Oppe, ude og i gang igen på andendagen efter retreatet.
Det var simpelthen så skønt. Masser af natur, masser af gode øvelser, hjernefoder og lækker mad, lavet og serveret 5 gange om dagen. Jeg havde på forhånd stresset over telefon-fatwaen, men 24 sekunder efter ankomst, havde jeg nærmest glemt, at jeg havde en. Jeg savnede den ikke så meget som ét sekund, og det var en lettelse ikke at skulle forholde sig til alt muligt, vigtigt såvel som irrelevant, hvert andet minut.
Selv koffeinhovedpinen holdt sig på måtten indtil søndag, hvor jeg så til gengæld godt kunne mærke den.
Jeg er stadig ved at fordøje indtryk, og kan mærke, at jeg også har brug for at vende nogle af de tanker, jeg gjorde mig undervejs. Det føles som om, der virkelig er noget substans i det, der er blevet hældt på maskinen i denne omgang; som om der i det hele var mening og formål, og det er virkelig fedt.
Vi var 4 kursister i alt og skulle mødes i et sommerhus i Nymindegab fredag. Da vi ankom, stod døren åben, og der duftede svagt af æteriske olier – og lige som jeg kørte ind på p-pladsen, brød solen frem mellem skyerne. Det er svært at forestille sig en bedre start.
Herfra var der meditation, deling, gåture, øvelser, mere deling og – for mit vedkommende – en masse skriblerier undervejs. Det er så længe siden, jeg har haft mulighed for at følge mine tanketråde og uforstyrret lade dem forgrene sig, og bare vokse vildt og uforstyrret, og jeg har været på besøg i hjørner af hjerne og hjerte, jeg næsten havde glemt eksisterede. Det var opløftende og livsgivende og ualmindelig inspirerende.
Vi var 4 meget forskellige kursister afsted, både ift. alder, livshistorier og verdenssyn. Den ene klikkede jeg med øjeblikkeligt, mens de andre nok mere var invitationer til reflektion. Ikke, at jeg ikke syntes om dem. Det var søde damer – men udviklingsarbejdet ift. dem krævede mere af mig, end det gjorde med hende, jeg delte sofa med fra starten.
For vi snakkede, da vi kom, meget om det her med at føle sig anderledes i verden. At man ofte sidder med fornemmelsen af at være trådt ind ad døren til den forkerte film. Men sagen er, at jeg også jævnligt har den oplevelse, når jeg er omkring andre spirituelle mennesker. For jeg er nok mere videnskabligt interesseret og åben, end mange andre i den her verden, og jeg er nok også mere kritisk ift. antagelser og udsagn, end den gennemsnits-spirituelle. Jeg synes, at der, ligesom toxic positivty, også eksisterer en form for toxic spirituality, hvor man inisterer på, at alt er lige godt og lige sandt. Holdninger fremsættes som universelle sandheder, og jeg oplever generelt en mangel på nysgerrighed ift. bestemte emner og verdenssyn.
I virkeligheden handler det nok om manglen på fælles sprog inden for det alternative. For hvor man i kirken er nogenlunde enige om plottet og hovedpersonerne, så er det alternative præcis, hvad du mener, det skal være. Hvilket er superfint, så længe vi taler om tro. Krystaller, orakelkort, tidligere liv, engle, sjælerejser og ånder. Intet er off limits, og det er fint. Folk kan for min skyld tilbede til deres køkkenstole, hvis det giver dem ro og fornemmelse af tryghed og retning i livet.
Der, hvor det bliver svært er, når tusind forskellige synspunkter, der bunder i trosretninger, vi selv designer med udgangspunkt i, hvad vi støder på og synes giver mening, skal tages med ud i verden og kobles op på fysik og konkrete udfordringer. Covid, vacciner, kræft og diagnoser, f.eks. Her bliver det virkelig svært, at alt skal kunne eksistere side om side, fordi der i holdninger ligger handling og mure, man kan møde, hvis man er én af dem, der lever med eller omkring det, og så bliver det pludselig svært at insistere på, at vi kan blive i os selv, synes jeg.
Jeg er slem til at gå over i andre. Det kommer med både at være et menneske, der gerne vil hjælpe, og ét, der konstant forholder sig til alt, hvad jeg støder på. Det er derfor noget, jeg skal øve mig meget i ikke at gøre. Nogle gange er jeg god til at huske det. Andre dage er jeg hoppet over, uden overhovedet at opdage det.
Men når jeg, som jeg ofte gør i alternative sammenhænge, bliver mødt med spørgsmålet om, ‘om det er vigtigt for mig, at mine børn har diagnoser’ så støder jeg på noget af det, der konkret gør både børnenes og mit liv sværere, end det behøves at være. Og hvor vi i de her kredse ofte taler om, hvor vigtigt det er at respektere den enkeltes sandhed, så er der her helt legitimt at underkende den erfaring, man står overfor.
For at have børn med diagnoser er så gennemgribende et vilkår, som indvirker på så mange ting, at jeg tror, mange af os, der lever med det, har brug for at italesætte det, når man møder os, fordi det påvirker alt hvad vi gør og er. Det påvirker vores overskud, vores søvn, vores sociale liv, vores muligheder og vores tanker om fremtiden. Diagnosen i sig selv er ikke vigtig, men alt det, den afstedkommer er. Og når Anton møder én, der mener, at autisme er indbildning og blot skyldes en ubalance i tarmen, så bliver hans liv konkret sværere. Og så bliver det lidt svært for mig at blive i mig selv.
Ikke mindst fordi jeg udelukkende har mødt afvisningen af neurodiversitet hos mennesker med neurotypiske børn.
Men faktisk var det fint for mig at nå til, at jeg ikke behøver købe ind på hele butikken. For det ligger dybt i mig at prøve at forstå, og jeg er altid bange for at komme til at fremstå som om, jeg tror, at jeg er bedre eller klogere end andre. Men noget af det, jeg fik med mig i denne weekend var, at tiden for mig er kommet til at finde nogle stærkere hekse og kloge kvinder at udvikle mig med. Ikke fordi jeg er bedre, men fordi jeg er et andet sted end mange af dem, jeg har opsøgt indtil nu. Som 10. klasses elev hører man ikke til i 3. klasse, og det har intet med værdi, men noget med niveau at gøre.
Sidst men absolut ikke mindst forstod jeg pludselig denne gang, at det ikke er meningen, at jeg skal stresse over at genskabe stemningen fra weekenden i hverdagen derhjemme ved at forsøge at presse meditationer ind, hvor de ikke kan være og insistere på selv-tid i soveværelset, mens jorden brænder i stuen. De her ting bliver kun til det, de bliver – for mig – fordi de på en weekend som denne, får lov at folde sig ud, være det, de skal være og fylde det, de skal fylde.
Det var *også* en rar og brugbar erkendelse at gøre.
Der var skov, strand og te i naturen. Der var orakelkort og de fineste samtaler. Der var morgenkakao ved bålet til solopgang på terassen, der var tid, ro og stilhed – og så mødte jeg en ræv.
Det var en af bedste weekender, jeg længe har haft, og jeg fik så meget med, at jeg stadig blæst i hovedet og mør i kroppen af alt det, jeg indså, forstod og arbejdede mig igennem – og det her er bare starten på næste etape af processen.
Det var lige, hvad jeg trængte til.
Hvor er det godt at høre hvilke essenser du har trukket ud af weekendens retreat. Jeg elsker din formulering om at rykke fra 3. Til 10kl. Det vækker resonans i mig.
Og mht diagnoser…du beskriver det spot on. Udfordringen med dem er jo netop alt det “postyr”de laver i dagligdagen. Og det er sgu lige meget hvilken diagnose det handler om.
Alt godt til dig i din “nye” klasse.
Præcis. Jeg tror, det er fordi, man kan have brug for, at forståelsesrammen bliver kalibreret, så den passer? For der er så mange områder, hvor vi ikke bare kan “gøre som de andre”, og det har jeg (i nogle settings, i hvert fald) brug for at tydeliggøre fra starten.
Det lyder simpelthen så godt – jeg elsker dit hoved og alle de tanker, der falder ud af det 😊
Du har også ualmindelig trofast stået klar til at feje dem op, nærmest siden jeg startede <3
Fordi vi er udenfor min ramme: Stærkere hekse at udvikle dig sammen med. Betyder det, at du ser dig selv som heks og hvad lægger du i det?
Jeg har til gode at finde et udtryk for, hvad jeg ser mig selv som. ‘Heks’ lyder lidt skørt og kattebefængt, ‘lysarbejder/spirituel’ lyder meget som noget med hvidt hør og te, og ‘klog kone’ føler jeg mig heller ikke helt som. Det kommer nok tilbage til det, jeg skriver om i indlægget; at fordi alle definitioner er overladt til den enkelte, vil man, uanset hvor man vender sig hen, møde mennesker, der måske har valgt samme benævnelse som dig, men som du slet ikke kan identificere dig med.
For mig handler det meget om, hvordan man går igennem livet. De store linjer. At man kan mærke, at det, man tror, også holder vand, når man står steder i sit liv, hvor man har det svært. Og også, at man har en ledestjerne, man forsøger at styre efter i sin omgang med andre mennesker og ift. hvordan man anskuer sine muligheder og arbejdsgange, når det kommer til udvikling.
Hvis jeg skal prøve at være lidt konkret, så tror jeg meget på, at det, der er dit, kommer til dig. Og at der aldrig kommer noget godt ud af at snatche noget, der er tiltænkt andre. Jeg tror meget på, at vi bliver givet muligheder for at udvikle os, og forstår vi ikke opgaven, får vi bare en runde mere med samme type af udfordring, til vi har fået det med, det var meningen vi skulle lære dér. Jeg nægter at tro, at der findes en ond, skabende kraft, der sidder og dømmer os hver især; jeg tror, at alt i bund og grund kommer af kærlighed, men at den frie vilje for nogle spænder ben.
Jeg ved ikke, om jeg er lidt atypisk, for jeg oplever selv i mødet med andre, der er åbne for, at der er mere mellem himmel og jord, at det er enten/eller. Enten tror man på videnskab og logik, eller også tror man på urter, ubalancer og positiv tænkning. Jeg har ingen problemer overhovedet ved at lade de to ting gå hånd i hånd. Jeg tror f.eks. at det er meget sandsynligt, at der kan være en høj procentdel af autister, der har ubalance i tarmen; ganske enkelt fordi stort set alle genfejl koder for mange forskellige typer af udfordringer. De vil altså ofte optræde sammen – men de er ikke relateret som årsag og effekt. Men er man en af de autister, der måske uden at vide det har den type af ubalance i tarmen, vil man med stor sandsynlighed opleves som mindre autistisk, hvis man får den ubalance rettet op, ganske enkelt fordi autistiske træk bliver mere udprægede, når man er presset, som man f.eks. kan være, hvis man ikke har det fysisk godt. I alternative kredse oplever jeg, at rigtig, rigtig mange bare blankt afviser, at autisme findes, men at de mennesker, der bliver diagnosticeret, bare er tarmpatienter, der kan spise sig raske.
Ja. Det strækker sig i mange retninger, og det er svært at svare kort og præcist på. Men jeg håber, at jeg nåede omkring bare noget af det, du spørger til.