(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg doneret de julesnøfler, som mine børn ikke kunne *leve* uden, til forberedelseslokalet på min søsters job. For børnene tog én mussebid hver, og erklærede så, at de smagte “ulækkert, mor!!” – fordi kanel åbentbart er i bad standing nu. Jeg trænger ikke til 4 lag snøfler, men tænkte, at man som pædagog i december nok har brug for alle de saltvandsindsprøjtninger, man lovligt kan få, så de røg afsted og forvandt som dug for solen.
2.
Har jeg lavet en kæmpebalje tomatsuppe fra bunden og frosset den ned i hhv. 3 portioner, der passer til et måltid, og 5 små bøtter, som jeg kan bruge, når jeg skal til bunds i de one-pot-pasta retter, jeg har i fryseren. Jeg har flyttet rundt på dem i 3 måneder nu, fordi jeg havde en periode, hvor jeg syntes, at OPP var det mest geniale i verden, og nu er jeg bare virkelig er ovre det. Men jeg har opdaget, at de faktisk bliver acceptable, hvis man lige vender en dl. tomatsuppe i, når man varmer dem, så nu satser jeg på, at jeg kan nå gennem lagret på den her måde.
(Og så skal jeg bede om et stift, irettesættende blik og et hårdt greb i overarmen, hvis jeg begynder at finde den store gryde og posen med pasta frem igen).
3.
Var jeg for et par måneder siden på jagt efter en løsning til baggrund, når jeg fjerntolker (over Teams og Skype).
Vores hus er indrettet på en måde, så jeg ikke har en neutral væg, jeg kan sidde op ad, og derfor har jeg brug for et eller andet bagved, så alle ikke kan se hele min stue, når de ringer op.
I min sidste ansættelse fjerntolkede jeg fast, og dengang brugte jeg en foldeskærm, hvilket fungerede fint. Men selvom den kunne slås sammen, fyldte den stadig, og nu, hvor jeg ikke har faste fjerntolkeopgaver mere, ville jeg gerne finde en løsning, der ikke fylder, når den ikke er i brug.
Efter lidt facebookresearch endte jeg med at bestille noget, der minder om et kæmpe nodestativ – men ak. Det er for smalt, fordi jeg skal sidde langt nok fra kameratet til, at man kan se både mit ansigt og mine hænder, og derfor tager kameraet stadig for meget af baggrunden med.
Jeg skrev til hende, der foreslog løsningen og spurgte, om hun kunne bruge stativet, for hvis hun kunne, var det hendes, kvit og frit.
Kunne jeg have solgt det? Måske. Men jeg vil faktisk hellere, at det kommer ud og bliver brugt, end at jeg flytter rundt på det i et år, for så at sælge det for 50 kr. til en eller anden, der gider komme forbi og hente det.
4.
Har jeg, i forlængelse af ovenstående, lovet oldefar at prøve at sælge en uldrullemadras, han har haft liggende og aldrig brugt. Efter at det lykkedes mig at sælge hans elscooter, kender hans tiltro til mine videresalgsevner ingen grænser, og jeg vil gerne hjælpe ham, hvis jeg kan.
For mig giver det mening at give en hånd med ift. at få tingene solgt/givet væk, fordi det helt overordnet er bedre for miljøet, at vi får noget, der allerede er produceret ud og leve videre, fremfor at skulle have produceret noget mere. Men jeg er begyndt at tænke meget over, om det giver mere mening at sælge/forære tingene væk direkte, end altid at give det til genbrugsbutikker. Ikke fordi de ikke er vigtige eller gør gode ting, men fordi jeg synes, jeg begynder at se, at i takt med, at flere og flere gerne vil støtte op om at passe bedre på miljøet, så får de så utrolig mange flere ting, end det er mit indtryk, at de kan sælge.
Derfor er jeg begyndt at hælde mere til direkte videresalg eller bortgivelse, fordi man så får tingene sendt i armene på nogen, der skal bruge dem med det samme, i stedet for reelt bare at langtidsparkere dem et andet sted end hjemme i sit eget skab.
(PS: Hvis du hjælper andre med at videreekspedere ting, vil jeg lige slutte med at opfordre til, at du på forhånd aftaler, hvor længe du lader tingene stå til salg, og hvad du skal gøre med dem, hvis de ikke bliver solgt. Vil folk have dem retur, skal de foræres væk eller skal de afleveres til genbrug. Min erfaring er, at ude af øje er ude af sind, og derfor kan tingene meget hurtigt blive dit problem, hvis ikke der på forhånd er lavet en klar aftale om tingenes (videre) skæbne).
Kunne du have glæde af at montere et rullegardin i loftet som baggrund? Eller kigge på fotografbaggrunde, hvilket vist er et glorificeret voksdug på rulle.
Jeg har selv spekuleret på den løsning, men det fungerer ikke her pga. den måde huset er indrettet på. Det lyder som flueknepperi, men det har ret stor betydning, hvordan et lysindfald er, fordi man ikke kan have skygge eller baglys, når man tolker. Og altså. Foldeskærmen virker og kan købes for 300 kr. Den er bare træls at have stående, fordi det eneste sted, den kan stå, når den er foldet sammen, er ved siden af mit skab på badeværelset – hvor man hele tiden kan se den. Det er et luksusproblem, men det kan løses. Så lige nu er jeg endt på at se an, hvor meget fjerntolkning, jeg kommer til at have, for så må jeg træffe en beslutning ud fra det:)
Er det fordi det skal være mobilt ift at lysindfald flytter sig? Du har måske allerede været der, men hvis nu ikke er her et par ideer:
Prøv evt at søge på Roll-up banner, det kan både være reklame/selvdesignet eller som forografbaggrund, og fås ihf op til 2 meter i bredde, eller du kan have flere små, som kan pakkes sammen og lægges i et skab.
Eller prøv at søge på foldbar/popup fotobaggrund, de fås i hvert fald også op til 2 meter og med stativ.
Eller et transportabelt projektorlærred (som med en lille projektor kan dobbeltjobbe som biograf med ungerne i haven eller på værelset med vennerne)
Det stativ, jeg købte måler 2 meter i bredden og det er slet ikke nok, så det kommer til at kræve 3 roll-up’s, og så er det både billigere og mindre pladskrævende bare at købe en foldeskærm igen.
Min svoger er fotograf, og han nævnte også de der pop-up-fotobaggrunde, men selv efter mange timers søgen, kan jeg ikke finde nogen, der er større end 2 meter i diameter. Kender du til steder, der forhandler dem større end det?
Jeg kan også kun finde dem op til 2 m, og tænker også det vil være et mareridt at skulle folde en der er større! Men hvis sådan en pop-up uden at blive foldet kan være gemt fx bag et skab, så kan du måske lave en foldevæg af tre af dem? Ved godt vi er ude i dyrt og besværligt og usandsynligt her, men bare en idé. Og med den størrelse du har brug for, så har de fleste løsninger vist ligeså store ulemper som din foldevæg.
Alternativt kan den gamle foldevæg måske få monteret et håndtag/Velcro/bæresele, så den kan hænges op på en krog bag en dør (som mit strygebræt)?
Sidste idé skulle være kroge i væggen til at hænge en tørresnor op, hvor et stort stykke stof kan hænges op.
Vedr Teams, hvis jeg forstår dig ret. Min mand bruger det hver dag, man kan ændre baggrunden inde i Teams, så du kan vælge feks et billede (evt et du selv har taget) som baggrund eller bare sløre. Skal jeg tjekke op på hvordan man gør?
Det fungerer desværre ikke, når man taler tegnsprog, fordi det tager et mikrosekund for kameraet at aflæse dit omrids, for at den kan sløre baggrunden. Det betyder, at hænderne altid bliver slørede, og det fungerer ikke, når man tolker. Ellers tusind tak <3
Ah ja selvfølgelig, det tænkte jeg ikke på. Jeg håber du finder en brugbar løsning, jeg kan godt forstå dit ønske hvis du stadig kommer til at tolke meget hjemmefra.
Kan du … dreje et skab og bruge bagsiden eller stille spisebordet på højkant og bruge bordpladen? Altså jeg ved godt det lyder lidt bims, og så er der selvfølgelig lidt stillen-op og pillen-ned. Men hvis problemet er opbevaring, giver det måske mening at undersøge, om du kan hacke møbler eller døre eller lignende, du allerede har?
Ideen er fin, men de er stadig ikke brede nok. Den foldevæg, jeg havde før, målte 5 meter i bredden, og havde den fordel, at den kunne vinkles, og det har jeg ikke rigtigt andet, der kan. Desværre. Det havde ellers været super on brand i et M2022-indlæg, hvis man kunne rulle med noget, man allerede havde:)
To kroge i loftet og et lagen/gardin/en dug, aka noget stof, der kan pilles ned og lægges sammen (eller rulles sammen, så det ikke får krøller)?
Jeg tænkte selv på den løsning, men stoffet skal måle 6 x 2 meter, hvis man går med den model, hvilket kræver mere end to kroge, og det bliver desværre noget æstetisk rod i det hvide, ubrudte loft:-/
Vi satte to hvidemaljerede kroge op i vores træloft (som har fået sådan noget gennemsigtigt hvid maling/lud/bejdse) til netop sådan et fotografbaggrundsgardin, og man så dem faktisk ikke. Men hvis dit loft bare er en helt plan hvid flade, kan jeg godt se problemet.
Det er det nemlig – og med 4-6 kroge tror jeg, at det bliver for træls. En foldeskærm kan man bare smide ud, når man ikke skal bruge den mere. Der bliver det mere træls at skulle spartle og male loft.
Jeg er også sproguddannet, bare helt almindelige, kedelige engelsk og fransk. Jeg underviser i gymnasiet, men havde under min studietid en kort, lidt urealistisk idé om at blive tolk. Derfor synes jeg altid det er spændende, når du kommer lidt ind på tegnsprog og tolkefaget. Det er baggrunden for mit spørgsmål: Hvorfor må dit hjem ikke kunne ses? Er det et (helt forståeligt) ønske om privatliv eller ligger der tolkeetiske eller -tekniske hensyn bag?
Det er faktisk begge dele.
Tolketeknisk er der to forskellige typer af fjerntolkning:
1.
Man kan fjerntolke for mennesker, der sidder sammen, f.eks. på en arbejdsplads eller i en studiegruppe. Dette minder om det, vi gør, når vi er fysisk til stede, men der kan være forhold, der gør, at den løsning er den bedste. F.eks. hvis en arbejdsplads ligger så yderligt, at det er svært at få en tolk derud, eller hvis en studiegruppe pludselig bliver enig om at mødes, og man ikke kan nå at bestille en fysisk tolk.
2.
Den anden type er den, hvor man sidder som mellemled for døve, der skal ringe, f.eks. til lægen, til YouSee eller til deres forsikringsselskab. Denne opgave går i udbud, og ligger derfor hos det firma, der har vundet udbuddet. Er man ansat der, får man typisk vagter af 4 timers varighed, hvor man så i princippet bare skal tage telefonen, når den ringer. Nogle dage ringer den konstant. Andre dage nærmest ikke. Man ved ikke, hvad man skal tolke, når man trykker ‘connect’, og man kender langtfra alle, der ringer.
Som tegnsprogstolk (og formentlig også som sprogtolk) arbejder vi meget med, at vi skal være så neutrale som muligt, simpelthen fordi det ikke er os, det handler om. Derfor har vi ualmindelig meget sort tøj, og derfor foretrækker de fleste af os at fjerntolke på en neutral baggrund.
Rent teknisk bruger kameraet flere kræfter på at skulle opløse og gengive mange forskellige detaljer, farver og mønstre (og lysforhold) hvilket helt lavpraktisk betyder, at billedet bliver bedre, jo mindre hurlumhej, der er på. Lige ift. tegnsprog, er det ret vigtigt, at billedet ikke fryser eller pixelerer for meget, fordi det så næsten bliver umuligt at aflæse.
Ved den første type opkald er jeg ikke helt så stram med baggrund, som jeg er med den anden. Særligt nu, hvor jeg er selvstændig, kender jeg ofte de brugere, jeg tolker for, og derfor er jeg lidt mere ok med at de får lov at “komme på besøg”. (Den her blog er jo også offentlig tilgængelig, så man kan sige, at det er et valg, jeg alligevel har truffet – men det er stadig rart ikke at skulle have ryddet alt op, inden man går på arbejde hver eneste dag:))
Men ved den anden type opkald, hvor jeg ikke aner, hvem der ringer, så kommer det til at føles som om, mennesker, jeg ikke kender, spadserer ind i mit hjem og går en runde, hver gang, der er én, der ringer op, og derfor er en neutral baggrund en rar måde at skærme lidt for, hvor meget af mig selv, jeg deler.