M2022, uge 40

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Forsøgte jeg søndag at ovn-optimere, hvilket sådan set gik ok. Jeg synes sgu, at det var lidt irriterende, hvis jeg skal være ærlig, for jeg vil helst bare lave tingene, når jeg skal bruge dem og så fryse et eventuelt overskud. Men da jeg kiggede på madplanen, kunne jeg se, at der den kommende uge var flere ting, der krævede en ovn, og alt andet lige er det billigere at tænde den og bruge den i ét riv, end at starte den op 5 gange. 

Jeg lagde en plan, hvor jeg indtænkte hævetid og tilberedning af grønt, og med ovnen tændt i 1 time og 40 minutter, fik jeg bagt knækbrød, 2 forskellige slags boller, og forberedt grøntsager til to forskellige slags suppe (Hokkaido og Tomat).

2.

Har jeg købt regntøj til Frida på Marketplace og fået det fineste, næsten ubrugte sæt, som koster 400 fra nyt. Jeg slap med 75 kr.

3.

Så jeg på Facebook et opslag fra Spis Bedre; en opskrift på langtidsbagte tomater, som skulle have 4-5 timer i ovnen. Jeg hoppede i kommentarfeltet og skrev, at jeg ville elske, hvis de ville lave et tema med, hvordan man kan lave mad, man normalt laver på én måde, men som æder meget el, på en anden og billigere måde. Om man f.eks. kunne lave langtidsbagte tomater på eftervarmen på en grill.

Der er sikkert 100 faktorer, der er med til at afgøre, hvad de vælger som tema på de kommende numre, men der sker jo i hvert fald ikke noget ved at lufte ideen, og jeg har før haft held med bare at smide et forslag for fødderne af hovedpersonen.

4.

Har jeg tænkt mere på el, end jeg har gjort længe, og det skal vi snakke om nu i tre underpunkter.

A.

For det første har jeg skåret 20% af vores el-forbrug i september. 

Kæmpe highfive til mig selv. Jeg kører vores devices helt flade, inden jeg lader, jeg har fundet lidt stearinlys frem, og tænker ekstra over, hvordan vi bruger ovn, tørretumbler, opvasker og vaskemaskine – og så slukker jeg lys hurtigere, end vi nærmest når at tænde det.

B.

For det andet har jeg fået en mail fra en læser; Michelle, som bl.a. skriver:

Jeg har et lille input, som jeg håber, du kan bruge. 

Man kan potentiel spare en del penge årligt, hvis man skifter elselskab. Jeg har selv navigeret efter denne artikel: https://eltjek24.dk/guide-til-at-skifte-elselskab/ hvor det blandt andet fremgår, at man i nogen tilfælde kan spare mere end 2.000 kr om året ved at skifte.

Jeg har ikke haft tid til at nærlæse artiklen, men skynder mig at smide linket her i tilfælde af, at andre kan bruge det.

Og det leder os videre til det tredje og sidste punkt, som er en del af grunden til, at jeg ikke har haft tid til at læse op på det, for:

C.

Jeg har haft travlt med at snappe haser på Norlys. 

Det hele startede for 2 måneder siden, hvor jeg på Facebook i et kommentarfelt i en lokal gruppe, så følgende kommentar fra en ansat i Norlys:

“Uanset tid på dagen, uanset hvad elprisen er, så vil du altid blive faktureret ud fra et gennemsnit af elprisen på månedsbasis, hvis du er flex-kunde og kvartalsbasis, hvis du er puljekunde. Så at bruge strøm om natten eller i andre ydertimer, er udelukkende godt for miljøet, hvilket jo heller ikke er skidt.”

Mig: 

Først lagde jeg telefonen fra mig, fordi jeg tænkte, at det var så indlysende forkert, at der ikke var grund til at bruge tid på det.

Men fordi vedkommende er ansat derude, blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere lige måtte dobbelttjekke, så jeg sendte deres kundeservice en mail, som de ikke svarede på.

Så skrev jeg til dem over Facebook. Og ventede. Og ventede. Og ventede. Og så fik jeg dét her svar retur: 

Og så kunne jeg lige mærke, at jeg fik det sådan her:

For på deres hjemmeside står der:

Og det betyder, at der kun er 2 muligheder: Enten skriver de én ting og gør noget andet, eller også rådgiver de decideret forkert.

Men de svarede mig stadig ikke over mail, og så blev jeg ægte sur. For jeg ved godt, at de har 32.837.543.865 mails i indbakken lige nu, og I ain’t special. Men når deres svar for mig som forbruger gør en ret stor økonomisk forskel, og de modsiger sig selv flere gange, så gider jeg ikke ignoreres. 

Så jeg prikkede et par journalister på skulderen – for hvis det virkelig er ligegyldigt, hvornår på dagen, du bruger strøm, når du har en variabel aftale, så skal vi jo også have journalisterne til at stoppe med at skrive, at ‘det er NU, du skal bruge strøm!’.

Selv i det tilfælde, at det her var et eller andet særligt for Norlys, praler de på deres hjemmeside af deres ‘1,7 mio. kundeforhold’, og selvom de ikke udelukkende lever af el, så sidder de stadig på så stor en del af markedet, at jeg synes, det her er et problem.

Om det var pga. den .. øgede interesse eller om de bare nåede til mig i bunken af mails ved jeg af gode grunde ikke, men pludselig skete der i denne uge det magiske, at jeg fik svar på den første mail, jeg sendte

Og Lord behold: De to kunderådgivere tog fejl:

Det er jo alt sammen fint, for det viser sig jo, at jeg havde ret. (Og det er *altid* fint). Men. Det er SUPER problematisk, at man har mennesker til at sidde og rådgive forkert, for ud fra det svar, de gav mig, ville man jo, hvis man ikke var et skeptisk, know-it-all røvhul som mig, bare begynde at bruge strøm, når det passer bedst, uden at skele til prisen. Og den er ALTID dyrest, når det passer bedst for flest, så lige nu, hvor der kan være flere kroner i forskel pr. kWh på det dyreste og det billigste tidspunkt, bliver det hurtigt til rigtigt mange penge, man betaler uden at have behøvet det. Udelukkende på baggrund af forkert rådgivning.

Det er tæt på at være utilgiveligt i en tid, hvor elpriserne, ægte og i virkeligheden, betyder, at nogle mennesker må gå fra hus og hjem.

Published by

13 Replies to “M2022, uge 40

  1. Hej Linda. Det er så fedt, at du er så vedholdende. Og godt at høre at det faktisk forholder sig med el-prisen, som vi har lært og handler efter på det sidste.

    1. Jeg fik også nærmest et sammenbrud af raseri over udsigten til, at alt, hvad vi har lært indtil nu skulle vise sig at være forkert. Godt, det ikke var dér, den endte.

  2. Rigtig godt indlæg, glæder mig altid til nyt fra dig og jeg har læst med i mange år! Jeg er for træt til at lave en klog og indsigtsfuld kommentar, så jeg vil blot henlede din opmærksomhed på, at din fulde adresse står i mailen du har lagt op. Hvis der er bevidst er det selvfølgelig dit eget valg, det var bare et heads up, hvis den var smuttet i farten.

    1. Tusind tak for heads up. Jeg har rettet det her på siden, men ift. det, der er gået ud på mail til dem, der er tilmeldt bloggen, er der vist ikke noget at gøre. Så må vi håbe, at det er syng-o-gramer og blomster, der finder min vej og ikke øksemordere og stalkere:)

  3. Min mand gennemgår alle vores forsikringer, el, internetabonnement osv hvert år i januar og vi skifter næsten hvert år til noget billigere (Jeg skriver vi, men det er løgn, det er 100% ham, der gør det. Forkælet, I know. Men han synes det er tilfredsstillende, jeg HADER det).

    Jeg er imponeret over din vedholdenhed og utroligt uimponeret over Norlys. Wtf altså. Eddermaneme en dårlig forretningsmodel at have så elendige “rådgivere”.

  4. Hold da op, jeg håber at nogen hos Norlys har røde ører!
    Virkelig godt at du var så vedholdende! Du har taget (endnu) en for holdet (emoji med high five)

    1. Ej, men jeg var så irriteret, at jeg nærmest ikke kunne sove. Og ganske enkelt ufatteligt, at man ikke som medarbejder studser over de mange artikler i medierne om, at man kan spare penge, hvis man forbruger strøm, når den er billig. Der bør sgu være klokker, der ringer så.

  5. Vi har el fra OK. Jeg kan logge ind på deres hjemmeside og se hvor meget strøm jeg bruger hver time og hvad prisen er per KW.

    1. Den funktion har de fleste el-selskaber vist efterhånden, men det, der her var problemet var, at de to rådgivere hævdede, at flexprisen så bare er et gennemsnit af den svingende pris, uanset hvornår du forbruger. Og det kan jo ganske enkelt ikke passe, for så er der jo ingen ide i at have det.

  6. Hej Linda.
    Undskyld hvis jeg fuldstændig afslører min uvidenhed, men hvad har elprisen med jeres varmeregning at gøre? Er det fordi I ikke har fjernvarme at el er en faktor? Eller hænger el sammen med fjernvarme?

    1. Nej, det er helt sikkert dig, der har fat i den lange ende. Der er et eller andet ift vores fjernvarme, der også påvirker vores kWh-forbrug, men det er jo primært varmeregningen, der er i spil der, det har du ganske ret i. Det er mig, der får smidt alt forbrug i samme spand – sorry!

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.