Dage i november
Det slog mig forleden, at det er længe siden, at vi har haft et stille og roligt ‘hvordan går det egentlig?’-hverdagsindlæg. Good news: Det kommer her.
Jeg er stadig ramt af den tilstand, der for mig opstod under corona, som jeg efterhånden begynder at mistænke er permanent. Det er fornemmelsen af ‘Kan det snart betale sig?’, som jeg ellers kun kender fra ugerne op til ferier og barsler. Den der afventende, lidt skulderbørstende relax-but-brace-for-impact, som vel egentlig bare er et forsøg på at disponere kræfterne rigtigt, fordi covid var én lang omstilling, som konstant dispenserede hverdagen og de daglige rutiner.
Sådan har jeg det stadig. Ikke at jeg sjusker mig igennem dagene. Snarere tværtimod. Men jeg kæmper med sådan en underlæggende følelse af vantro over, at jeg hele tiden skal være på forkant med en hverdag, der ser ud til at blive ved med at komme rullende. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg får det forklaret godt nok, men det giver mig en mild distance til alt, som er underlig at gå rundt i verden med.
Men bortset fra det, så går det sgu ret godt. Faktisk. Vi har just pakket de sidste græskar væk, og halloween bliver sjovere og sjovere her, hvor vi bor. Jeg ELSKER, at alle gør så meget ud af det, og at rasleriet er blevet en fælles begivenhed, hvor børn jerner rundt i tusmørket og forældre trisser bagefter og småsnakker, mens ungerne hviner og hyler over afhuggede dukkehoveder, spindelvæv og ringklokker, der angriber.
Næste træk på festpladen er Antons fødselsdag, som rammer om halvanden uge. Der er skruet lidt ned for gaverne i år, fordi han får en computer i julegave, men han får stadig lov at være dagens mand i skysovs, og jeg begriber ikke, at det er 12 år siden, han meldte sin ankomst i en bidende kold november, hvor sneen væltede ud ad himlen, og frosten var tocifret.
På jobfronten begynder jeg efterhånden at have opbygget en form for rutine. Jeg har fundet min rytme ift. fakturering, indhentning af betalingstilsagn og logning af kørsel, jeg er ved at have sjusset mig ind på, hvornår jeg har brug for revisoren, og der er lavet udkast til de beskedne afdragsordninger, jeg skal have sat i værk på den anden side af nytår, så kassekreditten og budgetkontoen kan komme tilbage i sort. Jeg begynder så småt at vænne mig til at arbejde uden faste kolleger, men har til gengæld gjort en aktiv indsats for at udbygge det nære, faglige netværk ved at lave konkrete aftaler med tidligere gode kolleger om at ringe sammen, når vi alligevel bare ruller rundt på det danske vejnet.
Det offentlige fylder lidt meget for tiden, af flere forskellige grunde. Dels nærmer vi os tidspunktet for min endelige udredning (hvor de, for gammelt venskabs skyld havde glemt at sende en indkaldelse til en undersøgelse, som jeg så først blev opmærksom på, da de sendte en ‘vi er desværre nødt til at ændre din tid’-mail. For real: Hvor svært kan det være?) og dels har jeg nu afmeldt mig jobcentret, og kan dermed vriste mig fri af krav om 2 ugentlige ansøgninger, påtvungne jobs, man SKAL søge, samt diverse møder, som man her i byen bliver indkaldt til hver 2./3. uge og som ikke kan flyttes online – hvilket er virkelig irriterende, når man forsøger at løbe en virksomhed som min i gang.
I det hele taget skal jeg gøre en aktiv indsats for ikke at selvantænde af raseri over det system. (Og undskyld til de af jer, der arbejder i det, og faktisk bare gerne vil have lov at gå på arbejde, og som gør det så godt, I kan, under de betingelser, I er underlagt.) For jeg kommer aldrig til at forstå, hvor meget man aktivt modarbejder et menneske som mig, der virkelig, virkelig bare gerne vil forsørge mig selv og mine børn. Jeg KAN ikke forstå, at man ikke kan få 3-4 måneders frit lejde, og betragtes som en ressource, som jobcenter og a-kasse kan trække på, i stedet for at blive mødt af trusler og mistillid, hver eneste gang, man interagerer med dem. Tænk hvis man i stedet for job-logging og tvungen deltagelse i jobcafeer og jobdating, hvor fremmøde tjekkes med en nidkærhed, der ville få indtjek efter uledsaget udgang i åbne fængsler til at virke lemfældige, blev brugt som et aktiv; hvis man i stedet for at blive betragtet som en byrde, blev opfattet som én, der sad inde med frisk, værdifuld viden, der kunne gøres tilgængelig for andre ledige, der gerne ville starte virksomhed, være selvstændige eller gik rundt med en iværksætter i maven. Tænk, hvis man støttede op om dannelsen af netværk og sparring, nye virksomheder imellem. Den langsigtede værdi i dét, både menneskeligt og samfundsøkonomisk, MÅ overstige det, man får ud af at svinge pisken og behandle alle ens.
Og bare lige for at komme den i forkøbet: Supplerende dagpenge er ikke en badeferie, finansieret af staten. Dagpenge er, skåret ind til benet, en forsikring, hvor adgangen til de midler, man selv har betalt ind, bare kommer med et ualmindelig træls design.
Jeg har forsøgt at finde præcise tal, men det er (af årsager som er fint beskrevet her og her) ikke muligt. Men. Meget overforsimplet ser regnestykket sådan her ud:
Dagpengesystemet finansieres for 2/3 vedkommende af medlemmerne af a-kasserne.
Det betyder, at jeg, ud af de ca. 40.000 før skat, jeg har fået i dagpenge, siden jeg startede, selv har indbetalt 26.500, og dermed har jeg fået 13.500 kr. foræret. Før skat.
Jeg har været medlem af HK’s a-kasse siden jeg var 18. Det er 28 år, hvilket betyder, at jeg har indbetalt et beløb, der i dag er 500 kr. pr. måned i 336 måneder. Man kan ikke gange de to tal, fordi inflation, konjunkturer und so weiter, men hvis man er frisk og gør det alligevel, så giver det 168.000 kr., alene i kontingent. Dertil kommer den del, jeg har betalt over skatten.
Og så har vi slet ikke snakket om, at de 15.000 kr. ud af de 40 bare ryger direkte tilbage i statskassen som skat, sammen med skatten af de timer, jeg har tolket mens jeg har fået dagpenge.
Det kunne være fint, hvis det lige udløste 20 sekunders ro.
Nu fik jeg hidset mig selv op alligevel.
Men forhåbentlig er det sidste runde i dén manege, og da jeg samtidig også er ved at kigge på, om ikke det giver mest mening at framelde boligstøtte og fripladstilskud fra årsskiftet, er håbet, at jeg i 2023 kun sidder tilbage med mit enlige forsørger-tilskud/fradrag, som kun kræver, at jeg én gang om året underskriver på tro og love, at jeg stadig er enlig forsøger og ignorerer det brev, der i sleske vendinger tilbyder mig en ‘afklarende samtale’ fordi det kan være så ‘svært at vide, om man faktisk *er* enlig forsøger’…
Nå, men lad os slutte på en glad note, som er, at jeg har købt første modul af et skrivekursus, som jeg glæder mig helt vildt til at deltage på. Det er et forløb, der tager udgangspunkt i årshjulet, og jeg er allerede helt forelsket i det univers, der er skabt omkring forløbet.
Jeg er simpelthen så glad for, at begivenheder som fuldmånevandringen, retreatet, jeg var på, og skrivekurset her har fundet vej til mig, for jeg ELSKER at åbne døren ind til alt det, som man i hverdagens skynding glemmer, bare ligger og venter på at blive fundet.
M2022, uge 44
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg øvet mig (endnu mere) i at tilpasse mit indkøbsmønster til de nye tider.
Jeg har nogle basisvarer, som jeg altid har på lager, f.eks. æg, revet ost og gær. Det er rart at have, fordi det gør det muligt at være lidt spontan i køkkenet, men det giver også ind i mellem noget spild, fordi jeg ikke når at bruge det, inden det forgår.
Derfor er jeg begyndt først at købe de her ting, når jeg konkret har planer om at bruge dem. Det betyder, at der er et slip, hvor det gamle er brugt op, indtil jeg har noget nyt planlagt, og derfor køber det ind, hvor jeg ikke bare kan få en god ide og eksekvere den, og ret skal være ret: Det *er* federe, at det bare hele tiden er der.
Men ved at holde hestene spilder jeg ikke flere uger af varernes holdbarhed på, at de bare ligger i køleskabet og glor.
Jeg tænker over det med basisvarer i køkkenet, men faktisk også ift. storkøb og mængderabat. For hvor jeg før var relativ laissez faire med at købe stort ind, hvis der var en besparelse at hente, så er jeg mere påholdende nu. Jeg har f.eks. fået et tilbud på den kørebogsapp, jeg bruger, hvor jeg kan spare 150 kr., hvis jeg konverterer mit månedsabonnement til et årsabonnement, men fordi alting er så drønusikkert lige nu, vil jeg ikke binde mig for 12 måneder. Der kan komme billigere alternativer, der kan ske ting og sager i mit arbejdsliv osv. osv.
Selvfølgelig er det stadig en god ide at købe stort ind og spare på de varer, man med sikkerhed ved, man får brugt (fx. toiletpapir og kaffe), men jeg bruger mere tid på at forholde mig til, om et storkøb no også *er* en god ide, end jeg gjorde før.
2.
Bestilte jeg for et par uger siden nogle nye sko, og så senere, at kæden, jeg købte dem i, kørte 25% på alt den dag.
Fordi jeg faktisk havde bestilt skoene stående i den fysiske butik, som bare ikke havde dem i min størrelse, ringede jeg til hovedkontoret og spurgte, om man kunne gøre noget, og de bad mig nævne det, når jeg (click og) collectede skoene i butikken.
Jeg lider af nærmest tysk Angst for at fremstå nærig, men lige nu er der vist ingen, der har råd til at sige nej til 25%, så jeg tog en dyb indånding og fik kvækket, at jeg faktisk havde købt dem den dag, der var rabat i butikken, da jeg afhentede; de bad mig ikke engang fremvise bon, men tilbageførte bare et par hundrede kroner til min konto.
Courage, venner.
3.
Har jeg fået vores elregning, og jeg skal have 86 kr. tilbage. The gap is closing, kan jeg se, for selvom mit forbrug er stadig (let) faldene, så er prisen nu så høj, at jeg kommer til at falde gennem bundlinjen på et tidspunkt.
Jeg har for de sidste 3 måneder betalt 3000 kr. i reelt forbrug, og de har trukket 3600 kr. a conto for de næste 3 måneder. Jeg synes, det er helt åndssvagt mange penge, og jeg overvejer derfor at skifte til Ewii, som dels ikke kører a conto (Norlys har efter sigende samme mulighed, men jeg kan kun finde det op opladere til biler. Holla @ me hvis du har anden info), og som giver mulighed for månedsvis afregning; også på flex-el.
Har vi nogen på linjen, der kører Ewii, og som vil byde ind med lidt empiri?
____________________
Vi slutter med et skarpt venstresving, der ikke rigtigt har noget med noget at gøre: Jeg har forelsket mig i et online skriveforløb, som ser fuldstændig fortryllende ud, men jeg kan ikke rigtigt blive klog på de konkrete skriveøvelser, man får udstukket. Er der nogen af jer, der har erfaringer med den måde at arbejde på? Hvis ja, så fang mig lige i dm’en.
On wednesdays we wear pink
– og d. 31. rasler vi.
Jeg kan i de lokale fb-grupper se, at der igen i år er mødre, der forsøger at insistere på, at man også sagtens kan trick or treat’e dagene op til halloween, når man lige synes det passer.
Argumenterne er hver gang, at børnene enten er små, eller at man har sent fri fra arbejde.
Men nu er jeg den, der siger det højt, og jeg siger det med både kærlighed og girafsprog, Hella-Joof-Style:
For de lukkede halloweenfester kan du smide præcis, hvor det passer bedst, ligesom du må rykke helligdagene ligeså tosset, du vil. Du må holde juleaften d. 4. december, Mortensaften d. 2. juli og nytår d. 19. januar. Så længe (og nu bliver det vigtigt), at du gør det hjemme ved dig selv eller i en lukket gruppe.
Når du insisterer på, at dine børn må gå rundt og ringe på hos fremmede mennesker, tvinger du en masse mennesker, der ikke skylder hverken dig eller dine børn noget, til at stille op, fordi det passer *dig*.
Jeg ved godt, at det er strengt, og at der helt sikkert er nogen, der bliver sure på mig nu. Men tænkt det lige igennem: Ved at sende dem ud, vil der være mange steder, hvor dine børn – i en situation, hvor de i forvejen gør noget, der er grænseoverskridende for de fleste børn, nemlig at ringe på fremmede døre – bliver mødt med en afvisning, eller et lunkent ‘øh hvad? Nåmn, ok, så finder jeg lige en karamel’.
Og vi ved alle sammen godt, at børnene SAGTENS kan mærke, at det er en høflighedskaramel, de får i kurven.
Du lægger dit problem i skødet på fremmede mennesker, og lader det være *dem* der enten skal være bussemænd eller stille op til din dagsorden.
Samtidig smadrer du den uskrevne regel om, at de huse, hvor der er pyntet op, er med på løjerne. For dem, der går op i halloween, har pyntet længe inden d. 31., ligesom man også pynter til jul inden d. 24. Vi har pyntet, og her er alle børn, uanset alder, udklædning, neuro-status MERE end velkomne – d. 31. Og kun d. 31.
“Men Linda. Stop nu med at gøre det til et problem! Der sker sgu da ikke noget ved, at de kommer og ringer på i dagene op til!”
Nej. Det gør der ikke. Ligesom der heller ikke sker noget ved, at facerne stopper dig på strøget i din frokostpause, eller at Gallup ringer og vil have din årsindkomst, politiske observans og dit syn på søpindsvinets udvikling over de sidste 50 år mandag aften kl. 18.
Ingen dør eller kommer til skade ved det. Men derfor vil rigtig mange nok alligevel gerne være fri.
Jeg vil gerne medgive, at fejring af halloween stadig er relativ nyt, og at vi derfor alle sammen lige har skulle finde vores fødder i det. Men det har vi gjort nu, så nu trækker vi en streg i sandet og siger, at vi hjælper hinanden med at sørge for, at spookyseason bliver ved med at være både sjov og (u)hyggelig.
M2022, uge 43
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har vi spist mexicansk, som altid giver lidt rester. Jeg bruger ofte tomatsuppe som ‘opsamler’ for de smårester, der alene ikke er helt nok til et helt aftenmåltid, men som sagtens kan være fyld i en suppe. Lasagne, kødsauce, pastarester, hakkede grøntsager, rester af ost osv; alt fungerer strålende som topping.
Denne gang testede jeg det i en hokkaido-suppe, og det blev helt eminent. Jeg brugte denne grundopskrift, hvor jeg i stedet for pikant-ost, som jeg plejer at lave den med, brugte chilismøreost, og så ellers de rester, vi havde tilbage (løg, majs, peberfrugt, tomater og salsa). Jeg smed det hele i, lod det simre en halv times tid, og blendede med resterne af creme fraiche og cheddar, og så justerede jeg med lime i stedet for citron. Det blev SYGT godt.
2.
Har jeg været inde og læse lidt op på den stigning på el, der træder i kraft d. 01.01.23, som betyder, at strømmen bliver (endnu) dyrere mellem kl. 17 og 21.
Jeg har fundet den her artikel, der forklarer stigningen bedre, end jeg formår, men det korte af det lange er, at din elpris er sammensat af flere enkeltdele. Det, vi længe har snakket om, er den rene el-pris. Det er den, der svinger, hvis du har flex-el, og som forbliver det samme, hvis du har fast pris.
Det, der er blevet varslet stigning på pr. 01.01.23, er det, det hedder nettariffen. Den betaler vi alle sammen, uanset hvilket abonnement og hvilken aftale, vi har.
(Jeg vil gerne sætte en fed streg under, at jeg bare er almindelig forbruger, der forsøger at læse mig til at forstå, hvad der sker, så hvis nogen derude sidder inde med viden om, at det jeg her formidler ikke er præcist nok, eller at der er detaljer, jeg misforstår, så meld ENDELIG ind).
Det betyder, at der, hvis du har flex-el, er to dele af din strømpris, der bevæger sig, når vi rammer 01. januar. Dels den rene el-pris, som er den, vi holder øje med og som medierne skriver om, når der er ‘billig strøm’, og dels nettariffen, som har 3 forskellige niveauer: En lavtakst (kl. 24-06), en højtakst (kl. 6-17 + 21-24) samt en spidsbelastningstakts (kl. 17-21).
Om der når at ske noget politisk er svært at forudsige, men uanset hvad, er jeg begyndt at tænke over, hvordan jeg kan flytte mest muligt af mit forbrug til de billige tidspunkter.
Eksempelvis er jeg begyndt at tjekke natpriserne på min flex-aftale, for hvis der er tidspunkter mellem kl. 24 og kl. 6, hvor den rene elpris er lav, er der dobbelt op på besparelse, og så er det der, jeg lader iPads, skole-pc’ere, headsets og højtalere.
Der er mange holdninger til, hvornår man tør sætte sine bluetooth-ejendele til at lade, og man må gøre op med sig selv, hvor man står; jeg advokerer ikke for det ene frem for det andet. Men uanset hvornår man lader, så vil jeg bare (igen) anbefale et timerstik, (fx. det her) som man styrer med sin telefon og både kan programmere til at slå til på bestemte tidspunkter eller tænde for, selvom man sidder i Spanien.
Jeg er også begyndt at starte opvaskemaskinen efter kl 21, og så tømme den næste morgen – hvilket jeg HADER – men det, jeg egentlig bare vil opfordre til er, at man begynder at øve sig allerede nu, så man har fået de nye vaner indarbejdet, når stigningen træder i kraft.
3.
Er mit varmeanlæg i huset afgået ved døden, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så glad for at bo til leje, som da smeden var forbi, åbnede skabet, kiggede på anlægget og bare stille sagde: “Åh nej…”
Han har indtil nu været her 5 gange, fordi det bliver ved med at drille, og jeg må lægge bånd på mig selv for ikke at komme til at købe bare en *lille* bitte parfume for alle de penge, jeg so far har sparet i håndværkerudgifter.
I øvrigt:
*Kan jeg ikke fremtvinge den helt store, demokratiske entusiasme ift. det forestående valg. Verden har været så vanvittig de sidste par år, at det føles som at skulle tage stilling til farven på redningskransene på Titanic.
*Er min AC blevet vanvittig. Den retter nu konsekvent ‘hos’ til ‘hus’ og jeg ved ikke, hvad jeg har gjort for at fortjene dette?
*Kommer jeg qua mit job i mange forskellige kommuner, og jeg må bare sige, at samtlige Liberal Alliance-opstillede kandidater ligner ansatte på TV2.
*Er jeg, efter 5 måneders pause, tilbage i Systemet, både med Fridas og min egen udredning, samt noget kommunehalløj, jeg er i gang med at søge til Anton. Det viser sig at tage 0.2 millisekunder for den gamle, meget velkendte og utrolig u-savnede high-alert-refleks at generobre hele systemet.
Mig, der bare går og passer mig selv:
Systemet, E-boks-Angst, raseri og ur-træthed:
*Har jeg glemt, hvor forvænt jeg er med jer, når jeg efterspørger erfaringer. Det trækker op til, at Anton skal have en computer, og jeg har på forhånd lidt stress over, at han og klassekammeraterne somme tider råber så højt, når de spiller (han har gjort det hus mine forældre) (Se!? Er det ikke skideirriterende!?!), at mikrofonerne næsten virker overflødige. Derfor spurgte jeg i en fb-gruppe, om der var nogen, der havde gode erfaringer med spilleglade, larmende børn, de ville dele, og én foreslog – i ramme alvor – at jeg kunne beklæde hele værelset med æggebakker. Tak for input.
*Vil jeg gerne komme med 4 hurtige anbefalinger:
-Serien War of the Worlds på Disney+. Den er løst baseret på H.G. Wells roman (på dansk ‘Klodernes kamp’), og den er til de af os, der savner The Walking Dead.
-Den her usandsynligt lækre vegetarret: Gnocchi med hokkaido/parmesansauce. JA, den er god!
-Bogen ‘Mand og Barn’ af Puk Qvortrup, som jeg så anbefalet hus Iben Maria Zeuthen (for real, mand!). På mit biblioteks hjemmeside stod der ’For læsere af eksistentielle romaner’, og den beskrivelse i sig selv vil jeg gerne give 1000 point for, men bogen er sgu også god. Der er simpelthen så mange små ord og sætninger, der indkapsler, hvordan det er at være alene med et barn; her tydeliggjort i beskrivelsen af et forhold til en mand, der *ikke* har et barn. (Jeg er halvvejs, så bare lige en hurtig disclaimer ift. at jeg ikke ved, om den tager en grum drejning om 20 sider).
-Podcasten ‘As the seasons turn’. En lille, fin, halv-times podcast, der udkommer den første i hver måned, hvor forfatteren Lia Leendertz (som er britisk og står bag en meget smuk almanak) fortæller, hvad der sker i naturen, på himlen og i køkkenet den kommende måned.
*Kan det godt ske, at mine børn jævnligt opfører sig som egern på speed, men de er uforlignelige som hype-crew. Forleden så jeg en ræv, da vi kørte hjem, og de var ved at vælte bilen i begejstring.
Os, der ser en ræv:
M2022, uge 42
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har der været flere perioder med billig strøm, og medierne er blevet gode til at gøre opmærksom på det, når det sker.
Derfor vil jeg bare lige minde om, at den billigste strøm er den, du ikke bruger.
For jeg kan hos mig selv mærke den samme refleks blive aktiveret, når jeg ser de artikler, som når jeg ser et et skilt med ‘En icebergsalat 15 kr. – 2 stk. 20 kr.’ Her er vi vist efterhånden alle ved at have lært, at det jo sådan set kun er billigt, hvis du får spist dem begge; ellers er det bare 5 kr. ekstra og madspild oveni hatten.
Selvfølgelig skal man flytte så meget af sit forbrug, som man kan til de billige perioder, men lad være med at starte halve maskiner tøj eller en halvtom opvaskemaskine, hver gang strømmen er billig. Hvis du ender med at sjat-vaske tre gange og du egentlig kunne have nøjedes med én, bliver det stadig i sidste ende dyrere, både økonomisk og for miljøet.
2.
Vil jeg lige videregive noget, jeg har hørt så mange steder nu, at jeg tror, man skal tage det alvorligt, nemlig at man bliver nødt til at indtænke risikoen for, at de steder, man handler, lukker eller går konkurs.
Jeg kan høre, at mange større virksomheder har forkortet deres kredittid af samme grund, og de plejer kun at ændre på den slags, hvis det virkelig er nødvendigt.
Hvad man vil bruge den information til, må man selv afgøre, og vi er jo hver især påvirkede af, hvor de mennesker, vi elsker, tjener deres penge. Men for mit eget vedkommende betyder det, at jeg i år ikke kommer til at købe julegaverne i så god tid, som jeg plejer, og at jeg køber enten dem alle eller de dyreste af dem i fysiske butikker, hvor jeg får varen i hånden, når jeg giver slip på mine penge.
3.
Har jeg haft gang i nål og tråd, og det fik mig til at tænke på noget, jeg gjorde meget, da jeg var helt på røven økonomisk, og som med den nuværende økonomi måske giver mening for andre end mig at praktisere.
For jeg har ret god erfaring med at sætte konkret tid på, når jeg vurderer, om et stykke tøj skal kasseres, eller om det kan holde lidt endnu. Når man står med en kjole, hvor en syning ved halsen, er gået op, er det nemt bare at beslutte, at kjolen har aftjent sin værnepligt. Men ved at sætte konkret tid på, får jeg ofte vredet mere ud af vores tøj og sko, end hvis jeg bare laver en hurtig helhedsvurdering.
Den kjole, jeg netop har syet, er ved at nærme sig pensionsalderen. Men den er ikke forvasket, og de steder, der er gået en tråd, ser man ikke, når musikken spiller. Derfor vurderer jeg, at jeg, hvis jeg syr den, kan bruge den 3 – 4 måneder mere, og det er faktisk en hel årstid.
Det betyder ikke så meget med tøj, der kan bruges året rundt, men ift. sæsonbestemt tøj, betyder det, at jeg somme tider kan spare et helt sæt/par, for køber jeg nye støvler eller overtræksbukser i december, kan børnene med garanti ikke passe tingene til næste år.
Derfor bare en opfordring til at være virkelig konkret, når man vurderer, om et stykke tøj er færdigt-færdigt, eller om det måske kan overtales til en svanesang.
Spørgsmål & svar
Tak for alle jeres fine og gode spørgsmål, både her, over msn og i inboxen. Jeg ved ikke, om der er flere på vej, men der er kommet rigeligt til et solidt ferieindlæg, så nu tager vi hul på det.
Skulle der lande flere brevduer i karmen, vurderer jeg, om det giver mening at svare i kommentarfeltet, eller om jeg skal samle det i et indlæg mere, men for nu vil jeg bare opfordre til, at man henter en stor kop kaffe og sætter sig godt til rette, for det blev langt.
God læselyst:)
1/14. Dater du?
Det her er en af dem, jeg er super privat med. Ikke bare her på bloggen, men også ude i privatlivet. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor, men sådan har det bare altid været.
Jeg har downloadet Tinder et par gange de sidste par år, men for at være ærlig går jeg altid lidt død i det, og specielt her i Esbjerg, hvor alle mænd altid er nogens storebror eller ekskæreste.
Lige nu oplever jeg også, at jeg er et sted, hvor jeg og mine jævnaldrende mænd ikke helt vil det samme. Jeg vil ikke have flere børn, og jeg vil ikke bo med en kæreste. Ikke nu, ikke senere. “Det ved du jo ikke på forhånd, Linda”. Jo. Det gør jeg. Ligesom nogle kvinder ved, at de ikke vil have børn, så ved jeg, ved-ved jeg, at jeg ikke vil bo med en kæreste.
Det gør tingene lidt komplicerede, for dem, jeg løber på lige nu, vil enten gerne have hele pakken, og det kan jeg ikke give dem, eller også har den den i forvejen, og jeg er blevet for gammel til at dele. (Og *særligt* hernede, hvor der er så mange fælles berøringsflader, at hemmeligheder i realiteten ikke findes).
I lang tid troede jeg også, at den mand, jeg på sigt ville finde, ikke skulle have børn, fordi jeg ikke rigtigt kan overskue at forholde mig til flere af slagsen, men den er jeg gået kontra på. Skilsmisserne har ramt omgangskredsen, og der er kommet nye kærester til, og det får mig til at tænke, at jeg ikke er sikker på, at jeg kan være sammen med én, der ikke i sjælen forstår, hvad det vil sige at have børn.
Så det korte svar er, at jeg ikke takker nej til dem, der måtte stå på min vej, men jeg er ikke aktivt opsøgende.
2/14. Hvad nægtede du at tolke, og hvad er det mest vanvittige, du har oplevet som tolk?
Altså, mit job sætter mig jo i ret mange, meget forskellige situationer, og det er noget af det, jeg elsker allerhøjest ved det. Meget af det kan jeg pga. tavshedspligt ikke fortælle om, men noget af det, der står ud, er f.eks. de koncerter, jeg har tolket; særlig dem for børn. Det har virkelig været fine oplevelser.
Derudover er det også svært at glemme dengang jeg skulle tolke en teoriprøve og motorsagkyndig bad mig stille mig *bag* ved lærredet, så “du ikke kan hjælpe eleven”…
Eller dengang jeg tolkede en julefrokost og en af deltagerne sidst på aftenen spurgte mig, om ikke jeg ville med op på hotelværelset en time.
Ift. hvad jeg nægtede at tolke var det faktisk en helt almindelig samtalesituation (dvs. ikke noget, der involverede myndigheder eller politi), hvor samtalen tog en drejning og indholdet blev pædofilt og meget grafisk. Det blev så ubehagelig, at jeg fysisk var ude af stand til at blive siddende.
Jeg fulgte reglerne ift. at orientere arbejdsgiver osv. bagefter, og det var faktisk en situation, jeg efterfølgende brugte lang tid på at bearbejde og også bad om faglig sparring med min nærmeste leder omkring. Normalt er jeg belagt med teflon, når jeg tolker, fordi det skaber en form for distance at oversætte, hvilket betyder, at jeg kan tolke virkelig svære og tunge ting, og stadig forblive professionel i situationen, for så at bearbejde på bagkant. Det kunne jeg ikke her, og alene det var, set i et fagligt perspektiv, ret interessant.
3/14. Hvordan håndterer du truslen om atomkrig? Og hvor tit læser du nyheder?
Begge disse spørgsmål har fået mig til at tænke over, at jeg tror, det er et par af de områder, hvor jeg er påvirket af den måske-ADHD, jeg er under udredning for. For jeg læser nyheder *virkelig* tit. Et bud vil være, at det er mellem 20 og 30 gange på en dag. Men jeg psykopat-scroller også, så snart jeg sidder stille. Når jeg om aftenen streamer Netflix, har jeg samtidigt minimum 5 vinduer åbne på Mac’en, jeg hopper frem og tilbage imellem; jeg junker nyheder og tjekker elforbrug, og jeg har samtaler kørende på samtlige sociale platforme. (Hvilket nok forklarer, hvorfor jeg kan se The Walking Dead for 3. gang og stadig blive overrasket over handlingen).
Og der er også noget med min måde at forholde mig til trusler på, som er lidt .. skævt. Jeg har svært ved at tage ting alvorligt, og der går ofte lang tid, når noget begynder at køre af sporet, før jeg kan tage alvoren ind. Det betyder, at jeg er suveræn i kriser, for jeg er for upåvirket af tingene til at gå i panik. Men det betyder også, at jeg somme tider først opdager, at noget faktisk er alvorligt, når alle andre for længst har indset det.
Derfor er truslen om atomkrig for mig for uvirkelig til, at jeg kan forholde mig til den, selvom jeg intellektuelt godt ved, at jeg burde.
4/14. Århus vs. Esbjerg. Hvordan er dit forhold til Esbjerg i dag?
Jeg tror, at mennesker, der er taget ud, uanset om det er til andre byer eller ud i verden, for evigt vil være forbandet af fornemmelsen af, at man ikke rigtigt har hjemme, hvor man er. Jeg savner stadig Aarhus, så det synger i knoglerne, men jeg kan også mærke mine rødder på en måde, som er god, her i Esbjerg.
Jeg vil for altid savne anonymiteten, jeg havde i Aarhus, og det åbne himmelrum, der giver plads til store tanker og forandring. Jeg savner også stadig de mennesker, jeg har siddende deroppe, noget så forfærdeligt.
Men samtidig elsker jeg, at vi er tæt på familien. Jeg elsker Vesterhavet, den rå, kompromisløse natur, og også den lidt introverte vibe, der hersker hernede. Og de mange, gratis parkeringspladser! Og – selvfølgelig – de gode mennesker, jeg har lært at kende.
Jeg ville ønske, at der var mere vilje til at favne nye ting, og at der var mere frihed til at være det menneske, man er, i stedet for for altid at have sin historie og gamle relationer med på slæb, og jeg ville ønske, at det var nemmere at få lov blive lukket ind.
Men i det store og hele sidder jeg med en fornemmelse af, at det giver mening at være, hvor jeg er for nu, og det må være det, der tæller.
5/14. Skriver du flere bøger?
Altså, jeg gad godt. Men jeg tror måske, at bloggen mere er mit format? For det, jeg synes, jeg kan bringe til bordet, er en spejling af de små hverdagsbetragtninger og refleksioner, som vi alle sammen går og gør os, og jeg er ikke sikker på, at det vil give mening i bogformat.
Men. Man skal aldrig sige aldrig, og måske former livet sig på en måde, så det ville give mening at forsøge mig med endnu en bog.
6/14. Hvordan får du energien til at lave, undersøge og skrive alt du gør ?
Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det er ADHD. Det er ikke særlig sexet, men jeg tror, at det er sådan, det forholder sig. Jeg sover ikke særlig meget, og min hjerne står aldrig stille. Det er faktisk en af grundene til, at jeg gerne vil udredes, og også meget gerne vil prøve medicin, hvis det viser sig, at jeg har ret i min antagelse. For jeg er ude af stand til at give mig selv de pauser, jeg godt, sådan lidt abstrakt, kan mærke, at jeg har brug for. Jeg har kun tomgang og 5. gear, og det er somme tider meget opslidende.
Når det er sagt, så elsker jeg at undersøge, finde ud af ting og formidle. Og så har jeg også den uproportionalt stærke retfærdighedssans, som mange neurodivergente mennesker har, som betyder, at jeg ikke kan lade det ligge, hvis jeg synes at nogen (Norlys, jeg kigger på jer) opfører sig åndssvagt.
De ting i kombination gør, at jeg hele tiden har tentaklerne ude og i alting, og det giver mig ro i hovedet at sætte mig ved tastaturet og skrive tingene ned, ganske enkelt fordi det kræver, at jeg sorterer mine tanker, hvilket får det brølende inferno i mit hovede til at dæmpe sig en smule.
7/14. Kommentarer – hvordan er det for dig, at nogle kommenterer fast, mens andre kommenterer mere sporadisk?
Jamen, begge dele fungerer, fordi I for mig er en slags pejlemærker; fordi jeg efterhånden “kender” så mange af jer, kan jeg ud fra jeres kommentarer og reaktioner vurdere, om jeg har fået formidlet det, jeg egentlig ville sige.
Jeg elsker, at I hver især siger noget, når I har noget på hjerte. Det behøver ikke være dybt eller detaljeret, men bare det, at der altid er substans i jeres kommentarer, gør det nemmere for mig at svare på dem, og det gør kommentarfeltet til et sted, hvor det også giver mening for andre at komme.
Hvis det kun var de faste, der kommenterede, ville det være svært at komme til som ny. Men samtidig er veteranerne med til at skabe en grundstemning, som er ret vigtig, fordi den giver mig mere frihed og albuerum, når jeg skriver, fordi andre kan se, at i på en eller anden måde siger god for mig. Det betyder noget på et skrevet medie, hvor misforståelser meget nemt sker, hvis nye læsere eller følgere kigger ind, ser en sætning, der isoleret ser lidt vild ud, og så fortolker afsenderens intentioner på baggrund af dét.
Jeg synes ikke, at jeg oplever, at jeg må gentage pointer og det er sjældent, jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at den, der kommenterer, ikke er up to speed, så for mig betyder det ikke så meget, om I pipper ofte eller sjældent. Så længe der er lidt liv i kommentarfeltet, er jeg glad og tilfreds.
8/14. Hvordan finder du modet til at skrive om mennesker i dit netværk?
Jeg har for år tilbage etableret et overbegreb, jeg kalder for ‘omgangskredsen’. Det er en lille smule misvisende, for det lyder som om, det består af mennesker, jeg ser privat og det er ikke altid tilfældet. Somme tider er det veninders veninder. Somme tider er det arbejdsmæssige relationer. Ofte forskyder jeg i tid, eller ændrer på nogle detaljer, som gør, at selve problemstillingen består, men at dem, jeg egentlig skriver om, ikke vil kunne genkende sig selv i det skrevne.
Jeg har for længst lært, at nærmest uanset, hvem jeg skriver om, så finder mine indlæg frem til de personer, og derfor er jeg meget omhyggelig med at formulere mig på en måde, som jeg kan stå ved, hvis de konfronterer mig, enten i indbakken eller IRL.
Jeg er også SUPER stram med, at man ikke må være bange for at fortælle mig ting eller være sårbar, fordi man er bange for at ende på bloggen. Jeg ville ønske, jeg kunne prale af, at jeg bare instinktivt vidste, at det var det rigtige at gøre, men faktisk er det en lektie, jeg har lært, fordi andre bloggerkolleger gjorde det ved mig. Derfor ved jeg, hvor ubehageligt det er at være reduceret til content, og derfor gør jeg mig utrolig umage for, at andre ikke skal have den oplevelse med/hos mig.
9/14. Har du nogensinde haft en kæreste du havde lyst til at få børn med?
Ja – og ironisk nok var det faktisk ham, der fik mig til at beslutte, at jeg ville prøve at få børn alene.
Han havde et barn fra et tidligere forhold, og det var ikke fordi, det var en specielt grim skilsmisse, eller fordi han og ekskonen var voldsomt uenige om opdragelsen. Men for mig var det en øjenåbner ift. *hvor* bøvlet det kan være at have et barn med én, man ikke længere er sammen med. Alle de små hverdagsuenigheder, logistikken, stavnsbindingen til et bestemt geografisk område – og det lavpraktisk faktum, at man skal samarbejde med et menneske, som man med stor sandsynlighed ikke længere har varme og lyserøde følelser omkring.
Jeg er fuld af beundring over de mennesker, der får det til at fungere, men fordi jeg var i starten af 30’erne, da jeg var sammen med ham, var det også bare ret nemt at se, at jeg med en kommende kæreste ville være nødt til at begynde at tænke på børn, inden vi havde haft mulighed for at trykprøve forholdet. Der findes solstrålehistorier, men jo dårligere man kender hinanden, jo større er risikoen for, at der dukker holdninger og adfærd op under pres, som man slet ikke er enig i eller kompatibel med.
Derfor blev konklusionen for mig, at det gav mest mening at få børnene alene, og så eventuel koble en kæreste på senere. På den måde ville jeg stadig være herre i eget hus, og jeg ville ikke skulle bruge mit liv på at samarbejde med et menneske, der på daglig basis gav anledning til at google ‘lejemorder pris’.
10/14. Ved du, at der findes en tjeneste, der hedder Playpilot, hvor man kan se, hvor serier kan streames?
Det anede jeg ikke, men super brugbar info – tak! Jeg har skrevet det øverst på siden med serieanbefalinger, så man fremover kan tjekke, hvor serien kan streames, hvis man på listen finder noget, der frister.
11/14. Udfordringer med børnenes madvaner – opfølgning
Jeg tror, at det her – stadig – er den største stressfaktor for mig i mit forældreskab. For det er stadig ligeså bøvlet, som det var, da jeg skrev om det her.
Jeg synes stadig ikke, at jeg har fundet en god løsning, hverken til at tackle det eller ift. hvordan man italesætter det.
Dog er der den lille tilføjelse, at jeg, siden jeg skrev ovennævnte indlæg, er blevet bekendt med, at neurodivergente børn og mad generelt er noget bøvl. Som ekstra nedtursbonus er det nærmest umuligt at rykke ved, fordi de sædvanlige strategier ift. at give børn mod på at prøve nye typer af mad ikke virker, ganske enkelt fordi det for de her børn ikke har at gøre med smagsløg og tilvænning, men med uproportionelle neuro-stimuli. At diktere hvad de må spise, svarer til at vi andre blev pålagt at gå i nylon-tøj og sove i dyner lavet af plastikposer.
Den viden løser ikke det konkrete problem, men den giver i det mindste lidt mere forståelse og en kontekst at arbejde ud fra.
12/14. Har du fundet plads til sorgen over din veninde Lenes død, og har du stadig kontakt til hendes familie?
Jeg har de sidste år tænkt meget over, at Lenes død har sat dybe spor i mig på måder, jeg ikke dengang havde forestillet mig.
For sorgen var tung og voldsom og virkelig. Den bærer jeg med mig. Men Lenes død har også for evigt smadret min tiltro til kroppens uovervindelighed; både min egen og andres. Jeg har fået tordnende dødsangst, og det er .. opslidende i mangel af et bedre ord.
Lene mangler stadig. Så sent som i går lavede Facebook et bagholdsangreb på mig med et mindeopslag fra et job, Lene og jeg var på sammen. Og jeg ville så gerne have fulgtes med hende endnu, for hun var et klogt og et fint menneske, og vi blev begge to bedre af at kende hinanden.
Sorgen har fundet en form for leje, synes jeg, og hendes mand og jeg har stadig kontakt – primært over SoMe, dog. Men der har taget mig lang tid at forstå, at det her har været et reelt traume. At det har været noget, der har haft så voldsomt et impact på mig, at det har ændret min måde at være i verden på.
13/14. Hvordan støtter man bedst en veninde, der overvejer at få et barn alene? (Specielt når man selv har børn i en 7/7-ordning?)
Det her er et virkelig fint og respektfuldt spørgsmål, og jeg vil gerne prøve at videregive min egen erfaring.
Jeg oplevede det som irriterende, når jeg blev afkrævet svar, som mine parforholdsveninder ikke var blevet bedt om at forholde sig til. F.eks. “Hvordan vil du få økonomien til at hænge sammen?” “Hvad vil du gøre, hvis du dør?” “Hvordan vil du tackle det ift. dine skæve arbejdstider?” osv. osv.
I dag, hvor jeg *har* mine børn, kan jeg godt forstå, hvor mine veninder, der dengang allerede havde børn, kom fra. For når man står med lopper i hånden, bliver livet på mange måder meget simpelt ift., at der er nogle lavpraktiske ting, der SKAL hænge sammen.
Men dengang blev jeg VILDT provokeret af det, fordi det fik mig til at føle mig som et barn, der havde præsenteret mine forældre for en helt urealistisk fremtidsplan. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så påvirker det samtalen, at den, der overvejer børn alene, ofte er én af de sidste i omgangskredsen, der ikke har børn, OG som er single. Det giver to områder, hvor man er bagud på erfaringspoint, og derfor bliver det, som spørgeren her selv nævner i sin besked på MSN, meget, meget sårbart.
Jeg har tænkt meget over det, og jeg tror, at et mindset, det kan hjælpe at have, når man går ind i den her samtale, er at forestille sig, at man står overfor et menneske, der har samme uddannelse, som man selv har, men som er arbejdsløs, mens man selv har et job. Her ville man aldrig, når veninden viste én et jobopslag, melde ind med “Hvordan har du tænkt dig at komme frem og tilbage?’ Eller ‘Hvad hvis du ikke bliver ansat?’ Derimod ville man heppe og støtte op og tilbyde sin hjælp, og jeg tror egentlig, at man ville nå langt, hvis man gjorde det samme her. F.eks. at sige:
“Ej, det kan jeg simpelthen så godt forstå, at du overvejer. Hvad fylder lige nu?”, “Er det noget i alt det her, der skræmmer dig?” eller “Kan jeg gøre noget? Eller er der noget, du gerne vil have, jeg *ikke* gør?”
Det ville jeg selv have oplevet som støttende, fordi det illustrerer en vigtig forståelse af, at det at få børn alene er så forskelligt fra at få børn i et parforhold, at det næsten ikke giver mening at sammenligne.
Og så tror jeg, at jeg forsigtigt ville foreslå, at veninden fandt én, der havde gjort det selv, som hun kunne snakke med. Min inbox er altid åben, og jeg vil meget gerne hjælpe ift. afklaring og praktiske spørgsmål, hvis jeg kan, så send hende/dem bare i min retning.
14/14. Hvorfor er du så awesome?
Jeg har lige modtaget et personligt horoskop, jeg fik lagt af Caritas Astrologi, og det viser sig, at meget lidt af det er min egen fortjeneste:)
M2022, uge 41/Spørgerunde
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Fik jeg mandag den VILDESTE lyst til en sandwich med roastbeef, og tirsdag var der så meget efterår i luften, at det eneste, jeg drømte om, var en pumpkin spice latte fra Starbucks.
Siden jeg begyndte at skrive de her indlæg, har jeg arbejdet mig mere og mere hen imod at lave tingene fra bunden selv, fordi det f.eks. er væsentligt billigere at bage fra scratch end at købe mel- og kageblandinger.
Og jeg har opskrifter liggende på pumpkin spice sirup, og også en god opskrift på brød, der er skideskønne til sandwiches. Men for sjov prøvede jeg lige at regne ud, hvad det ville løbe op i, hvis jeg indkøbte råvarerne og lavede selv, og jeg måtte nærmest lægge mig selv i aflåst sideleje. JA, det blev dyrt! (Og så har jeg ikke engang lagt strømforbrug til).
Så den nye øvelse, nu hvor inflationen nærmest er tocifret, er for mit vedkommende at købe mig fra mine cravings, for prisen for den ene sandwich og/eller latte kommer aldrig i nærheden af, hvad det vil koste at lave det selv.*
2.
Har min søde mor haft fødselsdag, og efter at have skimmet ønskesedlen, hvor der var ret mange køkkenting på, smed jeg en sms til min søster og spurgte, hvad hun ville give, for så kunne jeg evt. bestille for os begge, så vi kunne splitte portoen.
Jeg brugte lidt tid på at finde et sted, hvor jeg kunne få de 3 ting, vi endte med at beslutte, hun skulle have, og ud over at spare næsten 400 kr, fordi tingene var på bud, endte vi også med at få gratis fragt, fordi vi kom over 500 kr. Jeg kan godt lide at sidde og snuse rundt efter den slags på nettet, så det var en hyggelig måde at spare penge på.
(OG jeg tjekkede returpolitiken, inden jeg bestilte, for vi husker, at når vi shopper gaver på nettet, så er vi lige rare nok til at købe et sted, hvor det også er nemt at returnere, hvis der er brug for dét. Ellers er man tarvelig).
3.
Har jeg snublet rundt i varme og forbrug, fordi jeg – indrømmet – har haft for travlt til at kunne sætte mig ned og tænkte tingene ordentligt igennem.
I sidste uge skrev jeg nemlig, at jeg havde skåret 20% af vores el-forbrug og i den forbindelse nævnte jeg varme. En hurtig læser skrev pænt og høfligt og spurgte, hvordan varme hang sammen med el, og så blev der helt stille og tomt i mit hoved – for det gør det jo ikke.
Jeg brugte en time på at stenbuks-hade min fodfejl, jeg rettede indlægget til – og så vågnede jeg om natten og kom i tanke om, hvorfor jeg havde skrevet det. For vi har nemlig et par el-radiatorer, som vi har været nødt til at sætte op, fordi gulvvarme og isolering i boligforeningsbudgetter ikke er værdige modstandere for vestenvinden. Derfor er der rum i vores hus, som vi simpelthen ikke kan varme ordentligt op med gulvarmen alene, og DERFOR havde jeg slået det sammen. Og det er egentlig meget fortjent, at jeg spænder ben for mig selv, når jeg ikke har været tydeligere omkring det.
Så for god ordens skyld: Dit varmeforbrug, hvis du har fjernvarme, har intet at gøre med dit elforbrug. Undskyld, hvis det skabte forvirring (for andre end mig selv).
4.
Har jeg fået et par mails bagom bloggen, der har fået mig til at tænke på, at det måske ville give mening at byde op til en omgang Ask Me Anything? Det lader til, at jeg over de sidste måneder har fået en stak nye læsere med ombord, og jeg har ret svært ved at vurdere, hvad man har brug for af stikord, når man bare hopper på et tog, der har tøffet afsted i over 15 år. (..!)
Det er ikke fordi, jeg tror, at der er nogen af jer, der ligger vågne om natten og spekulerer på mig og mit liv, men måske er der ting, jeg har lovet at følge op på, som jeg sidenhen har glemt, måske er der noget ift. diagnoser eller arbejde, man har spørgsmål til, eller måske er der noget, man længe har undret sig over.
– eller måske er man bare glad og tilfreds med at stikke hovedet ind forbi, læse, hvad der ligger, og så smutte ud i eget liv igen.
Men har du noget, så fyr løs; også hvis det er noget, du er lidt nervøs ved at spørge om. Jeg tager sikkerhedsskoene på, så de ømme tæer er godt beskyttet, så du må også gerne spørge om noget, du fornemmer, at vi måske ikke helt deler holdning til.
Kommer der et enkelt spørgsmål tager vi den i kommentarfeltet. Kommer der flere eller nogle, der kræver lidt mere plads at svare på, forvandler jeg det til et efterårsferie-indlæg.
Ordet er frit, hvis man vil have det.
Uanset hvad: God weekend.
Den er helt gal derude
Jeg er, efter lang tids pause, gået i gang med at høre Mads & A-holdet igen. Jeg trængte til en pause fra nogle af the usual suspects, men nu er jeg klar, og da jeg har Podimo pga. Peter & Esben, lå den lige til højrebenet.
Da programmerne lå som podcasts på iTunes, havde de bare numre, og i starten på Podimo kan jeg se, at overskriften på den enkelte afsnit er nogle af de dilemmaer, der bliver diskuteret. Men for omkring et år siden, er de begyndt at skrive, hvem der er A-holdet på den pågældende episode, og det er verdens bedste ide. For lige præcis i et program, der er bygget op om deltagernes holdninger og livsværdier, er det svært at være helt neutral ift., hvem der er med.
Det er meget få, der helt kan få mig til at fravælge at lytte med, men sådan en deltager havde han med for nyligt. Da jeg så hendes navn i overskriften, kunne jeg med det samme mærke, at det skulle jeg ikke. Deltageren er journalist, og har gennem nogle år excelleret i at skrive klummer, der med kirurgisk præcision er designet til at genererer kliks. Journalisten er af samme støbning som Anne Sophia Hermansen, (som jeg skrev om her), og jeg har gjort det til mit erklærede mål at få dem luget ud af mit feed ved konsekvent at vinge dem væk, ved aldrig at klikke på noget, de har skrevet, og ved at skjule de bekendte, jeg har, som ivrigt kommenterer på deres opslag.
Risikoen i en sådan manøvre er jo ekkokammer, og det er ikke længe siden, jeg skrev et indlæg om, at jeg er begyndt at hæve stemmen i kommentarfelter, der er *for* vanvittige. Men selv idealister har kampe de opgiver på forhånd, og det her er en af dem for mig.
Da jeg så journalistens navn og øjeblikkeligt fravalgte episoden, kom jeg efterfølgende til at tænke på, at det egentlig er meget få mennesker, hvis faglige og personlige identitet, jeg slår sammen. Normalt er jeg villig til at gå med på den præmis, at vi er ét menneske, når vi går på arbejde, og et andet, når vi holder fri, og det var første gang, jeg fra mit eget indre fik et rungende NEJ!, da jeg forsøgte at tænke, at hun jo bare gør sit arbejde.
Og det fik mig *virkelig* til at tænke.
Jeg har en del læsere, der arbejder i kommunikationsbranchen, og derfor ved jeg godt, at det her er et farligt emne at bringe i spil. For det er jo hverken journalistens opgave eller privilegium at diktere, hvad de vil skrive og hvordan.
Men hvis er det så? For redaktøren er uskyldig, algoritmerne bestemmer og læserne får, hvad de via deres click fortæller, at de vil have. Der er trængsel ved håndvasken.
Men jeg er begyndt at spekulere på, om den blinde ansvarsfralæggelse, vi ser i mange brancher, kommer til at tage sig anderledes ud, når vi kigger tilbage på den om 30 år. For historisk set har tingene det med at give en lidt mærkelig smag i munden, når vi fjerner der Zeitgeist og lader ‘jeg fulgte bare ordre’ stå tilbage.
Vil vi til den tid måbe over bankdirektørerne, der vaskede hvidt i arbejdstiden og slap med gyldne håndtryk? Vil vi undre os over de manglende sanktioner overfor offentlige chefer, der formøblede millioner af skattekroner og smadrede dele af velfærdsstaten uden nogensinde at se sig tilbage? Vil vi forarges over sagsbehandlere, der lod mennesker blive så syge, at de aldrig blev raske igen, alt sammen i Reglernes & Lovgivningens Navn?
Fælles for samtlige af de ovennævnte erhverv er, at ingen af de her mennesker har gjort, hvad de har gjort, på eget initiativ. De har alle sammen bare fulgt de drejebøger, de har fået stukket ud – men bliver det ved med at kunne forsvares?
Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang, hvor min egen grænse går. Jeg har tolket mange vanvittige ting gennem årene, men jeg har kun én gang, i mine 21 år som tolk, pure nægtet at oversætte, hvad der blev sagt. Så det er dejlig nemt for mig at sige, at man altid er forpligtet af sit menneskelige ansvar – også når man er på arbejde.
Det er en svær etisk diskussion; ikke mindst fordi, det er svært at se, hvordan den enkelte skal kunne gøre en forskel. At én sagsbehandler i Vejen kommune nægter at lave det, som Autismeforeningens jurist kalder for ‘blodbadsbesparelser’, kommer næppe til at gøre en forskel for andre end den ene sagsbehandler, som nu skal til at finde sig et andet job.
Men jeg er ret sikker på, at de mange tyske nazister og militærfolk, der gennem de sidste årtier er blevet retsforfulgt for krigsforbrydelser, havde fuldstændig samme problem. Og her er vi vel, retrospektivt, nogenlunde enige om, at nogen skulle have sagt stop?
Folkemord kan hverken sidestilles med svinehundsjournalistik, svindel, hvidvask eller dårlig sagsbehandling. Selvfølgelig ikke. Men fælles for det hele er, at det foregår lige for næsen af alle os, der burde kunne have forhindret eller stoppet det, og at det i sin yderste konsekvens udgør en trussel for demokratiet.
Det tror jeg snart, tiden er moden til at forholde sig til. Og indtil vi når så langt, kan man jo lave sin egen lille, stille protest ved at fravælge særlige afsnit af Mads & A-holdet.
M2022, uge 40
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Forsøgte jeg søndag at ovn-optimere, hvilket sådan set gik ok. Jeg synes sgu, at det var lidt irriterende, hvis jeg skal være ærlig, for jeg vil helst bare lave tingene, når jeg skal bruge dem og så fryse et eventuelt overskud. Men da jeg kiggede på madplanen, kunne jeg se, at der den kommende uge var flere ting, der krævede en ovn, og alt andet lige er det billigere at tænde den og bruge den i ét riv, end at starte den op 5 gange.
Jeg lagde en plan, hvor jeg indtænkte hævetid og tilberedning af grønt, og med ovnen tændt i 1 time og 40 minutter, fik jeg bagt knækbrød, 2 forskellige slags boller, og forberedt grøntsager til to forskellige slags suppe (Hokkaido og Tomat).
2.
Har jeg købt regntøj til Frida på Marketplace og fået det fineste, næsten ubrugte sæt, som koster 400 fra nyt. Jeg slap med 75 kr.
3.
Så jeg på Facebook et opslag fra Spis Bedre; en opskrift på langtidsbagte tomater, som skulle have 4-5 timer i ovnen. Jeg hoppede i kommentarfeltet og skrev, at jeg ville elske, hvis de ville lave et tema med, hvordan man kan lave mad, man normalt laver på én måde, men som æder meget el, på en anden og billigere måde. Om man f.eks. kunne lave langtidsbagte tomater på eftervarmen på en grill.
Der er sikkert 100 faktorer, der er med til at afgøre, hvad de vælger som tema på de kommende numre, men der sker jo i hvert fald ikke noget ved at lufte ideen, og jeg har før haft held med bare at smide et forslag for fødderne af hovedpersonen.
4.
Har jeg tænkt mere på el, end jeg har gjort længe, og det skal vi snakke om nu i tre underpunkter.
A.
For det første har jeg skåret 20% af vores el-forbrug i september.
Kæmpe highfive til mig selv. Jeg kører vores devices helt flade, inden jeg lader, jeg har fundet lidt stearinlys frem, og tænker ekstra over, hvordan vi bruger ovn, tørretumbler, opvasker og vaskemaskine – og så slukker jeg lys hurtigere, end vi nærmest når at tænde det.
B.
For det andet har jeg fået en mail fra en læser; Michelle, som bl.a. skriver:
“Jeg har et lille input, som jeg håber, du kan bruge.
Man kan potentiel spare en del penge årligt, hvis man skifter elselskab. Jeg har selv navigeret efter denne artikel: https://eltjek24.dk/guide-til-at-skifte-elselskab/ hvor det blandt andet fremgår, at man i nogen tilfælde kan spare mere end 2.000 kr om året ved at skifte.“
Jeg har ikke haft tid til at nærlæse artiklen, men skynder mig at smide linket her i tilfælde af, at andre kan bruge det.
Og det leder os videre til det tredje og sidste punkt, som er en del af grunden til, at jeg ikke har haft tid til at læse op på det, for:
C.
Jeg har haft travlt med at snappe haser på Norlys.
Det hele startede for 2 måneder siden, hvor jeg på Facebook i et kommentarfelt i en lokal gruppe, så følgende kommentar fra en ansat i Norlys:
“Uanset tid på dagen, uanset hvad elprisen er, så vil du altid blive faktureret ud fra et gennemsnit af elprisen på månedsbasis, hvis du er flex-kunde og kvartalsbasis, hvis du er puljekunde. Så at bruge strøm om natten eller i andre ydertimer, er udelukkende godt for miljøet, hvilket jo heller ikke er skidt.”
Mig:
Først lagde jeg telefonen fra mig, fordi jeg tænkte, at det var så indlysende forkert, at der ikke var grund til at bruge tid på det.
Men fordi vedkommende er ansat derude, blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere lige måtte dobbelttjekke, så jeg sendte deres kundeservice en mail, som de ikke svarede på.
Så skrev jeg til dem over Facebook. Og ventede. Og ventede. Og ventede. Og så fik jeg dét her svar retur:
Og så kunne jeg lige mærke, at jeg fik det sådan her:
For på deres hjemmeside står der:
Og det betyder, at der kun er 2 muligheder: Enten skriver de én ting og gør noget andet, eller også rådgiver de decideret forkert.
Men de svarede mig stadig ikke over mail, og så blev jeg ægte sur. For jeg ved godt, at de har 32.837.543.865 mails i indbakken lige nu, og I ain’t special. Men når deres svar for mig som forbruger gør en ret stor økonomisk forskel, og de modsiger sig selv flere gange, så gider jeg ikke ignoreres.
Så jeg prikkede et par journalister på skulderen – for hvis det virkelig er ligegyldigt, hvornår på dagen, du bruger strøm, når du har en variabel aftale, så skal vi jo også have journalisterne til at stoppe med at skrive, at ‘det er NU, du skal bruge strøm!’.
Selv i det tilfælde, at det her var et eller andet særligt for Norlys, praler de på deres hjemmeside af deres ‘1,7 mio. kundeforhold’, og selvom de ikke udelukkende lever af el, så sidder de stadig på så stor en del af markedet, at jeg synes, det her er et problem.
Om det var pga. den .. øgede interesse eller om de bare nåede til mig i bunken af mails ved jeg af gode grunde ikke, men pludselig skete der i denne uge det magiske, at jeg fik svar på den første mail, jeg sendte
Og Lord behold: De to kunderådgivere tog fejl:
Det er jo alt sammen fint, for det viser sig jo, at jeg havde ret. (Og det er *altid* fint). Men. Det er SUPER problematisk, at man har mennesker til at sidde og rådgive forkert, for ud fra det svar, de gav mig, ville man jo, hvis man ikke var et skeptisk, know-it-all røvhul som mig, bare begynde at bruge strøm, når det passer bedst, uden at skele til prisen. Og den er ALTID dyrest, når det passer bedst for flest, så lige nu, hvor der kan være flere kroner i forskel pr. kWh på det dyreste og det billigste tidspunkt, bliver det hurtigt til rigtigt mange penge, man betaler uden at have behøvet det. Udelukkende på baggrund af forkert rådgivning.
Det er tæt på at være utilgiveligt i en tid, hvor elpriserne, ægte og i virkeligheden, betyder, at nogle mennesker må gå fra hus og hjem.
