I øvrigt:
*Ønsker Frida sig brændende at lære at fløjte, og for nye og vordende forældre vil jeg lige nævne, at det kan være en god ide at tænke sig om, før man lægger sig fast på pædagogiske læresætninger, som f.eks. “Man bliver god til det, man øver sig på”.
*Er min bil ved mekanikeren for at få lavet bulen, jeg var så heldig at få tilbage i efteråret (og stående applaus til forsikringsselskaberne for så aktivt at modarbejde stresskultur på arbejdspladsen), og jeg har som lånebil fået en C1’er, som har horn i stort set hele rattet. Jeg er 1.80 og har så lange fingre, at den stående joke blandt mine kolleger er, at jeg altid staver i caps lock, når jeg tolker. Jeg ender med at få klø af nogle af alle dem, jeg uforvarende kommer til at dytte af, hver eneste gang, jeg drejer.
*Ved jeg ikke, om det er pga. de glædesløse, asociale coronamåneder, men er det ikke, som om vi alle sammen bliver lidt ekstra begejstrede, når vi møder bilerne med studenter i år? Der har i hvert fald været fingerkys, hujen og gedigen basarm overalt, hvor jeg har set dem.
*Vil jeg gerne vide, hvornår man er for gammel til at stalke Tony Hawk på insta, fordi man synes, han er pæn?
*Bad jeg i aftes, efter 2 timers intensiv knevren, i desperation Frida om at flette næbbet – hvilket fik hende til at skraldgrine. Det er første gang, mine børn forstår konkret, verbal humor, og det synes jeg faktisk var kæmpestort.
*Ved jeg godt, at vi ikke kan være enige om alting, men ift. de mange statuer og monumenter, der for tiden må lade livet rundt omkring i verden, vil jeg bare forsigtigt foreslå, at man prøver at forestille sig, at vi i 1937 havde grundlagt Hitlers Plads midt i København og havde dekoreret den med en stor, flot statue af manden. Det er vinderne og flertallet, der skriver historien.
*Tabte jeg forleden mit næsten færdiglagte 1000 brikkers puslespil med random cut brikker, som gik i – ja – tusind stykker. Prøvede at sige til mig selv, at jeg faktisk fik dobbelt så meget for pengene, når jeg nu fik lov at lægge det igen, men endte med at konkludere, at det er med peptalk som med at kilde: Man kan ikke gøre det på sig selv.
*Har jeg opdaget Twinings nye cold infuse te, som er tebreve, man kan smide i sin vandflaske, Hvis ikke Nobel kommer til at tage stilling til dem under den kommende udvælgelse til nominering, er der ingen retfærdighed til.
*Er det som om, det post-corona er blevet helt comme il fait at dele screenshots på IG/FB af træningspas og stormøder. Hver gang jeg ser det, spekulerer jeg på, om man mon har husket at klappe af med de andre tilstedeværende, om de gerne vil deles.
*Har jeg de sidste par dage brugt mange timer på Marketplace i jagten på en reol, og dette er et allekald: Mål er relativt relevante, når vi taler møbler.
*Har jeg lært at grille. Og der må grines, men det har været én af dem, jeg bare ikke har kunne tage mig samme til, fordi… jamen, det ved jeg faktisk ikke? Fordi alle jeg kender er perfekte til det, og jeg aldrig lige kom i gang? Men jeg fik en fin, lille grill i 40 års fødselsdagsgave, som nu har haft premiere, og det gik godt, syntes jeg. Også selvom Fridas kommentar var: “Mor, du skal jo bare øve dig lidt”.
*Er anbefalingslisterne opdateret med følgende:
Serier:
Marcella
Denne serie er allerede på min liste, men 3. sæson er lige landet og jeg åd den på en uge. Det er britisk krimi noir og det er så godt, så godt.
Tessas Hævn (DR)
Jeg er meget lidt til rap, og derfor har jeg ikke som sådan haft en holdning til Tessa og hendes musik. Men man skal have levet under en sten for ikke at have hørt om hende, og fordi min nysgerrighed blev pirret af et par klip på DR3, fik jeg lyst til at se dokumentaren, som består af 4 afsnit.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet – men ikke dét her. For det er ikke – som forventet – en historie om et ønske om at provokere eller udfordre, men derimod historien om at have fået spillet nogle bestemte kort på hånden, og at være blevet misbrugt og voldtaget i festkulturens navn – men at rejse sig fra det, tage sin historie, sin krop og sin magt tilbage og prøve at hjælpe andre til at gøre det samme. Jeg ser hendes tekster i et MEGET andet lys nu, og selvom hun er rå som få, får man alligevel lyst til at give hende et kram, et highfive og en stor kop kaffe.
The Last Dance
Jeg kan ikke med ord forklare, hvor vild jeg var med den her. Det er historien om Michael Jordan, og jeg hverken forstår eller interesserer mig for basketball, men jeg tror, det er den bedste dokumentar, jeg nogensinde har set. Der er så meget respekt og selvindsigt i hele historien, både fra MJ, men også fra alle, han har spillet både med og imod. Clinton, Timberlake og Obama svinger lige – helt afslappet – forbi, og jeg måtte have fat i æsken med kleenex flere gange, end jeg har lyst til at indrømme.
Den er på én og samme tid en hyldest, en historie og et perfekt skåret tidsbillede af halvfemserne, komplet med et A+ soundtrack.
10/10 herfra.
Podcasts:
Morfinbyen
P1-podcast i 3 små afsnit om, hvorfor Fredericia går under betegnelsen Morfinbyen. Det er en historie, som giver stof til eftertanke, og som gør op med fordommene om, hvornår og hvordan man kan ryge ud i et misbrug, og hvordan en struktur på behandlingsfronten kan være med til at forværre et problem markant.
Sinisterhood
En slags true crime-podcast – og så alligevel ikke helt. Set up’et er stadig to kvindelige værter, der spiller bold op ad hinanden, men de fortæller historien sammen, og emnerne spænder over alt fra konspirationsteorier, til kultledere og mystiske dødsfald i Hollywood.
Podcasten er en smule mindre poleret, end man er genre-mæssigt er vant til, og jeg synes mest af alt det føles, som at have fået to virkelig sjove og badass damer til bords til en fest.
Wind of change
Den her ville jeg aldrig selv være kommet i tanke om at kaste mig over, for jeg hader alt, hvad der lugter af spioner og skæg og blå briller. Men Esben Bjerre (Her Går Det Godt) solgte den godt, og fordi jeg var up to speed med alt andet, fik den et skud.
Den er fuldstædig outstanding. Kort fortalt handler den om, at det måske/måske-ikke er CIA, der har skrevet Wind of Change til Scorpions for at skubbe på ift. østblokkens fald. Det lyder fuldstændig vanvittigt, og journalisten, der graver i sagen, starter også med at være mere end skeptisk. Men så begynder han at snakke med tidligere CIA-agenter, managere og tryllekunstnere, og inden man får set sig om, går den vilde jagt med narkobaroner, heavybands, stadionkoncerter og dobbelt- og trippleagenter til højre og venstre.
Den har lidt den samme vibe som Dolly Partons America, synes jeg, og uanset hvad du lige nu sidder og tænker, synes jeg virkelig, at du skal prøve-høre et afsnit.
Chasing Cosby
En podcast om det årelange tæppefald for en af historiens mest joviale tv-fædre.
Det er endnu et udløber-produkt af Me too-bevægelsen, og en af grundene til, at jeg synes det er så vigtigt at høre de mange vidnesbyrd fra ofrene er, at deres historier får det til at gå op for én, hvor villige vi er til at ignorere vores egen mavefornemmelse, når autoriteter fortæller os, at det, de gør imod os, er ok. Og hvor småt det ofte starter. For der er jo sjældent tale om full blown overgreb, som kommer ud af det blå. I stedet handler det om små skridt, længere og længere væk fra det, vi opfatter som normalt/passende, og hvis vi skal lære vores døtre at turde stå fast, når noget føles forkert, så kræver det en omprogrammering af vores måde at opdrage på. For at opdrage børn er én lang række af nye situationer at forholde sig til, og når vi møder noget, vi ikke har tacklet før, tror jeg ofte, at vores default-reaktion er at gribe til det, vi selv er vokset op med. Som når Frida f.eks. kommer og siger, at Sofus slår og hiver hende i håret, og jeg er to millimeter fra at sige: “Det er fordi, han godt kan lide dig”. Det er kun, fordi jeg aktivt har opsøgt historier som denne, at jeg når at bremse mig selv og snakke med hende om, at det ikke er ok. Og at det er godt, at hun siger fra. For det kan godt ske, at det vitterligt er, fordi han synes, hun er sød. Men så må Sofus og hans forældre tage en snak om, hvordan man udtrykker den slags følelser på en måde, der ikke går over andres grænser.
Det starter i det små, og det er historier som denne – og Tessas – effektive remindere om.
Og bare lige PS: 100.000 point til det reklamebureau, der har tegnet illustrationen til podcasten.
1. juli 2020 @ 20:11
Åh det var dejligt med en iøvrigt. Jeg synes den med statuerne er svær..også fordi hvis man bare fjerner dem så fjerner man jo også “beviser”. Jeg læste om en mand der oprindeligt var fra Congo og vokset op under hvidt herredømme og han mente faktisk man i stedet burde sætte information ved dem så man kunne lære af det. Det det jo ikke kun statuer men f.eks. også bygninger..Amalienborg er så vidt jeg ved bygget af en slavehandler og skal vi så også rive den ned? Der er jo også nyere historie om kongehuset knyttet hertil. Og hvor langt tilbage skal man gå? Og det er ikke fordi jeg ikke vil lytte eller fordi jeg synes de skal hyldes..jeg er bare ikke sikker på at den bedste løsning er at fjerne dem? Måske skulle man samle dem på et museum ? Det er jo balancen i at vi skal huske at ændre os når vi oplever noget der ikke er godt men også huske det og kunne give det videre som erfaring til kommende generationer. Og hvis man fjerner alt omkring negative stereotyper i gamle film, bøger, statuer osv…så kommer det jo til at virke som om det aldrig har været sådan. Og så frygter jeg det bliver ligesom med dem der ikke mener holocaust har været (her er jeg godt klar over det nok ikke er manglende beviser der er afgørende for dem). Giver det mening? Statuerne kan jo OGSÅ bruges til at huske at Danmark ikke har været særlig rare. At danskernes rigdom i dag også bygger på plyndringer og udnyttelser af andre tidligere dom gør at man har haft råd til en stor udvikling. Og så er det bare ikke så enkelt det hele..må vi have geavmonumenter for gamle konger der har været skyld i mange soldaters død? Eller som har slået svenske folk ihjel? Hvad med vikinge ting? Der er mange spændende ting omkring dem men de har altså ikke allesammen været lige rare…
1. juli 2020 @ 20:45
Det ER en diskussion med mange aspekter, og jeg er enig i, at det ikke giver mening at forsøge at udskifte én form for ekstremisme med en anden.
Men jeg læste et sted, at det for mange gør en forskel, hvorfor en statue er rejst (eller en plads er opkaldt efter en bestemt person osv); at der er forskel på, om man rejser en statue af en mand, fordi han har været præsident, og på, om man rejser den, fordi han har været general i en krig, der har slagtet millioner af jøder/sorte/native amerikanere. Det synes jeg giver god mening. For at pågældende præsident har ejet en slave eller har tjent penge på arbejde udført af slaver, er jo ikke specielt beundringsværdigt – men det er samtidig også umuligt at tage ud af sin historiemæssige kontekst.
Min opfattelse er, at både geografi og tid har noget at sige – og så, at det har været de samme grupper, der er blevet udnyttet og undertrykt, når vi er på de amerikanske breddegradder. For vikingerne var nogle skiderikker, og det er der mange andre, der også har været i Skandinavien – men det er (så vidt jeg ved) ikke så gået så systematisk ud over bestemte befolkningsgrupper, som det er tilfældet i USA, hvor det har været de sorte og de indfødte amerikanere, det er gået ud over hver gang.
Jeg tror, at noget af det, vi bliver nødt til at arbejde ret aktivt med i den tid, vi er på vej ind i, er at diskvalificere argumentet ‘for hvad bliver så det næste?’ – for det er der ingen, der ved. Men det er bare heller ikke i sig selv et argument for ikke at tage stilling til enkeltsager. For mig blev det tydeligt, da jeg i debatten om, hvorvidt homoseksuelle skulle kunne gifte sig, så en mand, der i ramme alvor spurgte: “Hvad bliver så det næste? At folk kan gifte sig med deres kæledyr?” Det satte det for mig på spidsen, hvor indgroet i og afhængigt af vores verdenssyn, den naturlige række af konsekvenser og ‘det næste’ egentlig er.
Jeg tror, vi må tage det, en ting ad gangen, og så prøve at lytte til argumenterne i hver enkelt sag, hvis vi skal finde frem til, hvad der i det her er rigtigt og forkert <3
2. juli 2020 @ 06:54
Jeg tænker du har ret i at der er fornuftigt at se på de enkelte ting og at argumentet ikke skal bruges til at afvise at gøre noget. Det var nok mest fordi jeg ikke på samme måde som med eksemplet med homoseksuelle er så stor forskel på f.eks. En statue eller et monument til ære for en. Hvis det, som jeg forstår det, netop handler om at hylde den person hvis personen står for noget skidt. Jeg prøvede egentlig også bare at sige jeg synes det var en process man skulle tage fat på på en fornuftig måde og måske ikke bare “så rydder vi alle statuer” eller ” intet må pilles ved”. Man er netop, som du skriver nødt til at tage det helt lidt af gangen og vurdere netop det historiske impact og her bliver det svært fordi de det er mennesker der i nogle tilfælde vil have gjort begge dele..som præsident nogle gode ting men også ejet slaver? Og så netop det med at historien ikke forsvinder og vi er nødt til at forholde os til det.
2. juli 2020 @ 11:08
Og så er der selvfølgelig som du skriver forskel på stederne for nogle er bare kendt for udelukkende uhyrligheder eller som forkæmpere for slaveriet (som en af de statuer der blev taget ned i USA) og der er det hele nok lidt mere lige ud af landevejen.
2. juli 2020 @ 18:25
Ja, heldigvis er der også diskussioner, som ikke giver anledning til den store uenighed. Måske det ender med at være det, der baner vejen; at når vi efterhånden får os talt ind på, hvorfor disse statuer er indlysende do’s eller don’ts, så bliver det nemmere at vurdere resten. Man har lov at håbe <3
2. juli 2020 @ 20:17
Hvis jeg må komme med en indskydende bemærkning, er det også blot vigtigt at huske, hvorfor man har opsat mange statuer: for at undertrykke og vise hvem der har magten.
2. juli 2020 @ 20:46
Man har nemlig lov at håbe..og skubbe på den udvikling. Og Matilde du har helt ret. En del af statuerne er jo også for at vise magt og den del skal man selvfølgelig have med. Og altså i øvrigt er jeg ked af det hele nu blev så alvorligt for jeg var egentlig glad for at indlægget indeholdt så mange ting der fik mig til at smile og det var ekstra tiltrængt lige i dag. Tak!
1. juli 2020 @ 20:16
Kære Linda, kender dytteproblemet fra min Aygo og endte med to tykke tændstikker i hver side. Det virker ret godt og man kan fjerne dem hurtigt, hvis man vil dytte. God sommer og tak for din blog, jeg elsker den!
1. juli 2020 @ 20:46
Haha – perfekt! Ja, for noget må gøres, hvis ikke jeg skal ende med et blåt øje og to brækkede ben:)
Og tusind tak – det er jeg SUPER glad for at høre:)
1. juli 2020 @ 20:50
og så iø 1.000 tak for dagens gode grin ang. dytteproblemet 🙂
2. juli 2020 @ 18:26
Altid til tjeneste:-D
1. juli 2020 @ 21:05
Tænker i forhold til Tony Hawk (forudsat at det er den rigtige jeg har fundet på Instagram) at du er til høje, lidt kejtede mænd😄. Husker også dit Corona crush på Magnus Heunicke, og nej, jeg er ikke uenig😂😂😂
1. juli 2020 @ 21:06
Og ikke glemme good old Viggo Mortensen😍
2. juli 2020 @ 08:46
Jeg er også i gang med at se Marcella, og synes også, den er mega spændende. Dog har jeg det ret svært med præmissen for serien: Det engelske politi er efter min mening utroværdigt large med politifolk, der går totalt bananas. Og hvad skete der med den illegale taxachauffør i sæson 1? Måske havde jeg en absence, men fik vi at vide, hvad der skete med ham?
Jeg kan i øvrigt anbefale podcasten I Spy fra Foreign Policy. Jeg er heller ikke til spioner og hat og blå briller, men i nogle af afsnittene sidder man seriøst med kæben på bordet fordi det er SÅ langt ude.
Jeg har også en ting for sportsdokumentarer, hvilket er ret underligt, for jeg interesserer mig ikke for sport overhovedet. Jeg syntes også, The Last Dance var awesome, omend ret ensidig. Jeg var også pinligt vild med Friday Night Lights (jo altså ikke en dokumentar, men handlede dog om amerikansk fodbold, Verdens Kedeligste Sportsgren), men der var også Taylor Kitsch med det lange, fedtede hår. Jeg er åbenbart ikke kommet videre siden jeg havde en crush på Chris fra ungdomsskolen for 25 år siden som havde samme frisure og let plagede udtryk…
2. juli 2020 @ 18:37
Jeg er tolk: Min hukommelse er en marianergrav, hvor info og sammenhænge synker langsomt ned i dybet for aldrig igen at se dagens lys. Jeg har ikke den fjerneste erindring om, hvad der skete i første sæson, men på plussiden betyder det, at usammenhængende plots ikke forstyrrer mig ret længe ad gangen.
I spy ser vanvittig ud, og jeg har straks hentet første afsnit, men Friday night lights kan jeg ikke finde – hvor fangede du den henne?
Hos mig var det ranglede Heine, der skatede rundt i skolegården med EMO-weltschmertz i rigelige mængder slæbende efter sig. Nogle ting gror man åbentbart aldrig fra.
2. juli 2020 @ 19:17
Hahahaha! Hvor er det sjovt (eller noget). Så kan du også se den samme krimi mere end én gang? Jeg kan ikke huske, hvad mine kolleger hedder, men efter to minutters gensyn med en krimi, jeg så med et halvt øje for fem år siden ved jeg nøjagtig hvad der skete…
Uha, Friday Night Lights har nogle år på bagen, men jeg tror, man kan se den på cmore?
Nej, det gør man åbenbart ikke. Sjovt nok ligner min mand virkelig ikke hverken Taylor Kitsch eller Chris fra ungdomsskolen…
2. juli 2020 @ 13:30
“Hillary” på DR1 er også virkelig god! Giv den et skud, hvis du lige skal have et skud til din indre feminist.
2. juli 2020 @ 18:38
Den ser skøn ud! Den er bogmærket – tak <3
2. juli 2020 @ 18:54
Åh hvor blev min dag bare så meget bedre hold op hvor jeg har grinet flere gange i dag ved tanken om din dytten . Tak
Hvis jeg må give en tip til to potcast
Eller sletter du bare min kommentar
Her er linket
https://www.tvmidtvest.dk/podcast-efter-ulykken/podcast-efter-ulykken-12?autoplay=1#player
Undskyld hvis det var fejl og ikke din interesse
Jeg hepper på Frida snat får lært og fløjte
VH
4. juli 2020 @ 15:09
Tak for inspiration – jeg har hentet podcasten, og nu skal jeg så lige finde ud af, om jeg tør høre den, for puh, den ser barsk ud.
Kh
2. juli 2020 @ 19:12
Tak for endnu et læseværdigt indlæg. Jeg elsker simpelthen din blog! Du er så sindssygt velformuleret og reflekteret, at jeg nogen gange kommer helt til kort. Og dit moralske kompas er virkelig fintunet. Fx ifht børneopdragelse hvor du har virkelig mange gode overvejelser og refleksioner, så jeg fra tid til anden tænker, at jeg ikke burde have tre børn, fordi jeg ikke når at tænke alle de kloge ting, du gør, før jeg råber ad dem, retter på dem eller noget tilsvarende. Og din overvejelse ifht Frida og Sofus, der river i håret, sætter virkelig tanker i gang. For som mor til tre små piger er jeg panisk angst for den verden, der venter dem både i virkelighedens verden og den virtuelle. Og jeg aner ikke, hvordan jeg giver dem redskaberne til at tackle den, fordi det hele virker så meget mere komplekst og uigennemskueligt ifht da jeg selv var barn og ung.
Så altså vil egentlig bare sige tak for alle dine mange kloge ord og refleksioner. Du må aldrig stoppe!
P.s. Kan du ikke åbne din egen brevkasse, så os andre dødelige kan spørge oraklet til råds, når vi er i tvivl? 😊
4. juli 2020 @ 15:12
Jeg blev simpelthen helt rørt over din kommentar, Katrine – tusind tak, og hvor er jeg glad for, at nogle af alle mine tanker kan puffe gang i overvejelser hos andre også <3
Og for god ordens skyld må jeg hellere sige, at jeg lige så ofte som alle mulige andre når at reagere, før jeg får bremset mig selv. Men jeg oplever, at det at skrive om, hvad jeg gerne vil gøre næste gang, og få lov at læse inputs og refleksioner fra mine fellow-moms derude, ofte gør, at jeg om ikke når i mål, så i hvert fald håndterer situationer bedre, når jeg står i dem anden gang <3
3. juli 2020 @ 10:13
Linda, din brevkasse mangler også i mit liv! Har de første 45-50 sager der kunne gavne sig af dit besyv. Jeg sluger samtlige indlæg fra din hånd – og føler mig beriget af dem alle. Tak!
4. juli 2020 @ 15:14
@Mathilde, Jannie, LP og Katrine:
Det synes jeg faktisk virkelig kunne være sjovt, ikke mindst pga. de mange kvalificerede damer, der også altid melder relevant ind, så der er belæg for nogle gode debatter og inputs – men hvordan tænker I helt lavpraktisk, at det skulle gribes an? Jeg lytter:)
5. juli 2020 @ 11:04
Jeg synes også, det kunne være fantastisk!
Hvis nu du laver et indlæg med præmissen for brevkassespørgsmål; fx; noget du tror, jeg ved noget om, men ikke noget, der bør håndteres af psykolog. Og som gerne må offentliggøres.
Og så sender vi dig en mail- evt via en google formular – og så bliver det til et indlæg. Og i indlægget kan følgerne så give deres besyv med i kommentarfeltet.
Eksempelvis ville jeg spørge dig; jeg er i behandling for at få et donorbarn. Jeg kan ikke bestemme, om jeg skal blive i Århus ved veninderne og jobbet, eller flytte til Aalborg med forældre, søster og barndomsveninder. Og billigere boliger. Og hvis jeg flytter, hvornår gør jeg det så? Før barsel. Under barsel. Efter barsel? Det er jeg sikker på, du ville have et godt svar på. 🙂
7. juli 2020 @ 06:33
Hmm…jeg ikke lige hvordan den brevkasse kunne gribes an (det nåede jeg ikke lige at tænke over, inden jeg foreslog det😊). Men Kristines forslag lyder umiddelbart meget godt, jeg har ikke lige styr på det tekniske ifht at sende spørgsmål ind på anden vis end som alm kommentar.
Men fedt, hvis du rent faktisk synes, det kunne være sjovt, for det er jo rimelig afgørende. Det skal jo ikke blive en byrde og give dig alt for store hovedbrud ifht hvad du skal svare. Så du må være tydelig omkring præmisser og heller ikke være bleg for at afvise spørgsmål, hvis de er uden for målskiven.
Jeg hepper på dig som brevkasseredaktør (eller som den nye Mads i Mads og Monopolet -eller faktisk hellere en af monopol-deltagerne😊)!
3. juli 2020 @ 22:45
Også i mit !
4. juli 2020 @ 06:25
Endnu én til koret: Helt enig!
5. juli 2020 @ 19:40
Jeg vil også gerne have en brevkasse med dig ved roret!
6. juli 2020 @ 07:28
Linda, hvor har du fundet Twinings nye cold infuse te henne? Bare i alm. butikker (jeg er blevet doven og bruger Nemlig, så jeg kommer der ikke så tit)?
Og så vil jeg gerne lige anerkende din frustration over det tabte puslespil. Jeg tror også, jeg ville ha’ græmmet mig mere end glædet mig over, at nu kunne jeg lave det en gang til.
6. juli 2020 @ 07:30
De har dem som spot i Fakta, men kan se, at de også kan fåes i Brugsen og på Bilka to go😊💖
6. juli 2020 @ 13:06
Tak, så må jeg vist lige forbi Fakta i dag og se, om de ku’ ha’ dem.
8. juli 2020 @ 21:28
Hvis du ikke har set den, kan dokumentaren om Dennis Rodman “For better or worse” også anbefales. Den ligger på DR.dk.
9. juli 2020 @ 20:17
Fedt, Karina – tak!