*Ved jeg godt, at min blogaktivitet er lidt ujævn for tiden. Det beklager jeg. Det er ikke, fordi jeg er ved at være træt af at skrive, men simpelthen bare udtryk for, at læring i det her nye liv som selvstændig sker meget i ryk. Der kan være nogle uger, hvor jeg kun skal ting, jeg efterhånden er ved at have styr på, og så kommer der pludselig et tidspunkt eller en kunde, som blotlægger en problemstilling, jeg ikke før har forholdt mig til. Det giver noget zigzag på læringskurven, og jeg er stadig så ny, at det kræver fuldt fokus, når det sker, men jeg er her stadig, og det bliver jeg ved med at være.
*Er jeg (efter anbefaling fra min insta-bog-og-serier-partner-in-crime @strikkenitis) i gang med Southern Reach trilogien af Jeff VanderMeer. Genremæssigt er det Hunger Games but make it Kafka, og det er noget af det mærkeligste, jeg kan huske at have læst. Normalt er jeg enten på eller ude, når det kommer til bøger, men den her har bidt sig fast på en underlig, stædig måde, og hvis du er til bøger, der kræver lidt af dig, så giv den et skud.
*Tager jeg i øvrigt gerne imod både blomster og telegrammer som tak for at holde ALLE edderkopper og stankelben i nordeuropa.
*Spekulerer jeg hver gang, jeg ser en overskrift om Barbara Bertelsen på, om jeg er den eneste, der mistænker, at advarsler for embedsmænd er at sidestille med de tatoveringer, som prospects og hangarounds får, når de myrder medlemmer fra rivaliserende bander? Min klare fornemmelse er, at man ikke som embedsmand får dårligere løn eller karrieremuligheder af at vise, præcis hvor langt, man er villig til at gå for el presidente.
*Er Anton det høfligste og ordentligste lille menneske i verden – men han er også ved at være teenager, hvilket betyder, at han ikke altid er helt tilfreds med mig. Og jeg må bide mig i tungen for ikke at komme til at grine, når han skulende udtrykker sit mishag over aftensmaden med en *perfekt* Gordon Ramsey imitation: “Congratulations. On the worst dish on the PLANET!”
*Har jeg besluttet at stille op som løsgænger til næste folketingsvalg. Mit partiprogram består af ét punkt, så det er dejligt nemt at huske: Fængsel på livstid til folk, der står for tæt på én i køen, med mulighed for at skærpe til dødsstraf, hvis de puffer til din rygsæk hele tiden.
*Har jeg bøjet mig og givet børnene lov til at købe et GPS-ur hver for penge fra deres egne opsparinger. Jeg synes godt nok, at de er dyre, og jeg er spændt på, om de kan holde ud at have dem på – men jeg er på den anden side også glad for at slippe for igen i år til halloween at skulle efterlyse ‘En selvlysende zombieflagermus med økse og sværd’ i den lokale facebookgruppe, fordi Anton er vandret afsted uden sin mobil.
*Fik jeg forleden et vissent blad i hovedet, da jeg stod ud af bilen, og I ved, hvad det betyder…
Du får blomster for stankelben,til gengæld har jeg så taget myre-plagen år ‘22 for hele Nordfyn…heldigvis er jeg IKKE typen, der gi’r mig, og så mange hobbyer har jeg jo HELLER ikke…
Hvis man har set & elsket Station Eleven på HBO, kan jeg varmt anbefale bogen (selvom den ikke er oversat endnu).
Og måske ikke dødsstraf, meeen helt klart en negl revet af UDEN bedøvelse….til kollega’er, som stadig ikke har beregnet, hvor kort afstanden er, mellem “kop på køkkenbordet” og “kop sat i opvaskemaskinen”…☠️
Den er skam oversat til dansk med titlen Station 11.
Tak for service-info, Gitte <3
Åh, de klamme myrer!! Jeg er også i code red på overvågningen, fordi jeg bor på landet, hvor de lader til at trives lidt for godt…
Barbara Bertelsen er ligeså langt fra at være repræsentativ for embedsfolk i staten som afstanden mellem Jorden og Neptun. På trods af fornærmelsen stemmer jeg dog gerne på dig til næste folketingsvalg;-)
Er du frisk på et embedsværk, hvis jeg kommer ind?:)
Herhjemme var det “whatever” der hvislende blev smidt til højre og venstre. Udtalt i bedste præ-teenage-stil og gerne som svar på høflig tiltale om at tage af bordet/rydde op/børste tænder. Flot (og helt korrekt) brug af det engelske sprog, men liiiiiige skru ned for drama-attituden med de himmelvendte øjne 😀
Jeg kom forleden til at bede Frida om at justere sit ansigtsudtryk (fordi hun rimpede sammen som en citron, da jeg bad hende pakke sin taske ud. Da jeg sagde, at det faktisk ikke var ok at blive SÅ sur over, hvæsede hun retur, at hun IKKE var sur(!)) Det kan jeg helt sikkert også allerede nu begynde at glæde mig til kommer retur med renters rente.
Er bare så enig: hvorfor er der ingen chefer i det offentlige, der skal stå til ansvar, når der gøres noget forkert ? Jeg nævner i flæng: udbytte sagen, Britta Nielsen sagen og nu mink sagen – den var ikke gået i det private.
Den første teenager er et totalt chock, men bare rolig om ca 8 – 10 år er de helt normale igen og når de først er flyttet hjemmefra, så er du helt sikkert i høj kurs igen. Indtil da må du indstille dig på at være håbløs, du kender ikke til at være ung, du kan ikke lave mad og du har helt sikkert aldrig været rigtig forelsket, så du ved intet om livet ! Når du så først har fået børnebørn, så hører du et ekko af hvad du selv har sagt og bliver helt sikkert påskønnet som babysitter – jeg hører mig selv gentage min mors ord om at børnebørn er den virkelig grund til at man får børn.
Haha – jamen, jeg synes faktisk, at det er Anton vel undt med en lille smule verbalt oprør. Han er så ordentlig, det barn. Det er noget andet med den lille. Hun er 7 nu, men jeg er allerede begyndt at øve mig på de dybe vejrtrækninger…
Jeg blev bare så glad, da jeg læste “jeg er her, og det bliver jeg ved med at være”. Din blog ville sådan mangle hvis den blev væk. Tak for dig.
Jeg er SÅ enig Berit. Den her blog skal bestå for altid 😊
AMEN, I to!! 😃🙌
Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle gå hen med alle de tanker, der rasler rundt i hovedet på mig😄❤️