Jeg er, efter lang tids pause, gået i gang med at høre Mads & A-holdet igen. Jeg trængte til en pause fra nogle af the usual suspects, men nu er jeg klar, og da jeg har Podimo pga. Peter & Esben, lå den lige til højrebenet.
Da programmerne lå som podcasts på iTunes, havde de bare numre, og i starten på Podimo kan jeg se, at overskriften på den enkelte afsnit er nogle af de dilemmaer, der bliver diskuteret. Men for omkring et år siden, er de begyndt at skrive, hvem der er A-holdet på den pågældende episode, og det er verdens bedste ide. For lige præcis i et program, der er bygget op om deltagernes holdninger og livsværdier, er det svært at være helt neutral ift., hvem der er med.
Det er meget få, der helt kan få mig til at fravælge at lytte med, men sådan en deltager havde han med for nyligt. Da jeg så hendes navn i overskriften, kunne jeg med det samme mærke, at det skulle jeg ikke. Deltageren er journalist, og har gennem nogle år excelleret i at skrive klummer, der med kirurgisk præcision er designet til at genererer kliks. Journalisten er af samme støbning som Anne Sophia Hermansen, (som jeg skrev om her), og jeg har gjort det til mit erklærede mål at få dem luget ud af mit feed ved konsekvent at vinge dem væk, ved aldrig at klikke på noget, de har skrevet, og ved at skjule de bekendte, jeg har, som ivrigt kommenterer på deres opslag.
Risikoen i en sådan manøvre er jo ekkokammer, og det er ikke længe siden, jeg skrev et indlæg om, at jeg er begyndt at hæve stemmen i kommentarfelter, der er *for* vanvittige. Men selv idealister har kampe de opgiver på forhånd, og det her er en af dem for mig.
Da jeg så journalistens navn og øjeblikkeligt fravalgte episoden, kom jeg efterfølgende til at tænke på, at det egentlig er meget få mennesker, hvis faglige og personlige identitet, jeg slår sammen. Normalt er jeg villig til at gå med på den præmis, at vi er ét menneske, når vi går på arbejde, og et andet, når vi holder fri, og det var første gang, jeg fra mit eget indre fik et rungende NEJ!, da jeg forsøgte at tænke, at hun jo bare gør sit arbejde.
Og det fik mig *virkelig* til at tænke.
Jeg har en del læsere, der arbejder i kommunikationsbranchen, og derfor ved jeg godt, at det her er et farligt emne at bringe i spil. For det er jo hverken journalistens opgave eller privilegium at diktere, hvad de vil skrive og hvordan.
Men hvis er det så? For redaktøren er uskyldig, algoritmerne bestemmer og læserne får, hvad de via deres click fortæller, at de vil have. Der er trængsel ved håndvasken.
Men jeg er begyndt at spekulere på, om den blinde ansvarsfralæggelse, vi ser i mange brancher, kommer til at tage sig anderledes ud, når vi kigger tilbage på den om 30 år. For historisk set har tingene det med at give en lidt mærkelig smag i munden, når vi fjerner der Zeitgeist og lader ‘jeg fulgte bare ordre’ stå tilbage.
Vil vi til den tid måbe over bankdirektørerne, der vaskede hvidt i arbejdstiden og slap med gyldne håndtryk? Vil vi undre os over de manglende sanktioner overfor offentlige chefer, der formøblede millioner af skattekroner og smadrede dele af velfærdsstaten uden nogensinde at se sig tilbage? Vil vi forarges over sagsbehandlere, der lod mennesker blive så syge, at de aldrig blev raske igen, alt sammen i Reglernes & Lovgivningens Navn?
Fælles for samtlige af de ovennævnte erhverv er, at ingen af de her mennesker har gjort, hvad de har gjort, på eget initiativ. De har alle sammen bare fulgt de drejebøger, de har fået stukket ud – men bliver det ved med at kunne forsvares?
Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang, hvor min egen grænse går. Jeg har tolket mange vanvittige ting gennem årene, men jeg har kun én gang, i mine 21 år som tolk, pure nægtet at oversætte, hvad der blev sagt. Så det er dejlig nemt for mig at sige, at man altid er forpligtet af sit menneskelige ansvar – også når man er på arbejde.
Det er en svær etisk diskussion; ikke mindst fordi, det er svært at se, hvordan den enkelte skal kunne gøre en forskel. At én sagsbehandler i Vejen kommune nægter at lave det, som Autismeforeningens jurist kalder for ‘blodbadsbesparelser’, kommer næppe til at gøre en forskel for andre end den ene sagsbehandler, som nu skal til at finde sig et andet job.
Men jeg er ret sikker på, at de mange tyske nazister og militærfolk, der gennem de sidste årtier er blevet retsforfulgt for krigsforbrydelser, havde fuldstændig samme problem. Og her er vi vel, retrospektivt, nogenlunde enige om, at nogen skulle have sagt stop?
Folkemord kan hverken sidestilles med svinehundsjournalistik, svindel, hvidvask eller dårlig sagsbehandling. Selvfølgelig ikke. Men fælles for det hele er, at det foregår lige for næsen af alle os, der burde kunne have forhindret eller stoppet det, og at det i sin yderste konsekvens udgør en trussel for demokratiet.
Det tror jeg snart, tiden er moden til at forholde sig til. Og indtil vi når så langt, kan man jo lave sin egen lille, stille protest ved at fravælge særlige afsnit af Mads & A-holdet.
Jeg har det på samme måde med Journalisten, og i øvrigt også med Sanger-datteren som var med i samme afsnit. Og nej, personligt ansvar kan ingen af os løbe fra. Vi skal hver eneste dag vælge, hvilket menneske vi vil være, og hvordan vi er med til at forme (om)verdenen.
Enig – det var et sløjt panel den dag. Og jeg er sgu ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvilke kriterier, der castes ud fra?
Jeg er så gammel, at jeg kan huske, hvad den pågældende journalist blev kendt på – og den dag i dag, finder jeg det stadig usselt. At hun overhovedet har en offentlig stemme nu, forekommer mig grotesk, og jeg hverken hører eller læser ting fra hendes hånd og mund. Ikke desto mindre hørte jeg afsnittet – fordi jeg bare gerne ville høre dilemmaerne. Jeg tænkte, hun måske havde forandret sig med årene. Det havde hun ikke.
Nej, man når til at punkt, hvor man må konstatere, at det enten er hele personen, man ser i fragmenter i deres ageren i det offentlige rum, eller at de simpelthen ønsker at blive opfattet sådan.
Jeg er egentlig lidt i tvivl om, hvad jeg synes er værst.
Aj, nu er jeg nysgerrig på, hvem Journalisten er! Jeg har ikke Podimo, og jeg kan ikke regne det ud selv.
Men kender godt det med at til- og fravælge podcasts afhængig af gæsterne, der er bare nogle mennesker, der er mere interessante, ork-bare og empatiske end andre.
I forhold til den ansvarsfralæggelse, du beskriver i ovenstående, Linda, kommer jeg til at tænke på den nuværende valgkamp og mediedækningen. Hvem har ansvaret for den alt for ofte helt-på-afveje-retorik, som medierne bruger, hvor det bliver opstillet som både en sportskamp og en krig? Det gavner hverken min interesse eller demokratiet, i min optik.
Jamen, det er såmænd ikke fordi det er hemmeligt; det er Ditte Okman.
Og jeg er helt enig i, at der er alt for lidt opmærksomhed på, hvordan nyhederne bliver formidlet ift. politik. Jeg havde faktisk et indlæg i tankerne for et par måneder siden, hvor jeg på en helt tilfældig dag screenshot’ede alle politiske artikler på TV2. Samtlige artikler om de røde partier var kritik. Eksperter, der var kritiske, blå politkere, der var uenige osv. osv. mens samtlige artikler om de blå var gengivelser af, hvad de gerne ville arbejde for, og hvilke forbedringer, de syntes, samfundet trængte til. Sker det én dag kan det være tilfældigt – eller simpelthen udtryk for, at rød blok bare konsekvent snubler rundt i egne snørebånd. Men når det er dækningen 20 ud af 30 dage, så begynder det at se mærkeligt ud, synes jeg. Og selvFØLGELIG bliver vi som læsere påvirket af det.
Om 30 år tror jeg virkelig, at man vil se tilbage på medierne, både de etablerede og de sociale, og korse sig over manglen på vilje til at ville forholde sig til den magt, de har.