Jeg har altid haft en lidt mærkværdig dualitet i min personlighed, hvor jeg på nogle områder kan være helt afsindig konform, mens jeg på andre kan være det mest autonome menneske, du nogensinde kommer til at møde.
Hyperflex ét sted, bundrigid et andet.
Den røde tråd har vi for længst opgivet at lokalisere. Der er intet system i, hvornår jeg er at finde hvor, eller hvorfor noget er vigtigt for mig, mens andet ikke er. Eksempelvis følger jeg, som den klassiske førstfødte, på mange måder den traditionelt afstukne vej – men mine børn fik jeg alene, og jeg har aldrig været i tvivl om, at de, (som de eneste i familien), ikke skulle døbes. Jeg er opdraget med selvstændig tænkning som den ultimative dyd, men *selv* her var der en korslagt arm og et enkelt ‘- men somme tider kan man måske godt følge traditionerne, selvom man ikke er enig i ALLE detaljerne?’
Sådan fungerer jeg ikke.
Autoriteter og automatrespekt har jeg altid haft det ualmindelig svært med, så derfor var ingen mere overraskede end mig, da jeg, familiens absolut *mindst* royale får, insisterede på, at vi skulle gøre en ting ud af kroningen i søndags.
Vi fik stampet alt, hvad der kunne kravle og gå med samme efternavn sammen, jeg fik indført bobler, og sådan gik det til, at vi sad bænket foran tv’et, da Danmark fik historiens måske mest perplekse konge.
Det gik sådan set fint i starten. Jeg var mest optaget af, om kareten mon havde skudsikre ruder, hvorfor man ikke sender direkte fra statsrådet, og hvad det ville kræve at blive lagt i benlås af bagerste PET-agent til venstre.
Men da Margrethe rejste sig og med våde øjne og en stemme, der knækkede over sagde: “Gud bevare kongen” – og Frederik bukkede for hende – tudede jeg som den første.
Og da han trådte frem på balkonen, og allerede inden han åbnede munden måtte tørre øjnene, var jeg færdig. Helt og aldeles.
For det, der rørte mig inderligt, og som – for mig – trumfer både de blå slægtslinjer og historiens vingesus, er det nærmest arketypiske budskab, jeg synes, der er i det her eventyr, nemlig at du altid ender med at vinde, hvis du spiller som dig selv.
For JA, han har være akavet. Og helt urimeligt u-statsmandsagtig. Og i mange år var det eneste, der fyldte i medierne, at alt, hvad der lugtede af kors og bånd og aristokratisk selvhøjtidelighed, var strøget direkte til Sønderjylland, mens ham, der stod til at rydde bordet, ikke kunne sætte to ord efter hinanden i den rigtige rækkefølge.
Og måske har vi haft en Barbera Bertelsen på lønningslisten ift. at brande ham som folkelig, med Royal Run og fadøl og Kom Så De Hviie’ de sidste 10 år. Hvis det er tilfældet: 10.000 point og et ridderkors for indsats og klarsyn.
For det, der skinner så tydeligt igennem, er, at det muligvis har handlet om, at finde ud af, hvordan man rearrangerer udstillingen, så dét, man har, ser ud af noget, og også ligner et produkt, folk gerne vil købe – men uanset om det er alder og udvikling, eller om han har fået hjælp til at se lyset, så er slutresultatet vidunderligt autentisk.
Ingen af os er perfekte. Vi kommer alle sammen til bordet, fulde af fejl og mangler og usikkerhed – men det, der begynder at blive tydeligt for mig er, at det i andre menneskers øjne sjældent er vores fejltagelser eller indbildte ansigtstab, der definerer os eller påvirker vores troværdighed. Det er, hvordan vi vælger at håndtere dem.
Jeg så det, da jeg arbejdede i fitnessbranchen. De instruktører, som var helt glatte og teflonbelagte, var der ingen, der havde noget imod – men der var sjældent heller nogen, der foretrak dem. For ingen kan mærke et menneske, der intet giver af sig selv.
Dem, der træder frem og står, hvor man kan se dem, med både shortcomings og styrker lagt frem, er dem, der ender med at løbe med det hele. For når du ikke forsøger at fremstå perfekt eller konstant skal huske at spille rollen som ufejlbarlig, bliver du fri til at være den, du er.
Der er intet at afsløre, og det sætter fri.
Dem, der ender med at blive udsat for granskning og mistro er dem, der insisterer på at opretholde en facade, som alle kan se dækker over noget. For det, der kommer til at fylde, når man kigger på de mennesker, er et urbehov for at finde ud af, hvad det er, de prøver at skjule. Og en vished om, at det, de skammer sig over hos sig selv, er det, de dømmer hos andre.
Derfor bliver jeg umådelig rørt over at se en konge, der bærer hjertet udenpå, og som i sin første tale beder om hjælp. For ydmyghed indgyder tryghed i en verden, hvor intet er farligere, end mennesker, der mener at vide alt.
Jeg gætter på, at tronoverdragelsen havde set helt anderledes ud, hvis det havde været Joachim, der skulle overtage kåbe og scepter, og netop derfor var det så fint og specielt at se Dronning Margrethes reaktion, synes jeg. For den var en spejling af det, han har lært hende ved at vokse ind i at være sig selv og vise, at der ikke kun er én rigtig måde at være regent på.
Folkets respekt og hengivenhed står og falder ikke med form og etikette; tværtimod kan begge dele vokse ved udsigten til en konge, der ikke længere lader til at være bange for at tage sig selv med ind ad døren, selvom han ikke helt ved, hvad der venter på den anden side.
Det kan man gøre, når man ved, hvem man er og ikke har brug for at støtte sig til masker og rollespil for at holde balancen; når man står solidt nok på sine fødder til at kunne tilpasse sig uden at vælte. Så er man stadig genkendelig og troværdig, selvom landskabet ændrer sig, og det er der nok ingen tvivl om, at det kommer til at gøre, både bogstaveligt og i overført betydning i de årtier, som Frederik skal sejle monarkiet igennem.
Det indgyder håb for fremtiden, at vi nu endelig er et sted, hvor de selv øverst på kransekagen kan rumme indhold over indpakning. Hvor sårbarhed bliver en styrke, når den ikke gemmes væk – og hvor børn forhåbentligt aldrig igen skal holde tale for deres fædre og starte med ordene:
“Papa. Man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed.”

Åh gud, nu fik du mig til at græde, så fint skrevet
❤️❤️❤️
Hold kæft hvor er det en klog tekst. Tak! Nogen burde sende den over til Frederik.
Jeg tror måske, at min intensive googling af, om kareten var skudsikker, har sat mig på en watchlist, der gør, at alt, hvad jeg foretager mig online, ender i nærheden af ham…😬
Men er den skudsikker?
Så du balkonseancen på Amalienborg, hvor han stod med armen rundt om prinsesse Josephine? Der var jeg ved at få våde øjne (igen).
Det kunne jeg ikke finde ud af! Men det handler nok om ikke at give nogen gode ideer…
Da først sprinkleranlægget var tændt, var det praktisk talt umuligt at stoppe igen, så jeg har vrælet over det hele. Flere gange😩
Jeg tænkte præcis det samme – det så udsat ud på en eller anden måde.
Plus jeg nåede omkring skudsikker veste, da de trådte ud på balkonen, hvad tror vi? Min mand siger nej🤔
Jeg tror HELT sikkert, at han er plastret ind i bly. Alt andet grænser næsten til hovmod i en by som København. JA, der er mange steder for snigskytter at ligge på lur!:(
Jeg er fuldstændig vild med det!! ❤️
❤️❤️❤️
Jeg er så enig med dig.
Hvor var det fantastisk, vi var på slotspladsen, så vi græd ført da vi kom hjem, og så Gud bevare kongen scenen igen og igen.
Sikke en oplevelse, det må have været!
Du kan da også lige….(snøft, ej den høfeber, altså!!) ramme alle de væsentlige punkter fra den dag.
Er såmænd royalist selv, og alligevel var det ikke pompen & pragten, der gjorde indtryk. Men mor og søn, hver med sin opgave, og alligevel “forbundne”…
Der blir skrevet så meget om, at han ikke må lave flere fejl.. men tænker, at de 4 (fire) danskere, der ALDRIG selv har begået en fejl, kan udnævnes til dommer panel.
Alle vi andre kan godt selv huske, de fejl, vi har begået. Og hvad vi har lært af dem. Også en gave, vi kan give videre til næste generation.
Præcis. Jeg stoler ikke på mennesker, der hævder at være ufejlbarlige.
Jeg har også bemærket, at der er meget lokal forhøjet pollen, hver gang ‘Gud bevare kongen!’-klippet bliver genudsendt…
Det er en virkelig fin analyse. Tak!
Jeg synes Margrethe lykkedes med at give Frederik den bedst mulige start. Ved at trække sig på denne måde, kunne vi fejrer hende og ham uden at hendes død skulle skygge for glæden. Men også at hun kunne vise at hun tror på at han er klar. Vi så hendes tiltro, og fik set Frederik gennem hendes øjne
Ja! Og samtidig har han også mulighed for at ringe til en livline, hvis noget bliver svært for ham. Det var bare all round så fin en måde at gøre det på <3