Denne uges M2022-indlæg rammer tidligt pga. børnefødselsdag galore, og får et lidt andet format, end disse indlæg plejer at have.
Fordi alting er blevet så helt afsindigt dyrt, har jeg besluttet, at vi laver et indlæg, udelukkende med fokus på at spare penge. Jeg starter, og så smider I jeres gode tips i kommentarfeltet, mens jeg er viklet ind i flag og børn.
Jeg vil gerne, at dette indlæg bliver brugbart for alle. Det betyder, at de sparetricks man smider skal kunne bruges af naboen, genboen og din kærestes mor, uanset smag og præferencer. Det, jeg med dét gerne vil luge ud i, er tips som ‘Aldis chokocreme smager fuldstændig ligesom Nutella’ – for det gør den måske i din mund. Men det er SÅ forskelligt, hvad vi er hysteriske med (for mig er det kaffe og ketchup), og hvad vi uden videre kan udskifte med en billigere version uden at føle, at vi går på kompromis, så jeg vil gerne, at de ideer, vi udveksler her, skal kunne bruges bredt.
Til gengæld er der ingen begrænsning på emner, så om det, man skriver handler om dyr, børn, offentlige transport, forsikringer, biler, både eller ferier er fuldstændig ligegyldigt. Så længe fokus er på økonomiske besparelser, skal man bare slå sig løs.
Så uden yderligere ophold – lad os komme i gang:
- Sæt farten ned, når du kører
Jeg har ikke lavet beregningen i min nye bil, men i den gamle kunne jeg vride en hel ekstra tur fra Esbjerg til Aarhus og retur ud af den samme tankfuld benzin, hvis jeg sænkede farten fra 130 km/t til 110 km/t.
- Forhold dig til dit elforbrug
Jeg er nok gået mere op i det end de fleste pga. de her indlæg, og det har for mig medført en besparelse på mellem 20 og 30% om året. Det er et gratis kvartal. Men man behøver ikke nørde SÅ vildt for at kunne hente noget. Jeg læste på en af de mange el-sider, jeg var forbi, at bare en lille smule omtanke med lethed skærer 10% af forbruget, hvilket for os ville svare til en besparelse på små 1000 kr. om året. Vælg et fokuspunkt eller to, og hold det ved det, f.eks. at du er obs på at huske at slukke lyset, og slukker ovn/kogeplader de sidste 5-10 minutter, hver gang du laver mad. Langt, langt det meste kan sagtens koge/bage færdig på eftervarmen.
- Kan det lånes/lejes/købes brugt?
Det er klart, at der er nogle ting, som er fede nok at have selv, så man ikke skal bruge tid på at rende ind til naboen hele tiden – men hvis du én eller to gange om året mangler en stige eller et tidseljern, så lad være med at fare ud at købe det nu. Det samme gælder babygrej, fest-tilbehør, kufferter osv. Det eneste, du skal love mig er, at du husker de to, gyldne låneregler: 1. Aftal, når du henter det, hvornår naboen skal have det retur. 2. Overhold aftalen. Ellers er du Det Mest Irriterende Menneske I Verden, og det er næsten dumt at blive for en cocktailshaker og en vikle.
- Kan det undværes/erstattes/multi-anvendes?
Jeg ved godt, at vi alle sammen har områder, hvor vi bedst kan lide at slå til med den store hammer. Måske kan du godt lide at have mange forskellige rengøringsprodukter, der bliver solgt til forskellige formål, eller måske kan du smage forskel på, om du har brugt æbleeddike eller hvidvinseddike i din salatdressing. Men som priserne ser ud nu, kan det være fint nok at gøre sig en konkret overvejelse om, om du faktisk hellere vil bruge de penge et andet sted. Sulfo kan bruges til (næsten) det hele, og de fleste opskrifter kan sagtens bære, at man skifter én type af syre ud med en anden, f.eks. eddike med citron. Det er nok en uvant tanke for mange af os, der ikke har bøvlet med krigstid og rationering, at vi ikke bare kan gøre, som vi har lyst, så længe vi taler om de små ting, men træf i hvert fald dine valg med åbne øjne.
- Find discount-versionen af dit favoritsupermarked og gå på opdagelse
For Bilka/Føtex er det Netto. For Kvickly/Super Brugsen er det Fakta. For der er MASSER af varer, som de har i både hovedkæde og budgetkæde, hvor du enten får mere i posen for samme pris, eller hvor den samme vare er billigere, fordi den hedder Premieur i stedet for Princip. Måske er der 10 Møllehjul i posen, når du køber den i Netto mod 8 stk. i Bilka. Måske koster havregryn/pasta/snacksalami/frosne kartofler/jordbær i kædens eget mærke et par kroner mindre i Fakta end i Kvickly.
Tjek det på så mange varer, du orker, lige fra vådservietter over kaffefiltre til koldrøget laks. For et år siden betød det måske ikke alverden. Det gør det virkelig nu. (Et lille ekstra fif, jeg selv bruger er, at jeg har Bilka to go-app’en åben, når jeg går rundt i Netto. Så er det lynhurtigt at sammenligne pris, vægt og indhold på bestemte varetyper).
- Køb stort ind og tag tilbud med, når du falder over dem
Det her har jeg brugt 4 år på at arbejde mig væk fra, så det er SUPER irriterende, at det er nødvendigt igen. Men hvor jeg i 2020 kunne spare 2 kroner på at købe 20 ruller toiletpapir i stedet for 10, så er 10-stks-pakken nu blevet så dyr, at jeg kan spare 15 kroner på at købe den store pakke, når den er der som spottilbud.
Ligeledes har jeg også ekstra vitaminpiller i skabet nu, fordi Netto havde dem på spot til 90 kr. mod de 120, de normalt koster.
Jeg gør det ikke med madvarer, fordi proppede hylder sænker sigtbarheden, og dermed stiger risikoen for, at noget står og forgår i de mørke hjørner – og så er der jo *intet* sparet. Men med det, der i detailhandlen hedder ‘non-food’ gør jeg det, selvom jeg hader det, fordi det lige nu er for dyrt at lade være. Så må det være sådan, indtil verden lige styrer sig igen.
- Kan det drøjes?
Grøntsager eller en dåse bønner i kødsaucen, kikærter i tikki masalaen, havregryn eller en rest ris i frikadellerne – det giver meget hurtigt så meget ekstra volumen, at der er til et ekstra måltid.
- Fåes den samme vare i en billigere version?
Her tænker jeg på varer som f.eks. vin (bag-in-box) og (kop)nudler.
Der er temmelig mange penge at spare, og hvis du har det stramt med pap-vin eller mangler plads i køleskabet, så riv dig og køb en god flaske vin med skruelåg, og fyld den op fra pap-svinet, når den er tom. (Tomatpassata-flasker er også velegnede til formålet).
Og elsker dine børn kopnudler, så køb de små pakker i cellofan og smid dem i en almindelig kop.
- Er er en mellemvej?
Den her er lidt bred, men jeg håber, I forstår, hvad jeg mener.
For det, jeg her tænker på, er alle de situationer, hvor man plejer at køre enten/eller. Det er det, der f.eks. tit bliver dyrt, når man flytter eller laver nyt køkken, og man bliver besat af ‘Når vi nu er i gang’-ånden. For selvom priserne lige nu er helt hysteriske, så ruller livet jo stadig videre med alt, hvad det indebærer af fejringer, ferier, udflugter og hjemmeprojekter.
Her er det, at jeg selv oplever, at der kan være mange penge at spare ved at finde nogle mellemløsninger, hvor man ikke bare giver helt slip, men hvor der samtidig stadig er lidt, der skiller hverdag fra fest.
Er man f.eks. ved at lave om i stuen, kan man jo prøve at mærke efter, om man kan leve med et brugt bord, hvis man til gengæld køber de stole, man har forelsket sig i. Skal man holde fest, kan man overveje, om de billige mixers fungerer, hvis man køber den gode gin. Servietterne kan godt være pæne, men neutrale, så de kan bruges til både fødselsdag, konfirmation og nytårsaften. Og skal man i Legoland eller Givskud, eller køre så langt, at der skal lægges pitstop ind undervejs, og man får 4 nye rynker ved tanken om at a) skulle smøre madpakker og b) tvinge dem i sure børn, så kan man overveje at lade dem raide en Lidl eller en Rema, inden man kører, og så bare supplere med en is eller en slush ice på en tankstation.
——————–
Det var, hvad jeg havde i ærmet, så nu er det jeres tur. Slå jer løs i kommentarfeltet; jeg finder lige ud af, om det evt. kunne give mening at samle jeres bud og sætte dem på som et punkt i indlægget, så det hele er samlet, eller om de står fint, som de gør, i kommentarfeltet.
God weekend derude, når I når så langt.
Når man kører med aircondation i bilen, bruger man op til 15% mere brændstof.
Vi udlejer vores eget hus på Airbnb, når vi alligevel selv lejer sommerhus i hhv. Danmark og Sverige til sommer. Så går udgifterne til den leje, vi betaler, op med den indtægt vi får af at udleje vores hus. Vi lejer i øvrigt mindre sommerhuse end tidligere og i “de mindre populære områder”. Både for at spare penge og bruge færre penge, når der ikke er “luksuriøse cafeer, tøjbutikker mv.” og alt for mange turistmagneter rundt hjørnet.
Fra at være sådan en der egentlig gerne ville begynde at have nogle vegetardage om igen, men aldrig helt kom gost i gang med det, er jeg nu sådan en, der har 2-4 vegetardage om ugen. Det er væsentligt billigere, når nu 400 gram oksefars koster 55 kr i Føtex (og jeg er sådan en der ikke kan spise vakuumpakket kød, så jeg må spise det sjældnere). Vi kom godt i gang med vegetarmaden ved at købe “Grøn aftensmad” fra Valdemarsro, men man kan fx låne den, og hvis man i forvejen har et lydbogsabonnement, kan den også findes på nogle af dem. Det kan selvfølgelig også være en anden vegetarkogebog, som man lige bliver inspireret af. Vi har fået flere nye favorit-retter.
Hvis man er medlem af Coop og bruger deres app, får man hver uge (søndag) nye personlige tilbud. Jeg har 4-5 gange været heldig at kunne købe oksekød til 20-25kr pr. pakke (senest i sidste uge). Jeg har også ofte kunnet købe billige øko-agurker, revet ost, knækbrød og småkager. Der er et max på 3 stk af samme varer pr. uge.
https://cookingonabootstrap.com/category/blog/
En helt genial opskriftsblog som forfatteren, Jack Monroe, startede på et tidspunkt hun var på royalt på røven og skulle have råd til mad til hende selv og sin lille søn.
Hun har sidenhen fået god vind i sejlene og har udgivet et par kogebøger (her vil jeg altid and always anbefale A Girl Called Jack. Det er billigmadens bibel, og rigtig mange opskrifter er bygget op omkring råvarer på dåse).
Men hun holder af princip sin blog åben og gratis, så dem, der har brug for det altid har adgang. Det syntes jeg er en ret fin tanke.
Ideen bag samtlige opskrifter er maksimal næring, minimale udgifter.
Og hun er blevet vegetar med tiden, så der er noget for alle.
Jeg laver hendes Great-On-Everything sauce minimum et par gange om måneden.
God appetit.
Måske off topic, men kan du ikke lave en spørgerunde en gang ang. at spare ? Vi har kæmpe madspild på madpakker. Kun ét barn skal have madpakker med og rugbrød bliver så tørt. Smider meget ud, kan ikke fryse det uden det bliver super tørt. Bare en tanke. Har pt. Ikke noget tip at dele, desværre.
Vi køber nybagt, skivet rugbrød hos bageren og går direkte hjem og portionspakker i poser og smider det i fryseren. Vi har rugbrød der smager godt og ingen spild. Selv om bagerrugbrød er lidt dyrere, synes jeg det er en fordel at jeg selv kan bestemme tykkelsen på skiverne.
Vi køber også skiveskåret rugbrød og fryser (signaturbrødet fra Gilleleje Havn, da det ikke bliver så hurtigt tørt). Når vi så laver madpakker om morgenen ryger de frosne skiver så lige en hurtig tur på brødristeren inden pålægget (eller med pålæg i paninijern) det gør at brødet ikke bliver tørt og det samtidig får en dejlig ristet smag.
En anden nævner også signaturbrødet fra Gilleleje Havn og det vil jeg også lige anbefale, men jeg fryser det ikke og det holder sig fint friskt i en uge – køber det søndag og så er det stadig lækkert til fredags-madpakken.
Tusind tak!
Vi er begyndt at bruge vores tørrestativ! Før havde vi et mageligt forbrug af tørretumbler, men vi kan se på vores el-app at vi sparer mange penge på at give den en time-out. Når vejret er skod, slår vi et mobilt stativ op indenfor & i særlige tilfælde får fx håndklæder lidt tumbler-kærlighed. (Lufttørrede håndklæder er cirka lige så rare at tørre sig med som hessian ville være.)
Mange bække små, så tjek om betalingsserviceaftalen kan udskiftes med fast kortbetaling eller mobilpay.
Tjek dit dæktryk på bilen. Hvis det står forkert, så suger det også en masse benzin.
Skær ned på kødet. Jeg gør det især når jeg laver en pasta eller ris-ret med kylling. I stedet for at spise et helt kyllingebryst, så er det altså fint bare at spise et halvt, eller måske en tredjedel. Og så grøntsager for resten. Og når du køber det (med mindre du har en plan for det), så portionsfrys det med det samme.
Jeg er blevet ret begejstret for de forskellige frosne grøntsagsblandinger i Rema. Så slipper jeg også for at have hele og halve grøntsager liggende som SKAL bruges. Og så er det bare billigere i længden – særligt når man kun er én i husstanden. Og så kan man lige vippe en god sjat grøntsager på panden til sin lidt mindre kylling 😉
Lug ud i dine basisvarer/vaner. Jeg har altid haft æg i køleskabet. Lige pt er jeg i en periode hvor jeg ikke rigtig spiser æg. Før i tiden gjorde det mig ikke det store, at de blev for gamle og jeg måtte smide nogle stykker ud (husk dog på, at de kan holde sig meget længere end der står på pakningen!). Nu er de ret dyre, så jeg har lige skulle lære mig selv, at jeg faktisk ikke behøver dem, når det faktisk ikke lige er noget, jeg gider spise pt.
Prøv at stræk tingene lidt længere. Eksempelvis så har jeg espressomaskine (ja, jeg går heller ikke ned på kaffe!), og laver x antal café latte hver dag. Men jeg er begyndt at bruge lidt mindre mælk, for mælk er bare blevet aaaalt for dyrt. Jeg kan ikke smage forskel, jeg føler stadig jeg får den samme kop kaffe, selvom den teknisk set er lidt mindre. Men der er mælk til lidt flere kopper.
Jeg vil gerne slå et slag for madplaner fra Mad for Fattigrøve. Både som web og som app. Den er baseret på Rema1000s tilbud.
Jeg har haft held med at finde en del billige basisvarer på https://www.motatos.dk/ (min veninde og jeg laver som regel fælles bestillinger, så vi kan dele mindstebeløbet og portoen)
Vent en dag (eller to) med at handle. Der er næsten altid rigeligt i krogene at trylle med, som så også bliver brugt. Og skær ned på alt det uden vitaminer, som både er dyrt og usundt: slik, kager, sodavand, chips, osv. Og mærkelige tilbudsfælder i non-food-afdelingen!
Skriv alle udgifter ind i dit budget/regnskab løbende. Så er det tydeligt hvor man går over budget undervejs, og ikke først senere på året, når mange bække små har oversvømmet budgettet. Jeg har skåret mange tusinde af mit årlige budget, ved at have mere fokus på forbruget løbende.
Hav et positivt mål med at spare! Selvom øvelsen her er at spare af nød, så er det stadig vigtigt med motivation. Så fx at spare op til en ferie eller en fest eller en smuk kjole. Så er der noget, der er mere attraktivt i situationen: vil jeg købe sofapuder/chokolade/oksekød eller vente og bruge dem på ferien, jeg ønsker mig allermest?!
Madplan og indkøb kun 1 gang pr. uge gør en forskel i udgifterne. Vi drikker kun økologisk mælk, og det holder sig snildt 2 dage længere end sidste salgsdato med den samme gode smag.
Gå efter gule mærker 😍 vi handler stort set kun mad med gule mærker, så får man varieret grønt og kød hver evig eneste dag, for det er aldrig det samme der er på tilbud, og køb stort ind og frys (kød og brød) 😃
De forskellige butikkers app tilbud, det kan godt svare sig at logge på både netto, Føtex og Bilkas +apps, netto har feks altid en rabatkupon på ‘min’ost på 8-10kr så den kommer ned på omkring 40kr istedet for 50… 👌
Jatak tilbud! Hurra for dem… Har feks lige købt 50 sunlollyis til 8.88/pakken, det er ca halv pris af hvad de plejer at koste 👏 (og ja, havde jeg ladet være med at købe dem, så havde jeg selvfølgelig sparet de 45kr🫣😂 men is skal man altså have i løbet af sommeren☝️)
Genbrug/tøjbyt/arvegods: jeg har lige arvet en hel bunke tøj fra en bekendt til min mor… Jeg er 100%sikker på min datter (15 år) også lige skal gennemgå bunken og jeg derved mister halvdelen af de fine stykker tøj jeg lige har scoopet 😄
Overvej om du kan leve med en plet/streg (som endda måske kan fjernes)
Har lige købt et par hvide sneakers, de stod side om side med et par fuldstændig identiske, det ene par kostede 399, det andet 299… Spurgte ekspedienten hvorfor? -jo der var et par små bitte lysebrune klatter lim på det ene par, derfor var de 100kr billigere… Betyder det noget når man har haft dem på 1 1/2 gang? Nej! Så dem tog jeg 👌
Lav det til rugbrødsdrys, jeg blander lidt mandler i.. Da jeg var barn, blev rester af rugbrød lavet til øllebrød, jeg svor dengang, at når jeg blev stor, ville jeg aldrig mere spise øllebrød. Det har jeg heller ikke gjort.
I børnehaven fik vi sukkerristede rugbrødstern i en slags ølsuppe, den blev kaldt norsk øllebrød, vi unger skovlede den i os.
I Meyers bagebog er der en opskrift på et rugbrød med rester af gammelt tørt rugbrød.
Nem aftensmad smørrebrød
Jeg kan godt lide at bage og gør det kun med rigtigt smør. Jeg har de sidste år købt smør til hele året ved juletid, når de kan koster 5 kr for en pakke. De opbevares fint i fryseren og holder også til næste jul. Piskefløde fryser også fint og jeg hælder det ofte i isterningeposer, så har jeg lige et par terninger til sovs eller hvis skummetmælken skal fedes lidt op til risengrød 😄
Drop fitnesscentret (medmindre det virkelig sparker glæde for dig), og dyrk motion derhjemme eller i naturen. Gå/løb/gør rent/styrketræn derhjemme/slå græs – gratis motion 🙂
Lav madplan
Køb brugt
Og så er jeg efter mange års pause begyndt at skralde igen. Ja, det er måske ikke for alle, men det bliver smidt så mange gode ting ud. I går var jeg af sted i den lokale fakta og kom hjem med rugbrød, franskbrød, kage, agurk, vindruer, ferskner. Det kan jeg virkelig godt mærke i madbudgettet.
Amen til cookingonabootstrap/ Girl called Jack! Flere af opskrifterne fra bogen er i vores absolutte standardrepertoire herhjemme 🙂
Vi bruger også kun tumbleren i paniske situationer efterhånden. Men med hensyn til de der håndklæder, så tror jeg det er en smagssag. Jeg er vokset op uden tumbler og med deraf følgende sandpapirshåndklæder, og jeg synes de skal være sådan … Ellers føler jeg mig slet ikke ordentlig ren! (men min far bildte mig også ind at jo mere ondt det gør at rede hår, jo sundere for hårrødderne, så måske er der tale om Stockhom-syndrom). Og hej Mette 🙂
Jeg er vokset op uden tørretumbler. Og har aldrig selv ejet en. Og det var først, da jeg begyndte herinde som fast læser, at det gik op for mig, at der åbenbart er en forskel…!
Tørrestativ For Life lige her. Og sikkert også med ekstra hærdet hud efter 35+ år med linetørret linned.
Jeg glemte lige: Gennemgå streamingtjenester og andre digitale abonnementer, der bare kører. Har du brug for dem? Bruger du dem? Personligt har jeg lavet en regel til mig selv om, at jeg maks har tre streamingtjenester og helst kun to af gangen, så jeg går til og fra dem. Og ligesom “sparer op” til når der kommer noget, jeg gerne vil se, så jeg bare shuffler rundt i dem. Jeg sætter reminder i min kalender med, hvornår jeg skal opsige – med mindre der kommer noget godt, så kan den jo lige køre en måned mere; man skal jo også huske at være god ved sige selv 😉
Og til dem med hund: I stedet for at købe alskens mega dyre hundeis her til sommer (jeg så lige et “kit” der kostede over 300,-! Som bare bestod af noget pulver halløj og en form!), så køb noget vådfoder og blend det op med vand (50/50 – eller mere vand), put i små beholdere og frys (Normal har lige nu 8 små snackbokse til 10 kr). Voila: En hundeis! Beholderen kan bruges mange gange (indtil hunden har smadret dem helt). Og en enkelt dåse giver snildt 10 eller flere is, når det bliver blendet op med vand 🙂
👋👋👋
Hey Kristine!
Jeg giver håndklæderne en chance 🥴
Vi må da også lige slå et slag for alt det gratis man kan bruge et bibliotek til, udover at låne stakkevis af bøger, naturligvis.Man kan fx læse dagens aviser, låne tidsskrifter og magasiner, benytte sig af fri WiFi, computere til rådighed, gratis eller billige arrangementer for store som små, filmklubber, håndarbejdscaféer, advokathjælp, it-hjælp osv.
Og så lige et lille husmortip til deder æg som når over dato; sænk dem i et glas eller en skål med vand. Hvis de ryger til bunds kan de stadig bruges, mens de er ved at være for gamle, hvis de flyder rundt i overfladen.
Og Filmstriben ikke at forglemme; fremragende film til både børn og voksne helt gratis, her i huset har vi ingen streamingstjenester, men bruger Filmstriben når vi trænger til noget kultur.
Vent med at vaske dit tøj, til det er snavset – det sparer vand og strøm, og vask slider virkelig meget på tøjet.
Jeg elsker dyre parfumerede håndsæber fra tromborg eller kamameju, men tynder det op med alm håndsæbe fra neutral eller lignende. Dufter stadig skønt (men mindre heftigt) og kan tyndes 1-8 eller sådan noget.
Kører knapt 66 km hver dag frem og tilbage på arbejde. Det kan mærkes i økonomien for en enlig mor😅 Har købt en billig cykel og nu cykler vi til alt – også når der skal handles (der kan heller ikke være så meget på en cykel = ingen impulskøb, som jeg har været god til)
Kør sammen på arbejde!
Med benzinpriserne i dag, kan det virkelig mærkes, når en kollega spæder til. Vi har en aftale om 50 ører pr km.
Brug gomore – tilbyd lift mellem større byer. Jeg kan næsten altid dække min benzinudgifter og lidt til ved at have passagerer med mellem Aalborg og Aarhus
Prøv også Nabogo app. Her finder man folk i ens område der arbejder tæt på en selv, så man kan køre sammen og dele udgifterne
Jeg er en enkelt-persons hustand og ikke den store mælkedrikker. Dog bruges det jo engang imellem i kaffen, maden, bagværk etc. Så en liter mælk strækker langt hos mig.
Da jeg ikke drikker det ‘rent’ i stor stil, skiftede jeg til sødmælk for et års tid siden (efter et råd herinde). For mølk med højrere fedtindhold holder sig væsentligt bedre. Jeg kan ofte bruge mælken 2-3 dage over dato. Det kunne jeg ikke før, især ikke med skummetmælk.
Det samme skulle også gøre sig gældende for lactosefri mælk, men det har jeg ikke selv testet af.
Jeg er begyndt at købe et par liter laktosefri som ‘reserve’ – de har markant længere holdbarhed, så på den måde undgår jeg at mangle mælk den ene uge og have for meget den næste😊
Tusind tak!
Vi har 7 i husstanden og har fokus på dagligvare indkøb. Bruger Motatos og Tgtg appen i stor stil – vil tro det står for ca. 75 % af vores husholdningsforbrug. Kræver man kører den uden madplan og tænker kreativt, men det kan også noget, særligt når forbruget er gået fra ca. 8000 kr månedligt til 3000 kr. Vi lejer vores hus ud på Airbnb når vi selv er bortrejst på ferier eller weekend tur, hvilket betaler vores lejeudgift for eget ferieophold. Vores bil er på Gomore, hvilket betaler de faste udgifter som vægtafgift og forsikring. Trendsales, Reshopper og DBA til salg og køb af tøj og ting.
Få styr på cyklussen af tilbud på dine favoritter og køb lager så det passer. Og hold styr på dit lager 🙈
Vi spiser åndssvagt meget philadelphia og der er ALTID lager i køleskabet. De koster 20 kr, halv pris på tilbud og de er ofte på tilbud.
Samme gør jeg med toiletpapir, bind, skraldeposer, ketchup og senest også med æg.
Ift bilen, så find den optimale hastighed ift benzinforbrug for præcis din bil. Biler er forskellige! Langsommere er oftest bedre, men min gamle kørte ikke nævneværdigt længere ved 80 km/t end 105 km/t. Over 110 km/t brugte den så ekstremt meget. Den var fra 2006 og sat til 12,9 km/L. På en god uge kunne jeg få den til at køre 16 km/L.. Den nye kører ret fast 18 km/L ved de 105-115 km/t (kun kort ved højere end 105!) Og så er der virkelig noget at hente ved 80 km/t… Men jeg magter det ikke helt 🙈 jeg føler mig i vejen på motorvejen.
(jeg pendler 58 km, de 50 på motorvej ca).
Er jeg i øvrigt den eneste, som er lidt presset over, at der ikke er ret mange oplagte sparepunkter, fordi man allerede gør de fleste i forvejen? 🙈
Aj, så enig. Håndklæder skal være sådan lidt eksfolierende de første par gange man tørrer sig med dem. Jeg har heller ingen tørretumbler og savner det ikke
Hvor er det sjovt –
det er tydeligvis en vanesag 😉
Skift gear! Altså i bilen 🙂
Benzin: 1500-2000 omdrejninger
Diesel: 1200-1700 omdrejninger.
Kører du med for mange omdrejninger, bruger du unødigt meget brændstof.
Og hvis det sparker glæde at gå i fitness – så kan man få lidt ekstra for pengene ved at gå i bad dér i stedet for at vente til man kommer hjem.
Er man så heldig at have motionsrum på sin arbejdsplads kan dette måske også erstatte et fitnessabonnement, og her vil der sikkert også være badefaciliteter 🙂
Sikke mange gode forslag! Det med at spare benzin, må jeg øve mig mere i.
Jeg har en enkelt, der endnu ikke er nævnt og som nogen synes er lidt klamt:
Vent med at rykke op, når du har været på toilettet. En tissetår – måske endda uden toiletpapir, hvis man har drenge i husstanden – behøver ikke skylles ud straks. Her rykker vi op, når vi har lavet pølser eller hvis det ser ud, som om toiletpapiret snart stopper det hele til.
Mens jeg boede i USA hed det: “If it’s brown flush it down, if it’s yellow, let it mellow” 😆
Det kun klamt hvis det lugter! Lugter det, så skyl dog straks ud, eau de pissoir er sjældent skønt 🤣