On wednesdays we wear pink
– og d. 31. rasler vi.
Jeg kan i de lokale fb-grupper se, at der igen i år er mødre, der forsøger at insistere på, at man også sagtens kan trick or treat’e dagene op til halloween, når man lige synes det passer.
Argumenterne er hver gang, at børnene enten er små, eller at man har sent fri fra arbejde.
Men nu er jeg den, der siger det højt, og jeg siger det med både kærlighed og girafsprog, Hella-Joof-Style:
For de lukkede halloweenfester kan du smide præcis, hvor det passer bedst, ligesom du må rykke helligdagene ligeså tosset, du vil. Du må holde juleaften d. 4. december, Mortensaften d. 2. juli og nytår d. 19. januar. Så længe (og nu bliver det vigtigt), at du gør det hjemme ved dig selv eller i en lukket gruppe.
Når du insisterer på, at dine børn må gå rundt og ringe på hos fremmede mennesker, tvinger du en masse mennesker, der ikke skylder hverken dig eller dine børn noget, til at stille op, fordi det passer *dig*.
Jeg ved godt, at det er strengt, og at der helt sikkert er nogen, der bliver sure på mig nu. Men tænkt det lige igennem: Ved at sende dem ud, vil der være mange steder, hvor dine børn – i en situation, hvor de i forvejen gør noget, der er grænseoverskridende for de fleste børn, nemlig at ringe på fremmede døre – bliver mødt med en afvisning, eller et lunkent ‘øh hvad? Nåmn, ok, så finder jeg lige en karamel’.
Og vi ved alle sammen godt, at børnene SAGTENS kan mærke, at det er en høflighedskaramel, de får i kurven.
Du lægger dit problem i skødet på fremmede mennesker, og lader det være *dem* der enten skal være bussemænd eller stille op til din dagsorden.
Samtidig smadrer du den uskrevne regel om, at de huse, hvor der er pyntet op, er med på løjerne. For dem, der går op i halloween, har pyntet længe inden d. 31., ligesom man også pynter til jul inden d. 24. Vi har pyntet, og her er alle børn, uanset alder, udklædning, neuro-status MERE end velkomne – d. 31. Og kun d. 31.
“Men Linda. Stop nu med at gøre det til et problem! Der sker sgu da ikke noget ved, at de kommer og ringer på i dagene op til!”
Nej. Det gør der ikke. Ligesom der heller ikke sker noget ved, at facerne stopper dig på strøget i din frokostpause, eller at Gallup ringer og vil have din årsindkomst, politiske observans og dit syn på søpindsvinets udvikling over de sidste 50 år mandag aften kl. 18.
Ingen dør eller kommer til skade ved det. Men derfor vil rigtig mange nok alligevel gerne være fri.
Jeg vil gerne medgive, at fejring af halloween stadig er relativ nyt, og at vi derfor alle sammen lige har skulle finde vores fødder i det. Men det har vi gjort nu, så nu trækker vi en streg i sandet og siger, at vi hjælper hinanden med at sørge for, at spookyseason bliver ved med at være både sjov og (u)hyggelig.
M2022, uge 43
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har vi spist mexicansk, som altid giver lidt rester. Jeg bruger ofte tomatsuppe som ‘opsamler’ for de smårester, der alene ikke er helt nok til et helt aftenmåltid, men som sagtens kan være fyld i en suppe. Lasagne, kødsauce, pastarester, hakkede grøntsager, rester af ost osv; alt fungerer strålende som topping.
Denne gang testede jeg det i en hokkaido-suppe, og det blev helt eminent. Jeg brugte denne grundopskrift, hvor jeg i stedet for pikant-ost, som jeg plejer at lave den med, brugte chilismøreost, og så ellers de rester, vi havde tilbage (løg, majs, peberfrugt, tomater og salsa). Jeg smed det hele i, lod det simre en halv times tid, og blendede med resterne af creme fraiche og cheddar, og så justerede jeg med lime i stedet for citron. Det blev SYGT godt.
2.
Har jeg været inde og læse lidt op på den stigning på el, der træder i kraft d. 01.01.23, som betyder, at strømmen bliver (endnu) dyrere mellem kl. 17 og 21.
Jeg har fundet den her artikel, der forklarer stigningen bedre, end jeg formår, men det korte af det lange er, at din elpris er sammensat af flere enkeltdele. Det, vi længe har snakket om, er den rene el-pris. Det er den, der svinger, hvis du har flex-el, og som forbliver det samme, hvis du har fast pris.
Det, der er blevet varslet stigning på pr. 01.01.23, er det, det hedder nettariffen. Den betaler vi alle sammen, uanset hvilket abonnement og hvilken aftale, vi har.
(Jeg vil gerne sætte en fed streg under, at jeg bare er almindelig forbruger, der forsøger at læse mig til at forstå, hvad der sker, så hvis nogen derude sidder inde med viden om, at det jeg her formidler ikke er præcist nok, eller at der er detaljer, jeg misforstår, så meld ENDELIG ind).
Det betyder, at der, hvis du har flex-el, er to dele af din strømpris, der bevæger sig, når vi rammer 01. januar. Dels den rene el-pris, som er den, vi holder øje med og som medierne skriver om, når der er ‘billig strøm’, og dels nettariffen, som har 3 forskellige niveauer: En lavtakst (kl. 24-06), en højtakst (kl. 6-17 + 21-24) samt en spidsbelastningstakts (kl. 17-21).
Om der når at ske noget politisk er svært at forudsige, men uanset hvad, er jeg begyndt at tænke over, hvordan jeg kan flytte mest muligt af mit forbrug til de billige tidspunkter.
Eksempelvis er jeg begyndt at tjekke natpriserne på min flex-aftale, for hvis der er tidspunkter mellem kl. 24 og kl. 6, hvor den rene elpris er lav, er der dobbelt op på besparelse, og så er det der, jeg lader iPads, skole-pc’ere, headsets og højtalere.
Der er mange holdninger til, hvornår man tør sætte sine bluetooth-ejendele til at lade, og man må gøre op med sig selv, hvor man står; jeg advokerer ikke for det ene frem for det andet. Men uanset hvornår man lader, så vil jeg bare (igen) anbefale et timerstik, (fx. det her) som man styrer med sin telefon og både kan programmere til at slå til på bestemte tidspunkter eller tænde for, selvom man sidder i Spanien.
Jeg er også begyndt at starte opvaskemaskinen efter kl 21, og så tømme den næste morgen – hvilket jeg HADER – men det, jeg egentlig bare vil opfordre til er, at man begynder at øve sig allerede nu, så man har fået de nye vaner indarbejdet, når stigningen træder i kraft.
3.
Er mit varmeanlæg i huset afgået ved døden, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så glad for at bo til leje, som da smeden var forbi, åbnede skabet, kiggede på anlægget og bare stille sagde: “Åh nej…”
Han har indtil nu været her 5 gange, fordi det bliver ved med at drille, og jeg må lægge bånd på mig selv for ikke at komme til at købe bare en *lille* bitte parfume for alle de penge, jeg so far har sparet i håndværkerudgifter.
I øvrigt:
*Kan jeg ikke fremtvinge den helt store, demokratiske entusiasme ift. det forestående valg. Verden har været så vanvittig de sidste par år, at det føles som at skulle tage stilling til farven på redningskransene på Titanic.
*Er min AC blevet vanvittig. Den retter nu konsekvent ‘hos’ til ‘hus’ og jeg ved ikke, hvad jeg har gjort for at fortjene dette?
*Kommer jeg qua mit job i mange forskellige kommuner, og jeg må bare sige, at samtlige Liberal Alliance-opstillede kandidater ligner ansatte på TV2.
*Er jeg, efter 5 måneders pause, tilbage i Systemet, både med Fridas og min egen udredning, samt noget kommunehalløj, jeg er i gang med at søge til Anton. Det viser sig at tage 0.2 millisekunder for den gamle, meget velkendte og utrolig u-savnede high-alert-refleks at generobre hele systemet.
Mig, der bare går og passer mig selv:
Systemet, E-boks-Angst, raseri og ur-træthed:
*Har jeg glemt, hvor forvænt jeg er med jer, når jeg efterspørger erfaringer. Det trækker op til, at Anton skal have en computer, og jeg har på forhånd lidt stress over, at han og klassekammeraterne somme tider råber så højt, når de spiller (han har gjort det hus mine forældre) (Se!? Er det ikke skideirriterende!?!), at mikrofonerne næsten virker overflødige. Derfor spurgte jeg i en fb-gruppe, om der var nogen, der havde gode erfaringer med spilleglade, larmende børn, de ville dele, og én foreslog – i ramme alvor – at jeg kunne beklæde hele værelset med æggebakker. Tak for input.
*Vil jeg gerne komme med 4 hurtige anbefalinger:
-Serien War of the Worlds på Disney+. Den er løst baseret på H.G. Wells roman (på dansk ‘Klodernes kamp’), og den er til de af os, der savner The Walking Dead.
-Den her usandsynligt lækre vegetarret: Gnocchi med hokkaido/parmesansauce. JA, den er god!
-Bogen ‘Mand og Barn’ af Puk Qvortrup, som jeg så anbefalet hus Iben Maria Zeuthen (for real, mand!). På mit biblioteks hjemmeside stod der ’For læsere af eksistentielle romaner’, og den beskrivelse i sig selv vil jeg gerne give 1000 point for, men bogen er sgu også god. Der er simpelthen så mange små ord og sætninger, der indkapsler, hvordan det er at være alene med et barn; her tydeliggjort i beskrivelsen af et forhold til en mand, der *ikke* har et barn. (Jeg er halvvejs, så bare lige en hurtig disclaimer ift. at jeg ikke ved, om den tager en grum drejning om 20 sider).
-Podcasten ‘As the seasons turn’. En lille, fin, halv-times podcast, der udkommer den første i hver måned, hvor forfatteren Lia Leendertz (som er britisk og står bag en meget smuk almanak) fortæller, hvad der sker i naturen, på himlen og i køkkenet den kommende måned.
*Kan det godt ske, at mine børn jævnligt opfører sig som egern på speed, men de er uforlignelige som hype-crew. Forleden så jeg en ræv, da vi kørte hjem, og de var ved at vælte bilen i begejstring.
Os, der ser en ræv:
M2022, uge 42
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har der været flere perioder med billig strøm, og medierne er blevet gode til at gøre opmærksom på det, når det sker.
Derfor vil jeg bare lige minde om, at den billigste strøm er den, du ikke bruger.
For jeg kan hos mig selv mærke den samme refleks blive aktiveret, når jeg ser de artikler, som når jeg ser et et skilt med ‘En icebergsalat 15 kr. – 2 stk. 20 kr.’ Her er vi vist efterhånden alle ved at have lært, at det jo sådan set kun er billigt, hvis du får spist dem begge; ellers er det bare 5 kr. ekstra og madspild oveni hatten.
Selvfølgelig skal man flytte så meget af sit forbrug, som man kan til de billige perioder, men lad være med at starte halve maskiner tøj eller en halvtom opvaskemaskine, hver gang strømmen er billig. Hvis du ender med at sjat-vaske tre gange og du egentlig kunne have nøjedes med én, bliver det stadig i sidste ende dyrere, både økonomisk og for miljøet.
2.
Vil jeg lige videregive noget, jeg har hørt så mange steder nu, at jeg tror, man skal tage det alvorligt, nemlig at man bliver nødt til at indtænke risikoen for, at de steder, man handler, lukker eller går konkurs.
Jeg kan høre, at mange større virksomheder har forkortet deres kredittid af samme grund, og de plejer kun at ændre på den slags, hvis det virkelig er nødvendigt.
Hvad man vil bruge den information til, må man selv afgøre, og vi er jo hver især påvirkede af, hvor de mennesker, vi elsker, tjener deres penge. Men for mit eget vedkommende betyder det, at jeg i år ikke kommer til at købe julegaverne i så god tid, som jeg plejer, og at jeg køber enten dem alle eller de dyreste af dem i fysiske butikker, hvor jeg får varen i hånden, når jeg giver slip på mine penge.
3.
Har jeg haft gang i nål og tråd, og det fik mig til at tænke på noget, jeg gjorde meget, da jeg var helt på røven økonomisk, og som med den nuværende økonomi måske giver mening for andre end mig at praktisere.
For jeg har ret god erfaring med at sætte konkret tid på, når jeg vurderer, om et stykke tøj skal kasseres, eller om det kan holde lidt endnu. Når man står med en kjole, hvor en syning ved halsen, er gået op, er det nemt bare at beslutte, at kjolen har aftjent sin værnepligt. Men ved at sætte konkret tid på, får jeg ofte vredet mere ud af vores tøj og sko, end hvis jeg bare laver en hurtig helhedsvurdering.
Den kjole, jeg netop har syet, er ved at nærme sig pensionsalderen. Men den er ikke forvasket, og de steder, der er gået en tråd, ser man ikke, når musikken spiller. Derfor vurderer jeg, at jeg, hvis jeg syr den, kan bruge den 3 – 4 måneder mere, og det er faktisk en hel årstid.
Det betyder ikke så meget med tøj, der kan bruges året rundt, men ift. sæsonbestemt tøj, betyder det, at jeg somme tider kan spare et helt sæt/par, for køber jeg nye støvler eller overtræksbukser i december, kan børnene med garanti ikke passe tingene til næste år.
Derfor bare en opfordring til at være virkelig konkret, når man vurderer, om et stykke tøj er færdigt-færdigt, eller om det måske kan overtales til en svanesang.
Spørgsmål & svar
Tak for alle jeres fine og gode spørgsmål, både her, over msn og i inboxen. Jeg ved ikke, om der er flere på vej, men der er kommet rigeligt til et solidt ferieindlæg, så nu tager vi hul på det.
Skulle der lande flere brevduer i karmen, vurderer jeg, om det giver mening at svare i kommentarfeltet, eller om jeg skal samle det i et indlæg mere, men for nu vil jeg bare opfordre til, at man henter en stor kop kaffe og sætter sig godt til rette, for det blev langt.
God læselyst:)
1/14. Dater du?
Det her er en af dem, jeg er super privat med. Ikke bare her på bloggen, men også ude i privatlivet. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor, men sådan har det bare altid været.
Jeg har downloadet Tinder et par gange de sidste par år, men for at være ærlig går jeg altid lidt død i det, og specielt her i Esbjerg, hvor alle mænd altid er nogens storebror eller ekskæreste.
Lige nu oplever jeg også, at jeg er et sted, hvor jeg og mine jævnaldrende mænd ikke helt vil det samme. Jeg vil ikke have flere børn, og jeg vil ikke bo med en kæreste. Ikke nu, ikke senere. “Det ved du jo ikke på forhånd, Linda”. Jo. Det gør jeg. Ligesom nogle kvinder ved, at de ikke vil have børn, så ved jeg, ved-ved jeg, at jeg ikke vil bo med en kæreste.
Det gør tingene lidt komplicerede, for dem, jeg løber på lige nu, vil enten gerne have hele pakken, og det kan jeg ikke give dem, eller også har den den i forvejen, og jeg er blevet for gammel til at dele. (Og *særligt* hernede, hvor der er så mange fælles berøringsflader, at hemmeligheder i realiteten ikke findes).
I lang tid troede jeg også, at den mand, jeg på sigt ville finde, ikke skulle have børn, fordi jeg ikke rigtigt kan overskue at forholde mig til flere af slagsen, men den er jeg gået kontra på. Skilsmisserne har ramt omgangskredsen, og der er kommet nye kærester til, og det får mig til at tænke, at jeg ikke er sikker på, at jeg kan være sammen med én, der ikke i sjælen forstår, hvad det vil sige at have børn.
Så det korte svar er, at jeg ikke takker nej til dem, der måtte stå på min vej, men jeg er ikke aktivt opsøgende.
2/14. Hvad nægtede du at tolke, og hvad er det mest vanvittige, du har oplevet som tolk?
Altså, mit job sætter mig jo i ret mange, meget forskellige situationer, og det er noget af det, jeg elsker allerhøjest ved det. Meget af det kan jeg pga. tavshedspligt ikke fortælle om, men noget af det, der står ud, er f.eks. de koncerter, jeg har tolket; særlig dem for børn. Det har virkelig været fine oplevelser.
Derudover er det også svært at glemme dengang jeg skulle tolke en teoriprøve og motorsagkyndig bad mig stille mig *bag* ved lærredet, så “du ikke kan hjælpe eleven”…
Eller dengang jeg tolkede en julefrokost og en af deltagerne sidst på aftenen spurgte mig, om ikke jeg ville med op på hotelværelset en time.
Ift. hvad jeg nægtede at tolke var det faktisk en helt almindelig samtalesituation (dvs. ikke noget, der involverede myndigheder eller politi), hvor samtalen tog en drejning og indholdet blev pædofilt og meget grafisk. Det blev så ubehagelig, at jeg fysisk var ude af stand til at blive siddende.
Jeg fulgte reglerne ift. at orientere arbejdsgiver osv. bagefter, og det var faktisk en situation, jeg efterfølgende brugte lang tid på at bearbejde og også bad om faglig sparring med min nærmeste leder omkring. Normalt er jeg belagt med teflon, når jeg tolker, fordi det skaber en form for distance at oversætte, hvilket betyder, at jeg kan tolke virkelig svære og tunge ting, og stadig forblive professionel i situationen, for så at bearbejde på bagkant. Det kunne jeg ikke her, og alene det var, set i et fagligt perspektiv, ret interessant.
3/14. Hvordan håndterer du truslen om atomkrig? Og hvor tit læser du nyheder?
Begge disse spørgsmål har fået mig til at tænke over, at jeg tror, det er et par af de områder, hvor jeg er påvirket af den måske-ADHD, jeg er under udredning for. For jeg læser nyheder *virkelig* tit. Et bud vil være, at det er mellem 20 og 30 gange på en dag. Men jeg psykopat-scroller også, så snart jeg sidder stille. Når jeg om aftenen streamer Netflix, har jeg samtidigt minimum 5 vinduer åbne på Mac’en, jeg hopper frem og tilbage imellem; jeg junker nyheder og tjekker elforbrug, og jeg har samtaler kørende på samtlige sociale platforme. (Hvilket nok forklarer, hvorfor jeg kan se The Walking Dead for 3. gang og stadig blive overrasket over handlingen).
Og der er også noget med min måde at forholde mig til trusler på, som er lidt .. skævt. Jeg har svært ved at tage ting alvorligt, og der går ofte lang tid, når noget begynder at køre af sporet, før jeg kan tage alvoren ind. Det betyder, at jeg er suveræn i kriser, for jeg er for upåvirket af tingene til at gå i panik. Men det betyder også, at jeg somme tider først opdager, at noget faktisk er alvorligt, når alle andre for længst har indset det.
Derfor er truslen om atomkrig for mig for uvirkelig til, at jeg kan forholde mig til den, selvom jeg intellektuelt godt ved, at jeg burde.
4/14. Århus vs. Esbjerg. Hvordan er dit forhold til Esbjerg i dag?
Jeg tror, at mennesker, der er taget ud, uanset om det er til andre byer eller ud i verden, for evigt vil være forbandet af fornemmelsen af, at man ikke rigtigt har hjemme, hvor man er. Jeg savner stadig Aarhus, så det synger i knoglerne, men jeg kan også mærke mine rødder på en måde, som er god, her i Esbjerg.
Jeg vil for altid savne anonymiteten, jeg havde i Aarhus, og det åbne himmelrum, der giver plads til store tanker og forandring. Jeg savner også stadig de mennesker, jeg har siddende deroppe, noget så forfærdeligt.
Men samtidig elsker jeg, at vi er tæt på familien. Jeg elsker Vesterhavet, den rå, kompromisløse natur, og også den lidt introverte vibe, der hersker hernede. Og de mange, gratis parkeringspladser! Og – selvfølgelig – de gode mennesker, jeg har lært at kende.
Jeg ville ønske, at der var mere vilje til at favne nye ting, og at der var mere frihed til at være det menneske, man er, i stedet for for altid at have sin historie og gamle relationer med på slæb, og jeg ville ønske, at det var nemmere at få lov blive lukket ind.
Men i det store og hele sidder jeg med en fornemmelse af, at det giver mening at være, hvor jeg er for nu, og det må være det, der tæller.
5/14. Skriver du flere bøger?
Altså, jeg gad godt. Men jeg tror måske, at bloggen mere er mit format? For det, jeg synes, jeg kan bringe til bordet, er en spejling af de små hverdagsbetragtninger og refleksioner, som vi alle sammen går og gør os, og jeg er ikke sikker på, at det vil give mening i bogformat.
Men. Man skal aldrig sige aldrig, og måske former livet sig på en måde, så det ville give mening at forsøge mig med endnu en bog.
6/14. Hvordan får du energien til at lave, undersøge og skrive alt du gør ?
Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det er ADHD. Det er ikke særlig sexet, men jeg tror, at det er sådan, det forholder sig. Jeg sover ikke særlig meget, og min hjerne står aldrig stille. Det er faktisk en af grundene til, at jeg gerne vil udredes, og også meget gerne vil prøve medicin, hvis det viser sig, at jeg har ret i min antagelse. For jeg er ude af stand til at give mig selv de pauser, jeg godt, sådan lidt abstrakt, kan mærke, at jeg har brug for. Jeg har kun tomgang og 5. gear, og det er somme tider meget opslidende.
Når det er sagt, så elsker jeg at undersøge, finde ud af ting og formidle. Og så har jeg også den uproportionalt stærke retfærdighedssans, som mange neurodivergente mennesker har, som betyder, at jeg ikke kan lade det ligge, hvis jeg synes at nogen (Norlys, jeg kigger på jer) opfører sig åndssvagt.
De ting i kombination gør, at jeg hele tiden har tentaklerne ude og i alting, og det giver mig ro i hovedet at sætte mig ved tastaturet og skrive tingene ned, ganske enkelt fordi det kræver, at jeg sorterer mine tanker, hvilket får det brølende inferno i mit hovede til at dæmpe sig en smule.
7/14. Kommentarer – hvordan er det for dig, at nogle kommenterer fast, mens andre kommenterer mere sporadisk?
Jamen, begge dele fungerer, fordi I for mig er en slags pejlemærker; fordi jeg efterhånden “kender” så mange af jer, kan jeg ud fra jeres kommentarer og reaktioner vurdere, om jeg har fået formidlet det, jeg egentlig ville sige.
Jeg elsker, at I hver især siger noget, når I har noget på hjerte. Det behøver ikke være dybt eller detaljeret, men bare det, at der altid er substans i jeres kommentarer, gør det nemmere for mig at svare på dem, og det gør kommentarfeltet til et sted, hvor det også giver mening for andre at komme.
Hvis det kun var de faste, der kommenterede, ville det være svært at komme til som ny. Men samtidig er veteranerne med til at skabe en grundstemning, som er ret vigtig, fordi den giver mig mere frihed og albuerum, når jeg skriver, fordi andre kan se, at i på en eller anden måde siger god for mig. Det betyder noget på et skrevet medie, hvor misforståelser meget nemt sker, hvis nye læsere eller følgere kigger ind, ser en sætning, der isoleret ser lidt vild ud, og så fortolker afsenderens intentioner på baggrund af dét.
Jeg synes ikke, at jeg oplever, at jeg må gentage pointer og det er sjældent, jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at den, der kommenterer, ikke er up to speed, så for mig betyder det ikke så meget, om I pipper ofte eller sjældent. Så længe der er lidt liv i kommentarfeltet, er jeg glad og tilfreds.
8/14. Hvordan finder du modet til at skrive om mennesker i dit netværk?
Jeg har for år tilbage etableret et overbegreb, jeg kalder for ‘omgangskredsen’. Det er en lille smule misvisende, for det lyder som om, det består af mennesker, jeg ser privat og det er ikke altid tilfældet. Somme tider er det veninders veninder. Somme tider er det arbejdsmæssige relationer. Ofte forskyder jeg i tid, eller ændrer på nogle detaljer, som gør, at selve problemstillingen består, men at dem, jeg egentlig skriver om, ikke vil kunne genkende sig selv i det skrevne.
Jeg har for længst lært, at nærmest uanset, hvem jeg skriver om, så finder mine indlæg frem til de personer, og derfor er jeg meget omhyggelig med at formulere mig på en måde, som jeg kan stå ved, hvis de konfronterer mig, enten i indbakken eller IRL.
Jeg er også SUPER stram med, at man ikke må være bange for at fortælle mig ting eller være sårbar, fordi man er bange for at ende på bloggen. Jeg ville ønske, jeg kunne prale af, at jeg bare instinktivt vidste, at det var det rigtige at gøre, men faktisk er det en lektie, jeg har lært, fordi andre bloggerkolleger gjorde det ved mig. Derfor ved jeg, hvor ubehageligt det er at være reduceret til content, og derfor gør jeg mig utrolig umage for, at andre ikke skal have den oplevelse med/hos mig.
9/14. Har du nogensinde haft en kæreste du havde lyst til at få børn med?
Ja – og ironisk nok var det faktisk ham, der fik mig til at beslutte, at jeg ville prøve at få børn alene.
Han havde et barn fra et tidligere forhold, og det var ikke fordi, det var en specielt grim skilsmisse, eller fordi han og ekskonen var voldsomt uenige om opdragelsen. Men for mig var det en øjenåbner ift. *hvor* bøvlet det kan være at have et barn med én, man ikke længere er sammen med. Alle de små hverdagsuenigheder, logistikken, stavnsbindingen til et bestemt geografisk område – og det lavpraktisk faktum, at man skal samarbejde med et menneske, som man med stor sandsynlighed ikke længere har varme og lyserøde følelser omkring.
Jeg er fuld af beundring over de mennesker, der får det til at fungere, men fordi jeg var i starten af 30’erne, da jeg var sammen med ham, var det også bare ret nemt at se, at jeg med en kommende kæreste ville være nødt til at begynde at tænke på børn, inden vi havde haft mulighed for at trykprøve forholdet. Der findes solstrålehistorier, men jo dårligere man kender hinanden, jo større er risikoen for, at der dukker holdninger og adfærd op under pres, som man slet ikke er enig i eller kompatibel med.
Derfor blev konklusionen for mig, at det gav mest mening at få børnene alene, og så eventuel koble en kæreste på senere. På den måde ville jeg stadig være herre i eget hus, og jeg ville ikke skulle bruge mit liv på at samarbejde med et menneske, der på daglig basis gav anledning til at google ‘lejemorder pris’.
10/14. Ved du, at der findes en tjeneste, der hedder Playpilot, hvor man kan se, hvor serier kan streames?
Det anede jeg ikke, men super brugbar info – tak! Jeg har skrevet det øverst på siden med serieanbefalinger, så man fremover kan tjekke, hvor serien kan streames, hvis man på listen finder noget, der frister.
11/14. Udfordringer med børnenes madvaner – opfølgning
Jeg tror, at det her – stadig – er den største stressfaktor for mig i mit forældreskab. For det er stadig ligeså bøvlet, som det var, da jeg skrev om det her.
Jeg synes stadig ikke, at jeg har fundet en god løsning, hverken til at tackle det eller ift. hvordan man italesætter det.
Dog er der den lille tilføjelse, at jeg, siden jeg skrev ovennævnte indlæg, er blevet bekendt med, at neurodivergente børn og mad generelt er noget bøvl. Som ekstra nedtursbonus er det nærmest umuligt at rykke ved, fordi de sædvanlige strategier ift. at give børn mod på at prøve nye typer af mad ikke virker, ganske enkelt fordi det for de her børn ikke har at gøre med smagsløg og tilvænning, men med uproportionelle neuro-stimuli. At diktere hvad de må spise, svarer til at vi andre blev pålagt at gå i nylon-tøj og sove i dyner lavet af plastikposer.
Den viden løser ikke det konkrete problem, men den giver i det mindste lidt mere forståelse og en kontekst at arbejde ud fra.
12/14. Har du fundet plads til sorgen over din veninde Lenes død, og har du stadig kontakt til hendes familie?
Jeg har de sidste år tænkt meget over, at Lenes død har sat dybe spor i mig på måder, jeg ikke dengang havde forestillet mig.
For sorgen var tung og voldsom og virkelig. Den bærer jeg med mig. Men Lenes død har også for evigt smadret min tiltro til kroppens uovervindelighed; både min egen og andres. Jeg har fået tordnende dødsangst, og det er .. opslidende i mangel af et bedre ord.
Lene mangler stadig. Så sent som i går lavede Facebook et bagholdsangreb på mig med et mindeopslag fra et job, Lene og jeg var på sammen. Og jeg ville så gerne have fulgtes med hende endnu, for hun var et klogt og et fint menneske, og vi blev begge to bedre af at kende hinanden.
Sorgen har fundet en form for leje, synes jeg, og hendes mand og jeg har stadig kontakt – primært over SoMe, dog. Men der har taget mig lang tid at forstå, at det her har været et reelt traume. At det har været noget, der har haft så voldsomt et impact på mig, at det har ændret min måde at være i verden på.
13/14. Hvordan støtter man bedst en veninde, der overvejer at få et barn alene? (Specielt når man selv har børn i en 7/7-ordning?)
Det her er et virkelig fint og respektfuldt spørgsmål, og jeg vil gerne prøve at videregive min egen erfaring.
Jeg oplevede det som irriterende, når jeg blev afkrævet svar, som mine parforholdsveninder ikke var blevet bedt om at forholde sig til. F.eks. “Hvordan vil du få økonomien til at hænge sammen?” “Hvad vil du gøre, hvis du dør?” “Hvordan vil du tackle det ift. dine skæve arbejdstider?” osv. osv.
I dag, hvor jeg *har* mine børn, kan jeg godt forstå, hvor mine veninder, der dengang allerede havde børn, kom fra. For når man står med lopper i hånden, bliver livet på mange måder meget simpelt ift., at der er nogle lavpraktiske ting, der SKAL hænge sammen.
Men dengang blev jeg VILDT provokeret af det, fordi det fik mig til at føle mig som et barn, der havde præsenteret mine forældre for en helt urealistisk fremtidsplan. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så påvirker det samtalen, at den, der overvejer børn alene, ofte er én af de sidste i omgangskredsen, der ikke har børn, OG som er single. Det giver to områder, hvor man er bagud på erfaringspoint, og derfor bliver det, som spørgeren her selv nævner i sin besked på MSN, meget, meget sårbart.
Jeg har tænkt meget over det, og jeg tror, at et mindset, det kan hjælpe at have, når man går ind i den her samtale, er at forestille sig, at man står overfor et menneske, der har samme uddannelse, som man selv har, men som er arbejdsløs, mens man selv har et job. Her ville man aldrig, når veninden viste én et jobopslag, melde ind med “Hvordan har du tænkt dig at komme frem og tilbage?’ Eller ‘Hvad hvis du ikke bliver ansat?’ Derimod ville man heppe og støtte op og tilbyde sin hjælp, og jeg tror egentlig, at man ville nå langt, hvis man gjorde det samme her. F.eks. at sige:
“Ej, det kan jeg simpelthen så godt forstå, at du overvejer. Hvad fylder lige nu?”, “Er det noget i alt det her, der skræmmer dig?” eller “Kan jeg gøre noget? Eller er der noget, du gerne vil have, jeg *ikke* gør?”
Det ville jeg selv have oplevet som støttende, fordi det illustrerer en vigtig forståelse af, at det at få børn alene er så forskelligt fra at få børn i et parforhold, at det næsten ikke giver mening at sammenligne.
Og så tror jeg, at jeg forsigtigt ville foreslå, at veninden fandt én, der havde gjort det selv, som hun kunne snakke med. Min inbox er altid åben, og jeg vil meget gerne hjælpe ift. afklaring og praktiske spørgsmål, hvis jeg kan, så send hende/dem bare i min retning.
14/14. Hvorfor er du så awesome?
Jeg har lige modtaget et personligt horoskop, jeg fik lagt af Caritas Astrologi, og det viser sig, at meget lidt af det er min egen fortjeneste:)
M2022, uge 41/Spørgerunde
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Fik jeg mandag den VILDESTE lyst til en sandwich med roastbeef, og tirsdag var der så meget efterår i luften, at det eneste, jeg drømte om, var en pumpkin spice latte fra Starbucks.
Siden jeg begyndte at skrive de her indlæg, har jeg arbejdet mig mere og mere hen imod at lave tingene fra bunden selv, fordi det f.eks. er væsentligt billigere at bage fra scratch end at købe mel- og kageblandinger.
Og jeg har opskrifter liggende på pumpkin spice sirup, og også en god opskrift på brød, der er skideskønne til sandwiches. Men for sjov prøvede jeg lige at regne ud, hvad det ville løbe op i, hvis jeg indkøbte råvarerne og lavede selv, og jeg måtte nærmest lægge mig selv i aflåst sideleje. JA, det blev dyrt! (Og så har jeg ikke engang lagt strømforbrug til).
Så den nye øvelse, nu hvor inflationen nærmest er tocifret, er for mit vedkommende at købe mig fra mine cravings, for prisen for den ene sandwich og/eller latte kommer aldrig i nærheden af, hvad det vil koste at lave det selv.*
2.
Har min søde mor haft fødselsdag, og efter at have skimmet ønskesedlen, hvor der var ret mange køkkenting på, smed jeg en sms til min søster og spurgte, hvad hun ville give, for så kunne jeg evt. bestille for os begge, så vi kunne splitte portoen.
Jeg brugte lidt tid på at finde et sted, hvor jeg kunne få de 3 ting, vi endte med at beslutte, hun skulle have, og ud over at spare næsten 400 kr, fordi tingene var på bud, endte vi også med at få gratis fragt, fordi vi kom over 500 kr. Jeg kan godt lide at sidde og snuse rundt efter den slags på nettet, så det var en hyggelig måde at spare penge på.
(OG jeg tjekkede returpolitiken, inden jeg bestilte, for vi husker, at når vi shopper gaver på nettet, så er vi lige rare nok til at købe et sted, hvor det også er nemt at returnere, hvis der er brug for dét. Ellers er man tarvelig).
3.
Har jeg snublet rundt i varme og forbrug, fordi jeg – indrømmet – har haft for travlt til at kunne sætte mig ned og tænkte tingene ordentligt igennem.
I sidste uge skrev jeg nemlig, at jeg havde skåret 20% af vores el-forbrug og i den forbindelse nævnte jeg varme. En hurtig læser skrev pænt og høfligt og spurgte, hvordan varme hang sammen med el, og så blev der helt stille og tomt i mit hoved – for det gør det jo ikke.
Jeg brugte en time på at stenbuks-hade min fodfejl, jeg rettede indlægget til – og så vågnede jeg om natten og kom i tanke om, hvorfor jeg havde skrevet det. For vi har nemlig et par el-radiatorer, som vi har været nødt til at sætte op, fordi gulvvarme og isolering i boligforeningsbudgetter ikke er værdige modstandere for vestenvinden. Derfor er der rum i vores hus, som vi simpelthen ikke kan varme ordentligt op med gulvarmen alene, og DERFOR havde jeg slået det sammen. Og det er egentlig meget fortjent, at jeg spænder ben for mig selv, når jeg ikke har været tydeligere omkring det.
Så for god ordens skyld: Dit varmeforbrug, hvis du har fjernvarme, har intet at gøre med dit elforbrug. Undskyld, hvis det skabte forvirring (for andre end mig selv).
4.
Har jeg fået et par mails bagom bloggen, der har fået mig til at tænke på, at det måske ville give mening at byde op til en omgang Ask Me Anything? Det lader til, at jeg over de sidste måneder har fået en stak nye læsere med ombord, og jeg har ret svært ved at vurdere, hvad man har brug for af stikord, når man bare hopper på et tog, der har tøffet afsted i over 15 år. (..!)
Det er ikke fordi, jeg tror, at der er nogen af jer, der ligger vågne om natten og spekulerer på mig og mit liv, men måske er der ting, jeg har lovet at følge op på, som jeg sidenhen har glemt, måske er der noget ift. diagnoser eller arbejde, man har spørgsmål til, eller måske er der noget, man længe har undret sig over.
– eller måske er man bare glad og tilfreds med at stikke hovedet ind forbi, læse, hvad der ligger, og så smutte ud i eget liv igen.
Men har du noget, så fyr løs; også hvis det er noget, du er lidt nervøs ved at spørge om. Jeg tager sikkerhedsskoene på, så de ømme tæer er godt beskyttet, så du må også gerne spørge om noget, du fornemmer, at vi måske ikke helt deler holdning til.
Kommer der et enkelt spørgsmål tager vi den i kommentarfeltet. Kommer der flere eller nogle, der kræver lidt mere plads at svare på, forvandler jeg det til et efterårsferie-indlæg.
Ordet er frit, hvis man vil have det.
Uanset hvad: God weekend.
Den er helt gal derude
Jeg er, efter lang tids pause, gået i gang med at høre Mads & A-holdet igen. Jeg trængte til en pause fra nogle af the usual suspects, men nu er jeg klar, og da jeg har Podimo pga. Peter & Esben, lå den lige til højrebenet.
Da programmerne lå som podcasts på iTunes, havde de bare numre, og i starten på Podimo kan jeg se, at overskriften på den enkelte afsnit er nogle af de dilemmaer, der bliver diskuteret. Men for omkring et år siden, er de begyndt at skrive, hvem der er A-holdet på den pågældende episode, og det er verdens bedste ide. For lige præcis i et program, der er bygget op om deltagernes holdninger og livsværdier, er det svært at være helt neutral ift., hvem der er med.
Det er meget få, der helt kan få mig til at fravælge at lytte med, men sådan en deltager havde han med for nyligt. Da jeg så hendes navn i overskriften, kunne jeg med det samme mærke, at det skulle jeg ikke. Deltageren er journalist, og har gennem nogle år excelleret i at skrive klummer, der med kirurgisk præcision er designet til at genererer kliks. Journalisten er af samme støbning som Anne Sophia Hermansen, (som jeg skrev om her), og jeg har gjort det til mit erklærede mål at få dem luget ud af mit feed ved konsekvent at vinge dem væk, ved aldrig at klikke på noget, de har skrevet, og ved at skjule de bekendte, jeg har, som ivrigt kommenterer på deres opslag.
Risikoen i en sådan manøvre er jo ekkokammer, og det er ikke længe siden, jeg skrev et indlæg om, at jeg er begyndt at hæve stemmen i kommentarfelter, der er *for* vanvittige. Men selv idealister har kampe de opgiver på forhånd, og det her er en af dem for mig.
Da jeg så journalistens navn og øjeblikkeligt fravalgte episoden, kom jeg efterfølgende til at tænke på, at det egentlig er meget få mennesker, hvis faglige og personlige identitet, jeg slår sammen. Normalt er jeg villig til at gå med på den præmis, at vi er ét menneske, når vi går på arbejde, og et andet, når vi holder fri, og det var første gang, jeg fra mit eget indre fik et rungende NEJ!, da jeg forsøgte at tænke, at hun jo bare gør sit arbejde.
Og det fik mig *virkelig* til at tænke.
Jeg har en del læsere, der arbejder i kommunikationsbranchen, og derfor ved jeg godt, at det her er et farligt emne at bringe i spil. For det er jo hverken journalistens opgave eller privilegium at diktere, hvad de vil skrive og hvordan.
Men hvis er det så? For redaktøren er uskyldig, algoritmerne bestemmer og læserne får, hvad de via deres click fortæller, at de vil have. Der er trængsel ved håndvasken.
Men jeg er begyndt at spekulere på, om den blinde ansvarsfralæggelse, vi ser i mange brancher, kommer til at tage sig anderledes ud, når vi kigger tilbage på den om 30 år. For historisk set har tingene det med at give en lidt mærkelig smag i munden, når vi fjerner der Zeitgeist og lader ‘jeg fulgte bare ordre’ stå tilbage.
Vil vi til den tid måbe over bankdirektørerne, der vaskede hvidt i arbejdstiden og slap med gyldne håndtryk? Vil vi undre os over de manglende sanktioner overfor offentlige chefer, der formøblede millioner af skattekroner og smadrede dele af velfærdsstaten uden nogensinde at se sig tilbage? Vil vi forarges over sagsbehandlere, der lod mennesker blive så syge, at de aldrig blev raske igen, alt sammen i Reglernes & Lovgivningens Navn?
Fælles for samtlige af de ovennævnte erhverv er, at ingen af de her mennesker har gjort, hvad de har gjort, på eget initiativ. De har alle sammen bare fulgt de drejebøger, de har fået stukket ud – men bliver det ved med at kunne forsvares?
Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang, hvor min egen grænse går. Jeg har tolket mange vanvittige ting gennem årene, men jeg har kun én gang, i mine 21 år som tolk, pure nægtet at oversætte, hvad der blev sagt. Så det er dejlig nemt for mig at sige, at man altid er forpligtet af sit menneskelige ansvar – også når man er på arbejde.
Det er en svær etisk diskussion; ikke mindst fordi, det er svært at se, hvordan den enkelte skal kunne gøre en forskel. At én sagsbehandler i Vejen kommune nægter at lave det, som Autismeforeningens jurist kalder for ‘blodbadsbesparelser’, kommer næppe til at gøre en forskel for andre end den ene sagsbehandler, som nu skal til at finde sig et andet job.
Men jeg er ret sikker på, at de mange tyske nazister og militærfolk, der gennem de sidste årtier er blevet retsforfulgt for krigsforbrydelser, havde fuldstændig samme problem. Og her er vi vel, retrospektivt, nogenlunde enige om, at nogen skulle have sagt stop?
Folkemord kan hverken sidestilles med svinehundsjournalistik, svindel, hvidvask eller dårlig sagsbehandling. Selvfølgelig ikke. Men fælles for det hele er, at det foregår lige for næsen af alle os, der burde kunne have forhindret eller stoppet det, og at det i sin yderste konsekvens udgør en trussel for demokratiet.
Det tror jeg snart, tiden er moden til at forholde sig til. Og indtil vi når så langt, kan man jo lave sin egen lille, stille protest ved at fravælge særlige afsnit af Mads & A-holdet.
M2022, uge 40
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Forsøgte jeg søndag at ovn-optimere, hvilket sådan set gik ok. Jeg synes sgu, at det var lidt irriterende, hvis jeg skal være ærlig, for jeg vil helst bare lave tingene, når jeg skal bruge dem og så fryse et eventuelt overskud. Men da jeg kiggede på madplanen, kunne jeg se, at der den kommende uge var flere ting, der krævede en ovn, og alt andet lige er det billigere at tænde den og bruge den i ét riv, end at starte den op 5 gange.
Jeg lagde en plan, hvor jeg indtænkte hævetid og tilberedning af grønt, og med ovnen tændt i 1 time og 40 minutter, fik jeg bagt knækbrød, 2 forskellige slags boller, og forberedt grøntsager til to forskellige slags suppe (Hokkaido og Tomat).
2.
Har jeg købt regntøj til Frida på Marketplace og fået det fineste, næsten ubrugte sæt, som koster 400 fra nyt. Jeg slap med 75 kr.
3.
Så jeg på Facebook et opslag fra Spis Bedre; en opskrift på langtidsbagte tomater, som skulle have 4-5 timer i ovnen. Jeg hoppede i kommentarfeltet og skrev, at jeg ville elske, hvis de ville lave et tema med, hvordan man kan lave mad, man normalt laver på én måde, men som æder meget el, på en anden og billigere måde. Om man f.eks. kunne lave langtidsbagte tomater på eftervarmen på en grill.
Der er sikkert 100 faktorer, der er med til at afgøre, hvad de vælger som tema på de kommende numre, men der sker jo i hvert fald ikke noget ved at lufte ideen, og jeg har før haft held med bare at smide et forslag for fødderne af hovedpersonen.
4.
Har jeg tænkt mere på el, end jeg har gjort længe, og det skal vi snakke om nu i tre underpunkter.
A.
For det første har jeg skåret 20% af vores el-forbrug i september.
Kæmpe highfive til mig selv. Jeg kører vores devices helt flade, inden jeg lader, jeg har fundet lidt stearinlys frem, og tænker ekstra over, hvordan vi bruger ovn, tørretumbler, opvasker og vaskemaskine – og så slukker jeg lys hurtigere, end vi nærmest når at tænde det.
B.
For det andet har jeg fået en mail fra en læser; Michelle, som bl.a. skriver:
“Jeg har et lille input, som jeg håber, du kan bruge.
Man kan potentiel spare en del penge årligt, hvis man skifter elselskab. Jeg har selv navigeret efter denne artikel: https://eltjek24.dk/guide-til-at-skifte-elselskab/ hvor det blandt andet fremgår, at man i nogen tilfælde kan spare mere end 2.000 kr om året ved at skifte.“
Jeg har ikke haft tid til at nærlæse artiklen, men skynder mig at smide linket her i tilfælde af, at andre kan bruge det.
Og det leder os videre til det tredje og sidste punkt, som er en del af grunden til, at jeg ikke har haft tid til at læse op på det, for:
C.
Jeg har haft travlt med at snappe haser på Norlys.
Det hele startede for 2 måneder siden, hvor jeg på Facebook i et kommentarfelt i en lokal gruppe, så følgende kommentar fra en ansat i Norlys:
“Uanset tid på dagen, uanset hvad elprisen er, så vil du altid blive faktureret ud fra et gennemsnit af elprisen på månedsbasis, hvis du er flex-kunde og kvartalsbasis, hvis du er puljekunde. Så at bruge strøm om natten eller i andre ydertimer, er udelukkende godt for miljøet, hvilket jo heller ikke er skidt.”
Mig:
Først lagde jeg telefonen fra mig, fordi jeg tænkte, at det var så indlysende forkert, at der ikke var grund til at bruge tid på det.
Men fordi vedkommende er ansat derude, blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere lige måtte dobbelttjekke, så jeg sendte deres kundeservice en mail, som de ikke svarede på.
Så skrev jeg til dem over Facebook. Og ventede. Og ventede. Og ventede. Og så fik jeg dét her svar retur:
Og så kunne jeg lige mærke, at jeg fik det sådan her:
For på deres hjemmeside står der:
Og det betyder, at der kun er 2 muligheder: Enten skriver de én ting og gør noget andet, eller også rådgiver de decideret forkert.
Men de svarede mig stadig ikke over mail, og så blev jeg ægte sur. For jeg ved godt, at de har 32.837.543.865 mails i indbakken lige nu, og I ain’t special. Men når deres svar for mig som forbruger gør en ret stor økonomisk forskel, og de modsiger sig selv flere gange, så gider jeg ikke ignoreres.
Så jeg prikkede et par journalister på skulderen – for hvis det virkelig er ligegyldigt, hvornår på dagen, du bruger strøm, når du har en variabel aftale, så skal vi jo også have journalisterne til at stoppe med at skrive, at ‘det er NU, du skal bruge strøm!’.
Selv i det tilfælde, at det her var et eller andet særligt for Norlys, praler de på deres hjemmeside af deres ‘1,7 mio. kundeforhold’, og selvom de ikke udelukkende lever af el, så sidder de stadig på så stor en del af markedet, at jeg synes, det her er et problem.
Om det var pga. den .. øgede interesse eller om de bare nåede til mig i bunken af mails ved jeg af gode grunde ikke, men pludselig skete der i denne uge det magiske, at jeg fik svar på den første mail, jeg sendte
Og Lord behold: De to kunderådgivere tog fejl:
Det er jo alt sammen fint, for det viser sig jo, at jeg havde ret. (Og det er *altid* fint). Men. Det er SUPER problematisk, at man har mennesker til at sidde og rådgive forkert, for ud fra det svar, de gav mig, ville man jo, hvis man ikke var et skeptisk, know-it-all røvhul som mig, bare begynde at bruge strøm, når det passer bedst, uden at skele til prisen. Og den er ALTID dyrest, når det passer bedst for flest, så lige nu, hvor der kan være flere kroner i forskel pr. kWh på det dyreste og det billigste tidspunkt, bliver det hurtigt til rigtigt mange penge, man betaler uden at have behøvet det. Udelukkende på baggrund af forkert rådgivning.
Det er tæt på at være utilgiveligt i en tid, hvor elpriserne, ægte og i virkeligheden, betyder, at nogle mennesker må gå fra hus og hjem.
I spørger, vi svarer: Om solsikkebørn og behandlingssituationer
For nogle uger siden fik jeg den fineste mail fra H, som jeg har fået lov at konvertere til et ‘I spørger’-indlæg.
Hun skrev:
“Hej Linda.
Nedenstående startede som en kommentar til dit seneste (og tankevækkende) indlæg.
Men som jeg skrev, voksede det sig større og større.
Min kommentar (nu full-on mail) er ikke ment som en undskyldning eller en bortforklaring. Men den er et forsøg på at beskrive min (subjektive) side af min (specifikke) arbejdsdag.
Og jeg når jeg til slut skriver, at jeg rigtig gerne vil have gode, konkrete råd, så mener jeg det. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mine kolleger og jeg ville have stor gavn af en form for grov-vejledning. For når jeg læser dit kommentarfelt, tænker jeg at alt er bedre end status quo.
Jeg er nemlig en af dem, der nogen gange sidder på den anden side. Og somme tider får jokket i spinaten, fordi jeg sidder overfor et barn med udfordringer, jeg ikke er klædt på til at håndtere oven i mit fagspeciale.
Jeg er tandlæge og har arbejdet med børn det meste af min karriere. Og jeg har for længst erkendt, at mens jeg er skidegod til de unge, så er jeg ikke særlig god til de små. Og for børn med psykisk bagage er det meget hit-or-miss for mig. Desværre.
Jeg har det faglige på det rene – men det er bare ‘kun’ halvdelen (og ofte mindre), når man behandler børn.
Heldigvis for alle, så er min arbejdsplads rigtig god til at udnytte mig og mine kvaliteter på en måde, der giver mening for alle parter.
Men. I en sektor, der desperat mangler arbejdskraft, udnytter man den, der er.
Så ofte, af forskellige *årsager* (sygdom, tandpine, akutbehandling osv), ender Patient X hos mig – også selvom der alle steder står, at X har det bedst med behandler B, og har brug for meget specifikke forhold. For behandler B arbejder ikke om torsdagen/har ferie/er syg/kursus/etc og X har ondt/mor eller far kan kun onsdage efter 13 eller mandage før 10/X er hos mor i ulige uger/etc.
Alle ting, der gør det næsten umuligt at få strikket den perfekte aftale sammen for X, når der opstår et akut behov. Eller når uventet sygdom kræver OL-værdig kalendergymnastik i vores ende, for at X ikke skal vente månedsvis for ny tid hos behandler B.
(Og her må jeg sige, at jeg har oplevet forældre, der selv tilsidesætter X’s behov for behandler B, hvis det er alt for ubelejligt – eller ventetiden er meget lang).
Jeg gør mit bedste i situationen. Men har jeg aldrig mødt X før, så er jeg ikke klar over alle de specifikke aftaler og tricks, der gør situationen nemmere. Jeg har en anamnese, dvs. diagnose og evt. medicin. Men alt derudover er ikke tandlægefagligt, så det hører juridisk ikke til i en patientjournal i vores regi. Og jeg har sjældent tid til at orientere mig i andet end journalen forud for en aftale.
For der var en patient før, og der kommer en lige bagefter.
Denne mail er ikke forsøg på forsvare et uhensigtsmæssigt system eller at undskylde det. Jeg elsker mit job og jeg gør sgu, hvad jeg kan.
En behandlingssituation i hårdknude er hård for begge parter. Og det gør ondt i mit behandlerhjerte ikke at kunne gøre mit bedste. Men hvad gør man?
Og det mener jeg helt alvorligt. HVAD GØR MAN? Hvad har du/I af forslag? Dit kommentarfelt må være en guldgrube, Linda! Og den viden vil jeg bare gerne have del i.
Måske nogle lavpraktiske tricks? (Jeg har bl.a. haft en patient, der var meget lysfølsom, så mor havde en ansigtsmaske med hjemme fra)
Måske hvordan man kommunikerer med forældrene ‘uden om’ barnet?
Det er ret vanskeligt at have en samtale med mor/far om, hvordan X bedst håndteres, når X sidder i stolen lige ved siden af. Er der nogle konkrete tips?
Som behandler kan jeg klart bedst håndtere de forældre, der går med mig ind først og lader barnet blive i venteværelset, mens jeg briefes. Men hvordan initierer jeg den samtale, uden at støde forældre og uden at umyndigegøre børnene?
Jeg tager imod råd med kyshånd og takker.
H“
Grunden til, at jeg gerne vil gøre det her til et ‘I spørger-‘indlæg er, at neurodivergente børn simpelthen er så forskellige, at det er umuligt at finde en one size fits all-løsning. Derfor vil jeg være ked af at tegne et billede af en løsning, der ville være perfekt for os, hvis den slet ikke er det rigtige for andre.
Men hvis ingen starter, kommer vi aldrig afsted, så jeg lægger ud med nogle input og generelle betragtninger. Herfra kan I så kommentere og supplere og forhåbentlig bliver slutresultatet så en ide-bank, der, uanset hvad, er bedre, end Det Store Ingenting, vi står med i dag.
Inden jeg kommer til ideer og løsningsforslag, vil jeg dog gerne lige omkring det med, at forældre somme tider selv tilsidesætter idealet og går med det praktisk mulige i stedet. For da jeg læste den passage i mailen, kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk sagtens kan se, hvordan det kan være med til at tegne et billede af, at det med en fast behandler er mere nice to have end need to have.
Det er noget, jeg selv har tænkt en del over, det her med, at vi nok ikke helt er gode nok til at fortælle konkret om, hvad det indebærer at være forældre til børn med særlige behov. For på ydersiden ligner de jo de fleste andre børn, og derfor er det nok svært at forestille sig, når man ser dem udefra, hvor meget det egentlig kræver at facilitere rammer, der giver dem mulighed for at trives. Jeg så et opslag i går fra insta-kontoen @autismeudenfilter, som meget fint illustrerer en brøkdel af de ekstraopgaver, man skal være på forkant med h.e.l.e tiden:
Vores punkter ikke de sammen, men vi har andre tilsvarende. Som forældre til autister er vi med vores store børn til ting, som deres jævnaldrende for længst selv mestrer, og fordi man rundt om alt det har et almindeligt liv, andre børn og ægtefæller, kærester og chefer, der skal passes ind, bliver vi somme tider nødt til at gå på kompromis, fordi der simpelthen ikke er timer i døgnet til at flytte en aftale længere frem. (Plus at mange autister har utrolig svært ved at rumme at få børstet tænder, hvilket betyder, at man hele tiden stresser over, a) om man får det gjort godt nok og b) hvad *f*a*n*d*e*n vi skal gøre, hvis der nogensinde kommer et hul. For hvis man har modstand mod spytsugeren, så bliver det nok *lidt* op ad bakke med et bor….)
Yes. Men det var jo egentlig ikke det, vi skulle snakke om her. Betragtningen faldt bare lige ned i noget, jeg selv har gået og tygget på, og så har det jo en tendens til at stikke lidt af.
Inden jeg går videre vil jeg gerne sige, at det virkelig er fedt at “møde” en fra den anden side, der bare siger ligeud, at hun/du gerne vil være bedre til det her, men ikke ved hvordan. Det kan være ret svært at afkode, hvor lidt eller megen hjælp, de fagfolk, vi står overfor, gerne vil have, så det er virkelig rart med en klar åbning, og det tænker jeg, at samtlige forældre i din tandpleje også vil synes.
Det allerførste, der faldt mig ind var, at man i venteværelset kunne have en krog med et par låne-solsikkesnore. Den spotter alle med børn med særlige behov med det samme, og det får altid skuldrene til at falde 5 cm., for så ved man, at man står overfor nogen, som i hvert fald har gjort sig nogle overvejelser.
Dernæst synes jeg, at det ville være en kæmpe hjælp for både forældre, børn og personale, hvis man havde et clipboard med en stak ‘solsikkeskemaer’ stående (det er et ord, jeg opfinder til lejligheden, bare så ingen begynder at google) ved solsikkesnorene. Et skema, hvor man kort og præcist kan anføre, hvad barnet har behov for, og som kan afleveres til det konkrete personale, man skal ind til dén dag. Som klinik kan man nøjes med at sætte ting på skemaet, som er muligt indenfor rammerne, og som forældre er det rart at kunne videregive de her informationer, uden at alle lytter med.
Skemaet ville også være en hjælp ift. at der er noget her, som man lige skal være opmærksom på, for jeg tror ofte, at problemerne opstår, når personalet glemmer, hvem de har i stolen.
Jeg forestiller mig noget i den her stil:
Jeg vil gerne have lov at slutte min del af indlægget med 4 punkter, der er gode at være opmærksom på, uanset om man er tandlæge, sundhedsplejerske eller børnelæge:
*De her børn kan mærke på 700 km. afstand, hvis behandleren har travlt eller ikke har tålmodighed. Det stresser dem HELT vildt, og skruer op for ALT, hvad der er af symptomer. Jeg ved godt, at det er en viden, der er træls at sidde med, fordi det kan være et vilkår, man ikke kan gøre så meget ved, men jeg vil alligevel gerne appellere til, at man måske på klinik-niveau kan tage en snak om, hvordan man kan minimere den her udfordring, når den opstår. Om der er børn uden stærke behandlerpræferencer, der kan flyttes, om der er en opgave, en anden måske kan tage eller lign. Det er ikke sikkert, at det er muligt, og så er det jo sådan, det er. Men det er bare desværre et faktum, at hastværk påvirker de her børn så negativt, at det besværliggør – og forlænger – behandlingstiden markant.
*Ingen pludselige bevægelser eller berøring, man ikke har informeret om først. Vi havde et tandlægebesøg, der endte i hat og briller, fordi Anton endelig var kommet op i stolen, og assistenten så kom susende ind ad døren og skubbede bakken med instrumenter lige ind foran ham. Det udløste noget, der mindede om et panikanfald.
Vis dem spytsugeren og lad dem røre ved den. Vis dem spejlet, og giv dem evt. lov til selv at prøve at prikke sig forsigtigt på hånden med den der spidse satan, man renser tænder med, som jeg ikke kan huske, hvad hedder.
*Giv dem på forhånd en bagdør, så de hele tiden ved, at de kan stoppe situationen, hvis det bliver for meget. Aftal f.eks. med dem, at du stopper, hvis de løfter hånden.
*Hyppige små-besøg gør en KÆMPE forskel. Jeg tror, man bruger det til børn med tandlægeskræk? Ultrakorte besøg, hvor der ikke skal laves noget, men hvor de kommer ind i lokalet, sidder i stolen og f.eks. bare får talt deres tænder. Det er ikke gratis, men de 5 minutter, man bruger her, kan ret hurtigt skæres af tiden til de reelle eftersyn, fordi barnet der så er (mere) trygt.
——-
Det var, hvad der lige faldt mig ind, så nu stiller jeg fjerpennen tilbage i blækhuset, og lader jer kommer til.
Tak for et virkelig fint oplæg, H. Jeg håber, der kommer noget, du føler, du kan bruge.
M2022, uge 39
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt ind 3 gange på 5 dage, hvilket har fået mig til at tænke på, at jeg i takt med at inflationen er steget, har ændret mit indkøbsmønster.
Det er meget sjovt, for idet jeg har lavet de her indlæg i snart 5 år, er jeg nok mere opmærksom på de her detaljer, end gennemsnitsdanskeren. Derfor har jeg, bevidst, testet forskellige måder at købe ind på, og konklusionen er, at det for os er langt det billigste at købe ind flere gange i løbet af en uge, end det er at storhandle én gang om ugen.
Jeg ved ikke, om det skyldes vores familiekonstellation, for langt de fleste spareråd man læser, angiver, at det er billigst at købe stort ind et par gange om måneden frem for at klathandle.
Men jeg mister overblikket, når køleskabet er for fyldt, og det giver meget mere madspild, fordi jeg glemmer, hvad jeg har købt, åbner ting, jeg ikke kan nå at bruge og ikke får udnyttet resterne godt nok.
Med et kronisk halvtomt køleskab har jeg meget mere held med at få brugt de sidste syltede rødløg, at huske at få smidt den åbnede-men-kun-halvt-brugte pikantost (som er SYGT god i hokkaido-suppe) i fryseren og at lave frugtsalat til madpakken af kiwien og pæren og de sidste vindruer.
Så blot en opfordring til at prøve sig lidt frem, hvis man, ligesom mig, ikke helt kan forløse potentialet i storkøb.
2.
Har jeg købt officepakken til min Mac i stedet for at tegne abonnement.
IT-Claus, som er det rareste, mest tålmodige menneske i verden, der hjælper mig, når cyberlivet driller, (for real. Han læner sig op af en helgenkåring over sin Gandhi’ske ro, når jeg igen sender en panikslagen besked over Messenger, fordi jeg har smækket mig selv ude af noget, hvor jeg har glemt at skrive passwordet ned) har fundet et tilbud, hvor jeg kan købe den for 300 kr., hvilket meget hurtigt bliver billigere end de 40 kr. pr. måned, jeg kan erhvervs-abonnere på programmerne til.
Normalt er jeg ellers meget til månedsbetaling, når det kommer til programmer og apps, fordi jeg har haft flere trælse oplevelser med apps, jeg har købt på årsbasis, hvor der så pludselig kommer en iOs-update, som appen ikke kan samarbejde med.
Men lige Microsoft kan vi vist godt stole på ift. at holde officepakken up to speed, og så er programmerne mine til evig arv og eje.
(Og de kan trækkes fra).
3.
Er elpriserne nu så hysteriske, at jeg forsøger at vride ALT ud af de kWh, jeg trækker.
Jeg varmer alt det, jeg kan på mit paninijern, jeg varmer ting på panden i stedet for i ovnen, jeg sætter mit stopur til 5 minutter, når jeg bare skal tumle håndklæderne bløde efter at have tørret dem ude (jeg ved, at nogen elsker den hidsige eksfoliering, der følger med lufttørrede håndklæder. Mig giver den bare lyst til at græde), og jeg forsøger at udnytte varmen, når jeg har en kogeplade i gang.
Forleden lavede jeg burgere, og selv med en pakke øko-fars på 400 gram, har vi over en halv pakke i overskud, når der er lavet bøffer til alle.
I stedet for at fryse farsen fersk, fandt jeg de grøntsager, der trængte til at blive spist frem, og da jeg havde formet burgerbøfferne, lod jeg dem hvile, mens jeg svitsede resten af kødet sammen med grøntsagerne og smed en dåse hakket tomat i på samme plade. Af varmen med gryden, bøfferne på, og gryden retur og stå at simre færdig på restvarmen, da bøfferne var stegt.
Så er der både sparret lidt på strømmen, grøntsagerne blev brugt, OG der er nem aftensmad i fryseren.
