Jeg er landet i sofaen, helt skæv i betrækket af træthed, fordi jeg i nat har været på fuldmånevandring på Møn.
Turen var en julegave, min veninde og jeg gav hinanden i erkendelse af, at ingen af os mangler flere krus eller tørklæder, og egentlig skulle vi have været været afsted i april. Men verden venter ikke på de sløve, så da vi i slut-februar forsøgte at bestille, var alt for længst udsolgt og således besluttede skæbnen, at det var i går vi skulle afsted.
Der er godt nok pænt på Møn. Og særligt, når mørket falder på. På et tidspunkt, omkring kl 22.30, gik vi forbi fyret derovre, og det er noget af det fineste, jeg kan huske at have set.
Turen derover var til gengæld mere end almindelig træls. Krak siger ca. 3,5 time, men vi endte med at bruge 6,5 time pga. sommertrafik og kø. Da vi ankom, var der ingen, der tog imod os eller var klar til at hjælpe med det praktiske, og vores værelse var givet til nogle andre, der ved et helt usandsynligt tilfælde hed det samme som os.
Vejret var til gengæld tæt på perfekt. Vind nok til at man ikke døde af varme, når man knoklede op ad bakker og ned ad skrænter, og samtidig klart nok til at både stjerner og måne fik lov at give os åndenød af betagelse. Vi gik tæt på 9 km. med indlagte meditationsøvelser undervejs, og da vi kom tilbage til gården, var der bål og dyner og den bedste aspargessuppe, jeg kan huske at have smagt.
Meditationsøvelserne gav fuldstændig mening for min veninde, mens mange af dem ikke ramte mig. Men på en bagvendt måde var de alligevel perfekte for mig, lige der, hvor jeg er, for ét af de livstemaer, jeg i disse år arbejder med, er at overgive mig til livet på livets betingelser.
I mine 20’ere kæmpede jeg for at få de mennesker, jeg omgav mig med, til at forstå og for at tvinge mine vilkår og muligheder ned i den form, jeg gerne ville have, de skulle antage.
I mine 30’ere skar jeg fra og væk. Både mennesker, der tog mere end de gav og mål, der krævede ofre, jeg ikke var villig til at bringe.
I mine 40’ere oplever jeg, at opgaven går på at lære at rumme, og at blive i situationer, der ikke er optimale og se, hvad jeg kan få med på trods. For i takt med at jeg bliver ældre føler jeg større overbærenhed med mine medmennesker, og også en større villighed til at bruge kræfterne på at vokse i den jord, jeg nu engang bliver plantet i, i stedet for at jagte de perfekte vækstbetingelser.
Og således kunne jeg i nat, uden at irriteres eller frustreres, tune ud af den fælles meditation og ind i min egen, og nyde roen og udsigten, og muligheden for at fokusere på de tanker og følelser, der i hverdagen bliver overdøvet af praktik og logistik.
Fordi træerne trods alt ikke vokser ind i himlen, gik der også 20% af den mentale kapacitet på at spekulere på, hvordan man kunne optimere oplevelsen, for:
For jeg ELSKEDE at gå under fuldmånen og at have tid. At vi ikke havde travlt med at komme ind og hjem, fordi mørket faldt på. Og jeg syntes, at det var SÅ fantastisk (og SVÆRT!) at gå i stilhed og at have ophold undervejs, hvor man fik tid til at følge sine tanker i alle de retninger, de stak af i og bare betragte dem.
Derfor har min veninde og jeg snakket om at lave vores egen fuldmåne-vandring her i løbet af efteråret. Vi har flere steder i og omkring Esbjerg, hvor der er både skov og strand, og hvor man ville kunne gå i ophøjet ensomhed efter kl 21, og jeg har også et par ideer til, hvordan man kan gribe meditationsdelen an, så man har udbytte af den, uanset hvem man er, og hvad man har brug for at dvæle ved.
Det bliver ikke sidste gang, jeg fuldmånevandrer, og jeg glæder mig allerede til næste gang. Men ikke så meget, som jeg lige nu glæder mig til at kravle ind under min dyne.
Godnat derude til hver eneste af jer.
Jeg synes det lyder som en fantastisk gave til hinanden (og jeg er også sådan en, som ikke altid liiiige er så skarp på de der meditationsøvelser 😬)
Det var det virkelig også. Hvis jeg selv kan få lavet noget, der giver mening, kan du komme ned og med mig ud <3
Hvis I ender med at planlægge en fuldmånevandring i Esbjerg og omegn med mulighed for tilmelding, må du sige til. Det lyder virkeligt fedt.
Min veninde og jeg droppede julegaver og fødselsdagsgaver for 3-4 år siden. I stedet tager vi på et døgns spaophold bare os to en gang om året. Det er samtidig også en mulighed for at ses, da vi desværre bor alt for langt fra hinanden og derfor ikke ses så tit.
Det lyder også som en rigtig fin ide. Det er fedt, når man sammen gør noget, som både glæder i øjeblikket, men også giver noget at snakke om og samles om. Vi gav for et par år siden hinanden en tur til håndlæser – det var virkelig også godt.
Nu skal vi lige teste formatet på selv-foranstaltede fuldmånevandringer, men får jeg det til at fungere, er det klart noget, jeg vil prøve at brede lidt ud. Det kunne være så fint, hvis man var flere, der gjorde det og skiftedes til at planlægge det praktiske:)
Det ville være rigtig interessant, hvis du ville skrive noget mere om det med at bruge kræfterne på at vokse i den jord, du nu engang bliver plantet i, i stedet for at jagte de perfekte vækstbetingelser. Jeg stiller store krav til mine medmennesker – og jeg bliver skuffet gang på gang, så det er altid rart at høre om andres tanker om emnet.
Tak for, at du holder liv i din blog. Den er FANTASTISK!
Enig i begge dele ❤️