M2023, uge 15
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg så småt gået i gang med årets haveprojekter.
Jeg ved efterhånden, at mine ambitioner og ideer har det med at slå for store brød op ift. hvad tid og egentlig interesse understøtter, og derfor har jeg Pinterestet på livet løs de sidste måneder.
Sidste år plantede jeg en masse krukker til. Krydderurter, blomster og frø. Det så fint ud i starten, men allerede efter nogle uger fik jeg stress over alle de krydderurter, der stod og kiggede bebrejdende efter mig, hver gang jeg gik forbi. Da vi ramte august, var det stadig kun 1/4 af mine frø, der var spiret, mens alle blomster og urter til gengæld var vokset så meget, at det så ud som om, de var ved at træde ud af deres respektive krukker.
Samtidig kunne jeg se, at traktorerne, der kører på marken 4 meter fra min baghave (helt bogstaveligt), smider så meget støv og snavs i hovedet på krydderurterne, at jeg faktisk ikke havde lyst til at spise dem.
Men i forsøget på at komme min perfektionisme-udløste apati til livs, har jeg lovet mig selv, at havelivet bare er work in progress, og at det er læring, ikke nederlag, når noget ikke fungerer. Så det, jeg nu har lært er, at jeg ikke skal plante noget fra scratch, at krydderurter i haven ikke fungerer, og at jeg ikke behøver at tænke ind, at de blomster og planter, jeg vælger, er flerårige.
Med det i baghovedet, har jeg besluttet, at jeg i år skalerer ned. Det bliver en enkelt krukke med lidt lave blomster ved siden af årets newcomer: Plantereolen. Selve reolen er ikke ny. Jeg fik den for nogle år siden, og har flyttet rundt på den siden, fordi jeg syntes, den var for fin til at stå ude-ude. Men den sparker jo nul joy, så længe den står, tom og trist, under halvtaget og i skuret, og vi har for længst besluttet, at mad skal spises, og ting skal bruges. Så nu er jeg begyndt at købe små udendørsplanter til den, som kommer til at stå side om side med keramikfigur, solcellelamper og lyskæder. Sidstnævnte fordi der ikke på nederste hylde kommer sol nok til, at en solcellelampe kan lade op; derfor smider jeg almindelige lyskæder med timere i glaskrukker og sætter dem til at tænde nogenlunde på det tidspunkt, hvor solen går ned.
Krydderurterne rykker indenfor i år i den selvvandende potte fra Eva Solo, jeg fik i julegave, og jeg glæder mig til at se, om den er ligeså god, som min søde genbo sværger, at den er.
2.
Har jeg, apropos have, købt mig fra at få renset mine fliser.
Siden jeg er startet som selvstændig har jeg, lidt uventet, fået et andet syn på mit tid; på, hvad den er værd, og hvordan jeg bruger den.
Alt skal ikke gøres op i penge, og mange projekter laver jeg selv, fordi det er noget, jeg hygger mig med at gå og sysle med. Men at rense fliser? Det HADER jeg. Jeg har de sidste år forsøgt mig selv, og selv efter hele dages indsats med dyre produkter og masser af knofedt har jeg ikke haft andet at fremvise end ømme arme og hånlige, fortsat-beskidte fliser.
Men fliserne bliver mere og mere glatte af mos, og det er en evig bekymring for mig, at mine forældre eller oldefar skvatter på dem, når de er her.
Jeg lagde i år frisk fra med intentionen om selv at gøre det igen; denne gang bevæbnet med en højtryksrenser, men efter at have tjekket priser og set en anden beboer på vejen, som er den mest håndværksagtige håndværker af alle håndværkere, bruge en hel weekend på projektet, besluttede jeg at købe mig fra det.
Og bliver det dyrt? Formentlig. Ville jeg hellere have brugt de penge på noget andet? Helt utrolig meget ja. Men da jeg regnede på, hvor mange timer, jeg skulle tolke, for at kunne holde fri alle de timer, der ville tage mig at hente udstyr, finde ud af, hvordan det virker, rense fliserne, gøre rent, returnere udstyr osv., så var det faktisk billigere – og meget, meget sjovere – at købe mig fra det.
De gik i gang i onsdags, og det bliver simpelthen så pænt.
3.
Pønser jeg på at tage børnene med til Göteborg til sommer. Nogen, der kan anbefale/fraråde noget, eller som kender til snedige rabataftaler på noget sjovt?
4.
Har jeg tænkt over, hvor meget bedre, jeg er blevet til med det samme at sige nej, efter at jeg er startet på de her indlæg. Eller måske er det fordi, jeg er blevet ældre? Jeg ved det ikke. Men det føles som noget, der falder i tråd med tankerne bag de her indlæg, så jeg tilskriver det dem.
Esbjerg Kommune meldte i sidste måned ud, at der skal spares helt vanvittigt på skoleområdet. Det er hæsligt af alle årsager i verden, og de fleste forældre i kommunen er rådvilde og moderat desperate.
Som reaktion blev der – selvfølglige – lavet en Facebookgruppe, og folkene bag har haft held til at få et indlæg i avisen. Jeg har skrevet og kommenteret lidt derinde, men det er, som om det hele er gået lidt i stå.
I dag lå der så opslag fra den ene af administratorerne, som meldte ud, at det ville være godt, hvis der blev lagt pres på nogle navngivne politikere, og at pressen var interesseret. Han havde dog travlt på job, så han opfordrede folk til selv at skrive til politkere og journalister. Et par timer senere lagde en anden et opslag op, hvor hun skrev meget af det samme, men tilbød, at folk kunne sende deres historier til hende. Så ville hun videresende samlet, men folk måtte gerne være klar til at stå frem, hvis pressen var interesseret.
Jeg lagde en lang kommentar under hendes opslag, hvori jeg skrev, at det måske ville give mere mening og få langt mere tilslutning, hvis der blev udarbejdet et spørgeskema, som kunne deles mange flere steder, hvor forældre kunne svare på, om de havde oplevet X, Y og Z. På den måde har man overtemaerne samlet på forhånd, man får fat i de familier og segmenter, som ikke har tid eller mulighed for at forfatte et skriv, og man øger sandsynligheden betragteligt for, at pressen kan finde en tråd at trække i.
1.43 sekunder efter min kommentar var udgivet, blev jeg opfordret til lige at lave det. Og hvor jeg for 4 år siden ville have været lidt lodden i mælet, blev svaret her er klart nej, men med tilbuddet om at stå til rådighed for en eventuel arbejdsgruppe ift. sparring, formulering og praktiske opgaver. Men ‘det er jo bare at spørge ud, om nogen ikke vil lave sådan en gruppe med dig?’
I takt med at jeg bliver ældre, hælder jeg mere og mere til at udstede en fatwa mod brugen af ordet ‘bare’ på andres vegne, kan jeg mærke.
Jeg forstår godt, hvorfor jeg drages af den slags opgaver og grupper – og hvorfor de drages af mig. For mit kærlighedssprog er systemer og struktur, og derfor kigger jeg på udfordringer som de her, og så eksploderer min hjerne med ideer til, hvordan indsatsen kan optimeres og forbedres.
Men jeg har også, klog af skade, lært at læse rummet. Og det er aldrig godt, når folk er *for* ivrige efter at smide noget i skødet på tilfældige, og når der ikke er en overordnet gruppe af mennesker, der holder kompasset. For det her er dømt til at falde fra hinanden. Når alle allerede 3 uger inde synes, at der skal gøres noget, men bare ikke lige selv har tid, så smuldrer det. Og det er én ting. Men noget andet er, at man, gode intentioner til trods, kommer til at spilde en masse menneskers tid. For hvis der ikke er en plan ift. hvad personlige beretninger skal bruges til, så bliver de ikke brugt til noget.
Det er vigtigt. Nogen burde virkelig gøre noget. Men så længe disse nogen forbliver Alle De Andre, er det en af de kampe, der ender med at æde dig op, fordi du kommer til at gøre det hele alene.
Og ikke at den her besparelse ikke er til at tude over. Det er den. Det er utilgiveligt at være folkevalgt politiker og så fraskrive sig ansvaret for fremtiden på den måde, og det er sindssygt, at det får lov at ske, fordi den eneste forhindring er forældrene selv. Men jeg kan mærke, at jeg er et sted nu, hvor jeg skal passe alvorligt på mine kræfter. Jeg er drænet af møder, systemet, skoleskift og den ene overskrift efter den anden fra mennesker, der er lykkeligt fri for selv at stå med det her livsvilkår, om at det godt nok er samfundet og skolesystemet, den er gal med, men at det er forældrene, der skal løse det. De mener det sikkert godt, men det gjorde de mange fagfolk, der i 1950’erne mente, at døve børn ikke måtte bruge tegnsprog, fordi de så blev dovne og ikke ville lære at tale, også. Jeg er faktisk der nu, hvor jeg overvejer at afmelde notifikationer på aviser og nyheder, for jeg får hjertebanken og svedige håndflader hver eneste gang, der dukker endnu en af de her artikler op. Det er en helt afsindig stressfaktor, fordi jeg VED, at den bliver endnu en sten i den mur af fordomme og holdninger, der kommer til at gøre det sværere at blive forstået og få hjælp, og at den kommer til at retfærdiggøre nedskæringer og afvisninger og uunderbyggede tiltag, der skader langt, langt mere, end de gavner. Og jeg bliver simpelthen så frustreret over, at man, fordi det er en spændende, intellektuel diskussion, kan mene en masse om noget, man kun kender fra den ene side af skrivebordet, men ikke fra den anden. At man kan påvirke den offentlige debat, fordi man taler ind i noget, som de generationer, der synes, at børn skal spise op, at de skal tie, når de voksne taler og ellers bare skal holde op med at skabe sig, gerne vil bekræftes i. Hvis jeg må få ét ønske opfyldt, så er det, at I derude prøver at lægge mærke til fraværet fra forældre til børn med diagnoser i kommentarfelterne under de indlæg. Er der ingen, der finder det påfaldende? At det her reelt er hvide mennesker, der bekræfter hinanden i, at racisme er indbildt?
Nå. Det var en slags sidespor, og så alligevel ikke. For det, jeg egentlig bare ville sige med det var, at man, når man er dér, skal være meget opmærksom på ikke at smide sin resterende energi i Bermudatrekanter og korstog. Det gælder mig, og det gælder de andre i gruppen.
Alle er fulde af gode ideer, så længe de er gratis og ikke forpligter. Når alle kan, er der ingen, der gør, og det er jeg, helt egoistisk, SÅ taknemmelig over, at jeg efterhånden har lært at gennemskue på forhånd.
Om overvægt, sundhed og farlige fordomme
For et par dage siden blev jeg på IG foreslået en profil fra en anden mor til et neurodivergent barn. Jeg er lidt on the fence med fylde mine feeds med andre i samme situation som mig, ganske enkelt fordi jeg synes, at emnet fylder rigeligt herhjemme, som det er. Det er en afvejning, for på den ene side er det rart at vide, at man ikke er alene. På den anden side så kan jeg næsten ikke holde ud at skulle forholde mig til mere af det. Der er ikke kapacitet til også at blive frustreret by proxy, så jeg er super, super selektiv ift. profiler, der har diagnoser i præsentationsfeltet.
Men hende her så ud til at være skarp og sjov, og derfor trykkede jeg følg.
To dage senere åbnede jeg til før og efterbilleder af hendes vægttabsrejse, og det tog 0.2 sekunder at trykke ‘følg ikke længere’, mens jeg undrede mig over den manglende CW (Content Warning).
Det er på den slags tidspunkter, at jeg pludselig bliver opmærksom på, at 95% af mit feed er udenlandsk. Fordi langt de fleste profiler, jeg følger, er amerikanske, er der nogle ting, jeg efterhånde er så vant til, at jeg kommer til at studse over det, når jeg støder på en dansk profil, der opfører sig anderledes.
Og inden jeg går videre: Det er ikke et forsøg på at være Mørk & Mystisk. Lixtallet er ikke højere end så mange andre steder, og de profiler, jeg følger, tilhører i langt de fleste tilfælde et socioøkonomisk segment, der ligner mit eget. Jeg har samlet profilerne op gennem mange års podcastlytning, og fordi amerikanerne dér i mange år var langt foran de danske udbydere, er det bare sådan mit feed er endt med at være sammensat, takket være algoritmen.
Men min reaktion på vægttabsopslaget fik mig til at tænke over, at det her er noget, jeg har brugt virkelig meget tid på selv at tænke over, men som jeg ikke har skrevet om. Nok mest fordi jeg ikke er sikker på, at jeg helt orker debatten, der kan følge med, men også fordi mit eget billede af sundhed og krop er farvet af mange år i fitnessbranchen. Det har været – og er – svært for mig at bo i en krop nu, der ser så meget anderledes ud, end den gjorde for 15 år siden, hvor jeg trænede 6-10 gange om ugen, og børnene stadig bare var en fjern ide. Derfor har jeg længe følt, at jeg nok ikke kan tage emnet op, fordi det for nogle vil lyde som en undskyldning for mit eget manglende vægttab.
Men jeg kan mærke, at jeg efterhånden står et helt andet sted end mange af dem, jeg normalt deler holdninger med, når det kommer til overvægt, fedme og sundhed. Og det kunne jeg faktisk godt tænke mig at skrive lidt om.
I takt med at der med internettet kommer mere opmærksomhed på forskelsbehandling i alle lag af samfundet, og mennesker, der ikke tidligere har haft en stemme, begynder at tale, er der nogle holdninger, det bliver sværere at blive ved med at have. Det var nemmere at synes, at kvinder var hysteriske, at LBGT+-folkene var skabede, og at de grønlandske børn var sarte, inden de fik et sted at fortælle om, hvad de har været udsat for. Og hvor systematisk.
Derfor er det min oplevelse af mange af os langsomt begynder at forholde os til, hvor i privilegiepyramiden, vi bor. Det kommer til at tage flere generationer at nivellere, og formentlig når vi aldrig et niveau, hvor alle har og får de samme muligheder, men der er nogle samtaler, vi begynder at tage, som vi ikke har haft tidligere.
En af dem, der fylder meget i USA, men som jeg stadig ikke rigtig synes har fået fodfæste herhjemme, er netop debatten om overvægt. Det er det eneste sociale stigma, som stadig både accepteres og praktiseres helt åbent i alle dele og lag af samfundet.
Og mit bud vil være, at mange af jer allerede er begyndt at rynke panden og tænke ‘Omkostninger for samfundet’ og ‘Sundhed’ og ‘Ansvar for eget liv’.
Det er ok. Det her er ikke en kirke, man behøver ikke kunne se min pointe, og jeg kommer ikke til at tvinge nogen til at ændre holdning eller tage på.
Men der er nogle overvejelser, jeg gerne vil invitere til, at man prøver at sparke dæk på, næste gang man sider i sin bil og glor.
For de mest brugte argumenter for at blande sig i, hvad andre mennesker vejer er, at det er for at hjælpe dem, og at de koster penge for samfundet, når de kommer anstigende med alle deres fedmeudløste følgesygdomme.
Men hvad er sundhed egentlig? WHO’s definition lyder:
“Health is a state of complete physical, mental and social well-being and not merely the absence of disease or infirmity.” An important implication of this definition is that mental health is more than just the absence of mental disorders or disabilities.”
De nævner ikke vægt med et ord. Derfor er det både uheldigt og paradoksalt, at det nærmest er den eneste faktor, mange instanser fokuserer på, når overvægtige mennesker er i kontakt med sundhedssektoren.
Til gengæld kræver det ikke mange led i associationskæden at nå til den tanke, at det måske IKKE er fremmende for sundheden at være udskammet og stigmatiseret.
Lad det være sagt med det samme: Overvægt fremmer risikoen for nogle typer af sygdomme. Det bliver vi ikke uenige om.
Men det, flere undersøgelser begynder at finde ud af er, at mange af de sygdomme og den overdødelighed, man tidligere udelukkende har tilskrevet antallet af kilo på badevægten, måske mere handler om, at tykke mennesker undgår eller går langt senere til lægen end mennesker med et lavere BMI, fordi de ved, at de bliver sendt hjem med beskeden om at tabe sig. Bunken med eksempler på tykke patienter, der får langt mere alvorlige sygdomsforløb og i nogle tilfælde ender med at dø, fordi de ikke bliver taget alvorligt i sundhedssystemet vokser også.
Det selvbedrag, vi som samfund praktiserer, når det kommer til tykke mennesker, er næsten imponerende. For hvis det virkelig handlede om sundhed, ville der være mange andre områder, vi også skulle blande os aktivt i hos hinanden.
Må folk f.eks. blande sig i, hvornår du går i seng? Dine alkoholvaner? Din manglende træning? Velment, selvfølgelig. Det er jo for at hjælpe dig.
Og vi taler om ansvar for eget liv og omkostninger for sundhedsvæsnet og vores alle sammens skattekroner, når de dovne tykke bare spiser og spiser og nægter at tabe sig og hjælpe sig selv.
Men hvis vi lægger hele ansvaret over på den enkelte, uden at interessere os for årsagen til, at nogen kæmper med noget, hvorfor er det så ikke de deprimeredes eget ansvar, at de har ladet det komme så vidt? (Og don’t come for me. Jeg har været der 3 gange, så jeg må godt bruge det eksempel). Hvorfor er det ikke de stressramtes egen skyld, at de er sygemeldte? Hvad med sportsskaderne? Rygerne? Folk, der venter for længe med at gå til lægen? Hvorfor er det kun de tykke, som alle, på tværs af segmenter, kan blive enige om skal holdes ansvarlige for, hvad de koster samfundet?
Hvornår er man tyk? Hvor meget skal du tage på for at tilhøre gruppen, som andre må råbe efter på gaden? Som ikke skal tages alvorligt. Jeg mener det helt bogstaveligt. 5 kilo? 10? 15? Hvornår gælder reglerne for dig?
Vi kender alle sammen nogen, der kan spise deres egen kropsvægt i chips og flødekager, uden at tage ét gram på. Hvorfor er det så svært for os at tro, at det modsatte også kan være tilfældet?
Hvor mange timer har du eller mennesker, du kender, brugt på selvhad og tvivlsomme kure og løsninger, fordi der er så meget skam og stigma forbundet med at være tyk, at det er det værste, man kan forestille sig at være?
Og hånden på hjertet: Hvor meget i dit liv er kort, du ikke selv har gjort noget for at få spillet på hånden? Den sociale klasse, du er født ind i. Sygdom og fravær af samme. Psykiske udfordringer, uddannelse/arbejde, økonomisk formåen. Genetik. Hvis du skal være HELT ærlig – hvor meget af det bygger på klodser, du ikke selv har lagt? Vi har alle sammen noget at kæmpe med, men man kan måske lige give det en tanke, om man, når man synes, de tykke bare skal tage sig sammen, er Paris Hilton, der synes, at fattigdom er selvforskyldt.
For mig at se består det her problem af to dele.
Den ene er den sejlivede myte om, at man ikke kan være tyk og sund på samme tid. Det er simpelthen bare ikke rigtigt. De fleste er blevet gode til at sige højt, at de godt ved, at de to ting faktisk ikke hænger sammen – men jeg tror ikke, at ret mange egentlig mener det. Ikke engang selvom vi alle sammen ved selvsyn kan konstatere det, når vi kigger i vores egne familier og omgangskredse. Jeg havde i mine unge dage en veninde, som levede på en stram diæt af Blå Kings og amfetamin. Når hun spiste, bestod menuen af Burger King og osterejer. Hun var en perfekt størrelse 36. Men hun var fandengalemig ikke sund. Fortællingen om, at tynd = sund er så forankret i os, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved den på trods af alle de beviser på det modsatte, vi er omgivet af.
Den anden del af problemet er fordommene. Her er min påstand, at modviljen mod at punktere dem handler om social kapital. Det giver et gratis forspring, hvis vi er enige om, at der er en gruppe, der står under os; at vi, selv når vi klarer os dårligt, kan trøste os med, at vi i det mindste stadig er pænere/dygtigere/klogere, end den gruppe, vi har vedtaget er dum, doven og frastødende. Når vi kobler vægt og moral, så ligger der implicit i det, at vores er højere og stærkere, end moralen hos dem, der vejer mere end os. Vi kan styre os. Vi har selvkontrol. Vi opretholder status quo ved at vise vægttab frem og rose og like hinanden, og gid det var mig, og hvordan har du gjort det? Graver vi langt nok ned i reptilhjernen, gætter jeg på, at det handler om det samme urinstinkt, som vi ser blive afdækket i Robinson og Paradise Hotel: At vi hele tiden prøver at positionerer os, så vi er en del af indergruppen, og dermed ikke er i risiko for at være den, gruppen ofrer, når nogen skal sparkes af øen, ud af huset eller ned i vulkanen. Du vil gerne være med i hulen, ik’ Mulle?
De argumenter, man hører brugt for at fastholde stigma, tager stort set altid udgangspunkt i, at der kun findes én rigtig måde at være i verden på. F.eks. kan jeg huske en sag fra en børnehave, hvor man havde fyret en pædagog, fordi hun var tyk.
Og jeg vil gerne gøre helt klart, at man kan være en god eller en dårlig pædagog, uanset vægt. Så man kan sagtens være en dårlig pædagog, der tilfældigvis også er tyk.
Men her var der ret tydeligt, at det handlede om, at man ikke mente, at hun kunne varetage sit arbejde, fordi hun i nogle situationer ikke kunne lave det samme med børnene, som de pædagoger, der vejede mindre end hende. Så vidt jeg husker var eksemplet, der blev nævnt, at hun ikke kunne spille fodbold med børnene.
Den sag har jeg tænkt meget på. For jeg kan ikke komme over, at vi ikke er mere kritiske overfor den slags udsagn. Hvis dit barn skulle starte i en børnehave, og du første dag fik at vide, at i den her børnehave skal alle børn lave det samme, hver dag, hele tiden, uanset evner, interesser og præferencer; ville du så ikke anfægte det? Vi er skidegode til at forstå vigtigheden af, at børn er forskellige og derfor skal mødes forskelligt – hvorfor er det, at det udgangspunkt går tabt, fordi vi bliver ældre?
Og ja. Der er selvfølgelig nogle bestemte krav og kompetencer, der hører til jobbeskrivelsen, men kunne man forestille sig, at forskellige mennesker kunne tilbyde noget værdifuldt til forskellige børn? Da kvindlige håndværkere begyndte at blive en ting, blev kønsopdelte bade- og omklædningsfaciliteter blæst op til at være et kæmpe problem – som viste sig langt de fleste steder at være løst ved at flytte et skilt og sætte et bruseforhæng op. På samme måde kunne man måske godt forestille sig, at de forhindringer, man lige nu i en personalegruppe synes, man ser, kunne løses på meget lavpraktisk vis, og at det måske mere handler om vilje, fordi vi er så fedtet ind i egne fordomme om, at tyk er lig med doven/dum/svag?
Formålet med det her lange skriv er ikke at glorificere én kropstype frem for en anden. Nogle ting bliver uomtvisteligt mere trælse i en stor krop. Men det er der også ting, der gør, hvis man har korte ben, dårlige lunger eller bruger briller, og de ting værger vi os ikke i samme grad for at tænke løsninger på.
Risikoen for nogle typer af sygdomme stiger, når vægten stiger – men der er også forskning, der begynder at pege på, at risikoen for nogle typer af sygdomme er højere hos tynde, når man sammenligner de to grupper. Og så er vi slet ikke kommet ind på det vægtbias, der med stor sandsynlighed har farvet måden, studier, spørgsmål og undersøgelser er blevet designet på. Hvis en gruppe mandlige forskere lavede fysiske tests på begge køn, som kun indeholdt øvelser og tests af områder, hvor mænd traditionelt klarer sig bedst, så ville vi få resultater, der indikerede, at mænds fysik er kvinders overlegen. Men hvis vi nu testede mænds evne til at føde børn, som immervæk også forudsætter et solidt mål af fysisk styrke, så ville vi måske få et mere nuanceret billede af, at fysisk styrke er mange ting.
Når vi hele tiden kun taler om den éne gruppe i en sammenligning mellem to, så skal vi alle sammen blive mistænksomme. Selv når vi sammenligner køn, kører vi som regel med noget i skålene på begge sider; ‘kvinder kan multitaske – mænd er fysisk overlegne’ Når den anden del af udsagnet i en sammenligning hele tiden mangler, så bør det som minimum gøre os nysgerrige på hvorfor.
Det blev skidelangt, og jeg er med på, at nogle af jer vil se meget anderledes på emnet, end jeg gør.
Jeg ved også af erfaring, at der altid lander er par ‘det er faktisk heller ikke fedt at være tynd, for folk blander sig i, hvad jeg spiser, og spørger, om jeg er syg’-kommentarer i indbakken, når jeg skriver om vægt. Den vil jeg gerne adressere på forhånd. For det er træls og ubehøvlet; det forstår jeg virkelig godt. Men det er et problem på individniveau, mens fatphobia er systemisk. Tynde mennesker bliver ikke diskrimineret i stort set alle sammenhænge i livet. De oplever ikke, at sygdomme overses, fordi læger tror, at svulsten er fedt, og at den tumorudløste hovedpine skyldes forhøjet blodtryk. De bliver ikke skubbet længere ud i en eventuel spiseforstyrrelse, når de går til lægen, fordi rådet altid er: ‘Tab dig!’ De kan godt opleve indblanding – men de skal ikke leve under et konstant åg af moralsk fordømmelse og skam. I flere af de podcasts, jeg har hørt om emnet, bliver den her kommentar faktisk fremhævet som et eksempel på fastholde status quo ved at trække en samtale om ulighed for tykke tilbage til at handle om tynde. Lidt i stil med Blue Lives Matter.
Det er ok ikke at være enig. Det er ok at føle sig provokeret. Sådan havde jeg det selv i starten. “Jamen, hvad så med..- “ var en sætning, der formede sig i mit hoved konstant, når jeg lyttede til debatter og podcasts om emnet. Men jeg kan godt efterhånden se, at det handler mere om mig og de værdier, jeg har internaliseret, end det sagligt handler om emnet.
Og det kan godt ske, at der begynder at være en sprække ift. at fedme handler om andet og mere end mad. At der kan være bagvedliggende faktorer som psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, socioøkonomiske forhold osv. der spiller ind.
Det er godt. Men. Selv i dén samtale kan man, hvis man lytter godt nok efter, høre, at hele formålet med at forstå årsagen til overvægt, er, at man så kan fjerne den.
Læs lige den sætning igen.
Vi interesserer os altså ikke for folks psykiske sundhed for, at de skal få det bedre. Vi gør det, så de og vi kan (for)blive tynde. Det burde sige alt, hvad vi har brug for at vide om, i hvor høj grad den tykke krop er stigmatiseret; hvor meget det handler om æstetik og fordømmelse. For igen: Vægt og sundhed hænger ikke nødvendigvis sammen. Men vi vil hellere være tynde end i trivsel, og det er problematisk.
Mange tykke mennesker vil gerne veje mindre. Nogle vil ikke. Men hvis vi nogensinde skal kunne hjælpe dem, der gerne vil tabe sig, så må og skal der ske noget med måden, vi opfatter fedme og overvægt på. Tilgangen til vægttab er nødt til at være væsentligt mere fordomsfri, nuanceret og videnbaseret, end den er i dag, for mange, mange steder består “hjælpen” stadig i beskeden om at spise mindre og bevæge sig mere.
Hvilket svarer til at sende en anorektiker hjem med beskeden om at begynde at spise, eller sige til en selvskadende ung, at h*n skal stoppe med at skære i sig selv. At vi opfatter anoreksi som en spiseforstyrrelse, mens vi opfatter binge eating som en karakterbrist er skammeligt, og vi kan ikke være det bekendt.
Vi kan ikke ændre vores verdenssyn på en weekend. Det her kommer til at tage generationer at ændre på – hvis det overhovedet lykkes. Men her og nu kan vi undlade at bidrage til at gøre livet mere surt, svært og farligt for mennesker, hvis valg ikke har nogen som helst indflydelse på, hvordan vi vælger at leve vores liv. Og vi kan begynde at mærke efter, hvordan opslag om vægttab påvirker vores syn på kropsidealet. Folk må poste og følge præcis, hvad de finder glæde ved. Igen: Dette er ikke et forsøg på at radikalisere nogen. Men kan man mærke, at man bliver påvirket negativt, og glider tilbage i mønstre og mennskesyn, man aktivt arbejder på at bevæge sig væk fra, så er det en overvejelse værd, om man skal fjerne sig fra det, der trigger. Både som professionel og som privatperson.
Og uanset hvad: Lad tykke mennesker være i fred. Plain and simple. Vi taler så meget om samtykke i andre sammenhænge; det kunne vi med fordel overføre til det her område. Holdninger, bekymringer og gode råd er velkomne, når – og først når – de direkte bliver efterspurgt, og vi som samfund kan tilbyde noget, der reelt er en hjælp og ikke bare fordømmelse forklædt som omsorg.
Hvis man har lyst til at skubbe lidt til modstanden i eget hoved, er her lige et par anbefalinger at slutte af på.
Podcasten The Maintenance Phase. Den er gratis på alle de sædvanlige platforme, er sjov og uhøjtidelig, og den kommer vidt omkring. Episoderne er navngivet præcist efter emne, så det er nemt at finde, hvis der er noget bestemt, man er interesseret i, f.eks. BMI, workplace wellness, the obesity epidemic osv.
IG-profilerne @yrfatfriend @kenziebrenna @drjoshuawolrich @bodyimage_therapist, som alle primært fokuserer på vægtstigma og skriver kort, men klogt omkring det. Og så @ida_kys som både skriver lidt om at være på modtagersiden af alt det her, men som også poster alt muligt andet fint og klogt.
Sidst men ikke mindst får I også lige et par links til artikler fra lødige afsendere, som jeg har valgt ud, fordi de begge indeholder masser af sub-links til forskning og andre artikler, så man kan dykke ned i specifikke områder, hvis der er noget, man er særlig interesseret i. Dem finder du her og her.
M2023, uge 14
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har vi holdt den årlige påskefroskost i familien. Min mor og jeg stod for planlægningen, og vi sammensatte menuen med udgangspunkt i at begrænse madspild.
Fisk, fjerkræ og mælkeprodukter er noget bøvl i den sammenhæng, fordi holdbarheden kort, så har de ting først stået og lumret på et påskebord i den tid, det tager at bespise alle mand, så skal man i hvert fald tænke sig om, hvis man sætter resterne i køleskabet bagefter.
Vores famile spænder aldersmæssigt fra 7-95 år, og samtidig er der lidt neurodivergente forbehold, der skal tænkes ind, når vi planlægger.
Vi gik med frikadeller og bacon/porretære med tabouleh-salat og friskbagt foccacia til, fiskefileter med friskbagt rugbrød, tarteletter og til dessert en mini-buffet bestående af is med brownie, hjemmelavet appelsin/hindbær-sirup og nøddemarengs og lidt påskeslik og chokolade on the side.
Fridadeller, foccacia og tærte blev lavet på dagen, så det ikke allerede var genopvarmet ved servering, og tabouleh-salat indeholder meget få ingredienser, der er våde. Desserten var tæt på udryddet, da vi rejste os, og det, der var tilbage kan bruges i andre sammenhænge. (Appelsin/hindbærsirup er f.eks. virkelig godt på yoghurt eller pandekager).
De eneste tabstal var en halv fiskefilet og en forladt tartelet, for selv når man beregner 1 ting af noget pr. snude, er der altid nogen, der ikke spiser op.
Som prikken over i’et lavede jeg tredobbelt portion af frikadellerne, nu hvor jeg havde gang i ovn og komfur, så jeg har til påskefrokosten i Fridas klasse på fredag. Jeg er meget overbevist om, at jeg torsdag aften indstiller mig selv til en helgenkåring over ikke at skulle i gang igen.
2.
Er vi gået ind i april, og dermed er vi skiftet fra vinter- til sommertarif på strømmen.
Til de af jer, der ikke har været med fra starten: Nettariffen er den afgift, vi betaler for at få strømmen transporteret ud til stikkontakten, uanset hvilken el-løsning, vi har. Selvom den kan svinge med et par ører fra udbyder til udbyder, er den ens i struktur, uanset om man har Norlys, Ewii eller Hjerting El, fordi det helt overordnede formål med stigningen er at få os til at flytte vores forbrug fra spidsbelastningsperioderne til de tidspunkter, hvor der ikke er så meget tryk på nettet.
Nettariffen hænger ikke sammen med den rene el-pris (som er den, der altid skrives om i medierne, når du læser overskrifter som: “Her er strømmen næsten gratis i dag!”), så den ligger fast, uanset aftaletype og vejrforhold.
(Vintertarif øverst, sommertarif nederst. Billede lånt på energiwatch.dk)
Som man kan se er vintertariffen væsentligt højere end sommertariffen, og derfor er den på her. For hvis du er én af dem, der ikke lige nærlæser elregningen, kan det godt snyde, at det nu pludselig ser ud som om, dit forbrug er faldet, fordi beløbet på regningen er mindre, end det har været de sidste par måneder. For de fleste af os er det desværre ikke tilfældet, så bare en kærlig reminder om at holde fast i de gode vaner, du har fået opbygget, mens prisen har været helt hysterisk, for ellers starter du forfra til efteråret, når tariffen igen bliver høj.
Og ud over det økonomiske aspekt, så er det også værd at huske, at klimaet har rigtig, rigtig godt af, at vi fortsat styrer os her.
3.
Har jeg modtaget alt det bestilte tøj, jeg skrev om sidst. Jeg har prøvet, valgt ud, og sendt retur – og tjekket, at pengene er kommet tilbage på kontoen.
Da de nyerhvervede stykker var vasket, tømte jeg hele mit tøjskab ud på sengen og sorterede med hård hånd. Det er væsentligt nemmere at skille sig af med det, man ikke er glad-glad for, når det konkurrerer om pladsen med noget, der ligger ved siden af og smizer, så stakken på gulvet blev større end forventet.
Jeg har bestilt en vertikal multibøjle, som mest af alt ligner noget, der er købt på TV-shop, men som gør det muligt at have 4 kjoler hængende på samme beslag på døren. På den måde kan jeg stadig have alt mit tøj i mit 7 m2 soveværelse, og jeg slipper for at låne hylder i de store skabe på børnenes værelser.
M2023, uge 13
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Så jeg mandag et opslag fra psykiatrien i Region Syd, om et lego-projekt, de har haft stor succes med. I beskrivelsen af projektet stod der, at flere af patienterne havde givet udtryk for, at det var rart at sidde og dimse med noget; at det gav ro i hovedet.
Det fik mig til at tænke over, at jeg har det på samme måde, når jeg lægger puslespil. Når man er sådan én, der gør det meget, så bliver det med puslespil lidt som med bøger: De er sjovest første gang. Derfor lægger man dem typisk kun én gang, for så at sælge dem videre. Derfor har jeg altid en stak stående, som er lagt, men ikke sat til salg, fordi jeg plejer at vente til der er 7-8 stykker, der kan lægges op.
Jeg spurgte derfor i en stor fb-gruppe for mødre i Esbjerg, om nogen arbejdede i psykiatrien, for hvis det kunne give mening, ville jeg gerne komme forbi afdelingen med nogle næsten-nye puslespil, som de måtte få.
Det tog 20 sekunder, så havde jeg en sygeplejerske i indbakken, og i går var jeg forbi med en håndfuld.
Der er altid nogen, der kan have glæde af noget, man ellers kan sælge, og der var flere plejehjem og skoler, der også meldte ind. Det er helt fair. Og jeg er ret meget modstander af, at man kun vil give sine ting til stakler, for min grundholdning er, at folk ikke skal tvinges til at definere sig selv som mindrebemidlede eller sølle som betaling for gratis børnetøj eller slik. Men har man noget, man sagtens kan sælge, så giver det for mig fin mening selv at rette henvendelse til en bestemt gruppe, hvis det er den, man gerne vil donere det til. Altså, forskellen på at testamentere sin formue til kattens værn og at skrive på Facebook, at man har 4000 kr. man gerne vil give til de fattige. “Skriv i kommentarfeltet, hvorfor det skal være dig”. Yikes. I første tilfælde handler det om kattene, i sidste tilfælde handler det om dig.
Og fordi jeg har skrevet om det før, kan det måske virke lidt kontraintuitivt, at jeg sætter punktet på her. Men det gør jeg, fordi jeg gerne vil flagge muligheden for at give til steder og mennesker, man måske ikke normalt tænker ind, når man har noget, man ikke længere selv skal bruge, f.eks. specialskoler eller bosteder.
(Som altid vil jeg gerne opfordre til, at man lige slår en klo i en medarbejder på stedet, inden man stiller med 4 kilo garn, filt og oliemaling, som de i forvejen er ved at drukne i).
2.
Har jeg fundet en opskrift på pitabrød, der er virkelig nem, og som samtidig dobler perfekt som pizzabund. Det er helt optimalt, synes jeg, for når man bager dem selv, er de virkelig, virkelig bedst på dagen. Men vi spiser jo ikke 8 pitabrød og en halv portion er måske også lidt flot at starte ovnen op for.
Derfor laver jeg konsekvent 4 pitabrød (et til hver af os, og et til mig som sammen med hummus er næste dags madpakke), og to minipizzaer med whatever fyld, jeg lige har i køleskabet. Pizzaerne kan nemlig sagtens fryses, og det er lidt mere optimalt at bruge fryserplads på end brødbrødbrød.
Opskriften er fra Spis Bedre, og jeg har skrevet den nederst i indlægget.*
3.
Er jeg i gang med at rydde op i mit tøjskab. Jeg mangler nyt, og jeg har denne gang valgt at gribe det anderledes an, end jeg plejer.
For normalt køber jeg et par stykker tøj hjem hist og pist. Det er meget, meget sjældent, jeg fysisk shopper tøj, både fordi jeg synes, det er svært at finde noget til min facon, og fordi udvalget i Esbjerg ikke er imponerende.
Problemet med at bestille det hjem stykvis er, at jeg køber det, prøver det, beslutter mig for at beholde det – og at den beslutning somme tider (har jeg opdaget) bliver påvirket bevidstheden om besværet forbundet med at returnere. (“Ej, stop, Linda! Det tager 2 sekunder!” hører jeg dig sige. I bad om konkrete eksempler på, hvornår ADHD er noget bøvl. I present to you: Returpakker. De skal oprettes, man skal undersøge returfragt, tøjet skal pakkes, og så skal man finde ud af, hvor man kan aflevere dem. I udkantsdanmark tager alle ikke alt, og der kan være længere, end man lige tror, til den nærmeste biks, der samarbejder med Bring).
Det betyder, at jeg – fordi mit udgangspunkt var et ret stramt trimmet klædeskab – nu godt kan se, at der har sneget sig for meget tøj ind, som jeg styrer udenom hver eneste morgen. Det er jeg træt af, for det er jo nærmest det modsatte af, hvad jeg har forsøgt at gøre med de her indlæg.
Så hvad gør man så? Erkender sit nederlag, tror jeg, og prøver at finde en anden måde at gøre det på.
Det, jeg derfor har prøvet at gøre denne gang, er at vælge den samme forhandler (jeg er gået med Zalando, fordi de har mange af de mærker, både jeg og børnene bruger) og så bestille virkelig meget tøj hjem. Alt, hvad jeg så, som jeg syntes var pænt, blev føjet til kurven og bestilt. Jeg var nær besvimet, da jeg nåede til kassen, og CO2-betjenten havde i mellemtiden lagt sig selv i aflåst sideleje ovre i hjørnet.
Men altså. Vi har prøvet den anden model, og den virker ikke. Og så er man jo nødt til at prøve noget andet. På den her måde har jeg fået alt tøjet samtidigt, og det har faktisk gjort det nemmere, fordi jeg pludselig har noget at sammenligne med. En kjole, der bare sidder ikke-grimt, får pludselig real-time konkurrence af én, der sidder ægte pænt.
Juryen voterer stadig ift. klima og transportbelastningen, og det føles virkelig sært at have brugt år på at skære ned og fra – for så at køre fuld bonanza og amokbestille. Men jeg kan med det samme se, at jeg får fravalgt noget tøj, som, hvis det var landet i ensom majestæt, nok havde fået lov at blive. Og fordi det hele skal retur samme sted (og der er så meget for meget, at jeg ved, at jeg uanset hvad, skal afsted med ét eller andet), så kan jeg pakke alt i samme kuvert, og dermed i det mindste lade det gå tilbage i én sending med én gang returporto på.
*Pitabrød (8 stk.)
3 dl. sødmælk
25 gr. gær
480 gr. manitobahvedemel
1,5 tsk. salt
30 g. blødt smør
Lun mælken så den er lillefingervarm og opløs gæren. Tilsæt ca. 2/3 af melet, salt og smør, og ælt i 8-10 minutter. Tilsæt kun det sidste mel, hvis dejen klistrer meget.
Lad hæve ved stuetemperatur i 30 minutter, del i 8 stykker, form til boller og lad dem hvile i 15 minutter.
Tænd ovnen på 250 grader, rul bollerne flade (Ø13 cm) og bag dem, én plade ad gangen i 7-8 minutter. (Hold godt øje med dem, for til sidst går det hurtigt).
Velbekomme – og god weekend.
I øvrigt:
*Starter jeg lige med en servicemeddelelse ift. kommentarer: Jeg kan se, at der lige nu er problemer på WordPress, så nogle kommentarer ender i bunden af kommentarfeltet, når I svarer hinanden. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det sker, men er i gang med at se, om jeg kan løse problemet. Derfor: Ser det ud som om, jeres kommentarer ikke går igennem, så tjek lige en ekstra gang nederst i kommentarfeltet på indlægget. Ingen bliver afvist i døren her.
*Er der, i forlængelse af ovenstående, lidt længere svartid på kommentarerne i de her uger, end der plejer at være. Jeg er i gang med alt det, der følger med, når man begynder at søge om skoleskift til Anton, samtidig med, at alting starter forfra med tværsmøder osv. på Frida. Hun startede op på medicin i sidste uge, og da hun er udredt i Kolding, er det derovre, al opstart, opfølgning osv. foregår. Fordi vi abonnerer på ‘Hvorfor skulle det være nemt?’ herhjemme, har min krop og cyklus oveni besluttet at udvise maksimalt trods og manglende samarbejdsvilje, hvilket man måske godt kunne have undværet. Mor er træt.
*Glæder jeg mig til gengæld usigeligt over en ny positiv bivirkning ved at være gået selvstændig, nemlig at jeg pludselig får lov at tolke med mennesker, jeg ikke har set i hundrede år. I den her lille verden kender de fleste af os hinanden, og vi har mere eller mindre alle sammen læst eller arbejdet med hinanden før. Men når man er ansat i et firma co-tolker man primært med sine kolleger, og der har derfor i lange perioder været tolke, jeg ikke har set. Men nu, hvor jeg er gun for hire og underleverandør for de 3 største tolkefirmaer, får jeg pludselig lov at se og tolke med dem alle sammen igen, og det er SÅ! OPTUR!
*Er jeg sgu ikke helt sikker på den der ‘Anonymt gruppemedlem’ funktion på FB, der gør det muligt at lave opslag uden at nogen ved, hvem man er. Jeg kan forstå det, hvis man er kendt eller der sidder masser af mennesker, man kender fra professionelle sammenhænge i en bestemt gruppe. Eller hvis man spørger om noget, hvor man med sit navn kan komme til at udstille sit barn. Men det virker unødvendigt at efterspørge erfaring med bagepulver i knækbrød eller fordele ved specialskole kontra integration iført skæg og blå briller. Det påvirker min lyst til at kommentere og interagere, fordi samtalen bliver skæv, når du som spørger vælger at gemme dig, mens jeg med mit svar står ude midt på gårdspladsen iført tylskørt, glowsticks og højlydt diadem.
*Synes jeg ikke, at jeg før har bemærket systematiske forsøg på at påvirke det politiske klima i den offentlige debat gennem de sociale medier – helt sikkert fordi jeg ikke ved, hvad jeg kigger efter, for selvfølgelig har det været der. Men over de sidste måneder ser jeg oftere og oftere hentydninger til vaccinen i kommentarfelter under artikler og opslag om folk, der er syge eller kommet galt afsted. I starten bed jeg ikke særligt mærke i det, men fordi ordlyden ofte er næsten den samme, og det pludselig har taget *meget* fart på de amerikanske sider og konti, jeg følger, begyndte jeg at lægge mærke det. Og det er sgu ret vildt. For det er altid bare antydninger, og det er meget ofte fra profiler, der, hvis man klikker sig ind på dem, ser ud til at være falske. Og uagtet holdning til vaccinen, så har jeg aldrig nogensinde set folk kunne blive enige om noget som helst nogen steder på internettet, så det er påfaldende, at SÅ mange, så pludseligt, samtidigt, lader til at tænke det samme…
*Har jeg ædt mig igennem en ordentlig stak podcasts og lidt serier, så vi slutter med en håndfuld anbefalinger:
Netflix/HBO
MH370
Doku om flyet, der i 2014 forsvandt sporløst. Jeg er lige omkring 0,2% til fly og konspiration, men JA! den er god! Der er virkelig meget, jeg i dækningen af historien dengang aldrig fangede, men siden jeg så den her har jeg nærmest dagligt tænkt over, hvad der SKETE MED DET FLY!?!
House of Hammer
Doku om Armie Hammer, der var up and coming skuespiller – for så pludselig at ende i en shitstorm af metoo og anklager for kannibalisme. Vild historie i 3 afsnit, som også fik mig til at tænke over, hvornår noget går fra at være uenighed om spillereglerne i soveværelset til at være et regulært overgreb. Der er sket noget fra min generation til den næste, og det giver stof til eftertanke.
(Oven på de to dokumentarer har jeg i øvrigt føjet et forbud mod Twitterlyden i dokumentarer til mit partiprogram. We get it. De skrev om det på de sociale medier. Det forstår vi godt, helt uden belastende pip).
Luther – The fallen sun
Idris Elba er A+ i den her, og den minder mig nogle steder om en moderne version af Die Hard filmene.
Podcasts
(alle sammen tilgængelige på de gratis tjenester)
Skåret i stykker
Graver-journalistisk podcast fra BT om plastikkirurg Waseem Ghulam, der – angiveligt – har skamferet en række kvinders bryster. Hvorfor skete det, hvorfor gør ingen noget, og hvem skal hjælpe kvinderne?
Kuper Island
Endnu en graver-journalistisk podcast om en kostskole i Canada, hvor børn af Penelakut First Nation-folket blev sendt hen – og døde i hobetal. Den er grum, men meget respektfuldt og fint formidlet, og jeg har flere gange undervejs tænkt, om man mon ikke ville kunne lave en tilsvarende podcast om grønlandske børn på danske kostskoler.
Welcome to paradise
Selvbiografisk podcast, hvor den canadiske journalist, Anna Maria Tremonti, der er velrenommeret og respekteret (hun lyder for mig som den canadiske Puk Damsgård) dykker ned i sin egen dybeste hemmelighed, nemlig at hun som ung var gift med en mand, der slog hende. Meget. Jeg støder ofte på udsagnet om, at partnervold kan ske for alle, men jeg tror alligevel, at mange af os, sådan helt inderst inde, tænker ‘-ikke for mig’. Den her historie er et vigtigt vidnesbyrd om, at jo. Også for dig. Og for mig.
Det brændte bordel
Man aner et tema, for her er vi igen ude i noget graverjournalistik og en minoritet, der har det ad helvede til.
Der er to sæsoner tilgængelige, og jeg synes, at den anden var bedst. Første sæson handler om polske bander, der – angiveligt – står bag meget organiseret prostitution herhjemme, mens anden sæson fokuserer på thailandske kvinder, der lokkes herop med løfter om regulere jobs.
Det er et superkomplekst emne, for hvor står vi ift. prostitution (eller sexarbejde, som i USA er den politisk korrekte betegnelse), hvad tænker vi om, at udenlandske piger tager herop, vel vidende, hvad de går ind til – og hvad med kunderne?
På bagkant har jeg tænkt meget over, om kvinder i Polen, Thailand og andre steder slet ikke hører rygter om, hvad der sker med de kvinder, der tager herop? For i de historier, der både her og andre steder fortælles, har jeg aldrig hørt, at det er noget, kvinderne mistænker eller kender til. Taler de slet ikke om det? Eller læser om det på nettet?
Måske handler det om selvbedrag eller mangel på muligheder. Det ville både forståeligt og reelt.
Men for en del af dem lyder det vitterligt ikke til, at de nogensinde har hørt om det eller tænkt tanken. Hvordan kan det næsten lade sig gøre? Det gad jeg godt høre en afdækning af.
M2023, uge 12
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Skruet ned for varmen.
Den her går ud til dem, der – ligesom mig – glemmer, at der ikke kommer en voksen og sørger for, at termostat og gulvvarme flugter med kalenderen. Og den her årstid er svær, for ligesom med overtøj er det som om, at det hele tiden, alle steder, er enten for koldt eller for varmt.
Men når det nu alligevel er umuligt at ramme et niveau, hvor det er behageligt hele tiden, så kan man ligeså godt vælge den model, hvor ubehaget i det mindste er billigst, og så cardiganne sig ud af problemet.
Så. Lad dette være dit tegn fra universet til at forholde dig til det, hvis det er dig, der er varmemester, der hvor du bor.
2.
Lavet min første anmeldelse til både e-mærket.
Jeg købte for et par måneder siden 3 nye opladere på en side, som ser helt legit ud. Ingen sære priser, ingen dårlige googleoversættelser og ingen farver, der var for rasende til at være skandinaviske.
Opladerne kom, jeg satte dem til – og de larmer. Det skal opladere jo, helt indlysende, ikke, og jeg har derfor kontaktet firmaet flere gange, både via kontaktformular, mails, og på Facebook. De svarer ikke, og efter en måneds radiotavshed, må jeg formode, at jeg er blevet snydt, og at opladerne formentlig er nogle billige kopier, der er købt på Wish.
Én ting er pengene. Det er trælse 800 kr. at have brugt, men det er faktisk næsten det mindste af det.
For opladere er skidefarlige, hvis ikke de lever op til de relativt strenge sikkerhedskrav, vi har i Danmark, fordi de ofte er i brug mange timer, hvor de ikke er under opsyn. Jeg kan høre, at de her hyler, når de er sat til, men det ville mine forældre ikke kunne. Ej heller de mennesker, jeg lever af at tolke for. Og går der ild i en oplader, kan det jo ret hurtigt blive et ret stort problem for mange, både hvis man ligger og sover, eller hvis opladeren sidder i en virksomhed, hvor folk er gået hjem, eller i stuen hos fru Jensen, som bor på 5. sal i en etageejendom.
Jeg har forfærdelig respekt for strøm og ild. Derfor vælger jeg at bryde min sædvanlige regel om ikke at nævne navne, når jeg har haft trælse oplevelser med bestemte forhandlere, men inden jeg skriver det, skal jeg have jer til at love, at I ikke stormer derover, så den øgede søgning flytter siden op på google, og vi dermed uforvarende får ledt flere derind.
Deal?
Det er dem, der hedder Magnetcovers.
3.
Overvejet, om det sidste punkt her skulle med eller ej. For mig hænger det klart sammen med det helt overordnede tema i de her indlæg, men jeg ved ikke, om det også er jeres oplevelse og derfor besluttede jeg, at jeg denne gang vil bruge de nødvendige linjer på at prøve at forklare, hvorfor mental decluttering for mig hænger sammen med økonomiske besparelser og madspild.
Da jeg for snart 5 år siden begyndte at skrive de her indlæg, handlede det i første omgang om at få pengene til at strække længst muligt. Ret hurtigt bevægede det sig over i noget med at bruge, hvad man har, skille sig af med det, man ikke længere har glæde af, og derfra begyndte vi at snakke om klima, CO2 og klodens ressourcer.
Efter nogle måneder blev det ret tydeligt for mig, at man ikke kan skille sine materielle omgivelser og sit forbrug fra sin måde at tænke og være i verden på. Hvis man gerne vil bruge færre penge, bliver man nødt til at tænke over og mærke efter, hvor de penge, man bruger, gør den største forskel. Tømmer man skabe og skuffer for at rydde op og skabe plads, opdager man, hvor mange følelser, der kan være knyttet til børnetegninger og kjolen, man havde på til en særlig begivenhed, og forholder man sig til klima og miljø, gør man det ud fra en holdning til, at der gerne må være en jord at leve på for vores børn og deres børn. Kort sagt tager det 10 minutter at finde ud af, at tanker og følelser hænger uløseligt sammen med vores forbrug og fysiske omgivelser, og at dét at leve bevidst enten kan være slået til eller fra. Du kan ikke være lige opmærksom på alting hele tiden, men enten forholder du dig, helt overordnet, til, hvordan du bruger ressourcer, eller også gør du ikke.
Det er det, der er baggrunden for, at jeg somme tider har punkter på listen, som ikke giver økonomiske besparelser eller nye måder at bruge quinoa på, men som for mig stadig er en del af den minimalistiske tankegang.
Sådan et punkt er det her.
For det handler om, at jeg siden efteråret har forsøgt at handle på min instinktive reaktion, når jeg/vi bliver inviteret til noget.
Jeg er ikke rendyrket tilhænger af, at man kun skal gøre det, man gider. Jeg synes efterhånden, at jeg er ved at have lært, at livet meget ofte handler om at finde balancen mellem at være noget for andre, og at være noget for sig selv. Eksempelvis er de færreste gæster ved at besvime af begejstring over udsigten til en barnedåb, men for de nye forældre er det en stor og vigtig dag, og en fest uden gæster giver ikke mening. Jeg synes, at der er nogle ting, man stiller op til, no questions asked, og at man har ret til at forvente det samme af dem, man har i nærmeste cirkel.
Men de fleste af os bliver inviteret til en lang række af begivenheder, hvor det ikke er en enkeltperson, der inviterer, eller hvor den primære årsag til at sige ja er, at det gør de andre. De invitationer har jeg forholdt mig meget konkret til det sidste halve år.
For herhjemme kommer det altid med en regning på bagkant, når jeg er ude. Selvom mine børn sover hos mine forældre, er det stadig et brud på rutinen, og derfor er de trætte og har mindre overskud, når jeg henter dem dagen efter. Mine forældre er ikke helt nye mere, og da de er de eneste, der kan passe børnene lige nu, er jeg også nødt til at tænke over, hvornår og hvor meget, jeg bruger dem. Endelig har min egen udredning og turen hen imod den også pludselig gjort det klart for mig, hvorfor jeg bruger så usandsynligt mange kræfter på planlægge og være i den slags settings, og det æder af mit overskud – også når det er noget, jeg gerne vil.
Hvis du ikke bøvler med ADHD, så prøv eventuelt at sætte dig ud i en andens bil, kør rundt i 6 timer med radion skruet helt op på en station, du ikke selv har valgt og AC’en kørende på max, i en by, du ikke kender, og parallelparker hver gang, nogen i radion synger ‘love’. Nogenlunde sådan føles det inde i hovedet.
Læg dertil, at jeg på bagkant af dét, skal hjem og være mor for to børn, der *også* har været på overarbejde, og som derfor har brug for mere, end de plejer.
Nogle gange er det regningen værd. Nogle gange vil jeg have, at det er regningen værd. Og nogle gange er der noget, der gør, at jeg ved, jeg ikke kan betale den, uanset hvor gerne jeg ville.
Det vilkår er jeg begyndt at forholde mig mere bevidst til, hvilket har gjort det nemmere for mig at bide mærke i, hvordan jeg har det, når jeg åbner en indbydelse eller invitation. For hvis jeg med det samme kan mærke, at det her er et nej, uanset om det er fordi, jeg har rigeligt at se til, eller om det er fordi, det ikke er regningen værd, så øver jeg mig i at melde fra med det samme. Min default har i mange år været Den Lunkne: “Ej, det lyder VILDT hyggeligt – jeg skal lige finde ud af noget med en barnepige” – og så slæber jeg på fødderne helt frem til arrangementet.
Jeg gør det, fordi jeg ikke vil skuffe folk. Eller være hende, den sære/kedelige. Nogle gange gør jeg det også, fordi jeg ikke kan mærke, om jeg gerne vil eller ej.
Men det er så åndssvagt. For dels er der meget sjældent nogen, der ligger vågne om natten og tænker: “BARE dog Linda kommer!” Og dels er det ret røvhulsagtigt at trække den, for det kan komme til at betyde, at man holder liv i et arrangement, som ender med at smuldre i 11. time, fordi for mange melder fra i sidste øjeblik.
Og endelig – og nu når vi så langt om længe til, hvorfor punktet her er på listen – så suger det energi hver ENESTE gang, der kommer info eller remindere. For hver gang skal jeg træffe beslutnigen forfra, og hver gang får jeg dårlig samvittighed, hvis jeg inderst inde godt ved, at jeg ikke kommer til at deltage.
De sidste 6 måneder har jeg derfor meldt fra med det samme, hvis jeg kunne mærke, at det skulle jeg ikke. Og jeg har været helt ærlig. Ikke noget med barnepiger eller planeternes stilling på himlen. Bare helt straight up nej tak. Nogle afslag har jeg begrundet, andre har jeg ikke, men når jeg har, har jeg været ærlig, og sagt, at jeg har for meget lige nu, og derfor ikke har plads til mere.
Ingen er døde af skuffelse. Der har ikke være demonstrationer udenfor min dør. Jeg tror ikke engang, at nogen har grædt.
Vi er SÅ tilbøjelige til at tro, at det fylder ligeså meget for andre, som det gør for os selv, når vi melder fra, men i 80% af tilfældene har folk glemt det, 24 sekunder efter, du har skrevet. Det er i virkeligheden temmelig selvovervurderende at tro, at det udløser landesorg, at man ikke kommer til en fredagscafe eller et tapasarrangement med dem, man gik på gymnasiet med, og det har hjulpet mig at huske på, når jeg har været bange for at skuffe folk, jeg holder af.
Til gengæld har jeg hver eneste gang, der har været updates eller yderligere info på de her arrangementer udelukkende følt lettelse over at have meldt fra med det samme, og den energi, jeg i de situationer ellers har brugt på at skulle træffe beslutningen igen eller finde på dårlige, let gennemskuelige undskyldninger, har jeg kunne bruge, hvor den gør langt mere gavn. På bagkant behøver jeg heller ikke være bange for at tale over mig, når jeg snakker med nogle af dem, der deltog, for jeg skal ikke holde styr på en historie om syge barnepiger eller opfundne fødselsdage hos ikke-eksisterende onkler.
Sig nej, hvis det ikke giver mening at deltage. Ingen har glæde af en sidedame m/k, der mentalt er et andet sted, eller som trækker på reserver, der går fra nogen, de er vigtigere for. Den besparelse, det giver på energikontoen, er konkret og vigtig, og 10 minutter efter dit afslag, er alle andre videre. Det kræver lidt øvelse, men det er indsatsen værd.
M2023, uge 11
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Gjort mit køleskab rent og afrimet fryseren.
Jeg får ikke gjort køleskabet rent så ofte, som jeg egentlig gerne ville, men fordi jeg efterhånden er god til at få det trimmet løbende, bliver det aldrig sådan rigtig træls.
Men som det sker hver eneste gang jeg så får det gjort, blev jeg mindet om, hvorfor det stadig er en god ide at gøre jævnligt. For når jeg løbende scanner hylder og skuffer, får jeg fjernet det, der er blevet for gammelt, eller som vi ikke får brugt. Men der er glas, dåser og poser, som i princippet stadig kan holde, men som det ikke giver mening at lade optage plads. Det er de ting, man har stirret sig blind på, og derfor ikke ser eller tager stilling til, når de bare står på deres vante plads, men som man pludselig opdager, når man tømmer køleskabet. Eksempelvis spiser vi så lidt marmelade, at vi ikke har brug for at have 3 åbne glas stående, og de 4 dåser tonic kan også hives ud, når nu jeg har ikke drukket alkohol siden nytår.
Da lov og orden var genoprettet i køleskabet, tog jeg en dyb indånding og gik i gang med fryseren – og det havde jeg ikke behøvet at frygte. For det var NEMT. Det gik op for mig, at det her faktisk er den første fryser, jeg har haft fra ny, og hvor de aflagte frysere, der er fulgt med lejemål gennem tiden har været fulde af metal, sære gitre og rimfrost, så var den her en drøm af lige linjer, rette vinkler og plastik. Det tog 20 minutter fra jeg åbnede lågen, til jeg var færdig og havde hængt klude og viskestykker til tørre.
Det æder temmelig meget ekstra, unødvendig strøm at holde -18 grader i en fryser, hvis den er betrukket med rim og is, og man anbefaler at afrime cirka to gange om året. Derfor: Mangler man køleskabsplads, er det måske nu, hvor tingene stadig kan stå køligt ude, mens man er i gang, at man skal få det gjort.
2.
Modtaget 2022-opgørelsen for vand og varme, og kan se, at jeg skal betale 900 kr. i varme, men til gengæld får 850 kr. tilbage for vand.
Jeg har sat varme på min mentale liste over ting, jeg skal holde øje med, for jeg er ikke sikker på, at jeg synes, beløbet lyder rigtigt. Men eftersom vi først sidste år fik intelligente målere sat op her i boligforeningen, og priserne siden har opført sig som en rutchebane i Tivoli, har jeg ikke et konkret tal at sammenligne med.
Det har jeg til næste år, og luppen *er* lagt frem.
3.
Forsøgt mig med at lave præ-formede burgerbøffer og fryse dem.
Som mange andre autister er Anton super selektiv ift. mad, og lige nu vil han meget gerne spise burgere, udelukkende bestående af bolle og bøf. Jeg forsøger at trække næringsindholdet op ved at bage boller med lidt fintmalet grovmel i og lave bøfferne af ordentlig, økokød, men fordi vi andre meget, meget sjældent spiser oksekød, står jeg hele tiden med kød, jeg ikke skal bruge her og nu.
Derudover er 400 gram kød, som der ofte er i de her pakker, for meget til 2 bøffer og for lidt til 3. Det giver alt for mange poser i fryseren med klumper af kød, som mængdemæssigt ikke passer til ret meget af det, jeg ellers laver.
Og så HADER jeg at røre ved råt kød, så at forme bøffer af fars er noget af det værste jeg ved – nærmest kun overgået af at forme fars, der har været frosset. Der sker noget med teksturen, som jeg ikke kan forklare, men .. noget med vand. Yikes.
Nu har jeg prøvet at købe en større pakke kød, som var billigere på kiloprisen, og som med sine 900 gram passede perfekt til 6 bøffer. Jeg har formet dem på forhånd, og hvis de ellers gider opføre sig ordentligt, når jeg tager dem op og steger dem, har jeg vundet på både økonomi, madspild og ubehag.
Djævlen i detaljen
Kender I de tidspunkter, hvor man ser noget, og øjeblikkeligt kan mærke, at man bliver 5 år ældre?
Sådan var det for mig at se artiklen fra TV2 med overskriften “11-årig med adhd fik halveret sin skærmtid – nu har han fået det meget bedre”
For jeg vidste med det samme, at den bliver et problem, som jeg og mange andre som mig kommer til at forholde os til i flere år frem.
Lad mig trække problemet helt op i toppen af det, jeg skriver her, så de af jer, der ikke får læst indlægget færdigt, i det mindste får dét med:
Drengen, overskriften handler om, spillede computer om natten.
Altså der, hvor de fleste børn ville have godt af at sove.
Det fik man stoppet. Han fik det bedre. Surprise.
En mere retvisende overskrift havde været “11-årig med adhd begyndte at sove om natten – nu har han fået det meget bedre” – for det er jo det, der er essensen. Hvis han havde flettet piberensere eller skåret træfigurer hele døgnet, og man havde fået sat en stopper for dén aktivitet i timerne mellem 22 og 06, ville han *også* have fået det bedre.
ADHD og autisme og stress og angst opfører sig præcis ligesom hovedpine, gigt, kvalme og ondt i ryggen: Jo mindre dit overskud er, jo værre føles dine symptomer. Selv hvis man er et perfekt eksemplar af et menneske, kender de fleste til at finde et problem uoverskueligt, opdage, at man er sulten, spise noget og så virker hjernen pludselig igen. Så selvFØLGElig får man det bedre, uanset hvad man kæmper med, hvis man sover om natten.
Indholdet i artiklen har jeg sådan set ikke et problem med. Den handler kort sagt om et hold forskere, der har undersøgt effekten af at nedsætte skærmtiden i 142 familier med ADHD-børn, og det ser ud til at have en positiv effekt. Det er strålende. Jeg har en masse spørgsmål ift. familiestruktur, socioøkonomiske forhold osv. som jeg glæder mig til at få svar på, når undersøgelsen engang er verificeret, men al forskning, der kan gøre os klogere på de her ting, er værdsat.
Så hvorfor kan jeg så ikke være ligeglad med, at overskriften er så misvisende?
Det kan jeg ikke, fordi stort set alle læser overskriften, vurderer, at de har forstået budskabet, og springer artiklen over. Og det er et KÆMPE problem.
For overskriften er af den type, som Ditte Okman og Anne Sophia Hermansen excellerer i; hvor man vinkler historien, så læserne bliver bekræftet i en fordom, de gerne vil tro på. Og vi tror på, at skærme får hjernen til at rådne. Vi tror på ud på tur, aldrig sur, på frisk luft og legetøj af træ, og selvom meget få siger det højt, er de fleste enige om, at de børn, der får lov at sidde med skærme i timevis, har dovne/overambitiøse/ubegavede forældre, der ikke gider være sammen med deres børn.
Derfor behøver vi ikke læse artiklen, for med den overskrift ved vi allerede, hvad der står i den.
Ikke?
Lad det være sagt med det samme: Jeg synes ikke, at børn skal sidde med skærme fra de står op til de går i seng. Der er masser af undersøgelser, der peger i alle mulige retninger, men de fleste måler bagudrettet, forstået på den måde, at de ser på, hvad vi kunne før, og så måler på, hvordan vores evner til fortsat at mestre det, påvirkes af skærme. Og det er for det meste negativt.
Men hvis vi undersøgte vores evner til at starte bål med pinde og flintesten, køre hestevogn eller huske salmevers og kongerækker, ville resultatet formentlig også her vise et fald i evner. Det er der nok ikke mange, der begræder, men min pointe er, at noget, der kan virke vigtigt her og nu, måske ikke er relevant at kunne om 50 år. Og fordi det er svært at måle på brugbarheden af evner i en fremtid, vi ikke befinder os i, aner vi ikke, om skærme og internet faktisk udvikler nye evner, der kommer os til gavn eller skærper allerede eksisterende af slagsen.
Uanset hvad, så er det fint at holde debatten levende og i gang. Det er vigtigt, at vi forholder os kritisk til de mange muligheder, teknologi og AI tilvejebringer, og det kommer jeg aldrig til at være uenig i.
Men det er virkelig problematisk, at man overgeneraliserer et muligt resultat for en specifik minoritet så voldsomt, for skærme er mange ting og bruges i mange sammenhænge. Og på mange måder.
Én ting er skærme i hjemmet. Her er de involverede parter mennesker, der skal have livet og hverdagen med en diagnose til at fungere, og her vil de fleste kunne træffe fornuftige beslutninger, når de får fakta præsenteret. For dem er diagnosen et livsvilkår, og de vil derfor altid være dem, der er allermest interesserede i Den Gode Løsning.
Noget andet er skærme i de sammenhænge, hvor børnene er på udebane, for de mennesker, der møder og arbejder med børn og unge med ADHD, er i alt, alt for mange tilfælde mennesker, der bare af tilfældets veje har fået den opgave dumpet i skødet. Det er ofte helt almindelige pædagoger, lærere og studiesekretærer, som ikke har nogen former for kurser, uddannelse eller specialviden om børn med diagnoser, og det er mennesker, der ingen forudsætninger har for at forstå kompleksiteten af de her udviklingsforstyrrelser. Det kan de ikke gøre for. Pilen peger hele tiden opad, men faktum er, at det her og nu er dem, der sætter rammerne for disse børn, og derfor er det direkte skadeligt, at de nu er blevet bekræftet i, at der skal skrues ned for skærmene.
De har ingen forudsætninger for at forstå, hvad de fjerner eller hvad de er nødt til at sætte i stedet, hvis de ikke skal belaste børnene yderligere på et tidspunkt, hvor alle omkring dem tror, at de slapper af og lader op. Stort set alt, hvad disse fagfolk har af beføjelser og ressourcer, vil være noget, der kræver endnu mere af de her børn, end hvis de bare var blevet siddende i klassen. Alle skift i lokation eller aktivitet, og al interaktion med andre, børn såvel som voksne, kræver kræfter, som de her børn holder pause, fordi de ikke har.
Og for de voksne fagfolk gælder, at det her for dem *ikke* er et livsvilkår, men et arbejde, som de kan holde fri og gå hjem fra.
Som fluen på væggen kunne jeg på et lærerværelse et sted i Danmark forleden høre, at man – efter at have læst den her overskrift – begyndte at planlægge ture ud ad huset (skift i lokation), sportsaktiviteter i en hal med flere børn (akustik fra helvede, social interaktion, regler, man skal afkode og forstå) og tvungen læsning (hvilket vel strengt taget er noget af det, børnene er i gang med at holde pause fra) som erstatning for skærm.
Baseret på én overskrift om én dreng, der er begyndt at sove om natten i stedet for at spille Fortnite.
Det er katastrofalt.
Der er ligeså stor forskel på neurodivergente børn, som der er på neurotypiske børn, og for nogle vil det være fedt at få lov at spille badminton eller gå en tur rundt om skolen i stedet for at holde pause med en skærm.
I fritiden vil nogle kunne rumme at være fuldt til stede til familiefødselsdage, når der er gæster, på ture i zoo og til konfirmationer, andre har brug for pauser undervejs.
Men Den Bedste Løsning er nødt til at bero på en individuel vurdering af det barn, der er tale om, og ikke på en misvisende overskrift, som er med til at underbygge en forestilling om, at alle børn kan gøres ‘normale’, hvis bare man griber deres udfordringer rigtigt an.
Det svarer til at antage, at alle kørestolsbrugere kommer til at kunne gå, hvis vi bare fjerner trapper og dørtrin.
Men vi har fået designet en et samfund, hvor det, vi før måske kunne rumme og bypasse, ikke længere får plads. Hvor vi konstant er underlagt vilkår, der ikke er forenelige med de udfordringer, diagnoser som ADHD og autisme giver, og hvor vi begynder at kunne se, at vi har et problem, men endnu ikke er nået til et sted, hvor vi har fundet en løsning. Og de her børn og familier skal leve og fungere i verden, som den ser ud her og nu, hvor udredninger, tabt arbejdsfortjeneste og specialtilbud er få forundt, og hvor stort set alt lægges over på den enkelte familie. Det bliver pragmatik og Det Muliges Kunst, alt imens vi forsøger at hjælpe vores børn med ikke at gå i stykker.
Oven i det kommer vi nu det næste lange stykke tid til at skulle forholde os til endnu flere fordomme, belærende foredrag og gode råd, takket være denne overskrift.
Hvordan er man i verden, hvis man ikke kan holde den ud? Hvis den er alt for voldsom og krævende og fuld af larm og krav og kontekster, man ikke forstår?
Det er man måske ved at tage en pause fra den og fordybe sig i en skærm. Ved at vende sig mod det eneste tilgængelige helle, man som barn har adgang til.
Alt det risikerer man, med en sjusket, doven overskrift som den her, at sætte over styr.
Måske det faktisk ikke var Fanden, der var problemet, da han læste biblen forkert.
Samtalens svære kunst
De sidste uger har planeterne stillet sig, så jeg uventet har fået mulighed for at spise frokost med venner og bekendte, jeg ikke har set længe.
De møder og samtaler giver altid stof til eftertanke, synes jeg. For hvor man i sine daglige relationer sjældent kører vidvinkel på hverdagslivet, så giver det pludselig et andet perspektiv på, hvor man er, når samtalen ikke bare kan startes op, hvor man slap den i går.
Jeg har mine faste ringe-damer. Vi får mange timer til at gå med at sludre om alt og ingenting, når vi kører land og rige rundt, og det giver generelt nogle ret gode samtaler, når man sidder i en bil og ikke bliver forstyrret af børn, vaskemaskiner, der bipper, og sedler på bordet, man får øje på og bliver afledt af. De samtaler starter tit med ‘Nå, men så skal du sgu høre, hvad han sagde, da jeg endelig fik fat i ham!” og forgrener sig videre ud i betragtninger om ensomhed og udfordringerne ved at opdrage i en virtuel verden med analoge værktøjer.
De lidt mere sjældne samtaler er nødt til at starte et andet sted. Der er mere baggrund, man er nødt til at have med, når man fortæller en historie, og der er detaljer, der må udelades, hvis alle parter skal nå at fortælle, hvordan verden vender hos dem.
Jeg kan mærke, at det for mig har ændret sig, hvad jeg gerne vil tale om, når vi sidder over en frokost og ikke har set hinanden i flere måneder. For hvor jeg for 5 år siden egentlig ikke havde noget problem med at lave en kronologisk update, så kan jeg mærke, at det i dag faktisk slår bunden ud af mig, når jeg lægger det hele ud og i forlængelse af hinanden. For så er det sgu lidt en overvældende omgang.
Ikke mindst fordi meget af det, der fylder, udspringer af frustration over dele af systemet, som andre mennesker ikke har noget forhold til. Og det er en underlig spaltet fornemmelse, at noget for mig fylder nærmest alt, og samtidig vide, at det, alle gode intentioner til trods, faktisk ikke er et ret godt samtaleemne. For det er ikke hverken interessant eller vigtigt for andre end mig. Og ingen synes, at der er megen fornøjelse ved kun at kunne bidrage til en samtale med ‘hold kæft, det lyder træls!’.
Det kan være svært at komme i tanke om, hvad der ellers foregår i mit liv, når jeg er fyldt op af et lava-lignende raseri over, at psyk. har fucket fornyelse af min recept op 3 ud af 3 gange, at ingen af fornyelserne har krævet under 7 opkald, og at de har aflyst/flyttet 6 ud af 10 samtaler dagen før disse skulle finde sted, så jeg på nuværende tidspunkt har mistet så meget indtægt i dage, jeg har friholdt til ingen verdens nytte, at jeg kunne have betalt for en udredning i det private.
Det er svært at komme i tanke om, hvad jeg egentlig laver ud over at løse de samme opgaver 5 gange, fordi jeg er tovholder på det hele, så Fridas hjernepauser skal planlægges, hvorefter jeg skal have fat i læreren, fordi de ligger forkert/andre børn forstyrrer/er børn i det lokale, som Frida selv er blevet sendt ned til osv. osv. osv. Samme opgave, der skal løses 5 gange.
Eller Antons skoleskifte, hvor jeg skal have fat i PPR, skal rykke dem, skal have fat i skoleleder, skal rykke skoleleder – 2 gange – og følge op, for at være sikker på, at vi når at sende papirerne til udvalget i tide til den deadline, som jeg tilsyneladende er den eneste, der husker, hvor ligger. Igen: Samme opgave. 5 gange.
Men det er jo lige så interessant for udenforstående at høre om, som det er at høre, hvad folk har drømt, eller hvad deres kollega, som man aldrig har mødt, har sagt til et møde.
Jeg kender kun gode mennesker, som altid og uden undtagelse vil lægge ører til, hvis jeg har brug for at få luft. Men det har givet stof til eftertanke, at jeg faktisk kan køre mig selv ned, rent overskudsmæssigt, når jeg dvæler for længe ved de vilkår, jeg lige nu er underlagt. For hvordan er det så at sidde på den anden side af bordet?
Er det sundt eller usund at skøjte hen over alt det her? Er der noget forståelse eller bearbejdning, der ville være gavnligt, som jeg går glip af, hvis jeg bevidst ignorerer det? Eller er det at kradse i et tørt sår at dykke ned i det, gang på gang på gang på gang?
Bliver det kunstigt at lade det fylde 2% af en samtale, når det fylder 90% af tankerne? Skal en relation kunne bære alt? Hvad styrker et venskab, og hvad får os til at drive fra hinanden?
Jeg ved det simpelthen ikke. Men måske er det dén samtale, jeg skal tage hul på, næste gang planeterne stiller sig på linje.
M2023, uge 10
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
1.
Har jeg købt en ny parfume, brugt den 3 gange – og foræret den væk igen.
Den duftede himmelsk, men på mig .. forsvandt den. Den duftede ikke grimt, den duftede bare slet ikke. Jeg satte den til salg i de 3 faste grupper, jeg bruger til den slags med ‘kvittering haves’, og lod den stå en uge. Herefter gjorde jeg kort proces, og forærede den til min søster.
I samme ombæring plukkede jeg en anden parfume ud, som har stået bagerst på hylden i skabet i et halvt års tid, og som jeg af en eller anden grund bare aldrig vælger, når jeg står der om morgenen. Den fik min mor.
Jeg klappede det af med dem begge inden overdragelsen, og jeg tænkte endnu engang, at det bare er virkelig rart, at vi i både min familie og min omgangskreds har fået skabt præcedens for, at man altid må spørge og altid må sige nej. Vi har fuldstændig fået pillet følelserne ud af den her brugs-cirkulation, og ingen føler sig forpligtede til at sige ja til noget, de ikke kan bruge. Det fjerner den ulempe, som godt kan følge af, at nogle bliver gode til at rydde ud og sende videre – men hvor de glemmer, at det ikke gør noget som helst for bæredygtigheden, hvis noget, man ikke selv bruger, bare kommer til at stå i et *andet* skab og samle støv. Jeg elsker, at vurderingen af, hvad der skal ske med tingen, ligger hos afsender, hvor den hører til, og ikke hos en sagesløs modtager, der ikke har bedt om aflagte gryder og vaser.
Sidst men ikke mindst gik det denne gang også op for mig, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere behøver at retfærdiggøre over for mig selv eller finde en forklaring på, hvorfor jeg skiller mig af med noget. Der er ikke altid en logisk grund til, at man ikke bruger en parfume eller en cardigan, som man ellers virkelig ønskede sig, da man erhvervede den, og det er befriende, at beslutningen om at sende noget videre allerede træffes ved konstateringen af, at det ikke længere bruges.
2.
Er jeg begyndt at fryse min havremælk i portioner af 2,5 dl.
Jeg kører almindelig komælk i min kaffe på mine havregryn, men ind i mellem drikker jeg Ceremoniel Kakao og Golden Milk, og det laver man på plantemælk.
Men fordi det ikke er en daglig forteelse, bliver det irriterende – og dyrt – at tage hul på en liter havremælk, for så kun at bruge en kvart og en uge senere hælde resten ud.
Derfor er jeg begyndt at fryse det i portioner, der passer til et krus, og det fungerer glimrende. Jeg bruger den fra Naturli’, der hedder Oat Barista, og den klarer fint en tur i fryseren og en efterfølgende opvarmning uden at skille.
3.
Har jeg taget hul på de saltede citroner, jeg lavede for 2-3 måneder siden, og de er gode!
Jeg kan dog godt se, at det ville have givet mening dels at skære dem i mindre stykker, da jeg lavede dem, og at nøjes med at lave 3-4 stykker i første omgang. Mine er halve, og så meget bruger jeg aldrig, og fordi det er en ingrediens, man kun bruger engang i mellem, kommer de til at stå længe. Derfor er jeg, bakterie-wise, ikke vild med at fiske op og lægge tilbage i glasset, så til mine fellow novice-citrus-saltere derude (og til mig selv næste gang): Færre citroner og mindre stykker.
