Forleden til gymnastik hørte jeg to af de andre mødre snakke om byture og tømmermænd. De var omkring den nærdødsoplevelse, som sidstnævnte fænomen er, når man er over 40, og den ene sukkede: “Hvem der bare var 25 igen!”
Hver gang jeg hører det udsagn tænker jeg, at det ville jeg virkelig, virkelig ikke ønske. Jeg synes sgu, at der har været både tornekrat og huller på vejen, der har ført til det sted, jeg står idag, og jeg bliver helt træt ved tanken om at skulle gå den igen.
Men de sidste par dage har jeg alligevel tænkt over, at der er én ting, jeg ville ønske, jeg stadig havde i behold fra min spæde ungdom, nemlig min mangel på bekymring over sygdom.
Jeg ved ikke, om alle har det sådan, eller om det skyldes, at jeg er den eneste forælder, der er at tage af i vores familie, kombineret med det faktum, at min veninde Lene døde af en hjernetumor i en alder af 42, men i hvert fald har jeg fået en angst for min egen krop, som jeg sådan ville ønske, jeg var foruden.
Forleden havde jeg virkelig ondt i tungen, og jeg havde nærmest skrevet min egen nekrolog, da jeg kom til at gabe, og det dér gik op for mig, at jeg, dagen forinden, havde gabt så mange gange, at jeg havde forstrakt en muskel, post-Lene kan jeg ikke have hovedpine uden øjeblikkeligt at blive bange, og jeg er nærmest angst for mine egne bryster. (Ja, undskyld til eventuelle mandlige læsere).
Da min cyklus genopstod efter min graviditet med Frida, tog den alle mulige krumspring med sig, og jeg bøvler nu både ved ægløsning og menstruation med symptomer, der er både generende og giver anledning til bekymring, fordi de er forskellige fra gang til gang. Og jeg lider ikke af heltekompleks ift. at gå til lægen, men jeg kan jo heller stå der 20 gange om året og bede om mammografier og scanninger i øst og vest.
I det hele taget fylder min krop mere i min bevidsthed, end den nogensinde har gjort. I hele snakken om kropspositivisme og mit projekt med at tabe mig, støder jeg også igen og igen på deterministiske udsagn om, at slankekure ikke hjælper, og at man tager det hele på igen, og ‘forskningen viser’ og ‘undersøgelser peger på’, og det er virkelig ikke ret motiverende.
Som om det ikke var nok, har vi nu også fået Covid-19 at bekymre os om – og inden nogen slår det hen med en hånlig bemærkning om, at det ikke engang er så farligt som almindelig influenza, vil jeg bare gerne sige, at jeg synes, det er ligeså unuanceret at feje bekymringen væk, som at tro, at vi står overfor verdens undergang. For jeg kan – uden at anstrenge mig – komme i tanke om en håndfuld i min omgangskreds, som virkelig helst ikke skulle smittes. Folk i kemo, folk med kroniske sygdomme og dem, med alderen imod sig. Da Frida forleden aften hostede helt vildt, gav jeg det en alvorlig overvejelse, for jeg gætter på, at 85% af alle dem, der er smittede med covid-19 so far *også* følte sig latterlige over overhovedet at tænke tanken. Om medierne dækker det forkert eller overdrevet, er nok et holdningsspørgsmål, men faktum er, at vi stadig ikke kender dødsraten på den her virus, fordi langt den største gruppe lige nu er de smittede, og det er for tidligt at sige, om de ender med at falde i den ene eller den anden gruppe af statistikken. Der er afsindig meget, vi stadig ikke ved, og for mig er arrogance ikke den oplagte modpol til hysteri.
Men da jeg var 25, skænkede jeg ikke de her ting en tanke. Ikke overhovedet. Jeg tog mit gode helbred for givet, og jeg forventede, at min krop gjorde, hvad jeg bad den om.
Jeg er glad for at være, hvor jeg er idag, og jeg ønsker mig ikke tilbage – men de 20% af min mentale kapacitet, der er kronisk bundet til bekymring om mit og andres helbred, ville jeg ønske, jeg kunne få tilbage og bruge på sjovere ting.
PS: Hvis man mangler en god podcast i ørerne, mens man går rundt og bekymrer sig, er der 5/5 stjerner til hhv. Dolly Partons America og Happy Face
Jeg har været på team nu-gider-jeg-ikke-høre-mere-om-den-virus fra start – de fleste bliver mildt ramt og jeg tænkte ret hurtigt tilbage på svineinfluenzaen, som jeg selv fik, og som heller ikke var noget at skrive hjem om, da det kom til stykket.
… altså lige indtil jeg kiggede ned på min 7 uger gamle baby. Der slog det mig virkelig, at mit perspektiv kommer til at ændre sig dramatisk det næste stykke tid.
Nu overvejer jeg lidt at få alle de hyggelige barselsgåture med barnevogn i KBH skudt af sted så hurtigt så muligt, så jeg ikke sidder og ærger mig om en måneds tid, når jeg ikke længere tør bruge offentlige transportsmidler…
Man bliver simpelthen så bims i bøtten af at få børn. Det kom virkelig bag på mig, for jeg opfatter mig selv som noget af det mest pragmatiske i verden. Men jeg havde undervurderet, hvor sårbar man bliver af at få sådan nogle små størrelser under vingerne.
-eller poterne, i dit tilfælde <3
Åh, hvor jeg kender de følelser. De bekymringer, der fulgte med at få børn, er så store, at jeg nogen gange frygter at jeg er klar til en angst-diagnose. Og der var ingen der advarede mig om det på forhånd, inden jeg fik børn. Alt muligt andet var jeg forberedt på, men ikke det.
Og mht. Covid-19, så er jeg mindst lige så irriteret på dem, der prøver at tale det ned, som jeg er på dem, der pisker en stemning op. Nuanceret, sandfærdig information er altså det eneste, jeg har brug for. Og lige nu er jeg mest af alt bekymret over, at det ikke virker som om myndighederne, her hvor jeg bor, tager det alvorligt nok, selvom 6 mennesker er døde på hospitalet 2 km væk. Hvis det smitter mest gennem luften, hvorfor er “løsningen” så, at vi bare skal vaske vores hænder?
Jeg hører dig højt og tydeligt. Jeg var også uforberedt på, HVOR hudløs man bliver. Jeg har måtte formene mig selv adgang til en hel del nyheder og underholdning, for det er døre til rum så mørke, at jeg bliver væk i dem, hvis først jeg går derind.
Har du hørt “This podcast will kill you”? De har lavet et afsnit om coronavirus, som jeg synes var ret godt. Det giver ikke svar på alt, men jeg blev klogere af at høre det.
For mig er det også alt det, vi ikke ved, der skræmmer. Jeg kan ikke helt slippe frygten for, hvad det kommer til at medføre af konsekvenser på den lange bane. Ligesom man først nu begynder at finde ud af, at mæslinger nulstiller immunforsvaret, og man derfor er i væsentlig forhøjet risiko for at blive alvorligt syg (og i værste fald dø) af sygdomme, der ikke tidligere var problematiske, længe efter at mæslingerne er væk, så tænker jeg, at vi er så tidligt i forløbet her, at ingen aner, hvad det kommer til at betyde 5 år ud i fremtiden.
Lige det med luften: COVID-19 (og influenza generelt) smitter ikke gennem luften. Det smitter gennem små vanddråber i luften, som kommer fra den syges mund når de hoster (og taler, vel også). Dråberne falder til jorden, de fleste indenfor den første meter, de sidste op mod tre meter. Derfor hjælper det at holde afstand og at hoste i ærmet.
Og så smitter det via håndtryk, eller andre berøringer, hvor man kan få virus på sig. Derfor hjælper håndvask, da man vasker evt. virus af.
Er i skrivende stund syg med hovedpine, mild feber, hoste og forkølelse. ALLE, som i ALLE, jeg har sagt det til nævner COVID-19. Hvis ikke det var fordi min datter i sidste uge blev podet positiv for RS-virus (forkølelsesvirus) og sønnike lige har ligget med det samme, så havde jeg nok også givet lægen et kald. Og sådan tror jeg det er, når man har børn. Man bliver lidt mere OBS på de her ting. Fik også læst Alt for Damernes interview med Anne Bech i sidste uge (snøøøøøft og akut hypokondri, fordi man jo bare IKKE kan overskue tanken om at blive så syg)!
Det ENESTE positive jeg kan se ved COVID-19 er at vores allesammens Moder Jord får et tiltrængt åndehul pga. alle de aflyste fly og totale nedlukninger af arbejdspladser i store områder i Kina. Prøv at Google NASAs fotos af det…VILDT!
Holy moly! Sikke nogle billeder!
Og jeg synes, at det er positivt, at vi alle sammen begynder at forholde os konkret til, hvordan vi handler ansvarligt ift. at bryde smittekæden; jeg får lidt ondt i hovedet over mennesker, der har været i risikoområder, får influenzasymptomer og bare stadig slentrer rundt i det offentlige rum…
Du sætter ord på en stor del af min frygt ved kommende skilsmisse og eventuel flytning. Tænk om jeg bliver alvorligt syg om lidt og så er helt alene.. Normalt kan jeg jo trøste mig med der er en naturlig løsning i far, men puha, tænk om der skete noget, hvem passer så børnene i deres egen hverdag.
Jeg tænker i virkeligheden, at der bare ER mere i spil, når der kommer børn ind i ligningen.
Det tror jeg, du har meget ret i. Jeg tror også, det spiller en rolle, at man – i takt med, at man bliver ældre – ser og oplever, at det, man frygter mest faktisk sker for nogle. Det bringer en sårbarhed med sig, fordi man bliver klar over, at uanset hvor umage man gør sig, så er det ting, man ikke kan holde for.
Jeg er helt med dig her!
Jeg har haft kræft og er i dag kræftfri. Jeg ville virkelig gerne kunne slukke for visheden om, at alting har en ende, og vi alle sammen er sårbare. Det tænkte jeg aldrig på, da jeg var 25. Jeg har i et stykke tid ledt efter nogen at spejle mig i, fordi det er voldsomme og ensomme følelser at gå med (ja, jeg snakker med professionelle om det). Det er på det seneste gået op for mig, at jeg måske har ledt efter det forkerte spejl. Der er heldigvis ikke mange småbørnsmødre, det har prøvet at have kræft. Så det spejl er svært at finde i mit nærmiljø. Men der er mange, der kan genkende skrøbeligen og angsten og ensomheden. Jeg tror, det er vigtigt, at vi spejler hinanden og mødes i det, så vi ikke er alene med det som er svært. Så tak for, at du skrev noget, der gav genklang hos mig.
Hvor er det en fin kommentar – tak for den <3
Jeg synes, det er en af internettets største forcer; at man igennem det kan finde vej til netværk, som man aldrig ville have haft adgang til for 50 år siden. For uanset hvad man har med sig og hvad man kæmper med, så hjælper visheden om, at man ikke er alene, altid.
I starten var jeg også sådan lidt….Det er jo bare som influenza. Men man har jo lov at blive klogere. Faktisk er jeg i risikogruppe pga min alder. Men jeg kan alligevel ikke helt få ud af mit hoved….ønsket om, at der blev gjort lige så stor indsats mod sult. Har læst et sted, at der dør 8000 børn af sult om dagen ( men det smitter ikke)
Jeg synes, det er så svært, det med, at der er mange andre ting, der i princippet et ligeså vigtige – mindst. For det er der jo. Sult, klima osv. Men det er også tankevækkende, hvordan det påvirker os alle sammen/samfundet at være i den her tilstand af højstress, og det kan man næsten godt forstå, at vi ikke kan være 24/7/365 – selvom vi burde, ikke?