Sidste ferieweekend i denne omgang. På mandag starter vores hverdag igen, og selvom vi alle har et snert af post-ferie-blues, så glæder Frida og jeg os til at komme igang igen. Anton kan ikke rigtig rumme det. Hvis han kunne bestemme, var vi herhjemme altid, og dagene gik med at bygge Lego og gnaske cheerios. Men damerne higer efter andre menneskers selskab, og jeg glæder mig også til at gen-etablere en hverdag, så der en lille smule forskel på hverdag og fest.
Vi har haft 5 ugers ferie, hvilket er sygt priviligeret, og fordi jeg før det var hjemsendt og skoledagene var corona-forkortede, har vi næsten haft et halvt år herhjemme. Egentlig tænker jeg, at det – trods alt – har været en gave, for Anton får lidt tykkere hud for hver eneste dag der går, og de dage, vi har haft sammen, har været værdifulde.
Men jeg trænger til at se nogle voksne mennesker igen, og min hjerne trænger i dén grad til noget at rive i. Frida savner sine venner, og vi har et par gange undervejs i ferien måtte de 900 meter ned ad vejen til børnehaven, fordi man ikke har tabt tænder, før de andre Sommerfugle har set hullerne i munden.
Ferien har været fantastisk, selvom det også hører med til historien, at vi har været en smule på flugt fra vores eget hjem pga. nabokonflikten, som stadig er træls og enerverende. Der er nu både jurister og konfliktmæglere inde over, og jeg prøver at blive ved med at trække vejret og hele tiden kommunikere ud fra et jeg-perspektiv #GirafTypen.
Men selvom vores udflugter nogle dage har haft et islæt af eskapisme, har de stadig været umådeligt skønne. Vi har udforsket samtlige legepladser i og omkring Esbjerg, vi har besøgt gode mennesker i sommerhuse, har kørt på løbehjul og skateboard og spillet basket i timevis i Street Mekka, haft besøg af alle de bedste, benyttet os af Esbjerg Kommunes sommertilbud og derigennem prøvet både bueskydning og en hel del forskellige spejderarrangementer, og endelig har vi været på ture til mange af de steder, vi længe har haft planer om at udforske, som f.eks. Universe Science Park og Djurs Sommerland.
Førstnævnte var børnenes eget ønske, for selvom jeg på forhånd vidste, at de ville elske det, synes jeg også bare, at Als er *langt* væk. Men nu havde vi tiden, billetterne kunne fåes til halv pris, og pga. begrænsninger i antal besøgende, vidste vi også på forhånd, at køerne trods alt ville være nogenlunde overskuelige.
Vi ankom uden forventninger, og vi havde en skøn dag. Min oplevelse var, at parken er en blanding af Aros og en fed, avanceret legeplads, og vi var glimrende underholdt de 8 timer, vi var der.
Det andet sted, jeg havde på vores to-do/visit-liste, var Djurs Sommerland, fordi jeg overvejer at købe årskort deroptil til næste år. De sidste par år har vi haft årskort til Legoland, men det kommer vi ikke til at have til næste år. Ikke fordi det ikke er sjovt, men dels er jeg ved at skrige over, hvor meget mer-salg, man efterhånden skal sparke sig igennem, og dels synes jeg, at mange af forlystelserne enten er meget børnede eller kræver mere vovemod, end mine to umiddelbart har.
Vi havde en enkelt dag i Djurs sidste år, som egentlig var det, der fik mig til at overveje årskort i første omgang, for der er bedre plads end i Legoland og Friheden, der er meget mindre gøgl, og så er der flere forlystelser i ‘mellemklassen’. Kombineret med det faktum, at vi har overnatningsmulighed deroppe, og at flere af mine venner også har årskort (= vi kan følges, børnene er underholdt, og vi kan faktisk nå at snakke ægte), hældte jeg til, at det bliver det sted, vi kommer til at frekventere fast til næste år. For lige at trykprøve beslutningen, købte vi i år en 2-dagsbillet, og det var et kæmpehit. Vi mødtes med en veninde og hendes søde dreng den første dag, sov hos min kammerat og slæbte ham med derud dagen efter. Om aftenen var der god tid til voksensnak og rødvin, og da vi kørte hjem på andendagen var beslutningen truffet: Det bliver Djurs til næste år.
Helt lavpraktisk har det også noget at sige, at parken først lukker kl. 21, for børnene er ved at være så store, at de ikke er færdige med at huje kl. 18, hvor mange af de andre steder lukker. Selv efter 2 døgn med gynger og karruseller var klokken var 20, før vi var klar til at trille mod Esbjerg på andendagen.
“Men så sov de vel i bilen hjem, Linda?”
Nej. De gjorde sgu da ej.
Men det har været den bedste ferie, og på mange måder har den været, som jeg altid har forestillet mig, at livet med børn ville havde været, hvis jeg boede i Aarhus, med lange, fine dage under en lavthængende sol, godt selskab, børn, der leger, madplaner, der skrider og take-away på vejen hjem.
Vi har alle 3 fået fregner på næsen og farmertan på fødderne, mine nye heksekort er kommet og fra på mandag kører det hele igen.
Det glæder jeg mig til.
Det lyder sgu lækkert! Tillykke og highfive på en veloverstået ferie, som jeg blev helt glad over at læse om.
Det har været en saltvandsindsprøjtning af de helt store! <3
Man skal ikke undervurdere hverdagen. Det er nok bare mig, der ikke har fulgt godt nok med, men hvad er det for en nabokonflikt? Det lyder da ubehageligt.
Det er det virkelig også. Jeg har ikke fortalt detaljeret om det, men bare kort nævnt det i et tidligere indlæg, så det er ikke fordi du har overset noget.
Det er ikke fordi det er hemmeligt, og jeg har virkelig haft lyst til at skrive om det, fordi det fylder ret meget lige nu, og jeg jo normalt skriver om det meste af det, jeg tumler med. Omvendt føles det også en smule uretfærdigt overfor naboen, fordi det her jo er mit forum, og historien jo af gode grunde kun kan være min version.
Men helt kort handler det om, at vi for 3 måneder siden fik nye naboer. De er begge kronisk syge, på min alder og har ikke børn; i hvert fald ikke som bor hos dem.
Husene vi bor i, er rasende lydte. Så meget, at der er snak om, om det måske er en bygningsfejl. Min tidligere nabo havde to børn, så jeg er helt med på, hvor tydeligt, man kan høre dem.
Og fordi jeg selv har boet i lejlighed det meste af mit voksne liv, ved jeg godt, hvor irriterede børnelarm kan være; specielt hvis man ikke selv har små af slagsen. Jeg har derfor altid haft “hensyns-regler” ift. naboer, så børnene f.eks. først får lov at komme ud og lege i haven efter kl. 9 i weekenden, at de ikke hujer, hverken ude eller inde efter kl. 19, at vi ikke leger med hoppebolde indenfor osv. Havde vi haft vores eget hus, havde de fået lov at give den gas, men det her er ret beset “bare” en lejlighed på jorden.
Jeg har gjort mig ret store anstrengelser for at skabe en god relation til de nye naboer, lige fra de flyttede ind. Husene her er sambyggede rækkehuse, og vi bor tæt. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at der er et godt fundament for at tale om det, der eventuelt måtte komme op.
Første gang manden skældte ud ude i haven, gik jeg efterfølgende ind og spurgte, om ikke vi kunne snakke om det, og min oplevelse var, at vi havde en god dialog. Men efterfølgende er situationen eskaleret, og han har flere gange hamret i væggen og skældt børnene ud, når de er i haven. Også selvom vi tre af gangene har været hjemme under 20 minutter, og der derfor ikke er tale om situationer, hvor vi har larmet i timevis og han har fået nok.
Første gang han bankede i væggen, slog han så hårdt, at et af mine billeder væltede. Jeg troede, at det var kvinden derinde, som den dag var startet i dialyse hjemme, som måske var blevet dårlig og var faldet og trukket maskinen med ned, så jeg sendte en sms og spurgte, om hun var ok. Hun svarede tilbage, at det var manden, der havde banket i væggen, fordi vi ‘larmede helt vildt’ og hans PTSD blev trigget af det.
Jeg har hele vejen igennem konsulteret bestyrelsen, fordi jeg ikke er interesseret i at eskalere konflikten. Der er aldrig vindere i en nabostrid, og jeg vil gerne være med til at løse det, hvor urimeligt jeg end finder hans/deres opførsel. Jeg har ret stor sympati for, at de begge er pressede – men når det er sagt, så er det ikke vores opgave hverken at kompensere for, at husene er lydte, eller at han er syg. Vi følger reglementet og mere til, viceværter og bestyrelse har bakket op hele vejen, jeg har beskeden fra hende, hvori hun selv skriver, at det er ham, der har hamret i væggen, så alt og alle er sådan set på min side. Men det er lidt som at være fodgænger og holde på sin ret: Det hjælper ikke at have ret, hvis man ligger under en bil. Og vi skal bo her, og det er uholdbart og voldsomt stressende.
Det fylder også en del for mig, at Anton kommer til at have nogle dage i efteråret, hvor han selv går hjem fra skole, og jeg kan ikke udelukke, at han fortaber sig i leg, og ikke lige er opmærksom på, om det er noget, der larmer. Lige her er jeg måske ikke helt tryg ved en diagnose som PTSD; ikke mindst fordi det allerede er bevist, hvor lidt der skal til, og hvor hurtigt og voldsomt, naboen reagerer.
Jeg har på bestyrelsens opfordring klaget til hovedkontoret, og har helt fra jeg henvendte mig til bestyrelsen første gang efterlyst et møde, hvori der deltager en uvildig konfliktmægler, og det er det, der nu er blevet sat i stand. Jeg glæder mig til at få det overstået, og håber, at vi kan lande et sted, hvor vi kan leve i nogenlunde fredelig sameksistens – det er vist det bedste udfald, jeg kan håbe på.
Hej Linda
Det lyder godt nok voldsomt stressende for dig og dine børn. Jeg synes virkelig du beskriver situationen på en respektfuld måde, og uden at kende dig personligt (men trods alt have fuldt med her længe) kan jeg kun forestille mig, at du gør dit til at I ikke larmer unødigt.
Men børn er jo børn, og lejligheder er ikke lydtætte. Min holdning er at hvis man selv er extra lydfølsom (og fair nok for det) så er det ens eget ansvar at finde bolig efter det.
Jeg håber virkelig I finder en løsning.
Jeg er meget enig. Jeg har for længe siden skrevet til både bestyrelse og hovedkontor, at jeg gerne bakker op om, at der bliver lavet en undersøgelse af, om husene er så lytte, at der skal gøres noget ved det, og jeg har også tilbudt, at de må tage 10 cm. af min endevæg, da der, så vidt jeg kan vurdere, ikke er noget gennemgående el osv, og jeg derfor tænker, at man kunne lydisolere der uden problemer.
Men det er svært, når man kommunikerer så forskelligt, som vi gør, og når man står overfor et menneske, som dybest set mener, at reglerne skal tilpasses ift. hvad han gerne vil have. Det er opslidende.
Tak for kærlig opbakning – det varmer!
Skønt med en ferie hvor oplevelserne står mål med forventningerne.
Og så fik du mig til at klukke af grin, jeg undrede mig over hvad far-me-tan var for noget. Jeg er sygeplejerske og syntes ikke jeg havde hørt om sådan en fodlidelse 🙂 Og jeg er endda en farmers wife, men har ikke farmertan på fødderne. Det har farmeren heller ikke, for en rigtig landmand går med strømper og træsko hele året rundt, til gengæld har han det på arme og hals/ansigt.
Haha – jeg har egentlig også kun hørt om det ift. arme, men smider hermed en stemme i boksen på, at vi opgraderer begrebet til også at omfatte fødder-med-hvide-sandalstriber 😀
Kære Linda
Jeg står som dig i en nabokonflikt. Modsat din, er min detoneret og afsluttet, og nu står vi alle sammen “bare” tilbage med den nye virkelighed. Som er, at vores menneskesyn og værdigrundlag har 0 overlap, og at vi aldrigaldrigaldrig igen kommer på så meget som hej-fod.
Vi bor ultra tæt, og kan alle sammen kigge direkte ind i hinandens hjem. Ikke at nogen gør det, men du forstår. Tætte, geografisk, naboer.
Det tærer på min sjæl, og jeg kæmper indædt for min kærlighed til mit lille hus på vores dejlige vej, men wow det hele er under pres.
Et tankekram fra mig. Håber snart jeres konflikt løser sig. (Jeg ved godt jeg ikke kender dig, men jeg VED bare at du er en hensynstagende nabo). (Og min erfaring med PTSD gør, at jeg håber at din nabo får hjælp til at komme ud i remote natur og bo).
<3
Kh
HemmeLine
Det er 1:1 præcis det samme her, bortset fra, at vi stadig har samtalen til gode.
Det gør heller ikke tingene nemmere, at jeg også bliver ramt på flere ting i min personlighed, og på områder, som jeg selv arbejder med. Jeg er selv ret lydfølsom, hvilket gør, at jeg jo sådan set godt forstår problemet. Men jeg er også mor til børn, som jeg er meget optaget har ret til deres plads i verden, og som derfor ikke skal kompensere for mine shortcomings.
Jeg er af natur et menneske, der trives utrolig dårligt i drama, og som ALTID tager fat i problemer i stedet for at lade dem ligge og ulme, og jeg er en introvert, der skal opdrage og passe på et ekstrovert barn. Jeg er ved at drukne i forsøget på at forholde mig objektivt til, om jeg tager noget fra mine børn pga. hensynsbetændelse, om jeg er urimelig, fordi jeg er utilpas, om vi virkelig er naboerne fra helvede; alt imens jeg prøver at reagere og handler ud fra et løsningsorienteret sted. For hånden på hjertet har jeg jo lyst til at rive dem midt over, fordi de gør mit og vores liv væsentligt sværere, end det behøves at være, og fordi jeg føler, at jeg bliver en lortemor, der hvæser: “STILLE! IKKE HOPPE!!” med 24 sekunders mellemrum hele dagen, men det langsigtede mål er at kunne bo her uden stress, og det opnår jeg nok (desværre) ikke ved bare at slippe alle tøjler og gå amok.
Jeg føler med dig, og jeg er ked af, at du bøvler med det samme. Du får et stort knus retur – vi må holde fast i, at man aldrig bliver et mindre menneske af at forsøge at gøre det rigtige. <3
Kære Linda, det var dog en helt utrolig ubehagelig situation med de naboer der. For 4 år siden købte jeg det skønneste lille hus og og jeg fik en genbo fra helvede med i købet. Det toppede for 2 år siden, hvor jeg stod og hængte vasketøj op i min indkørsel og han stillede sig op for enden af min indkørsel og sagde ‘Mette jeg har ringet til nogle kammerater, de sørger for du ikke kommer til at leve 2 dage længere’. Jeg lod som om jeg ikke havde hørt det, så han gentog sig selv. Jeg gik indenfor, låste alle døre og vinduer og ringede til den lokale betjent, som smed hvad han havde i hænderne og kom direkte ud til mig. Dagen efter blev jeg ringet op af en meget sød person fra Fyns Politi, hvor vores lille by hører ind under. Han var prof konflikmægler ifm nabokonflikter, han lyttede til mig i mere end en time, jeg fik hans nummer og han sagde jeg kunne ringe til ham dag og nat. Det var godt nok rart og trygt. Hen over sommeren blev jeg med jævne mellemrum ringet op af de sødeste betjente fra Fyns Politi, der bare ville høre, hvordan det gik med mig og min genbo fra helvede. De kom med forskellig forslag til at løse situationen. Vi valgte ikke at bruge konfliktmægling, for jeg fortalte dem at hvis min genbo overhovedet ville møde op til det, ville han være så beruset, det ville være spild af tid for alle parter.
Alt dette skete i sommeren 2018. Min fantastiske nevø designede og byggede en kæmpe port, så jeg kunne skærme af. For ham og hans druk venner sad udenfor og holdt øje med mig, hver gang, jeg gik ud af min hoveddør. I foråret 2019 kom en af hans kammerater ‘til at’ sparke en ung herboende mand ihjel her i denne lille bitte by på max 400 mennesker inkl. opland. Så blev min genbo sagt op af sin udlejer og da jeg senere på sommeren i en anden forbindelse fortalte denne historie til min læge, sagde lægen ‘du har i flere år været under et umenneskeligt pres, for det er en kæmpe stressfaktor, hvis man ikke kan føle sig tryg i sit eget hjem’.
Jeg skriver selvfølgelig ikke dette for at bekymre dig. Og jeg håber sørme dine nabo problemer kan løses mere fredeligt. Jeg skriver for at give udtryk for min fulde sympati for dig og dine. Mundbinds knus og kram fra Mette
Jeg fik isninger ned ad ryggen af din historie, Mette. Fy for FANDEN da også! GODT, at det “bare” blev ved truslerne, og stakkels, stakkels den unge mand, som blev offer for det slæng.
Det lyder så forkert, når man skriver det, men det er faktisk rigtig rart at høre om andre, der uforvarende ender i situationer som den her, fordi det får det til at føles mindre personligt.
Men det er afsindig ubehageligt, og jeg har permanent forkølelsessår af stress over det, fordi jeg er så uvant med at skulle forblive i situationer med så dårlig energi, uden at kunne gøre noget for at løse dem.
Tak for cyberomsorg, og et kram til dig den anden vej <3
Kære Linda, jeg er glad for at du ikke opfattede min historie som en grund til at blive mere bekymret over dine egne naboproblemer. Ja, for det jeg ville også lige ville sige, pas på du ikke selv udvikler stress, fordi stress er en motherfucking killer. Kunne en løsning være at boligselskabet/boligforeningen finder en anden bolig til dine nye naboer ? F eks i et område med ældre boliger uden børn ? Eller en form for beskyttet bolig, en i dialyse og en med ptsd, de må vel kunne blive visiteret af kommunen til en bolig i rolige omgivelser ? Kh Mette
Jeg tror, at meget af det handler om, at de selv er ‘nye’ i den situation, de står i. Så vidt jeg forstod på dem, da vi stadig talte sammen, er det nyt, at hun er så meget i dialyse, at hun kan gøre det derhjemme, og det er vist ikke så længe siden, han har været ramt af det, der har givet ham PTSD. Så i virkeligheden handler det nok om, at de måske har sagt ja til en bolig, uden helt at vide, hvad de selv ville trives i i den situation, de er i nu.
Men det er de jo selv nødt til at nå frem til, og så længe de har en ide om, at hvis jeg/vi bare skal holde op med at larme, så bliver alt ideelt, så sker der nok desværre ikke så meget:(
Nej, det er klart at du ikke kan tage deres beslutninger og at de selv burde forsøge at være konstruktive, jeg er 1000% på din og dine børns side. Men nogle gange, når jeg møder mennesker, der bliver ved med at gøre mig stresset/frustreret/utilpas oplever jeg, at jeg kommer længst med ‘kill ‘em with kindness’. Og det er lige så meget for min egen skyld, for det er hæsligt at bære rundt på vrede, det er ikke sundt for ens egen mentalhygiejne. Et forslag: spørg dem til et eventuelt møde, om de er interesseret i at du eller en anden hjælper dem med at finde en anden bolig i roligere omgivelser. Kh Mette
Mine børn har dobbelt statsborgerskab. Djurs Sommerland er deres andet hjemland, og her vil jeg på det varmeste anbefale at skrive årskort på ønskesedlen til jul. Mine drenge fik årskort i årevis, først af min mor, og da hun døde fik de af mine brødre de efterfølgende år. Og det har været skønt at stå der primo maj med en julegave, de var glade og taknemmelige for og hvor vi kunne tale om hvor skønt det var at få sådan en god gave. Længe efter at julens andre pakker var glemt eller blevet væk eller gået i stykker kunne vi sidde med en kanelgiffel på en bænk og synes at vi havde verdens bedste onkler, og forventningen om årets oplevelser startede allerede når pakken blev åbnet juleaften. Om de ville nå at vokse sig høje nok til udvalgte forlystelser, om gode venner måske også fik sæsonkort i år, og hvilke forlystelser man skulle prøve med bedstevennen.
Verdens bedste julegave!
Sikke en fin ide, Hanne – den er fluks skrevet bag øret <3
Sikke en ubehagelig situation. Som jo nok kan have et bedre udfald en andet, men godt bliver det måske aldrig.
Vi bor selv i rækkehus, har tre børn, hvoraf den ene kan reagere med voldsomme vredesudbrud, fordi han har autisme. Så jeg prøver at være meget overbærende med rigtig mange ting. Katte i haven, kattelort, børn der kigger direkte ned i min have flere gange om dagen og så videre.
Men vi har en genbo. Altså, vores nabos nabo. Der bor et ungt par med to små børn. Manden har (også) ptsd og det påvirker tydeligt hele deres lille familie og det er synd.
Men han bygger. Bygger bygger og bygger. Vi har en grund på 300 m2. Måske endda lidt mindre.. og hele deres have er bygget til. Legehuse, skure, espalier, overdækket terrasse, kæmpe bed.. alt! Og en ting er at han bygger hver dag i dagtimerne, både inde og ude. Men han bygger også om natten. I nat trak han en trailer forbi vores hus omkring klokken 2.
Og ved du hvad? Jeg tør ikke sige noget. For jeg kan mærke at der er en direkte overførsel fra den måde hans humør er på, til hvordan hans små børn bliver talt til og behandlet (og ja, kommunen er allerede i gang). Men jeg vil ikke være medvirkende til at de bliver råbt (mere) af end nu.. så.. jeg dealer med byg byg byg.
Og det er det, der er så skørt: Vi larmer alle sammen. Der er bare forskel på hvordan. Eksempelvis står hendes dialysemaskine i rummet, der grænser op til mit soveværelse, og jeg vågner 2-3 gange de fleste nætter, når den starter (noget med, at den skal rense vand med 3 timers interval, tror jeg nok). Jeg skal også lukke døren, når de sidder i haven om aftenen, eller sidder derude og råber på en skypeforbindelse, der er så dårlig, at de ligeså godt kunne åbne vinduet.
Men jeg vil så gerne undgå en situation, hvor vi sidder og battler om, hvis støj, der er mest belastende, for min grundholdning er, at man må rumme støj, når man bor så tæt på andre mennesker. For mig er det afgørende, at man har fornemmelsen af, at der faktisk bliver udvist hensyn. At man ikke sidder og spiller WOW lige op af væggen på lydstyrke 10000 eller holder fest 4 gange om ugen. For selvFØLGELIG skal de ikke tage hensyn til, at mine børn skal tidligt i seng, når de har gæster. Og jeg kunne aldrig drømme om at brokke mig over larm fra en maskine, der er livsnødvendig for hende. Men det bliver bare svært at lade være med, når der stilles åbentlyst urimelige krav den anden vej, ikke?
Så jeg genkender fuldstændig dine noget-for-noget tanker. Jeg rummer jer, fordi I rummer mig. Sådan burde det være.
Men hvor er det dog ulykkeligt for alle involverede parter, at en diagnose som den der tager både naboer og familie som gidsler. Øv:(
Jeg har selv haft ptsd og er stadig MEGET støjfølsom. Samtidig har jeg en ekstremt støjende nabo, som er aggressiv, truende og overhovedet ikke til at tale med. Jeg har været dybt ulykkelig over min boligsituation, men har pt. ikke økonomi til at ændre den.
I år har der så heldigvis været økonomi til at investere i et par noise cancelling hovedtelefoner. De har ændret mit liv! Jeg kan tage dem på og bogstavelig talt SLUKKE for støjen. Langt det meste støj forsvinder fuldstændig, især de dybeste baslyde, som generer mig mest. Og resten bliver dæmpet til et tåleligt niveau. Fuglesang og vind i træerne forsvinder desværre også, men det er en pris, jeg kan leve med. Jeg kan være i mit hjem og i min have igen! Og bedst af alt: jeg har et valg. Nårsomhelst, når støjen begynder, kan jeg vælge at tage hovedtelefonerne på og slukke for den og vupti: velsignet stilhed. Jeg har præsteret at falde i søvn i haven, mens en genbo højtryksrensede sit tag.
Mine hovedtelefoner hedder Sony WH-1000XM3, og de kostede knap 2.000 kr. For mig har de været hver en 25-øre værd, og jeg kan slet ikke sige nok gode ting om dem – bortset fra, at jeg de første uger havde dem på så meget, at jeg fik eksem under øret. Jeg har prøvet billigere alternativer, og de var ok, men de var lige knap så gode til at fjerne støjen.
Måske var det værd at nævne for din nabo? Jeg tænker, at selv om I ved et trylleslag blev fuldstændig lydløse, så ville resten af verden stadig give lyd fra sig, og hans problem ville ikke være løst. Da jeg havde det værst, blev jeg holdt vågen af noget pilotering, som befandt sig otte kilometer fra mig. Og jeg var nødt til at slukke for køleskabet om natten – jeg vågnede, når kompressoren gik i gang.
Sikke dog en fin kommentar, Beri – tusind tak for et meget lavpraktisk og brugbart råd. Jeg sidder faktisk og overvejer, om jeg selv skulle ønske mig tilskud til et par, for når jeg er på job, er der ofte ikke et sted at sidde i pauserne, hvor der ikke er larm, og det bliver jeg ind i mellem utrolig træt i hovedet af. Det er jo et luksusproblem sat overfor det, både du og min nabo står i, og jeg vil klart tage det med, når jeg skal til møde med dem.
Tak for indspark <3
En anden lavpraktisk måde at sikre nattesøvnen på, kunne være brug af ørepropper. Da min ældste søn var spæd blev jeg “hyper-alert” – selvom barnet sov, vågnede jeg 1000 gange om natten når han vendte sig, smaskede, knirkede, boksede med armene, trak vejret og når han trak vejret for stille … ørepropper tog toppen af lydbilledet, men jeg kunne sagtens høre ham når han skulle skiftes/have noget at spise. Det virker selvfølgelig ikke for alle, men det er billigt at efterprøve. Jeg bruger stadig dem der hedder Max-Lite (de orange) – de koster 30-40 kr for 3 par.
Lige i tilfældet her, er natten nok det mindste problem, fordi børnene sover, og det for ham er den larm, de laver, der er sværest at leve med.
Men det er superfint med et billigt alternativ til hørebøffer, så tak for relevant indspark alligevel <3
Jeg tænkte nu også på din nattesøvn 😏
Haha – ej, men det tænkte jeg ikke engang på:-D