Der er en, der følger dig
Jeg har de sidste par dage tænkt over, at jeg lige nu har det lidt, som jeg havde det, da Tsunamien ramte i 2004. Måden, hvorpå alvoren går op for mig i etaper, er den samme. Jeg tror, det er fordi, man mangler en referenceramme? At man ikke har et ‘plejer’ at sætte begivenheden og reaktionen på den ind i, og det hele derfor føles fragmenteret og surrealistisk. Som noget, man ser i en film og har en slags afstandsreaktion på, indtil det går op for én, at man står midt i det, og at alle konsekvenser i allerhøjeste grad er virkelige og konkrete.
Jeg synes – ligesom alle andre, formoder jeg – at det er svært at være i.
I morges modtog jeg en besked på Aula fra Antons søde lærer. Hun skrev lidt om løst og fast, og sluttede sin besked med at skrive, at hun ‘håbede, at rytmen var ved at indfinde sig i de respektive hjem’.
På facebook har jeg også de senseste dage set en del opslag fra mennesker, der skriver reflekterende tekster om at prøve at nyde den ekstra tid med børnene og at betragte den som en gave. Trods alt.
Det er et virkelig fint take på det kaos, vi står i lige nu, og jeg sender virtuel beundring, misundelse og kærlighed til dem og jer, der har personligheder og/eller omstændigheder og/eller liv, der gør det muligt at omfavne limbo og føle sig beriget af det.
Men hvis der skulle sidde en enkelt derude, der ikke har fundet rytmen, eller som på ingen måde oplever dette som en gave, så er jeg her for at fortælle dig, at du ikke er alene.
Her står den på ren, rå overlevelse, og jeg er voldsomt, eksistentielt udfordret.
Af flere grunde.
For enkeltelementerne kan jeg egentlig godt være i, men kombinationen af dem er så stærk en sidevind, at den er tæt på at blæse mig af vejen.
For det første er jeg et menneske, der er født med latent ø-kuller, og hvor det måske lyder sjovt, så er det grelt nok til, at jeg på stort set samtlige indlæggelser, jeg har haft i mit liv, efter lægelig vurdering har fået lov at tage hjem på åben indlæggelse, fordi jeg bliver ægte bims af at være taget til fange. De gange, jeg har været tvunget til at forblive på sygehuset, er det blevet noteret i min journal, at jeg har det ekstraordinært svært med at være spærret inde, og derfor i videst muligt omfang bare skal lades være i fred.
Jeg retter ind ift. karantænen – alt andet ville være egoistisk og idiotisk – men jeg lider under det, og kan mærke min psyke knage.
Så tilføjer vi to børn, der med personligheder, der trækker i to modsatte retninger, er mere end svære at undervise/-holde differentieret.
Anton reagerer på omvæltningen og hele situationen, som han kun lige knap forstår, med en vrede rettet mod mig, som han næsten ikke kan se igennem. Han kæmper imod både lektielæsning og hjælp, fordi han ikke kan rumme verden og den pludseligt forsvundne normal, og at undervise ham er derfor én lang kamp, med både frustrationer og tårer på begge sider af nettet.
Ekstroverte Frida er født uden ét gram tålmodighed, og har utrolig svært ved at kapere, at legeaftaler er no-no, og at alt det, hun plejer at elske, er lukket ned og afspærret. Hun reagerer ved at drille Anton, ved at insistere på, at jeg skal lave noget med hende, og ved at spørge 16.000 gange i minuttet, om hun snart må få besøg af Dicte eller komme ned til Mathilde.
Begge børn står op kl. 6, Anton sover omkring kl. 21 og det første barn kravler ind i min seng lige omkring midnat. Jeg er den eneste voksen på matriklen, og det betyder, helt lavpraktisk, at jeg ikke kan komme ud. Overhovedet. Jeg er på vagt 21 timer i døgnet, uden hverken mennesker eller aktiviteter til at aflede, Aula er on fire, og 80% af min mentale kapacitet er parkeret i den viljeshandling det er, at holde døren til de økonomiske og arbejdsmæssige konsekvenser af Covid-19, lukket.
Jeg kommer ikke til at se den her periode som en gave.
Det betyder ikke, at jeg ikke forsøger at få det bedste ud af det, eller at jeg på forhånd opgiver at gøre det så godt, som jeg kan, men at man glæder sig over, at man trods alt kun brækkede armen i et trafikuheld, er ikke det samme som at opleve uheldet som ‘en gave’ eller ‘en sjælden mulighed’.
Jeg har bypasset min strukturerede personlighed ved at indføre konceptet ‘Vin & Oprydning’ som betyder, at når Frida er lagt i seng og Anton leger på værelset, så hælder jeg et glas vin op og starter fra en ende af. Det hjælper mig til at kunne trække vejret i løbet af dagen, når indholdet af samtlige køkkenskabe ligger på gulvet, og Frida har skiftet tøj 8 gange, og Hans & Gretet sig igennem huset med legetøj og dukker som spor.
Jeg slacker på ambitioner ift. aftensmad, skærmtid og personlig hygiejne, jeg siger undskyld til mine børn et par gange om dagen, og jeg drikker alt, ALT for meget kaffe.
Jeg oplever, at det beroliger mig at stile efter en 80%’s version af hverdagen, hvor jeg sørger for, at der er nogenlunde nulstillet, når jeg går i seng, så vi står op til en frisk dag, og ikke et efterslæb, der stresser allerede fra morgenstunden. Jeg er efter en uge i mental fosterstilling tilbage til at veje mig dagligt, så jeg – selvom jeg ikke har ambitioner om at tabe mig, så længe det her står på – ikke smider alt, hvad jeg har brugt de sidste 10 uger på at opnå, overbord, og jeg holder fast i sengetider, spisetider osv.
De aftener, hvor dagen har været god, og der derfor er lidt ekstra overskud, sørger jeg for at få kigget på nogle af de kedelige, men nødvendige opgaver, der stadig skal løses, selvom verden er gået i stå, som f.eks. beskeder, mails fra fagforeningen og års- og forskudsopgørelser; det giver mig en spinkel følelse af håb at forholde mig til den fremtid, der ligger ude på den anden side af alt det her.
Endelig prøver jeg at være meget bevidst om, hvad der fungerer, og hvad jeg rent faktisk når og formår, så jeg har det at klamre mig til, de dage, hvor jeg føler, at min børn ville være bedre tjent på et ukrainsk børnehjem.
Og de dage, hvor jeg har lyst til at skrige ind i en pude, fra vi står op til vi går i seng, prøver jeg at slippe, uden at piske mig selv over, at jeg ikke formåede at gøre det bedre.
Men jeg bliver træt og ked af det, når jeg hører folk sige, at det her er en mulighed for at ‘lære vores børn at kede sig – hvis vi tør’. For det indikerer, at man fejler, hvis ikke man kan guide sine børn til et sted, hvor manglen på genkendelig struktur resulterer i en eksplosion af kreativitet og selvunderholdning.
(Og inden nogen tager pegepinden frem, vil jeg bare lige sige, at jeg – trods alt – har første gang til gode at møde forældre, der oprigtigt mener, at deres børn er perfekte. Alle bøvler med noget, som de af en eller anden grund ikke kan få til at fungere med lige præcis *deres* børn, men som fungerer for de fleste andre. Det kan være en meget god ide at huske, inden man melder ind med alt for mange gode råd og sætninger, der indeholder ordet ‘bare’).
Så til dig, der er presset, sårbar eller bakser med en besværlig psyke; til dig, der i forvejen havde pladen fuld, og som derfor ikke har en overskudsbuffer at tage af, og til dig med børn, der reagerer ekstra voldsomt på forandringer: Det er ok at synes, at det er svært. Du skal ikke, i en i forvejen overvældende situation, pålægge dig selv at finde overskud til at se alt det ekstra pres som en gave eller en mulighed.
Vi skal bare igennem det her med forstanden i behold.
Jeg ser dig.
Du er ikke alene❤️
I øvrigt, corona-edition:
*er det vildt, hvor hurtigt noget bliver den nye, acceptable adfærd. Hver gang jeg på LinkedIn eller Facebook ser opslag med mennesker, der har været til træf af den ene eller anden slags, eller lægger billeder op, hvor de muntert og med dødsforagt går ombord i en buffet, besvimer jeg nærmest af forargelse. Altså, indtil jeg får øje på opslagsdatoen og kan se, at det er et præ-apokalyptisk opslag.
*bliver det ikke i den næste månes tid, at vægttabet her sætter nye rekorder.
*skal jeg stoppe med at købe katastrofe-snacks. Mådehold og udsigt til verdens undergang går virkelig dårligt i spænd.
*er det egentlig utroligt, hvor ofte man småhoster. Nu hvor man lægger mærke til hvert ENESTE lille bjæf.
*er jeg ved at være omtrent ligeså træt af De Hellige og deres selvtilstrækkeligt, hyggeforargede opslag, som jeg er af selve Hamstrene.
*viser det sig, at mangel på arbejdsrelaterede input og engagementet i andre folks opslag på nettet, er ligefrem proportionale.
*har jeg pludselig fået en ny.. ømhed er måske så meget sagt, men ‘forståelse’ så for segmentet på Nationen.
*er det virkelig vildt, hvor all over the place jeg er med alt det her. Det ene sekund er jeg optimistisk, sikker på, at velfærdsstaten griber os alle sammen, og at vi er kommet ind foran krisen på det rigtige tidspunkt. 10 minutter senere står jeg til op over begge albuer i stress-lakridser over udsigten til statsbankerot og artens endeligt.
*vil jeg godt give 100 kroner for, at altansangs-trenden forbliver i Italien.
*har jeg lavet en facebookgruppe, der hedder ‘Mor, jeg keder mig’ hvor man kan få inspiration til hjemmeundervisning og aktivering af børnene, hvis man skulle have brug for det. Alle er velkomne.
M2020, uge 11
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Trukket vejret, længe og dybt, mindst 600 gange om dagen.
Jeg har været på job både i går og i dag, og jeg er næsten lettet over endelig at kunne lukke døren og holde afstand til andre mennesker. Har de altid hostet så meget?! Jeg har både været hos læger og på hospitaler, og jeg har haft svært ved at være i, hvor let, jeg synes, nogle af stederne har taget på tingene.
Ud over mit generelt forhøjede bekymringsniveau, er det heller ingen hemmelighed, at jeg stadig står et sted, hvor økonomi meget hurtigt bliver et ekstra stort problem på privatfronten. Konkursen har betydet, at jeg over de sidste 3 måneder har fået ca. 10.000 kr. mindre udbetalt, end jeg plejer, jeg er pålagt ferie fra på mandag, og da al min ferie er tvangsafviklet i fritstillingsperioden, har jeg ingen ferie at tage af. Det betyder, at jeg – indtil videre – står til en halv måned uden indkomst.
Læg dertil, at jeg som tidsbegrænset ansat kan opsiges med 14 dages varsel, og dermed hænger i en ualmindelig tynd tråd, hvis det her fortsætter, og at der ikke vil være nogen tolkeopgaver at tage, som man kan supplere dagpenge op med, hvis jeg bliver smidt uden for døren.
Det er, hvad det er, og hvor det for mig bare er penge, er det for andre – bogstaveligt talt – liv og død. Det kommer til at koste os alle sammen på den ene eller anden måde, og hvis skamskudt økonomi er den værste konsekvens, er vi sluppet let – men jeg er stadig nødt til at forholde mig konkret til, hvad pokker jeg gør.
Jeg er med andre ord meget åben for anmodninger om arrangeret ægteskab i disse dage.
Men jeg prøver at minde mig selv om, at når noget er et problem for mange, så kommer der også andre løsninger, end når man er den eneste, der står med håret ned ad nakken. Der arbejdes på livliner til de privatansatte, og lige nu er det nok et spørgsmål om bare at prøve at holde bekymringer og panik nede, én dag ad gangen.
(Jeg ved, at der altid, når jeg skriver om min økonomi uden filter (#WokeUpLikeThis), er nogle af jer, der tilbyder at hjælpe. I er de bedste i verden – det er I virkelig – men det skal I ikke. Jeg har brug for at kunne skrive hudløst ærligt om de her ting, fordi de er så stor en del af baggrunden for denne indlægsrække, og det kan jeg ikke, hvis jeg skal sidde og være bange for, at det tager sig ud som skabsplageri. Så: Jeg forstår, hvor I kommer fra, og at I har alle de bedste intentioner i verden, og det rører mig helt ind i kernen af min sjæl, at I så gerne vil hjælpe – men for mig er det vigtigste, at jeg kan skrive om de her ting, uden at frygte, hvordan det bliver opfattet derude. Det håber jeg giver mening).
2.
Besluttet, at der i vores hjemmeskole er ‘legeplads’ på skemaet om eftermiddagen, og derfor lavet en liste over skoler i byen, så vi kan teste en ny hver dag.
Ingen ved, hvordan tingene ser ud til sommer, men uanset om jeg skal arbejde, om vi har ferie, og om verden er åben eller lukket, så ved jeg, at der altid er tid til legepladser, og at man kommer langt med variationer og en madkurv.
På Esbjerg kommunes hjemmeside kan man se, hvilke skoler der holder åbent i industriferien (her i byen slår de SFO’erne fra 3 skoler sammen i sommerferien, og kører sted-rotation fra år til år), så derfor kan vi til dén tid styre udenom legepladserne på de skoler, der holder åbent.
3.
Opdaget hvor AFSINDIGT store, 2000 brikkers puslespil er, og derfor taget den nødvendige konsekvens af, at jeg ikke kunne sidde nogle steder med dem, jeg havde. Jeg solgte dem alle sammen til det samme, som jeg købte dem for på marketplace, og brugte pengene på to nye puslespil i 1000-brikkers varianten.
Prøv lige at se, hvor fine de er:
Covid-19 og andre mennesker
Det er nok lige en måned eller to for tidlig, men jeg kan næsten ikke rumme mere Covid-19.
Det fylder selvfølgelig også meget hos mig qua mit fag: 80% af tiden kommer vi på diverse uddannelsesinstitutioner, hvor der er rig lejlighed til at bære smitte ud til *virkelig* mange mennesker, og de sidste 20% af tiden foregår en stor del af vores tolkninger i sundhedssektoren. I morgen skal jeg f.eks. tolke på hospitalet på en afdelingen, hvor det vil være mere end almindelig kritisk, hvis jeg er smittebærer.
Derfor er jeg hyperopmærksom på, hvad jeg deltager i – og hvem der ellers deltager. Om de f.eks. har været på skiferie, på konference i udlandet osv. Jeg vasker huden er mine hænder, åbner døre med albuen og der er ingen, der skal stryge en tændstik i nærheden af mig. Lige nu er der – trods alt – ikke flere smittede, end at man kan følge brødkrummerne tilbage, og jeg har simpelthen så utrolig ondt af den medarbejder på et plejehjem i Aarhus, der har smittet en håndfuld beboere. For ham eller hende må det være nærmest ubærligt, hvis en af de gamle ender med at dø af sygdommen, og selvom man ikke på nogen måde skal tænke sådan, er det spørgsmålet, om man kan lade være.
Og måske er det fordi jeg forholder mig til det her 24/7, og tolerancetærsklen derfor er lavere, end den plejer at være, men jeg kan næsten ikke holde ud, når jeg ser influencere på de sociale medier gøre ihærdige forsøg på at skabe shitstorms ved at lave opslag, hvor de hænger arrangører/selskaber/virksomheder ud med navns nævnelse, fordi de er sure over, at deres penge for noget, de har købt billet til, som er blevet aflyst, er tabte.
Jeg tror ikke, at der er *nogen*, der ikke synes, det er træls, at det her rammer økonomisk. Uanset om man skulle have været ud at rejse, eller om man har købt billet til noget, som forsikringsselskabet svarer “Force majeure” til, når man ringer til dem, så er det træls. Træls, træls, træls.
Men. Folk. Dør.
Virksomheder må lukke ned for produktion/distribution på ubestemt tid, og kurserne rasler ned.
Og vi er kun lige gået igang.
Så jeg tænker, at vi, der trods alt kun lider overskuelige, økonomiske tab, måske lige fletter næbbet, bare 10 minutter.
I det hele taget har jeg et problem med, når influencere forsøger at bruge deres platforme til at opnå positiv særbehandling, for jeg synes, at det tangerer magtmisbrug, fordi de her mennesker er folkevalgte. Ikke, at de er udpegede til at værne om vores demokratiske traditioner og rettigheder, men du er immervæk kun influencer så længe, nogen er interesserede i at høre, hvad du har at sige.
Og jeg synes, at det kan være både fint og relevant at tage det op, når man støder på en knast i systemet, som man kan belyse, fordi det f.eks. er et underbelyst problem, hvor man med sit fokus kan være med til at starte en debat, at klæde folk bedre på, eller måske endda være grunden til at noget bliver taget op og lavet om. Jeg ville f.eks. synes, det var meget relevant, hvis en blogger, der boede i et af de områder, der lige nu er ved at drukne i forhøjet vandstand, satte fokus på nogle af de problemstillinger, der knytter sig til dét. Det er et relativt nyt problem, som rammer de samme mennesker igen og igen, og hvor folk ender med at blive stavnsbundne til huse, som taber værdi hurtigere, end du kan nå at sige “fugt”. Det ville jeg gerne læse om.
Men jeg gider ikke, når et menneske, der har skabt en karriere på at tale om sig selv, lave opslag, der starter med “Kære (indsæt virksomhed)” efterfulgt af en lang, sur svada om et eller andet, der er FULDSTÆNDIG ligegyldigt for alle andre end dem selv. Det er irrelevant, det er dårlig stil og det lugter ramt af “Ved de ikke, hvem jeg er?” – for det er forsøget på at bruge deres titel som ammunition, jeg har det stramt med. At mine private venner og bekendte hælder galde ud på fb over banker, trafikselskaber osv. er bare endnu en dag på kontoret; vi poster alle ting fra tid til anden, som måske – når vi læser dem i dagslys – handlede mere om at få luft, end om at berige vores omgivelser. Men når en influencer gør det, så er det jo i håb om, at den læserskare, man kommer med i ryggen, kan være med til at lægge pres på en virksomhed, så man kan få sin vilje. Og måske er jeg den eneste læser, der bliver sur over at blive taget som gidsel i en personsag, der intet har med mig at gøre – men det bliver uden mig som Ofelia.
Unfollow.
Suk.
Kan vi ikke aftale, at 2020 bliver året, hvor vi kommer til at lægge både Covid-19 og shitstorms bag os?
Det var bare det.
På forhånd tak.
M2020, uge 10
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Ryddet op i mine køkkenskabe. Og hvis man sidder og tænker: “Hvorfor har hun hele tiden det punkt på?” så forstår jeg det godt. Jeg føler også, at det er max. to uger siden, jeg var mit lager igennem, men fact er, at jeg smed i hvert fald 10 ting ud, som havde overskredet sidste salgsdato.
Hvordan dét så end kan lade sig gøre.
Men det er altid en god ide lige at bladre hylderne igennem, synes jeg, fordi det synliggør, hvad man har stående inde bagved, og jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at få brugt de ting, jeg i flere måneder bare har flyttet rundt på.
2.
Holdt vegetar-uge. Det kan anbefales, for det viser sig at være en virkelig god måde at udvide sit repertoire på.
Jeg havde et par dage med vegetarretter fra fryseren (bl.a. chilien fra sidste uge), og ellers kørte jeg vegetarversioner af kendte opskrifter, som f.eks. græske burgere, som jeg lavede med falafel, tzatziki og humus.
I forlængelse af punkt 1, lavede jeg også en bootlegversion af ovennævnte chili, hvor jeg skiftede tacosaucen ud med en karrysauce og kidneybønnerne ud med en dåse kikærter. Det var godt!
3.
Været til fastelavnsfest i taekwondoklubben, hvor der var engangsbægre til både kaffe og saft. I stedet for at være et surt røvhul, gik jeg på jagt efter en sprittusch, som jeg lagde op til kopperne med et forslag om at skrive navn på dem, så vi i det mindste kun brugte én hver.
Om bryster, ungdom og covid-19
Forleden til gymnastik hørte jeg to af de andre mødre snakke om byture og tømmermænd. De var omkring den nærdødsoplevelse, som sidstnævnte fænomen er, når man er over 40, og den ene sukkede: “Hvem der bare var 25 igen!”
Hver gang jeg hører det udsagn tænker jeg, at det ville jeg virkelig, virkelig ikke ønske. Jeg synes sgu, at der har været både tornekrat og huller på vejen, der har ført til det sted, jeg står idag, og jeg bliver helt træt ved tanken om at skulle gå den igen.
Men de sidste par dage har jeg alligevel tænkt over, at der er én ting, jeg ville ønske, jeg stadig havde i behold fra min spæde ungdom, nemlig min mangel på bekymring over sygdom.
Jeg ved ikke, om alle har det sådan, eller om det skyldes, at jeg er den eneste forælder, der er at tage af i vores familie, kombineret med det faktum, at min veninde Lene døde af en hjernetumor i en alder af 42, men i hvert fald har jeg fået en angst for min egen krop, som jeg sådan ville ønske, jeg var foruden.
Forleden havde jeg virkelig ondt i tungen, og jeg havde nærmest skrevet min egen nekrolog, da jeg kom til at gabe, og det dér gik op for mig, at jeg, dagen forinden, havde gabt så mange gange, at jeg havde forstrakt en muskel, post-Lene kan jeg ikke have hovedpine uden øjeblikkeligt at blive bange, og jeg er nærmest angst for mine egne bryster. (Ja, undskyld til eventuelle mandlige læsere).
Da min cyklus genopstod efter min graviditet med Frida, tog den alle mulige krumspring med sig, og jeg bøvler nu både ved ægløsning og menstruation med symptomer, der er både generende og giver anledning til bekymring, fordi de er forskellige fra gang til gang. Og jeg lider ikke af heltekompleks ift. at gå til lægen, men jeg kan jo heller stå der 20 gange om året og bede om mammografier og scanninger i øst og vest.
I det hele taget fylder min krop mere i min bevidsthed, end den nogensinde har gjort. I hele snakken om kropspositivisme og mit projekt med at tabe mig, støder jeg også igen og igen på deterministiske udsagn om, at slankekure ikke hjælper, og at man tager det hele på igen, og ‘forskningen viser’ og ‘undersøgelser peger på’, og det er virkelig ikke ret motiverende.
Som om det ikke var nok, har vi nu også fået Covid-19 at bekymre os om – og inden nogen slår det hen med en hånlig bemærkning om, at det ikke engang er så farligt som almindelig influenza, vil jeg bare gerne sige, at jeg synes, det er ligeså unuanceret at feje bekymringen væk, som at tro, at vi står overfor verdens undergang. For jeg kan – uden at anstrenge mig – komme i tanke om en håndfuld i min omgangskreds, som virkelig helst ikke skulle smittes. Folk i kemo, folk med kroniske sygdomme og dem, med alderen imod sig. Da Frida forleden aften hostede helt vildt, gav jeg det en alvorlig overvejelse, for jeg gætter på, at 85% af alle dem, der er smittede med covid-19 so far *også* følte sig latterlige over overhovedet at tænke tanken. Om medierne dækker det forkert eller overdrevet, er nok et holdningsspørgsmål, men faktum er, at vi stadig ikke kender dødsraten på den her virus, fordi langt den største gruppe lige nu er de smittede, og det er for tidligt at sige, om de ender med at falde i den ene eller den anden gruppe af statistikken. Der er afsindig meget, vi stadig ikke ved, og for mig er arrogance ikke den oplagte modpol til hysteri.
Men da jeg var 25, skænkede jeg ikke de her ting en tanke. Ikke overhovedet. Jeg tog mit gode helbred for givet, og jeg forventede, at min krop gjorde, hvad jeg bad den om.
Jeg er glad for at være, hvor jeg er idag, og jeg ønsker mig ikke tilbage – men de 20% af min mentale kapacitet, der er kronisk bundet til bekymring om mit og andres helbred, ville jeg ønske, jeg kunne få tilbage og bruge på sjovere ting.
PS: Hvis man mangler en god podcast i ørerne, mens man går rundt og bekymrer sig, er der 5/5 stjerner til hhv. Dolly Partons America og Happy Face
M2020, uge 9
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har børnene fået lommepenge for anden gang, og det nye system fungerer virkelig godt.
Jeg har været frem og tilbage på, hvordan jeg skulle gribe det an, for jeg er ikke fan af modellen, hvor man får 5 kroner for at tømme opvaskeren og 10 kroner for at slå græs. Hvis nogen aflønnede mig på den måde, ville det tage 24 sekunder at nå til det punkt, hvor jeg kun kunne se ideen i at hjælpe, hvis jeg blev betalt for det.
Jeg har prøvet med en lommepenge-app, men det fungerede heller ikke. Der er for mange spil på iPad’en, hvor man sparer fiktive penge op, til at børnene rigtigt fangede ideen, og da vi testede ’20-kroner-om-ugen-modellen, glemte jeg konstant at hæve kontanter, hvilket resulterede i nogle åndssvage, halve løsninger.
Derfor er jeg endt på, at de få 100 kr. den sidste hverdag i måneden. Når jeg tænker over det, er det virkelig meget lidt, børn generelt har at sige i deres eget liv, for de bestemmer sjældent, hvad man skal hvornår, hvad aftensmaden står på osv. osv. osv, og deres muligheder for indkøb er 100% underlagt forældrenes vilje.
Det her system føles derfor både rimeligt og som noget, de reelt kan lære noget af. Pengene er 100% deres, og den eneste regel er, at man ikke må købe noget, der kan spises for dem. (Fordi det underminerer hele ideen, hvis deres nyerhvervede ejendom så alligevel ikke er noget de selv bestemmer over – for nej tak til børn, der selv skal disponere over en slikpose til 100 kr.)
Hvis man gerne vil have noget, der koster over 300 kr. skal man selv spare halvdelen op – så betaler jeg resten (inden for rimelighedens grænser, selvfølgelig) og det fungerer fantastisk. Som en ekstra bonus har det fjernet 80% af plageriet, når vi handler, for når svaret hele tiden er: “Den må du meget gerne købe – for dine lommepenge”, så viser det sig, at de begge to faktisk har en fin forståelse af, hvad det vil sige at prioritere. Så alt i alt: En stor succes og en besparelse på den lange bane.
2.
Har jeg fundet mig en fast pusher til min nye afhængighed: Puslespil. Jeg ved ikke engang, hvordan det er sket, men jeg er pludselig blevet bidt af en gal brik, og har smittet flere i min omgangskreds. Min mor og jeg sidder nu og lægger 1000-brikkers puslespil i fællesskab, mens vi drikker kaffe, og det er det hyggeligste ever.
Men de er dyre, sådan nogle banditter. I hvert fald hvis man gerne vil have nogle, der også er lidt sjove at se på. Men som altid var Marketplace og DBA mine venner i nøden, og jeg har erhvervet mig en lille stak for stort set ingen penge.
Fordi jeg i min ivrige jagt stødte på nogle, der var så fine, at man næsten måtte græde over det, prøvede jeg at lægge en “Søger” annonce på Marketplace, uden de store forhåbninger. Men ved et helt utroligt tilfælde sidder der en dame 2 km. fra mig her i Esbjerg, som *også* er puzzlerino – og som kun gider lægge sine puslespil én gang. Og gæt, hvad de sidste 10, hun har købt er for nogle? Nemlig. Præcis dem, jeg er på jagt efter. Så nu skriver hun, når hun er færdig, og så får jeg lov at købe dem billigt.
Og hvor mange puslespil skal man så bruge, spørger du. Tja. Jeg ved det ikke. Men som nævnt er flere af veninderne nu også kommet ud af pusleskabet, så jeg forestiller mig, at jeg kan bruge dem som værtindegaver i stedet for vin eller blomster, hvis jeg synes, de fylder for meget.
3.
Har jeg manglet mine små plastikbøtter, fordi jeg efterhånden har nedfrosset virkelig mange rester og småting.
Jeg plejer at være god til at få brugt og indkorporeret efterhånden, men mit hoved har været mange andre steder, og så bliver det så som så med kreativiteten.
Når jeg rammer det punkt – for det er ikke første gang – laver jeg en aftale med mig selv om, at jeg hver dag skal lave mad, der SKAL indeholde noget fra en af boksene i enten fryser eller køleskab. Det er jo ikke sådan, at restepolitiet kommer efter mig, hvis jeg glemmer det, men det er en fin måde at tvinge sin hjerne i andre retninger, når man laver madplan. I denne uge har vi fået Hokkaido-suppe lavet på rester af pikantost, creme fraiche og haydari, jeg har lavet overnight oats med frugtgrød og en rest risengrød, og lidt kyllinge og revet ost er blevet blandet med en frossen fajitablanding og et glas tacosauce.
4.
Har jeg ikke glemt, at jeg har lovet at lave et M20XX-opsamlings-indlæg, men life, ikke? Jeg overvejer, om jeg måske skal skrive det som et sommerindlæg, og så lade M-indlæggene holde ferie, men har ikke helt besluttet mig endnu. Under alle omstændigheder: Jeg finder ud af noget, og ville bare sige, at det ikke er glemt.
Livet lige nu
Mine to måneder som fritstillet lakker mod enden, og på mandag starter jeg på mit nye, tidsbegrænsede job. Det føles ikke som den store omvæltning, for i vores fag er det Tordenskjolds soldater: Størstedelen af mine kommende kolleger har jeg enten læst med eller arbejdet med før, og chefen er også genganger. Derfor er det mest det helt lavpraktiske som f.eks. arbejdsskemaer, forberedelsesplatforme og konkrete opgaver, der lige skal ind under huden, når jeg starter.
Den her uge har, allerede idag, onsdag, været ukarakteristisk travl med en del freelanceopgaver, møder og religions-teater i Antons klasse, hvor Antons primære bidrag var en entusiatisk indsats på Kazooen, da Jerikos mure skulle væltes.
Det er svært ikke at gøre status over de sidste to måneder, nu, hvor jeg skal igang igen, men jeg synes, at jeg har brugt dem fornuftigt. Jeg har fået sparket mit vægttab igang, jeg har gået en million kilometer, og jeg har hver eneste dag tjekket Jobnet, udelukkende med “nyest opslåede” som søgeparameter. For mig har det været svært at sige præcis, hvad jeg har været på udkig efter, og på den her måde er jeg blevet præsenteret for alle typer af jobs derude, og har søgt omkring 10 af dem, jeg har fundet. Uden held, indtil videre, men fuldstændig ligesom med dating vil jeg hellere undvære end nøjes, så når intet har givet pote so far, må det være fordi, det ikke har været rigtigt.
Til gengæld har jeg fundet noget, jeg virkelig, VIRKELIG gerne vil. I bedste bloggerstil holder jeg det hemmeligt, for jobbet findes ikke, og allerede dér er det jo lidt op ad bakke, men jeg har kradset nok i overfladen til at få en tråd at trække i, og det er det, jeg de kommende uger skal prøve. Uanset om det lykkes eller ej kommer jeg til at skrive om det senere, for min hjerne er ved at boble over, men lige nu vil jeg ikke risikere, at nogen napper min gode ide.
Jeg har fået lyttet til første afsnit af stort set alle de podcasts, jeg havde liggende i mit bibliotek (jeg henter første afsnit, hver gang jeg falder over noget interessant, så de ligger klar, når jeg sætter mig ind i bilen, og først dér finder ud af, at jeg mangler noget at lytte til NU), og har kasseret dem, der ikke fangede. I går spurgte jeg på fb, hvad vi nu skal høre, og der er nu igen fyldt op på hylderne, så jeg er klar til de kommende måneder på vejene.*
Lige nu er det, der fylder mest, faktisk et indædt had til min egen økonomi. Jeg er. så. træt af, at vi ingen penge har, og i disse måneder er det værre, end det plejer at være pga. konkursen, fordi Lønmodtagernes Garantifond ikke bruger det fradrag, man har. Mit fradrag er forhøjet, fordi jeg er enlig forsørger, så jeg kan VIRKELIG mærke, at jeg lever for tiden. Helt klassisk er alles tøj for småt/for kort/i stykker, der er fødselsdage til højre og venstre, bilen skal til service og det foredrag, jeg virkelig, VIRKELIG gerne ville til i Horsens d. 15. må jeg formentlig sidde over, fordi det koster 1100 kr. I går gik det op for mig, at det også er den dag, Frida skal til opvisning, og der kommer til at være finsprit i min kaffekop, når jeg skal sidde i en hal, der lugter af sure tæer og se 17 børnehold møve rundt til MGP, vel vidende at der 100 km. nordpå er selvudvikling og orakelkort i fri dressur. (Hvad? Lyder jeg sur? Nå. Men det er jeg sgu også lidt).
Men her til aften har jeg lavet en balje vegetar-chili, som smagte fantastisk, og vi tager de sejre, vi kan få. Det er den her, som jeg har modificeret en lille, bitte smule, så min version ser sådan her ud:
1 dåse kidneybønner (skyllede)
1 løg
4 fed hvidløg
1 aubergine
100 gr. blomkålsris fra frost
1 rød peberfrugt
1 ds. hk. tomat
1 glas tacosauce
1 dl. rød quinoa
3,5 dl. vand
1 bouillonterning, kylling
1/2 tsk tørret chili
2 tsk spidskommen
1 tsk stærk paprika
1 tsk salt
1 spsk sukker (eller 3 spsk ketchup)
Løg og hvidløg svitses et par minutter. Auberginetern tilsættes og svitses med yderligere et par minutter. Krydderier og bouillonterning tilsættes og svitses med et minut eller to. Tilsæt vand, hk. tomat, tacosauce og quinoa og lad det simre 15 minutter. Rør undervejs. Tilsæt bønner, blomkålsris og peberfrugt og lad væsken koge ind, ca. 20 min. Husk fortsat at røre, så quinoaen ikke brænder fast. Tilsæt salt og sukker (ketchup), og lad det småkoge 5 minutter mere.
Jeg kørte den on the rocks, bare med en smule creme fraiche på toppen, og det var virkelig lækkert.
*Jeg er allerede gået igang med 3, som tegner ualmindelig godt: The Nobody Zone, Dolly Partons America og Truth & Lies – Jeffrey Epstein. De er MEGET forskellige, men fanger alle fra første minut.
M2020, uge 8
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Åbnet en flaske rødvin, som viste sig at smage det modsatte af godt. Den er nu hældt i 5 små bøtter og sat i fryseren, hvor den afventer sin skæbne i stegesoen.
Man kan diskutere, om det giver mening at bruge pladsen på det, for *så* meget chili con carne laver jeg trods alt ikke, men lige nu er fryseren halvtom, og viser det sig senere, at vinen står i vejen for noget, der er mere brugbart, må det op og ud. Men for nu er det parkeret, og så må se, hvor meget af det, jeg reelt får brugt.
2.
Tømt den flaske arganolie, som jeg i uge 42 sidste år købte til mit hår, men som slet ikke fungerede, og jeg derfor konverterede til øjenmakeupfjerner. Prismæssigt ved jeg faktisk ikke, om vi tænker, det er billigt? Jeg gav 80 kr. for den, og har brugt den i 18 uger, hvilket er omkring 4 kroner om ugen. Jeg har ikke helt en fornemmelse af, hvor drøje dem, jeg plejer at bruge er, men jeg har været kørende i 4 måneder, hvor jeg ellers skulle have købt noget andet, og jeg har brugt et produkt op, som ellers bare ville være endt i skraldespanden. Det tæller.
3.
Sendt Anton til frisøren med morfar, og været nødt til at ringe derind efterfølgende og klage.
Når den er på her, er det fordi jeg tror, at det er første gang nogensinde, jeg klager over en serviceydelse. Jeg har efterhånden vænnet mig til at returnere varer, der er fejl på, eller som går i stykker for hurtigt, prisen taget i betragtning, og at klage over en vare er nogenlunde nemt, synes jeg, fordi der er tale om noget, som sjældent er produceret der, hvor den er købt. Min klage har intet med de mennesker, jeg har købt den af at gøre, og det betyder, at ingen af os har aktier i den.
En klage over en serviceydelse føles langt mere personlig, fordi ydelsen jo på en måde er en forlængelse af udøverens personlighed.
Men Anton kom hjem og så ud som om, jeg havde bundet ham til en stol, tømt flasken fra punkt nummer 1 og så ellers bare givet den gas med græsslåmaskinen. Pandehåret var pil-skævt, håret var fyldt med hakker, og det var længere i den ene side end i den anden. Det vil jeg simpelthen ikke give 250 kr. for, så jeg tog en dyb indånding, ringede til frisøren og gjorde mig voldsomt umage for at formulere mig diplomatisk. De tog det pænt, rettede op på skaderne og jeg skal lære at huske, at jeg faktisk også selv foretrækker at få det at vide, hvis folk har været utilfredse med min indsats.*
(Altså, i mit arbejde, ikke? Privat må de bare leve med det).
* Og fordi det her ville være oplagt at foreslå at køre trimmer herhjemme, som er både nemmere og billigere: Anton kan *slet* ikke holde trimmeren ud. Om det er lyden, vibrationerne eller fornemmelsen ved jeg ikke, men de få gange, vi har testet den, er han nærmest gået i bro af panik.
Var du heller ikke feminist, da du gik i 7.?
Jeg har aldrig tænkt på mig selv som erklæret feminist. Jeg har heller ikke tænkt mig som det modsatte, men de holdninger, jeg gennem tiden har forbundet med titlen, har bare forekommet mig at være lidt for militante til, at jeg rigtig følte mig omfattet af dem.
Om det er fordi jeg med alderen får øje på flere og flere steder, hvor forskelsbehandlingen trives i bedste velgående, eller om det er fordi jeg skal opdrage en pige, og derfor pludselig har fået et nyt sæt briller udleveret, ved jeg ikke, men fact er, at jeg måske alligevel begynder at føle, at det er et badge, jeg bør sætte på jakken.
Først havde jeg tænkt mig at skrive noget med, at jeg er blevet en sur feminist på mine gamle dage, men jeg kan mærke, at jeg er færdig med at tale mig selv ned, når det kommer til emner, der er så vigtige som det her. ‘Sur’ er en børnefølelse uden fremdrift over noget, som andre ikke behøver tage alvorligt, og det er slut med at male mig selv op i dét hjørne.
Revolutionen kan føles lidt svær at joine, for vores generation skal ikke kæmpe for stemmeret, og det føles lidt anti-minimalistisk at sætte ild til sin bh. Der er stadig RIGELIGT med emner at tage fat i, men retten til abort, prævention og uddannelse har andre sørget for til os.
Men ligesom det er gået op for mig, hvor utrolig påvirket jeg bliver – uden at opdage, at det sker – af, hvordan overvægtige mennesker portræteres i film, blade og medierne generelt, så er jeg også begyndt at lægge mærke til, hvor ubevidst vi holder liv i fordomme og måder at holde kvinder nede på, når vi taler om dem i det offentlige rum.
Som f.eks. når Soundvenue anmelder Taylor Swift dokumentaren “Miss Americana” (Jeg kan ikke linke til anmeldelsen, men deler den på bloggens fb-side)
Jeg har aldrig rigtigt haft en holdning til TS; jeg ville kunne nævne en håndfuld af hendes hits, men det er også nogenlunde det. Jeg havde derfor nul forventninger til dokumentaren, da jeg startede den – men den var, syntes jeg, mesterligt lavet.
For mig var den en fortælling om udvikling. Både hvordan TS har udviklet sig som menneske, artist og kvinde, men også om udviklingen i tiden og i verden omkring os. Jeg så en nærmest arketypisk historie om, hvordan de fleste af os som unge er meget optagede af, hvad alle andre tænker om os, men at vi, i takt med at vi bliver ældre, opdager, at det har større konsekvenser konstant at gå på kompromis med egne værdier, end det har at give udtryk for dem og tage de eventuelle tæsk, der følger med.
Jeg så en kvinde fortælle, hvordan det er at leve med millioner af øjne på sig, jeg så hadske kommentarer om hendes person, hendes krop og hendes dating-liv, og fordømmelsen af hende, når hun stod op for sig selv. Jeg hørte hende sige, at hun måske har et eller to album tilbage, før omverdenen vurderer, at hun pga. alder er irrelevant, og jeg hørte hende fortælle om spiseforstyrrelser, stalkere og kampen for at følge sit hjerte, selvom de (mandlige) managere vred hænder over, hvor meget det økonomisk kunne koste hende.
Jeg er 100% med på, at man som kunstner med sådan en film også forsøger at have noget at skulle have sagt ift. hvordan omverdenen opfatter én. Men det ændrer for mig ikke på, at jeg synes, den var et ualmindelig vigtigt bidrag til debatten om både køn og alder.
Stor var min overraskelse derfor, da jeg flere steder kunne se, at anmelderkorpset mest snakkede meget om, om der i dokumentaren var “lidt guf til hendes fans”.
Min overraskelse forvandlede sig til målløs ‘are-you-kidding-me?!’, da jeg begyndte at læse anmeldelsen hos Soundvenue. Her er set up’et, at to yngre, kvindelige TS-fans snakker i telefon om dokumentaren.
Alene formen har jeg et problem med, fordi jeg synes, at vi allerede der har cementeret, at dokumentaren ikke skal tages alvorligt.
Herefter kritiseres TS for at være iscenesat og kalkuleret, (fordi hun har “krøllet nattøj og fuld make up” på), vi kan læse, at hun er “det evige offer”, hun “kommer med meget forsimplede løsninger på virkelig komplicerede problemstillinger”, hun har “svært ved at håndtere kendislivet” og selv det, at hun har brugt nogle af de virkelig fæle oplevelser, hun har været udsat for, i sin musik, kommer til at lyde beregnende, for “det fik hun jo spinnet til et koncept på ‘Reputation’”.
På facebook kunne jeg se, at vi var flere, der reagerede på anmeldelsen. Der var et par korte svar fra hhv. journalister og Soundvenue – hvor jeg hæfter mig ved, at mændene kommenterer fra den approvede Soundvenue-profil (= seriøse, skal tages alvorlige), mens kvinderne bare svarer i eget navn (= det må pigerne lige selv tage sig af), men den sidste kommentar, jeg lagde, fik jeg aldrig svar på, og bare for at spare jer for at sidde og lede, så er den her:
“Jeg kunne også godt tænke mig at høre lidt om den konstante offerrolle, I flere steder selv italesætter? Jeg er ikke Swifterino, og har også den helt forkert alder til at være i målgruppen, men at man opponerer imod at blive taget på røven, når man går på arbejde, synes jeg hverken er offeragtigt, imagepleje eller forsøg på at “få os til at forstå, at det har været hårdt for hende”. At man synes, det er grænseoverskridende, at en mand flår mikrofonen ud af hånden på én, og siger, at man ikke har fortjent den pris, man lige har modtaget, mens hele verden kigger på, synes jeg heller ikke er offeragtigt. Hvor dygtig skal man være til sit arbejde for at det bare må accepteres, at mænd bryder ind i dit hjem og sover i din seng? At reducere ovennævnte episoder til ‘beef’, der antyder, at der bare er tale om lidt kunstnerisk uenighed, synes jeg er useriøst, og at påpege, at en kvinde er iscenesat pga. tøj og make up, læner sig faretruende op ad ‘asking for it’-kulturen, fordi det lader noget ydre, som INTET har med indholdet at gøre, definere, om det sagte har værdi. Jeg er med på, at intet af det, jeg skriver her, har været jeres intentioner med anmeldelsen, men jeg synes, det er et virkelig problematisk udtryk for holdninger, der ligger så dybt i os alle, at vi ikke engang opdager det, når vi forvandler noget, der kunne give en tiltrængt debat om, hvordan kvinder bliver behandlet i musikbranchen, til en sludrende telefonsamtale om, at vi ikke behøver at høre “Swiferen” synge sange om verdensfred.”
Og det er sgu ikke for at køre ananas i egen juice, men det er essensen af min kritik af anmeldelsen, og dette i forvejen lange indlæg bliver kun længere, hvis jeg skal forsøge at omskrive det.
Det, jeg ikke forstår er, at det er så svært at skifte personaerne i de her historier ud med mennesker, du kender. For gør du det, bliver det virkelig nemt at få øje på urimelighederne.
Prøv f.eks. at sætte dine børn ind i ligningen. Din datter har vundet et badmintonstævne og har netop modtaget sin præmie på podiet, da en træner fra en anden klub flår det ud af hånden på hende, og fortæller alle, hvorfor hun ikke fortjener at vinde.
Eller måske har hun, fra hun var lille, været virkelig dygtig med ord. Hun udgiver sin første bog som 15-årig, og den bliver et kæmpehit. Skal hun skrive nummer to? Eller er det bedst, at hun lader være, fordi hun ellers risikerer at blive så dygtig, at hun må forvente og acceptere, at forlæggere gramser på hende, og at fans camperer i hendes have og bryder ind i hendes hjem – og at hun bliver beskyldt for at være offer-agtig, hvis hun synes, det er svært?
Uanset om man synes, at dokumentaren er iscenesat eller ej, tager den fat i problemstillinger, som jeg synes er meget relevante at få belyst. Kritikken får mig til at tænke på virksomheder, der profilerer sig på at være grønne: Vi ved godt, at langt de fleste gør det af reklamehensyn – men det ændrer ikke på, at fokus på miljøet er i alles interesse, og at det stadig er bedre at være grøn af forkerte årsager end at være sort af de rigtige.
Jeg er med på, at ingen på Soundvenue er mødt ind på arbejde og tænkt: “Hvordan kan vi skrive en anmeldelse, der er med til at holde kvinder fast i stereotype roller”, og der er sikkert også nogen, der kender nogen, der kender nogen, der sender dem linket til den her anmeldelse af anmeldelsen. Sådan må det være. Jeg kan sagtens leve med, at nogle synes, jeg tager fejl, at nogle synes, jeg ser spøgelser, og at mange vil læse SV’s anmeldelse og tænke, at den er både fin og saglig.
Men at man lader debatten ebbe ud ved at spille død i kommentarfeltet, fortæller lidt om, at man måske ikke er så interesseret i at deltage i den. Og for mig er det ikke vigtigt, om man ændrer på måden, man beskriver kvinder på for at slippe for mennesker som mig i kommentarfeltet, eller fordi man flytter sig. For mig er det vigtigste, at vi stille og roligt får udfaset historien om, at kvinder ikke må have ambitioner, at de er nærtagende og hysteriske, når de siger fra, og at de er færdige, når de er 30 år gamle.
Der er ikke noget, der ændrer sig fra i dag til morgen.
Men nogle af jer vil læse det her indlæg og huske det. I vil få øje på det, næste gang, I falder over noget tilsvarende – og I vil reagere.
Jeg tror, at vores bidrag til revolutionen er at kalde den, når vi ser den, for antallet af stemmer *gør* en forskel, og debatten er altafgørende. Det er den, der skærper synet og sætter tankerne i gang.
