Bloggen

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg bestilt sommertøj på nettet, og først da jeg havde afsendt ordren, så jeg, at man kunne få en ret anselig rabat, hvis man tilmeldte sig nyhedsbrevet. Jeg prøvede at sende dem en mail uden de store forhåbninger, men de skrev tilbage næste morgen, at det ikke var noget problem, og således sparede jeg et par hundrede, som jeg faktisk havde afskrevet.

2.

Har jeg solgt 5 puslespil og brugt pengene til 3 nye. Om det er urinstinkter eller afledningstrang ved jeg ikke, men i den her lock-down-fase har jeg haft lyst til at spise alle kulhydrater i verden og købe alt på hele internettet. Jeg skal lade være med begge dele, men jeg har forsøgt at undgå amokløb ved trods alt at købe lidt, men har til gengæld gjort mig voldsomt umage for at købe ting, jeg faktisk mangler (sommertøj), eller som kan sælges videre med minimalt tab (puslespil).

3.

Er jeg begyndt at øve ‘er tøjet beskidt’ med Frida. Lige nu, hvor vi bare er herhjemme, er svaret som oftest ‘nej’, men det ændrer sig jo, når børnehavelivet starter for alvor igen.

I takt med at hun bliver større og mere selvhjulpen, er hun blevet god til selv at tage tøj af og smide det til vask. Lidt for god, faktisk. For hun kan godt finde på at skifte tøj et par gange om dagen, og det er ikke altid, jeg opdager det. Det resulterer i ALT for meget unødvendig tøjvask, så hvis hun selv kan lære at vurdere, om tøjet reelt trænger til en tur i maskinen, vil der være meget arbejde og vand sparet dér. 

3.

Været over-gennemsnit god til at bruge op, hvad vi har haft i køleskabet.

Jeg har skrevet om det før, men for mig fungerer det ikke så godt at købe stort ind én gang om ugen. Det er dels pga. praktiske omstændigheder, som f.eks. at vores køleskab ikke er rasende stort, men det er også fordi jeg får stress af at have råvarer liggende, som skal bruges inden de udløber.

Vi kører med flydende madplan, hvilket betyder, at jeg køber ind til et par retter, men ikke lægger mig fast på bestemte ugedage. Det er formentligt et produkt af at have haft skiftende arbejdstider i snart 20 år (hvor jeg først kender mit skema for den kommende uge fredag aften, og der har jeg som oftest købt ind til den kommende uge)  men det handler også om, at det er utrolig forskelligt hvor lidt/meget børnene spiser. Derfor tror jeg somme tider, at jeg har mad til to dage, og så er gryden tom efter én, mens jeg andre gange får tre dage ud af noget, jeg troede ville række til én gang aftensmad og en frokost.

Men her i covid-æraen har jeg gerne ville minimere antallet af ture til supermarkedet, både til Bilka to go og i fysiske forretninger, fordi jeg er nødt til at have børnene med. Derfor har vi haft mere i køleskabet end vi plejer, og det har krævet lidt ekstra opmærksomhed at få det hele brugt.

Som eksempler på ‘oprydningsmad’ jeg har lavet, kan nævnes:

*Tomatsuppe (hk. tomat, en kartoffel, en peberfrugt, et par løg og lidt hvidløg, samt rester af soltørret tomat, ketchup, creme fraiche, pikantost, pesto, kylling og rød quinoa)

*Pandekager (med rester af risengrød, yoghurt og kærnemælk i dejen)

*Børnetapas (et par frikadeller, en fiskefrikadelle, lidt yoghurt, en håndfuld chickennuggets og melon)

*Madder (med en rest leverpostej, der blev varmet i ovnen, en håndfuld ukurant frugt og grønt skåret i både, og de sidste skiver pålæg til fri afbenyttelse)

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Brugt et tilgodebevis, jeg har haft i pungen siden julen 2019. Dengang fik jeg af min tidligere arbejdsplads Aben (.. ja, vittighederne står nærmest i kø), som jeg valgte at bytte til et tilgodebevis. Jeg har siden jævnligt tjekket isenkrambutikkens hjemmeside for at se, om de mon havde den Kenwoodmaskine, jeg så gerne vil have, på bud, så tilgodebeviset kunne bruges som et tilskud til den. Indtil videre uden held.

Men forleden nat, da jeg lå og tænkte over livet, kom jeg pludselig til at spekulere på, at det måske ville være en meget god ide at få omsat beviset, for hvis kæden går konkurs, kan det jo ikke bruges til noget som helst. Og nye knive mangler man vel altid lidt. Dagen efter ringede jeg til butikken i Esbjerg – og fik en telefonsvarer om, at man havde valgt at lukke butikken ned.

Efter at have bidt mig selv i den ene kno i 10 minutter, ringede jeg til Ribe, mens jeg krydsede fingre for, at de stadig levede – og det gjorde de. Jeg strøg LIGE derned, og det første, jeg så, da jeg trådte ind ad døren, var Min Kenwood, sat 2500 kr. ned.

Her fulgte en kort, mental rådslagning, for på den ene side føles det bims at bruge penge lige nu. På den anden side har jeg fået penge tilbage i både varme og skat, og det byder mig egentlig også lidt imod at bruge penge på noget, jeg måske nok kan bruge, men som jeg ikke decideret mangler. 

Lang historie kort: Jeg er nu ikke længere i lock-down, men på barsel med min 3. baby, og bliver vi sat på gaden, kan vi bo i skålen, for det var maskinen med den store af slagsen, jeg købte. 

2.

Besluttet, at vi fremover ikke køber årskort til det kommende år, som vi sidste år gjorde til Legoland. De par hundrede vi sparede, er ikke meget værd nu, vel? 

3.

Flyttet min Ole Henriksen ansigtsmaske, som er Last Man Standing fra den hjælpepakke, min kammerat sendte mig for et halvt år siden, op i min bruserkurv i erkendelse af, at jeg ikke lever et liv, der er kompatibelt med 15-minutters-masker. Den får nu lov at virke i de minutter det tager at bade/shave/køre hårkur, og jeg får stadig blød og lækker hud.

4.

Sendt 5 liter One Pot Pasta, som børnene havde lavet i hjemkundskab, en tur over vejen til min søde genbo.

Børnene synes, det var skidesjovt at lave, men efter 2 x Verdens Mindste Portion og et generøst tilbud om, at “så kan du bare spise resten, mor” virkede det tosset at fryse 600 portioner af det. Over vejen med det, så det gjorde glæde, mens det var varmt og frisklavet – og så kom der 3 stykker pizza retur, som forsvandt som dug for solen her.

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

(Edit: Jeg har valgt at slette dette punkt, fordi energien lige nu er bedre brugt andre steder end i et kommentarfelt).

2.

Returneret Fridas dyne, som jeg købte, da vi fik børnepenge tilbage i oktober, og gav hende i julegave, fordi fyldet klumpede helt vildt. For mig er det en sejr, hver gang jeg gør brug af min returret, fordi jeg det meste af mit voksenliv har kørt efter parolen ‘Fuck det – videre!’ og bare anskaffet mig noget nyt. Men det var en dyr dyne, og den skal – selvfølgelig – kunne holde mere end 10 uger.

3.

Købt en håndfuld hvidtøl, fordi vi pludselig lever et liv, hvor det somme tider passer bedre at spise rester til frokost fremfor rugbrød. Det betyder, at jeg de sidste par uger flere gange har stået med 4-5 skiver rugbrød, der er for kedeligt at spise, og som jeg derfor laver øllebrød af. Normalt ville jeg smide dem i fryseren, og lave en ordentlig balje, når der var nok, men nu, hvor tiden er til det, kan vi ligeså godt lave mindre portioner, som bliver spist med det samme, og gemme fryserpladsen til noget andet.

4.

Tænkt en del over, at krisen har synliggjort en blind plet i hele minimalistdebatten (og -adfærden), fordi det bliver pludselig tydeligt, at de fleste af os gerne vil leve mere minimalistisk – så længe, det er de butikker, *jeg* bruger, der består. Personligt trykker jeg nærmest aggressivt på ‘opdater side’ 4 gange om dagen på den webshop, der sælger mine yndlingspuslespil – hvor der er puslespil at få. Bare ikke dem, jeg vil have.

Jeg ved godt, at alting er sat på spidsen lige nu, og at et udgangsforbud sætter de normale regler for udbud og efterspørgsel ud af kraft, men det bliver pludselig meget tydeligt, hvor forskelligt det er, hvad vi ikke vil undvære. For nogle er det spisesteder, for andre er det sport og kultur, og for endnu andre er det frisører, brugskunstbutikker og den lokale tatovør.

Måske er det fordi, jeg er kommet lidt sent igang med alt det her, men for mig har det været en sten i skoen fra starten. At vi ved at skære ned på alt, også på den lange baner udfaser noget, som jeg ikke tror, vi har gjort os klart. Jeg har forsøgt at åbne diskussionen nogle gange med problemstillingen ift. forfattere og journalister, og problemet med, at hvis vi forbrugere låner alt på biblioteket, så er der om 10 år meget få, der har råd til at hellige sig skriverier på fuld tid. Jeg  er med på, at mange forfattere laver noget andet ved siden af, men det er langt fra alle, der vil kunne indrette sig på den måde, så selvfølgelig får det noget at sige. For de 10 bedste forfattere af en gruppe på 1000 leverer formentlig samlet set bedre og højere kvalitet end de 10 bedste ud af 100. 

Det er et emne, der strækker sig ud i alting, og jeg har ikke engang et bud på, hvad løsningen er – for hvis vi skal passe på kloden, så SKAL vi forbruge mindre og anderledes. Men hvis vi skærer ind til benet, og kun producerer det, vi reelt har brug for, så begynder det at lugte lidt af diktatur og planøkonomi, for så er et par bukser ret beset et par bukser – uanset farve og pasform. Mad er råvarer, der mætter og giver næring og ikke mere end det, der er ingen, der har ægte brug for smykker, puslespil, bøger eller fodboldkampe, og ingen vil have råd til at dygtiggøre sig indenfor nytteløse erhverv. Hele vores uddannelsessystem vil skulle revolutioneres, fordi det kræver ansøgere og studerende at holde en uddannelsesinstitution kørende – men giver det overhovedet ressourcemæssigt mening at producere et overskud af kvalificeret arbejdskraft, hvis den ikke skal bruges?

Det åbner for en værdidiskussion, hvor vi skal tage stilling til, om frie valg, smag og stil er vigtigt, om underholdning er nødvendigt og ønskværdigt – og hvem der skal bestemme det.

Og så mangler vi helt at snakke om, at man flytter sig gennem livet, både geografisk og behovsmæssigt, og det, man gerne vil have adgang til idag, og derfor synes, det er vigtigt at støtte, for de flestes vedkommende ikke er det samme som det, de ikke kunne leve uden for 10 år siden eller 10 år ude i fremtiden.

Jeg tror, at mange af os, der nok mest præcist kan betegnes som hobby-minimalister, har en vag forestilling om en fremtid, hvor den lokale bager forsyner hele landsbyen med brød, og der dermed hverken er overproduktion eller overforbrug – men som vi bor og lever idag, er det jo ikke et ret sandsynligt fremtidsbillede. Mange peger på, at en løsning kan være arbejdsfællesskaber, hvor f.eks. bageren kører med produktion ét sted, og det så er små, lokale bagere, der forhandler brødet, fordi man så kan udnytte ressourcerne langt bedre – men er det ikke bare Kohberg? For det synes jeg egentlig også er en relevant vinkel; at vi lige nu er meget optagede af at støtte de små, men hvis alle de store forsvinder, hvad tror vi så, der over tid kommer til at ske med de små?

Der er plads til debat her, når vi engang er på den anden side af pandemien. For den har virkelig synliggjort, at det ikke nødvendigvis det mest bæredygtige eller efterspurgte, der overlever. Demografi og beliggenhed spiller en kæmpe rolle, fordi det altid vil være lettere at overleve, hvis man er omgivet af et købedygtigt segment, og ikke f.eks. er en restaurant på Bornholm, der både er øko og bæredygtig, men som ikke kan leve af øens beboere alene. Eller er en lille, lokal Brugs, der plejer at lave 30% af sit overskud i helligdagene, fordi de store holder lukket, men som pludselig har udsigt til at miste denne indtægt, fordi købeloven dispenseres.

Jeg springer en masse mellemregninger over her, det ved jeg godt. Og der er med sikkerhed mange mennesker med uddannelser indenfor dette område, der ved uendeligt meget mere end mig om, hvad der gør et samfund, og som har både ideer og arbejdstegninger til, hvordan vi kan indrette os på alternativ vis, så vi passer på jorden uden at dø af hverken sult eller kedsomhed. Dem vil jeg håbe, vi får lov at høre meget mere til i fremtiden, så vi kan tænke smart og bæredygtigt, uden at skulle gøre det på bagkant, for ingen tænker hverken klart, rationelt eller ret meget på det fælles bedste, når de hænger i neglene på klippekanten over afgrunden.

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Sagt ja til at børnene måtte bruge penge fra deres opsparinger til en Nintendo Switch. 

Begge børn har børneopsparinger og har også af deres oldeforældre fået en stak værdipapirer foræret i “dåbsgave”, som stille og roligt står og trækker renter. De penge er der ingen, der rører ved, før børnene fylder 18.

Men deres oldeforældre forærede dem også penge til fødselsdag og jul, da de var små, og de penge satte jeg dengang fra, så de kunne købe nogle lidt større ting, når de engang blev gamle nok til at ønske sig noget konkret, som f.eks. en spillekonsol.

Inden jeg sagde ja, tjekkede jeg DBA for at se, hvordan sådan en bandit holder værdi, så vi ikke hældte små 3000 ud af vinduet, hvis det viste sig, at det ikke var noget alligevel. Her kunne jeg se, at både konsoller og spil med flere år på bagen kan sælges med et værditab på omkring 10%, så egentlig synes jeg, at det er et gratis sats.

Børnene har splejset til den, og ender det med, at den skal sælges igen, ryger pengene selvfølgelig retur på deres respektive konti. 

2. 

Klippet det røde bånd over til skur og have, fordi vi er hjemme hele tiden, og vejret har været så fint.

Og i år kunne jeg for første gang virkelig mærke, hvor stor forskel min indsats over de sidste par år har gjort. Fordi jeg har ryddet grundigt op og smidt ud, og har sørget for at pakke det hele ordentlig ned sidste efterår, tog det under 30 minutter at finde legesager frem, puste lidt spindelvæv af borde og hylder og lige køre en kost over gulvet – modsat tidligere år, hvor det har været et træls projekt, der har strakt sig over en hel weekend, før man bare nogenlunde kunne sparke sig frem derude.

Trampolinen er hentet ned fra loftet, og den er still going strong på sit 5. leveår. Her er det relativt nemt at se, hvor stor en forskel det gør, at den bliver pakket væk og fundet frem igen, for der er masser af helårs-trampoliner i haverne omkring os at sammenligne med, som er indkøbt efter vores, og som er væsentligt mere hærgede at se på. Det er ikke for at være pege-fingre-typen; det er bare for at sige, at det virkelig både er besparende og livsforlængende at passe på sine ting.

3.

Konverteret min fodcreme til håndcreme, for jøsses altså, nogle poter man får af al den vasken hænder.

Jeg bliver glad hver *eneste* gang, jeg finder ud af at gøre ting, jeg allerde har i skabet, multifunktionelle. 

4.

Revet en sæbebar til spåner på mit råkostjern. 

Sidste år fik jeg en gavepose, hvori der bl.a. var et stykke håndsæbe, som jeg har flyttet rundt på siden, fordi jeg har tolket lige præcis så mange hygiejnekurser, at jeg aldrig kommer til at have sådan en fyr til at ligge og lumre på håndvasken.

Men den var samtidig også for lækker at smide ud, og i mandags kom jeg til at tænke på, at man måske kunne rive den til spåner, og bruge dem i fod- og karbad.

Som sagt så gjort, og det fungerer perfekt.

Jeg håber, at I hænger på og sammen derude💚

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået besked om, at min arbejdsplads er omfattet af ordningen om lønkompensation, og at jeg dermed har løn frem til 09.06 og jeg kan ikke beskrive i ord, hvor stor en lettelse, det er. 

2.

Taget mod til mig og tjekket min årsopgørelse og for første gang i.. en decade, tror jeg? skal jeg have penge tilbage.

Det kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt, og selvom de fleste af pengene bliver spist af det eftersmæk, jeg har fået fra Pladsanvisningen fra 2016, får jeg stadig omkring 1500 i hånden, hvilket er VÆSENTLIGT sjovere end at skulle lede efter dem i et budget, hvor man på forhånd ved, at de ikke findes.

Og det, som jeg næsten har mest optur over er, at det er min egen fortjeneste. For som jeg skrev om her, ringede jeg sidste år til Skat, fordi jeg var ved at blive sindssyg over at få en regning af ukendt størrelse smidt i hovedet en gang om året.

Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg 100% forstår detaljerne men jeg har fået et par knapper at skrue på, så det ikke er fuldstændig random, hvilket resultat, jeg ender ud med, og da jeg nu alligevel var inde på hjemmesiden, ændrede jeg min forskudsopgørelse, så vi forhåbentlig gentager succes’en til næste år. 

(Som ekstra bonus-hurra kunne jeg ved samme lejlighed konstatere, at jeg i år “kun” kommer til at  betale 6000 kr. i renter i år, fordi jeg har afviklet så stor en bid af min gæld. Sidste år lød beløbet på lidt over 12.000). 

3.

Har jeg været helt hysterisk med at bruge ALLE madrester, både på køl, frys og i skabe. 

Alt det her covid-19 føles meget Tysken Kommer!-agtigt, og jeg kan mærke, at det bliver mig endnu mere magtpåliggende, at intet går til spilde.

Således blev de sidste jordbær minutiøst gennemgået, så de pæne dele, der faktisk var tilbage, blev skåret fra og spist på havregrynene, to gange har min aftensmad bestået af de rester, der ellers har levet en stille og ubemærket tilværelser bagest i fryseren, og vi har også et par gange fået rugbrød/knækbrød/grovboller til aftensmad, så pålægsresterne blev spist op. 

4.

Har vi haft ‘Madkundskab’ på skoleskemaet et par gange, fordi jeg prøver at se karantænen som en mulighed for at gro lidt madkærlighed hos børnene, så jeg, når vi er ude på den anden side, får et bredere repertoire at operere ud fra.

Torsdag bagte vi pizzasnegle, og da dejen var lavet, tog jeg en klump fra, som jeg smed i køleskabet. Den fik lov at hygge sig i køleskabet natten over* (sammen med den ekstra produktion af tomatsauce) og fredag var der nem aftensmad i form af pizza, hvor jeg også fik resterne af fyldet til pizzasnegle brugt. (Hvorfor bliver man altid snydt af, hvor lidt, der egentlig skal i dem??)

5.

Fyldt indholdet fra en bøtte med hårkur/balsam over i en af de tomme beholder fra Urtekram (som jeg kan se, at jeg har købt tilbage i 2018)  i erkendelse af, at jeg ikke får det brugt, når jeg skal stå og skovle det op med fingrene. Jeg har ikke noget at sætte fra på i mit bruserhjørne, og så bliver det noget knald med en dåse med skruelåg og en kæmpe overflade, der nærmest virker som en magnet på vand.

Nu er det fyldt over, så jeg kan bruge en smule som balsam, de dage, mit hår trænger, og bruge det som shaving gel til benene, nu hvor vi rigtigt skal løbe rundt i det offentlige rum og gøre os til.

*Hvis du kopierer ideen, er det vigtigt, at du tager dej fra og sætter det på køl, inden dejen sættes til hævning. Hvis først gæren er begyndt at arbejde, slår du den ihjel, hvis du midt i processen smider den på køl.