Bloggen

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg, foranlediget af en artikel, jeg faldt over, kommet i tanke om noget, jeg flere gange har ville skrive om herude, men bare er blevet ved med at glemme.

Det handler om sociale medier, og om, hvordan man selv kan påvirke indholdet af sit feed.

Jeg er ikke en af dem, der hele tiden er på nippet til at skrotte fb og insta. Jeg kan sagtens se alle deres fejl og mangler, men på bundlinjen giver de mig stadig mere, end de tager.

Men begge steder er meget som digitale haver, synes jeg. Hvis man ikke sørger for at luge ukrudtet væk og vande det, man gerne vil have til at vokse, så blinker man med øjnene og pludselig er alt det, man selv har valgt at sætte, fuldstændigt forsvundet i reklamer og bizarre opslag, som venners venner har kommenteret på.

Det ved jeg egentlig godt. Og jeg har også over årene været god til en gang imellem at få ryddet op og unfollowet mennesker, steder og emner, der ikke længere giver mening for mig at følge. 

Men undervejs er jeg kommet til at glemme, at algoritmen er sat op til at give dig det, du beder om. Og når du bare scroller forbi noget, som du egentlig griner af eller bruger tid på at se, så bliver det langsomt sluset ud. Fordi et helt blankt feed jo ikke rigtigt giver mening, fylder Zuckerberg og vennerne så selv den tomme side ud med forslag til, hvad du så kunne kaste dig over, og så er det, at man ender med reklamer, idiotisk indhold og opslag, der primært klarer sig godt pga. raseri.

Derfor begyndte jeg inden jul at like alt det, jeg så, som jeg godt kunne lide. Jeg satte baren lavt; jeg behøver ikke rulle rundt på gulvet i latterkramper, lave chips af broccoli-stokken eller forsøge mig med den make up, som Bailey Sarian viser mig, hvordan jeg lægger: Hvis jeg er underholdt, får det et like. Og for mig har det gjort, at både IG og FB nu er blevet meget federe steder at hænge ud, fordi de konti og personer, jeg bliver foreslået, faktisk rammer rimelig plet.

Det siger sig selv, at det her er en dårlig ide, hvis man oplever at have et problematisk forhold til sine sociale medier, men hvis man, som mig, har et job eller et liv, hvor man jævnligt sidder steder, hvor man skal slå 10 minutter ihjel, så er det her en ret god måde at hjælpe Det Gode Feed på vej, så man faktisk har hygget sig, når pausen er slut og telefonen skal tilbage i tasken. 

2.

Har jeg – i forlængelse af ovenstående – haft mere fokus på mental-minimalisme den forgangne uge, end på økologi og madspild.

For mig hænger det hele sammen. Når der bliver frigivet kapacitet, som ellers er bundet fast i frustration eller irritation, træffer jeg bedre valg og har mere opmærksomhed at ofre på de ting, der er vigtige for miljøet og pengepungen. Og i den her uge var der lige 3 sager, der tog mere lagerplads, end godt var. 

a.

Første energisluger var en ongoing feud, jeg har haft med et firma, der først var urimeligt langsomme ift. at sende en vare – for så at sende den forkerte. De sendte mig en returlabel, jeg sendte pakken, og derefter forsvandt de fra jordens overflade. De svarede ikke på mine mails, og mine penge kom ikke. Jeg rykkede 3 gange, uden nogen reaktion overhovedet, og onsdag morgen lå pakken igen i min garage med ‘Ikke afhentet af modtager’ på.

Og så tabte jeg tålmodigheden. Så selvom jeg faktisk ikke synes, at det er måden at gøre det på, så lagde jeg en kommentar på deres fb-side, hvor jeg, stramt men sagligt, skrev, at de havde 2 dage til at tilbagebetale mine penge; ellers ville jeg sende en anmeldelse til politiet og til E-mærket.

Og tror jeg, at politi og E-mærket klasker udrykning på taget og på to hjul kommer og smider dem i benlås? Selvfølgelig ikke. Men begge instanser fører lister over firmaer, de modtager anmeldelser på, og alene på dén baggrund synes jeg, at det giver mening at gøre, når et firma laver strudsen. For hvad skal man gøre?

Efter 5 uger med absolut tystnad, landede pengene på magisk vis på min konto morgenen efter min kommentar på fb, og i dag har jeg fået en mail fra dem, hvori de undskylder (sig med, at det hele er GLS’ skyld. De kommer lidt let omkring det med egen radiotavshed).

b.

Jeg har også smidt en termokop ud, som jeg måske godt kunne have reklameret over, fordi den er købt for 4 måneder siden og allerede er utæt i toppen – men jeg kunne købe en ny for 100 kr., og ovenpå sagaen ovenfor lavede jeg en lynhurtig cost-benefitanalyse og besluttede, at jeg hellere ville bruge mit tid og energi på at drikke te og høre podcast, end på at grave flere kvitteringer frem, forfatte mails og bøvle med bobbelplast og returlabels.

c.

Endelig har jeg bidt mig fast i en kommunikationsmedarbejder fra Esbjerg Kommune på kommunens fb-side, fordi jeg var ved at blive sindssyg over, at vi på Aula igen og igen fik et opslag fra kommunen om ‘Blå Mandag’. “Ej, Linda. Går du ikke i små sko nu?” hører jeg jer sige. Nej. Det synes jeg faktisk ikke. Opslaget er kommet til mig i hvert fald 30 gange over de sidste par uger, og da jeg spurgte ud i en stor, lokal gruppe, viste det sig, at ALLE forældre på ALLE skoler i HELE Esbjerg Kommune, bliver spammet. Én skrev, at hun havde fået det 8 gange på en dag.

Der er jo helt indlysende en fejl i systemet et sted, og det er jo som sådan ingens skyld. Men jeg har skrevet til både Aula og kommunen uden resultat, og med 11.000 skolebørn i kommunen, hvis forældre alle sammen får den her besked mellem 5 og 15 gange om ugen, synes jeg sgu helt ærligt, at det er et problem, der kræver mere end et skuldertræk.

Men nu har jeg irriteret SoMe-Julie længe og offentligt nok til, at noget er blevet gjort, for der har været fred på Aula i næsten to dage. Vi krydser fingre.

3.

Er alle mine fine solcellelamper, som denne vinter har fået lov at blive stående i haven, begyndt at lyse igen. Og her må jeg bare stand corrected, for jeg var 100% sikker på, at de ville have bedre af at blive taget ind, slukket og gjort rent, men de 4 år, jeg har gjort det, er der ingen af lamperne, der har overlevet. I år lyser samtlige lamper allerede nu så stærkt, at det grænser til at være provokerende.

Solcellelamper er åbentbart masochistisk anlagte, og jeg skal aldrig igen genere dem med pauser, fugtige klude eller varme skabe.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg prøvet at lave mine egne soyalys – og det er virkelig ikke svært: Hæld flagerne i en gryde. Smelt. Hæld i glas. Slut.

Soyalys udleder markant færre skadelige partikler end almindelige stearinlys, og da jeg ikke rigtigt kan slutte fred med kunstige lys i min køkkenvindueskarm, har jeg prøvet at finde et andet alternativ.

Jeg købte en pakke med soyaflager og væger, og fandt et sted, hvor de havde bud på de gamle apotekerglas, så på det første batch her har jeg ikke sparet det store ift., hvad det ville have kostet at købe dem færdige. Men fordi soya opfører sig anderledes end almindelig stearin, når det smelter, bliver glassene ikke grimme indeni, og fordi soya smelter ved lav temperatur, er de nemme at vaske af og genbruge*, så næste gang jeg laver lys, vil stykprisen være væsentligt lavere. 

Lader du dig smitte af ideen, så vil jeg bare lige nævne, at det kan være en god ide at købe ekstra væger, når du bestiller, og så have et glas eller to i baghånden, hvis der er mere tilbage i gryden, når du har fyldt de planlagte glas. Alternativt kan du, som jeg har gjort, hælde resten i en plastikbeholder og lade det størkne; så kan det vippes ud og smides med i gryden næste gang, du laver lys.

 *Her skal lige indskydes, at man skal tænke over, hvordan man vasker dem af, så man ikke stopper sin køkkenvask til. Jeg tømmer glassene af i et stykke køkkenrulle, når de er næsten brændt ud, hælder et par skefulde vand fra kogekedlen i, hvirvler rundt, tømmer i køkkenrulle og sætter dem i opvaskemaskinen. Så bliver de som nye, og ingen afløb lider overlast i processen. 

2.

Har jeg fået min første regning fra Ewii, som jeg skiftede til 01. januar og den ser sådan her ud:

Der har jeg flere positive ting at sige om. 

For det første kan jeg bare virkelig, virkelig godt lide, at de ikke ruller med aconto. Det, jeg bruger, er det, jeg betaler for, og jeg gør det måned for måned. 

For det andet får de 10000 point for at splitte regningen op på en overskuelig måde, så jeg kan se, hvad jeg betaler for el, og hvad jeg betaler i transport og afgift. De gør de fleste selskaber, men her er det ikke gemt i tusinde andre tal og oversigter, og min tanke er, at det vil gøre det nemmere at holde øje med, om jeg bliver for lose med at bruge strøm i de dyre timer, fordi jeg pludselig meget nemt kan se, hvordan dét tal bevæger sig, uafhængigt af den rene kWh-pris. 

Det vil også gøre nemmere at holde fokus, når regningen bliver lavere, fordi nettariffen falder til april, for når man kigger på et samlet tal, kan jeg godt frygte, at det trækker forbruget i den forkerte retning, fordi den lavere tarif skjuler det, hvis kWh-forbruget kravler opad. Det vil jeg gerne undgå, både af hensyn til miljøet, og fordi det nemmere at holde fast i gode vaner end at skulle bygge dem op igen.

3.

Har jeg forsøgt at kombinere 46 års erfaring med nyfunden viden. For selvom jeg jo altid godt har vidst, at jeg kan få en ide, hyperfiksere på den, gå all all all in – for så efter 2 uger at miste interessen fuldstændigt, så har min forståelse af årsagen til egen adfærd gjort det meget, meget nemmere for mig at handle på det.

Måske fordi der pludselig er en forklaring og et mønster, og jeg derfor ikke bare skal forholde mig til 746 random områder, hvor min hjerne opfører sig fuldstændig autonomt.

For jeg bøvler lidt med morgenmaden. Det har været en ting de sidste par år, og er ikke blevet bedre med medicinen. Men hvor min sult før kom slentrende op ad formiddagen og var meget sådan her:

– så spiller den nu død, LIGE indtil den sparker døren ind og laver den her:

Og det er bare ret uhensigtsmæssigt, når man har et job, hvor man ikke selv kan bestemme pauserne.

Jeg har forsøgt med mangt og meget, og det eneste, jeg nogenlunde kan overskue om morgenen, er .. havregrød. I know. Det er super sært. Og det passer ad helvede til at skulle stå og makke med om morgenen (“det tager 2 minutter, Linda” JEG VED DET! Men det fungerer bare ikke, uanset hvordan jeg prøver at gøre det nemt). Jeg testede at varme overnight oats, og jeg er stadig traumatiseret af oplevelsen. 

Summa summarum: Det skal være noget i stil med pasta-pots-princippet, hvis det skal fungere. 

“Det kan man da lave selv!” tænkte jeg begejstret og begyndte at google opskrifter. Og det kan man. Men de opskrifter, der så gode ud, indeholdt flere ingredienser, som jeg skulle ud at købe. Og som nævnt: Jeg er ved at have fanget, hvad der sker som det næste her…

Så jeg har gjort kort proces og købt det færdig i en version, som også indeholder proteinpulver. Det smager strålende, er *præcis* så nemt, som det er nødt til at være, for at jeg får det gjort, og jeg har ikke 5 ingredienser, der kommer til at stå og kigge bebrejdende på mig, hver gang jeg åbner skabet, når jeg pludselig ikke længere gider havregrød. 

Læren hér er, at minimalisme på den lange bane somme tider kræver maksimalisme på den korte.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg besluttet at genindføre et princip, jeg praktiserede, inden jeg fik børn, for den her uge har været alt for hidsig. Biografklub mandag, svømning tirsdag, karneval i Antons klasse torsdag og fastelavn i Fridas klasse fredag.

Tre af tingene har ligget slut-eftermiddag/aften og to af dem har krævet ekstra tid og opmærksomhed, både pga. udfordringer omkring ændring af rutiner og pga. planlægningselementet, der følger med udklædning.

Inden jeg fik børn havde jeg en aftale med mig selv om, at jeg max. måtte lave to aftaler om ugen. For de fleste er det nok ikke nødvendigt at sætte den slags på formel, men for mig, der både er for nem at begejstre og som brænder mere ud end gennemsnittet, når jeg rammer min grænse, har det bare været rart med en konkret tommelfingerregel at navigere efter.

Med børn er man jo underlagt det vilkår, at man ofte ikke selv har så meget at skulle have sagt ift. hvad skolen planlægger, ligesom højtider også altid føjer lidt ekstra til programmet. Men jeg har været helt kørt over i den her uge, fordi jeg kun har haft aftenerne til at ordne både alt det sædvanlige jazz og alt det ekstra, der har været. Set i bakspejlet skulle vi bare være sprunget over svømning tirsdag, for havde vi gjort det, ville ugen have været langt mere overkommelig.

Da det gik op for mig, kom jeg i tanke om mit gamle hjælp-til-selvhjælps-trick, og det kommer vi til at praktisere fremadrettet så vidt det overhovedet er muligt.

2.

Brugte jeg i bedste 1950’erne-stil søndagen på at tjekke madskabe og køleskab, og bruge alt det, der trængte til at blive spist i madprep til ugen, vi var på vej ind i.

(Som altid vil jeg skynde mig at sige, at jeg ikke lister nedenstående, fordi jeg tror, at I har præcis de samme rester til at stå og glo, så mine kreationer er bare tænkt som inspiration til, hvad man *kan* bruge sine rester til).

Et stykke ingefær, en avocado og to bananer blev skåret og fordelt i 4 bokse, jeg pressede et par citroner ud over og fyldte bægrene op med frosne mangostykker, og de er nu klar til at blive omsat til solskinssmoothies på forårslørdage et sted ude i fremtiden.

Alle rester af kerner og frø blev sammen med en rest parmesan omsat til to slags knækbrød.

En rød peber, en håndfuld tomater og en dåse ananas blev vendt i chilisauce til en slags cajun salsa, spidskål og gulerødder blev revet og vendt med lidt olie, eddike, salt og peber, og endelig fik lime, løg, chili og hvidløg fik lov at boble med et par dåser bønner og et halvt glas salsa til en gang refried beans. De tre ting har hele ugen fungeret som bund i bowls, hvor jeg så bare har hevet et par asiatiske frikadeller eller lidt kødsauce ud af fryseren og toppet med bagte kartoffeltern og forskellige slags dressing.

Det var ikke fordi jeg søndag bare stod og fløjtede begejstret i min køkken-sweatshop, men dels er det bare virkelig tilfredsstillende at få brugt tingene i stedet for at smide dem ud, og dels har det være den indsats, der har gjort, at jeg har spist ordentligt uden at stresse, selvom ugen var vild.

3.

Har jeg fundet to af mine gamle protein-shakere, og skulle andre have et par af dem stående i skabet, vil jeg bare lige plugge, at de fungerer virkelig godt til opbevaring af f.eks. skrællede gulerødder i køleskabet, for de tager nærmest ingen plads overhovedet.

4.

Lovede jeg for 100 år siden at tage et billede af min famøse bog, som jeg skriver i efter jul, fødselsdage og ferier. Men min tolkehjerne smed løftet væk, så det her er mig, der kommer snigende tilbage med en bedre-sent-end-aldrig.

Bogen er bare en helt almindelig A4-notesbog med spiralryg og faner. Spiralryg fordi man så kan hive sider ud, hvis man skriver forkert, eller skriver noget sammen, og faner, fordi den så forbliver overskuelig, selvom man skriver til, år for år.

Der er 5 faner i min, og jeg har en til fødselsdage, en til jul/nytår, en til sommerferie, en til hus/have og en, jeg endnu ikke har taget i brug.

De ting, jeg skriver i den er f.eks. mængder (hvor meget blev spist), placering (hvor er de juleting, vi har brug for, før vi pynter op, f.eks. nissehuer, udendørsbelysning osv), pakkelister, ideer til ferieaktiviteter, erfaringer, jeg gør mig, som er bundet op på specielle lejligheder og helt lavpraktisk info (f.eks. hvor meget maling, der gik til at male entreen).

Jeg har en håndskrift så grim, at alle verdens læger bare må sukke misundeligt, men efter 1000 dokumenter på mac’en og noter på telefonen, er konklusionen, at det for mig fungerer bedst at have en fysisk blok, jeg kan sidde med, både når jeg skal skrive, og når jeg skal læse i den.

Når vi tager på ferie, tager jeg, inden vi smutter, et billede af pakkelisten, så jeg ved, hvad jeg skal huske at få med hjem igen. Bogen forlader aldrig matriklen, for den er min eksterne harddisk og mit historiearkiv, og jeg ville være virkelig, virkelig ked af at glemme den et sted ude i verden.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Har jeg lavet en komparativ analyse af stofservietter. 

For nogle måneder siden fik jeg lyst til at prøve at genindføre konceptet, for vi bruger servietter en håndfuld gange eller 7 om året, og når nu vi er gået genanvendeligt på så mange andre ting, synes jeg, at det var oplagt at prøve med servietter også. 

Jeg har snust rundt på nettet og fundet et par tilbud hist og pist, og så faldt jeg ved et tilfælde over nogle viskestykker i den fineste farve, som jeg fik min søde mor til at klippe af og kante, så de blev kvadratiske. 

Og efter at have testet to forskellige færdigkøbte mærker, det ene sæt i hør og det andet i bomuld, og sammenlignet med viskestyks-versionen, må jeg bare sige, at sidstnævnte vinder med længder. Både ift. sugeevne, hvordan de opfører sig, når de bliver vasket, og hvor stive/bløde de er efter vask.

Så går man og overvejer stofservietter, så bare lige en anbefaling af viskestyks-modellen, som også har den fordel, at den er meget billigere end det færdigkøbte sidestykke. 

2.

Er vi så småt begyndt at varme op til fastelavn.

Jeg har de sidste år begået den fejl at tro, at vi aldersmæssigt var ovre det, og/eller at der ikke blev afholdt noget i skoleregi, og det kan jeg ikke anbefale. Det viser sig at være en opgave, der ligger meget tæt på at skabe fred i mellemøsten at skaffe kostumer den sidste uge op til begivenheden. 

Men de er ved at være store, ungerne, og derfor har jeg i år haft fokus på at finde udklædning, der også kan bruges som almindeligt tøj bagefter. Frida vil gerne være Enid fra Wednesday (den lyserøde varulv), mens Antons klasse har EMO-tema.

Jeg har derfor købt en (virkelig fed!!) Iron Maiden t-shirt og en sort hoodie til Anton, mens Frida har fået en lækker striktrøje og en nederdel, der ligner en drøm. Det blev dyrere, end det ville være blevet, hvis jeg havde købt udklædningstøj, men det ville de til gengæld kun have haft på én gang, og det er også lidt noget svineri. 

3.

Har jeg brugt et ulideligt antal timer på at læse op på telefonabonnementer, men i det mindste har min indsats båret frugt. 

Indtil nu har jeg betalt 440 kr. pr. måned for:

Min mobil (179 kr), Antons iPad (99 kr), 2 x GPS ure (2 x 29 kr), og 2 x tlf (2 x 49 kr)

Men efter en ørkenvandring gennem Googles trøstesløse landskab og 5 opkald/chats til forskellige selskaber, endte jeg med at ringe til YouSee og sige, at jeg sgu bare gerne vil have alt samlet hos dem; hvad de kunne tilbyde? 

Det skal til deres ros siges, at de faktisk selv meldte børnenes abonnementer til hhv. ure og telefoner ned, fordi deres billigste produkter var væsentligt dyrere end konkurrenternes (fordi de indeholder mere data og taletid, hvilket vi ikke har brug for). 

Derfor endte vi med at annullere Antons abonnement på Ipad’en og i stedet lave datadeling, som er koblet op på min telefon. Jeg fik et abonnement med mere data, som af grunde, der fortaber sig i erindringens tåger, pludselig er blevet 30 kroner billigere. Børnene kunne få et deledatakort på deres iPads, og kombineret med de 4 x abonnementer, jeg købte hos Lebara (efter anbefalinger i sidste uges kommentarfelt), er jeg nu på en månedspris på 290 kr., dvs. en årlig besparelse på 1800 kr. Og så har jeg endda tilføjet et abonnement på Fridas iPad, som indtil nu bare er hoppet på min telefon, men som nu begynder at spille med sine venner, når hun er ude, og så er det sgu meget smart, at hun også selv har net. 

De nye priser ser sådan her ud: 

Min mobil (149 kr), datakort til iPads (2 x 30 kr), 2 x GPS ure og 2 x tlf (4 x 19 kr).

Jeg ville ønske, at jeg kunne lave en anbefaling af bestemte abonnementer og/eller selskaber, men mit take away fra den her tur i teleland er, at det er fuldstændig umuligt at gennemskue og sammenligne, fordi der er mængderabat, kombinationstilbud, gratis data hvis du er rødhåret/skorpion/veganer i en grad, der får forsikringstilbud til at virke gennemskuelige. Da jeg fik min nye kontrakt stod der f.eks. kun 40 GB data på mit teleabonnement, og jeg havde lavet aftale om 80. Det tog en god halv time i en chat med søde Arthur i support at finde ud af, at det er fordi, jeg har ‘dobbeltdata’.

Hvilket man åbentbart ikke kan se nogen steder, men bare ved, fordi noget med fiber.

Jamen, jeg ved det heller ikke. 

Men lektionen er stadig, at det godt kan betale sig at bruge en aften i sofaen på lige at logge ind og se, hvad man egentlig har af forbrug, og så tjekke, om man kører helt overkill på data- og taletidsfronten.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Har jeg fået en mail fra YouSee, som sætter prisen op med 10% på det mobile bredbånd, jeg har på Antons iPad. 

Lige præcis ift. ham er det vigtigt, at det fungerer alle steder, uanset om jeg er med eller ej, for han bruger den både i sine pauser på skolen og i sociale sammenhænge, når han har brug for at trække sig. Derfor skal der være netværk på hans, hvorimod Frida stadig kan klare sig med at hoppe på netværket på min telefon. 

Men med stigningen synes jeg sgu pludselig, at det bliver rigtig dyrt, og da begge børn samtidig har simkort på både deres ure og deres mobiltelefoner (som de meget sjældent bruger), er jeg gået i gang med at undersøge, om vi kan samle noget af det, og få det billigere et andet sted. 

Det er en af de ting, jeg har utrolig svært ved at interessere mig nok for til at sætte mig ordentligt ind i, men det er så dyrt nu, synes jeg, at det bliver idiotisk at lade være. 

Hvis nogen kan anbefale noget, er jeg lutter ører. 

2.

Tolkede jeg mandag meget langt nede i Sønderjylland og benyttede lejligheden til at vippe over grænsen efter lidt småting. Opvaskemiddel, sæbe, bagepapir osv. er væsentligt billigere dernede, og når nu jeg allerede var på de kanter, var det en besparelse, det gav mening at tage med. 

Anton elsker Nutella, men da det kun er ham, der spiser det, køber jeg det aldrig i Tyskland, fordi de kun har de der KÆMPE glas, som jeg synes, det bliver ulækkert at stå og grave i med en kniv.

Derfor køber jeg normalt de små glas herhjemme, der bare er lige op og ned, og hvor der ikke kan være ret meget i. Men JA, de er blevet dyre. Vi har forsøgt med billigere kopi-alternativer, men Anton kan ikke lide dem, og det respekterer jeg.

Da jeg gik rundt i Fleggaard, kom jeg forbi Nutellapallen; de havde de store glas på tilbud, og de var så billige, at det var til grin. Jeg købte to, og da det lille glas herhjemme i denne uge var tomt, vaskede jeg det grundigt af og fyldte over i fra det store glas.

Man kan ikke bare overføre modellen til alle typer af fødevarer, fordi glasset jo nok var vasket, men ikke skoldet, og holdbarheden bliver dermed begrænset. Men fordi det er så relativ lille en portion, tænker jeg ikke, at det bliver et problem, og jeg tror, at vi nu har Nutalla nok til resten af året for sølle 60 kroner. 

3.

Har jeg haft fødselsdagsgæster, og jeg gik ret målrettet efter en næsten-vegetarisk løsning.

Fordelen ved at være flere voksne er, at man kan give den lidt mere gas med udvalget, fordi det ikke ender i madspild på bagkant, når jeg skal forsøge at gnave mig igennem 3 kg. spinat, kål og peberfrugter.

Jeg gik – selvfølgelig – med buddhabowls med følgende indhold:

Bund:

• Revet spidskå
• Revet gulerod
• Peberfruger
• Spinat

Fyld:

• Speltsalat
• Grov, rød pastasalat med kylling
• Søde kartoffeltern
• Dahl

Topping:

• Syltede rødløg
• Ristede sesamfrø
• Hakket nøddeblanding
• Friske ærteskud
• Edmamebønner vendt i lime og salt

Dressing:

• 2 slags hummus
• Fetacreme
• Peanutbutterdressing
• Appelsinvinagrette

Gæsterne havde på forhånd fået besked på at medbringe en plastikbøtte, der passede til en frokostsalat, så de fik rester med hjem, og med 1,5 kyllingefilet i pastasalaten som eneste kød-indslag, tror jeg, at Greta Thunberg ville være tilfreds med os.