Innerbloom

For første gang i mange år sidder jeg med min MacBook i skødet og forsøger at finde ud af, hvor jeg skal starte årets nytårsindlæg.

Det plejer at give sig selv. I hvert fald har der den sidste håndfuld år været så massive udfordringer de enkelte år, at det har været enkeltbegivenheder, der har været toneangivende for årets tema, og det er en vild fornemmelse, at det ikke er tilfældet denne gang.

Faktisk er det nok nærmest fraværet af konkrete udfordringer, der er årets overskrift – og ikke fordi det bare har været en slentretur på en forårsdag fra januar til december, vel? Men det er livet jo aldrig. For nogen.

Men der er så meget, der er faldet på plads de sidste par år, og selvom der har været forandringer i løbet af 2023, så har de stort set alle sammen været det endelige udfald af processer, der har været i gang længe.

Anton er kommet i et skoletilbud, der er rammesat til børn som ham, hvilket giver mere overskud til os begge. Hos ham udmønter det sig konkret i, at han pludselig har båndbredde til at være til stede i hverdagen og til at bemærke verden omkring sig, og han tager læring til sig på en måde, jeg ikke tidligere har set. For mig betyder det, at jeg ikke helehelehele tiden skal være 3 skridt foran, fordi ingen rigtigt ved, hvad autisme egentlig er, og det derfor kronisk er min opgave at kigge om hjørner og spænde net ud, når jeg vurderer, at ingen andre har opdaget nødvendigheden af det.

Frida og jeg er startet op på medicin og lærer stille og roligt, hvordan vi tager højde for de benspænd ADHD kan give – men det gør en verden til forskel, at vi nu før første gang ved, hvad det er, vi forsøger at håndtere, og det giver os et sprog at tale ud fra og en ramme at sætte tingene ind i.

Samtidig har jeg i år haft meget fokus på børnenes selvhjulpenhed. Det lyder stort og forkromet, og det har det overhovedet ikke været. Det har være små, konkrete hverdagstiltag, som jeg til gengæld har stået så fast på, at man i en snæver vending kunne have brugt mig som afstiver i et middelstort, midtjysk byggeri.

At have børn som mine gør det svært at bruge deres jævnaldrende som markører for, hvad man skal mestre hvornår, og eksempelvis har søvn her været så sparsomt, at det i årevis udelukkende har handlet om at få mest muligt af det, koste hvad det måtte. Det har betydet, at jeg har haft børn i min seng 2 nætter om ugen så langt tilbage, jeg kan huske – men det fik jeg lukket ned for i foråret.

Jeg er begyndt at insistere på selv at køre i Rema, at de skal kunne være alene hjemme en time, hvis jeg skal ned at træne, og at jeg vil have lov at bade i fred, og selvom der har været lidt indledende, forundret vantro, har de efterhånden accepteret, at det er sådan, det er.

Jeg har efter bedste evne forsøgt at forklare dem, at jeg har brug for også at være min egen person; at jeg må og skal have plads til at være Linda og ikke kun Anton & Fridas Mor, for hvis ikke jeg får det, så forsvinder jeg helt. Jeg bilder mig ind, at det måske også er en hjælp for dem at se praktiseret, at man godt må insistere på at tage sin plads i verden og ikke altid sætte sig selv til sidst, men om det forholder sig sådan ved jeg faktisk ikke. Til gengæld ved jeg, at det var nu, det skulle være, hvis jeg skulle bevare mig selv som menneske – og tidspunktet var rigtigt.

Der har været så tilpas med konstant overskud, at jeg pludselig har kunne mærke mig selv igen, og dermed har det også været nemmere at se, hvad jeg har haft brug for, og hvor jeg lidt for længe har kørt på autopilot.

At starte op på regelmæssig træning accelererede processen markant, og jeg har i år fået taget hånd om nogle medicinske problemstillinger, jeg længe bare har ignoreret, fordi jeg ikke kunne overskue at forholde mig til  dem. Det føles selvpræserverende på en virkelig god måde. 

Jeg har også forholdt mig mere konkret til mænd og dating i år, end jeg har gjort længe. Det har været .. interessant. Jeg har en veninde, som mener, at min svaghed for høje, røde flag er et problem, og at det er den, der er skyld i min kynisme, når det kommer til mænd. Det vil jeg ikke afvise er tilfældet. Men efter mange og lange samtaler, hvor jeg endte med at opdage, at jeg faktisk ikke er interesseret i at være nogens kæreste, men måske stadig er ved at være klar til noget lidt mere konsekvent end tilfældige møder på tilfældige tidspunkter, bad hun mig i foråret om at prøve at oprette en profil på en dating-app – og være ærlig. Det gjorde jeg, og jeg gjorde mig voldsomt umage for at være oprigtig, men sober. Jeg fik hende endda til at læse min profiltekst igennem, inden jeg lagde den op, og det ENESTE, som kunne tolkes som ‘friskt’ var, at jeg ligeud skrev, at jeg ikke var interesseret i et forhold.

Jeg. Har. Aldrig. Oplevet. Noget. Lignende.

På under en uge modtog jeg over 300 beskeder. Jeg fik tilsendt billeder og videoer, som formentlig ville være blevet afvist på The Dark Web, jeg fik beskeder fra mænd i alle (og jeg mener virkelig A-L-L-E) aldre – mange med meget eksplicitte beskrivelser af, hvad de kunne tænke sig at gøre ved mig – og jeg fik også et enkelt tilbud om at hjælpe med at udleve en voldtægtsfantasi.

Det var lige omkring *her*, min veninde og jeg blev enige om, at jeg måske faktisk slet ikke er kynisk nok.

Shit, mand.

Men sikke dog et år. På den bedst tænkelige måde. Det har uden sammeligning været det vildeste af slagsen, jeg har haft, siden jeg fik børnene, og jeg glæder mig usigeligt til at se, hvad et oplæg som dét, kan blive startskuddet til.

Jeg håber, at I kommer godt ind i 2024, og at det må blive et år fyldt med mening, glæde og forløsning for hver eneste af jer.

Godt nytår derude. Og tak fordi I læser med.