andre, er jeg nået frem til.
Det er work in progress, men det er stadig bedre end stilstand <3
Den tendens til kompromisløshed, du beskriver, synes jeg slet ikke jeg kan mærke på din blog 🙂 Her er du rummelig overfor læserne, jeg har aldrig oplevet dig “smække med døren” og selv i dine mere “politiske” indlæg kan du være “på den ene side og på den anden side” (hvilket jeg sætter pris på, da vi ikke er enige politisk). Alt dette vil jeg bare lige rose dig for 🙂
Det er jeg oprigtigt glad for at høre, Ida. Det er nok i virkeligheden også mest i mine IRL-relationer, jeg opfatter mig selv som én, der har langt til sin grænse, men krydser man den først, er løbet kørt 4evah, som de unge siger:-D
Føler mig helt starstruck over at blive nævnt i et af dine blogindlæg 🙂
Tusind, tusind tak for dit perspektiv. Det giver så meget mening for mig! Kommentarerne er som altid også mega reflekterende. Det er næsten på niveau med at gå i terapi jo – og det er ment et kæmpe kompliment til både dig og dem, der kommenterer.
Jeg kan mærke, at jeg har et stykke arbejde foran mig, og noget jeg skal øve mig på.
TAK!
Du er mere end velkommen, Kristina – tak for et godt oplæg:)
I får lige link til artiklen her, hvis nogen har lyst til at læse eller lytte til den:
https://www.zetland.dk/historie/sOz95jgg-aoNV1qGD-7f53f
Sikke en fin artikel, Sofie – tusind tak for link! Jeg har faktisk også bidt mærke i, at værterne i mange af de podcasts, jeg lytter til, som bliver hostet af vennepar, begynder at være åbne om, at de går i venne-parterapi. Jeg synes virkelig, at det er en god ide, og jeg tror, man ville have flere med videre, hvis man gjorde det.
TAK for et tankevækkende og super reflekteret indlæg. Jeg synes du er så god til at nuancere og få mange perspektiver med – og så kommentarerne oveni! Jeg synes det giver god mening at tænke i cirkler. Jeg bruger noget tid hvert år i december på at reflektere over året der gik – også ifht venner og nære relationer. Så får jeg lige taget temperaturen på det hele – hvem har jeg set for lidt? Hvor har jeg selv været for lidt? Især kan jeg genkende det med skævheden i relationen. Når jeg opdager den, så giver jeg slip, for med ganske få undtagelser, så vil jeg ikke være den der giver mest – i længden. Alle relationer går op og ned og det skal der selvfølgelig være plads til. Det er smertefuldt når man må se i øjnene at det der engang var, ikke er mere. Især ifht. familie, men jeg tror det er en vigtig og god proces.
Jeg kan genkende det mange skriver med at få nye venner. Det har jeg slet ikke fået i årene med små børn. Så blev jeg skilt – og nu har jeg fået to nye gode og tætte venner. Der var dejligt at opdage, at det godt kunne ske og jeg ikke var vokset fast…
Sikke en fin ide at sætte det “i kalenderen”; ikke mindst i forhold til at prøve at tænke over, hvor man selv giver – og hvor meget.
Og tusind tak for dine fine, fine ord. Det er en fornøjelse at krænge sin hjerne ud på papir, når det altid bliver taget så fint imod <3
https://www.zetland.dk/historie/s8q1V9dy-meQEjZjn-1203d
Pudsigt nok er der en ny artikel om venskab på Zetland. Den får I også lige.
Tak! Jeg fandt også lige et afsnit af podcasten ‘Where should we begin’, hvor det var venner, der var i stolen. Det var en super fin session.
Tusind, tusind tak for dine indlæg Linda. De giver ALTID så meget mening for mig og de tanker jeg selv tumler med. Du drømmer ikke om, hvor meget jeg bruger det du skriver, til at reflektere over min egen hverdag. Især det med venner og omgangskreds.
Tak for dig og dine skriv og tak til jer der kommenterer med herinde. Det er virkelig et særligt netværk der er her.
Det var dog den fineste kommentar at få – TAK Tanja! Hvor er jeg glad for, at du synes, det kan bruges <3
Tusind tak for sofa-analogien, som har rumsteret i mig siden i sommers. Det giver så meget mening, men nøj hvor er det svært at ændre perspektiv sådan helt ægte!
Det her kommer muligvis til at lyde lidt ananas i egen juice, men det er faktisk et af de indlæg, jeg også selv bliver ved med at tænke over, fordi det er et, hvor jeg pludselig forstod en helt masse, da jeg skrev det.
Lige nu fylder det ift. børnenes relationer, fordi der jo også der er sofaer og legehuse med plads til mange eller få, og fordi der i dén ligning også er en forældrevinkel, der skal tænkes ind. Altså, at det ikke kun handler om, hvad børnene egentlig foretrækker, men også om, hvem forældrene kender i forvejen/var i mødregruppe med/har gået i skole med, og hvor de bor.
Der er meget at unpacke her, synes jeg. Det er en livslang arbejdsproces at være menneske <3
Ja, så skriv endelig mere om emnet efterhånden som du lærer. Fx det med børnenes relationer, det vil jeg gerne blive klogere på!