Tradition is just peer pressure from dead people
Hvis man har astrologiske tilbøjeligheder ved man, at der pt. foregår virkelig meget med diverse himmellegemer, og at én af de ting, som der tales meget om i dé kredse er, at tiden for nu handler om at hele gamle traumer og sår; både som individer og som et samlet hele.
Hvis man synes, at astrologi er kæmpeløgn og spild af tid, tror jeg egentlig, at man alligevel sidder med samme fornemmelse på baggrund af alt det, der foregår i verden lige nu.
Jeg oplever i hvert fald, at jeg ser med nye øjne på mange af de ting, jeg længe har opfattet med et ‘sådan er det jo bare’-mindset.
I småtingsafdelingen og meget aktuelt spekulerer jeg på, om vi egentlig stadig synes, at det er en god ide at tyre en stofheks på bålet i aften.* Jeg er ikke selv helt afklaret med, hvad jeg mener her, for på den ene side synes jeg egentlig, at tiden er løbet fra at hyggemore os over noget, der i virkeligheden er en skamplet på vores historie.
Modargumentet er selvfølgelig, at det kan give anledning til at snakke om noget forfærdeligt, og dermed sikre, at det ikke sker igen.
Men når jeg er i tvivl om, hvor jeg står i en sag, prøver jeg at udskifte den forulempede part – i dette tilfælde heksene, hvis analoge avatarer vi brænder – med en anden gruppe af mennesker.
For ville vi have syntes, at det var ligeså hyggeligt og sjovt, hvis det havde været børn, der engang var blevet brændt fordi de.. tja, larmede, måske? Ville vi så lave små stof-versioner, som vi stille og roligt betragtede blive konsumeret af flammerne, mens vi bagte snobrød og skumfiduser?
Eller kan man forestille sig, at menneskeracen et par hundrede år ude i fremtiden en gang om året laver tvillingetårne af papmaché, fyldt med slik og godter, som vi smadrer med køller, fordi vi jo skal huske at tale om det?
Jeg ved det ikke.
Til gengæld ved jeg, at jeg synes tiden er løbet noget så eftertrykkeligt fra digitale medier og deres kommentarfelter som safehouses i ytringsfrihedens navn. For hvor man i USA – ja, igen – lige nu kan se stort set alle medier og arbejdspladser tage konkret afstand fra hatespeach, så kører vi herhjemme stadig en noget slap politik omkring, hvad man tillader folk at sige på nettet.
Senest læste jeg en glimrende artikel på Soundvenue om aldersdiskrimination i Hollywood; om det urimelige i, at kvinder er gamle og færdige, når de nærmer sig de 40, og at det i virkeligheden er grotesk, når man stadig pr. default caster gamle mænd og unge kvinder som par. Vi er så vante til at se det, at vi ikke engang studser over det, når der er 30 års aldersforskel mellem ægtefællerne i film, og hvis du tror, jeg overdriver, så vil jeg opfordre dig til at lade dig falde baglæns ned i det kaninhul på google, der hedder ‘Age difference in movies’.
Nu har jeg jo før været lidt efter Soundvenue og deres kvindesyn, men ift. denne artikel vil jeg bare give dem stående applaus for indholdet. Det var sobert, fornuftigt og nødvendigt.
Og her ville jeg ønske, at dette indlæg sluttede.
Men så kom jeg til kommentarerne, og så er vi tilbage til, at der godt nok stadig er mange ting, vi som race kunne have gavn af at kigge på.
For der var deprimerende mange kommentarer fra mænd om, at ‘det gør nok ondt, når de unge overhaler dig, hva?’ og ‘Nååå! Er det træls, at mændene ikke vender sig om på gaden efter dig længere?’ Der var – selvfølgelig – også klassikerne om, at ‘få noget ordentligt at gå op i’ og en masse om ‘hysteri’.
Fordi jeg åbentbart har masochistiske tilbøjeligheder, tjekkede jeg flere af profilerne ud, og det, som rystede mig var, at de her mænd var på alder med mig eller et par år yngre. Der var altså ikke tale om gamle, forandringsangste silverbacks eller helt unge, lidt for hurtige typer. Det var mænd som vores kærester, brødre og ægtefæller, som for fanden burde vide bedre, og jeg kan ikke holde UD, at der er SÅ mange, der tror, at de ikke er en del af problemet.
Det undrer mig oprigtigt, at Soundvenue vil lægge ryg til den slags kommentarer, og særligt undrer det mig lige nu, hvor der er mere fokus på hatespeach og nedgørende tale end nogensinde før. Der MÅ være et opgør på vej ift. om clickbait skal stå over moralsk ansvar.
For ved at lade udsagn som disse blive stående, gør man dem også til legitime synspunkter. Specielt i en tid, hvor man – i hvert fald for syns skyld – har regler og retningslinjer for, hvad man må sige i en debat. Havde man eksempelvis skiftet ‘gammel’ ud med ‘sort’ ville de formentlig og forhåbentlig have pillet kommentaren af og blokeret profilen, hurtigere end man kunne nå at sige ‘racist’, for det er der ingen, der vil have siddende på sig i dag. Man kan spørge sig selv, hvorfor man ikke som medie er ligeså konsekvent, når diskriminationen og de nedladende kommentarer er rettet mod kvinder 35+.
Og jeg bliver idiot af, at mænd – for det var for 97% vedkommende kun mænd – forsøger at få det til at lyde som om, det handler om sure rønnebær, når det kun er kvinder 40+, der går op i de her ting, for ligesom med lovgivning på barselsområdet, og reglerne for syge-dagpenge, er der bare nogle ting, som man tror er fucking løgn, indtil man selv sidder på modtagersiden.
Jeg håber, at de her mænd lever længe nok til at se deres døtre blive mødt med konsekvenserne af, at de selv, hånligt og vedholdende, har båret den misogyne fakkel videre til de næste generationer, og på den måde har sikret, at fremtidens kvinder stadig bliver brændt på bålet.
* Og blot for god ordens skyld: Jeg ved godt, at det er Johannes døberen, vi fejrer, og at forklaringen på, hvorfor heksene blev en del af traditionen fortaber sig lidt i tågerne.
M2020, uge 25
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg holdt 3 x fødselsdag for Frida og har til hver fejring gjort mig umage for at sammensætte en menu, der genererede mindst muligt madspild.
Det er ikke et nyt punkt, men jeg vil så gerne bidrage med min erfaring med, at det bare er virkelig meget nemmere at begrænse madspild, hvis man tænker det ind i planlægningsfasen. At man f.eks. ikke sjasker dressing og sprøde toppings over salaten, men i stedet serverer tingen hver for sig, så overskydende salat kan holde i 2-3 dage og ikke kun 1. Eller at man nøjes med at komme frosting på halvdelen af kagen, og afventer om den bliver spist. Hvis ikke, kan man fryse resten af både kagen og frostingen, men hvis fadet er støvsuget efter 10 minutter, kan man lynhurtigt samle en runde mere.
Selvfølgelig skal man somme tider lave bestemte retter, fordi det er lige præcis dem, man har lyst til at spise/servere, men netop, når der kommer gæster, er laver vi mængdemæssigt meget mere mad end når det bare er til os selv, og dermed er der også mere mad, der ryger i skraldespanden, hvis ikke det kan “genbruges”.
Jeg tænker meget over at vælge mad, der giver mulighed for at fryse resterne eller bruge dem til madpakker, hvis jeg skal lave mad til mange, og derfor sandsynligvis skyder over mål med mængden. F.eks. kan pizza både fryses og bruges til madpakker, mens mad med kort holdbarhed og/eller mælkeprodukter (f.eks. kagemand af vandbakkelse, rå fisk, smørrebrød eller kartoffelsalat) kræver, at man kan sætte resten til livs dagens efter, hvis ikke det skal hældes ud.
2.
Har jeg – mest for eksperimentets skyld – prøvet at lave et bytte-opslag i den lokale køb/salg/bytte gruppe.
Vi har på badeværelset to af de høje skamler fra Ikea, men begge børn er efterhånden så lange, at de ikke er nødvendige mere. Vi har dog stadig besøg af små legekammerater og Frida kan også godt lide at pjaske vand i ansigtet, så jeg vil gerne have et par af de små skamler i stedet. Derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve at se, om bytte-funktionen virkede.
Det gjorde den ikke. Som i: Overhovedet ikke. 8 skambud på mine skamler, og 3 tilbud om at købe de små til tre (og det var altså: T-R-E) gange nyprisen senere, pillede jeg opslaget af igen, og lovede mig selv, at det var første og sidste gang jeg prøvede dén manøvre.
(Mit blodtryk er ved at være tilbage i normalt leje igen, tak fordi du spørger).
3.
Har jeg været i Bauhaus efter en plade, der kunne bruges til at lægge puslespil på. Jeg har en, men havde fået købt et (svært!!) puslespil, der var rundt, og som derfor ikke passede på pladen. Jeg ville ønske, at jeg kunne lære at elske de der puslemåtter, men jeg hader fornemmelsen af at lægge brikker på stof, så plade it is.
Jeg forklarede mit ærinde for en ansat; at jeg var på jagt efter en glat plade med en diameter på 70 cm, som ikke skulle saves eller pudses til. “Lidt i stil med jeres reklameskilt derhenne.” “Jamen, vil du ikke bare have et gammelt et af dem så?” Øhm, jo tak? Så det fik jeg, kvit og frit, og jeg har totalt optur over mit held.
I dag er det Fridas fødselsdag
Hurra, hurra, hurra.
5 år. Shit, mand.
I weekenden, da vi fejrede hende og sang fødselsdagssang, var hun selv den, der sang allerhøjest, og egentlig er det essensen af, hvilket forrygende, lille livsstykke, hun er.
Hun er simpelthen så grundtilfreds, og mit største ridderslag som mor vil for altid være mine børns absolutte vished om deres ret til at være i verden, lige præcis som de er.
Når jeg kigger på dem, er det utroligt, hvor forskellige de på mange måder er – hvilket selvfølgelige betyder, at det er to meget forskellige måder, jeg skal agere kort og kompas for dem på.
Min opgave ift. Anton er at afveje, hvornår jeg skal agere plankeværk, og hvornår jeg skal hjælpe ham med at finde og udvikle de værktøjer, der gør det muligt for ham at trives i verden med sin lille, finurlige personlighed.
Frida er mit spejl og min læremester, og med hende er min plankeværksindsats mest af hensyn til omverdenen, for hun har fra allerførste sekund kastet sig over og udi verden med en inderlighed og optimisme, der er få forundt.
Hun er selvkørende, selvstændig og videbegærlig på alt, lige fra hvor fugles ører sidder, til hvorfor det regner, og hvordan biler egentlig kan køre.
At opdrage hende er på mange måder som at prøve at opdrage en børneversion af mig selv, men med den personlighed, jeg har udviklet som voksen. Hun spørger, til hun får et svar, hun er tilfreds med og hun er ikke respektløs, men hun sætter helt grundlæggende spørgsmålstegn ved autoriteter. Ikke for at være på tværs, men fordi hun udfordrer hele den grundliggende struktur i, at nogen pr. definition har mere at skulle have sagt end andre, udelukkende pga. af tilfældigheder som alder og titler.
Hun er ikke bange for hverken opmærksomhed eller for at fylde, og jeg har dagligt lange snakke med mig selv om, hvem af os det egentlig er, jeg prøver at opdrage på, når vi støder hovederne sammen.
Hun har været sin egen fra hun kom, og jeg er inderligt taknemmelig over, at hun valgte mig og os.
Tillykke med fødselsdagen, min skat.
Når jeg bliver stor, vil jeg være ligesom dig.
M2020, uge 24
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Været meget, meget specifik ift. Fridas ønskeseddel. Det smager lidt af curling, og sådan må det være, men ud over den indlysende fordel i, at barnet kan tage sine gaver i brug med det samme, synes jeg også, at det ud fra et miljø-perspektiv giver mening, at man ikke skal til at sende dobbeltgængergaver retur.
Helt lavpraktisk deler jeg ønskesedlen op, så mormor, moster osv. får forskellige ønsker, og de dermed stadig har noget at vælge imellem. Egentlig ville jeg gerne, at nogle af tingene kunne købes brugt, men jeg kan høre, at nogle af gavegiverne er så uvante med at gebærde sig på marketplace og DBA, at de nærmest får angst ved tanken, og sådan skal det selvfølgelig ikke være.
2.
Givet en bog videre, som jeg selv har fået foræret, og bedt modtageren om at give den videre, når han er færdig med den – hvis det er muligt. (Og bare for god ordens skyld: Det er hans, og han må gøre med den, hvad han vil. Men han spurgte, hvad han skulle gøre med den efter endt læsning, og kan han finde en aftager, kan jeg godt lide tanken om en bog, der vandrer og skaber glæde af mange omgange).
I det hele taget kan jeg mærke, at jeg oftere og oftere forærer ting væk i stedet for at sælge dem. Der er et par undtagelser til dette, bl.a. mine puslespil, som jeg typisk sælger, når de er lagt én gang, og bruger pengene på at købe nye, for på den måde koster min nye hobby mig stort set ingenting. Men hvor jeg for et år siden solgte det meste af det, jeg skilte mig af med, forærer jeg 80% af det væk i dag.
Mon andre derude oplever det samme?
3.
Oprettet en lokal køb-og-salg-af-puslespilsgruppe på fb. På den måde bliver puslespillene brugt i stedet for bare at ligge og glo i et skab, og samtidig har miljøet godt af, at de ikke skal sendes på kryds og tværs af landet.
The times they are a-changin’
Det er en mærkelig tid. Det er, som om, alting er opbrud og kaos, og det er svært ikke at føle, at universet er ved at brænde marken af, så den er klar til at så en helt ny type af afgrøder på.
Mit hoved er ved at eksplodere, og min hjerne føles, som en overtrænet muskel; træt, øm og med desperat brug for en pause at restituere i.
Helt lavpraktisk er der mange overvejelser ift. arbejde, og hvad der skal ske efter 30.06., hvor min tidsbegrænsede ansættelse udløber. For mig og os er det ikke kun et spørgsmål om, hvad dagene skal gå med, men også, at der er nogle økonomiske hensyn, der skal tages med i beregningen.
Der er stadig ikke en afklaring ift. ferie, og i småtingsafdelingen er fødselsdagsplanlægningen i fuld gang.
Derudover har racedebatten har fyldt virkelig meget for mig. Som tidligere nævnt handler det nok om, at 70% af mit feed er amerikansk, både på fb og på insta, men for mig har det været surrealistisk at se kontrasten i, hvor meget det fylder ude i verden, kontra hvor lidt det har fyldt herhjemme. Jeg har gjort mig mange overvejelser om, hvordan jeg skal forholde mig til både dem, der vælger at flyve under radar, og dem, der trods alt har haft en holdning, men én, jeg ikke er enig i.
Egentlig forstår jeg godt lysten til at lade som ingenting. Det er svært og ubehageligt at redefinere sit verdenssyn, og jeg føler også en nærmest desperat trang til at sætte mig i en blød stol og lade mig underholde af noget pastelfarvet uden skarpe kanter.
Men samtidig kan jeg også mærke, at jeg er ved at ændre syn på de mennsker, der har en platform, men som altid vælger den sikre vej. Jeg agiterer ikke for, at vi skal forvandle alle virtuelle åndehuller til rasende debatfora, hvor vi altid kun må snakke klima og racisme, men jeg tror måske, vi nærmer os et punkt, hvor tavshed larmer mere end tale?
Hvilket leder mig til det næste, jeg har tænkt meget over de sidste par uger, nemlig om man skal slette og blokere mennesker, der mener noget andet, end man selv gør? For på den ene side er et follow jo en slags bitcoins, der kan bruges til at købe indflydelse for, hvis man har nok af dem, og ønsker jeg at støtte op om, at personer, jeg ikke er enige med, får mere spalteplads? På den anden side betyder blokeringer og unfollows, at man får skabt et ekkokammer, hvor vi kan sidde og give hinanden ret i, at vores måde at være i verden på, er den rigtige – og det er nok heller ikke ret hensigtsmæssigt.
Og alt imens jeg forsøger at finde fodfæste i alt det ovenstående, har jeg også tænkt meget over, hvordan vi – dig og mig – kan gøre en forskel, der hvor vi er. Uanset om man har fokus på kropspositivisme, ligestilling, LGBTQ+rettigheder, miljø, racedebatten eller noget helt 6. som er ligeså vigtigt, så tror jeg, at de fleste af os er ved at drukne i det krydsfelt, hvor vores idealer møder vores hverdag. For hvordan kæmper man for sortes rettigheder, når man hedder Else og er sagsbehandler med begyndende mavesår og af natur ikke er særlig rasende?
Det har jeg tygget virkelig meget på, og jeg er nået frem til, at jeg faktisk ikke tror, at målet er at tage debatten med alle de perifære bekendte, man har, på internettet. Det kan føles kontra-intuitivt at scrollet forbi et udsagn, man er inderligt uenig i, når man lige har besluttet sig for at fight the power, men det er at hælde al sin gode energi ned i et sort hul, hvor den ikke gør den fjerneste forskel. Ingen har nogensinde skiftet politisk standpunkt på grund af en debat på facebook.
Men jeg tror, at vi ved at være åbne omkring hvor vi selv står, kan præge både dem, der ikke ved, hvor de står, og dem, der kommer efter os, og *derfor* tror jeg, at det er vigtigt, at vi er verbale omkring vores synspunkter, uanset hvor spage røster, vi føler, vi har – for der er altid nogen, der lytter.
Jeg tror, det er vigtigt, at vi giver os selv en mulighed for at reagere indenfor de rammer, vi hver især kan være i. For ideelt set burde vi alle vide, hvad vi skulle gøre, og ride ud og gøre det. Men hvis man har det virkelig svært med konflikter, eller man af natur ikke har det godt med pludselig at være samtalens centrum, så kommer man ikke til at kalde hele omgangskredsen ud, eller afkræve sin hyggeracistiske arbejdsplads et svar. Men det er ikke det samme som, at man ikke kan gøre noget, for det kan man.
I min familie har vi f.eks. et par stykker, som har lidt svært ved at forstå, hvorfor man som dreng kan synes, at neonfarvede armbånd er magiske, for “det er da for piger, Anton!” Den tager jeg. Altid og hver gang. Men jeg gør det på en måde, så vi alle kan være i rum med hinanden bagefter, for målet med min kommentar er ikke, at de mennesker, der har kommenteret på armbåndene skal føle sig udskammede og forkerte. Jeg kan ikke ændre på det verdenssyn, de er vokset op med, og der er tale om mennesker, jeg elsker. Så når jeg med et smil siger: “Det er bare XXX, der er gammeldags, Anton – du må få 50 armbånd på, hvis du vil have det” så er det fordi, mine børn skal se, at der findes mange holdninger derude, men man må gerne udfordre dem, man ikke er enig i.
Så jeg tror, opgaven for den enkelte de næste måneder og år bliver at finde ud af, hvordan vi hver især, i vores små lommer af liv, kan pege på uretfærdigheder og fordomme, når vi ser dem, på en måde, vi hver især kan være i. Det er et privilegium at det ikke behøver at være mere rabiat, men al forandring starter et sted.
Vi kan ikke blive enige alle sammen. Og det er nok egentlig heller ikke meningen. Men ved at være åbne om vores holdning til kropskultur, feminisme, racisme osv. kan vi stadig synliggøre en holdning og tilbyde et verdenssyn, som kan gøre det mere trygt for marginaliserede mennesker at stå ved, hvem de er, fordi det pludselig bliver synligt, hvor mange allierede de egentlig har.
M2020, uge 22
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
For første gang gjort mig overvejelser omkring, om det giver bedre mening at sælge bilen og få det, jeg kan få for den, og så låne penge til en brugt, der kan holde et par år.
Jeg kan næsten ikke holde tanken ud, for jeg har *sådan* set frem til det tidspunkt, hvor jeg er gældfri, men onsdag døde min bil, lige midt på motorvejen. Verdens bedste mekaniker hentede mig, gav mig en lånebil, fiksede min bil, og ville ikke have noget for noget af det, hvilket sgu var så meget godhed på én gang, at jeg tudede over det.
Så den kører igen – men hvor længe? For det er, som om A-L-T, hvad der kan gå galt i en bil, går galt i min.
Jeg snakkede med mekanikeren om det, og hans råd var at køre i den, til den ikke kan køre mere. Ingen af os vil være bekendt at sælge den videre til en anden sagesløs stakkel, og derfor er der ingen grund til at skele til, hvad jeg kan få for den hvornår, for den skal sælges som reservedele/skrot, når den tid kommer.
Det har været fint at bruge et par dage på at gå og vende tanken, for jeg kan mærke, at jeg er ok med det nu, hvis det er sælg-og-lån-til-en-brugt-løsningen, der ender med at være den bedste.
2.
Haft virkelig, virkelig travlt, og det bliver ikke bedre den kommende uge. Både af dén grund og pga vores økonomi har jeg derfor valgt at køre rugbrødsmadder til både frokost og aftensmad, fordi jeg så i det mindste ikke skal bruge tid og penge på mad til mig selv, men kan koncentrere mig om at købe og lave noget nogenlunde ernæringsmæssigt forsvarligt til børnene (som synes, at madder er det værste i hele verden).
3.
Ved et guds mirakel husket, at der er pant på saftevandsflasker. Det er, som om jeg har en defekt i hjernen, der gør, at den oplysning ikke kan hænge fast. Men denne gang afleverede jeg hele 3 stk. i flaskeautomaten, og jeg var bristefærdig af stolthed, da jeg gjorde det.
4.
Haft min egen kaffe med på job. Principielt burde det her være normen, men hånden på hjertet synes jeg, at det er besværligt at komme bøvlende med madpakke, termokande, taske, overtøj og mig selv i fri dressur, når jeg skal ud på en uddannelse, hvor jeg ikke er vant til at komme, og derfor ikke ved, om vi har et sted at sætte vores ting. Men der, hvor jeg tolker fast lige nu, har vi fået et skab (hurra!), og jeg skal derfor ikke hele tiden have mine ting med rundt, fra lokale til lokale. Kombineret med det faktum, at en kop sort filterkaffe koster 16 kr. (for real? Til folk på SU??), har det udløst en revival til termokanden.
5.
Lavet de indledende manøvrer til et opsamlingsindlæg. Det kommer på i juli, hvor de ordinære M20XX-indlæg så holder ferie, og jeg skal lige finde ud af, om det skal postes i ét ryk eller om jeg skal dele det op.
—————— O o O ——————–
Jeg har været så heldig at lande en korrekturopgave, så jeg tror ikke, jeg når herud før på fredag igen. Until then:
Når overtænkning bliver en OL-disciplin er der guld til Danmark
Jeg er kaldt tilbage på arbejde fra i morgen, tirsdag. Det bliver godt, og jeg glæder mig. Meget. Det bliver også endnu en omvæltning i en række, der begynder at føles uendelig, og jeg længes efter det tidspunkt, hvor alle planer og arrangementer ikke bor i en kasse med påskriften ‘Nu må vi se, hvad der sker’. Spejdernes Skt. Hans arrangement blev aflyst forleden, og det blev jeg ægte ked af, fordi det sidste år var så fin en oplevelse, og en af dem, hvor jeg følte et tilhørsforhold til området begynde at spire. Frida har fødselsdag i midten af juni, og jeg har ikke så meget som 23 sekunders ferie tilbage at tage af, så hvordan vi løser børnehaven-hjem-i-haven fejringen aner jeg ikke. Sommerferien er smidt op i luften, og da jeg foreløbigt kun har arbejde frem til 30.06, ved jeg heller ikke, hvad der venter på den anden side.
Jeg talte med en veninde om det forleden; det her med, at det er paradoksalt, at man næsten er mere mentalt presset nu, hvor alting begynder at åbne igen, end man har været de sidste mange uger, men egentlig tror jeg, at det er naturligt nok. For selvom restriktioner og forbud strammer og snærer, så giver de også mulighed for bare at rette ind uden selv at skulle tage stilling til en masse. Nu, hvor vi har ramt puberteten af den her pandemi, skal vi selv til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert, og vi har fået meget mere frihed, som føles lige dele fantastisk og forbandet. Ikke mindst fordi den samtidig er en påmindelse om, at alting stadig ikke er normalt; at der kommer flere omvæltninger og justeringer og nye virkeligheder.
Og så tror jeg, at vi, ligesom efter 11. september, er blevet påført en form for traume som mennesker. Vi har fået en trussel præsenteret, som vi ikke vidste fandtes; det koster kræfter at inkorporere den i vores verdensbillede og finde ud af, hvad vi skal stille op med den og hvor på skalaen, den skal placeres, nu hvor vi pludselig skal leve med visheden om, at den findes.
Økonomisk er jeg også efterhånden der, hvor jeg har lyst til at skrige, men næsten ikke orker det. Efter 3 måneder med markant nedgang i indkomst pga. den seneste konkurs, nåede jeg lige at køre halvanden måned med en nogenlunde indtægt, før vi nu igen er nede og ramme noget, der ikke er til at holde ud. Jeg er nødt til at holde mine tanker i et jerngreb og blive i små 24 timers lommer, for ellers synker jeg sammen under vægten af bekymringer, og det svinger fra dag til dag, hvor meget held jeg har med dét.
Heldigvis er der med børn altid lige lidt andet at bekymre sig om, og ud over noget, der fylder og stresser en del herude, men som jeg ikke er klar til at skrive om, tænker jeg meget over grænsesætning ift. mine børn. Særlig i forhold til Frida, hvor jeg prøver at vurdere, hvor grænsen går mellem opdragelse, socialisering og retten til at være den, man er.
Jeg oplever det ikke som svært at sætte grænser for børnene hver især; problemet opstår i børnenes samspil med hinanden herhjemme.
Det bliver ekstra tydeligt i disse dage, fordi Anton er begyndt at lege meget med en klassekammerat, som han selv kan gå ned og besøge. Men vennen, som er en utrolig sød dreng, ELSKER at være her, så der går aldrig mere end 20 sekunder fra Anton er gået, til de står her. Og det må de virkelig gerne.
Men.
Frida er, som jeg tidligere har skrevet lidt om, et meget ekstrovert barn, og hun er fuld af lyd og ord og meninger og vilje. Og hun synes, at mi casa es su casa, og at venner er noget, vi deler. Og her er det så, at vores hus, som jeg ellers elsker meget højt, gør livet svært for os alle. For værelserne er små, hvilket betyder, at der, når vi har legeaftaler, er børn i alle rum – og i haven – hele tiden. Og Antons ven er den mindste i en søskendeflok på 3, så han vil gerne inddrage Frida, formentlig fordi han ved, hvordan det er at være den lille, mens Anton inderligt ville ønske, at Frida ville gå en *lang* tur.
Det er ligesom at stå på bunden af en vulkan, og jeg er ved at blive idiot af at være landflygtig, mens der hele tiden er et barn, der græder/råber/skælder ud/smækker med døre.
Det handler selvfølgelig om, at det her er nyt for os alle sammen, og at vi lige skal lære, hvordan vi griber det an.
Men shit, altså. For Frida er UMÅDELIG tydelig i sin utilfredshed, og det er jo ikke fordi, jeg ikke forstår det. Det er røv og nøgler at være udenfor. Omvendt skal Anton heller ikke tvinges til at inddrage hende i alt, fordi hun råber sig til det, og han bliver knaldende bims af støj.
Det er heldigvis ikke et generelt problem. Når vi er ude eller hun er i børnehaven, følger hun fint de sociale spilleregler, så hun forstår dem jo i hvert fald godt. Men herhjemme bliver det et problem, som jeg synes er svært at løse, fordi vi alle sammen bor her lige meget.
En del af det handler om mig og min personlighed. Jeg har en lav tolerancetærskel for støj, jeg er (lidt for) opmærksom på, om folk omkring mig har det godt, og jeg har svært ved at være i ufred og knas. Den del ligger hos mig.
Men jeg er forfærdelig bange for, at hun om 20 år sidder hos en psykolog med ar på sjælen og fortæller om, at hendes mor stækkede hendes vinger, og at det var en værdi i hendes barndomshjem ikke at fylde.
Omvendt er en del af problemet, når hun bliver koblet af, at hun er så kompromisløs og højlydt, og jeg synes, det er så utrolig svært at vurdere, hvornår jeg hjælper hende ved at give hende værktøjer til at begå sig i relationer, og hvornår jeg brækker afgørende stykker af hendes personligheder af.
Og jeg tænker nok ekstra meget over det, fordi det efterhånden er gået op for mig, at Anton og jeg begge er introverte og meget ens ift. hvad vi trives i og med, mens der er meget mere pang på hendes palet. Derfor fylder det ekstra meget for mig, at jeg giver dem lige meget plads, og ikke forfordeler én fremfor en anden, og derfor føler jeg nok ikke helt, at jeg kan løse det på en god måde. For når jeg i en konflikt dømmer til fordel for Anton, er jeg bange for, at hun føler sig udenfor, mens jeg, når det er hende, der får foræret det længste strå er bange for at skabe en kløft imellem dem. Om føje år har de kun hinanden, og jeg vil så gerne lægge grundstenene til, at de har et bæredygtigt forhold.
Det er givetvis bare en fase, og det fylder selvfølgelig mere lige nu, fordi vi stadig har begrænsede muligheder for at tage ud; det er min oplevelse, at den her form for konflikter ofte fylder mindre, når alle er på udebane, og vi piller den territoriale del ud af ligningen.
I første omgang venter en form for hverdag fra i morgen, og det er nok meget godt. For jeg tror, vi alle kan være enige om, at min hjerne trænger til lidt at give sig til.
M2020, uge 21
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Manglet en lampe og købt den brugt.
I den her tid, hvor vi er meget mere hjemme, end vi plejer at være, sidder jeg jævnligt og lægger puslespil ved det skrivebord, jeg har op ad min blommefarvede væg, fordi kiddos har okkuperet spisebordet, men den suger så meget lys, at det nærmest er umulig at se brikkerne.
Vi er ret økonomisk pressede nu pga. krisen, og det er ikke en mulighed at købe en lampe fra ny. Men Marketplace var – igen – min ven: Jeg fandt en fin, brugt arkitektlampe til 50 kr. i Kolding, og min veninde, der var på besøg i tirsdags, var så sød at svinge forbi efter den, så jeg ovenikøbet sparede portoen.
2.
Tænkt på, at jeg gerne ift. madspild vil slå et slag for Remas frosne grøntsagsblandinger med smag. (Det er ikke spons, men de fungerer så perfekt ift. til det her tema, at de kommer på med navns nævnelse).
De koster kun omkring 10 kr., de skal tilberedes på panden, hvilket er både nemt og hurtigt, krydderierne gør, at de smager af noget, og så er de *perfekte* til at få brugt rester af kød, pasta, quinoa, bulgur osv.
Jeg ved godt, at det er meget specifikt, men jeg bliver jævnligt spurgt, hvad jeg gør med alle de små rester, der jo ikke i sig selv kan bruges til noget, og de her grøntsagsblandinger er meget ofte svaret, fordi de binder resterne sammen til et måltid. En halv kyllingefilet fra aftensmaden, ternet og smidt på panden med en pose fajitagrønt, en frossen rest linser eller ris og en smule salsa – så er du kørende. Det tager under 10 minutter fra du starter, til du sætter dig til bords.
Det kræver, at man opgraderer sit basislager, så man, udover grøntsagerne i fryseren, altid har et glas salsa, en dåse kokosmælk eller måske nogle af de lidt mere eksotiske saucer, man somme tider kan finde på spot, i skabet, men fordi disse også har virkelig lang holdbarhed, er det ikke noget, man behøver at stresse over at få brugt.
3.
Købt en stor pose frosne pølsehorn i den lokale Brugsen. Jeg tror, de fleste voksne har blandede følelser for pølsehorn, for de er svære at få øje på i kostpyramiden, ikke? Men børnene og alle deres venner elsker dem, og nu, hvor vi igen må have legeaftaler, er det bare både nemmere og billigere at kunne smide sådan et par stykker i ovnen, hvis nogen pludselig er sultne, end hver gang at sørge for at købe ind efter, at der er flere børn – som så, lige præcis den dag, ikke er sultne alligevel = Madspild galore. Hos den lokale bager (som vi ellers gerne støtter) koster de 8 kr. stykket, og er jævnligt udsolgt; her fik vi 50 for 125 kr.
Podcastanbefalinger – en liste:
(Edit: Hvis du er helt ny i podcasts, har jeg lavet en how-to guide i bunden af dette indlæg, samt givet lidt ekstra forklaring i kommentarfeltet)
Jeg fik i morges en forespørgsel på, om jeg måske kunne overtales til at lave en liste over podcasts, jeg har hørt og synes om, og lægge den under ‘anbefalinger’ her på siden.
Det har jeg gjort nu, og for at spare jer for det ekstra klik, får I den her i indlægsform. Jeg opdaterer den løbende, så der vil komme flere til.
Rigtig god forlænget weekend.
A slob comes clean
Det er svært at beskrive præcist, hvad denne podcast handler om, for hvis man skriver: “En amerikansk husmor taler om oprydning og rengøring” lyder det cirka ligeså ophidsende som genopvarmet havregrød.
Men det, der gør den virkelig, virkelig god er, at Dana White, som kvinden bag hedder, dels er den fødte fortæller, men også, at hun ud over helt lavpraktiske tips, tricks og ideer, formår at gøre sine tanker om, hvad vi omgiver os med, til noget, der er både genkendeligt og stikker dybere end som så.
Broken Harts
Podcast på 9 små afsnit om 2 hvide kvinder, der adopterer 6 afro-amerikanske børn, og ender med at køre ud over en klippe med børnene i bilen. Historien er fra 2018, og normalt styrer jeg udenom nyere sager med børn, men fokus her er faktisk mere på, at den ene af kvinderne var så dygtig til at iscenesætte det perfekte liv på de sociale medier, at alle sad deres dårlige fornemmelser overhørige.
Historien er tragisk, spændende og relevant, hvis man færdes på de sociale medier, fordi den giver stof til eftertanke ift. hvad vi definerer som virkelighed. Både som afsendere og modtagere.
Conversations with Kenzie
Podcast, der falder i ‘inspirations-genren’.
Værten Kenzie Brenna har en profil på insta, som kredser meget om mental health og body positivity, og podcasten er en forlængelse heraf. Hun taler med forskellige gæster undervejs, og det er én af de podcasts, som er rare at lytte til, og som man bliver klogere af.
Crime junkie
Min andenplads i true crime-genren.
Podcasten hostes af to værter, men det er reelt kun den ene af dem (Ashley), der fortæller, mens medværten (Britt) mest bruges som mur at spille bold op ad.
Modsat de fleste andre true crime podcasts, jeg kender, er den her holdt i et ret stramt format. Historien fortælles uden afstikkere, og det gør den væsentligt mindre sludrende end mange af sine artsfæller.
Lyden er sublim, selvom de optager fra hver sin lokation, og lige i forhold til podcasts, synes jeg, at det er værd at nævne. Jeg har selv en ultralav tolerancetærskel for mumleri, mikrofonskratten og telefoninterviews af tvivlsom kvalitet, så for mig giver det altid et ekstra plus i bogen, at lyden er god.
Ditte Giese er blevet for tyk
Ditte Giese er journalist og erklæret feminist, og er – efter eget udsagn – blevet ‘lidt for tyk’. Podcasten er hendes afsøgning af, hvad det egentlig vil sige at være sund, om man kan være feminist og stadig gerne ville ændre på sin krop, og hvilken betydning det har at være et menneske, der altid har sat intellektet højere end det (traditionelt) æstetiske.
Dolly Partons America
Hvis du kun skal høre én podcast i år, som ikke er true crime, så SKAL du vælge den her. Også selvom du ikke har noget som helst forhold til Dolly Parton. Jeg lover dig: Det får du.
Podcasten er lavet af en journalist, der bliver optaget af, at man i en tid, hvor USA er fragmenteret til ukendelighed og alle har vendt sig mod alle, til en DP-koncert kan finde demokrater, republikanere, kirkegængere, forstadsfruer, homoer, transseksuelle og skolepiger hånd i hånd.
Ved et utroligt tilfælde ender Dolly Parton med at blive venner med hans far, og derfra starter en afsøgning af, hvem hun er, hvad hun kommer fra, og hvad hun har betydet for både sin samtid og for de mennesker, hun er tæt på.
Den er sjov, rørende og mesterligt lavet, og hvis Dolly Parton ville indtale lydbøger, ville jeg bede min chef overføre min samlede løn direkte til hende.
Happy Face
En slags true crime podcast, men med det tvist, at historien handler om en seriemorders datter og hendes forsøg på at afdække, hvor meget hun ligner sin far. Hun mødes på et tidspunkt med en søn til en af sin fars ofre, og det kostede mig næsten en hel kasse kleenex.
Her går det godt
Peter Falktoft og Esben Bjerre gør det, de gør allerbedst, og de er stadig, på 8. år, noget af det bedste, jeg ved.
Jeffrey Epstein – Truth & lies
De fleste af os har formentlig hørt manden omtalt, men mit bud er, at relativ få ville kunne redegøre for, hvem han egentlig var.
Denne podcast fortæller hele historien; om hvordan han bluffede sig op igennem alle sociale lag på rekordtid, udnyttede meget, MEGET unge piger og knyttede bånd til så højprofilerede mennesker, at man sidder tilbage med fornemmelsen af, at det selvmord måske var mere end en smule assisteret. Den er god!
My Favorite Murder
Ingen over, ingen ved siden af. Det her er min absolutte yndlingspodcast, og jeg elsker de to værter så inderligt, at jeg læner mig op af et tilhold.
Karen Kilgariff er komiker og tidligere writer for Ellen, mens Georgia Hardstark også har en fortid i fjernsynsbranchen, men ikke på noget, vi kender her i DK. De er sjove og *voldsomt* upassende, men på en virkelig charmerende måde. Det stikker af i alle retninger, de siger ‘fuck’ i hveranden sætning, og den er ikke for alle, men bliver man ramt, er det en fuldtræffer.
Som bonusinfo kan oplyses, at det er originalen, som den danske podcast Mørkeland bygger på.
Patient Zero
En super interessant podcast om, hvordan videnskaben griber medicinske gåder an. Det lyder virkelig kedeligt, og det er det overhovedet ikke. For at have en konkret case at fortælle ud fra, har værten valgt borreliose (det, man kan få, hvis man bliver bidt af en skovflåt), og det er umådeligt interessant at høre, både om hvordan sygdommen blev spottet, hvorfor den bliver mere og mere udbredt, hvordan det hænger sammen med klimakrisen, hvor langt man er med bio-engineering osv. osv.
The Last days of August
Historien om pornoskuespilleren August Ames, der i 2017 måske/måske-ikke begik selvmord i en offentlig park – og havde hendes kæreste noget med det at gøre?
Denne podcast er et kig ind i en *helt* anden verden, men de allestedsnærværende sociale medier spiller også en rolle i den her historie. Genren er det, der på amerikansk kaldes Investigative journalism, (som jeg ikke tror, vi har en dansk pendant til?) og det hele er pænt og sobert, så du behøver ikke være bange for, at sidemanden kan høre lyden fra dine hørebøffer.
The teachers pet
True crime podcast om en australsk sag, der virker helt bims, når man hører om den. En kvinde forsvinder sporløst, og alt, hvad hendes mand siger, tages for gode varer. Hendes mand, som er kendt rugbystjerne, og som har spillet med en stor del af de lokale betjente. Hendes mand, som installerer sin elev/elskerinde, som er 16 år yngre end ham selv, i huset med børnene, 2 dage efter, at hans kone “forsvinder”. Podcasten blev taget ned i Australien, fordi den fik sagen mod manden genåbnet, og den er legendarisk i true crime-kredse.
Unexplained
En podcast, der – som navnet antyder – kigger på forskellige historier, som aldrig er blevet forklaret på tilfredsstillende vis, og som alle har et underliggende element af noget mystisk.
Fortælleren, som er vidunderligt britisk, kommer med både logiske og paranormale bud på, hvad der kan være sket, og alle afsnit er små, afsluttede episoder. Der er spøgelser, druider, ufoer og kvantefysik for alle penge, and I’m here for it.
Up and vanished
True crime podcast i investigative journalism-genren, hvor værten/journalisten prøver at puste liv i sager, der for længst er blevet kolde. Første sæson handler om en ung lærer, der forsvinder sporløst, og man skal være lavet af sten for ikke at blive grebet af den.
Guide til download af podcasts:
1. Start med at finde app’en ‘Podcast’. Hvis ikke den ligger på din telefon, kan du hente den i app-store. (Android-folkene skal i Google Play Music app’en, trykke på ‘menu’ i øverste venstre hjørne, og vælge ‘podcast’)
2. Herefter vælger du søgefunktionen, og skriver navnet på den podcast, du vil finde:
3. Så vælger du den podcast, du vil høre:
4. Når du går ind på den, ligger de nyeste episoder klar på forsiden:
5. Du kan enten bare vælge det nyeste, eller scrolle lidt ned. Her finder du ‘Se alle episoder’:
Vælger du dén, kommer samtlige afsnit af podcasten frem, og det er bare at scrolle ned, så kommer du til de første/ældste episoder. Jeg plejer at vælge den første regulære episode, når jeg giver nye podcasts et skud, fordi der somme tider er lidt intro, der kan være rar at få med. Men som oftest er de nyeste episoder bedre produceret og fri for børnesygdomme, så det er en smagssag, om man er til det ene eller det andet.
Tilbage er der vist kun at sige: Go nuts!