I dag har vi taget hul på den anden fulde uge efter skolestart. Den første halve uge gik med bare at komme i tanke om, hvordan det nu lige er med madpakker, bogindpakning og Aula, mens sidste uge blev brugt på dels at arbejde, dels at komme hængepartierne fra ferien til livs. Bunker, der er vokset over feriens sidste uger, fordi man ved, at de er nemmere at komme til bunds i, når børnene er afsted og der er ro igen, og firmating, der kræver en hjerne, der ikke er helt most af afbrydelser og søvnunderskud.
Sidstenævnte er et problem, og det er værre nu, end det har været længe. Frida er relativ nem at få til at sove, men vågner mange aftener efter et par timer hvert 20. minut hele aftenen, og også et par gange i løbet af natten, mens Anton er still going strong på at have svært ved at falde i søvn. Det betyder, at jeg reelt (gen)putter børn hele aftenen og om natten ikke får ret meget sammenhængende søvn, og jeg er presset af det for tiden.
Til gengæld er jeg så glad for at være blevet selvstændig, at jeg er ved at eksplodere i en regn af farvestrålende konfetti. Hold KÆFT, hvor er det fedt at have fået min tid igen! Når man hidtil har solgt 65 timer af sin tid ugentligt, og først fredag ugen inden har vidst, hvordan den kommende uges skema så ud inden for det tidsrum, så SKAL jeg love for, at man kan mærke både frihed og forskel. Samtidig er det den største tilfredsstillelse i verden bare at kunne sige ja eller nej på stedet, når folk spørger, om man kan komme og tolke d. 15., og i det hele taget er det her cirka 10.000 gange federe, end jeg havde turde drømme om.
Jeg glæder mig til, at vi lige kommer så langt hen, at jeg kan steppe ud af dagpengesystemet, for det er lidt skizofrent at være indkaldt til ‘Samtale om din ledighed’ på Jobcenteret, og så lige, på vejen ud, at slå ind om deres kontor for at få EAN-nummeret til den opgave, man skal tolke for dem ugen efter.
Men jeg nyder at kunne træne lidt igen, og jeg nyder den luksus, det er, at kunne værne lidt ekstra om børnene. Lige nu er det særligt Anton, jeg er opmærksom på, fordi skolestart for ham er en voldsom stressfaktor, men jeg synes, vi er kommet bedre i gang, end jeg havde turde håbe, og jeg kan mærke, at det har hjulpet på både samarbejde og hverdag, at vi (lærere, ledelse og jeg) taler åbent om, at det trækker op til et andet skoletilbud. Når man ved, at noget er for en begrænset periode, er det nemmere at leve med pragmatiske løsninger, end hvis man skal sætte noget i værk, som skal fungere på ubestemt tid.
I morgen holder jeg Anton hjemme, og vi skal i Legoland, bare ham og mig. Alle hans faste lærere er på lejr med de store klasser, og fordi det er lige i overkanten for ham at skulle forholde sig til 8 forskellige vikarer, har jeg (sammen med hans lærere) besluttet at give ham en fridag. I fredags gjorde jeg det samme for Frida, og det er så kæmpe optur at kunne fokusere på ét barn og bare følge med, i stedet for altid at skulle agere FN’s Fredsbevarende Styrker, når de to bananer med usvigelig sikkerhed vil to forskellige ting. #JeSuisKofi. Det er SUPER hyggeligt at få lidt kvalitetstid med dem hver især, og jeg tænker i disse dage ofte på, hvor glad jeg er for, at jeg i sin tid – helt uden at vide det – valgte et fag, der giver mig mulighed for at give lige præcis mine børn et bedre liv, end jeg ville have kunnet, hvis jeg var trukket mod et erhverv med lange dage og sene aftener.
Det går op og ned, både her og i showbizz, men lige nu går det mest af alt bare godt.
Sikke et dejligt skriv. Blev glad helt med i maven. Har selv en dreng med autisme, så kan mærke helt ind i nervespidserne når du beskriver dine kampe, bekymringer, men hopper også af begejstring når de gode valg og stunder indtræffer.
Hvor er du sød!
Jeg troede vi havde snakket om det der med at tage i Legoland om tirsdagen. Det er den dag ALLE andre i hele verden gør det også. Ja, også her efter skolernes sommerferie, for tysken og hollænderen er her stadig. Fredag er dagen, min ven. Altid fredag.
OG så i øvrigt: vi kender det der med frustrationen over et nyt skoleår, og vi har en deadline der hedder 1. december for at kunne blive visiteret til specialskolen. Det er skisme kort (prøve)tid vi får i mellemtrinnet, men vi har sagt ordene specialskole til hinanden – endnu ikke til T, dog.
Jamen, jeg har lyttet med ører så store, at jeg kunne bruge dem som gulvtæpper. MEN! I fredags var vi deroppe med hele østblokken OG Holland. Deres ferie varer også længere. Man kan ikke regne med noget mere, du.
Ift. specialtilbud har jeg tænkt rigtig meget over, at de med garanti har meget mere dybdegående viden om, hvilke tilbud og muligheder, der er bagefter. Det synes jeg faktisk er ret værdifuldt. For der er godt nok meget, den almene folkeskole ikke ved om børn som Anton, så jeg ville være mere rolig ved at læne mig op ad mennesker, der trods alt har et netværk på både uddannelses- og jobfronten, end ved at satse på, at studievejlederen hernede har noget kvalificeret at byde ind med.
Det var altså et ægte dejligt indlæg, det her. Lige i dag trængte jeg meget til at læse om noget som bare går godt ❤️
❤️❤️❤️
Sikke en rar opdatering 🙂 Jeg har lyst til at skrive tusind ting om alt det, der minder om hinanden mellem dit liv og mit, med både eget firma og presset skolestart for ét barns vedkommende, men jeg har intet spændende at byde ind med. Så jeg “nøjes” med at heppe fra sidelinjen over at solen skinner på dine dage (og krydser fingre for at nætterne snart bliver mørke og kølige og rolige og uden afbrydelser som ønsket).
I’ll take it – og sender et vognlæs hep den anden vej <3
Hej Linda.
Jeg kan stærkt anbefale bogen “Vejen videre når dit barn har autisme”. Der er meget viden at hente om fx vejen efter grundskolen.
Den lyder super brugbar, og jeg er ikke stødt på den før. Tak for anbefaling.
Jeg vil gerne starte med At sige at jeg holder meget af den måde du formulerer dig på, og at jeg ofte bliver klogere af at læse hvad du skriver. Den måde du bruger ordet “skizofrent” på skærer dog i øjnene. Jeg har søvnmangel og kan ikke formulere mig, men det er beskrevet rigtig fint her: https://neurospatms.com/its-time-to-stop-joking-about-mental-health/
Med venlige ønsker om god nattesøvn,
Karen Marie
Kære Karen Marie.
Tak for din kommentar, som rammer ned i noget, jeg selv tænker meget over, og hvor jeg ikke er 100% afklaret med, hvor jeg står.
Helt overordnet handler det for mig om, hvem der må bestemme, hvordan vi bruger sproget, og hvad vi må tale om.
For jeg har selv papirer på en håndfuld psykiske udfordringer – og jeg har ikke et problem med, at man bruger f.eks. depression til at beskrive, at man blev i dårligt humør over noget, selvom jeg fra egen krop ved, at dårligt humør og depression er som at sammenligne snue og ebola. Og jeg mener det ikke på “så når JEG ikke har et problem med det, så tager alle andre fejl!”-måden. Jeg har bare, helt objektivt, ikke et problem med det, fordi jeg ikke føler mig ramt, og det tænker jeg må gælde for mange som mig. Det tager ikke noget fra mig, at folk bruger en alvorlig diagnose til at beskrive en cykeltur i regnvejr; for mig har min diagnose og deres oplevelse simpelthen ikke noget med hinanden at gøre.
For mig ligger forskellen i, om man bruger et udtryk eller en diagnose til at beskrive noget, eller om man bruger det nedsættende. Jeg synes f.eks. at det er rigtig fint, at vi er stoppet med at kalde folk, vi ikke bryder os om for ‘spassere’ ligesom jeg også er 100% bag at få lukket ned for at bruge ‘tyk’ som et skældsord.
Debatten ligner for mig meget den, man har ift. true crime, hvor mange elsker det, mens familiemedlemmer til de ofre, historierne handler om, finder det anstødeligt. Det forstår jeg 100% – men jeg er i tvivl om, hvad konsekvens, jeg synes det skal have. For jeg tænker, at det må være den samme rædsel og frustration, man føler, hver gang der kommer trailere til en ny spillefilm, der handler om et barn, der er blevet kidnappet og dræbt, hvis man selv har oplevet det.
Men er det omverdenen, der skal rette ind efter de få eller omvendt? Og hvad hvis de få – som tilfældet f.eks. er her, hvor du og jeg ser forskelligt på brugen af ord som skizofreni – ikke er enige internt?
Jeg har ikke svaret, og jeg ved ikke, hvad der er rigtigt eller forkert, men jeg synes, det er en vigtig debat at holde liv i.
Tak for din fine tone, uenigheden til trods.
Kh
Linda