M2023, uge 3
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Frosset rester af saft og æblemost ned i isterningebakker, str. XL, ligesom jeg også har gravet de te-rester frem, der har måtte vige pladsen for mine nye Chaplon-darlings.
Efter jeg er startet på medicin, er jeg tørstig hele tiden, og samtidig har jeg mindre lyst til kaffe. Kaffen har jeg et langt stykke hen ad vejen bare erstattet med te, men det er lidt van(d)skelligere med tørsten, fordi jeg i forvejen drikker relativt meget vand. For ikke at skylle nyrerne helt tørre eller gro aspartam-udløst teflon på indersiden, er jeg derfor begyndt at lede efter alternativer til postevand og Pepsi Max, og her er vand og danskvand med tebreve og/eller isterninger af æblemost og saft et ret godt alternativ. At jeg så samtidig får brugt noget af det, der ellers bare står og optager plads, er det, de fleste mellemledere ville kalde win/win.
2.
Har jeg fraveget mit ellers ret håndfaste princip om, at mine ting enten skal bruges eller videre.
For som jeg skrev i det her indlæg, er jeg begyndt at få øje på de steder i mit hjem, der sander til i løbet af et år. Det er åbentbart en januarting for mig, og måske er det ikke så mærkeligt, at man efter julens kompakte hygge, trænger til plads, rum og luft.
Jeg skrev meget modigt i samme indlæg, at jeg ikke ville give den hele armen i år, men bare taget tingene, når jeg fik øje på dem, men jeg kan allerede nu se, at der nok er brug for en smule mere system end dét. Min tanke var, at det ville være mindre stressende ikke at skulle have fat i *alting* i *alle* rum, men jeg kan mærke, at manglen på struktur faktisk bliver en stressfaktor, fordi jeg pludselig vil i gang med det hele samtidigt.
Til gengæld giver jeg fortsat mig selv ret i, at det ikke er nødvendigt at skulle have det hele gennem hænderne; der er efterhånden områder, hvor jeg kan se, at der ikke sker det store i løbet af et år. Kassen med det store fad, termoflaskerne osv. står f.eks. bare og passer sig selv bagerst i skabet, og når jeg har brugt dé ting, er der reelt kun ét sted, de kan stilles tilbage i. Det begrænser roderiet betragteligt.
Men de steder, jeg hele tiden er i, eller hvor der sniger sig en ny beboer ind i ny og næ; de skal trimmes og sorteres, og vildfarne ting skal følges tilbage på plads. Og hér er det nok gavnligt for både overblik og proces at tage ét rum ad gangen, men i stedet for minutiøst at gå a-l-t igennem, så nøjes med de skabe og skuffer, der er blevet lidt uglede.
I sidste uge tog jeg køkkenskabene, fordi jeg er blevet helt besat af buddhabowls (kæmpe last-mover, I know), og jeg derfor har købt et par skåle, der egner sig til dét. Ligeledes har jeg foræret mig selv et par termo-krus til te, og det begyndte derfor at knibe med pladsen. Og nu er det så, at vi – endelig, fristes man til at sige – er fremme ved, hvor jeg fraveg mit princip, for efter et grundigt kig i mine skabe, synes jeg faktisk ikke, at der var noget, jeg kunne undvære permanent. Den ekstra kaffekande er rar at have, fordi en ny-ny, når man smadrer den, man har, er rasende dyr, gin-glassene, jeg fik i gave, er tindrende smukke, og jeg vil ikke af med dem – men jeg bruger dem jo ikke dagligt.
Derfor endte jeg med at sortere de ting fra, som jeg ikke bruger i hverdagen, men som jeg gerne vil gemme, og pakke dem ned i en kasse, som nu står i mit skur.
Det kan hurtigt blive en glidebane, der leder durk ind i overfyldte loftrum og proppede pultekamre, men lige nu og her stod princippet i vejen for at komme videre med oprydningen, fordi jeg havde fået mig stirret blindt på det, og derfor prøver vi med en forsigtig undtagelse.
3.
Har jeg spurgt min mor, om hun kunne bruge 3 x bodylotion, som jeg ikke har taget hul på og ikke får brugt.
To af dem har jeg fået i gave, mens den sidste var én, jeg købte, engang jeg – igen – troede, at jeg skulle til at være sådan én med velafbalanceret, fugtig hud. Men jeg må bare erkende, at det kun er én gang hver anden uge, jeg kan overskue fornemmelsen af creme på huden, og her rækker de to cremer, jeg allerede har taget hul på, formentlig frem til sommer. Derfor er der ingen grund til, at de 3 andre står, helt fortabte, i mit skab og bliver for gamle.
I spørger, jeg svarer: Udredning & diagnoser
Det her indlæg bliver meget langt og meget emnespecifikt. Det vil ikke være relevant for alle, og har man ikke spektrumdiagnoser/udredning inde på livet, hopper man det bare over. Dog vil jeg sige, at det for familier, der står med de her problemstillinger, formentlig ville være en yderst velkommen oplevelse, at de mennesker, de har omkring sig, forstår, hvad det er, de står i/er igennem.
Jeg har modtaget 8 spørgsmål, som jeg efter bedste evne vil prøve at svare på:
- 1. Det private vs. det offentlige
- 2. Hvordan foregår en udredning?
- 3. Mistanke om diagnose, men barnet trives for nu. Udredning eller ej?
- 4. Jeg mistænker diagnose hos mig selv – hvad gør jeg?
- 5. Jeg mistænker diagnose hos mit barn – andre primær-personer er uenige. Hvad gør jeg?
- 6. Hvornår kan man tillade sig at bruge solsikkesnoren?
- 7. Bør man melde sig ind i Landsforeningen for Autisme?
- 8. Kravreduktion vs. opdragelse
Det er vigtigt for mig at understrege, at der er meget stor forskel på kommuner og regioner, og at man, fordi der er et lovgrundlag og en procedure, desværre ikke er sikret, at disse overholdes og følges. Det kunne jeg skrive meget og længe om, men det er ikke det, der skal fylde her; jeg vil bare gerne have det med, så man er forberedt, hvis man enten selv støder på afvigelser eller hører om nogen, der har haft et andet forløb, end det, jeg beskriver her.
Indlægget bygger på mine egne erfaringer, og der vil helt sikkert være elementer af udredningsafsnittet, som er anderledes, hvis det ikke er ADHD eller autisme, der udredes for. Når jeg alligevel vælger at skrive det, er det fordi, min egen oplevelse har været, at man ikke kan få et klart svar nogen steder, når man som ny forælder er på vej ind i det her. Ingen vil rigtigt ud med noget, fordi der *er* masser af nuancer og undtagelser – men man bruger utroligt mange kræfter på at forsøge at skabe sig bare et minimum af overblik, og derfor får I det, jeg har fået stykket sammen undervejs.
Ifald det bliver sendt til nogen, der ikke kender mig og min baggrund er den som følger:
- Jeg er mor til Anton på 12 år, som har diagnosen Infantil Autisme og Atypisk Søvnforstyrrelse. Han er udredt i det offentlige.
- Jeg er mor til Frida på 7 år, som har diagnoserne ADHD og Atypisk Søvnforstyrrelse. Hun er udredt i det private.
- Jeg er 46 år og selv for nyligt sen-diagnosticeret med ADHD. Jeg er udredt i det offentlige.
- Jeg er tegnsprogstolk og har gennem de sidste 22 år tolket udredningsforløb mange forskellige steder i Danmark.
Sidst men ikke mindst: Et grundgodt menneske, jeg har været så heldig at have i periferien af mit liv i over 15 år, er igang med sin speciallægeuddannelse til børne- og ungdomspsykiater. Hun tilbød sin hjælp, og jeg har fået hende til at læse indlægget igennem inden udgivelse, så jeg ikke skriver noget, der er helt skævt. Eventuelle fejl og uklarheder er mine alene.
Lad os komme i gang.
1. Det Private vs. det offentlige
Vi starter her, fordi det er inden selve udredningen, den største forskel mellem det offentlige og det private består.
Det offentlige:
Både egen læge og skole/PPR kan henvise barnet til udredning, så i princippet bør man kunne starte begge steder. Min erfaring er dog, at Børne- og Ungdomspsykiatrien (BUP) i langt de fleste tilfælde afviser henvisninger, der ikke kommer fra PPR.
Mit bedste råd er derfor, at man starter med at gå til egen læge og insistere på at få henvisningen; simpelthen fordi det i den her fase handler om at lukke døre, så man ikke spilder tiden på at løbe forgæves mellem skolen, der siger ‘egen læge’ og egen læge, der siger ‘skolen’. I vores tilfælde afviste BUP Fridas henvisning fra egen læge på 5 timer med henvisning til PPR, men med Anton brugte jeg 2 måneder på at rende fra skolen til lægen og tilbage til skolen, og her tog det trods alt kun én dag.
Herfra handler det så om at få PPR i tale. Igen kan man i princippet selv henvende sig, men ofte er der desværre så mange børn på venteliste, at de er nødt til at tage de mest kritiske børn først. Det betyder helt lavpraktisk, at man her i Esbjerg Kommune reelt er tvunget til at vente på, at barnet kommer i mistrivsel, men om det er det samme i hele landet, ved jeg ikke. Lige her har jeg kun min egen erfaring at trække på.
Derfor vil PPR ofte først komme på banen, når skolen tager initiativ, og dermed bliver det typisk de børn, der fylder i skolen, som tidligst får hjælp, f.eks. hvis de larmer, er urolige, udadreagerende eller i tydelig mistrivsel. Som vigtig tilføjelse vil jeg sige, at det er meget typisk, at man som forældre ser problemet hjemme længe før det kommer til udtryk i skolen, simpelthen fordi barnet er trygt derhjemme, og det derfor er der, masken falder. Man kan “hjælpe” skolen på vej ift. at få PPR råbt op ved at være *meget* insisterende. Det var jeg, og det kan godt lykkes, men det er hårdt arbejde, fordi man kæmper mod både lærerskift, skoleferier osv. og mod de økonomiske begrænsninger, som skolen er underlagt.
Når PPR er ombord, er deres opgave at lave en vurdering af, i hvilke situationer barnet er udfordret/mistrives, og hvad der er brug for af hjælp. En del af deres opgave er at udelukke, at barnets udfordringer kan handle om noget helt konkret, f.eks. nedsat hørelse, ordblindhed, begavelse osv. De udarbejder på denne baggrund det, der hedder en Pædagogisk Psykologisk Vurdering, en såkaldt PPV, som er et redskab til de fagfolk, der er omkring barnet.
Hvis skolepsykologen ender med at indstille barnet til udredning, vil det være med udgangspunkt i PPV’en, og BUP får dermed et godt forhåndskendskab til barnet og dets udfordringer, inden de påbegynder selve udredningen, hvilket betyder, at de kan målrette udredningen tidligere i forløbet.
Det private:
I det private starter man der, hvor PPR stopper i det offentlige. Man springer hele den indledende del over, og det kan der siges både godt og dårligt om.
Den første og største fordel er tidsbesparelsen. Antons udredning tog næsten 3 år, Fridas tog 8 måneder. Når vi taler om de her børn, så er tid uendelig vigtigt, fordi deres kurver ofte stiger lodret, når kravgraden i skolen stiger i takt med, at de bliver ældre.
I det private er der også den store fordel, at man ikke skal bokse med dørmænd, der har økonomiske interesser i de ressourcer, der eventuelt skal allokeres til barnet.
Ulemperne er, at den, der skal lave udredningen ikke kender barnet, og at vedkommende er en tredjepart, der ikke har et etableret samarbejde med skolen/institutionen.
Ift. muligheden for at blive udredt i det private, er der flere veje at gå. Man kan enten selv betale ved kasse 1 (det her bliver der ofte spurgt til i de grupper på fb, jeg er med i, og jeg kan se, at prisen ligger på ca. 25.000 kr.), man kan tjekke, om den eventuelle sundhedsforsikring, man har, dækker udredning (det gjorde vores ift. Frida), eller man kan skifte til sygesikringsgruppe 2. Den model kender jeg intet til, men man kan læse mere om den her.
En udredning fra det private er fuldt ud ligeså gyldig som én, lavet i det offentlige, men laves en udredning af et barn gennem PPR (det offentlige), har skolen været på banen langt tidligere, end hvis man bare stiller med en diagnose, og derfor kommer man nok til at skulle lidt mere på banen som forældre, hvis skolen først kommer med ombord, når udredningen *er* lavet.
Den privatpraktiserende psykiater kan efter udredningen ‘hentes over’ til netværksmøder osv.; dette kræver bare, at man på bagkant får en henvisning fra egen læge.
Nu er vi fremme ved døren. Så:
2. Hvordan foregår en udredning?
En udredning består, skåret ind til benet, af 4 dele: En screeningssamtale, et forældreinterview, en test/observationsdel og en afsluttende samtale.
Screeningssamtalen ligger altid først, men de andre 3 dele har jeg set i alle tænkelige konstellationer af rækkefølge, og jeg har også oplevet, at nogle kommuner/regioner slår nogle af elementerne sammen.
*Screeningssamtalen
Den første, lange samtale, hvor det vurderes, om der overhovedet er grund til at lave en udredning. Man deltager sammen med sit barn, og vurderingen bygger på både det, man selv fortæller, det man spørges om, og barnets svar og adfærd.
Jeg har kun oplevet og set, at man, inden man går hjem, har fået svar på, om der kan laves en udredning. Hvis ikke, slutter udredningsdelen her, og man må tilbage til skolen og finde ud af, hvordan man hjælper barnet videre.
Vurderes det, at der kan være noget om snakken, starter næste del af udredningen, som består af nedenstående elementer.
*Forældreinterview
En seance af et par timers varighed, hvor der bliver spurgt ind til barnets udvikling, og særlige hændelser, der eventuelt kan have haft betydning for barnet. Der fokuseres på bestemte aldersområder, afhængigt af diagnose-mistanke; f.eks. kigger man ved udredning for autisme meget på perioden omkring 3-års alderen.
*Observation af barnet i institution/børnehave/hjemmet
Her observeres adfærd og samspil, der er relevant for den diagnose, man er i gang med at udrede for.
*Opmærksomhedstest/intelligenstest/ADOS/diagnostisk interview med barnet
Igen vil testens indhold afhænge af, hvad man udreder for og hvor gammelt barnet er, men alle tests og interviews er designet til at tydeliggøre, hvor barnet er udfordret og hvordan.
*Afsluttende samtale/konklusion
Samtale, hvor man kort og godt får resultatet af udredningen, og hvor der, hvis diagnosen stilles, laves en plan for det videre forløb.
———
Her slutter fakta-delen af indlægget, og de næste 5 afsnit falder i holdningskategorien. Det er mit forsøg på at besvare på de spørgsmål, jeg har fået i kommentarfelter, på Instagram og i indbakken, og det, jeg skriver, står helt for egen regning.
———
3. Mistanke om diagnose, men barnet trives for nu. Udredning eller ej?
Her grænser jeg nok til at være inhabil, for i og med, at jeg har valgt udredning af os alle tre, ligger der jo i dét en indikation af min holdning.
Men når det er sagt, så tror jeg ikke, at jeg kan komme i tanke om én eneste grund til ikke at få lavet udredningen af et barn, hvis mistanken er der; økonomi værende den eneste undtagelse.
Af mange grunde. Dels er det umuligt at forudsige, hvordan ADHD, autisme osv. udvikler sig, og hvor barnet viser sig at være udfordret. Rigtig mange af dem, der er dygtige til at maskere, får det rigtig, rigtig svært omkring 5. klasse, fordi der i de år sker så meget, både fagligt og socialt, at det bliver for mange bolde at holde i luften, samtidig med, at man er på kronisk overarbejde for bare at være tilstede. Hvis man først dér som forældre sætter ind, er der lang vej til en diagnose og hjælp, og de her børn er i forvejen i forhøjet risiko for at udvikle overbelastningsreaktioner, som ofte leder til skolevægring, selvskade, OCD eller depression. Derudover hører jeg også mange steder fra, at man kommer til at kæmpe mod sin egen historik, for ‘det er jo gået så godt indtil nu’.
Hvis barnet er ældre, og man først begynder at lægge mærke til noget omkring 14-15 års alderen, er min tanke, at man må tale åbent med barnet om det, så man meget tydeligt får signaleret, at man gerne støtter op om en udredning, hvis barnet gerne selv vil have den lavet. Samtidig ville jeg selv sørge for at være *meget* tydelig omkring, at der ikke er noget forkert eller farligt ved en eventuel diagnose, så barnet ikke skal bruge et i forvejen sparsomt overskud på at være bange for at være forkert eller skuffe sine forældre.
For mig at se er der ikke noget at tabe. Er der ingenting at komme efter, behøver man ikke tænke mere over det. Er der noget, er det adgang til øget selvforståelse og hjælp.
Og til dem, der måtte sidde med ‘hvorfor skal alle pludselig have en diagnose’ bagerst på tungen: Mit bud er, at man, hvis man kigger på udviklingen indenfor medicin, vil se den samme kurve for alle typer af sygdomme, nemlig at kurven, når vi pludselig får øjnene op for, at noget hænger sammen, i en periode stiger voldsomt. Ikke som udtryk for at flere bliver syge, men som udtryk for, at vi pludselig får en forståelsesramme at sætte nogle symptomer ind i, og at udfordringer, der før bare blev tilskrevet hysteri eller indbildning, nu pludselig viser sig at være symptomer på en reel lidelse.
4. Jeg mistænker diagnose hos mig selv – hvad gør jeg?
Jeg har grebet det an på samme måde for os alle 3: Jeg har haft en liste liggende på mit bord, og hver gang, jeg har bemærket noget, som har været ‘skævt’, har jeg skrevet det på.
Samtidig har jeg opsøgt viden, både bøger og podcasts, men faktisk også helt lavpraktisk på SoMe, hvor jeg har fulgt både professionelle og mennesker med diagnoser. Ift. sidstnævnte er det selvfølgelig vigtigt at være kildekritisk, og også at have i baghovedet, at selvdiagnosticering inden for det her område er meget udbredt, men over tid og med input fra mange forskellige afsendere, tegner der sig alligevel over tid et billede.
Jeg har listet de udfordringer, jeg bøvler/har bøvlet med, sammen med inspiration til litteratur og IG-konti i et tidligere indlæg her.
5. Jeg mistænker diagnose hos mit barn – andre primær-personer er uenige. Hvad gør jeg?
Mit råd her vil være at starte med at gøre det samme, som jeg nævner ovenfor, nemlig at begynde at skrive de ting ned, man ser og studser over. Min oplevelse var, at jeg, da først jeg startede, ret hurtigt kunne se et mønster i de forskellige udfordringer og skævheder.
Hvis man har modstand mod noget, er det ofte fordi man enten ikke forstår det, ikke ved, hvad man kigger efter, eller er bange for, hvad det, man ser, kan indebære. Min erfaring er, at det kan være en hjælp at være meget konkret, når man forsøger at synliggøre overfor en afvisende lærer/pædagog/ægtefælle, hvor man ser udfordringerne.
Måske finder man ud af, at der faktisk ikke er “noget”, når man vil skrive det ned og dermed skal være konkret, eller måske bliver man bestyrket i sin mistanke. Sker det sidste, må man prøve at gå til de andre primær-personer igen, og afviser de stadig, må man overveje, om der er andre veje at gå. F.eks. om det er muligt at sparre med egen læge eller om man kan opsøge andre, der har erfaring på området. Her er fb-grupper ofte en god mulighed.
6. Hvornår kan man tillade sig at bruge solsikkesnoren?
Det her spørgsmål popper jævnligt op i de forskellige fora, jeg er med i, fordi nogle er bekymrede for, om konceptet bliver udvandet, hvis folk, der ikke har en officiel diagnose, begynder at bruge solsikkesnoren.
Jeg synes bare, at man skal give den gas. Den giver ingen privilegier i form af rabat eller forlommer i køen, og da den bliver brugt af alle (der har lyst) med usynlige handikap, er det ikke én særlig gruppe, man ‘tager noget fra’ ved at signalere tilhørsforhold, selvom det måske, diagnosemæssigt, viser sig ikke at holde stik.
Snoren appelerer til tålmodighed og lidt mildere øjne, og jeg har svært ved at se, at det på nogen måde kan være en dårlig ting.
7. Bør man melde sig ind i Landsforeningen for Autisme?
Som gammel TR kommer jeg til at dø med sværdet i hånden ift. at jo flere man er, jo stærkere står man. Og har man autisme inde på livet, synes jeg på alle måder, at man skal støtte op om enhver form for organisering, der på sigt kan give primærgruppen indflydelse på de valg, der politisk træffes på gruppens vegne, og hvor der er hjælp at hente for den enkelte familie.
8. Kravreduktion vs. opdragelse
Rigtig mange børn med diagnoser har i nogle situationer en adfærd, der står i skærende kontrast til, hvad vi som samfund opfatter som ‘rigtigt’. F.eks. kan de have rigtig svært ved at sidde stille ved bordet, de kan være meget selektive ift. mad, og de kan have et skærmforbrug, der ville få Lola Jensen til at slå korsets tegn for sig.
Derfor er det jævnligt oppe at vende, om man skal stå fast på, at barnet f.eks. skal smage ny mad eller blive siddende ved bordet, til alle er færdige – eller om man bare må give op.
Min oplevelse er, at de her spørgsmål ofte kommer fra ‘nye’ forældre, fordi man i den fase stadig kæmper med at forstå, hvad det egentlig vil sige at have (et barn med) en diagnose. Det er en super frustrerende fase, og man bliver, både der og i årene der følger, jævnligt ramt af ‘men det kan sgu da ikke passe, at det skal påvirke ALT!? Kan jeg ikke engang have dem med ud at handle!?’ For mig hjælper det altid at tænke på, hvad man ville gøre, hvis man havde et barn i kørestol. Med et synligt handikap ville det være nemmere at forstå, at nogle ting er nødt til at være anderledes for det her barn, end det er for andre, og at det ikke handler om, at barnet ikke vil, men at det ikke kan.
Når man med tiden begynder at forstå, *hvorfor* et barn har en bestemt adfærd eller reagerer på en bestemt måde, så mister man automatisk lysten til at stå fast på Skal & Plejer, synes jeg.
For at tage et konkret eksempel:
Mine børn har meget svært ved at sidde stille ved bordet, og i starten troede jeg, at det handlede om opdragelse og manglende vedholdenhed fra min side.
Men i takt med at jeg begyndte at forstå, at børnene reagerer, når de er overstimulerede, begyndte jeg også at lægge mærke til et mønster, nemlig at ingen af dem har problemer med at sidde pænt og relativt længe ved bordet om morgenen, mens de nærmest kravler på væggene om aftenen. De skal begge ‘hentes’ tilbage til bordet 5-6 gange i løbet af et aftenmåltid, som tager 5-10 minutter.
I dét ligger der til mig en information om, at uroen skyldes, at hele systemet er så overbelastet af at have været i skole og omkring andre en hel dag, at den samlede mængde af stimuli (madens tekstur og smag, øjenkontakt, samtale, taktile stimuli fra bord, stol og gulv, lys og lyde fra vejen og fra naboen osv. osv) bliver for overvældende til at kunne holdes nede/maskeres.
Med dén forståelse mister jeg lysten til at insistere. For det ville jo svare til at tvinge sit barn til at holde hånden på en kogeplade, de er i gang med at brænde sig på. Derfor bliver man nødt til at gentænke sine regler og sit levemæssige set up, for selvfølgelig er der nødt til at være en form for orden i kaos, hvis ikke man skal ende med at grave sig ned i haven i afmagt.
For os betyder det, at man skal (prøve at) blive siddende, mens man spiser, men må sige tak for mad, så snart, man er færdig; også hvis det er efter 3 minutter. Til gengæld skal man så sætte sig i sofaen eller gå ind på værelset, så man ikke forstyrrer den/dem, der stadig spiser. (Som ikke på *nogen* måde har brug for yderlige afledning…!) Vi spiser kun aftensmad sammen med de allernærmeste, og kun til særlige lejligheder, simpelthen fordi det er en begivenhed, der kræver for meget af børnene på et tidspunkt, hvor de ikke har mere at give af.
Man må gøre op med sig selv, hvordan energien er bedst brugt, ligesom det også kan være en god investering at kigge lidt indad og blive klogere på, hvorfor man synes, det er vigtigt, at børn adlyder og gør ting på bestemte måder. Det har i hvert fald for mig ledt til mere elastik og ro i mine beslutninger om at gøre tingene på vores måde, naturligvis med respekt for andre og deres regler i deres hjem, men uden at undskylde for at være dem, vi er.
———-
Med 5 fulde A4-sider er dette det længste indlæg i bloggens historie, og NU fletter jeg næbbet, så I kan komme til. Jeg håber, at de af jer, der har sendt mig spørgsmål, føler, at jeg har svaret fyldestgørende på dem. Ellers markerer I bare; kommentarfeltet er hermed åbent.
M2023, uge 2
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
1.
Har jeg foræret en rulle færdig risengrød væk (don’t judge). Anton ELSKER det, og jeg bruger det, når jeg laver ris a la mande til julefrokosten, men i denne omgang var der en hel skål i overskud fra juleaften, og derfor var det ikke nødvendigt med en ny portion.
Jeg havde 2 ruller liggende, som begge kunne holde til d. 14.01, så der har været risengrød som eftermiddagsmad et par dage i ugens løb, og så forærede jeg allerede mandag (så hun rent faktisk kunne nå at bruge det) den ene af rullerne til naboen, som på forhånd havde sagt ja tak.
2.
Har jeg haft to tørklæder, som jeg fik min søde mor til at sy af noget meget lækkert bambusstof, med retur til hende, og spurgt, om hun ville konvertere dem til undertøj til Frida. Tørklæderne var skønne, men jeg fik dem bare ikke rigtig brugt, så i stedet for at flytte rundt på dem, for så til sidst at smide dem til genbrug, er de nu omsat til 3 sæt af det fineste undertøj.
3.
Lavede jeg, i forlængelse af sidste uges indlæg, et opslag om net-tariffen og lagde det på min egen fb-side, for jeg KAN ikke forstå, at det ikke fylder mere i pressen, når det er så mange penge for den enkelte familie, vi taler om.
Min væg er jo ikke Politiken, det ved jeg godt, men nu har jeg da fået budskabet ud til lidt flere, og så er der måske 20-30 familier, der ikke behøver at opdage det her på den hårde måde.
4.
Var vi søndag på Fiskerimuseet.
Jeg var kommet afsted uden min pung, så jeg havde ikke Antons ledsagerkort med. Men da jeg stod der, blev jeg i tvivl om, om jeg overhovedet kunne bruge det, for ledsagerkortet følger barnet, hvilket betyder, at jeg altid køber billet til ham, men så selv kommer med ind som ledsager. Det er lavet på den måde, så kortet kan bruges af den, der nu følges med barnet den dag, uanset om det er en forælder, en bedsteforælder eller en fagperson.
Men jeg mente at kunne erindre, at Fiskerimuseet for nogle år siden lavede deres prissystem om, så børn under 18 år kommer gratis ind, og det kun er den voksne, der betaler. Derfor var jeg i tvivl om de lavpraktisk betingelser her. Men “Hvis du har hans kort med, så kommer I alle 3 gratis ind.” “Ok – og når jeg har glemt det?” “Ja, så koster det 175 kr. og så ved du det til næste gang”. Og det er da selvfølgelig rigtigt.
Det var nogle irriterende lærepenge, og selvom jeg måske syntes, at skoene var lige små nok (fordi man sagtens kan både se og høre på Anton, at han er sin helt egen), så var det mig, der har glemt kortet, og så må det være sådan. Men i det mindste fandt jeg ud af, at vi fremover kan komme gratis ind, og jeg blev mindet om, at jeg skal have søgt et ledsagerkort til Frida også. Så med dén ja-hat på, er de 175 kr. jo nærmest en slags investering.
Lige lidt lavpraktisk info til sidst: Næste uge har jeg meget om ørerne, både arbejdsmæssigt og fordi jeg har fødselsdag. Derfor er planen, at udredningsindlægget kommer på i løbet af weekenden, og så kommenterer I bare alt det, I vil; jeg skal nok svare løbende. Næste uges M2023-indlæg kommer muligvis først på lørdag, men det kommer, det lover jeg.
God weekend derude.
Tilstandsrapport
Egentlig havde jeg planlagt, at det var i dag, jeg ville skrive svar til de spørgsmål, jeg har fået omkring udredning, men det føltes pludselig som om, de sidste mange indlæg har været tema-opbundne, og jeg trænger lige til at skrive et helt almindeligt how-is-life indlæg for ikke at forsvinde helt.
Og altså. Det er jo ikke fordi, der sker en masse vildt på den store plade, men jeg synes, der sker lidt i det små.
Jeg er f.eks. startet op på det skriveforløb, jeg tilmeldte mig for nogle måneder siden. ‘Skriveskole’, som mine børn kalder det. De virker nærmest målløse over, at det er noget, jeg har tilmeldt mig frivilligt, men det er virkelig godt. Hver aften, når lopperne er smidt i seng, tænder jeg mit skrivelys, (som lyder meget fancy, men som bare er et helt almindeligt stearinlys) som en måde at markere for mig selv på, at nu ringer klokken ind, og så skriver jeg en halv times tid.
Skriveforløbets tema er årshjulet, og vi får nogle oplæg på mail, men ellers er det bare mig, der skriver til mig for min egen skyld. Det er ret vildt. Faktisk. Det er *super* uvant for mig at formulere noget, der bare er til mig selv, og som ikke har et konkret formål. Min optimerings- og formidlingshjerne lider alle verdens kvaler, men til gengæld har min lidt mere alternative side en fest, fordi jeg kan skrive præcis, hvad der falder mig ind, uden at frygte, at jeg fremstår fuldstændig bims. Temaet giver en opmærksomhed på naturen, og hver der sker derude, både på himlen, i jorden og i dyreriget, og jeg kan allerede mærke, at det giver en form for forankring, som føles virkelig godt.
Jeg er også startet op på medicin, og det er godt nok en gamechanger. Hvis jeg skal forsøge at forklare, hvordan det føles, så opdager jeg nu, at jeg altid har kørt på en motorvej uden midterstriber i stormvejr, hvor der går mennesker og dyr på kørebanen, og man hele tiden risikerer, at en papkasse blæser ud foran bilen. Nu er der bare fed, sort asfalt, autoværn og velfriserede marker så langt øjet rækker. Vi er der ikke helt endnu, dosismæssigt, men sikke dog en forskel allerede. Jeg har ingen af de bivirkninger, jeg ellers har læst meget om, ud over, at det – stadig – er svært for mig at sove. Og så er der en masse mentalt arbejde, der pludselig trænger sig på, fordi jeg både skal finde ud af, hvem jeg er under alt det, ADHD’en har vist sig at skabe, og tage mig selv i det, når jeg har en automatreaktion, som ikke længere udspringer af jagten på et dopamin-fix.
Fridas kurve er rimelig lodret lige nu, Antons skoleskift rykker tættere på med flere svære dage, og jeg skal være ærlig og sige, at det somme tider trækker tænder ud. Vi har så modsatrettede behov herhjemme, at det er svært at skabe et miljø, hvor alle får, hvad de har brug for, og kombinerer man det med søvnforstyrrelser galore, så giver det dage, hvor mor har lyst til at sende sig selv på kostskole i Schweiz.
Men det var derfor, Gud opfandt eskapisme, og ud over Chaplon-te, som er min nye besættelse, og som jeg høvler ned i litervis, så er jeg i gang med en bog, jeg har fået anbefalet, som er virkelig, virkelig god, nemlig ‘Defender’ af G.X. Todd. Vi er i Hunger Games/Walking Dead-genren, og jeg kan ikke finde den oversat i bogform, men det er engelsk på et niveau, hvor man sagtens kan være med, og den ligger, så vidt jeg kan se, som lydbog på Mofibo (ikke spons – jeg har ikke selv Mofibo).
På seriesiden har jeg slæbt mig igennem The Sinner 4, og jeg var fælt skuffet. JA, en rodet omgang med alt for meget forpint mimik, og en start så langsom, at jeg måtte sætte mig på hænderne for ikke at kradse huden af mit eget ansigt. Men pålidelige kilder siger, at den er skøn, hvis man er til slow burns, så om ikke andet er jeg igen blevet bekræftet i min mistanke om, at jeg nok mere er til benzin og flammekastere. Så jeg drikker te og tager nogle sider i min dystopiske bog, mens jeg tæller ned til The Last Of Us i stedet.
Inden jeg stryger ud i verden, vil jeg lige runde to ting:
Dels et heads up til de to, der i december sendte mig mails om ‘I spørger’-indlæg: Jeg har svaret jer begge, men ikke hørt mere fra jer. Alt godt, hvis det er fordi I har ombestemt jer – jeg ville bare lige sige, at jeg har skrevet tilbage, i tilfælde af, at jeg er røget i spam-filteret, og I tror, jeg spiller kostbar.
Og endelig bare et løfte om, at udredningsindlægget kommer på i næste uge. De 3 temaer, der er kommet spørgsmål til indtil nu er:
*Hvordan foregår en udredning, sådan helt lavpraktisk?
*Vi tror, vores barn er autist/har adhd, men barnet trives lige nu. Argumenter for/imod udredning?
*Kan en udredning fra det private bruges i det offentlige?
Hvis man skal have noget med, kan man stadig nå det. Så melder man bare ind i kommentarfeltet her eller sender en mail på blogsbjerg@gmail.com.
Hav en skøn dag derude.
M2023, uge 1
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
1.
Har jeg for første gang også skrevet lidt i Min Bog om nytårsaften.
Vi fejrede igen det nye år alene, bare os tre, og ligesom de forgående år kan jeg næsten ikke være i mig selv over, hvor rart det er. Vi kan gøre det 100% på vores præmisser, og når alle ydre hensyn og traditioner/rammer er fjernet, får vi en aften, der er ægte hyggelig og festlig.
Indtil nu har det fungeret fint bare at køre same procedure as last year, men i år kunne jeg pludselig mærke, at børnene er blevet større. Det havde lidt at sige ift. mad og mængder, men også ift. det fyrværkeri, vi køber.
Vi huserer virkelig i småtingsafdelingen, og set ud fra et M20XX kan man diskutere, om krudt er nødvendigt. Men jeg kan godt lide, at vi gør lidt for at skille hverdag fra fest; at vi ikke stiller skålen med salat ind på bordet i den Magretheskål, den er rørt i og bare altid går med praktisk og nemt. Hvis det er sådan, vi lever, kan vi ligeså godt sove i en kiste, for sådan én skal vi jo alligevel alle sammen bruge til sidst.
For os er fyrværkeri en måde at strække aftenen lidt på, og jeg vil gerne betale det, det koster, at det er noget, vi har sammen, og som vi planlægger, kigger på og køber i fællesskab. De sidste par år har vi købt børne/junior-pakker, hvor der er 100 småting, der bare lige lyser op og kvækker, og så et par raketter. I år havde jeg (ved en fejl, faktisk) fået bestilt en pakke, hvori der var færre men større ting, og det var en succes.
Om 10 måneder har jeg glemt alt, hvad jeg gjorde mig af tanker, så nu har ‘Nytår’ fået 3 linjer i bogen under ‘jul’ så vi bygger videre på det, der virker.
2.
Stod menuen nytårsaften (efter børnenes ønske) på burgere, og d. 01. havde jeg derfor lidt grønt, oksekød og dip* i overskud.
Jeg endte med at bootleg’e en chili con carne-suppe, hvor jeg smed det hele i, sammen med hakket tomat, en dåse bønner, og en rest majs, og den blev helt outstanding. De hjemmebagte burgerboller (de her. De er forrygende, men ubetinget bedst, når de er friskbagte) var perfekte til, og der var masser af suppe i overskud til fryseren.
*Fordi jeg ofte bruger dip i tærter, supper osv. øser jeg altid op i en lille skål, som jeg sætter på bordet, og har selve ‘masteren’ til at stå på køl.
3.
Bliver vi nødt til at tale om den nye net-tarif på strøm, der trådte i kraft 01.01.23. Og jeg kan næsten mærke suset af det dybe suk fra de af jer, der synes, at emnet er røvsygt. Men please hæng på.
For det er vigtigt, det her.
Jeg har holdt øje med tallene siden i søndags, og uden at være 100% præcis, så er prisen i snit omkring 2 kroner højere pr. kWh mellem 17 og 21, sammenholdt med den billigste periode (kl. 00.00-06.00).
Som tommelfingerregel siger man, at gennemsnitsdanskeren bruger 4,3 kWh om dagen (3,2 hvis man er samboende). Der er forskel på, hvordan man forbruger, hvis man bor i hus vs. lejlighed, men et konservativt bud er, at lige knap halvdelen af dit forbrug ligger på tøjvask, madlavning (ovn, opvaskemaskine, emhætte osv), og det, der i tabellerne hedder ‘underholdning’.
For en familie som vores giver det et forbrug på 10 kWh om dagen. Vi ligner mange andre ift., at jeg laver mad omkring kl 18, smider en vask over, når ungerne har været i bad, og starter opvaskemaskinen, når jeg har ryddet af bordet. Det betyder, at over halvdelen af vores forbrug ligger i de timer, hvor strømmen nu er allerdyrest. Omsat til tal betyder det, at vi kommer til at betale
5 kWh x 2 kroners merpris på nettarif = 10 kr EKSTRA om dagen.
Så kan man bare selv give sig til at gange op på måneds- og årsbasis.
Og den her betaling kommer *oveni*, at strømmen i forvejen er dyr, så hvis du synes, din elregning var slem i 2022, så bare vent til 2023, hvis du ikke forholder dig aktivt til det her.
“Det er alt sammen meget deprimerende, Linda. Kom med noget, vi kan bruge!”
Yes. Det kommer her.
For for det første handler det om at ændre vaner, hvilket er svært men ikke uladesiggørligt. Nogle (op)vaskemaskiner kommer med timer, og bor og lever man, så det giver mening at udnytte det, så er det bare at gå i gang. Men har man ikke den mulighed, er der stadig masser, man kan gøre.
*Man kan f.eks. tænke ind i sin madlavning, at man måske smider lasagnen tidligt i ovnen, slukker kl 17 og så bare lader den stå derinde, til man skal spise. Jeg lover, at man stadig kan brænde sig på osten.
*Er man virkelig disciplineret kan man koge en keddel vand og hælde på sin termokande, så man har til te/kaffe i løbet af aftenen.
*Ift. opladning kan man gøre en hel del. Jeg har rigget det timerstik, jeg flere gange har skrevet om, til med en lang stikdåse, som alle vores opladere sidder i. Det lange stikdåse sidder i timerstikket, som jeg så har sat til at slå til hver nat kl. 00.01 og slå fra igen kl. 06.00. (Og til dem, der har det stramt med opladere og nattetid: Jeg har en røgalarm lige over arrangementet). Her plugger jeg de flade devices i, inden jeg går i seng, og således er der strøm på dem den efterfølgende dag.
*Tøjvask og opvask er de helt store svin i det her regnestykke, så der er virkelig noget at hente, hvis man kan flytte rundt på noget. Jeg har vænnet mig til at skubbe tøjvask og start af opvaskemaskine, så jeg enten gør det, lige når vi kommer hjem om eftermiddagen, eller i løbet af dagen, når den variable strømpris (som stadig svinger inden for det gitter, som net-tariffen er lagt i) er lav. Det betyder, at der lander tøj i vasketøjskurven 3 timer efter, at jeg har tømt den, og for et ordensmenneske som mig er det mere frustrerende, end jeg har lyst til at indrømme. Men igen: 10 kroner om dagen, Mulle, og det *er* jo reelt bare et rul, man skubber, så det falder anderledes.
Til sidst vil jeg sige, at Opus somme tider havde ret: Life is life. Der kan være 100 faktorer, der gør, at man én dag er nødt til at tappe af guldhanen og vaske/lave mad/køre opvaskeren prime time. Sådan er det, og målet er ikke at nå derhen, hvor man får stresspletter på halsen og sveder inde i hænderne over dét. Men 3600 kr. om året er også bare virkelig trælse penge at bruge, hvis ikke det er nødvendigt. Så rettidig omhu og måske et bogmærke på et eller andet fedt til 3600 kr. man må købe til sig selv om 12 måneder, hvis man har været dygtig.
Sofa, champagne og en form for status
Lopperne er bukket under, raketterne er fyret af, og jeg er landet i sofaen med bare fødder og et glas champagne.
De sidste par dage har jeg været forbi det indlæg, jeg skrev for præcis et år siden, og har læst i min bog, hvori jeg noterer, hvilke kort, jeg trækker samt de mere personlige håb, drømme og mål for det kommende år.
Når jeg læser, hvor jeg var for et år siden, og hvad jeg gerne ville arbejde med i 2022, føler jeg mig både taknemmelig og stolt. For sidste år ved den her tid var jeg kvast. Helt og aldeles. Træt ind i knoglerne på en måde, jeg ikke kan huske at have været før.
Men jeg var også ret stålsat på at lære at finde ro med at overgive mig til livet på livets betingelser. Det er en sætning, jeg har skrevet flere gange i år, for den rammer virkelig noget i mig. Og selvom jeg har flirtet med ideen før, er det først i år, jeg faktisk synes, at jeg har forstået det; at jeg kan føle oprigtig glæde samtidig med, at tingene hverken er eller bliver, som jeg troede, de ville.
Engang imellem skriver jeg mig frem til noget på bloggen her, som får nogle ting til at gå op for mig selv, og ét af de indlæg var dét om, at livet nok mere er en opgave, der skal løses, end en tur i tivoli, hvor problemer, svære tider og udfordringer er fejl, der hurtigst muligt skal rettes op på, så man kan komme tilbage til lykke-defaulten. Det lyder som en erkendelse, der er hentet i et rabiat trossamfund i den mørkeste del af Vestjylland, men den giver mig ro til at være, hvor jeg er, og overskud til at glædes over de skatte, jeg snubler over, i stedet for at bruge alle kræfterne på at undre mig over, hvorfor der ikke er flere af dem.
Der var også i år noget, der faldt på plads ift. at opgive ideen om, at alt skal være perfekt for at give mening, og i stedet en gryende erkendelse af, at alle relationer og situationer tilbyder *noget*; en mulighed for at spejle sig og forstå, både hvad man næres ved, og hvad der ikke fungerer, og at det hele er en stående invitation til at tage, hvad man kan bruge og lade resten ligge. Mit sofa-indlæg gjorde dén erkendelse meget tydelig for mig selv.
I år har ikke været et af de år, jeg bare er sejlet i gennem på smult vande. Men jeg har ikke, sådan helt overordnet, haft lyst til at grave mig ned på marken i afmagt, som jeg somme tider havde i 2021. Tværtimod har det føltes som en slags… renovering, tror jeg? Hvor man godt, mens man står i det, kan synes, det er lidt op ad bakke at traske rundt i afdækningspap og murbrokker og hvor fanden lagde jeg proptrækkeren, men hvor man samtidig hele tiden trods alt er bevidst om, at det er vejen hen til noget, der bliver godt.
Der var en gang corona i posen til hver af os, der var en opsigelse til mig, der var en grim forskrækkelse på sygdomsfronten i familien, og der var lige rigeligt med jobcenter og a-kasse.
Men der var også en fuldmånevandring på Møn, et retreat ved Vesterhavet og et CVR-nummer med dertilhørende firma, og det bedste ved alt det er, at jeg det er noget, jeg selv har fundet, valgt og skabt.
Og midt i alt det var der udredninger galore og 3 diagnoser på et år. Det har givet anledning til mange overvejelser og bekymringer, men det har også været en *enorm* aha-oplevelse, og jeg er 100% sikker på, at det kommer til at hjælpe os, både hver for sig og som familie, at vi ikke længere spiller kort med bind for øjnene.
I går sendte jeg mit kvartalsregnskab til revisor-Jesper, og det slog det mig, hvor meget, der for mig er sket på et årti. Jeg har rykket mit liv op med rode, jeg har ompottet mig selv til et nyt liv i en gammel by, og jeg har fået et barn mere. Jeg har betalt en kvart million ud, jeg er startet op som selvstændig og efter et halvt år som min egen chef er der femcifret overskud på firmakontoen. Det føles som om, jeg har formået at vende en supertanker, ene kvinde, og jeg ved faktisk ikke, om det er bank-Jan eller mig selv, der er mest forbløffet.
Lige nu siler regnen ned udenfor, og om 53 minutter skriver vi 2023. Jeg vil sætte mig over til mit åbne vindue og trække kort med fornemmelsen af, at himlen er i færd med at viske tavlen ren, og at i morgen er en frisk start på noget lyst og godt.
Rigtig godt nytår til hver eneste af jer.
M2022, uge 52
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
Ugens indlæg kommer lige en dag tidligere, end det plejer, så I har det, inden der går champagne og raketter i det hele.
Helt lavpraktisk er tanken, jeg bare ruller ufortrødent videre gennem 2023 med de her indlæg. Der er (og vil være) gentagelser, påmindelser og emner, vi har talt om før, men jeg hygger mig med at skrive dem, og for mig er al læring og udvikling en gang kluddermor med ligeså mange tilbage- som fremskridt. Derfor er indholdet med til at minde mig om nogle af de helt overordnede overvejelser og værdier, jeg forsøger at holde fast i, og mit håb er, at de virker på samme måde for jer.
Men inden vi tager hul på 2023, come hell or high water, skal vi lige have sidste svirp med 2022-halen.
Så i den forgangne uge:
1.
Har jeg afmonteret julen. De lys, der har hængt/stået udenfor, er blevet tørret i varmeskabet og pakket væk, al pynt er sorteret og pakket i kasser, og de ting, det ikke længere giver menig for mig at beholde, er givet til genbrug.
Julebogen er opdateret, både ift. hvordan tingene er pakket ned, ændringer til den årlige julefrokost og med de informationer, jeg ved, at jeg til næste år har glemt (fx. at jeg allerede har et kalenderlys).
Det er jo ikke fordi, det er atomfysik, men det er rart med et overblik, og det er i dén her fase, man bestemmer, hvor godt overblikket skal være i november måned til næste år.
2.
Har jeg tænkt lidt over, at jeg måske til næste år ikke vil lave den årlige, systematiske oprydning af hele huset, men i stedet vil prøve at se, hvordan det fungerer at tage tingene lidt ad hoc. Altså, at tage det, jeg opdager trænger til at blive taget, når jeg opdager det.
Det lyder jo som en slags ikke-beslutning, men for mig fungerer det at have forholdt mig bevidst til det, fordi jeg så faktisk husker at gøre det, når jeg leder efter noget i kassen med sko og falder over de håndboldsko, Frida ikke længere kan passe. Så tager jeg kassen med det samme, hvilket tager 5 minutter, og jeg tror måske, at jeg er ved at være så godt med over hele linjen, at det rækker. Det kan i hvert fald komme an på en prøve.
Når jeg gør det på dén måde, kan jeg allerede nu godt se, at jeg kommer til at forære mere væk, end jeg sælger, fordi jeg ikke gider flytte rundt på enkelt-ting, hvis det er et par sko hist og en lyskæde pist, der skal ekspederes løbende over hele året. Det føles anderledes, hvis man lægger fra, samtidig med, at man rydder hele huset op, for så har man én måned, hvor alt er kaos, og hvor man godt kan leve med, at der står ting, der er sat til salg, men endnu ikke solgt på alle plane flader.
Ad hoc? Not so much. Jeg tog reolen med spil, skabet med krus og den føromtalte skokasse i weekenden, og alt, hvad jeg sorterede fra, er enten smidt ud eller givet til genbrug, for jeg vil hellere have tilfredsstillelsen ved mere plads og orden med det samme, end de 100 kr. jeg måske kunne have tjent.
Det skal siges, at jeg også i den forgangne uge har haft min første virkelig trælse oplevelse med at sælge brugt, og derfor lige nu er helt ok med *ikke* at skulle fedtes ind i Marketplace.
Og bare for at det ikke kommer til at lyde mørkt og mystisk: Det er oldefars uld-rullemadras, som jeg faktisk havde glemt, at jeg havde lagt op, som en kvinde nu slet ikke kan slippe. Hun har sendt mig så mange beskeder, EFTER at jeg har skrevet, at jeg ikke ville bruge mere tid på det OG har annulleret handlen, at jeg har været nødt til at blokere hende på Marketplace – hvorefter hun fandt mig på Facebook og bare skrev videre, som om intet var hændt, så nu har jeg også blokeret hende der. Den er to minutter i kogt kanin, og jeg skal virkelig, virkelig ikke bede om det.
3.
Er vi nu så tæt på årsskiftet, at jeg har tilladt mig at opgøre mit elforbrug for 2022. Der er en mikroskopisk usikkerhed på mit december-estimat, men vi taler 2-5 kWh, så jeg har valgt at sige, at vi godt kan sætte to streger under resultatet allerede nu.
For at starte med konklusionen: Jeg har i år brugt 2854 kWh, mod 3568 sidste år. Det er en besparelse på 714 kWh, eller 25%, hvilket jo faktisk svarer til et helt kvartals gratis strøm.
Med en snitpris på 2,90 kr. pr. kWh, er det et par tusinde, jeg har sparet, og særligt i år er de penge sjovere at have end at have brugt.
Fordi jeg flere gange har oplevet, at folk får blandet tingene sammen, tillader jeg mig lige at skære helt ud i pap, hvad sådan en besparelse dækker over.
For der er forskel på at spare på strømmen og at spare penge på strømmen.
Hvis vi bruger bananer som eksempel, så forestil dig, at du spiser én banan hver eneste dag i et år. Det giver et forbrug på 365 bananer.
Men hvis du i stedet for at spise en hel banan, kan nøjes med en halv, er dit bananforbrug nu kun 182,5 bananer mod de 365, du plejede at spise. De fleste vil synes at det er meget indlysende, at det giver en besparelse på 182,5 bananer.
Men.
At du har sparet 182,5 bananer, siger udelukkende noget om antallet af bananer, du har kørt ind. Vi kan alle sammen godt regne ud, at når man køber færre bananer, så sparer man nogle penge ved kassen, men hvor mange penge det er, målt i kroner og ører, vil afhænge af prisen på de bananer, du har købt.
Hvis den pludselig er steget helt vildt, kan du risikere, at du faktisk har betalt det samme (eller mere) for 182,5 bananer i år, som du gav for 365 bananer sidste år – men har du været god til at finde dem på tilbud og købe dem, når de var billige, har du sparet BÅDE i forbrugt mængde, og i kroner og ører.
Så jeg sparet 714 bananer i år; den del ligger fast. Men fordi bananprisen har været fuldstændig bims, er det umuligt at sige, hvad jeg konkret har sparet i kroner og ører.
Min besparelse ligger i, at jeg slipper for den ekstratregning, jeg ville have fået, hvis mit forbrug havde været 3568 bananer (som det var sidste år) til den nye, højere pris.
Jeg håber ikke, at I føler, at jeg mansplainer. Jeg har bare mange gange været nødt til at prøve at forklare den her forskel ude i real life, og det er en ret vigtigt detalje at forstå, fordi det ellers kan være virkelig demotiverende, at man synes, at man nærmest har brækket ryggen for at spare på strømmen, men bare skal betale det samme, som man plejer.
Mit el-fokus i 2022 har været en fin øjenåbner, fordi det har givet anledning til at se mit forbrug grundigt efter i sømmene, og der er ret meget info at hente. Jeg kan f.eks. se, at over halvdelen af min besparelse ligger i de fire vintermåneder (december, januar, februar og marts), mens sommermånederne i hhv. 2021 (hvor jeg ikke interesserede mig for el) og 2022 ligger meget tæt på hinanden. For mig siger det noget om, hvor overforbruget ligger, for køleskab, tv osv. bruger de kWh, de bruger. Dermed bliver det tydeligt, at det er på f.eks. lys, tørretumbler og ovn/komfur, jeg kan sænke mit forbrug, hvis jeg tænker mig om.
Konklusionen for i år må være, at strøm-loven består af 3 bud:
1.
Den billigste strøm er ALTID den, du ikke bruger.
2.
Skru ned for dit forbrug, så du, når du bruger strøm, bruger så lidt som muligt. Sluk dit lys, tør tøjet ude, kog/bag på eftervarme osv.
3.
Læg dit forbrug på det tidspunkt, hvor strømmen er billigst.
Til übernørderne smider jeg her mit forbrug måned for måned. Tallene i ( ) er dem for 2021.
- Januar: 314 (407)
- Februar: 253 (377)
- Marts: 243 (330)
- April: 229 (290)
- Maj: 222 (281)
- Juni: 221 (229)
- Juli 200 (244)
- August: 210 (272)
- September: 200 (233)
- Oktober: 232 (268)
- November: 252 (286)
- December: 278 (351)
————
Til sidst vil jeg bare lige runde de diagnose-spørgsmål, jeg har fået til sidste indlæg. Indtil nu falder spørgsmålene i to hovedgrupper: Hvad består en udredning konkret af, og skal man lade børn udrede, hvis de lige nu lader til at være i trivsel?
Jeg regner med at lave et indlæg i starten af januar, hvor jeg forsøger at svare efter bedste evne; bare for at sige, at jeg ikke ignorerer jer eller har glemt jer. (Og til de af jer, der har sendt mig mails: Jeg skal nok holde det generelt, så I forbliver anonyme).
Tilbage er der vist bare at ønske jer alle sammen en skøn nytårsaften. Pas godt på fingre, øjne og hinanden.
M2022, uge 51
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Kom der fredag på Aula besked om, at Fridas klasse skulle holde sammenskuds-julefrokost onsdag.
I stedet for at fare ud og købe alt muligt, som krævede en masse forberedelse, tog jeg en hurtig beslutning, og meldte ind med mandariner og små chokoladejulemænd, for jeg havde begge dele liggende, og om 10 sekunder er det jul, jul, jul, jul, jul, jul, og så når vi ikke at spise de mandariner, der egentlig var købt ind til madpakkerne, men som bare aldrig rigtig nåede med.
Chokoladenisserne var købt til et arrangement, som vi måtte hoppe fra på grund af den evighedsforkølelse, vi har været plaget af de sidste 3 uger.
Frida fik lov at gå amok med tusser på mandarinerne, og jeg flettede et par stjerner, som vi smed oveni kurven og med de små kulørte nisser stukket ind hist og pist, så det ud af en masse, selvom det var en nem, billig og stop-madspilds-venlig løsning.
2.
Har jeg eksperimenteret med at slukke el-radiatoren på Fridas værelse om natten, og det fungerer ret godt, synes jeg. Jeg havde spekuleret på, om besparelse og merforbrug villle ende med at gå i nul, fordi radiatoren med slukke-perioder måske skulle bruge mere power på at varme værelset op, end hvis den bare står og varmer jævnt hele døgnet, men umiddelbart ser det ud som om, jeg sparer på kWh-regnskabet. Sidste år brugte vi 351 kWh i december, og i år er jeg her d. 23. på 198 kWh, hvilket betyder, at jeg rammer ca. 250 for hele december, og eftersom vi stadig har lidt lys udenfor og bruger nogenlunde, hvad vi plejer herinde, ser det ud til at virke efter hensigten.
(Det er en ret vigtig tilføjelse, at vi kun har den éne el-radiator, som er sat op i det værelse, fordi det har en vestvendt mur, der bliver helt utrolig kold, når vinden står ind på den, og gulvarmen derfor ikke opvarmer værelset optimalt. Jeg ved ikke, om man kan overføre princippet, hvis man f.eks. sidder i et sommerhus, som kun er opvarmet med el. Meld gerne ind, hvis du har erfaring eller særlig viden her).
3.
Har jeg i løbet af ugen tjekket køleskab og købt ind, så jeg kan mixe lidt på kryds og tværs, og kan få brugt det, jeg har, og samtidig få brugt de rester fra julen, som også skal tænkes ind.
Jeg har købt et godt, langtidsholdbart surdejsbrød, som kan bruges både til det pesto og hummus, jeg har stående, og til eventuelle rester fra julefrokostbordet, jeg har købt lidt grønt og creme fraiche, så jeg med de kartofler, jeg har liggende, kan lave en kartoffelsalat, der kan spises til det meste, og så kan jeg se, at jeg har til en omgang engelsk luksusmorgenmad (baked beans, bacon, røsti, tortillas, æg), som vi herhjemme spiser som aftensmad.
Jeg har sørget for, at vi har fået spist og brugt meget af det, der normalt står og fylder, så der er plads i køleren til de forskellige jule-rester, så nu er vi faktisk klar, både til julen og til alt det, der kommer bagefter.
___________
I forbindelse med mit indlæg fra i tirsdags har jeg fået en håndfuld beskeder og mails bagom fra mennesker, der har spørgsmål til forskellige dele af alt det her udrednings-hurlumhej. Både til tanker/overvejelser, til selve proceduren, til melatonin/søvnproblemer osv.
Jeg ved ikke, om der er flere, der sidder med spørgsmål, de gerne vil have svar på, men jeg tænkte, at det måske kunne give mening at samle det i et indlæg, som folk, der ikke læser med på bloggen, også kunne have glæde af. (Altså, hvis man f.eks. har en søster, der står overfor en udredning, eller som gør sig nogle tanker).
Derfor: Hvis man har et eller andet man undres over, spekulerer på eller gerne vil kende proceduren omkring, så smid det i kommentarfeltet her. Jeg er ikke sart, så det er helt ok at sende spørgsmål ift. valg, man måske ikke helt forstår, at jeg har truffet. Helt lavpraktisk er Anton og jeg udredt gennem det offentlige, mens Frida er udredt gennem det private, så det er dét, min erfaring bygger på.
Hvis man gerne vil være anonym, kan man bare sende sine spørgsmål på en mail bagom (blogsbjerg@gmail.com)
———————-
Efter en hektisk uge er jeg landet i sofaen nu, og jeg sidder lige og tænker på, hvor meget jeg egentlig holder af lillejuleaften, hvor der falder lidt af den fatale ro over tingene, som kommer af, at dét, vi ikke har nået at købe eller gøre nu; dét må vi undvære. Tilbage er bare at overgive sig og flyde med.
En særlig tanke til de af jer, der i år skal finde ud af at navigere i en jul, der er slået helt ud af kurs pga. sygdom eller krise, eller som for første gang skal undvære et menneske, I holder af. Jeg håber, at I kommer hele igennem det, og at I har gode folk omkring jer, I kan læne jer op ad.
Tak fordi I læser med, tak for kommentarer og sparring, og tak for at være med til at gøre det her til er trygt og behageligt sted at være.
Rigtig glædelig jul.
Fuld diagnose-plade – og hvad så nu?
I dag nåede jeg endelig til det punkt, hvor jeg for første gang i meget lang tid kan puste ud og læne mig tilbage. Bare lige motinutter.
For i dag fik jeg, som den sidste perle på snoren, min ADHD-diagnose.
Fordi de smed min sidste tid væk 5 (og det var altså: f-e-m) gange, inden den endelig faldt på plads og kunne gennemføres, nåede Frida at overhale mig indenom; hun fik sin diagnose tirsdag i sidste uge, og det blev også en ADHD-diagnose til hende.
Som forventet viste Fridas test, at hovedet på ingen måde fejler noget hos hende. Udredningen består af både observationer, interviews og forskelige tests, og i den test-del, der omhandler visuel begavelse, scorer hun så højt, at det indikerer en IQ på 140. Det er ikke over hele linjen, hun ligger så højt, men det understøtter det, jeg selv har haft en fornemmelse af, nemlig at det er hendes begavelse der gør, at hun i skolen har overskud til at kompensere for de udfordringer, ADHD’en giver hende.
Så hvad nu?
Tja. Jeg skal have lavet en EKG og have taget nogle blodprøver, og når det er på plads, starter jeg op på medicin, hvilket jeg selv er meget spændt på. På den ene side hungrer jeg efter ro i hovedet og evnen til at give mig selv de pauser, jeg kan mærke, jeg har brug for. På den anden side er jeg nervøs for, om medicin retter min krøllede hjerne helt ud, for jeg er faktisk ok-glad for den, som den er.
Vi må se.
Men planen er at køre mig ind på medicin, og når jeg er nogenlunde stabil (jeg opfordrer til, at ingen holder vejret, mens vi venter), så laver vi en plan for Frida. Jeg er nødt til at have overskud til at kunne tage ordentligt vare på hende, ligemeget hvor vi starter ift. de tiltag, der skal hjælpe hende, og det har jeg ikke, hvis jeg selv kravler rundt på hele pladen.
Men trods alt er vi foran, for gennemsnitsalderen for en ADHD-diagnose for piger er 13 år, og hun er immervæk kun 7.
Samtidig trækker det op til, at Anton skal flyttes over i et andet skoletilbud i løbet af foråret. Der er også lige en del, der skal undersøges og planlægges i dén forbindelse, men i det mindste ved vi nu, hvad retning, vi skal i for os alle 3.
Det skal nok blive godt. Det er jeg faktisk ret overbevist om.
Men inden vi kaster os over næste etape, skal jeg lige have en pause, for at tvinge 3 udredninger ud af systemet på et år, føles lidt som en præstation, der burde udløse en pokal eller et lillebitte ridderkors.
For nu skal jeg lige fordøje, og kompasset skal justeres til den nye virkelighed.
Så tager vi hul på næste etape, når det nye år er skudt ind.
M2022, uge 50
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg doneret de julesnøfler, som mine børn ikke kunne *leve* uden, til forberedelseslokalet på min søsters job. For børnene tog én mussebid hver, og erklærede så, at de smagte “ulækkert, mor!!” – fordi kanel åbentbart er i bad standing nu. Jeg trænger ikke til 4 lag snøfler, men tænkte, at man som pædagog i december nok har brug for alle de saltvandsindsprøjtninger, man lovligt kan få, så de røg afsted og forvandt som dug for solen.
2.
Har jeg lavet en kæmpebalje tomatsuppe fra bunden og frosset den ned i hhv. 3 portioner, der passer til et måltid, og 5 små bøtter, som jeg kan bruge, når jeg skal til bunds i de one-pot-pasta retter, jeg har i fryseren. Jeg har flyttet rundt på dem i 3 måneder nu, fordi jeg havde en periode, hvor jeg syntes, at OPP var det mest geniale i verden, og nu er jeg bare virkelig er ovre det. Men jeg har opdaget, at de faktisk bliver acceptable, hvis man lige vender en dl. tomatsuppe i, når man varmer dem, så nu satser jeg på, at jeg kan nå gennem lagret på den her måde.
(Og så skal jeg bede om et stift, irettesættende blik og et hårdt greb i overarmen, hvis jeg begynder at finde den store gryde og posen med pasta frem igen).
3.
Var jeg for et par måneder siden på jagt efter en løsning til baggrund, når jeg fjerntolker (over Teams og Skype).
Vores hus er indrettet på en måde, så jeg ikke har en neutral væg, jeg kan sidde op ad, og derfor har jeg brug for et eller andet bagved, så alle ikke kan se hele min stue, når de ringer op.
I min sidste ansættelse fjerntolkede jeg fast, og dengang brugte jeg en foldeskærm, hvilket fungerede fint. Men selvom den kunne slås sammen, fyldte den stadig, og nu, hvor jeg ikke har faste fjerntolkeopgaver mere, ville jeg gerne finde en løsning, der ikke fylder, når den ikke er i brug.
Efter lidt facebookresearch endte jeg med at bestille noget, der minder om et kæmpe nodestativ – men ak. Det er for smalt, fordi jeg skal sidde langt nok fra kameratet til, at man kan se både mit ansigt og mine hænder, og derfor tager kameraet stadig for meget af baggrunden med.
Jeg skrev til hende, der foreslog løsningen og spurgte, om hun kunne bruge stativet, for hvis hun kunne, var det hendes, kvit og frit.
Kunne jeg have solgt det? Måske. Men jeg vil faktisk hellere, at det kommer ud og bliver brugt, end at jeg flytter rundt på det i et år, for så at sælge det for 50 kr. til en eller anden, der gider komme forbi og hente det.
4.
Har jeg, i forlængelse af ovenstående, lovet oldefar at prøve at sælge en uldrullemadras, han har haft liggende og aldrig brugt. Efter at det lykkedes mig at sælge hans elscooter, kender hans tiltro til mine videresalgsevner ingen grænser, og jeg vil gerne hjælpe ham, hvis jeg kan.
For mig giver det mening at give en hånd med ift. at få tingene solgt/givet væk, fordi det helt overordnet er bedre for miljøet, at vi får noget, der allerede er produceret ud og leve videre, fremfor at skulle have produceret noget mere. Men jeg er begyndt at tænke meget over, om det giver mere mening at sælge/forære tingene væk direkte, end altid at give det til genbrugsbutikker. Ikke fordi de ikke er vigtige eller gør gode ting, men fordi jeg synes, jeg begynder at se, at i takt med, at flere og flere gerne vil støtte op om at passe bedre på miljøet, så får de så utrolig mange flere ting, end det er mit indtryk, at de kan sælge.
Derfor er jeg begyndt at hælde mere til direkte videresalg eller bortgivelse, fordi man så får tingene sendt i armene på nogen, der skal bruge dem med det samme, i stedet for reelt bare at langtidsparkere dem et andet sted end hjemme i sit eget skab.
(PS: Hvis du hjælper andre med at videreekspedere ting, vil jeg lige slutte med at opfordre til, at du på forhånd aftaler, hvor længe du lader tingene stå til salg, og hvad du skal gøre med dem, hvis de ikke bliver solgt. Vil folk have dem retur, skal de foræres væk eller skal de afleveres til genbrug. Min erfaring er, at ude af øje er ude af sind, og derfor kan tingene meget hurtigt blive dit problem, hvis ikke der på forhånd er lavet en klar aftale om tingenes (videre) skæbne).
