Alverdens turbulens

Jeg har en bog, som jeg skriver alle de tolkeopgaver, jeg får, ind i. Jeg skriver dem også i min kalender i telefonen, så jeg med det samme kan svare på, om jeg f.eks. også kan tolke til den næste undersøgelse på hospitalet, når jeg står ude i marken, men det føles trygt at holde manuelt styr på opgaverne, og samtidig giver bogen et bedre månedsoverblik, end min telefonkalender gør. 

Øverst på siden over de enkelte måneder skriver jeg, hvis der er mere overordnede opgaver, jeg skal huske den pågældende måned. F.eks. at jeg i september skal huske at sende udlægsbilag til revisoren, og at jeg (fordi det d. 01.10. er 3. måneder siden, jeg stoppede som lønmodtager) skal have sat min pensionsaftale op.

Jeg skriver også de erfaringer, jeg gør mig undervejs, så jeg efterhånden får lavet en form for årshjul, og under ‘September’ kommer der de næste par år til at stå: “Sig nej til ALT, der ikke enten er arbejde eller obligatorisk!!” For shit, mand. Jeg er helt kørt over.

Børnene er startet til svømning, hvilket ikke bare er ‘Klar, parat, start’ når man har børn med særlige behov. Anton har fået ny støtteperson i skolen med alt, hvad dét indebærer af overlevering. Der er høstfest på fredag for hele indskolingen, hvor Frida skal stille udklædt (i ‘høst-tøj’…??) og medbringe noget spiseligt, der ‘symboliserer høsten’. Begge børn skal fotograferes og derfor også klippes, Frida har været til sundhedsplejerske, og er røget videre til noget rutinetjek, fordi hun er vokset 9 cm. siden november sidste år, jeg har haft opfølgende tests pga. Sjov Med Jern, og så har der været forældremøde i begge børns klasser.

Dertil kommer, at opgavekurven i tolkeland er nærmest lodret i september, fordi alle uddannelserne starter op, og i år er der simpelthen så mange firsts for mig oveni, fordi jeg er startet selv.

Min menstruation har opgivet på forhånd og er bare blevet væk, og i onsdags nåede jeg 30 km. I den forkerte retning, før det gik op for mig, at man ikke skal køre til Holstebro, når man skal tolke i Herning.

På fredag skal jeg afsted på retreat, hvilket jeg glæder mig helt vildt til. Men jeg har nærmest panikangst over, at jeg i programmet kan se, at man skal aflevere sin telefon, når man kommer og først får den igen, når man skal hjem, og at der er nul bøger/underholdning/forstyrrelser, nul kød, nul alkohol og – værst af alt – nul kaffe.

Så man kan ‘fokusere på sin proces’.

Hvilket jo, ret beset, er hele grunden til at gøre det. Lige nu virker det bare mere oplagt at fokusere på en tripple espresso og eskapisme.

Ej. Det bliver virkelig godt – og vildt. Jeg har ikke været væk fra mine børn i to nætter – nogensinde, og jeg er super spændt på, hvad der pibler op til overfladen, når jeg får 48 uforstyrrede timer, hvor en anden sætter rammerne for, hvad der skal ske. 

Vi er et lille hold på 6 damer i alt, og vi er blevet opfordrede til at ‘sætte tempoet gradvist ned i ugerne op til’, så vi kan ‘lande blødt’. Her må jeg bare klamre mig til mit mantra om, at den opgave, der er til os alle, er at overgive os til livet på livets betingelser, for jeg kommer til at smadre ned i underlaget med ansigtet først. Men det er sådan her, tingene ser ud lige nu, og det må jeg finde ud af at integrere.

Til gengæld har jeg købt en ny notesbog, der er så fin, at jeg er lige ved at tro, at den kan lave skriveøvelserne selv og opnå indsigt i livets store spørgsmål på mine vegne.

(Og jeg smugler, som forebyggende indsats, en malebog med, så jeg ikke ender med at kradse huden af mig selv).

(For alles skyld).

Det peaker i dag og i morgen, og derfra klinger det af, og når først jeg sidder i bilen fredag, slipper jeg det hele med god samvittighed. Jeg er med og up to speed – og jeg er virkelig klar til en pause.