M2022, uge 35

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg foræret det meste af en hjemmebagt pizza til genboen. Ungerne kunne ikke lide den, det passede ikke lige at gemme den til dagen efter, og jeg forsøger at trække lidt tilbage mod midten ift. at fryse *alting*.

De sidste par år har jeg været vidt omkring ift. at finde ud af, hvad man egentlig kan fryse, og det er virkelig det meste. Noget ændrer konsistens, hvilket har betydning for, hvad man efterfølgende kan bruge det til, men der er ikke meget, der ikke i én eller anden form kan inkorporeres i en ny ret. 

Men. 

Det, der så faktisk er sket nu, hvor jeg er forsvarende verdensmester i frys, er, at jeg får mange bøtter og poser i fryseren med ting, der skal bruges i ret specifikke retter (f.eks. pestorester og smøreost, der primært er godt i kødsauce og tærter). Og fordi Anton, som så mange andre autister, er meget selektivt spisende, bliver det irriterende at have pesto og ost nok i fryseren til 24 tærter, når det kun er Frida og jeg, der spiser dem.

Det bliver svært at holde styr på, hvad jeg har, men det vigtigste er nok, at jeg synes, jeg kommer til at bruge pladsen forkert. For når jeg f.eks. koger ris, så koger jeg meget ris, som jeg så fryser i mindre portioner, fordi jeg så kun skal bruge strøm på at koge én gang. Ris kan bruges til meget, og derfor gider jeg godt bruge pladsen på det. Ligeledes bager jeg også dobbeltportion, når jeg bager boller til madpakken, for kun at skulle have gang i ovnen én gang. Det er også fint at bruge plads på, fordi det er noget alle spiser. 

Så det, jeg gerne vil til livs, er min vane med ukritisk at fryse alt, uden at tænke over, om det egentlig giver mening at bruge fryserpladsen til det. Det er en balancegang, for med de priser, vi har nu, gør det næsten fysisk ondt at smide noget ud, som man *kunne* have brugt – men at gemme noget, jeg reelt ikke kan bruge, giver bare udskudt madspild, og så kan jeg jo ligeså godt vinke farvel til det med det samme. 

2.

Har jeg styret mig.

I slut-august bliver jeg hvert eneste år så efterårsskruk, at jeg kommer til at rydde op i sommertøj, sandaler og haveskur 3 uger for tidligt. Det har hvert år betydet, at jeg har manglet noget, jeg har været for hurtig til at forære væk/smide ud, eller har glemt, hvad jeg i samme ombæring tjekkede i vinterkasserne, om vi havde, og derfor anskaffer mig det igen. 

Og ud over at være dyrt i genanskaffelser, er det helt *afsindig* irriterende at have brugt tid på at tjekke op på noget, for så at måtte konstatere, at man var ude i SÅ god tid, at man ingen erindring har om, hvad man fandt.

Derfor har jeg sat mig på hænderne og der bliver jeg siddende til slutningen af september. 

3.

Endte vores elforbrug på 210 kWh mod 271 sidste år.

Det er 61 kWh sparet, og ganget med torsdags gennemsnitlige pris (5,40 kr.) er det en økonomisk besparelse for august på 330 kr. Hvilket jo næsten rækker til et rugbrød (sagde hun surt).