Tilstandsrapport

Egentlig havde jeg planlagt, at det var i dag, jeg ville skrive svar til de spørgsmål, jeg har fået omkring udredning, men det føltes pludselig som om, de sidste mange indlæg har været tema-opbundne, og jeg trænger lige til at skrive et helt almindeligt how-is-life indlæg for ikke at forsvinde helt.

Og altså. Det er jo ikke fordi, der sker en masse vildt på den store plade, men jeg synes, der sker lidt i det små.

Jeg er f.eks. startet op på det skriveforløb, jeg tilmeldte mig for nogle måneder siden. ‘Skriveskole’, som mine børn kalder det. De virker nærmest målløse over, at det er noget, jeg har tilmeldt mig frivilligt, men det er virkelig godt. Hver aften, når lopperne er smidt i seng, tænder jeg mit skrivelys, (som lyder meget fancy, men som bare er et helt almindeligt stearinlys) som en måde at markere for mig selv på, at nu ringer klokken ind, og så skriver jeg en halv times tid.

Skriveforløbets tema er årshjulet, og vi får nogle oplæg på mail, men ellers er det bare mig, der skriver til mig for min egen skyld. Det er ret vildt. Faktisk. Det er *super* uvant for mig at formulere noget, der bare er til mig selv, og som ikke har et konkret formål. Min optimerings- og formidlingshjerne lider alle verdens kvaler, men til gengæld har min lidt mere alternative side en fest, fordi jeg kan skrive præcis, hvad der falder mig ind, uden at frygte, at jeg fremstår fuldstændig bims. Temaet giver en opmærksomhed på naturen, og hver der sker derude, både på himlen, i jorden og i dyreriget, og jeg kan allerede mærke, at det giver en form for forankring, som føles virkelig godt.

Jeg er også startet op på medicin, og det er godt nok en gamechanger. Hvis jeg skal forsøge at forklare, hvordan det føles, så opdager jeg nu, at jeg altid har kørt på en motorvej uden midterstriber i stormvejr, hvor der går mennesker og dyr på kørebanen, og man hele tiden risikerer,  at en papkasse blæser ud foran bilen. Nu er der bare fed, sort asfalt, autoværn og velfriserede marker så langt øjet rækker. Vi er der ikke helt endnu, dosismæssigt, men sikke dog en forskel allerede. Jeg har ingen af de bivirkninger, jeg ellers har læst meget om, ud over, at det – stadig – er svært for mig at sove. Og så er der en masse mentalt arbejde, der pludselig trænger sig på, fordi jeg både skal finde ud af, hvem jeg er under alt det, ADHD’en har vist sig at skabe, og tage mig selv i det, når jeg har en automatreaktion, som ikke længere udspringer af jagten på et dopamin-fix.

Fridas kurve er rimelig lodret lige nu, Antons skoleskift rykker tættere på med flere svære dage, og jeg skal være ærlig og sige, at det somme tider trækker tænder ud. Vi har så modsatrettede behov herhjemme, at det er svært at skabe et miljø, hvor alle får, hvad de har brug for, og kombinerer man det med søvnforstyrrelser galore, så giver det dage, hvor mor har lyst til at sende sig selv på kostskole i Schweiz.

Men det var derfor, Gud opfandt eskapisme, og ud over Chaplon-te, som er min nye besættelse, og som jeg høvler ned i litervis, så er jeg i gang med en bog, jeg har fået anbefalet, som er virkelig, virkelig god, nemlig ‘Defender’ af G.X. Todd. Vi er i Hunger Games/Walking Dead-genren, og jeg kan ikke finde den oversat i bogform, men det er engelsk på et niveau, hvor man sagtens kan være med, og den ligger, så vidt jeg kan se, som lydbog på Mofibo (ikke spons – jeg har ikke selv Mofibo). 

På seriesiden har jeg slæbt mig igennem The Sinner 4, og jeg var fælt skuffet. JA, en rodet omgang med alt for meget forpint mimik, og en start så langsom, at jeg måtte sætte mig på hænderne for ikke at kradse huden af mit eget ansigt. Men pålidelige kilder siger, at den er skøn, hvis man er til slow burns, så om ikke andet er jeg igen blevet bekræftet i min mistanke om, at jeg nok mere er til benzin og flammekastere. Så jeg drikker te og tager nogle sider i min dystopiske bog, mens jeg tæller ned til The Last Of Us i stedet. 

Inden jeg stryger ud i verden, vil jeg lige runde to ting:

Dels et heads up til de to, der i december sendte mig mails om ‘I spørger’-indlæg: Jeg har svaret jer begge, men ikke hørt mere fra jer. Alt godt, hvis det er fordi I har ombestemt jer – jeg ville bare lige sige, at jeg har skrevet tilbage, i tilfælde af, at jeg er røget i spam-filteret, og I tror, jeg spiller kostbar.

Og endelig bare et løfte om, at udredningsindlægget kommer på i næste uge. De 3 temaer, der er kommet spørgsmål til indtil nu er:

*Hvordan foregår en udredning, sådan helt lavpraktisk?

*Vi tror, vores barn er autist/har adhd, men barnet trives lige nu. Argumenter for/imod udredning?

*Kan en udredning fra det private bruges i det offentlige?

Hvis man skal have noget med, kan man stadig nå det. Så melder man bare ind i kommentarfeltet her eller sender en mail på blogsbjerg@gmail.com.

Hav en skøn dag derude.