M2022, uge 37

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg gjort haven efterårsklar. Jeg har tømt krukkerne, børstet dem rene, og skrevet i min lille bog, hvad jeg lærte af dette års have-eksperimenter. Jeg har pakket min parasol væk, OG sat foden i skuret; det sidste er et baks uden lige, fordi den er tung som et ondt år, og jeg har verdens højeste dørtrin ind i mit skur, men det har indtil videre kostet mig to parasolfødder at lade dem stå ude. Selve foden kommer til at overleve den menneske races ophold på jorden, men den metaldims, man sætter parasolen i, taber til den vestjyske, saltholdige brise på rekordtid hver eneste gang. 

Det er ikke for at prygle en i forvejen skamslået hest, men punktet her er på, fordi jeg gerne vil hjælpe os alle sammen (mig selv inklusiv) med at huske, at det godt kan betale sig at prøve at finde tiden til at passe på de ting man har, og reflektere over, hvad der fungerer og hvad der ikke gør. På den måde undgår man, år efter år, at smide hundredevis af kroner efter noget, som man, hvis man lige stoppede op, faktisk godt ville kunne se, ikke giver mening at blive ved med at forsøge sig med. Her er det krydderurterne, jeg hvert år bliver forført af – og som jeg så, også hvert år, får stress over ikke at bruge nok af til at det faktisk kan forsvares at bruge så mange penge på. 

Til næste år har jeg stadig en parasol, og jeg kan bruge pengene på friske krydderurter, når jeg skal bruge dem, og blomster, der pynter og skaber glæde, og bare kræver en smule af overskudsvandet fra bruseren og vandflaskerne. 

2.

Har jeg i forlængelse af øverste punkt prøvet at lave syltede, grønne tomater i erkendelse af, at de åbentbart ikke gider blive modne der, hvor jeg har stillet dem.

3.

Har vi ryddet op på Antons værelse, og det er noget af det værste, jeg ved.

Han er verdens sødeste dreng, og der er intet, jeg ikke ville gøre for ham – men KORS, hvor han roder! Og som alle andre børn fortaber han sig i glemte skatte, når man rydder op sammen med ham, hvilket får det til at tage 504.858 gange så lang tid, som hvis jeg fik lov at gøre det selv.

(-men det får jeg ikke, fordi jeg, da han var 4 år, ryddede noget lego op, som han legede med, og han derfor for evigt mistror min evne til at kunne skelne mellem guld og rod).

Jeg prøvede denne gang at gribe det an ved at lave 4 post-its med opgaver (1. skabet, 2. reolen, 3. de mange kasser og bokse på gulvet og 4. opbevaringskasserne), som jeg satte op på hans dør, og lod ham vælge én seddel om dagen.

Det var ikke en slentretur på et solbeskinnet fortov, men det var VÆSENTLIGT mere overskueligt for os begge, fordi det tog omkring en time pr. dag, og vi stadig var færdige på under en uge. Samtidig undgik jeg det, som er sket de sidste mange gange, vi har ryddet op, nemlig at jeg på et tidspunkt giver op, hvorefter vi bare kyler tingene i kasser igen, uden at forholde os ordentligt til dem.

4.

Kommer der ikke et 2022-indlæg i næste uge, fordi jeg er på retreat hele weekenden. Jeg smider et almindeligt indlæg ud i løbet af den kommende uge, men jeg kan se på infomaterialet, jeg har fået, at telefoner bliver inddraget, når vi ankommer, og derfor kan jeg ikke godkende kommentarer, svare på dem osv. Næste uges punkter kommer derfor med om 14 dage i stedet.