Om sofaer, venner og kunsten at justere
Det her startede som et svar til dig, Kristina, som i kommentarfeltet til sidste indlæg spurgte, om jeg ville prøve at skrive lidt mere om det med at gro, der hvor man er plantet, i stedet for at jagte de perfekte vækstbetingelser, for “Jeg stiller store krav til mine medmennesker – og jeg bliver skuffet gang på gang.”
Som så ofte før, blev det langt og undervejs fik jeg lyst til at hive det ud på selve siden, i tilfælde af, at andre har tanker og synspunkter, de vil byde ind med.
Som jeg kort nævnte i sidste indlæg, så føles det somme tider som om, noget for mig samler sig i et tema; en slags ‘lektie’ i at ændre på noget, der jævnligt skaber frustration, og som jeg pludselig får øje på i både relationer og i min generelle tilgang til hverdag og verden.
Og jeg genkender præcis, hvad du skriver, Kristina. Du lyder faktisk som en 10 år yngre version af mig her, for hold KÆFT, hvor har jeg også været skuffet over folk. Både dem helt tæt på og dem helt ude. Det bliver jeg stadig – ligesom jeg også stadig kan komme til at ophøje begivenheder til noget, der skal være Perfekt for at have værdi.
Ikke, at det her nogensinde har været en hemmelighed for mig selv. Jeg har altid vidst, at jeg har en tendens til at være kompromisløs; at jeg stiller høje krav til min omverden, og at mine frustrationer ofte handler om, at jeg giver mere end jeg egentlig kan undvære. For det er jo der, frustrationerne opstår; når en relation bliver skæv i indsats og forventninger.
Og man bliver ikke 40+ uden at have lært, at det er spildte, gode kræfter at forsøge at ændre på andre mennesker.
Så hvordan slipper man det mindset uden at det kommer til at føles som om, man bare resignerer og lader sig nøje?
For mig har det handlet meget om at lære at placere relationerne og mine forventninger til dem det rigtige sted. For jeg har opdaget, at jeg i årevis – altid? – har delt folk op i to grupper: Dem, jeg har lukket ind og dem, jeg ikke har et forhold til. Og dem, jeg har lukket ind, har jeg haft en tendens til at opfatte som én stor gruppe, selvom mit fortrolighedsniveau med de mennesker, der udgør gruppen, variererer.
I overført betydning står folk enten helt inde i min stue eller er tilfældige forbipasserende på gaden.
Og her har der for mig været meget læring i at tænke over, om de egentlig alle sammen skal sidde i sofaen – eller om nogle af dem måske hører til i entreen, i indkørslen eller helt ude i haven.
Det kan komme til at lyde som nid og straf. At man, hvis ikke man lever op til mine tårnhøje forventninger, bliver lagt på is. Det er slet ikke sådan, jeg selv tænker det. For mig handler det om at justere relationen, så vi investerer det samme i den, og bruger den til nogenlunde det samme.
For det kan godt ske, at jeg skidegodt kan lide en mor til et barn i Fridas klasse, og at jeg synes, det har karakter af et venskab, når vi drikker kaffe, mens pigerne leger. Men det er det ikke. Ikke sammenlignet med de venskaber vi begge har med mennesker, vi har mere historie og tættere bånd med. Og derfor skal forventningerne til dén her relation (selvfølgelig) nedjusteres.
Det ser meget oplagt ud, når man skriver det, men det har taget mig lang tid at få øje på, hvad det egentlig er, der sker.
For mig startede det med, at jeg begyndte at bemærke, hvor mange begrænsninger, jeg fik sat for mig selv ved altid at låse mig fast på, at bestemte begivenheder skulle være perfekte for at kunne bruges. Den nylige månevandring på Møn er et godt eksempel. For for 5 år siden ville der have været tusinde ting, der kunne have ødelagt oplevelsen for mig. Tænk, hvis det regner. Eller jeg har de forkerte sko med. Eller har hovedpine. Eller ikke kan koncentrere mig om at meditere, fordi jeg skal tisse. Hvad hvis jeg har for lidt tøj på? Eller for meget? Eller hende, der står for det, er en af de alternative typer, der får *alt* til at stritte på mig? Eller, eller, eller.
Bemærk venligst, at der ikke er et *eneste* punkt, der har afgørende betydning for, om begivenheden kan gennemføres. Der er ikke noget ‘tænk, hvis bilen går i stykker på vej derover’ eller ‘bare jeg ikke vrikker rundt eller brækker flere tæer, så jeg ikke kan gå’ på listen
Der er altså ingen reelle katastrofescenarier i overvejelserne; de går alle sammen bare på ting, der potentielt kan påvirke oplevelsen i negativ retning.
Da dét begrænsningsfilter først var blevet tydeligt for mig, blev det også indlysende, hvor meget læring og udbytte, jeg med den alt-eller-intet tilgang går glip af, og derfor begyndte jeg langsomt at øve mig i at tænke: “Hvad kan jeg få med under *de* her betingelser?” når noget ikke var, som jeg havde tænkt eller håbet.
Derfra var der egentlig ikke så langt til at begynde at betragte de mennesker, jeg har omkring mig på samme måde.
Men én ting er at have gjort sig tanker om, hvordan noget kan gribes an. Noget andet er at føre det konkret ud i livet. For hvordan pokker går man fra at være skuffet og frustreret, til at tage, hvad man kan bruge, og lade resten ligge?
I mit tilfælde forestiller jeg mig, helt konkret, at jeg flytter de mennesker, jeg gerne vil bevare en relation til, men som jeg oplever investerer mindre end mig, en cirkel ud. Igen: Ikke som straf, men som en måde at beholde dem i mit liv på. For hvis jeg ikke gør, dør relationen alligevel, fordi man over tid gror det, der på godt dansk hedder resentment mod mennesker, man igen og igen bliver skuffet over. Og det er ret vigtigt for mig at slå helt fast, at jeg godt ved, at det primære problem er mig; at mit relations-net er for grovmasket. Jeg får ikke placeret folk det rigtige sted fra starten, og derfor er jeg nødt til at relokere dem efter et stykke tid, og fasen op til dén manøvre, indebærer stadig skuffelse og frustration. Det er nok svært at undgå, men jeg oplever, at min sorteringsproces efterhånden går hurtigere, og at skuffelsesfasen dermed bliver knap så lang.
Til gengæld føler jeg, at det, jeg arbejder med her, har gjort mig bedre til at være klar i spyttet i de nære relationer, fordi sorteringen også gør det mere klart, hvem jeg gerne vil dele sofa med. De relationer kan bære mere, og her er jeg ikke bange for at give en verbal røvfuld, hvis jeg synes, indsatsen er for slap – hvilket jeg kun kan gøre, fordi jeg ved, at de ville gøre det samme den anden vej. At tage de svære samtaler er også en måde at passe på venskaber på.
Jeg oplever også, at jeg hurtigere opdager breadcrumbing, når jeg bliver udsat for det. Altså, de relationer, som i lang tid virker gode og værdifulde, men hvor man efter et stykke tid begynder at bemærke, at mens man selv prioriterer den anden person, så tapper denne kun lige nok ind til, at man ikke går sin vej. De fleste kender nok mest den adfærd fra datinglivet, men den lever også i bedste velgående på de sociale og faglige arenaer, hvor man på en eller anden måde repræsenterer noget, den anden kan bruge. Det kunne tidligere tage mig lang tid at opdage, men fordi jeg nu er begyndt at forholde mig konkret til, hvor på den metaforiske matrikel folk hører til, bliver mangelfuld indsats også meget hurtigt meget tydlig.
Så altså. Skåret ind til benet er jeg nok bare blevet så gammel, at det begynder at gå op for mig, at man må overgive sig til livet på livets betingelser og *gøre* det meningsfuldt, uanset hvad form det kommer i, hvis ikke man vil ende med at sidde alene og marinere i skuffelse og bristede forventninger. For mig føles det meget meningsfuldt at arbejde med, og det er jo altid et godt udgangspunkt for at blive ved med at gøre det.
Det blev langt. Igen igen igen igen. Og det er et af de indlæg, hvor jeg, mens jeg trykker ‘Post’, er i tvivl om, om det giver mening for andre end mig. Men alle input er velkomne i kommentarfeltet, og om ikke andet håber jeg, at du, Kristina, føler, at det var en form for svar.
Fly me to the moon
Jeg er landet i sofaen, helt skæv i betrækket af træthed, fordi jeg i nat har været på fuldmånevandring på Møn.
Turen var en julegave, min veninde og jeg gav hinanden i erkendelse af, at ingen af os mangler flere krus eller tørklæder, og egentlig skulle vi have været været afsted i april. Men verden venter ikke på de sløve, så da vi i slut-februar forsøgte at bestille, var alt for længst udsolgt og således besluttede skæbnen, at det var i går vi skulle afsted.
Der er godt nok pænt på Møn. Og særligt, når mørket falder på. På et tidspunkt, omkring kl 22.30, gik vi forbi fyret derovre, og det er noget af det fineste, jeg kan huske at have set.
Turen derover var til gengæld mere end almindelig træls. Krak siger ca. 3,5 time, men vi endte med at bruge 6,5 time pga. sommertrafik og kø. Da vi ankom, var der ingen, der tog imod os eller var klar til at hjælpe med det praktiske, og vores værelse var givet til nogle andre, der ved et helt usandsynligt tilfælde hed det samme som os.
Vejret var til gengæld tæt på perfekt. Vind nok til at man ikke døde af varme, når man knoklede op ad bakker og ned ad skrænter, og samtidig klart nok til at både stjerner og måne fik lov at give os åndenød af betagelse. Vi gik tæt på 9 km. med indlagte meditationsøvelser undervejs, og da vi kom tilbage til gården, var der bål og dyner og den bedste aspargessuppe, jeg kan huske at have smagt.
Meditationsøvelserne gav fuldstændig mening for min veninde, mens mange af dem ikke ramte mig. Men på en bagvendt måde var de alligevel perfekte for mig, lige der, hvor jeg er, for ét af de livstemaer, jeg i disse år arbejder med, er at overgive mig til livet på livets betingelser.
I mine 20’ere kæmpede jeg for at få de mennesker, jeg omgav mig med, til at forstå og for at tvinge mine vilkår og muligheder ned i den form, jeg gerne ville have, de skulle antage.
I mine 30’ere skar jeg fra og væk. Både mennesker, der tog mere end de gav og mål, der krævede ofre, jeg ikke var villig til at bringe.
I mine 40’ere oplever jeg, at opgaven går på at lære at rumme, og at blive i situationer, der ikke er optimale og se, hvad jeg kan få med på trods. For i takt med at jeg bliver ældre føler jeg større overbærenhed med mine medmennesker, og også en større villighed til at bruge kræfterne på at vokse i den jord, jeg nu engang bliver plantet i, i stedet for at jagte de perfekte vækstbetingelser.
Og således kunne jeg i nat, uden at irriteres eller frustreres, tune ud af den fælles meditation og ind i min egen, og nyde roen og udsigten, og muligheden for at fokusere på de tanker og følelser, der i hverdagen bliver overdøvet af praktik og logistik.
Fordi træerne trods alt ikke vokser ind i himlen, gik der også 20% af den mentale kapacitet på at spekulere på, hvordan man kunne optimere oplevelsen, for:
For jeg ELSKEDE at gå under fuldmånen og at have tid. At vi ikke havde travlt med at komme ind og hjem, fordi mørket faldt på. Og jeg syntes, at det var SÅ fantastisk (og SVÆRT!) at gå i stilhed og at have ophold undervejs, hvor man fik tid til at følge sine tanker i alle de retninger, de stak af i og bare betragte dem.
Derfor har min veninde og jeg snakket om at lave vores egen fuldmåne-vandring her i løbet af efteråret. Vi har flere steder i og omkring Esbjerg, hvor der er både skov og strand, og hvor man ville kunne gå i ophøjet ensomhed efter kl 21, og jeg har også et par ideer til, hvordan man kan gribe meditationsdelen an, så man har udbytte af den, uanset hvem man er, og hvad man har brug for at dvæle ved.
Det bliver ikke sidste gang, jeg fuldmånevandrer, og jeg glæder mig allerede til næste gang. Men ikke så meget, som jeg lige nu glæder mig til at kravle ind under min dyne.
Godnat derude til hver eneste af jer.
M2022, uge 28
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg købt lidt nyt undertøj, og prøvede, mest bare for sjov, at taste en gammel rabatkode fra et nyhedsbrev, da jeg afgav bestillingen. Det er nok én gang ud af hundrede, man har heldet med sig, men det havde jeg denne gang, og det gav næsten 200 kroner i rabat.
2.
Har jeg været god til ikke at spontan-shoppe, og det her vil jeg gerne give min nylige mistanke om ADHD æren for.
Da jeg læste om ADHD’eres tilbøjelighed til at stifte gæld, var min første tanke, at det nok handlede om hestevæddeløb og impulskøb af biler, men jeg begynder at få en snigende mistanke om, at djævlen hos mig gemmer sig i detaljen. For når jeg får en ide eller føler et behov, så skal det være nunuNU! – jeg har bare ikke har været ret god til at spotte min manglende impulskontrol, fordi den har huseret i småtingsafdelingen.
Som når jeg f.eks. har undervurderet mit eget læsetempo og er færdig med den bog, jeg har taget med til Aarhus, og min første tanke er, at så må jeg jo bare skynde mig ned i en boghandler og købe 2’eren.
Eller når jeg står i en butik, vi ikke har i Esbjerg, og ser en olie til min nyerhvervede diffuser (- og ikke sådan en til en hårtørrer..) og pludselig kan komme i tanke om 30 gode grunde til at købe den med det samme (fordi ‘souvenir!’ og ‘fragt sparet!’ jo).
Impulsen er der stadig, og jeg må nærmest gnave i mine knoer for at lade være med at handle på den, men ret skal være ret: Det er nemmere for mig at lade være, fordi jeg nu ved, hvad det handler om.
3.
Har jeg sparet at købe en ny solcreme.
Vi var i weekenden i Djurs Sommerland, og ud på eftermiddagen opdagede jeg, at jeg havde forlist vores solcreme, da vi var i vandland. Først afskrev jeg den, fordi mange år i et fitnesscenter desværre har lært mig, at glemt sæbe/shampo/balsam/creme er væk-væk i det sekund, du slipper det med øjnene.
Men fordi jeg nu er sådan en direktør-type, der passer på mine penge, gik jeg tilbage og tjekkede, hvor vi havde siddet. Nothing, darling. Men. Der sad en ny familie på stolene, og i et anfald af uvant optimisme, spurgte jeg, om de havde set vores solcreme.
Det havde de. Og de havde puttet den i tasken.
“Vi troede, det var vores, haha”
Haha.
Ha.
Hit med den, du.
4.
Har vi spist ude eller hentet takeaway de fleste af vores aftener i Aarhus.
Fordi vi har været så meget afsted, som vi har, har rester været svære at bruge på samme måde, som vi gør, når vi er hjemme. Derfor har jeg flere gange valgt børnemenuen til os alle 3, og der har ikke været én eneste gang, hvor det ikke har passet fint.
Der har vi sparet ret mange penge på.
5.
Har jeg kigget på mine aflæsninger af vand, varme og el fra de første par måneder, hvor jeg har nedskrevet systematisk.
I starten aflæste jeg bare, hver gang jeg kom i tanke om det. Mennesker, der er klogere end mig, vil med det samme kunne gennemskue, at det er åndssvagt, fordi det gør det fuldstændig umuligt at tracke sit forbrug, når det nogle gange dækker over 4 dage og andre over 7.
Læringskurven er med andre ord rimelig stejl, men det er ok. Nu er jeg 8 uger inde, og der tegner sig et tydeligt mønster, som betyder, at det fremover bliver ret nemt at opdage eventuelle afvigelser, ligesom det forhåbentligt også bliver nemmere at holde opmærksomheden på at sænke vores forbrug.
M2022, uge 27
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg, fordi jeg har for meget tid, vejet 6 ruller toiletpapir.
For kan I huske, at jeg skrev om mit storkøb? Yes. Det undrede mig, hvor hurtigt, vi arbejdede os igennem det. Så jeg fandt 3 ruller fra storkøbspakken, og 3 ruller fra den normale pakke, og der var simpelthen 10-12 gram mindre pr. rulle i de billige, hvilket svarer til 10%.
Det gider jeg ikke. Jeg HADER, at man som forbruger nu skal til at være mistænksom overfor ALT, og ikke længere kan regne med, at produkter, der hedder det samme og er pakket i identisk emballage, selvfølgelig også er det samme på indholdssiden. Men jeg kommer da i hvert fald til at have den mentale lup med mig på indkøbstur fremover. Øv.
2.
Har vi været virkelig gode til at gøre brug af både Esbjerg og Varde Kommunes sommerferietilbud.
De fleste kommuner tilbyder hvert år forskellige typer af aktiviteter, og meget ofte er det gratis. Sidste år prøvede vi bueskydning og familiespejder, mens vi i år har været i svømmehallen et par gange, har været ude og lære at fiske med forskellige slags net og har prøvet at spille golf.
Nogle tilbud er med fællesinstruktion og forklaringer, andre (f.eks. svømmehallen) er bare et fastsat tidspunkt, hvor kommunen har booket faciliteterne, og man kan komme og svømme/lege, som man plejer.
Hvert år, når katalogerne kommer, bruger jeg en time på at kigge dem igennem, og plotter ved samme lejlighed de tilbud i min kalender, som kunne tænkes at være noget. Ofte er der ingen tilmelding; man skal bare møde op, og når jeg har dem i kalenderen, kan jeg vurdere dagsformen og tage stilling til tilbuddene undervejs.
3.
Har Anton fået mine høretelefoner, fordi hans egne måtte give op, og det var ganske uoverskueligt for ham *ikke* at have et par.
Min tanke var, jeg ikke bruger mine ret meget – men ikke så snart havde jeg foræret dem til ham, før jeg nærmest manglede dem hele tiden.
Jeg er jo ret meget til at købe tingene brugt, både pga. økonomi og ideologi, men teknik er jeg ikke ret glad for at købe af mennesker, jeg ikke kender. Der kan være alt muligt irriterende i vejen med ting, der udenpå ser fine ud; f.eks. kan levetiden på en opladning være markant forkortet, der kan være funktioner, der ikke virker eller virker dårligt osv. Og selvom man i princippet har garanti på ting, man køber brugt, så er den sikre måde at save 5 år af sit forventede livsspan på at forsøge at lade en handel på Marketplace gå retur.
Derfor lavede jeg et opslag på min egen væg, for hvor jeg med helt fremmede mennesker kører efter ‘tillid er godt, kontrol er bedre’, så ville jeg ingen skrupler have ved at købe af mine venner.
Og min svoger står nu til et Ridderkors og en statuette i bronze på Christiansborg Slotsplads, for han forærede mig et par, han havde liggende, SOM ER MED NOISE CANCELLING!
JA, de er gode!! Jeg bruger dem selvfølgelig til at høre alt muligt godt (se nedenfor), men jeg bruger dem også, når mit hoved er ved at eksplodere, og jeg trænger til en pause. De er godt nok en gamechanger.
“Men hvad har du så hørt i dem, Linda?”
Jeg er glad for, at du spørger. For det leder os let og elegant videre til et par podcastanbefalinger, som listen nu er opdateret med.
(Begge podcasts er tilgængelige på de gratis platforme)
Harsh Reality: The Story of Miriam Rivera
Dette er historien om et realityshow, hvor 6 mænd bliver fløjet til Ibiza for at kæmpe om en pengepræmie og en smuk kvindes gunst. Tilsyneladende. For det viser sig, at Miriam, som kvinden hedder, er transkønnet.
I dag, 20 år senere, er der så mange ting galt med det set up, at man næsten ikke ved, hvor man skal starte, men historien er så fint fortalt, og der er så mange uventede udviklinger undervejs, at det er umuligt at slippe den.
Derudover er værten på podcasten, Trace Lysette, selv transkønnet, og det giver noget tyngde og dybde til fortællingen, som får den til at kravle endnu mere under huden. Kæmpe anbefaling herfra.
Det levende bevis
En helt vanvittig historie, hvor to piger fra Fredericia med afrikanske rødder, måske/måske ikke er blevet omskåret.
Sagen begynder at rulle pga. en underretning fra en af pigernes lærere, og begge forældre dømmes i retten – men både pigerne og forældrene holder fast i, at omskæringen ikke har fundet sted.
Der er dele af familiens historie, der ikke hænger sammen, gynækologerne er ikke enige, og hvem ER den onkel??
Jeg var sikker på først det ene, så det andet, og så det første igen. Den er god!
Min eneste anke er, at alle journalister på DR tilsyneladende har fået at vide, at de. skal. tale. langsomt. når. de. indspiller. podcasts. Det er irriterende; ikke mindst fordi man i de liveoptagelser, der altid er klippet ind undervejs, kan høre, at det ikke er sådan, de taler. Men måske er jeg farvet af, at jeg hører så mange ping-pong-podcasts, som jeg gør, hvor folk bare taler, som de plejer, så det kan sagtens være, at det bare er mig.
Under alle omstændigheder: Podcasten er super godt researchet og mesterligt komponeret, så den skal man også lige se at få hørt.
Kvinder & ADHD
Jeg kan ikke huske, hvornår et indlæg sidst har afstedkommet så meget glamour i indbakken. Jeg har fået kommentarer fra kvinder, der selv tror, de har ADHD, kvinder, der er i gang med udredning, forældre, der har mistanke om at deres døtre har ADHD, og forældre, der spørger (pænt og ordentligt), hvorfor jeg egentlig synes, at en diagnose er så vigtig.
Derudover er der en del, der – igen sobert og fint – spørger, om jeg vil fortælle lidt om, hvad det er, jeg oplever, der giver anledning til mistanke, og alt i alt har de sidste 24 timer været én lang bekræftelse på, hvorfor det er vigtigt, at vi begynder at tale mere åbent om de her ting.
Jeg vil gerne prøve at svare her, hvor så mange som muligt kan læse med. Det er svært at undgå, at det bliver langt, men jeg smider et par overskrifter på, så det forhåbentligt føles overskueligt at læse.
Hvis du ikke har læst gårdagens indlæg, skal du gøre det først – ellers giver nedenstående ikke mening.
Inden vi starter, er jeg bare nødt til at være sikker på, at jeg har sagt det så tydeligt, at alle ved, at det er præmissen: Jeg har ikke fået diagnosen endnu. Måske ender det med, at jeg i december bliver sendt ud ad døren med et håndtryk og en konstatering af, at jeg bare har et bøvlet hoved, eller måske viser det sig, at jeg skyder 15% ved siden af skiven og har en anden spektrumdiagnose. Jeg tror det ikke – men jeg vil gerne have rene linjer.
Generelt
For mit vedkommende vil meget få udenforstående gætte på, at jeg bøvler med noget. Jeg er sendt videre med kommentaren ‘Meget højt fungerende men med betydelig lidelsestryk indadtil’. Oversat til normalt sprog betyder det, at jeg kan navigere og fungere i langt, langt det meste, men at jeg bruger mange flere kræfter på det, end mennesker uden diagnoser gør.
Generelt kommer ADHD meget forskelligt til udtryk hos drenge og piger, ganske enkelt fordi vores børnehjerner udvikler sig grundlæggende forskelligt, men hvor pigers ADHD ofte vendes indad, peger drengenes ofte udad, hvilket giver flere udfordringer, f.eks i et klasselokale. Dermed er man, helt lavpraktisk, tvunget til at håndtere drengenes udfordringer, mens pigerne får lov at passe sig selv.
Som med alle typer af lidelser, forværres ADHD når belastningsgraden stiger. Den gør den f.eks. når man starter på et nyt studie/job, eller når man får børn. Derudover er der også meget forskning, der peger i retning af, at ADHD symptomer forværres, når østrogenniveauet ændrer sig, hvilket det gør i hhv. pubertet, tidligt voksenliv og på den anden side af 35. Med det vil jeg bare sige, at det giver mening, at det er omkring de tidspunkter, at kvinder søger hjælp, fordi de her får det så skidt, at de ikke længere selv kan håndtere det.
Desuden tror jeg, at det spiller en rolle, at mange kvinder i de år har små/mindre børn. Jeg kender mange, der – ligesom mig – aldrig selv har tænkt tanken, men pludselig får en øredøvende aha-oplevelse, når de læser op på udfordringer, de ser hos deres børn.
Hvorfor kan spektrumdiagnoser være svære at forklare/acceptere/forstå
Fordi de – som navnet antyder – er udfordringer, der varierer i styrke og forekomst. Og stort set alle symptomer er nogle, alle mennesker kender til fra sig selv, hvilket – oplever jeg – kan føre til, at udenforstående synes, at det lugter lidt af Münchausen, med eller uden proxy, når man insisterer på, at det kan være invaliderende.
Den bedste forklaring jeg kan give er, at det svarer til forskellen på hovedpine og migræne. Alle har hovedpine en gang i mellem. Og bliver du bedt om at forklare, hvad migræne er, vil svaret være ‘hovedpine’. Men dem, der enten selv lider af migræne eller kender nogle, der gør, ved at det er som at sidestille influenza og ebola. Det kan godt ske, at det på papiret ser ens ud. Det er det virkelig ikke. Det er frekvensen og intensiteten, der gør, at det her bliver et problem, og det tror jeg kan være svært at forstå, hvis man ikke har oplevet det på egen krop.
Hvorfor synes jeg, at en diagnose er vigtig
I flere af de kommentarer, jeg fik bagom på gårdagens indlæg, blev jeg spurgt til, hvorfor jeg synes, det er så vigtigt at få en diagnose; hvorfor det ikke er nok, at man bare selv ved det og kan tage de hensyn, det kræver.
Flere nævnte, at de var bange for, at en eventuel diagnose ville være noget, der kom til at modarbejde deres børn senere i livet, og hvis de ikke var udfordrede af det i hverdagen, så var der vel ikke grund til at gøre noget ved det?
Det er svært at skrive det her uden at lyde spids, men fordi jeg både har et barn, der har en diagnose og formoder, at jeg selv *var* det barn, synes jeg, at det må være ok at skrive det ligeud: 1. Du ved ikke, hvordan det føles inden i barnet, og 2. at det ikke fylder noget nu, betyder ikke, at det ikke kommer til det. At fravælge en potentiel diagnose på egne vegne, har jeg ingen holdning til, men jeg vil gerne opfordre til, at man giver det en ekstra tanke, hvad det er, man inddirekte kommunikerer til sit barn, hvis man fravælger en udredning, fordi man frygter, at resultatet kan være skadelig for barnets karrieremuligheder.
En udredning er en gratis omgang forstået på den måde, at du selv bestemmer, hvad du vil bruge resultatet til. Men det kan være en kæmpe hjælp ift. at forstå sig selv og til at finde fællesskaber, hvor alle kender til de eventuelle udfordringer, man bøvler med i hverdagen og kan være behjælpelige med lavpraktiske løsninger, der kan gøre livet markant lettere.
Meget groft sat op kan man sige, at en diagnose for autister er en mulighed for at få adgang til ydre ressourcer. For en ADHD’er er det en mulighed for at få adgang til de indre.
Mine egne udfordringer
Da jeg først havde fået mistanke om, at jeg selv har ADHD, gik jeg nogle uger og tyggede på det, inden jeg tog mod til mig og spurgte et par håndfulde af de nærmeste venner, om de mente, at der kunne være noget om snakken.
Alle – altså, a-l-l-e – uden undtagelse var tavse to, lamslåede sekunder for derefter nærmest at *råbe*: “JA! Sgu da!” Hver *eneste* af dem fulgte op med en variation over temaet ‘det er egentlig utroligt, at jeg ikke selv har tænkt det, for jeg har ALDRIG set dig i ro’ og siden har folk ringet med ting, de er kommet i tanke om. Som f.eks. om de gange, vi arbejdede på Roskilde festival, og jeg fysisk var ude af stand til at sove mere end 2 timer pr. nat. Eller da jeg underviste først en times spinning efterfulgt af en times pump, hvorefter jeg kravlede op i omklædningsrummet og et par timer senere blev indlagt på kommunehospitalet med nyrebækkenbetændelse. Eller de gange, jeg var hjemme på ferie, og ingen kunne holde ud at være sammen med mig, når jeg ikke fik trænet mindst to timer om dagen, fordi jeg var så rastløs, at jeg kravlede på væggene.
Der var MANGE eksempler at tage af, både i fortid og nutid, men for at holde det nogenlunde overskueligt for jer, vil jeg herunder prøve at liste de udfordringer, jeg læste om i bøgerne og genkendte hos mig selv:
*Invaliderende rastløshed/uro. Den her er den, der ødelægger mest for mig.
*Massive søvnudfordringer
*Hyperfokus/aktivitet, som lyder fedt og produktivt, men som dræner mig for alt, hvad jeg har, får mig til at arbejde igennem alle signaler, jeg får fra min krop og psyke (sult, træthed, udmattelse), hvilket resulterer i udbrændthed og dødelignende træthed, der gør mig ude af stand til at tænke og overskue de mindste ting.
*Mange mennesker og nye situationer kræver uforholdsmæssig megen energi af mig. F.eks. havde jeg sidste uge børnene med til et arrangement i en ny svømmehal. Vi var afsted 2,5 time, og jeg var grædefærdig af træthed, da vi kom hjem. Jeg havde ikke engang selv været med i vandet.
*Svært ved at komme i gang med og afslutte ting. Mellemfasen kører som smurt. Det har altid undret mig.
*Et inderligt behov for system og forudsigelighed, som nok i virkeligheden er det, min strålende evne til at organisere og optimere udspringer af.
*Kan godt være sammen med mange mennesker, men typisk kun, hvis jeg selv kan sætte rammerne for det. F.eks. ved at være ordstyrer, den, der underviser, eller ved selv at kunne bestemme, hvornår jeg går.
*Når jeg HAR været sammen med mennesker, få såvel som mange, har jeg voldsomt behov for at være alene. Det siger sig selv, at det kan man ikke med to børn.
*Så lydfølsom, at det er et problem. Det forværres over dagen i takt med, at jeg bliver træt, og når vi spiser aftensmad føles det somme tider som om, jeg ikke har nogen hud.
*Ualmindelig svært ved at overskue nye/ukendte ting. Også selvom det er noget, jeg oppe i hovedet ved, at jeg glæder mig til.
*Tvungen ro gør mig voldsomt og fysisk utilpas. F.eks. at sidde stille i en bil uden distraktioner, eller at tale i telefon, hvor jeg ovenikøbet skal koncentrere mig ekstra, fordi jeg ikke kan se den, jeg taler med. De få gange jeg har været indlagt, har det her været så slemt, at det er blevet nævnt i min journal.
*Jeg har 4 gange haft massive depressioner med forskellige følgelidelser
*Jeg har svært ved at huske de mærkeligste ting. F.eks. navnene på mine veninders børn.
*Jeg kan ikke koncentrere mig om en samtale, hvis der er baggrundsstøj. Ligeledes kan jeg ikke – herhjemme – tænke, hvis det roder for meget. Ude/hos andre har det ingen betydning.
*Jeg var som barn ude af stand til at lege. Jeg forstod simpelthen ikke formålet med det. Ikke, at jeg ikke forstod-forstod. Jeg fandt det bare uinteressant og kunstigt.
*Overtræning, impulskøb ( = der fører til gæld) og grænsesøgende adfærd, som – har jeg nu fundet ud af – alt sammen skyldes jagten på dopamin.
Derudover er jeg i bøger og artikler faldet over en håndfuld yderligere symptomer, som også passer på mig, men som jeg ikke har lyst til at nævne her, fordi jeg har kolleger og professionelle relationer, der læser med. Dem vil jeg trods alt stadig gerne kunne mødes med i nogenlunde faglig øjenhøjde.
Hvor kan man læse/høre mere
Bøger:
Fra dygtig pige til udbrændt kvinde
ADHD: Viden og redskaber til at mestre livet
Podcast (Podimo)
Undskyld jeg afbryder
Instagramprofiler:
adhdelite
adhd_understood
truly_tish_adhd
adhdfemaleentrepreneurs
undskyldjegafbryder
jessejanderson
sensorystoriesbynicole
Hvis nogle af jer har andre anbefalinger, så smid dem endelig i kommentarfeltet. Ligeledes er alle spørgsmål velkomne – måske kan jeg svare, og hvis ikke, kan det være, at vi har andre med ombord, der kan.
Sommer i transit
Den her sommer er en underlig størrelse. På overfladen ligner 2021 og 2022 hinanden, fordi jeg både sidste år og i år står uden fastansættelse i sommerferien. Dermed er jeg hjemme med børnene mere end de sædvanlige 3 uger, og der burde i princippet være ro på. Det var der sidste år.
I år? Not so much. Sidste år var sommervejret også mere stabilt, og på en mærkelig måde er det faktisk et fint symbol på tingenes tilstand. For i år er vejret ustadigt og omskifteligt, og den ene dag har vi 29 grader og bragende sol, mens vi dagen efter står op til slagregn og 16 grader. Vi har fri og kan rette programmet til, men det gør alligevel noget ved følelsen af flow, at man ikke kan planlægge mere end en dag frem ad gangen.
Samtidig sker der også meget, sådan life-wise. Jeg har GIGANTISK optur over at være blevet selvstændig, men fordi vi nu er trådt over ‘Start’ opstår nogle lavpraktiske udfordringer, som jeg er nødt til at forholde mig til. F.eks. at jeg skal betale 12.000 i skat allerede i juli, inden jeg har haft nogen form for indkomst. Der er masser af opgaver i horisonten, men alle holder ferie lige nu, og selvom jeg hele tiden har vidst, at opstarten ville være sådan her, er det én ting at vide det og noget andet at leve det. Da jeg, netop pga. økonomi og sommerferie, starter op på supplerende dagpenge, er der også nogle deadlines og opgaver, der skal holdes øje med dér.
Endelig sker der også noget herude på privatsiden, som jeg egentlig havde besluttet mig for ikke at skrive om endnu – men det er begyndt at føles for underligt at udelade, fordi det fylder utrolig meget i hovedet på mig.
Sagen er, at der er udredninger for ADHD i gang på både Frida og mig. Jeg er igennem de indledende runder og mangler nu – så vidt jeg forstår – kun den endelige samtale, hvor diagnosen formelt stilles, men er sendt videre med ‘kraftig mistanke om ADHD’.
For Fridas vedkommende er vejen en smule mere kringlet, fordi der endnu ikke – som det var tilfældet med Anton – er noget, der driller i skolen. Men vi er et stykke ad vejen, og så må vi tage den derfra.
Jeg har haft mistanke om, at det var ‘noget’ hos Frida i et par år. Men samtidig har det ikke været noget, der har givet nævneværdige benspænd i hverdagen, og derfor har jeg valgt at se det an. Ikke mindst fordi jeg nu, som veteran i Systemet, ved, at man ingen vegne kommer, hvis ikke man selv stempler ind med en konkret formodning. Men fordi jeg nu også er en del af mange fora, hvor medlemmerne tæller forældre til alle typer af neurodivergente børn, er det de seneste 8-9 måneder blevet mere og mere tydeligt for mig, hvad jeg tror, udfordringerne peger i retning af.
Fordi man skal gøre alting selv, Hans Christian, gik jeg derfor gået i gang med at læse op på ADHD hos piger. Og det blev ret hurtigt en meget bizar oplevelse, for stort set alle de udfordringer og karaktertræk, der blev nævnt, var nogle jeg kunne genkendte fra mig selv. Jo mere jeg læste, jo flere bokse kunne jeg vinge af, og efter nogle uger var jeg nærmest hæs af at udbryde: “Gud, er det DERFOR!?” 16 gange om dagen.
Det føles som om, jeg har kigget på et abstrakt billede hele mit liv, og nu er der nogen, der har vendt det en kvart omgang, og nu forestiller det pludselig noget.
Det er en lang proces at trevle sine egne narrativer og copingmekansimer op, for jeg har haft 45 år til at skabe fortællinger, jeg kunne få til at passe med adfærd, som jeg ikke kunne, og det er en vanvittig, men helt afsindig befriende proces at få lov at give slip på alt det, jeg føler, jeg har båret rundt på.
Og dén erkendelse har kun gjort vigtigheden af at få Frida udredt større, for jeg er arret på kryds og tværs af ungdomsår, der var så svære, at der var tidspunkter, hvor jeg ikke troede, jeg ville komme igennem dem – hvilket viser sig at være meget foreneligt med ADHD hos kvinder, fordi mange symptomer forstærkes, når østrogenniveauet ændrer sig. Det vil jeg strække mig uendelig langt for at skåne Frida for.
Frida har sin første samtale med en børnepsykiater i september, mens jeg selv må vente til december, og 3 år på indersiden af systemet har lært mig, at man må forberede sig på benspænd hele vejen til målstregen. Derfor prøver jeg at blive ved med at sige til mig selv, at jeg ikke må glæde mig for tidligt.
Men vi er i gang og på vej, med alting og det hele, og den svære kunst for nu er bare at vente, håbe og blive ved med at trække vejret.
M2022, uge 26
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Foræret min far min haveslange og en solcellelampe, som bare ikke vil bo hos os.
Jeg købte i foråret en flex-haveslange, fordi vi sidste år i sommerferien boede i et lånehus, hvor vi vandede have med sådan én, og siden har jeg undret mig over, hvorfor jeg i sin tid købte sådan et gummisvin, der vrider og vender sig under alle forsøg på oprulning, og som er stiv og umedgørlig, når man vil bruge den. Men min far kører oldschool på haveslangefronten, så han ville gerne adoptere den og det fik han lov til.
Solcellelampen var den fineste luftballon, der snurrer rundt, når sommerbrisen rammer. Beklageligvis bor vi et sted, hvor milde briser starter ved 40 m/s, og da den samtidig er temmelig stor, kan vi ikke kan have den hængende et sted, hvor vi kan se den, uden at den samtidig banker ind i et vindue som en morder i en gyserfilm. Den er derfor også kommet i permanent ophold hos mine forældre, som har en mindre nationalpark med utallige muligheder for ophæng og placering.
Ting skal ikke ligge på lofter og i skure og visne; de skal bruges, og det bliver de nu.
2.
Prøvet at købe rensemælk til at fjerne øjenmakeup med i stedet for den sædvanlige eye makeup remover.
For den eneste ulempe ved strikkede rondeller er, at de ikke duer til makeupfjerner i væskeform. Rondellen suger alt for meget, og derfor kan man enten vælge at overforbruge af sit renseprodukt eller være nødt til at gnide sine øjne så hårdt, at de lige når ind og kysse frontallapperne.
I den prisklasse, jeg begår mig i, er der meget få make up fjernere i lotion-form. Nivea laver en, som er udemærket, men det er faktisk den eneste, jeg har kunne finde, og den er de sidste par måneder kravlet godt op i pris. Derfor har jeg nu prøvet at købe rensemælk, for at se, om det kan klare opgaven. Hvis ikke, må jeg finde nogen, der kan bruge den flaske, jeg har købt, men hvis det fungerer, får jeg 4 gange mere for samme pris. Det er satset værd.
3.
Har vi i juni brugt 221 kWh, mod 229 i samme måned sidste år. Jeg kan se, at tallene i år fra januar og månedsvist frem har heddet 341, 253, 243, 229, 222 og 221 kWh, og det får mig til at tænke, at vores grundforbrug nok ligger lige omkring 220 kWh. For selvom man slukker lys, tørrer tøj ude osv. osv., så skal maden stadig varmes, køleskabet have strøm og telefoner og computere oplades. Derfor er der selvfølgelig en nedre grænse for, hvor meget vi kan presse citronen, men det giver en fin fornemmelse af, hvor det *kan* lade sig gøre at ligge, og det er godt, for det giver noget at navigere efter.
Tallene for hhv. 2021 og (2022) ser sådan her ud: 407 (341), 377 (253), 330 (243), 290 (229), 281 (222) og 229 (221), hvilket betyder, at vi i det første halve år af 2022 har sparet (1914 – 1509) 405 kWh. Ganger man med de 3,21 en kWh står til at koste, giver det 1300 kr. sparet, hvilket måske ikke lyder af så meget, indsatsen taget i betragtning, men det er tæt på at være to måneder på frihjul, og set i dét lys, synes jeg faktisk, at det er rigtig meget.
4.
Var jeg forleden alene hjemme en hel dag, og både fordi ledighed er roden til alt ondt, men også fordi vi snart tager på ferie, brugte jeg en time på at tømme køleskab og de to køkkenskabe med madvarer, sortere det hele og skrive på min ugeoversigt, hvad jeg har, som vi skal nå at bruge.
For selvom jeg ikke hamstrer, hverken kød eller grønt, så ligger der alligevel meget i sådan et køleskab, fordi livet og *hvis* det nu bliver grillvejr.
Så madplanen er et ukurant kludetæppe i disse dage, og der er masser af mad i fryseren, vi kan hive op, når afrejsedagen nærmer sig, så vi ikke står med mælk, salat og pulled chicken, der bare skal hældes i skraldespanden.
M2022, uge 25
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Prøvet at bage fladbrød fra opskriften i den usandsynligt lækre kogebog ‘Vegetarisk i aften?’ som står øverst på min ønskeseddel.
Jeg har lånt den flere gange på biblioteket, fordi jeg så nemt bliver fristet af lækre kogebøger, men har en lidt kedelig trackrecord ift. så at få brugt dem, når først de er købt, men den her er gennemskøn og super brugbar.
Man skal bruge 4 dl. tykmælk til de her fladbrød, og jeg havde ikke lige noget i køleskabet at erstatte med, så jeg købte en liter. Og 6 dl. tykmælk? Det står vi ikke lige og mangler til noget. Men så kom jeg til at tænke på, at man jo kunne lave tzatziki, så jeg drænede det, helt old school, og lavede den perfekte mængde tzatziki til den portion fladbrød jeg bagte, og hvis det ikke er skæbnebestemt, så ved jeg ikke hvad er.
2.
Har jeg brugt en aften på at gennemgå alle de mapper og papir-stakke, børnene har haft med hjem fra skole. Det er én af de fælder, der er nem at gå i – for nu er det jo ferie, det haster jo ikke, bunken kan lige ligge her, og så ser vi på det senere.
For den slags bunker vokser ALTID. Næste gang du står med en brugsanvisning eller info om sommerfodbold, så er sådan en stak som sirener på havet, og inden du ved af det, er den vokset til 3-dobbelt størrelse og blevet et uoverskueligt bjerg af papirer, der måske/måske ikke er vigtige, og som derfor kræver minutiøs gennemgang.
Jeg løb stakken igennem, lavede en tynd mappe til hvert af børnene, som jeg lagde de sjoveste tegninger og historier i, og smed resten til genbrug. Og inden du drukner i nostalgi: Ingen har nogensinde følt glæde over at få udleveret en flyttekasse, proppet til randen med halvt udfyldte stavehæfter og løse matematik-kopier, når de flytter hjemmefra.
3.
Opdaget, at det afgørende for, om man kan klare sig med budgetversionen af mit kommende regnskabsprogram eller man skal have luksusversionen er, hvor meget, man omsætter for.
Derfor skrev jeg til deres helpdesk og spurgte, om man kunne starte billigt og så bare opgradere, når man ramte grænsen – og det kunne man godt. Det sker endda automatisk. Jeg sparer 94 kr. pr. måned så længe, jeg kan køre på den billige version, og det er på alle måder værd at tage med.
Og speaking of så har jeg idag afleveret afbejdsmobil, fjerntolkeudstyr og skilt. Det er nu, det er nu. INDERLIGT hurra!
En skærsommernatsdrøm
Sidste uge inden ferien og livet som selvstændig er i gang, og alting er moderat kaotisk lige nu. Børnenes skemaer er hat og briller, jeg lukker ned og takker af på mine faste opgaver, i takt med at jeg forlader dem, og madpakkerne over hele linjen kunne godt danne grundlag for et bekymringsopkald til kommunen.
Det er et underligt sted at stå, når man har to sæt tøjler i hænderne samtidig. At have hyperfokus på én opgave, mens man stadig skal holde øjnene på vejen på den anden. Men lige her, midt i midsommertimen, sidder jeg alligevel med fornemmelsen af, at det hele ruller i den helt rigtige retning. Den 4 måneder lange opløbsstrækning, hvor jeg har undersøgt en masse, spurgt tusinde mennesker og googlet til jeg var gasblå i hovedet, har været fuld af indledning, afsøgning og opmærksomhedsskærpelse, men nu, hvor det næsten er nu, kan alting eksekveres, og det frigiver mental kapacitet, fordi jeg så kan strege opgaven på den lange, tætskrevne liste. Forskudsopgørelsen er ændret, der er givet besked til boligstøtte og pladsanvisning, underleverandøraftalerne er på plads, revisoren har fået login til regnskabsprogrammet, kørebogsappen er sat op, og jeg glæder mig simpelthen så meget.
I weekenden holdt vi Fridas fødselsdag, hvilket var stort, fordi det var den første af slagsen, hvor vi har haft pigerne fra klassen på besøg. Jeg havde glemt, hvor meget lyd, der er på i den alder, og fordi hele flokken havde været til diskofest på skolen aftenen forinden, var det lidt som et 3 timers ophold i en blender, men de havde en fest, og der var kun én, der kom galt afsted, fordi hun lige ville ‘flytte en bi’. Det gik, som man kunne forvente.
Det hele kører, som det skal, og jeg ville egentlig ikke andet end at stikke hovedet ud og sige hej, for jeg er så midt i alting nu, at hele mit fokus er på dét.
Men inden I får lov at slippe, vil jeg gerne følge op på alle jeres kommentarer til sidste indlæg – tak for dem! Det gør mig så glad, at I gider spille bolden tilbage, når jeg sparker den ud i fødderne på jer, og fordi I har været gode og skarpe i de råd, I har formuleret, har jeg besluttet at lade dem stå, hvor de står. Det bliver for fragmenteret, hvis jeg forsøger at samle dem, og jeg vil gerne have alle jeres små forklaringer med. På den her måde kan man også altid gå tilbage og tilføje flere idéer, hvis man får nogle nye eller kommer i tanke om nogle, man havde glemt.
Glædelig midsommer, søstre. Må den være startskuddet til en sommer fyldt med lys og varme og gode beslutninger.
M2022, uge 24
Denne uges M2022-indlæg rammer tidligt pga. børnefødselsdag galore, og får et lidt andet format, end disse indlæg plejer at have.
Fordi alting er blevet så helt afsindigt dyrt, har jeg besluttet, at vi laver et indlæg, udelukkende med fokus på at spare penge. Jeg starter, og så smider I jeres gode tips i kommentarfeltet, mens jeg er viklet ind i flag og børn.
Jeg vil gerne, at dette indlæg bliver brugbart for alle. Det betyder, at de sparetricks man smider skal kunne bruges af naboen, genboen og din kærestes mor, uanset smag og præferencer. Det, jeg med dét gerne vil luge ud i, er tips som ‘Aldis chokocreme smager fuldstændig ligesom Nutella’ – for det gør den måske i din mund. Men det er SÅ forskelligt, hvad vi er hysteriske med (for mig er det kaffe og ketchup), og hvad vi uden videre kan udskifte med en billigere version uden at føle, at vi går på kompromis, så jeg vil gerne, at de ideer, vi udveksler her, skal kunne bruges bredt.
Til gengæld er der ingen begrænsning på emner, så om det, man skriver handler om dyr, børn, offentlige transport, forsikringer, biler, både eller ferier er fuldstændig ligegyldigt. Så længe fokus er på økonomiske besparelser, skal man bare slå sig løs.
Så uden yderligere ophold – lad os komme i gang:
- Sæt farten ned, når du kører
Jeg har ikke lavet beregningen i min nye bil, men i den gamle kunne jeg vride en hel ekstra tur fra Esbjerg til Aarhus og retur ud af den samme tankfuld benzin, hvis jeg sænkede farten fra 130 km/t til 110 km/t.
- Forhold dig til dit elforbrug
Jeg er nok gået mere op i det end de fleste pga. de her indlæg, og det har for mig medført en besparelse på mellem 20 og 30% om året. Det er et gratis kvartal. Men man behøver ikke nørde SÅ vildt for at kunne hente noget. Jeg læste på en af de mange el-sider, jeg var forbi, at bare en lille smule omtanke med lethed skærer 10% af forbruget, hvilket for os ville svare til en besparelse på små 1000 kr. om året. Vælg et fokuspunkt eller to, og hold det ved det, f.eks. at du er obs på at huske at slukke lyset, og slukker ovn/kogeplader de sidste 5-10 minutter, hver gang du laver mad. Langt, langt det meste kan sagtens koge/bage færdig på eftervarmen.
- Kan det lånes/lejes/købes brugt?
Det er klart, at der er nogle ting, som er fede nok at have selv, så man ikke skal bruge tid på at rende ind til naboen hele tiden – men hvis du én eller to gange om året mangler en stige eller et tidseljern, så lad være med at fare ud at købe det nu. Det samme gælder babygrej, fest-tilbehør, kufferter osv. Det eneste, du skal love mig er, at du husker de to, gyldne låneregler: 1. Aftal, når du henter det, hvornår naboen skal have det retur. 2. Overhold aftalen. Ellers er du Det Mest Irriterende Menneske I Verden, og det er næsten dumt at blive for en cocktailshaker og en vikle.
- Kan det undværes/erstattes/multi-anvendes?
Jeg ved godt, at vi alle sammen har områder, hvor vi bedst kan lide at slå til med den store hammer. Måske kan du godt lide at have mange forskellige rengøringsprodukter, der bliver solgt til forskellige formål, eller måske kan du smage forskel på, om du har brugt æbleeddike eller hvidvinseddike i din salatdressing. Men som priserne ser ud nu, kan det være fint nok at gøre sig en konkret overvejelse om, om du faktisk hellere vil bruge de penge et andet sted. Sulfo kan bruges til (næsten) det hele, og de fleste opskrifter kan sagtens bære, at man skifter én type af syre ud med en anden, f.eks. eddike med citron. Det er nok en uvant tanke for mange af os, der ikke har bøvlet med krigstid og rationering, at vi ikke bare kan gøre, som vi har lyst, så længe vi taler om de små ting, men træf i hvert fald dine valg med åbne øjne.
- Find discount-versionen af dit favoritsupermarked og gå på opdagelse
For Bilka/Føtex er det Netto. For Kvickly/Super Brugsen er det Fakta. For der er MASSER af varer, som de har i både hovedkæde og budgetkæde, hvor du enten får mere i posen for samme pris, eller hvor den samme vare er billigere, fordi den hedder Premieur i stedet for Princip. Måske er der 10 Møllehjul i posen, når du køber den i Netto mod 8 stk. i Bilka. Måske koster havregryn/pasta/snacksalami/frosne kartofler/jordbær i kædens eget mærke et par kroner mindre i Fakta end i Kvickly.
Tjek det på så mange varer, du orker, lige fra vådservietter over kaffefiltre til koldrøget laks. For et år siden betød det måske ikke alverden. Det gør det virkelig nu. (Et lille ekstra fif, jeg selv bruger er, at jeg har Bilka to go-app’en åben, når jeg går rundt i Netto. Så er det lynhurtigt at sammenligne pris, vægt og indhold på bestemte varetyper).
- Køb stort ind og tag tilbud med, når du falder over dem
Det her har jeg brugt 4 år på at arbejde mig væk fra, så det er SUPER irriterende, at det er nødvendigt igen. Men hvor jeg i 2020 kunne spare 2 kroner på at købe 20 ruller toiletpapir i stedet for 10, så er 10-stks-pakken nu blevet så dyr, at jeg kan spare 15 kroner på at købe den store pakke, når den er der som spottilbud.
Ligeledes har jeg også ekstra vitaminpiller i skabet nu, fordi Netto havde dem på spot til 90 kr. mod de 120, de normalt koster.
Jeg gør det ikke med madvarer, fordi proppede hylder sænker sigtbarheden, og dermed stiger risikoen for, at noget står og forgår i de mørke hjørner – og så er der jo *intet* sparet. Men med det, der i detailhandlen hedder ‘non-food’ gør jeg det, selvom jeg hader det, fordi det lige nu er for dyrt at lade være. Så må det være sådan, indtil verden lige styrer sig igen.
- Kan det drøjes?
Grøntsager eller en dåse bønner i kødsaucen, kikærter i tikki masalaen, havregryn eller en rest ris i frikadellerne – det giver meget hurtigt så meget ekstra volumen, at der er til et ekstra måltid.
- Fåes den samme vare i en billigere version?
Her tænker jeg på varer som f.eks. vin (bag-in-box) og (kop)nudler.
Der er temmelig mange penge at spare, og hvis du har det stramt med pap-vin eller mangler plads i køleskabet, så riv dig og køb en god flaske vin med skruelåg, og fyld den op fra pap-svinet, når den er tom. (Tomatpassata-flasker er også velegnede til formålet).
Og elsker dine børn kopnudler, så køb de små pakker i cellofan og smid dem i en almindelig kop.
- Er er en mellemvej?
Den her er lidt bred, men jeg håber, I forstår, hvad jeg mener.
For det, jeg her tænker på, er alle de situationer, hvor man plejer at køre enten/eller. Det er det, der f.eks. tit bliver dyrt, når man flytter eller laver nyt køkken, og man bliver besat af ‘Når vi nu er i gang’-ånden. For selvom priserne lige nu er helt hysteriske, så ruller livet jo stadig videre med alt, hvad det indebærer af fejringer, ferier, udflugter og hjemmeprojekter.
Her er det, at jeg selv oplever, at der kan være mange penge at spare ved at finde nogle mellemløsninger, hvor man ikke bare giver helt slip, men hvor der samtidig stadig er lidt, der skiller hverdag fra fest.
Er man f.eks. ved at lave om i stuen, kan man jo prøve at mærke efter, om man kan leve med et brugt bord, hvis man til gengæld køber de stole, man har forelsket sig i. Skal man holde fest, kan man overveje, om de billige mixers fungerer, hvis man køber den gode gin. Servietterne kan godt være pæne, men neutrale, så de kan bruges til både fødselsdag, konfirmation og nytårsaften. Og skal man i Legoland eller Givskud, eller køre så langt, at der skal lægges pitstop ind undervejs, og man får 4 nye rynker ved tanken om at a) skulle smøre madpakker og b) tvinge dem i sure børn, så kan man overveje at lade dem raide en Lidl eller en Rema, inden man kører, og så bare supplere med en is eller en slush ice på en tankstation.
——————–
Det var, hvad jeg havde i ærmet, så nu er det jeres tur. Slå jer løs i kommentarfeltet; jeg finder lige ud af, om det evt. kunne give mening at samle jeres bud og sætte dem på som et punkt i indlægget, så det hele er samlet, eller om de står fint, som de gør, i kommentarfeltet.
God weekend derude, når I når så langt.
