I øvrigt, corona-edition:

*er det vildt, hvor hurtigt noget bliver den nye, acceptable adfærd. Hver gang jeg på LinkedIn eller Facebook ser opslag med mennesker, der har været til træf af den ene eller anden slags, eller lægger billeder op, hvor de muntert og med dødsforagt går ombord i en buffet, besvimer jeg nærmest af forargelse. Altså, indtil jeg får øje på opslagsdatoen og kan se, at det er et præ-apokalyptisk opslag.

*bliver det ikke i den næste månes tid, at vægttabet her sætter nye rekorder.

*skal jeg stoppe med at købe katastrofe-snacks. Mådehold og udsigt til verdens undergang går virkelig dårligt i spænd. 

*er det egentlig utroligt, hvor ofte man småhoster. Nu hvor man lægger mærke til hvert ENESTE lille bjæf.

*er jeg ved at være omtrent ligeså træt af De Hellige og deres selvtilstrækkeligt, hyggeforargede opslag, som jeg er af selve Hamstrene.

*viser det sig, at mangel på arbejdsrelaterede input og engagementet i andre folks opslag på nettet, er ligefrem proportionale. 

*har jeg pludselig fået en ny.. ømhed er måske så meget sagt, men ‘forståelse’ så for segmentet på Nationen.

*er det virkelig vildt, hvor all over the place jeg er med alt det her. Det ene sekund er jeg optimistisk, sikker på, at velfærdsstaten griber os alle sammen, og at vi er kommet ind foran krisen på det rigtige tidspunkt. 10 minutter senere står jeg til op over begge albuer i stress-lakridser over udsigten til statsbankerot og artens endeligt.

*vil jeg godt give 100 kroner for, at altansangs-trenden forbliver i Italien. 

*har jeg lavet en facebookgruppe, der hedder ‘Mor, jeg keder mig’ hvor man kan få inspiration til hjemmeundervisning og aktivering af børnene, hvis man skulle have brug for det. Alle er velkomne.

Published by

49 Replies to “I øvrigt, corona-edition:

    1. Jeg holder meget af mine naboer, men der er godt nok flere af dem, jeg ikke nærer noget ønske om at høre give den gas udenfor…

  1. Har også tænkt, at netop altansang og fællesklap, ikke lige er min spidskompetence. Men mon de tror, man er kradset af derinde, hvis man ikke kommer ud og gjalder med på “midt om natten”? Er det sådan en “hvem er i live i opgangen”-taktik? Man skulle jo nødig få sparket døren ind.

    1. Tak for dagens grin 🙂
      Men du har fat i noget… Jeg har lige læst artiklen om skibumserne i Ischgl, der skal ud på altanen en gang om dagen og tælles af politiet, som står nedenfor. Det er lidt skræmmende, dem måde de tager det dernede… (https://www.dr.dk/nyheder/udland/10-coronasmittede-skiinstruktoerer-er-fanget-i-samme-hus-i-oestrig-den-ene-er-min, med billeddokumentation og det hele). Jeg nægter at skulle stå i døren til mit hus og vinke til vognen, der kører langsomt forbi ude på vejen…

    2. Haha – ja, KÆMPE nej tak til pludselig at have den samlede politistyrke stående i stuen:-D

      Ej, men.. ja. Så et kompleks i USA, hvor en utrolig ivrig instruktør stod i gårdhaven og lavede fællestræning, og alle på altanerne trænede med. Sammen, hver for sig.

      Jeg tror bare, at jeg er bedst til, at man får sine egne ideer (Mulle) – kopi af noget, andre har gjort bliver tit virkelig tamt, fordi det er spontaniteten, der i første omgang gør det til noget særligt?

  2. Altså jeg vil godt indrømme at jeg har hamstret de to vigtigste ting for at komme igennem de næste par uger/måneder: vin og kaffe! Med de fleste andre livsnødvendige ting finder vi nok en løsning hvis vi løber tør, men TÆNK nu hvis ikke der kan importeres mere vin og kaffe!! Der røg også lige en flaske gin med hjem, just in case.

    1. Jeg lagde også vejen forbi den lokale Netto – som endda havde været så søde at køre kaffe på tilbud. For jeg siger dig, Hans Christian – hvis vi skal igennem det her, så bliver det IKKE på erstatning!

  3. Af andre ting, der er ved at få mig ned med nakken er antallet af ambitiøse beskeder på Aula fra lærerne. Nu må de fandeme gerne stoppe med at sende alen lange lister med opgaver ud til os. Jeg sidder med en 6-årig og en 8-årig, som godt nok er ok kvikke, men de er jo ikke ligefrem selvkørende. Samtidig har vi også det hidsige gespenst på 2 år, som er ved at opbygge et heftigt misbrug af Den Lille Prinsesse og formentlig ender med vandrette fortænder fordi hun sidder med sutten KONSTANT. For jeg kan ikke lave forlydsopgaver med den 6-årige, forklare den 8-årige forskellen mellem tillægsord og biord (Og nej, det har jeg ikke tænkt sådan super meget over de sidste 25 år) og håndtere en skrigende 2-årig på én gang, som tilsyneladende er ved at DØ hver gang proppen bliver fjernet fra hendes gab.

    Og mit eget arbejde? Det udføres når dukkebarnet sover lur og jeg udmattet har givet drengene fri leg på iPad. Og om natten. Og mit (manglende) arbejde giver lige pt mest problemer for mig selv og jeg er hverken bange for at blive fyret eller at min virksomhed går konkurs. Så hvad I andre gør, som skal møde krav fra en måske ikke overvældende forstående chef eller hvis ordrebøger er tomme, det fatter jeg ikke. Jeg dømmer INGEN, som lader deres børn se YouTube hele dagen.

    Læg dertil angsten for at sundhedsvæsenet bryder sammen og frygten for at vi ender i en ekstrem global recession og så kan I ellers finde mig i gang med at drikke vin og spise alt med sukker og fedt (fandeme et irriterende reaktionsmønster). Så den næste, der siger, at vi skal sætte pris på al den gode tid vi får sammen, kvæler jeg med en URL til matematikfessor.dk.

    Det her er så meget ikke en ferie, jeg synes det er ekstremt stressende. Helt egoistisk håber jeg ikke, at det ender med, at vi ikke må gå uden for vores egen matrikel, for hvis jeg ikke må løbe en tur, så er jeg bange for, at jeg får en total, irreversibel nedsmeltning.

    Stay safe derude!

    1. Ej, nu har jeg læst det igen: Jeg kvæler selvfølgelig ikke nogen. Og folk må selvfølgelig sige hvad de vil, jeg skal nok bare slukke lidt for nyhederne, facebook og instagram.

      Og jeg skal også nok prøve at nyde det lidt. Men det føles lidt ligesom når nogen sagde, at man skulle huske at nyde babytiden og det eneste der fyldte noget i mit hoved var hvor meget babyen skreg og hvor meget jeg gerne ville sove.

      1. Altså, jeg skraldgrinede af lige præcis din kommentar (ok, også lidt af de øvrige) og jeg er ellers lige i målgruppen for at være en af dem som let kunne komme til til at være i den modtagende ende af en matematikfessor-url: Double Income, No Kids, tæt på optimale hjemmearbejdsforhold og ikke i fare for en skid.
        Men selv uden den bevidsthed om egne privilegier håber jeg at man forstår at du trods alt ikke udvikler superkræfter bare for at kunne kvæle folk uden empati med en webadresse 🙃

      2. Astrid, dine kommentarer er altså fantastiske. Jeg ville ønske du havde egen blog, så du havde endnu mere skriveplads at udfolde dig på 🙂

        1. Kæmpehørt. Jeg ville også læse det hele. (Bare, hvis du ikke lige ved, hvad du skal få tiden til at gå med, Astrid:-D)

          1. Hahaha, hvor er I søde! Det er unægteligt noget nemmere bare at spille bold op af Lindas fremragende mur end selv at skulle udtænke emner. Og så var der lige det der med tiden.

      3. Elsker din kommentar 😊 Jeg er lærer… Og vi er blevet pålagt fra øverste sted at vi lærere stadig har ansvaret for elevernes undervisning. Bum!! Ikke helt så nemt… Der har været megen snak om hvor meget/hvor lidt/hvor tit melder vi opgaver ud… Nogle lærere (inkl mig selv) har lavet en liste med hjemmesider, sider i deres bøger (hvis de er med hjemme), som INSPIRATION og som de kan lave når det passer ind. Men jeg ved også, at nogle har meget mere ambitiøse planer.
        Jeg var nervøs for om mit var nok, men kan klart fornemme at mange forældre er ved at gå ud af sit gode skind…
        Jeg har selv en 9 årig og 5 årig og det er f… ikke nemt, for de er jo ikke ret selvkørende.
        Jeg hepper på dig Astrid 😊

        1. Tak for hep, Tanja – og lige over!

          Jeg kan også godt fornemme på mine børns lærere, at de synes at det er lidt pres. Hvordan skal lærerne kunne have ansvaret for elevernes undervisning, når det er forældrene, der er hjemme med dem? Hjemmeskolen har i dag mindet om et cirkus, hvor jeg skiftevis har følt mig som sprechstallmeister, løvetæmmer og klovn.

          Dog ser det ud til, at skolen også er begyndt at forstå, at det ikke er fuldstændig realistisk, at børnene skal nå det samme hjemme som på en almindelig skoledag og det tager lidt af presset.

          Vi har set Randers Regnskov om sex i dag (der er blevet talt enormt meget om tissemænd efterfølgende…) og i morgen skal vi se det om ører og kaster os derefter over sofaskolen. Så kan 0.klasses barnets matematikbog i øvrigt passe sig selv. Han skal konstant tisse, når vi har matematik (det barn er allerede en route til at blive en førsteklasses procrastinator) og jeg tror, jeg skal have et spanskrør frem, hvis han skal nå at lave alle de 25 siders lektier han har for i den. Og SÅ vigtigt er det vist heller ikke at farvelægge alle de firkanter. (wtf, hvem finder PÅ sådan noget? Kan piger godt lide det, eller hvad sker der?)

          1. 😂😂😂 Jeg tror ALLE forældre er klar til at smide alle skolebøger og træningopgaveark ud af vinduet… Men jeg tror mange lærere ikke lige kunne tænke meget andet, da eleverne jo skal kunne lave det uden instruktion eller uddybning undervejs. Medmindre man er på video med dem og det sker trods alt ikke, ihvertfald ikke ved de mindre elever 😊
            Og der er jo masser af forlag og firmaer, bl.a. Randers Regnskov der i denne uge har lavet rigtig meget fedt. Så brug endelig det. Vi har den med tissemænd tilgode. Har ikke kunne overskue det endnu 🙈

    2. Du skal sgu ikke bakke ned, Astrid. Jeg er præcis samme sted som dig. Vi er på dag to, officielt i hvert fald, og hvor hjemmeskolen igår gik nogenlunde, havde Anton i dag det, der med et irriterende udtryk hedder ‘modstand mod læring’. Hold kæft, hvor var han sur. Over alting. Og Frida syntes, at jeg var dum, og at alting var kedeligt, og hvorfor GIDER DU ALDRIG LAVE NOGET, MOR!?

      Aula er ved at brænde sammen af vigtig info, og jeg psykopathader alting, og har hele dagen haft lyst til at skrige ind i en pude. Jeg bliver idiot af, at vi trykker på knappen – men kun halvt. At vi skal holde samfundet igang, samtidig med, at vi underviser vores skolebørn, passer og aktiverer de små, holder os ajour på verdenssituationen, besvarer mails fra jobs og jobcentre, forholder os til regler fra fagforeninger, som måske/måske ikke anbefaler, at vi kræver løn for hjemsendelse, fordi vi ellers måske/måske ikke kommer i karantæne i a-kassen, hvis vi måske/måske ikke bliver fyrede.

      Midt i alt det er der stadig vasketøj og madlavning og alt det, er stadig vælter ind, som f.eks. børnehaven, der idag gerne lige ville minde os om at fortælle, hvornår vi holder sommerferie. Og jeg forstår godt, at det hænger sammen med varsling af hovedferie for personalet – men hvordan helvede skulle vi vide det nu?? Og det hjælper ikke engang at gætte, for hvis vi tager fejl, er det jo ikke sådan, at man kan sige ‘nå, men så må du bare selv finde en løsning’ – for ingen kommer til at have så meget som 0.24 feriedage tilbage til hovedferien, og vi får heller ikke varslet ferien rettidig. Ps.: Hej, nye ferielov, også.

      Har du rettet din årsopgørelse? Hva? Har du Astrid? Og besvaret dine mails, og undladt at hamstre og husket at holde afstand, og holdt dig under de 7 genstande og bevæget dig 60 minutter og husket at drikke vand, og talt pænt til dine børn? Samtidig med, at du er bange/bekymret/woke?

      Jeg kan ikke idag. Overhovedet.

      1. Modstand mod læring?? Hvem finder på sådan noget?? Er det ikke en normaltilstand hos (mindre) skoleelever?

        Min ÅRSOPGØRELSE?? Hvad!?! Nej, det har jeg ikke. Og med hensyn til dine andre, småaggressive spørgsmål (no judgement), så nej, jeg har ikke besvaret mine mails (alle sammen i hvert fald), jeg holder mig konsekvent over syv genstande (Corona vin. #keepmommysane), jeg bevæger mig faktisk 60 minutter (fordi børn og cabin feber), vand? se førnævnte om vin, og jeg har skam talt pænt til mine børn, altså undtagen når jeg har råbt af dem. Men i dag var min mand også hjemme i formiddag og varetog hjemmeskolingen så jeg kunne flygte ned i kælderen og arbejde uforstyrret i tre timer. Og jeg løb i eftermiddag.

        Nu skriger yngsteynglen (så SOV dog, barn!) og mit overskud siver ud af mig hurtigere end jeg kan gå op ad trappen og hvislesyge “solen er så rød mor”. Forbi morgen er der endnu en dag i Coronaland og hvornår SLUTTER DET HER???

    3. Er smittet, har vuggestuebarn – med sut – og skolebarn og mand, som skranter og har opgivet hjemmeskoling på forhånd. “Bare der ikke er nogen, der slår hinanden ihjel”

      1. God bedring, Bodil! Og fuck al det hjemmeskoling.
        Vil dog godt slå på tromme for sofaskolen.dk – de har lavet fine små forløb som min 8årige er ret vild med indtil videre. Noget sjovere end de 100 regnestykker fra lærerenvi ellers skal slås med…

      2. Ej, øv, Bodil!! God bedring, og alt det bedste jeres vej. Håber, I kommer nogenlunde igennem det <3

  4. Altansang. Suk! Egentlig var jeg blevet okay med konceptet – tænkte, at det kunne nogen indenfor genren “sammenhold og kampgejst”. Men så var jeg vidne til en forunderlig scene, som for evigt vil være mejslet ind i min sarte underbevidsthed:
    Min far underholdt i eftermiddags det meste af Nansensgade i Indre By med sin (helt egen og temmelig frit fortolkede!!) version af Povls Dissings “Hilsen til Forårssolen” i ivrig symbiose med naboen på den anden side af gaden. Det stod de, hver især – og skrålede om kap med solen ud af de franske altaner. Og det var sådan ret ud-af-kroppen-agtigt på den der måde, hvor det går op for én, at man slet ikke har sluttet fred med, hvor fucking pinlige ens forældre kan være…

    1. Jeg fnøs kaffe ud over min skærm over den her. Tak for dagens grin, Signe. Det var tiltrængt! <3

    2. Hahahaaaa Signe – kæft jeg grinede af de billeder (eller rettere, den film) din kommentar fremmanede på min indre nethinde 😀

  5. Min mand er freelancer og har pludselig ingen, der ånder ham i nakken, så han har fået tjans som skolelærer, kantine og legeland for den 8 årige, mens jeg er flygtet ind i soveværelset for at vente på VPN forbindelse og have væg til væg videomøder, fordi alle er helt indstillet på, at vi bare kører på som vanligt. Vi har bare besluttet at vores datters fremtidige karrieremuligheder ikke står og falder med, hvad der sker i marts/april 2020, so be it…. i morgen står den på madkundskab (banankage!) og jeg har allerede lagt mig i kø hos matematikfessor (ha, som om!). I øvrigt sang nabobygningen altansang her til aften, det var faktisk rørende og hyggeligt.

    1. Jeg har også besluttet, at det ikke er karaktermord at køre full blown kompromis-stil de næste par uger. Helt overordnet set må det vigtigste være, at vi 1) passer på hinanden og 2) bliver så lidt sindssyge, som muligt.

      Og det er bare mig, der er et surt gammelt røvhul. Jeg ved det godt. Jeg bor vist bare helt forkert til at kunne se konceptet fungere, men derfor kan det jo sagtens være fint alle mulige andre steder <3

  6. Er smittet og har været så dårlig altså 🙁 Bliv for jeres medmenneskers skyld hjemme. Jeg er ung(-ish), sund og plejer aldrig at være syg, men jeg kan dælme godt forstå, at det ældre/syge segment tager den virus hårdt. Det er som at have influenza på den måde, hvor det rammer som et lyn fra en klar himmel. Så selvom langt de fleste ikke risikerer at dø af den, så er det virkelig ikke for sjovt, at regeringen har lavet lockdown.

    Stay safe out there…

    Magter ikke engang at begynde at forklare, hvor pisse hårdt, det er at være så syg OG have mand (som også skranter) og to små børn hjemme samtidig med, at der hænger noget hjemmeskoling og nogle arbejds-deadlines over én 🙁

    1. God bedring Katrine. Stakkels dig! Men tak for en almindelig beskrivelse af at være syg – jeg synes at medierne enten underspiller eller overspiller beskrivelserne, så det er rart at høre fra almindelig vinkel. Har I brug for hjælp?

    2. Katrine, din stakkel!! Sender alle gode ønsker i verden, og håber, at du er den eneste, der ryger ned på matriklen. Kærlighed og overskud din vej <3

  7. Vores ældste går i 1. Og jeg synes faktisk vores lærer har været ret godt til at give konkrete opgaver og så dels nogle sider til inspiration og så noget ekstra hvis man har tid.
    Det der har hjulpet her har faktisk været at lave et skema hvor hun kan krydse af. F.eks. lav s. 22 i arbejdsbogen. Nogle ting er delt ud på de enkelte dage (fordi der er et matematik sæt pr. Dag og x. Min at de her opgaver). Og det går ret fint. Hun skal sættes i gang og selvfølgelig have hjælp når det f.eks. Er højtlæsning men ideen med at hun kan krydse af virket her. Der er highfived når man krydser af og vi hjalp mandag med lige at snakke om at hvis man ikke læste der skulle man jo læse dobbelt næste dag og i går var hun så engageret at hun var både kom foran og lavede noget ekstra ting. Men min pointe er faktisk at det med skemaet hjælper hende fordi det er tydeligt hvor langt hun er. Og det er fedt at kunne de man er færdig..måske kan det hjælpe andre. Vi prøver at sikret pauser inden hun kører død i det. Vi har valgt at det er frivilligt om hun laver ekstra og må erkende at den fine inspiration lærerne har lagt ud enten ikke bliver brugt eller bliver modificeret for vi skal også underholde et børnehavebørn og forsøge at få to x arbejde til at gå op. Det holder hårdt men her hos os er struktur vejen frem (hos to virkelig ikke strukturagtige folk) fordi så ved jeg hvornår pigerne er ude (og jeg kan arbejde). Jeg ved hvornår jeg “har børnetjans” og må gå lidt til og fra og hvornår jeg har fokuseret tid til arbejde (hvor min mand har børnetjans). Begge vores unger blev ringet hjem tirsdag i sidste uge(den ene med mellemørebetændelse og den anden med feber (who knows what ) som kom pludseligt. Jeg synes det er virkelig svært at finde balancen i det hele og vi famler os lidt frem..hvor meget skærm må man se nu(ja det er rigtig meget mere), må man så godt få snacks andre tidspunkter end man plejer,kan de lege i haven selv hver dag? Hvor meget mad har vi brug for når vi voksne pludselig skal have frokost hjemme osv. Osv. Men jeg husker virkelig på at vi på mange måder er heldigt stillet når jeg er ved at få pip af at ungerne igen skændes om hvem der skal sidde hvor foran fjernsynet f.eks!

    1. Jeg tror, at den største udfordring er, at man helt overordnet har valgt at køre one-size-fits-all. hvilket jo er fuldstændig umuligt, når man tænker på, hvor forskellige virkeligheder, vi alle sammen sidder i herude. Nogle har store skolebørn, nogle har en blandet flok, nogle er to, nogle er én, nogle er hjemsendt, nogle står til rådighed og nogle skal bare hard core arbejde. Vi er alle sammen bekymrede og revet ud at hverdagen, og der er så mange faktorer, der spiller ind <3

      Det er dejligt at høre, at I har fundet en løsning, der fungerer, og at der – trods alt – er overskud. Det tror jeg, at vi skal hjælpe hinanden med at værne om, for på den lange bane tror jeg, at det bliver ligeså vigtigt som vacciner og hjælpepakker <3

      1. Jeg tror også der er stor forskel på hvordan skolerne har tacklet det. Vores lærer har meldt ud at der er de her opgaver og der er det her ekstra hvis man har tid/lyst overskud MEN at de godt er klar over der vil være forskel på hvordan ungerne kan få hjælp og at situationen er speciel. Jeg har læst andre hvor skolen har meldt ud at hvis opgaverne ikke er lavet tæller det som fravær (med mindre man er meldt syg)..og det synes jeg er en helt anden tilgang. Jeg oplever faktisk både at arbejdsgiver og skole accepterer at tingene er crazy..og det tror jeg ikke er tilfældet alle steder. og så bliver det da først umuligt. så må det være så hardcore at være ene dame på borgen så hatten af for jer! Jeg satte stor pris på at kun e træne lidt i fred i går. For så fik jeg ladet mine egne batterier lidt op.

      2. Årh for hulens. Nu synes jeg mine svar lyder sådan “se os vi har styr på det”-agtigt. Og det var bare virkelig ikke min mening. Jeg skrev egentlig fordi det vi gjorde mandag SLET ikke fungerede for os. Her havde vi forsøgt lidt skoleskema men alting skred. Vi spiste frokost for sent og de boller vi aftalte at lave til eftermiddag var først færdig til aftensmadstid og jeg var sur og alting var træls. Og jeg tænkte andre måske havde det på samme måde.
        Men det der virker her er:
        At vi ikke fastlægger hvornår datteren skal lave opgaverne (men hjælper igang). Vi sørger for det bliver lidt fordelt men hun bestemmer selv langt hen ad vejen hvilke oogaver hun går i gang med og hvornår der er brug for en pause
        At vi slapper mere af og accepterer at de glor mere tv f.eks.
        At vi prioriterer at gøre noget helt ind i mellem. Så vi ikke hele tiden er halvt på arbejde halvt passer unger.
        At vi har fokus på hvad der er vigtigst og at vi skal komme igennem det her uden at rive hovederne af hinanden.
        Bare fordi det hele er lidt uhyggeligt ude i verden og man ikke rigtig ved hvad der sker, hvor hårdt det rammer osv. Er det blevet så vigtigt for mig at holde fokus på det der fungerer (bare nogenlunde) og jeg må konstatere at på trods af at det er hårdt og svært at balancere det hele så kan jeg virkelig godt lidt vores lille familie.

        1. Sådan læser jeg dem overhovedet ikke <3 Jeg læser dem som et forsøg på at videregive noget, der virker hos jer, fordi vi alle sammen (tror jeg) kæmper virkelig meget med en følelse af magtesløshed, som gør, at man leder ret ivrigt efter en måde at være i det hele på. Jeg kan mærke den samme mekanisme hos mig selv; at jeg gerne vil videregive de små ting, jeg har fundet ud af gør en forskel her.

          Jeg forsøger at være meget bevidst om, når jeg synes noget fungerer, fordi jeg synes, det er virkelig svært at være i, når det hele kører af sporet. I de situationer er det godt at have succesoplevelserne liggende klar i lommen, så man ikke ryger helt ud over kanten i selvhad og utilstrækkelighed. Vores mandag var tæt på perfekt. Vores tirsdag var en af de mest rædselsfulde dage, vi længe har haft. Og måske fordi jeg ikke aner, hvor længe det kommer til at stå på, og jeg bare af natur er et menneske, der meget nemt får ø-kuller, så har jeg brug for at holde godt fast i det, der kører.

          Jeg læser udelukkende din kommentar som et forsøg på at bidrage til det. <3

    1. Hold nu KÆFT, det er sjovt!! Og det er endda Nena!! “Ich rufe an die Polizei!” – jeg dør!

    2. HAHAHAHA, hvor er det SJOVT! Jeg er klart den, der ville skrige “RUHE”!

      Jeg så et opslag, der opfordrede til altansang kl 19 hver aften i København, dvs lige midt i godnat cirkus, og jeg blev simpelthen så glad for at bo i en forstad, hvor INGEN kunne finde på at stille sig ud på villavejen og skråle løs. #suburbia

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.