Var du heller ikke feminist, da du gik i 7.?

Jeg har aldrig tænkt på mig selv som erklæret feminist. Jeg har heller ikke tænkt mig som det modsatte, men de holdninger, jeg gennem tiden har forbundet med titlen, har bare forekommet mig at være lidt for militante til, at jeg rigtig følte mig omfattet af dem.

Om det er fordi jeg med alderen får øje på flere og flere steder, hvor forskelsbehandlingen trives i bedste velgående, eller om det er fordi jeg skal opdrage en pige, og derfor pludselig har fået et nyt sæt briller udleveret, ved jeg ikke, men fact er, at jeg måske alligevel begynder at føle, at det er et badge, jeg bør sætte på jakken. 

Først havde jeg tænkt mig at skrive noget med, at jeg er blevet en sur feminist på mine gamle dage, men jeg kan mærke, at jeg er færdig med at tale mig selv ned, når det kommer til emner, der er så vigtige som det her. ‘Sur’ er en børnefølelse uden fremdrift over noget, som andre ikke behøver tage alvorligt, og det er slut med at male mig selv op i dét hjørne.

Revolutionen kan føles lidt svær at joine, for vores generation skal ikke kæmpe for stemmeret, og det føles lidt anti-minimalistisk at sætte ild til sin bh. Der er stadig RIGELIGT med emner at tage fat i, men retten til abort, prævention og uddannelse har andre sørget for til os.

Men ligesom det er gået op for mig, hvor utrolig påvirket jeg bliver – uden at opdage, at det sker – af, hvordan overvægtige mennesker portræteres i film, blade og medierne generelt, så er jeg også begyndt at lægge mærke til, hvor ubevidst vi holder liv i fordomme og måder at holde kvinder nede på, når vi taler om dem i det offentlige rum.

Som f.eks. når Soundvenue anmelder Taylor Swift dokumentaren “Miss Americana” (Jeg kan ikke linke til anmeldelsen, men deler den på bloggens fb-side)

Jeg har aldrig rigtigt haft en holdning til TS; jeg ville kunne nævne en håndfuld af hendes hits, men det er også nogenlunde det. Jeg havde derfor nul forventninger til dokumentaren, da jeg startede den – men den var, syntes jeg, mesterligt lavet.

For mig var den en fortælling om udvikling. Både hvordan TS har udviklet sig som menneske, artist og kvinde, men også om udviklingen i tiden og i verden omkring os. Jeg så en nærmest arketypisk historie om, hvordan de fleste af os som unge er meget optagede af, hvad alle andre tænker om os, men at vi, i takt med at vi bliver ældre, opdager, at det har større konsekvenser konstant at gå på kompromis med egne værdier, end det har at give udtryk for dem og tage de eventuelle tæsk, der følger med.

Jeg så en kvinde fortælle, hvordan det er at leve med millioner af øjne på sig, jeg så hadske kommentarer om hendes person, hendes krop og hendes dating-liv, og fordømmelsen af hende, når hun stod op for sig selv. Jeg hørte hende sige, at hun måske har et eller to album tilbage, før omverdenen vurderer, at hun pga. alder er irrelevant, og jeg hørte hende fortælle om spiseforstyrrelser, stalkere og kampen for at følge sit hjerte, selvom de (mandlige) managere vred hænder over, hvor meget det økonomisk kunne koste hende.

Jeg er 100% med på, at man som kunstner med sådan en film også forsøger at have noget at skulle have sagt ift. hvordan omverdenen opfatter én. Men det ændrer for mig ikke på, at jeg synes, den var et ualmindelig vigtigt bidrag til debatten om både køn og alder.

Stor var min overraskelse derfor, da jeg flere steder kunne se, at anmelderkorpset mest snakkede meget om, om der i dokumentaren var “lidt guf til hendes fans”.

Min overraskelse forvandlede sig til målløs ‘are-you-kidding-me?!’, da jeg begyndte at læse anmeldelsen hos Soundvenue. Her er set up’et, at to yngre, kvindelige TS-fans snakker i telefon om dokumentaren.

Alene formen har jeg et problem med, fordi jeg synes, at vi allerede der har cementeret, at dokumentaren ikke skal tages alvorligt.

Herefter kritiseres TS for at være iscenesat og kalkuleret, (fordi hun har “krøllet nattøj og fuld make up” på), vi kan læse, at hun er “det evige offer”, hun “kommer med meget forsimplede løsninger på virkelig komplicerede problemstillinger”, hun har “svært ved at håndtere kendislivet” og selv det, at hun har brugt nogle af de virkelig fæle oplevelser, hun har været udsat for, i sin musik, kommer til at lyde beregnende, for “det fik hun jo spinnet til et koncept på ‘Reputation’”.

På facebook kunne jeg se, at vi var flere, der reagerede på anmeldelsen. Der var et par korte svar fra hhv. journalister og Soundvenue – hvor jeg hæfter mig ved, at mændene kommenterer fra den approvede Soundvenue-profil (= seriøse, skal tages alvorlige), mens kvinderne bare svarer i eget navn (= det må pigerne lige selv tage sig af), men den sidste kommentar, jeg lagde, fik jeg aldrig svar på, og bare for at spare jer for at sidde og lede, så er den her: 

“Jeg kunne også godt tænke mig at høre lidt om den konstante offerrolle, I flere steder selv italesætter? Jeg er ikke Swifterino, og har også den helt forkert alder til at være i målgruppen, men at man opponerer imod at blive taget på røven, når man går på arbejde, synes jeg hverken er offeragtigt, imagepleje eller forsøg på at “få os til at forstå, at det har været hårdt for hende”. At man synes, det er grænseoverskridende, at en mand flår mikrofonen ud af hånden på én, og siger, at man ikke har fortjent den pris, man lige har modtaget, mens hele verden kigger på, synes jeg heller ikke er offeragtigt. Hvor dygtig skal man være til sit arbejde for at det bare må accepteres, at mænd bryder ind i dit hjem og sover i din seng? At reducere ovennævnte episoder til ‘beef’, der antyder, at der bare er tale om lidt kunstnerisk uenighed, synes jeg er useriøst, og at påpege, at en kvinde er iscenesat pga. tøj og make up, læner sig faretruende op ad ‘asking for it’-kulturen, fordi det lader noget ydre, som INTET har med indholdet at gøre, definere, om det sagte har værdi. Jeg er med på, at intet af det, jeg skriver her, har været jeres intentioner med anmeldelsen, men jeg synes, det er et virkelig problematisk udtryk for holdninger, der ligger så dybt i os alle, at vi ikke engang opdager det, når vi forvandler noget, der kunne give en tiltrængt debat om, hvordan kvinder bliver behandlet i musikbranchen, til en sludrende telefonsamtale om, at vi ikke behøver at høre “Swiferen” synge sange om verdensfred.”

Og det er sgu ikke for at køre ananas i egen juice, men det er essensen af min kritik af anmeldelsen, og dette i forvejen lange indlæg bliver kun længere, hvis jeg skal forsøge at omskrive det. 

Det, jeg ikke forstår er, at det er så svært at skifte personaerne i de her historier ud med mennesker, du kender. For gør du det, bliver det virkelig nemt at få øje på urimelighederne. 

Prøv f.eks. at sætte dine børn ind i ligningen. Din datter har vundet et badmintonstævne og har netop modtaget sin præmie på podiet, da en træner fra en anden klub flår det ud af hånden på hende, og fortæller alle, hvorfor hun ikke fortjener at vinde.

Eller måske har hun, fra hun var lille, været virkelig dygtig med ord. Hun udgiver sin første bog som 15-årig, og den bliver et kæmpehit. Skal hun skrive nummer to? Eller er det bedst, at hun lader være, fordi hun ellers risikerer at blive så dygtig, at hun må forvente og acceptere, at forlæggere gramser på hende, og at fans camperer i hendes have og bryder ind i hendes hjem – og at hun bliver beskyldt for at være offer-agtig, hvis hun synes, det er svært?

Uanset om man synes, at dokumentaren er iscenesat eller ej, tager den fat i problemstillinger, som jeg synes er meget relevante at få belyst. Kritikken får mig til at tænke på virksomheder, der profilerer sig på at være grønne: Vi ved godt, at langt de fleste gør det af reklamehensyn – men det ændrer ikke på, at fokus på miljøet er i alles interesse, og at det stadig er bedre at være grøn af forkerte årsager end at være sort af de rigtige.

Jeg er med på, at ingen på Soundvenue er mødt ind på arbejde og tænkt: “Hvordan kan vi skrive en anmeldelse, der er med til at holde kvinder fast i stereotype roller”, og der er sikkert også nogen, der kender nogen, der kender nogen, der sender dem linket til den her anmeldelse af anmeldelsen. Sådan må det være. Jeg kan sagtens leve med, at nogle synes, jeg tager fejl, at nogle synes, jeg ser spøgelser, og at mange vil læse SV’s anmeldelse og tænke, at den er både fin og saglig. 

Men at man lader debatten ebbe ud ved at spille død i kommentarfeltet, fortæller lidt om, at man måske ikke er så interesseret i at deltage i den. Og for mig er det ikke vigtigt, om man ændrer på måden, man beskriver kvinder på for at slippe for mennesker som mig i kommentarfeltet, eller fordi man flytter sig. For mig er det vigtigste, at vi stille og roligt får udfaset historien om, at kvinder ikke må have ambitioner, at de er nærtagende og hysteriske, når de siger fra, og at de er færdige, når de er 30 år gamle.

Der er ikke noget, der ændrer sig fra i dag til morgen.

Men nogle af jer vil læse det her indlæg og huske det. I vil få øje på det, næste gang, I falder over noget tilsvarende – og I vil reagere.

Jeg tror, at vores bidrag til revolutionen er at kalde den, når vi ser den, for antallet af stemmer *gør* en forskel, og debatten er altafgørende. Det er den, der skærper synet og sætter tankerne i gang.

Photo: Courtesy of Sundance Institute

Published by

59 Replies to “Var du heller ikke feminist, da du gik i 7.?

  1. Jeg er SÅ enig i alt hvad du skriver. Men får lige lyst til at sige, at som journalist får man mange kommentarer på alt hvad man skriver, og nogle gange er man nødt til at forlade debatten, fordi der er ret travlt på en redaktion, og fordi journalister også har et privatliv at passe. At det har startet en debat er i sig selv fint. Aner jo ikke, hvad der er sket i dette tilfælde, men det kan sagtens have en praktisk årsag.

    1. Jeg forstår sagtens, hvad du mener, og jeg synes ikke, at det bør hvile på den enkelte journalist at følge en debat til dørs. Men jeg synes, sådan helt generelt, at det er underligt, at medier, der udelukkende lever på nettet, er så dårlige til at svare på henvendelser. For fuld forståelse for, at journalister har et privatliv, og at det kan være utrolig svært at få det evigt pulserende on-line-liv til at passe sammen med arbejdstider og overenskomster – men jeg synes sgu, helt ærligt, at det er lidt sjasket, at vi har vedtaget, at medier bare kan forlade skuden uden varsel. Det ville være virkelig mærkeligt, hvis en læge bare gik uden at sige det til nogen, eller en tolk bare pludselig var væk. Det undrer mig nok bare, at man ikke gør mere for at være synlig omkring, hvor længe, man er med, og hvornår man lister ud.

      1. Jeg synes ikke sammenligningen med en læge eller en tolk er helt fair her. Journalisten har leveret sit produkt når artiklen er publiceret. At vedkommende deltager i debatten bagefter er fint, og noget man kan sætte pris på, men det er sjældent en del af jobbeskrivelsen (det kan man så vurdere om det skal være, men så bliver der mindre tid til artikler).
        Det er (for mig) en væsentlig ting, du peger på, og en skarp kommentar (skarp forstået som kvik og ikke aggressiv). Men – sorry – journalisten er videre til den næste deadline. Dem har vi nemlig rigtig mange af.
        Når du påpeger, at man lige skulle give et praj om, at man forlader skuden, så tænker jeg, at det er et generelt problem der kommer af, at man ikke kigger hinanden i øjnene så ofte længere, når man taler. Der er kommet noget uforpligtende over de dialoger vi har med hinanden, og den udvikling er et helt tema i sig selv.

        1. Jeg håber ikke, jeg fik det til at lyde, som om jeg synes, at du skal stå på mål for hele måden, de elektroniske medier arbejder på idag; det var ikke meningen:)

          Og selvfølgelig kan journalisterne ikke sidde fast i et kommentarfelt, der har gang i en ophedet debat omkring, om det er ok, at Mary har stiletter på med åben tå før 1. maj – det kan jeg sagtens se. Der skal produceres indhold, og som alle andre steder, er man altid lidt i underskud, når det kommer til hænder.

          Men jeg tror, at det, der for mig her er forskellen er, at jeg måske også synes, at det kan blive gratis at skrive, hvad man har lyst til, hvis man ikke skal stå til regnskab for det? Og ikke, at jeg har krav på, at de uddyber eller forklarer sig overfor mig – men i princippet kan de jo skrive hvad som helst, hvis de kan vende ryggen til al kritik med henvisning til, at deres job er afsluttet, når artiklen er skrevet. Forstår du, hvad jeg mener? Og lige i dette tilfælde synes jeg, at det blev ekstra tydeligt, fordi der var mange, der satte spørgsmålstegn ved holdningen bag artiklen, og dermed – fra læserens synspunkt – magasinets holdning.

          Så egentlig mener jeg ikke – nu jeg lige sidder og tænker over det – at journalisterne skal bruge tid på at sidde og svare på hver eneste kommentar. Men jeg synes, det havde virket mindre undvigende, hvis man i det her tilfælde havde lagt et fællessvar til os, der kommenterede, og sluttede med at skrive over and out.

          1. Enig i, at et fællessvar havde været god stil! Og personligt elsker jeg, når en artikel skaber (god) debat og omtanke om, hvordan man formidler.
            Tror bare, at jeg forsøger at sige, at det ikke nødvendigvis handler om at spille død, men om en praktisk overvejelse hvor meget ekstraarbejde i fritiden man orker. Det kan sagtens være, at du har vækket nogle vigtige overvejelser, selvom dialogen stoppede brat.

  2. Tak for et fantastisk indlæg – jeg er trofast læser. Og jeg er så enig i at man skal udfordre folk på nogen af de ting de udtaler. Jeg øver mig – også fordi jeg gerne vil være et godt forbillede for mine døtre. Så i min hverdag tager jeg gerne en rask diskussion i kantinen når fx ældre mænd (også med døtre) insinuerer, at en kvinde fx selv kan være skyld i et ovwrgreb. Her kan jeg anbefale at spørge dem om de ville tænke på samme måde hvis det var deres egen datter det var fået ud over – altså helt stille og roligt spørge. Så de synes nok jeg er irriterende, men i det mindste får jeg sjælefred ved at sige fra.

    1. Jeg tror virkelig også, at det er den eneste vej til forståelse; at man pludselig kan se, at “de andre” ikke bare er ansigtsløse, anonyme klatter, men mennesker, der bare ganske tilfældigt ikke er dig eller dine. Så bare et high five herfra <3

  3. Jeg er heller ikke swiftie og jeg er også alt for gammel, men jeg så også den dokumentar. Og jeg er helt med på, at det ikke er en afdækken af “hvad skete der i virkeligheden” men verden set fra Taylor Swifts standpunkt. Men som dig synes jeg ikke, at det diskvalificerer filmen. Tværtimod giver det et indblik i, hvordan vi bliver påvirket af verden omkring os.

    For de ting, hun har været udsat for er på ingen måde enestående eller unikke for de der fjerne, halvt uvirkelige personer, som er berømtheder. Størrelsesordenen og det offentlig fokus er, men essensen (du skal ikke råbe op, du er selv udenom, at du bliver udsat for seksuelle krænkelser, du skal ikke tro, at du er noget osv osv) er helt alment kvindelige vilkår. Jo flere (kvinder), der råber op og siger, at det her vil jeg fandeme ikke finde mig i, jo større gennemslagskraft får det. At Taylor Swift bruger sin berømmelse på at gøre opmærksom på det, kan jeg kun applaudere og jeg håber, at det kan inspirere hendes (unge) fans til at holde hovedet højt og kæmpe for det de tror på.

    Og ja, retten til abort, prævention og uddannelse har andre sørget for til os, men derfor har vi også en forpligtelse til at beskytte de rettigheder, og det går det som bekendt ret dårligt med fx i USA hvor mødredødeligheden også er steget gennem de sidste 15 år. Og så er det vores forpligtelse som mødre at lære vores børn om den kamp, at lære dem, at de aldrig nogensinde selv er ude om det, hvis de bliver krænket og at lære dem at alle er lige meget værd uanset køn(sidentitet) eller ophav og at alle fandeme har at opføre sig ordentligt overfor deres medmennesker, uanset om det er deres søskende, klassekammerater eller en eller anden, de ikke har mødt i virkeligheden.

  4. Nailed it, Linda. Again! Du har så ret. Jeg har efter lang tids funderen erklæret mig feminist, og det har min mand i øvrigt også. Jeg har rykket mig meget i hele “krænkelsesdebatten” (laver lige bræklyde), for det du skriver om køn hænger sammen med debatten om bl.a. race, krop og seksualitet. Det handler om, at de som hidtil “by default” har privilegierne (tynde, hvide, rige, heteroseksuelle mænd uden handicap, en række eller hele bingopladen fuld), skal til at afgive dem. Hvor min første indskydelse ofte var “slap nu af, det var bare for sjov, må man ikke sige tingene direkte mere? Bliv ikke så krænket”, så har jeg tænkt længe og inderligt over, om alt det lort man (jeg) ofte har udgydet i morskabens/uvidenhedens hellige navn måske ikke har bidraget med noget godt. For jeg har masser af privilegier, og det er sgu nemt at være ovenpå når man er… ovenpå. Jovist, jeg er godt nok kvinde og tyk, men ellers er der sgu ikke meget jeg er blevet trådt på over. Måske er det tid til at vige pladsen og give plads til den vrede og frustration, som marginaliserede mennesker har følt gennem generationer. Her er kvinder og køn en interessant debat. Jeg gider ærlig talt ikke rigtig høre mænd udbasunere sig om hvordan kvinder skal være og jamre sig over, at kvinder ikke gider stille op “for grabs” mere. Og jeg undres over de kvinder, der sådan helt indbygget bare lader sig objektificere. Det er ikke en nem verden at opdrage en pige i (eller en dreng, faktisk, det er dem, der skal ændre sig mest!)
    Og jeg er også hende den trælse type, der i den grad slår til den, når f.eks. min bror insisterer på at bruge ordet “neger”, for han mener jo ikke noget med det (for helvede, er vi i familie?). Eller løfter brynene når mine mandlige kolleger er lidt for friske i bemærkningen (skrøbelig maskulinitet for 500 kr, tak).
    Det kom lidt ud af en tangent. Men du sætter altid så meget i gang hos mig, og det er altså ikke sjældent, at jeg fortæller min mand og noget interessant, som “hende bloggeren Linda” har skrevet, og så tager vi en frisk diskussion.

    1. Jeg har lært forbløffende meget af at melde mig ind i en amerikansk facebookgruppe, som udspringer af podcasten My Favorite Murder. De er bare lige et par skridt længere fremme, end vi er herhjemme, og jeg bliver dagligt klogere af at læse beretninger og synspunkter derinde. Forleden så jeg en, der netop skrev om det her med, om “man nu ikke må sige noget mere” ikke er et spørgsmål om, at folk er blevet mere nærtagende, men at grupper, der tidligere har været så undertrykte, at de aldrig ville have haft hverken mod, platform eller mulighed for at sige fra, pludselig kan gøre det. Den har jeg tænkt meget over.

      Jeg elsker tangenter i kommentarfeltet. Og jeg elsker, at du kalder det en “frisk diskussion”..:-D

    2. Åh jeg synes faktisk det med krænkelse debatten (i mangel af bedre ord) er virkelig svær. Og måske er det bare fordi jeg ikke har rykket mig på samme måde som du/i men jeg kunne altså let komme til at træde nogen over tæerne helt ubevist og på ingen måde fordi jeg mener nogen er mere eller mindre værd end andre, men pga. Uvidenhed. Og så er det fandme svært hvis man så bliver total kørt over og får alt muligt skudt i skoene. Jeg vil jo netop gerne lære og give plads,men hvis jeg ikke ved at nogen ikke må tiltales med han ville jeg meget af vane og alt muligt andet gøre det…uden det på nogen måde er for ikke at anerkende personens følelse af køn f.eks. og selvom det er nødvendigt med diskussioner så tror jeg faktisk også det er vigtigt vi kan grine af hinanden og os selv (ikke mindst) og det hele bliver lidt fattigt hvis vi kun må synes det er sjovt hvis det er hvide gamle mænd vi griner af. Jeg synes sagtens kampen for mere lighed kan stå ved siden af humor. Det kan nemlig være en måde at se de stereotype mønstre man selv har også..og det har vi jo. jeg synes det er en langt bedre løsning af skrive i starten af en film at den indeholder forældede stereotyper i stedet for at lade som om det aldrig har fundet sted..hvordan skal vi så lære det.

      1. Det er et interessant emne, og jeg giver dig helt ret i, at man kommer længst med humor og gode intentioner. Humor er bare svær fordi det kun er sjovt når alle synes det er sjovt. Det handler, tror jeg, om at vi generelt, når vi bliver konfronteret med andres vrede, forsvarer os og negligerer den andens følelse i stedet for bare at sige….. undskyld. Og så lærer fremadrettet. Jeg tror ikke, at nogen ikke-binære personer oprigtigt bliver stødt over, at helt almindelige mennesker ikke kan finde ud af det der med han/hun, men jeg tror de bliver trætte, hvis man helt konsekvent negligerer deres stemme, gør nar og nægter at anerkende deres ret til at kalde sig hvad de vil. Og så har vi en påfaldende evne til at centrere vore egne følelser. Og hvis jeg må provokere lidt (tag det kærligt, jeg gør det selv hele tiden), så handler din kommentar mere om dine følelser end de mennesker, som du potentielt træder over tæerne. Det kræver en del at skifte fokus, og jeg er på ingen måde selv hverken helt eller halvt i mål.

        1. Hej Hanne. Åh nu havde jeg lige skrevet en lang kommentar som forsvandt. Jeg har godt af at blive provokeret ind i mellem..så udvikler jeg mig jo også 😊. Jeg er enig i det med humoren. Der er stor forskel på at lave sjov med og gøre grin med. Og jeg er enig i at min kommentar jo tager udgangspunkt i mig som er priviligeret. Men jeg tror faktisk også vi er mange som står der et sted…med et udgangspunkt som er priviligeret, men som ikke har et menneskesyn hvor “de andre” er under os. Men oplever selv at debatten er sort/hvid og man derfor hvis man er i en process med at forstå hvor problemerne er og hvad minoritets gruppen (jeg ved ikke lige hvordan jeg skal formulere det) oplever meget let kommer til at trække sig og blive en del af det tavse flertal. Og nu læser jeg i øjeblikket en bog om en jødisk familie under 2. Verdenskrig og her tænker man jo også hvorfor gør de andre ikke noget? Det kan jeg jo for så vidt sige om mig selv i dag.. og det er jo næsten ikke til at holde ud. Men det er en process at lære det og ind i mellem føles det som med børneopdragelse ( næsthvor deren altid er nogen der siger det modsatte) meget svært at finde hoved og hale i. Og her her jeg brug for hjælp på en konstruktiv måde. Det er så let at smide håndklædet i ringen i det her hvis ikke det direkte berører en selv (og nej det er jeg ikke stolt over). Jeg synes det er super svært for jeg ved heller ikke om det giver mening at jeg kæmper for man ikke siger “neger” men jeg kan kæmpe for at vi lytter på hinanden og tiltaler hinanden respektfuldt. Og samtidig så er jeg jo ingen engel..jeg kan blive lettere hidsig over at der bliver brugt så mange ressourcer på palludan selvom jeg jeg jo burde synes han også har ret til sin holdning. Og så er jeg jo faktisk temmelig dobbeltmoralsk…

          1. Tak for, at du tog min provokation præcis som jeg håbede!
            Problemet med privilegier er, at de gør blinde, hvis de altid har været der. Du skriver, at du ikke opfatter “de andre” som under dig. Desværre er der bare så mange små indgroede ting, hvor vi, helt uden at bemærke det, diskriminerer. Ofte ser vi det slet ikke, og konfronteret med det, så bliver vi vrede. Nogen gange med rette, for der findes jo også idioter blandt “de andre”. Andre gange tager det lige tid at sunde sig før man er klar til at ændre sin adfærd.
            Jeg har brugt meget tid på at følge racismedebatten i strikkeverdenen (it’s a thing!) det seneste år, og det har lært mig rigtig meget, som egentlig hænger meget godt sammen med Lindas blogindlæg, i hvert fald i mit hoved. Jeg har oplevet, at man som besidder af privilegier kan have svært ved at komme med konstruktivt input til debatten, for lige gyldig hvad man gør eller ikke gør, så er man damned, alene fordi man besidder og dermed udnytter sine privilegier. Men jeg er nået frem til, at det mest af alt handler om at lytte for man ytrer sig (det er svært!), anerkende andres udfordringer og prøve så godt man kan at navigere i det. Og så fik JEG sgu også det hele til at handle om mig, voila!

          2. Hej igen Hanne..jeg kan ikke få lov at trykke svar på din kommentar. Men du har nok helt ret i at det bedste man kan gøre er at være åben og så huske det der med to ører og en mund (for at man skal lytte dobbelt så meget som man taler). Og så sørge for at holde en positiv nysgerrig tilgang til “de andre” og forsøge at rette op på det man nu gør af uvidenhed. Og så bliver debatten jo også sommetider skinger/vred fordi der er mange der ikke forstår og man til sidst ikke orker at forklare.

          3. Hanne/Skn:
            Hvor er det bare en fin diskussion, der kører her. Den gav mig flere nye ting at tænke over. For jeg er enig i, at det også kan udløse så meget berøringsangst, at det nærmest bliver kontraproduktivt ift. hele debatten, hvis man river tungen af folk, så snart de siger noget forkert. Men jeg spekulerer på, om problemet med humor her er, at det altid er de samme, der skal udvise overbærenhed? Altså, at det er minoriteten, der altid skal være large og kunne grine, for hvor vi måske kun møder én af “deres slags” 2 gange om året, så må de forholde sig til uvidenhed og fordomme hver eneste dag, og måske er det derfor, at smilet somme tider bliver lidt stift?

            Men det er svært, og det er et virkelig fint perspektiv med 2. verdenskrig og jøderne, for gad vide, om det om 70 år er ligeså tydeligt, at nogle grupper blev ekskluderet og holdt nede idag, som det er for os at se, hvor forkert de blev behandlet dengang?

          4. Jeg tror det er en del af problemet i forhold til debatten at det er lettere at være overvære hele tiden når man ikke hele tiden er i det. Så bliver man drænet..på samme måde som ungerne langt lettere går en på nerverne når man har sovet for lidt.

            Og så tror jeg der for mig også er noget af det i det som en skrev nedenfor at sommetider er det sådan nogle skøre ting der får fokus (at sangen “baby its Cold outside”
            Kan tolkes som en sang om en der bliver dopet og voldtaget hvor dem der studere literatur osv fra den tid siger det slet ikke er det den handler om faktisk tvært imod. Og det er bare virkelig ærgerligt fordi man så let kan miste fokus på at der faktisk ER ting der spilles/vises hvor man på en eller anden måde godkender/acceptere bestemte ting og at det kan være et problem.

  5. JA!
    Du er så velreflekteret, og jeg elsker, at jeg ofte bliver lidt klogere og får nye vinkler på tingene, når jeg læser din blog. Tak for det!

  6. Hej Linda!
    Har aldrig kommenteret, selv om jeg har læst med i flere år. Men nu går den ikke længere😉
    Du er min helt og min ledestjerne⭐
    Kh. Marlene

    1. Så skal vi lige huske en gps, for ellers farer vi begge to vildt 😀

      Ej – tak. Det er simpelthen så rart at få sådan en kommentar. Tak for den og fordi du læser med <3

  7. Kære Linda
    du har som altid ret!
    Jeg glæder mig altid over dine betragtninger. De er altid kloge og gennemtænkte og giver stof til eftertanke.

  8. Meget apropos har Sanne Søndergaard et indlæg på insta i dag om at DR i programserien “Humoren, der har formet os” kun handler om de hvide mænd der lavede humor for 20 år siden…

    Derudover: Er jeg den eneste der efterhånden er blevet uendeligt træt af Mads Steffensens totale overrepræsentation af gamle hvide mænd i Mads & Monopolet eller det faktum at han favoriserer Flemming Møldrup for vildt i Kender du typen? Jeg kan.IKKE.holde.de programmer.ud! Også fordi han giver sådan en vibe af at være utroligt hyggelig og jo da bestemt ikke er spor mandschauvinistisk men bare sådan høhø onkel-sjov, og ikke mener noget med det. Fun fact: DET GØR DET IKKE BEDRE! Faktisk kun virkelig meget værre. Og det værste er at jeg tror han altid har været sådan og programmerne altid har været sådan, det er bare mig der er blevet mere opmærksom…

    1. Jeg har holdt en lang pause fra M&M, fordi My Favorite Murder, The Teachers Pet og Patient Zero har stjålet min tid, men det skal jeg da klart prøve at tænke over, når jeg hører det næste gang. The more you know(tice), ikke?

      Generelt synes jeg bare, at det er vildt hvor mange steder, man har vænnet sig så meget til en bestemt måde at blive tiltalt på, både IRL og på nettet/i radioen, at man ikke skænker en tanke, om det faktisk burde være sådan.

  9. Inde på DR’s hjemmeside læste jeg om Perkerspillet. Jeg har selv spillet det dengang,
    Men DR kører meget på, at det var grænsesøgende og udleverende.
    Sjovt nok forekommer det DR helt naturligt, at den blonde danske pige bare lader sig knalde, hvis der er samlet nok gummi.
    Det er bare et spil, men kvindesynet er det samme. Og nej jeg blev/bliver ikke krænket, det undrede mig bare, at det slet ikke var faldet nogle ind, at det kunne være krænkende overfor kvinder.

    1. Jeg læste samme artikel og jeg tænkte slet ikke over at kvindesynet stadig bare blev accepteret (i modsætning til synet på ‘Mujaffa’) og at jeg selv bare accepterede det. Så har jeg længere vej ift egen feminisme, end jeg troede. Tankevækkende.

    2. Eva/Cecilie:
      Tak for endnu et godt eksempel af dem, der gemmer sig in plain sight. Det er simpelthen så vigtigt at pege på, for når man får øje på det ét sted, så bliver det nemmere at spotte det næste, og det er sgu den eneste måde at få ryddet op på.

  10. Min feminisme har nok altid ligger lidt latent og måske en periode været lidt undertrykt (vel egentlig af mig selv). Jeg har dog kunnet mærke den brage frem de senere år efter jeg er blevet mor – til to drenge. Jeg mener oprigtigt at der ligger en afgørende opgave i at opdrage vores drengebørn for de skal fandme havde mulighed for at opføre sig bedre end mandegenerationerne før dem.

    1. Jeg tænker også HELT vildt over, hvornår jeg opdrager mine børn forskelligt, og hvornår jeg forventer mere af Frida end af Anton. Jeg har ofte rigtig svært ved at finde ud af, om det handler om deres meget forskellige personligheder, eller om det handler om køn. Jeg ved ikke, om det havde hjulpet eller gjort tingene værre, hvis jeg havde boet sammen med deres far, men jeg bruger godt nok meget krudt på at tænke over det.

  11. Jeg var heller ikke feminist i 7., men det er jeg sgu nu! Jeg har også en datter og for mig er det der, det starter: at medvirke til, at hun får mulighed for at blive og være præcist det, hun gerne vil, uden at blive bremset af sit køn. Og når man først er gået i gang med at tage kampene, så bliver der flere og flere at tage fat på.
    Min oplevelse på min arbejdsplads er, at der i høj grad er tale om uvidenhed og i mindre grad om manglende lyst til at afgive privilegier. Men jeg var for nylig til et middagsselskab, hvor ligestilling kom op, og hvor flere af deltagerne (m/k) stod meget stejlt på, at kvinder bare interesserer sig mere for deres børn end mænd, og at det derfor er mest praktisk for alle, at det er kvinderne, der er på deltid…
    Jeg kan dog også mærke, at da den (nu gamle) CBS-sag om sangen om den unge blonde pige kom op, så er min grænse altså nået (og overskredet). For mig er det at trække den for langt, og igen for mig gør det desværre, at debatten bliver afsporet, fordi det er så nemt at afskrive enhver ligestillingsdebat som noget “pjat”, når en sådan sag kan komme op.

    1. Jeg tror, at det er problemet med debatter på nettet; at noget starter i det små og pludselig bliver blæst afsindigt op, så alle nuancerne går tabt. Jeg kan huske, da Maj My skrev om skiltet i Legoland; et faktisk meget fint opslag om, at det måske var lidt problematisk, at skiltet var SÅ kønsnormativt. Men så kom pressen ind over, og hun blev bedt om at vælge mellem forskellige ord, der skulle beskrive hendes følelser. Og så blev det simpelthen sådan en dum sag, for det kom til at lyde som om, at hun var verdens største snerpe, der bare gik og ledte efter noget at føle sig krænket over. For mig har det givet kronisk stof til eftertanke ift. at når noget eksploderer og bliver idiotisk, så MÅ det skyldes for mange led.

      1. Jeg tror du har ret i, at debatten godt nok hurtigt kan blive afsporet på nettet. men alligevel synes jeg måske ikke de to eksempler er helt kompatible. For mig er der forskel på en sang, som blev digtet for mange år siden og afspejler en anden tid og et skilt i en forlystelsespark, der skal guide børn i dag. Jeg synes ikke, at den første sag er med til at fastholde stereotype kønsnormer, fordi den netop læses og synges i den kontekst, den er skrevet i – det synes jeg, at den anden sag med skiltet i Legoland er. Det havde jeg sgu også studset over. Og i tilfældet med sangen var det jo CBS’ rektor selv, der var ude at sige, at sangen aldrig mere kunne synges. Så synes jeg, vi er gået for vidt. Egentlig er det nok primært rektorens reaktion, jeg anfægter, for du har ret i, at vi jo ikke kan ane, hvad den pågældende kvinde egentlig har sagt. Hvorimod jeg synes det var ret fint, at Legoland ændrede i teksten på skiltet.

  12. Jeg ved ikke helt, om jeg tør kommentere, nu hvor kommentarsporet er meget enige om “Godt brølt” 🙂 jeg har for første gang ikke læst et af dine indlæg til ende – og af den grund burde jeg måske slet ikke kommentere. For mig er feminisme især “show it, dont tell it”, og jeg orker nok bare ikke disse lange teoretiske udredninger om det. Eller også er det bare fordi jeg ikke aner noget om Taylor Swift.

    1. Du er altid mere end velkommen til at nøjes med at læse de indlæg, der vækker din interesse😊💜

      Men jeg er – helt u-surt og oprigtigt – lidt i tvivl om, hvorfor du gerne vil fortælle mig, at du ikke orker at læse indlægget?

      (Og jeg mener det: Jeg er ikke sur, bare nysgerrig. For jeg har masser af blogs, jeg læser med på, hvor jeg ind imellem hopper et indlæg over, og jeg tror ikke, jeg kan komme i tanke om et eneste scenarie, hvor jeg ville have behov for at skrive det til bloggeren bag. Mon du vil uddybe din kommentar?)

      1. Beklager det sene svar. Jeg har haft nogle dårlige oplevelser med feminister på det seneste. Som når min kvindelige +60 kollega bliver irettesat, da hun ud i rummet spørger, om der er en stærk mand tilstede, fordi hun skal have flyttet et tungt skrivebord. Eller når jeg bliver irettesat for at skrive “formand” i stedet for “forperson”. Den slags. De feministiske Sprogvogtere har ikke delt barsel med deres mænd. Så bliver jeg ekstra irriteret. Al denne irritation burde jeg selvfølgelig rette det rigtige sted hen.

        1. Alt godt:) Jeg studsede bare lidt over din kommentar, fordi du ofte har kommenteret herinde, og plejer at underbygge og argumentere på en helt anden måde <3 Tak for svar, og rigtig god dag.

  13. Lise, jeg hører dig hele vejen! Får du også kriller af de ekstremt mange gange, han skal nævne Uffe Buchardts sexliv, og at han i hver udsendelse skal sige “krænket” + tø hø?

    1. Din kommentar fik mig til at tænke på, om man(d) måske, når man gerne vil vise, at man er tolerant og fordomsfri, kommer til at gå helt i den modsatte grøft, hvor man onkel-joker med det, for VIRKELIG at illustrere, hvor lidt berøringsangst, man har?

    2. Ja! …Jeg lytter til det i meget begrænsede mængder lige nu, for jeg næsten ikke have med det at gøre. Jeg kommer også til at tænke på den gang en pige var blevet filmet af en “ven” når hun gik i bad og Hella Joof kategoriserede det som “drengestreger” – budskabet var at pigen skulle tage og slappe lidt af. Jeg tabte ALT for Hella Joof dér.

      1. Det har jeg HELDIGVIS ikke hørt, for wtaf!? Det er da noget af det mest krænkende og grænseoverskridende overhovedet??

  14. Tak Linda! jeg HAR faktisk været feminist siden 7. klasse (okay, dengang i 1974 hed det rødstrømpe) og hvor er det dejligt at du tager emnet op. Det giver mig håb for de nye generationer!

    1. Jeg hørte et par piger på omkring 15 år snakke om kønsroller forleden, og jeg blev faktisk også helt glad, for det er virkelig fedt at høre dels hvor meget, der trods alt er sket fra jeg selv var 15, men også, at de kæmper på de platforme, de vokser op med. Det tænkte jeg over var ekstra vigtigt, fordi de “gamle” af os måske ikke forstår de platforme godt nok til at kunne tage kampene der? Og så er det jo fedt at høre, at de allerede er så bevidste. Vi står på skuldrene af alle dem før os, ikke? <3

  15. Jeg har faktisk opfattet mig selv som feminist altid, og jeg er helt enig med dine betragtninger her.
    Og jeg stoppede for længe siden med at høre Mads&Monopolet. De sidste gange jeg hørte det, var mest for at bliver forarget over hvor mandschauvinistiske Hella Joof, Søren Pind og Mads Steffensen var. Når man først havde opdaget det var det virkelig svært at tage noget andet de sagde seriøst.

    1. For mig var der virkelig en bastion, der faldt, da Asger Aamund harcelerede over en dreng, der gerne ville gå med neglelak. Jeg blev faktisk mere trist end vred, for det gav mig virkelig en følelse af, at der er. så. langt igen:(

  16. Ej nej nej, Linda! Jeg læser dit indlæg og kommentarerne som noget af det sidste før sengetid igår aftes og her til morgen tænder jeg for Monopolet og allerførste dilemma: En kvinde bryder sig ikke om de sexistiske kommentarer, hun får fra mænd på 50+ på sin arbejdsplads. Enter mand på 50+ (Uffe Buchard) “Skulle vi nu ikke liiiiige!” Altså WTAF!!!! Why! Havde nærmest lyst til at gå i seng igen, men heldigvis kunne man regne med Lina Rafn og Leonora Christina Skov! (Som 100% sikkert bliver kaldt en variant af snerpe ovre på Facebook lige nu, fordi mænd på 50+!)

    Nå, jeg ville bare takke dig for dit fine indlæg og tilføje til alle de andre gode kommentarer, at jeg synes følgende tommelfingerregel er vældigt brugbar for mig: I enhver debat, hvor jeg tager mig selv i at tænke “må man nu ikke længere….?!?!?” skal jeg tjekke mig selv. Er jeg minoriteten her? Nej?! Så er det min opgave at lytte. Ikke have en holdning. Det handler ikke om mig. Jeg skal bare lytte og lære.

    Rigtig god weekend <3

    1. Det er en GOD regel, Pernille!

      Og det, jeg bliver helt gammel og træt over er, at Uffe B jo sådan set bare kunne prøve at sætte ‘homofobiske’ kommentarer ind i stedet for sexistiske for at få en fornemmelse af, hvorfor det ikke er fedt. Det burde sgu da ikke være så svært!?

      Selvom det ikke er det samme, så tænker jeg ofte på mobber > < mobbeoffer-roller, når vi diskuterer, hvad “man nu ikke må sige”. For det er jo – fuldstændig som du siger – aldrig mobberen, der bør have noget at skulle have sagt ift. om noget er sjovt/ikke sjovt.

      Jeg har skrevet det lidt længere oppe også, men jeg har virkelig ændret syn på mange ting, efter at være kommet med i en amerikansk fb-gruppe (fanside til My Favorite Murder). Fordi 98% af lytterne er kvinder, og en rasende høj procentdel af ofrene for de forbrydelser, de snakker om, også er kvinder, fylder kønsroller og sexisme en del derinde, og det har givet mig meget stof til eftertanke at følge med i debatten derinde, hvor de lader til lige at være 3 skridt længere fremme, end vi er herhjemme.

      Der sker noget. Det kan man mærke. Og det er fedt!

      Rigtig god weekend lige tilbage <3

    2. Tak for regel Pernille. Den er fluks tyvstjålet. Og så tager det nok lidt tid at få den implementeret, men øvelse, øvelse.

  17. Tusind tak for tankevækkende indlæg og som altid fedt kommentarfelt! Jeg var heller ikke feminist i syvende. Faktisk var jeg fuldstændig overbevist om at der var ligestilling mellem kønnene indtil jeg kom på arbejdsmarkedet. Ds gim det op for mig at der er mennesker der simpelthen aldrig kommer til at lytte til hvad jeg siger, fordi (antager jeg da, jeg ved det jo strengt taget ikke!) jeg er kvinde. Det. Gjorde. Mig. Så. Vred. Ikke så meget selve situationen – udsigtsløse diskussioner med bibliotekslånere kommer og går – men fordi der ikke er noget jeg kan gøre ved det, hvor meget jeg så end ville. Jeg forsøger at overføre den følelse af ‘mangel på mulighed for at ændre præmissen’ til at prøve at forstå hvorfor andre grupper reagerer voldsommere end hvad der betragtes som forståeligt eller passende i situationer hvor det måske handler om postnummer, etnicitet, kropsbygning og andet man ikke bare lige kan gøre noget ved.

    1. Det er også først i mit møde med voksenlivet udenfor, at jeg pludselig opdager, at noget er råddent in the state of Denmark. Og jeg bliver til stadighed paf over det, når jeg møder det. Senest, da to tømrer var forbi, fordi der er vand i mit skur, og den ene – i ramme alvor – spurgte, om jeg “havde døren lukket, når det regner?” Are. You. Kidding. Me? Det er jeg villig til at sætte en nyre og et årsforbrug af kaffe på højkant på, at de ALDRIG ville have spurgt en mand om. Det er fucking utroligt.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.