(Se forklaring på M2018-konceptet her)
Denne uges indlæg markerer, at vi nu er halvvejs i M2018-serien. Da jeg i januar satte skibet i søen var jeg spændt på, om jeg kunne blive ved med at finde på, for det er næsten altid det, der går galt, når en temablog kuldsejler: Man når et punkt, hvor man synes, man har været omkring alt, hvad der kan siges om det pågældende emne. Men den frygt har vist sig at være ubegrundet (i hvert fald indtil nu), og jeg er blevet glædeligt overrasket over at opdage, at jeg pludselig opdager minimalisme/spare-mulighederne, når jeg støder på dem, hvilket jeg ikke er sikker på, at jeg ville have gjort, hvis ikke jeg skulle skrive om dem.
Samtidig får jeg rigtig mange tilbagemeldinger fra jer om, at det, der inspirerer ved denne serie dels er kommentarfeltet, men også, at hele opsætningen er meget rookie-venlig. Hvis man har levet som gennemsnitsforbruger de sidste 20 år, kan det godt virke lidt voldsomt at melde sig ind i en minimalist-gruppe på fb, hvor det første opslag man ser, er fra mennesker, der efterspørger erfaringer med at sy og genbruge toiletpapir.
Her på bloggen kan alle være med, og jeg er – hånden på hjertet – meget positivt overrasket over den manglende fordømmelse af mig og andre, der først nu forholder os rigtigt til vores forbrug af sølvpapir og plastikposer.
Så tak, hurra og nu til sagen.
I den forgangne uge har jeg:
1)
Støvsuget mit badeværelsesskab for alle de små prøver, tuber og krukker med ansigtsmasker, hårkure, bodyscrub osv., jeg længe bare har flyttet rundt på. Fra tid til anden tror jeg, at jeg er sådan én, der lige kan upgrade mit liv med luksuriøse makeup-produkter, høje hæle og eksfoliering, og jeg ved simpelthen ikke hvorfor, for i al den tid, jeg har kendt mig, har jeg været hende, der betragter kvinder (ja, og mænd i disse juicer-tider) der løber med løsthængende hår med en blanding af ærefrygt og vantro. Jeg ville kaste mig selv ud foran den første, den bedste bil i afmægtigt raseri, og det beskriver sådan set meget fint, hvordan jeg har det med alt, der er bare en lille smule ekstra. Jeg bliver adfærdsvanskelig af foundation, jeg skal kunne løbe (fra ulve eller efter undvegne børn) hvis det bliver nødvendigt, og hjemmespa er ikke for mig. Men. Når nu produkterne ad forskellige veje er endt i mit skab, synes jeg også, de skal bruges. Derfor er de nu sat ud på en bakke på mit bord, og så er det bare at gå igang. Dels for at få dem brugt, men også fordi de fylder i skabet og gør det sværere at se, hvad jeg rent faktisk har, og dermed resulterer i, at jeg pludselig har fået købt 5 tuber tandpasta og 7 myggestifter.
2)
Nedfrosset en sjat koncentreret saft, som ungerne ikke gider drikke, i isterningebakker. Jeg kunne godt blande det og være sure mor, der nægter at købe nyt, før de har drukket det, vi har, men dels var det mig, der valgte det i butikken, og dels har jeg for længe siden gjort op med mig selv, at hele dette minimalist-projekt ikke skal resultere i, at vi skal tygge os igennem 10 liter tvivlsomt, sammenkogt tristesse, eller skære det fra, der gør os glade.
Formålet må være at skille det vigtige fra det ligegyldige; at værne om det første og skrotte det sidste. Så. Nu har jeg isterninger, som smager forrygende i et glas dansk vand, og jeg er fri for at flytte rundt på flasken med taber-saft.
3)
Solgt for 500 kr. på Tradono og Reshopper, og jeg vil tro, at det bringer mig på ca. 6000 kr. i år. Vi var kort omkring det et par indlæg tilbage, men fordi jeg ofte møder mennesker, som ikke er kommet igang med at købe og sælge brugt, kommer her de erfaringer, jeg har gjort mig so far.
Tag ordentlige billeder af det, du sælger
Ingen gider købe noget, de ikke kan se, hvad er, så hvis du bare har tænkt dig at lægge et billede af en sort affaldssæk op med teksten “En masse blandet lego”, kan du lige så godt lade være. (Lakmusprøven er at tænke “Ville jeg selv købe det, jeg kan se på billedet?”)
I uge 22 skrev Kristina i kommentarfeltet: “Jeg bruger de varme sommereftermiddage på at tage billeder af ungernes efterårs- og vintertøj, der skal sælges når sæsonen skifter. Sommersolen giver et godt lys, så nu har jeg en mappe med billeder der ligger klar til vejret vender. And granted: en vinterjakke ser bare pænere ud når den er fotograferet på en bøjle mod en solskinsbelyst (have)trævæg, fremfor at ligge udsplattet på stuegulvet i trist efterårsgråhed.”
Så har du også billederne på kamerarullen, og kan udnytte tiden til at oprette annoncerne, næste gang du sidder i et venteværelse eller i bussen og glor.
Beskriv din vare, så man ved, hvad man køber
Hvor mange buede skinner er der med i kassen med Brio, hvor mange sæsoner er flyverdragten brugt, er den købt fra ny og brugt til ét eller to børn osv. Det er også smart at skrive mærket på det, du sælger. Jeg køber aldrig selv noget uden at have et mærke, jeg kan tjekke ny-prisen på.
Vær ærlig omkring fejl, mangler og slid
Skriv i annoncen, hvis den ene tangent på børneklaveret stritter, eller der er gået en syning under ærmet på jakken. Jeg kørte engang ud for at hente en sort trip-trap stol, hvor sælger lige havde glemt at skrive, at hun 1) selv havde malet stolen og at hun 2) havde gjort det, da bøjlen sad i, og at der derfor var to umalede huller i stolen midt i alt det sorte. Det er træls for begge parter at bruge tid på, så skriv det i annoncen, så alle slipper for irriterende overraskelser.
Vær realistisk, når du sætter prisen
Hvad ville du selv give for en halv fyldt parfume? Eller for et par brugte bukser? Ingen går op i, hvad du gav for din vare, da du selv købte den (med mindre der er tale om mærkevarer) så selvom det første gang gør ondt at sælge noget for en tiendedel af ny-prisen, skal du sammenholde det, du kan tjene, med de 0 kr, du får for bare at blive ved med at flytte bukserne rundt i skabet, og ikke med de 900 kr. du i sin tid smed i Magasin.
En anden ting ift. prissætning er (som jeg også nævnte i indlægget, jeg refererer til ovenfor) at du skal lade være med bare at skrive “Byd”. Jeg ved godt, at det er skideærgerligt at sælge en æggekoger til 50 kr., hvis du kunne have fået 75 for den, men det er scenariet i ca. 1% af tilfældene. Resten af tiden får det bare din annonce til at lide den stille, ubemærkede død, fordi det er nemmere at købe noget af én, der har meldt ud, hvad noget koster, end at skulle indgå i en lang korrespondance, hvor man ikke på forhånd ved, om man er 10 eller 1000 kr. fra hinanden.
(Jeg har i øvrigt heller aldrig forstået begrebet ‘mindstepris’ med mindre man udtrykkeligt fortæller, at der er tale om en budrunde. Hvis jeg sætter mindsteprisen til 50 kroner er der vel for fanden ingen, der byder 60? Og den der med at sælge til anden side, hvis nogen pludselig byder mere, end den, man har lavet en aftale med, synes jeg er helt ukristelig dårlig stil.)
Hav en kasse, du smider i, efterhånden som du støder på ting, du vil sælge
Jeg har opdaget, at det er nemmere at sætte prisen lavt, når man sælger meget på én gang, fordi det er ok at bruge tid på at sælge to bøger til 15 kroner, når de er en del af en stak, der ender med at indbringe 4-500 kroner.
Der er forskel på, hvor nemme forskellige typer af varer er at sælge
Jeg ved ikke, om det er noget lokalt, men her i byen oplever jeg, at det er væsentligt sværere at sælge (børne)tøj end ting. Måske fordi ting er noget, man kan søge direkte på? Hvis jeg mangler en globus, søger jeg på det, og får de konkrete hits, mens jeg får ca. 1 million blandede hits, hvis jeg søger på ‘bukser’. Vær bevidst om dette, både ift ikke at give op, hvis det i starten går lidt trægt, og også når du sætter prisen. Hvis tøj er svært at komme af med, der hvor du bor, så sæt prisen, så det næsten er dumt at lade være med at købe det.
Vælg det rigtige tidspunkt at lægge din annonce op på
Både Tradono, Gul & Gratis og DBA smider de nyeste opslag øverst, hvis du vælger de gratis annoncer, hvilket betyder, at du skal tænke over, hvornår du poster. Du vil gerne ligge på forsiden, når købelystne typer lander i sofaen om aftenen og har tid til at sidde og scrolle, og hvis du lægger dine annoncer op kl. 13, er du allerede rykket ned på side 4, når klokken er 17. Læg op omkring spisetid. Det plejer at virke godt.
Ovenstående fungerer for mig. Hvis nogle garvede DBA-typer derude har andre fif eller lokale erfaringer (eller oplever det modsatte af, hvad jeg beskriver) så smid endelig en kommentar herunder.
Jeg bruger RIGTIG meget reshopper og har erfaret at:
1. Glem at sælge uden for sæson (med mindre det er str. 50/56 – gravide, der er gået på barsel, har for meget tid, så de køber alt og vil gerne helgardere garderoben 😄).
2. Det nemmeste tidspunkt at sælge gummistøvler på, er ved den første forårsregn, hvor termostøvlerne skal væk.
Solhat og shorts når sommeren PLUDSELIGT er her. Termodragt, når efteråret sætter ind, osv.
Det er svært at sælge midt på sæsonen – alle har købt en flyverdragt når der har ligget sne i 2 mdr. så hav tingene til at ligge og sæt det til salg så snart det lugter af sæson og mødrene går i panik over, at de ikke har været på forkant 🙂
Og ja – sælg billigt. Med mindre tøjet er spritnyt gider jeg personligt ikke over halv pris, når det er tøj fra sidste eller forrige sæson.
Gode pointer.
(Og så synes jeg også, at vi skal have indført køber-ratings, hvor man som sælger kan give købere mellem 1 og 5 stjerner, så vi kan luget ud i de der, der sætter sig på en vare, for så at forsvinde i det store ingenting)
Super brugbare tips! Jeg er stadig relativt ny i gamet med at sælge ting online, så det er fedt med hjælpende hænder. Vi ved at pakke huset ned i flyttekasser, så derfor har jeg i den forgange uge overvejet, om jeg ikke bare skulle få smidt flyverdragter og vinterstøvler på nettet så vi kan komme af med dem og dermed undgår at skulle pakke dem ned. Men nu kan jeg godt se det smarte i at vente til vejret skifter (selvom det kræver et par ekstra dybe vejrtrækninger).
/Kristina.
PS: jeg kan næsten ikke være i min krop over at blive quoted i et indlæg! Det er uden tvivl det nærmeste jeg kommer på at være starstruck.
Haha – gode ideer og engagerede læsere har da i dén grad fortjent at shine!:)
Den kasse jeg snakker om, som jeg smider ting i efterhånden som jeg støder på dem, har en fætter i reolen, som er til tøj osv. der først kan sælges, når vejret skifter. På den måde er det af vejen, så jeg ikke få tics af at se på det, og samtidig giver det også mulighed for at lave små tøjpakker, f.eks. et par vinterstøvler og et par gummistøvler sammen i starten af oktober, som kan bruges som ekstra-sæt i institutionen eller hos bedsteforældre.
Apropos sølvpapir… hvordan gik det egentlig med de der ‘Beeswrap’ du købte? Dur de?
Jeg synes faktisk at det største problem har vist sig at være, at det er meget få situationer, de er oplagte for mig at bruge. De må ikke bruges til råt kød, og fars til frikadeller er noget af det, jeg altid sætter film over, men det er jo så udelukket. Jeg synes ikke, de er gode at have med, fordi de er lidt irriterende at flytte rundt på i tasken bagefter, og det meste af det andet, jeg har i køleskabet, har jeg låg på, fordi det skal stå der længe.
Nu, hvor jeg lige sidder og tænker over det, havde jeg egentlig også købt dem for at teste dem som “brødposer” og det har jeg glemt. Det skal jeg lige have tjekket op på.
Kh
Linda
Ja, hvad er det, man bruger i stedet for sølvpapir…
Jeg er blevet væsentligt bedre til at bruge plastikbokse og poser, som jeg genbruger. Føler jeg mig særlig lucky, punk, giver jeg mig i kast med vitavrap, men jeg skal bruge 80 procent af min psyke på ikke at blive hysterisk. Shit, det er træls at arbejde med!! Jeg har for nyligt købt en rulle madpapir i rulle, som jeg vil prøve at eksperimentere med, når vi starter madpakkeræset op igen; jeg har prøvet et par gange, hvor det ikke har fungeret ret godt, fordi jeg ikke synes, det lukker ordentligt, men jeg har ikke givet det et ordentligt skud, og det skal det have.
Muligvis har du forklaret det før, men hvorfor bruger du ikke bare madkasser til dine madpakker…? Evt. med et lille mellemlægspapir mellem madderne?
Af flere grunde, faktisk. Dels bruger jeg ofte rester fra aftensmaden i madpakken dagen efter, hvilket betyder, at det er forskelligt, hvad type emballage, jeg har brug for. Dels er mine dagslængder meget forskellige; nogle dage møder jeg kl. 9 og har fri kl. 13, andre dage kører jeg kl. 6:15 og har fri kl. 17. Madpakkens størrelse og indhold varierer med antallet af timer, jeg er væk. Og endelig er jeg i den lidt specielle situation, at jeg ikke har et skrivebord eller et køleskab. Jeg kommer ind udefra, og skal helst fylde så lidt som muligt, når jeg lige svinger forbi en fremmed arbejdsplads en time, og her er det helt lavpraktisk ikke særlig optimalt at komme anstigende med sin taske og en ekstra mulepose med termokrus og madkasser:)
Intet af ovenstående er uoverstigelige problemer, men jeg har efterhånden opdaget, at det er én af de ting, hvor praktikken vinder over ambitionerne. Det skal simpelthen være praktisk og nemt, fordi det er en noget, jeg skal forholde mig til hver eneste dag.
Vi har købt låg til vores Margrethe skåle. Det bruger vi rigtig meget til både fars der lige skal på køl eller de rester af salat osv der er tilbage. Altså så serverer vi ikke i fancy skåle men det virker. Tidligere har vi brugt en tallerken over skålen men den bliver nemt skubbet ned og fylder ekstra i køleskabet.
Det var en virkelig god ide. Jeg har det stramt med ikke at lægge noget over; også selvom der ikke er tale om madvarer, der lugter. Det er sådan en ting, der er god at ønske sig, tænker jeg (= nemt at ramme rigtigt), så den ryger på ønskesedlen til jul. Tak for tip.
I forlængelse af at tage ordentlige billeder, så er det også vigtigt at der ikke er for meget rod på billedet, synes jeg. Jeg har nogle gange fundet en vare, som jeg ellers gerne ville købe, men fordi at billedet er taget i et rum der ligner et stilbillede fra ‘Verdens værste samlere’ eller lignende hoarder-programmer, har jeg droppet det. Eller hvis varen ser meget støvet eller beskidt ud. Jaja, vi har naturligvis alle rod og støv i hjørnerne, men det fungerer bare dårligt som reklame for noget, som du gerne vil sælge. Beskær evt. billedet, så rodet ikke ses, og tør da lige varen over med en klud, så kan mange point reddes hjem 🙂
Det er jeg virkelig enig med dig i. Man signalerer noget med hygiejneniveau og hvor godt, der er passet på tingen eller tøjet med det billede man sætter ved. Jeg forstår faktisk heller ikke helt dem, der sælger varer, de ikke lige har tørret af. Men efterhånden som jeg er blevet mere garvet, oplever jeg også, at der er flere gengangere blandt mine købere, så det lader også til at betale sig at være ordentlig omkring det, man sælger.