M2024, uge 4
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Tænkt over at udnytte, at jeg alligevel havde ovn og kogeplader i gang, og derfor gået supersize på nogle af de ting, jeg har lavet.
Eksempelvis har jeg kogt ekstra pasta, som jeg bagefter har pakket i små bøtter, som passer til en børneportion. De bøtter, jeg har, er både varme- og kulderesistente, så når jeg senere skal bruge dem, plejer jeg så bare at tage dem ud af fryseren et par timer før, og så hælde vand fra kogekedlen over. Så får de lov at trække 5 minutter, og så er de klar. Det er en rar måde at gøre tingene lidt nemmere på i en husholdning, hvor vi er 3 mennesker, der spiser meget, meget forskelligt.
Jeg bagte også dobbeltportion af kagerne til min fødselsdag, og frøs et par af dem ned hele; så er de klar til at hive ud, næste gang et af børnene kommer hjem med en seddel om, hvem der vil stå for kage til næste sociale arrangement. De kostede ikke ekstra tid at lave, men det komme til at spare mig tid, når de skal bruges.
2.
Fundet zip lock poser, der passer perfekt i størrelsen til et par skiver rugbrød. Det lyder ikke af meget, men jeg føler nærmest, at jeg har vundet i lotto. For jeg har været grænsende-til-flov over at bruge sølvpapir, de dage, jeg har rugbrød med. Ikke mindst fordi jeg ofte spiser det enten med et eller andet on-the-side (f.eks. et æg) eller pålæg, der ikke sviner (f.eks. en skive ost). Det føles virkelig træls at vælge et materiale, der er så skadeligt for miljøet, når det ofte ikke engang er beskidt, når jeg er færdig med det.
Men jeg har prøvet nærmest alle alternativer, ligefra stof med bivoks, over platikbøtter til almindelige poser, som kunne bruges flere gange. Men uanset hvad jeg har valgt, er rugbrødet endt med at skøjte rundt, så jeg åbner til noget, der mest af alt minder om meget grov mysli.
Men da jeg var i Bilka sidst skulle jeg finde poseklemmer, og det kunne jeg ikke. Derfor brugte jeg lang tid på at nærlæse hyldeforkanter i den sektion, hvor to-go-app’en fortalte mig, at de skulle være, og her fandt jeg ZL-poser, der kan indeholde 1/4 liter – hvilket er den PERFEKTE størrelse til en skive rugbrød eller to. Posen er stor nok til, at der lige er en smule frigang, men stadig så tætsiddende, at rugbrødet ikke rutcher rundt. Den kan tørres af med en klud, hvis det skulle være nødvendigt, og kan snildt klare at blive brugt flere gange.
3.
Har en god veninde foræret mig en pose nye, hæklede rondeller, og jeg har valgt at pensionere dem, jeg har brugt de sidste 4 år. De har sparet mig for 15-20 pakker vatrondeller årligt, så man må sige, at de har gjort deres for miljøet.
De mange ture i vaskemaskinen har sat deres aftryk, og de er ikke så bløde, som de var. Derfor får de lov at afslutte deres tjeneste som “skuresvampe” i forbindelse med oprydningsprojektet, for de er lige præcis grove nok i stukturen til at være gode til at skrubbe genstridige pletter af paneler med eller til at rense klister fra prisskilte af nye glaskrukker.
Det må da siges at være et værdigt exit.
4.
Tidligere års uge 4 indlæg:
Status, Månedens Mål, januar og februar (2/7)
I denne uge er jeg snublet i mine egne snørebånd.
Det startede ellers ret godt. Jeg havde mit soveværelse på programmet, og gik i gang mandag eftermiddag – og var færdig mandag til spisetid. Hvilket jeg ikke havde forventet.
Jeg kan godt se, at det er 5. gang, jeg gør det her. For hvor jeg i starten var nødt til benhårdt at vælge, om jeg skulle rydde op eller gøre rent, og var nødt til at holde laserfokus på ét rum ad gangen for ikke at blive for overvældet, så er der mange ting, som er langt hurtigere overstået nu, fordi det kun er ét års akkumulering, jeg skal igennem, og ikke 10.
Det betyder, at tempoet er højere, at jeg kan tage lidt rengøring med undervejs, når det giver mening, og at jeg også kan arbejde lidt på tværs ved f.eks. at tage udsugnings.. dimserne i alle rum på én gang.
Men SELV med rengøring og 3 udsugnings(hvadHEDDERde??), tog soveværelset kun 2,5 time.
Derfor brød jeg min egen regel om at holde mig til planen, og gik tirsdag i gang med Fridas – til min egen inderlige fortrydelse. For her havde jeg også forventet at være hurtig færdig, fordi jeg lavede værelset om til hendes fødselsdag i juni, og hvor meget kan hun lige nå at rode på et halvt år?
Meget.
Så. Så. Meget.
Og selvom jeg kan have svært ved at overskue at skulle i gang med et projekt som det her, så kan jeg godt gå og hygge mig med det, når først jeg er i gang, fordi der er en vis form for tilfredsstillelse ved at skabe orden i kaos.
Men det, der så kommer til at ske er, at jeg ender med at hyperfiksere på det, hvis jeg bliver for overvældet af, at det tager længere tid, end jeg havde regnet med. Jeg ved godt, et sted langt omme i baghovedet, at jeg burde stoppe op og bare vente med resten til i morgen eller næste uge – men jeg evner ikke at gøre det.
Der var noget lavpraktik her, der gjorde, at det var irriterende at skulle afbryde, for alle kasser og skuffer var tømt ud på tæpper i stuen. Når alting er overalt er man nødt til at vælte det hele ud samtidig, dels for at kunne sortere det, og dels for at have steder at lægge det tilbage på plads i.
Men det handler primært om, at min ADHD stikker af med mig. Jeg forestiller mig, at det er lidt som at være stoppet med at ryge; hvor man har haft gavn af plastre og akupunktur, og i det store og hele synes, at det er ok-nemt at lade være med at ryge i hverdagen, men stadig kæmper med trangen til fester. Simpelthen fordi det ikke er en setting, man er i så ofte, som hverdagen er, og dermed har man ikke samme mulighed for at opøve nye vaner.
Det er lidt samme sted, jeg er med min ADHD. Medicinen hjælper mig virkelig meget i hverdagen, men der er stadig tidspunkter og områder, hvor jeg bliver ramt, og hvor det nu er tydeligere for mig at se, at det er det, der sker, fordi der ellers er nogenlunde ro på.
På plussiden er jeg færdig med Fridas værelse.
Og jeg er egentlig også glad for, at jeg begynder at opdage, hvornår jeg bliver trigget, og glider tilbage i at skifte til 8. gear og bare træde speederen i bund.
Men jeg har haft for mange dage, hvor alle køreture er gået med at ringe til alle mulige instanser, fordi jeg ikke nåede det dagen før, og jeg har haft for mange aftener, hvor jeg lander i sofaen kl 22 og først dér skal til at skrive fakturaer, svare på kommentarer, tjekke Aula og forberede den kommende dags tolkeopgaver. Det duer ikke, for det betyder, at jeg ikke har et eneste tidspunkt i løbet af dagen, hvor jeg bare kan zone ud og lade tankerne vandre, og det skruer min grundspænding op til et nærmest ulideligt niveau.
På papiret er det her projekt bare oprydning af fysiske arealer, men det ender alligevel ofte med hive noget fra dybet frem i lyset, som det faktisk også er ret fint lige at få kigget på.
Jeg har lovet mig selv, at jeg den kommende uge holder mig til planen, og det skulle gerne frigive både mere tid og overskud – for det er jo netop meningen, at det her projekt skal kunne køre sideløbende med al den almindelige hverdag.
Hænger I på derude?








