Bloggen

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg doneret de julesnøfler, som mine børn ikke kunne *leve* uden, til forberedelseslokalet på min søsters job. For børnene tog én mussebid hver, og erklærede så, at de smagte “ulækkert, mor!!” – fordi kanel åbentbart er i bad standing nu. Jeg trænger ikke til 4 lag snøfler, men tænkte, at man som pædagog i december nok har brug for alle de saltvandsindsprøjtninger, man lovligt kan få, så de røg afsted og forvandt som dug for solen. 

2.

Har jeg lavet en kæmpebalje tomatsuppe fra bunden og frosset den ned i hhv. 3 portioner, der passer til et måltid, og 5 små bøtter, som jeg kan bruge, når jeg skal til bunds i de one-pot-pasta retter, jeg har i fryseren. Jeg har flyttet rundt på dem i 3 måneder nu, fordi jeg havde en periode, hvor jeg syntes, at OPP var det mest geniale i verden, og nu er jeg bare virkelig er ovre det. Men jeg har opdaget, at de faktisk bliver acceptable, hvis man lige vender en dl. tomatsuppe i, når man varmer dem, så nu satser jeg på, at jeg kan nå gennem lagret på den her måde. 

(Og så skal jeg bede om et stift, irettesættende blik og et hårdt greb i overarmen, hvis jeg begynder at finde den store gryde og posen med pasta frem igen). 

3.

Var jeg for et par måneder siden på jagt efter en løsning til baggrund, når jeg fjerntolker (over Teams og Skype).

Vores hus er indrettet på en måde, så jeg ikke har en neutral væg, jeg kan sidde op ad, og derfor har jeg brug for et eller andet bagved, så alle ikke kan se hele min stue, når de ringer op.

I min sidste ansættelse fjerntolkede jeg fast, og dengang brugte jeg en foldeskærm, hvilket fungerede fint. Men selvom den kunne slås sammen, fyldte den stadig, og nu, hvor jeg ikke har faste fjerntolkeopgaver mere, ville jeg gerne finde en løsning, der ikke fylder, når den ikke er i brug. 

Efter lidt facebookresearch endte jeg med at bestille noget, der minder om et kæmpe nodestativ – men ak. Det er for smalt, fordi jeg skal sidde langt nok fra kameratet til, at man kan se både mit ansigt og mine hænder, og derfor tager kameraet stadig for meget af baggrunden med.

Jeg skrev til hende, der foreslog løsningen og spurgte, om hun kunne bruge stativet, for hvis hun kunne, var det hendes, kvit og frit.

Kunne jeg have solgt det? Måske. Men jeg vil faktisk hellere, at det kommer ud og bliver brugt, end at jeg flytter rundt på det i et år, for så at sælge det for 50 kr. til en eller anden, der gider komme forbi og hente det.

4.

Har jeg, i forlængelse af ovenstående, lovet oldefar at prøve at sælge en uldrullemadras, han har haft liggende og aldrig brugt. Efter at det lykkedes mig at sælge hans elscooter, kender hans tiltro til mine videresalgsevner ingen grænser, og jeg vil gerne hjælpe ham, hvis jeg kan. 

For mig giver det mening at give en hånd med ift. at få tingene solgt/givet væk, fordi det helt overordnet er bedre for miljøet, at vi får noget, der allerede er produceret ud og leve videre, fremfor at skulle have produceret noget mere. Men jeg er begyndt at tænke meget over, om det giver mere mening at sælge/forære tingene væk direkte, end altid at give det til genbrugsbutikker. Ikke fordi de ikke er vigtige eller gør gode ting, men fordi jeg synes, jeg begynder at se, at i takt med, at flere og flere gerne vil støtte op om at passe bedre på miljøet, så får de så utrolig mange flere ting, end det er mit indtryk, at de kan sælge.

Derfor er jeg begyndt at hælde mere til direkte videresalg eller bortgivelse, fordi man så får tingene sendt i armene på nogen, der skal bruge dem med det samme, i stedet for reelt bare at langtidsparkere dem et andet sted end hjemme i sit eget skab.

(PS: Hvis du hjælper andre med at videreekspedere ting, vil jeg lige slutte med at opfordre til, at du på forhånd aftaler, hvor længe du lader tingene stå til salg, og hvad du skal gøre med dem, hvis de ikke bliver solgt. Vil folk have dem retur, skal de foræres væk eller skal de afleveres til genbrug. Min erfaring er, at ude af øje er ude af sind, og derfor kan tingene meget hurtigt blive dit problem, hvis ikke der på forhånd er lavet en klar aftale om tingenes (videre) skæbne).

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg sendt en mail til Lidls hovedkontor om noget så usexet som toiletpapir.

Vi køber deres 3-lags toiletpapir, og har gjort det i flere år. De sidste måneder er der imidlertid sket det, at 5-6 ruller ud af de 10, der er i en pakke, halvvejs ind i rullen kun består af 2 lag. Det er helt sikkert noget med .. opviklingsmaskinen, som jeg lige har besluttet, at den hedder, for halvvejs igennem rullen løber der pludselig et lag mere på, og rullen er 3-lags igen. 

Hvis det havde været en enkelt rulle i ny og næ, ville jeg have trukket på skulderen. Men når det er galt med over halvdelen af pakken, og det er hver eneste gang, så bliver det sgu lidt irriterende. Specielt når det er favoritmærket, og jeg faktisk ikke har lyst til at skifte. 

Men det er jo lidt svært at stille i butikken med en toiletrulle og en sang fra de varme lande om hhv. 2 og 3 lag. Tung bevisbyrde at løfte at sandsynliggøre, at den faktisk stammer fra en 3-lags pakke, når den til forveksling ligner dem fra 2-lagspakkerne – og at det sker i hver eneste pakke, men somme tider først halvvejs inde i rullen. Man forestiller sig ikke, at de beredvilligt åbner 7 pakker og ruller al papiret af for at se, om jeg har ret, vel?

Omvendt har de jo heller ikke en chance for at vide det, hvis ingen siger det til dem. Så nu har jeg skrevet en mail til deres kundeservice og håber på et juletoiletpapirsmirakel.

(I bedste julekalenderstil har jeg dog stadig intet hørt fra dem, selvom det er en uge siden, jeg skrev. Vi satser på, at det hele løser sig i 24. afsnit). 

2.

Har jeg brugt en aften på at tjekke op på gaver og kalendergaver, der står gemt i kasser og poser i bryggerset.

For hvert år synes jeg liiiige, at jeg mangler en liiillebitte ting til én – og hvert år viser det sig, at det er fordi, jeg har købt noget, som jeg siden har glemt alt om. I år var ingen undtagelse og jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg skal være fortvivlet over min hullede hukommelse eller stolt over min evne til at udtænke workarounds. 

3.

Er der pres på hos Bilka To Go, tror jeg, og det er nok derfor, der sker lidt flere svipsere. Jeg har i hvert fald fået en ekstra pakke grødris og en stor bakke klementiner med hjem, og jeg ekspederede med det samme begge dele videre. Vi spiser ikke de første, og havde rigeligt i vores egen store bakke af de sidste, og så kan genboen ligeså godt få glæde af tingene.

Den er på her, fordi julen er store madspildsmåned, og derfor er det meget godt lige at lave en fællesreminder om at huske at sende overskudsmad videre, mens det er friskt, så du ikke bare tørrer dit madspild af på naboen, der så kan bøvle med 24 frikadeller, der synger på sidste vers. 

(Og bare lige ift. det med at beholde varer, jeg får med, som jeg ikke har bestilt: Min tommelfingerregel er, at det, jeg får med ved en fejl, skal koste over 100 kr. for at jeg kører retur med det, og de gange, jeg er kørt tilbage med varer, har de unge mennesker nærmest ikke vidst, hvad de skulle stille op med dem. For en måned siden kom jeg fx. hjem med 2 pakker bleer, 10 glas kartofler, 4 spande rødkål, 2 pakker mælkeerstatning og en flaske snaps. Det kørte jeg ud med igen med det samme, og jeg måtte nærmest tvinge det ned i halsen på de 3 ungersvende, der blev ved med at sige, at ‘det bliver jo helt umuligt at finde ud af, hvem der skulle have haft det?’. Yes. But that sounds like a you-problem).

4.

Har jeg fået et spørgsmål til et gammelt indlæg, som jeg mindes, at én af jer engang har svaret på i et andet indlæg, men jeg kan ikke søge i mine kommentarer, og Anton er tæskefucking syg på 5. døgn med 40-41 i feber, hvilket betyder, at jeg patruljerer hans værelse hver anden time natten igennem, så overskuddet er ved at være lidt småt.

Derfor:

Spørgsmålet lyder:

Old post, I know, men er der nogen, der ved, hvordan det forholder sig, hvis man har betalt for levering, men der så er gratis returnering? På den ene side, så har man jo stadig kun betalt for fragt den ene vej. På den anden side står der i loven, at man skal have sine penge for fragt tilbage, hvis man returnerer en vare..

Har vi en ombudsmand-in-spe på linjen? For det ville være verdensklasse.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg googlet, hvad der er mest klimavenligt: Et ægte eller et kunstigt juletræ. Svaret er, at der ikke er et entydigt svar.

Intuitivt vil jeg have, at de kunstige er mest klimavenlige, fordi de kan genbruges, men mængden af plastik og metal belaster 1:1 mere, end et juletræ koster i CO2 at producere. Derfor forudsætter en eventuel klimagevinst, at man bruger det kunstige træ i mange år (denne artikel fra Tænk siger mellem 5 og 20 år, hvilket jo er dejlig konkret).

Men fordi jeg i min egen omgangskreds kan se, at flere og flere går plastikvejen, tænkte jeg, at det ville være konstruktivt at udveksle gode såvel som dårlige erfaringer her, f.eks. i forhold til kvalitet, opmærksomhedspunkter og opbevaring. Kan de stå på loftet? I et skur? Holder de sig pæne? Hvad skal man være obs på, når man køber?

Hvis vi kunne forvandle kommentarfeltet til en ERFA-gruppe, kan vi da i hvert fald gøre vores til, at eventuelle fejl ikke bliver kopieret unødvendigt.

(Og igen: Vi er alle sammen helt enige om, at det mest miljøvenlige ville være at springe juletræ, gaver og skiferier over, men som altid er nordstjernen her at vi med respekt for hinandens valg forsøger at finde det bedste alternativ). 

2.

Vælter det pludselig ind med nyhedsbreve, (som jeg ikke mindes at have sagt ja til at modtage…), fra alle mulige firmaer, jeg gennem tiden har handlet hos.

Det har fået mig til at beslutte, at jeg lige nu aktivt luger ud, melder fra og unfollower alt, hvad jeg ikke skal bruge. I hverdagen kommer jeg hurtigt til bare at scrolle videre eller ignorere diverse salgspitches, men når jeg lige holder fokus på det en uges tid, gør det faktisk en forskel i mit feed og min indbakke.

I samme ombæring prioriterer jeg også at få frameldt notifikationer og abonnementer på sider og steder, jeg er vokset fra. 

3.

Har jeg købt sladretabletter til børnenes tænder. 

Ingen af mine børn bryder sig om at få børstet tænder, og derfor er det en daglig kilde til frustration for os alle 3. Det bliver ikke bedre af, at det er en aktivitet, der optræder på de to mest trælse tidspunkter i løbet af en dag: Når vi har travlt, og når vi er trætte. 

Men jeg er selv vokset op med forældre, der har passet godt på mine tænder og jeg har ingen huller. Det sætter jeg uendelig pris på, og det vil jeg gerne give videre til mine børn. Særligt fordi de begge har det så træls med kitler og nåle, som de har.

Derfor har jeg brugt de 200 kr. det koster at købe plak-tabletter, som de egentlig hedder. Mit håb er, at de kan være hjælp til selvhjælp. At børnene, når vi bruger dem et par gange om måneden, lærer, hvor de skal udvise lidt ekstra agtpågivenhed – og det er bare nemmere at forstå det, man med det blotte øje selv kan se.

Hvis ideen også kunne give mening hjemme hos jer, så vær obs på, at den røde farve er MEGET rød – også i vasken. Derfor er man nødt til lige at have vandet til at løbe, når man spytter ud, hvis man vil undgå at skulle panik-skrubbe sin håndvask på bagkant. 

4.

Har jeg lovet jer en nisseliste.

Fordi jeg HADER pranks, hvor punchlinen er andre menneskers skuffelse, har jeg aldrig nogle af de “sjove” drillerier på, hvor man pakker skolebøger, iPads eller lign. ind i gavepapir, og jeg forsøger også at holde det hele på et niveau, hvor jeg ikke selv får det skruet op. For har man først fået lagt en biograftur på en helt almindelig onsdag, så er der ikke meget at sige til, at børnene sætter næsen op efter andet end blå mælk de kommende dage.

Desuden er jeg nødt til at vælge drillerier, som man ikke kan se, hvis man er oppe i løbet af natten. Vi bøvler i forvejen rigeligt med søvn, og både Frida og jeg er LYS-vågne i samme sekund, vi slår øjnene op, så der er ingen grund til at tilføre yderlige stimuli at hype over kl 01.17.

Jeg lægger altid et lille hint ved nissedøren, hvis jeg har lavet noget, børnene først opdager senere på dagen, så de ved, at nissen ikke har glemt dem. Eksempelvis lagde jeg i aftes en mandarin med gogley eyes og nissebriller foran nissedøren, fordi jeg havde klistret googley eyes på alle billeder i stuen og ikke var sikker på, at de ville opdage det, inden vi skulle afsted.

Så med alt det sagt:

Behold:

nisselisteN:

*En julestjerne lagt på stolen/bænken på den faste plads (jeg laver de der monster-dobbelt-flette-stjerner, og sætter en snor i, så de kan hænges på træet)

*Googley eyes på alle billeder

*En glaskugle på bakspejlet og lametta viklet om sæderne i bilen

*Ændre pauseskærmsbilledet på iPaden

*Skifte pærerne over bordet ud med nogle farvede af slagsen

*Spraye snefnug/klistre nissehuer på vinduet i stuen (så det, modsat på spejlet på badeværelset, er gemt bag gardinet, til vi står op)

*Binde stolebenene sammen

*Gøre badetøjet vådt og smide det i fryseren, så det er stift, når svømmetøjet skal pakkes

*Skifte alle blyanter i penalhusene ud med piberensere, sukkerstokke og te-skeer

*Sætte et ‘Plant en julemand’-kit foran nissedøren. (2 dage) Sæt en potte med jord og læg en lille chokoladejulemand, som skal plantes. Den vokser op og er blevet til en stor chokoladejulemand dagen efter

*Vikle lyskæder om jakkerne. (Kræver enten en timer eller remote, hvis de ikke kan være tændt hele natten pga. placering) 

*Tegne smileyer på børnenes fødder, når de sover

*Skifte tandbørsterne ud med sukkerstokke

*Sætte nisseklistermærker på noget, børnene med sikkerhed skal bruge (smartwatch, sko, faste kop ell. lign)

*Bytte tøj i deres skabe (bare bluser, bukser og undertøj)

*Balloner i jakkeærmerne (eller grankogler i skoene; mine børn vælger bare forskellige sko hver morgen, så det duer ikke her).

*Male overskæg på dem, når de sover (obs på farven på pudebetræk og på at sætte tid af til at fjerne det om morgenen)

*Drysse masser af sølvstjerner i madkassen

*Lave køleskabet om til en snemand (Se billede nederst)

*Dekorere sodavand eller mælkekartoner i køleren (klister ansigter eller snefnug på eller giv dåser/kartoner nissehuer på)

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg holdt fødselsdag for drengene fra Antons klasse. De er ikke så mange, men det fungerer stadig bedst, at vi tager ud og gør et eller andet, fordi Anton bliver helt mast, hvis der er for mange mennesker herhjemme.

Sidste år var vi i svømmehallen, for et par år siden havde jeg booket taekwondoklubben og et par trænere, og i år gik turen så til skøjtehallen.

Jeg har brugt 2 uger på at forsøge at finde et alternativ til engangsservice, men det lykkedes mig ikke. Derfor endte jeg med skamfuldt at medbringe 12 paptallerkener og -krus – men til gengæld medbragte jeg også en sprittusch, som viste sig at være det vigtigste i hele tasken. For ud over, at jeg kunne skrive navn på både tallerkner og krus, så kunne jeg også skrive navn på både de små chips-bægre og dåserne med Pepsi Max, og jeg tror ikke, jeg lyver, når jeg siger, at det halverede det madspild, der ellers meget naturligt opstår, når alle går til og fra, og det hele skal stå på samme bænk. 

Det irriterer mig stadig med det service, men jeg kan ikke komme på andet til de situationer, hvor regulær porcelæn ikke er en mulighed (og børnene er blevet så store, at melamin og plastik ikke længere er en fast bestanddel af køkkeninteriøret).

Hvis nogen har en genial ide, så få det endelig smidt i kommentarfeltet her, hvor vi er relativt mange, der ser det. 

2.

Har jeg været til et heldagsmøde et sted, hvor kaffen er så jammerlig, at man næsten får tårer i øjnene over det, og hvor der aldrig er mælk at fortynde elendigheden med. 

Men den dag havde jeg i køleskabet en næsten nyåbnet havremælk til at stå, som jeg ikke havde udsigt til selv at få brugt, så jeg medbragte den, satte den på kaffevognen og den fik ben at gå på. 

Det er i småtingsafdelingen, I know, men det føltes stadig bedre end bare at hælde den ud. 

3.

Har jeg delt min ønskeseddel op, inden jeg har sendt den til dem, jeg er på gaver med, sådan at de ting, det er fint at få flere af, står på dem alle, mens det, jeg selv ville købe på nettet, eller som er fra butikker, der ikke ligger i Esbjerg, er delt ud.

Igen: Ikke at de 3 returpakker gør den store forskel på det globale klimaaftryk, men når nu man har mulighed for at skrue lidt på nogle (h)jul, der både gør det nemmere for mig selv, og samtidig ikke dobbeltbelaster CO2-regnskabet, så er det næsten for tarveligt ikke at gøre det.

4.

Har jeg skiftet til Ewii (el) med start 01.01.23. Jeg har en måneds opsigelse ved Norlys, så ved at gøre det nu, får jeg et rent år at samle tal på, hvilket gør det nemmere at tracke forbrug.

5.

Troede jeg egentlig, at nissen herhjemme var gået på pension, men jeg kan ud fra de små skåle med pebernødder, jeg pludselig begynder at finde rundt omkring fornemme, at der er *nogen* herhjemme, der skal bede om four more years. 

Der er nok ikke nogen, der ikke inderst inde ved, at det er mig, der er Knud. Men der bliver værnet så fint om illusionen, at jeg ikke kan nænne at sige nej. 

Og nu kommer vi så til, hvorfor det er relevant for jer: For mine børn hader jo søvn af inderlige, neurodivergente hjerter, så jeg skal have lavet en plan med drillerier, man ikke opdager, hvis man er oppe (16 millioner gange) i løbet af natten, hvilket udelukker en del af de ideer, der findes online.

Så jeg ville bare tilbyde at smide listen på her, når jeg får den lavet, hvis der er andre, der kunne bruge den?

Hav en skøn weekend derude.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg fundet min bog frem og tjekket op på, hvad jeg har, og hvad jeg mangler.

Hvert. eneste. år. bliver jeg overrasket over, at jeg ikke kan huske, om jeg har et kalenderlys (som jeg er god til at købe på udsalg, fordi jeg har verdens fineste, men mest upraktiske stage, som kun kan huse Medusa og Georg Jensen-lys), om jeg stadig har lyskæder til udenfor, og hvor lidt/meget, vi spiste til julefrokosten sidste år.

Hvert år. 

Så jeg har erkendt mit hukommelsesmæssige nederlag, og min bog redder mig fra mange dobbeltkøb og feberredninger – og i år er det ekstra vigtigt at have tjek på, fordi vi skal holde julefrokosten her, og det derfor er mig, der er den ift. uddelegering af både opgaver og mængder. 

(Skrev jeg. Og så snakkede jeg med min søster som sagde: “Jamen, vi skal sgu da være hos os i år. Vi var hos jer sidste år.” I rest my case).

2.

Har begge børn fået besked på at medbringe gaver til en pakkekalender i skolen, og Fridas lærer fik en ekstra stjerne hos mig ved at skrive, at lærerne havde besluttet, at gaverne skulle være legetøj til klassen. Det synes jeg er decideret genialt.

Jeg har lavet en tråd i klassegruppen på fb, hvor vi kan skrive, hvad vi har købt, så de ikke ender med 17 sjippetov og 8 bolde, og Fridas bidrag bliver 4 store æsker med kridt.

3.

Har jeg være hende den irriterende. (Igen, vil nogen sige). (Det falder mig bare så naturligt, Hans Christian).

For i sidste uge kom Frida hjem fra skole med en flyer, som var en reklame for et kæmpe arrangement i Blue Water Dokken (vores stadion), som også skulle afholdes to andre steder i landet. Arrangøren stod angivet som ‘Børnenes Trafikskole’ og dem, der kommer og underholder, er bl.a. nogle af de youtubere, som børnene elsker og tilbeder.

Først havde jeg bare lagt den til side. Men så studsede jeg over, at der ikke stod noget om pris. Jeg nærstuderede den og så så, at der med skriftstørrelse 1 stod ‘Scan her for priser og billetter’.

You had my curiosity. Now you have my attention, som Leo siger. 

For priser? For noget, de har fået udleveret i skoleregi?

Fordi jeg er den, jeg er, gav jeg mig til at grave i det. Og jeg kunne se, at arrangøren er en privat virksomhed, og det gav mig lys til lige at tjekke op på markedsføringsloven.

Den så ud, som jeg huskede den.

Men fordi jeg trods alt godt ved, at jeg kan få tunnelsyn, når jeg bliver irriteret, skrev jeg et opslag i en stor fb-gruppe, vi har i byen og spurgte, om nogen med juridisk baggrund kunne forklare mig, hvorfor det her ikke er omfattet af markedsføringsloven, når nu der er tale om reklame til børn og unge under 18, og arrangementet koster 180 kr. pr. billet. Ingen havde et svar, men mange havde undret sig.

I mellemtiden havde jeg gravet noget mere og fundet ud af, at de her flyers var delt ud på en hel del skoler i Esbjerg Kommune. Og så begyndte min sølvpapirshat for alvor at stramme. For det virker MEGET påfaldende, at der ikke er skrevet priser på flyeren, hvilket sansynligvis ville have fået nogle alarmklokker til at ringe, og navnet Børnenes Trafikskole ligger også så tæt op ad Børnenes Trafikklub, at man godt kunne gøre sig nogle tanker om dét valg. (Børnenes Trafikklub er også en privat organisation, men de samarbejder med Rådet For Sikker Trafik og tilbyder bl.a. undervisningsmateriale til skoler).

Så jeg skrev til skolelederen og spurgte, om han kunne hjælpe mig med at opklare, hvorfor børnene havde fået noget, der for mig lignede ren reklame med hjem. 

Og er der nogen, der er døde, Linda? Nej. Det er der ikke. Men jeg finder det ret problematisk, at en virksomhed lader til at have fundet et smuthul i en ellers ret stramt reguleret lov. Uvidenhed kombineret med en lidt for kreativ tankegang kunne måske have været forklaringen, hvis ikke det var fordi, de youtubere, der er med, om *nogen* kender reglerne for markedsføring rettet mod børn.

“Men det er jo om trafik, Linda. Det er da vigtigt?”

Yes. Men det er der tusind andre emner, der også er, og for mig svarer det her til, at børnene får reklameflyers med hjem for Flying Superkids under dække af, at idræt er sundt. Så, som sagt: Ingen er døde, men GIGANTISK nej tak til, at skolerne skal fungere som greenwashere for virksomheder, så de kan skabe et behov, der ellers ikke ville opstå.

I går blev jeg så ringet op af en journalist, som havde set mit opslag i FB-gruppen. Jeg skrev forlods til hende, at jeg gerne ville snakke med hende, men at jeg ikke var interesseret i at fungere som case i en historie (så hun ikke spildte tid på mig, hvis det var det, hun var på jagt efter). Vi snakkede en lille halv time, og ved et U*TRO*LIGT tilfælde ringede skolelederen – der ikke havde svaret på min besked – tilbage til mig en time senere. Han havde – ved et frygteligt uheld – simpelthen fået slettet min besked, så det var nemmere lige at tage den (ikke-skrifteligt) over telefonen.

Det viste sig at være en frygtelig misforståelse, hvor nogle flyers var blevet afleveret til en sekretær, som slet ikke lige havde tænkt over, at det var mærkeligt, og jeg håber, at hun er ok, dernede under bussen, hvor hun ligger og roder rundt. 

Jeg gider det ikke. Og det kan være, at der ender med at være en eller anden strålende og helt igennem logisk forklaring på det her, men jeg hæfter mig ved, at jeg efterhånden har talt med temmelig mange mennesker, og der er endnu ikke nogen, der er kommet op med den.

4.

Fandt jeg mine lyskæder fra sidste år frem (-fordi min bog fortalte mig, både at jeg havde, og hvor de lå. Kys til Bjarne. Kys til 2021-Linda) og til min store overraskelse var der kun en håndfuld pærer, der var sprunget.

Jeg har de sidste år gjort en dyd ud af at returnere dem, når de kun holder et år, for de er lavet til at hænge ude, og de SKAL kunne holde mere end 2 x 21 dage – men der skal også være en form for rimelighed i det, og jeg vil ikke være bekendt at stille derude med 4 døde pærer. I stedet har jeg krøllet kæderne sammen og smidt dem i to store lanterner, jeg fandt på Marketplace til ingen penge, og nu pynter de så fint i haven, og jeg er fri for at få tics hver gang jeg kigger ud og KUN ser de 4 sorte pærer. 

Ift julelys tænkte jeg, at vi lige kort kunne runde energiforbruget på julelys, for selvom krisen kradser, så bruger de så lidt, at det næsten ikke kan betale sig at hade naboen, hvis han giver den behersket gas.

Så længe du vælger LED-lys, skal du anstrenge dig, hvis det skal koste dig mere end 20 kroner for alt, hvad du har tændt udenfor hele december. Jeg har fundet den her hjemmeside, hvor du kan indtaste din aktuelle elpris og ret præcist se, hvad det koster at have lige præcis dine nisser til at stå og blinke. 

Der er lidt diskussion om, hvorvidt det kan betale sig at købe et timer-ur, fordi det er så billigt, som det er at have lysene tændt. Det betyder, at man faktisk skal bruge timer-urene i flere år, for at der er en reel besparelse at hente – men jeg er glad for mine. Jeg har de her, som jeg har købt på bud til 20 kroner, og de er still going strong på 4. år. Mine 3 lyskæder er jo virkelig i småtingsafdelingen, og altså – det er jo svært at argumentere for, at julebelysninger er need to have – men når alt det er sagt, så er der stadig et holdnings-element i ikke bare at have det til at stå og lyse, når vi alligevel ikke er hjemme. Mine tænder kl. 16 og slukker kl. 23, og igen kl 6.30 – 8, og det koster (ifølge hjemmesiden, jeg linker til) 15 kroner for alle 3 lyskæder for hele december.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har vi taget julegavesnakken i familien.

(Og inden vi går videre: Kan vi aftale, at det her punkt er henvendt til dem, der også juler og synes, at det med gaver og beløb kan være lidt tricky? Debatten når somme tider nærmest politiske højder, hvis man åbner for ‘hvorfor giver I overhovedet gaver/kapitalistsvin > < den, der hader julen, hader livet og andre menneskers glæde’-argumenterne).

Min erfaring er, at ændringer altid er nemmest at lave, inden nogen har noget i klemme. Hvis én er begyndt at købe gaver eller forestille sig bestemte scenarier, så bliver det pludselig ikke længere en snak om, hvad der giver mening, men en Robinsonsk kamp på, hvem der har mest ret til at bestemme.

Vi blev i fred og fordragelighed enige om gaver til børnene, som vi plejer, og så 250 kr. pr. voksen til hver af de andre voksne, som kan slåes sammen til én lidt større gave.

Så blot en kærlig reminder om at få taget snakken derude, inden det hele for alvor begynder. 

2.

Har jeg haft gæster, som bøvler med lidt forskelligt i allergiafdelingen, og i stedet for at købe mig fattig i grønt, som jeg ikke kan nå at spise bagefter, bestilte jeg 3 forskellige slags salat hos en lokal, vegansk cafe.

Jeg snublede over kyllingefars på dato i Rema i sidste uge, som jeg brugte en friformiddag på at forvandle til virkelig lækre frikadeller (fajitakrydderi, chili, hvidløg og lime i farsen er en gamechanger), som jeg smed i fryseren, og så lavede jeg en super lækker fetacreme og en hokkaido-“hummus” til.

Det blev MEGET billigere, end hvis jeg skulle have raidet grøntafdelingen og lavet 3 forskellige salater fra bunden, og der var nul madspild. Og som om, alt det ikke var nok, så var det nemtnemtnemt, og gav mere tid til at sludre og drikke vin. 

3.

Har jeg haft 6. og sidste besøg af smeden.

Jeg sætter det på her, fordi det er en påmindelse til både jer og mig selv om, at det faktisk somme tider hjælper at holde fast. 

Vi har gulvvarme her i rækkehuset, og det har aldrig fungeret 100%. Men generelt er der nok ikke brugt de dyreste materialer til husene her, og det er, som det er. Udsigten er uforlignelig, og jeg har boet i lejligheder i Aarhus som kostede mere, og var både mindre og dårligere og som kom uden vicevært som en del af pakken.

Viceværterne – The Kurts – er rare, men kan godt have liiiidt en tendens til at tale til mig, som man somme tider kommer til at tale til børn. Da jeg havde vand i skuret, måtte jeg f.eks. 3 gange svare på, om jeg lod døren derude stå åben, når det regnede.

Mig:

Gulvvarmen gav de op på på forhånd og sendte direkte videre til smeden, som var så letsindig at give mig sit telefonnummer, da han var her første gang. Da han kom, forklarede jeg, hvad problemet var, og 4 ord inde, kunne jeg se i øjnene af ham, at han allerede havde besluttet, hvad problemet var.

Spoiler alert: Det var ikke det. 

Lang, lang historie kort, så har jeg stillet spørgsmål til alt, hvad han har forklaret mig undervejs, og til sidst stillede han herude med et termisk kamera – og jeg siger ikke, hvem der havde ret.

Og det er jo heller ikke vigtigt. 

Men fordi jeg over de sidste 3 uger har spurgt ham i knæ, kunne jeg faktisk spørge kvalificeret ind til, hvorfor de mindste rum var varmest, når der er rumføleren i alle rum, som for længst burde have være slået fra, når den ønskede temperatur var nået.

“Det er dels pga. udsugningen og dels fordi rumfølerne sidder ved yderdøren.”

“Men de er jo ikke forbundet til noget i væggen. Er der noget i vejen for at flytte dem?”

Laaaaang pause.

“Nej. Det er der vel sådan set ikke.”

Og sådan gik det til, at vi nu har flyttet en rumføler og lagt 2 kredse sammen, og nu forstår jeg PRÆCIS, hvordan systemet virker, hvilket betyder, at jeg kan styre det, og ikke længere pisser varme, lige ud i hovedet af fuglene. 

Bagefter har jeg tænkt meget over, at det er en af de ting, jeg sætter mest pris på ved at være blevet voksen; at jeg i dag er NUL procent bange for at stille mange og/eller dumme spørgsmål. For de de fleste mennesker – har jeg opdaget – vil faktisk rigtig gerne have lov at snakke om det, de ved noget om, og spørgsmål af alle slags giver dem mulighed for at shine, og det er der sjældent nogen, der bliver sure over at få lov til.