Who run the world?
Kender I de uger, hvor man allerede tirsdag morgen mest af alt bare har lyst til at lægge sig selv i aflåst sideleje på marken, fordi hele verden er en idiot, og der er 24 år til lørdag?
Sådan lagde uge 36 ud her.
Ikke pga. en enkelt ting, men fordi alting lige klumpede sig sammen.
Weekenden bød både på et par mennesker, der .. inviterede til lidt refleksioner omkring grænsesætning, tror jeg, vi kan kalde det, og på noget arbejde, der bare ikke fungerede.
Jeg har hele mit liv kæmpet med, at jeg, når noget går galt, er så bange for at være en af dem, der ansvarsfraskriver i vildskab, at jeg kommer til at tage hele skylden på mig. Det er min default. Derfor kræver det både tid, sparring med gode mennesker og temmelig meget batterikraft at få rodebunken sorteret og nå frem til en mere objektiv vurdering af, hvad der er mit ansvar, og hvad jeg reelt ingen indflydelse har på.
Lidt i samme boldgade har jeg svært ved at være den, der forårsager, at andre taber ansigt, og derfor bruger jeg meget tankekraft på det, når et menneske, jeg har blokeret på alle sociale medier, opretter en ny profil, finder mig igen, og bare fortsætter, hvor han slap. I de situationer skal jeg aktivt minde mig selv om, at det faktisk ikke er mig, der er grov, men ham, der går over alle de grænser, jeg har sat, både verbalt, digitalt og i det, jeg gør, og at jeg derfor ikke behøver at afvise høfligt, før jeg bare blokerer ham igen.
Midt i alt det har jeg den sidste måneds tid bøvlet med rengøringspersonalet på Antons skole. De har altid slået mig som søde og rare, og vi har været på hej hver eneste morgen de sidste halvandet år, når jeg har siddet med Anton på skødet og forberedt ham på et skift og på, at vi skal sige farvel. Men for 4 uger fortalte han mig med lille stemme, da jeg puttede ham, at én af dem havde skældt ham ud og sagt, at han skulle gå op i SFO’en, fordi ‘de ikke kunne vaske gulv’ når han var der. Han var blevet ked af det, men hun havde insisteret og var fysisk gået med ham derop, og han havde ikke haft ord til at sige fra.
Det var én af de situationer, hvor jeg smilede til ham og sagde, at det lød rigtig svært og dumt, men at de helt sikkert ikke har vidst, at vi har en aftale med leder-Troels – hvorefter jeg gik ud og skreg ind i en sofapude. For satan, mand. Det er bare på ALLE planer, hele fucking tiden. Og jeg skal ikke tage noget fra nogen, og de udfører et vigtigt stykke arbejde. Men med en dreng, der læner sig op ad skolevægring, og som der er indsats i gang på hele vejen rundt, er det til at gå i stykker inde i hovedet over, at vi risikerer, at det er en sur rengøringsdame, der sender ham ud over kanten.
Nå, men jeg havde fat i skolelederen, som nærmest kom til at grine af vantro. Selvfølgelig måtte Anton sidde der.
Fordi jeg ikke gider, at Far skal tage kampen for mig, tog jeg selv fat i det faste rengøringspersonale dagen efter, fordi jeg var 110% sikker på, at det simpelthen handlede om, at de ikke var klar over, hvorfor aftalen er, som den er.
Spoiler alert: Det var det ikke.
Lang historie kort (for sent, Linda) så har de nu fået at vide, at de skal fucking styre sig han gerne må sidde der, men de onde øjne, vi har modtaget siden, ville få ægyptiske spåkoner til at slå korsets tegn for sig.
Mandag morgen var der så afløser på – som godt lige ville bede os “om at gå ned i SFO’en, for det er MEGET generende, at han sidder her!” Jeg blev så gal, at jeg råbte. Det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort – af nogen, faktisk – men nu er det fandengalemig nok. Ikke mindst fordi de allerede én gang har bevist, at de ikke er hævede over at vente, til jeg er gået, for så at kommandere rundt med en dreng, der hverken kan forklare eller forsvare sig. Og jeg vil gerne, at vi er gode venner. Men du kender mig dårligt, hvis du tror, jeg bakker ned, fordi du hæver stemmen. For så tager vi den bare.
Det gjorde vi så, og i morges blev jeg trukket til side af rengøringslederen og fik en uforbeholden undskyldning. Den har jeg ikke brug for; jeg har brug for, at de er ordentlige overfor Anton, men det var en olivengren, og jeg tog imod den.
Mens jeg mandag boksede rundt i alt det ovenstående, tikkede der en mail ind med overskriften: ‘Du har modtaget en uopfordret e-konsultation fra din læge’.
Hvilket ligger lige under lavmeldte “Ups!” fra børneværelser på listen: Hvordan Man Får Min Opmærksomhed, Hurtigt.
Som nogle af jer så på insta, handlede det om, at jeg i sidste uge var forbi lægen for at få taget nogle blodprøver, fordi jeg har en konstant og helt vanvittig craving efter isterninger. Kombineret med noget, det føltes som corona-lunger og en led, vedvarende hovedpine, pegede pilen på jernmangel, hvilket viste sig at holde stik. KÆMPE mangel, faktisk. Lægen bad venligt, men bestemt, om en mulig forklaring, ordinerede dobbelt dosis jern og gav mig besked om at få taget nye blodprøver om 14 dage, og måske er jeg et kynisk røvhul, men jeg er faktisk positivt overrasket over, at der er nogen, der kigger på resultaterne af de blodprøver.
Der er nu købt jernpiller, og jeg drikker så mange spinatsmoothies, at jeg næsten forventer, at de næste blodprøver, de tager, vil være grønne.
Der er både i går og i dag tikket nye opgaver ind, og jeg holder nu for 3. uge i træk samme indtægtsniveau, som jeg havde som fuldtidsansat.
Og i morgen tidlig har jeg en online session med den kvinde, der står for det retreat, jeg skal på i slutningen af september, og jeg glæder mig HELT vidt. Til begge dele.
Den her uge er startet skævt, men den retter sig stille og roligt, og jeg har flere gange tænkt på et meme, jeg så for snart længe siden:
6. september 2022 @ 21:03
Kære Linda. Du er til evig tid min udvalgte erstatningsmor, hvis jeg skulle gøre dette life-on-earth-game om igen. Anton ved, at du har hans ryg og det betyder mere end at du fik ret, hvilket dog altid er en fin lille bonus-gave, som vi tar med – ja vi gør. Hurra for dig. Og igen, Linda for pres. KRAM
7. september 2022 @ 10:55
Du er så sød, Jane. Tak for aldrig svigtende opmuntring og hep <3
6. september 2022 @ 21:22
Whaaaat! Jeg skal slet ikke bede om vrede rengøringstyper der angriber Anton.
Jeg har fundet fakkel og høtyv frem – hvof mødes vi?
Kæmpe skulderklap til løvemor der slår fra sig. Men øv hvor op ad bakke, at det overhovedet skal være nødvendigt
7. september 2022 @ 10:56
Det hjælper virkelig mere, end man skulle tro, når andre bliver sympati-vrede – TAK, Stine <3
6. september 2022 @ 22:00
Hold nu kæft, du er sej! Samtidigt triller der nogle stille tårer (har lige gen-puttet den yngste, og sidder her i mørket) i ren frustration og sorg over den manglende forståelse og respekt fra det rengøringspersonale. Hvis de kender aftalen, hvorfor opfører de sig så så respektløst og uvenligt?
Det minder mig også om, hvor lidt der skal til for at skabe en venlig (mangler de engelske ords betydning – leder efter noget som kind og grace) kontakt til fremmede mennesker (eller nogle man, som i dette tilfælde, ser hver dag, men ikke rigtig kender). Hvis de nu havde tøjlet deres irritation over, at han sad der lige så stille, så kunne de havde sagt: Hej, er du ok? Du sidder her alene? Måske kunne han have svaret: ja, og noget med at det havde han brug for, og at der var en aftale (har han solsikkesnoren med i skole? Kunne have været en god samtale-starter her). Og så kunne de måske have haft en hyggelig ting med, at han sad der, og at det var noget særligt. Hvem ved, en anden og mere empatisk type havde måske fundet frem til Antons favoritslik eller noget andet, han kan lide – et legoblad eller noget tredje. Og så havde de måske fundet et ritual med, at han fik et bolsje og lige rykkede en balle, når det sted, han sad, skulle vaskes? Jeg drømmer om dét scenarie for jer. Synes sgu eddermame snart, at det må være på tide med nogle typer i jeres nærhed (lærere, ledere, kommunale fiduser, rengøringsfolk etc. etc.), som har den ekstra følsomhed og viser omsorg, når der er brug for det. Og som rækker ud og lige er et nøk mere søde og gode.
Håber virkelig virkelig virkelig at det/de bliver bedre ♥️♥️♥️
7. september 2022 @ 10:59
Det er PRÆCIS det samme, jeg tænker. Og som jeg – selvom jeg ikke sagde det så fint, som du gør her – forsøgte at forklare, da de gav mig undskyldningen: At jeg ikke forstår, at man bruger angreb som indledning. Han sidder musestille med sin iPad, og har pænt hængt sin taske op, så de kan komme til. Hvorfor er udgangspunktet ikke, at der måske kunne være en grund til, at han sad der?
Det er fortvivlende. Ikke mindst fordi jeg jo godt, helt objektivt ved, at det her bliver noget, han kommer til at kæmpe med resten af sit liv. Det river i hjertet, og jeg får tårer i øjnene af bare at skrive det her. Det eneste positive der er at sige er, at jo flere mennesker, vi bliver, der fortæller vores og vores børns historier, jo flere vil være klar over, at der kan være gode forklaringer på, at mennesker opfører sig anderledes, end man forventer.
7. september 2022 @ 06:59
Forfærdelig start på ugen, men hold nu op, hvor er du bare fantastisk til at reagere nogle gange. Jeg er så imponeret, hvor er dine børn bare heldige, at du er deres mor ❤️
7. september 2022 @ 11:01
Jeg tror, det er en af de få fordele, der kommer af at være i det her system i så lang tid: At man somme tider reagerer mere ærligt, fordi der ikke er mere høflighed og angst for at fremstå urimeligt tilbage <3
7. september 2022 @ 07:33
Af ren uvidenhed: hvad har lyst til isterninger med jernmangel at gøre?
Godt at nogen kiggede på blodprøverne! Mine tidligere læger i psykiatrien har aldrig kommenteret på mine blodprøver, men nu er jeg flyttet, og her er der en læge der har skrevet en lang kommentar til mine blodprøver. Måske lidt overkill, men samtidigt også lidt rart..
7. september 2022 @ 11:04
Uden at jeg ved det, så tror jeg, at det er fordi, man får lyst til isterninger, når man er tør i munden? For det har jeg også været. Helt vildt.
Min mistro kommer også af, at jeg har haft et celleskrab, der har hængt i over et halvt år, fordi min cyklus er helt åndssvag. Jeg har flere gange været i kontakt med lægen, og snakket med flere af dem om, at jeg i perioder bløder både langvarigt og meget. Så bliver jeg sgu lidt lang om kæben over, at jeg bliver spurgt til forklaringer på det lave jerntal – OG at der ikke er nogen undervejs, der har spurgt, om vi måske lige skulle tjekke det.
Godt, at du er kommet under vingerne på én, der tager dit helbred alvorligt. <3
7. september 2022 @ 09:00
Du får lige en masse gode ønsker herfra. Du er den bedste mor! Og det er helt i orden at råbe. Faktisk ville jeg også have godkendt noget mere kontant!
7. september 2022 @ 11:04
Jeg elsker det, haha:-D Tak, Lone!
7. september 2022 @ 09:18
For helvede altså. Hvor ER jeg glad for at du hævede stemmen. Jeg ved godt at børn per automatik synes det er døden når Mor Er Pinlig, men det er (eddermame!) på sin plads at sætte foden ned. Både for din og Antons skyld, for det er IKKE i orden! Især fordi der som Ida skriver er så mange andre måder at møde et barn på.
Her er det en vikar, der har kickstartet en lavine af ondt i maven og nervøsitet hos ældstebarnet. Simpelthen fordi nævnte vikar valgte at besvare min datters “bare FYI så kan jeg ikke lide høje lyde, så jeg har specialtilladelse til at gå ud på gangen hvis der bliver uro i klassen” med fysisk at skubbe barnet ind i klasselokalet (?!) akkompagneret af et “deal with it”. Jeg var så vred at jeg rystede, og måneders arbejde med at lære min datter at være åben og forklare og sætte grænser er nu skudt tilbage til start. Jeg misunder dig næsten at du fik afløb for din frustration til rette vedkommende – min ligger stadig uforløst og ulmer 😀
Hurra til gengæld for vind i selvstændighedssejlene! Og jernmangelsejlene!
7. september 2022 @ 11:07
Det er simpelthen ikke rigtigt!!!? Ej, men for FANDEN!! Det er så afsindig frustrerende at bruge al tid i verden på forsigtigt og stykke for stykke at gøre børnene klar til at være i verden som de er – og så kommer der en bulldozer i form af en vikar eller en rengøringsdame og smadrer alt.
Det er virkelig svært for mig at forstå, at man ikke kan lave bedre overlevering til vikarer og afløsere.
(PS: Måske vi skal undersøge, om der er noget AOF-voodoo, man kan melde sig til?)
9. september 2022 @ 12:51
Du er simpelthen en fantastisk mor.
På det helt lavpraktiske plan: kunne Anton ikke have en lamineret seddel i sin taske med aftale og underskrift fra skolelederen? Så skal han ikke finde ord og rengøringen kan bare ringe til det medfølgende telefonnummer på lederen, hvis de ikke forstår det.
9. september 2022 @ 20:14
I prinicippet kunne han godt have noget på skrift. Og måske vi på sigt bliver nødt til at gøre det, fordi det ville kunne give noget af den samme forståelse, som f.eks. solsikkesnoren kan give.
Men lige den her synes jeg faktisk hører til på voksenplan, både fordi de her damer ikke giver ham tid til at reagere, før de udsteder ordrer, men også fordi konfrontationerne med dem opstår på tidspunkter, hvor der ikke er en skoleleder eller en sekretær at få fat i.
Jeg har haft fat i morgenpersonalet i SFO’en, så de ved, hvad der ligger bag og er klar til at bakke ham op, hvis der bliver mere, men det er bare så utrolig frustrerende, at det overhovedet skal være nødvendigt.
<3
9. september 2022 @ 18:56
Jeg bliver så ærgerlig og ked af det over hvor småligt og uvenligt folk kan opføre sig overfor vores børn. Hvor fint du råbte højt til sidst. Jeg bider mærke i de onde øjne der nu sendes jeres vej. Frygten for repressalier og efterveer har fået mig til at undlade at tage konfrontationer på mine børns vegne. Jeg synes tiden desværre har lært mig, at nogle voksne ikke formår at nulstille og møde børnene uden toner af efterslæb efterfølgende. Det lyder egentlig sygt når jeg forsøger at beskrive det, men netop “de onde øjne” er også en slags pris for vores børn at betale, hvis de ikke stopper igen. Og er der tale om en gennemgående voksen – pædagog, lærer eller lignende, så screener jeg deres væsen inden jeg “tager den”. Og hvis jeg er i tvivl om det vil fyre lige tilbage i røven på mit barn, så går jeg til en leder eller holder det til samtaler med mit barn om rigtigt og forkert. Jeg har ikke børn som er ude for flere ubehageligheder end gennemsnittet tror jeg, men vi har 5 stk, så deraf erfaringens porteføljen:)
Jeg håber næste uge bringer høje niveauer af jern, tilpas mange opgaver og milde øjne med sig!
9. september 2022 @ 20:17
Jeg hører dig 100%. Det er også en overvejelse, jeg har og en afvejning, jeg laver flere gange ugentligt.
Men i nogle situationer synes jeg ikke, at der er nogen vej udenom, og her er det min tanke, at det næstbedste så må være, at Anton (og Frida) kan se, at jeg står op for dem. For jeg ville være ualmindelig ked af, hvis de stod tilbage med opfattelsen af, at det var vigtigere for mig at bevare den gode stemning, end at stå fast på det, der er det rigtige.
(Altså, ikke at jeg tror, at det er det, du gør. Slet, slet ikke. Det er bare for at prøve at forklare, hvorfor jeg tog den her. Giver det mening? <3)
9. september 2022 @ 21:41
Det giver helt mening og jeg er meget enig i, at der i nogle situationer skal handles og stås op for uanset følgevirkninger – mine tankerækker bragte mig bare videre til de afsindige overvejelser og dilemmaer man kan befinde sig i i mødet med eksempelvis ukærlige mennesker som er omkring vores børn.