Grænser, telefoner og dårlige beslutninger

Jeg bliver ved med at få kommentarer på Liv & Død-indlægget, samt opfølgeren her. Det lader til, at vi er mange, der lige nu tygger en del på relationer og vores måde at være i dem på. Både ift. hvad vi byder ind med, og hvad vi lader os byde.

Jeg spekulerer på, om det handler om, hvor vi er i livet, eller om det er tiden lige nu. Vi er ikke alle jævnaldrende herinde, men så vidt jeg kan vurdere ud fra kommentarer, jeg modtager, bor de fleste af os i nogenlunde samme segment.

Men noget har ændret sig efter pandemien, synes jeg. Og på én eller anden måde bliver det forstærket af den kollektive fornemmelse af, at verden brænder og af den konstante følelse af, at alt lige nu er så absurd vigtigt, at man faktisk bliver helt apatisk.

Måske er det den .. overvældelse, der kommer af dét, der gør, at vi fokuserer på de nære relationer? Fordi de er håndterbare, og fordi det er det, der er tilbage, nu hvor alt føles som om, det er i frit fald.

Samtidig medførte pandemien en langt mere skærpet sans for at vælge til og fra. Da alt lukkede ned, og man skulle definere sin nære cirkel, blev det starten på en mere bevidst måde at forholde sig til de mennesker, man er omkring, og den proces tror jeg, at mange af os stadig er farvede af.

2023 har været et vildt år i min omgangskreds. Der er sket store ændringer rundt omkring, og det er de bærende søjler, der er sunket i grus. Folk er blevet fyret og skilt, har haft affærer og har fundet kærligheden på, om ikke håbløse steder, så i hvert fald nogle bøvlede nogle af slagsen, og fordi vi har den alder, vi har, er der børn, der i farten både er faldet til ro, under bussen og af pladen.

Og når alle dele bevæger sig samtidigt, og de gør det på begge sider af bordet i en relation, så trykprøver det helt automatisk hele konstruktionen, fordi dét, der engang bandt os sammen, ikke længere er. 

For mig har opstart på medicin samtidigt betydet, at jeg har fået færre timer i døgnet, ganske enkelt fordi jeg for første gang i mit liv kan mærke, når jeg bliver træt. Både helt konkret, f.eks. sidst på dagen, men også i situationer og relationer.

Det kan der være mange grunde til, men uanset årsag, så har det for mig betydet, at jeg har været nødt til at forholde mig til, at jeg ikke er den, jeg var for et år siden – og ej heller har den tid til rådighed, som jeg havde dengang.

Jeg har altid været en mærkelig blanding af pragmatisk og kompromisløs, men på begge sider af dét paradoks, har det været vigtigt for mig at være tro mod mine egne værdier. Det er lidt noget bøvl at skulle redefinere sig selv i forhold til andre mennesker, mens man stadig er en del af både cirkler og kredse, men den pludselige evne til at mærke, hvad jeg føler, tvinger mig også til at forholde mig til, hvad jeg så stiller op med de følelser.

Derfor har der været 3 sætninger, jeg har været nødt til at minde mig selv om mange, mange gange over de sidste 12 måneder:

1.

Folk har ret til at træffe dårlige beslutninger.

Det er irriterende. Men det er også virkeligheden. Og når jeg husker det, husker jeg også, at det er ok ikke altid at stemple HELT ind og forholde mig til det, jeg bliver præsenteret for, for dén proces kræver 110% nærvær og opmærksomhed på detaljerne. Det er der nogle situationer, der kræver, hvis man vil have lov at smykke sig med titlen ‘Ven’ – men vi ved også alle sammen, at der er situationer, hvor det ikke gør den fjerneste forskel, hvad du byder ind med. Du kan trække hesten til truget, men du kan ikke tvinge den til at drikke, og det sidste år har været én lang øvelse i at vurdere, hvornår jeg skal pege truget ud, og hvornår jeg skal lade hesten stryge afsted over prærien, fordi den faktisk godt ved, hvor det står, men vælger at ignorere det.

(Det er i øvrigt relativt ofte mig, der er hesten).

2.

Alle relationer skal ikke kunne rumme og bære alt.

Her er vi tilbage ved sofa-metaforen; at de mennesker, der i overført betydning står i entreen, ikke har hverken brug for eller ønske om at blive inviteret ind i alle dele af privatlivet. Den tanke er egentlig ikke ny. Men det, der for mig ER nyt, er, at det jo også somme tider er MIG, der står i entreen. Og med dén indsigt er opstået en lavere barre ift. hvad jeg synes, jeg skal stille op til og indkaldes som problemknuser på. 

3.

En telefon, der ringer, er en invitation til en samtale, som man ikke er forpligtet til at takke ja til.

Og det er jo ikke fordi jeg læner mig op ad en helgenkåring, vel? Men jeg kan pludselig mærke, når jeg faktisk ikke lige kan overskue en samtale, fordi jeg er blæsende overstimuleret, (f.eks. af en lang dag på arbejde) – og det er nyt. Det betyder, at jeg nu på forhånd kan vurdere, om jeg har lyst til at overtrække kontoen, men det er stadig svært for mig at skille ad, om det er relationen eller den samtale, der bliver lagt i skødet på mig, jeg reagerer på.

Jeg elsker, når jeg kan få lov at hjælpe folk med at kurskorrigere ift. noget, de er på vej ud i, fordi jeg kan tilbyde perspektiver, de måske ikke selv er opmærksomme på.

Jeg vil også umådeligt gerne stille min surt optjente erfaring til rådighed, så andre ikke skal brænde ud på at begå de samme fejl, som jeg har begået.

Men jeg kan for første gang i mit liv også mærke, at der er områder og relationer, jeg har lyst til at slippe, når jeg selv er færdig med dem, og synes, jeg har givet, hvad jeg har; f.eks. fordi jeg selv er videre, og den erfaring, jeg kan byde ind med, vedrører problemer, jeg ikke længere har inde på livet, eller hvis jeg er ved at drukne i vrede detaljer om noget, vi ikke længere har til fælles.

Og det skal ikke forståes sådan, at jeg synes, at ven- og bekendtskaber skal være bytte-bytte købmand, hvor vi nidkært afregner på øren. Men det er da en overvejelse værd, om den tid, vi kan finde mellem børn og job og skolefodbold, skal bruges på, at man hver gang der laves aftaler bare er indkaldt som en slags publikum til en monolog om en åndssvag eksmand. 

Eller om man i en løs, romantisk forbindelse er forpligtet til at agere sparring på dumme chefer og 7/7-aftaler, når man kun har mellemtimer og forlængede frokostpauser at gøre med.

Man må godt forvente af en relation, at det er givende for begge parter, synes jeg. Der skal være plads til, at det somme tider er den ene, og somme den anden, der har brug for at være i centrum, men den er helt grundlæggende nødt til at bygge på et gensidigt ønske om, at vi både kan og gerne vil være noget for hinanden.

Det lader til at være indlysende for andre mennesker. Det ser endda ud som om, at det for mange sker helt automatisk, og ikke engang er noget, de behøver at tænke over at navigere i.

Ikke for mig. For mig kræver det opmærksomhed og fokus at huske, at man ikke behøver indgå i en relation, fordi man er ønsket, og mit hoved er nogle dage ved at eksplodere af tanker – og af at forsøge at navigere og sortere i alt det, jeg har opfattet som naturligt og sandt hele mit liv. 

Men jeg begynder langsomt at forstå vigtigheden af ikke altid at være til rådighed for alle til alt, og at grænsesætning også somme tider kan være noget så lavpraktisk og nemt som at undlade at besvare en ringende telefon.