M2023, uge 8

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg, foranlediget af en artikel, jeg faldt over, kommet i tanke om noget, jeg flere gange har ville skrive om herude, men bare er blevet ved med at glemme.

Det handler om sociale medier, og om, hvordan man selv kan påvirke indholdet af sit feed.

Jeg er ikke en af dem, der hele tiden er på nippet til at skrotte fb og insta. Jeg kan sagtens se alle deres fejl og mangler, men på bundlinjen giver de mig stadig mere, end de tager.

Men begge steder er meget som digitale haver, synes jeg. Hvis man ikke sørger for at luge ukrudtet væk og vande det, man gerne vil have til at vokse, så blinker man med øjnene og pludselig er alt det, man selv har valgt at sætte, fuldstændigt forsvundet i reklamer og bizarre opslag, som venners venner har kommenteret på.

Det ved jeg egentlig godt. Og jeg har også over årene været god til en gang imellem at få ryddet op og unfollowet mennesker, steder og emner, der ikke længere giver mening for mig at følge. 

Men undervejs er jeg kommet til at glemme, at algoritmen er sat op til at give dig det, du beder om. Og når du bare scroller forbi noget, som du egentlig griner af eller bruger tid på at se, så bliver det langsomt sluset ud. Fordi et helt blankt feed jo ikke rigtigt giver mening, fylder Zuckerberg og vennerne så selv den tomme side ud med forslag til, hvad du så kunne kaste dig over, og så er det, at man ender med reklamer, idiotisk indhold og opslag, der primært klarer sig godt pga. raseri.

Derfor begyndte jeg inden jul at like alt det, jeg så, som jeg godt kunne lide. Jeg satte baren lavt; jeg behøver ikke rulle rundt på gulvet i latterkramper, lave chips af broccoli-stokken eller forsøge mig med den make up, som Bailey Sarian viser mig, hvordan jeg lægger: Hvis jeg er underholdt, får det et like. Og for mig har det gjort, at både IG og FB nu er blevet meget federe steder at hænge ud, fordi de konti og personer, jeg bliver foreslået, faktisk rammer rimelig plet.

Det siger sig selv, at det her er en dårlig ide, hvis man oplever at have et problematisk forhold til sine sociale medier, men hvis man, som mig, har et job eller et liv, hvor man jævnligt sidder steder, hvor man skal slå 10 minutter ihjel, så er det her en ret god måde at hjælpe Det Gode Feed på vej, så man faktisk har hygget sig, når pausen er slut og telefonen skal tilbage i tasken. 

2.

Har jeg – i forlængelse af ovenstående – haft mere fokus på mental-minimalisme den forgangne uge, end på økologi og madspild.

For mig hænger det hele sammen. Når der bliver frigivet kapacitet, som ellers er bundet fast i frustration eller irritation, træffer jeg bedre valg og har mere opmærksomhed at ofre på de ting, der er vigtige for miljøet og pengepungen. Og i den her uge var der lige 3 sager, der tog mere lagerplads, end godt var. 

a.

Første energisluger var en ongoing feud, jeg har haft med et firma, der først var urimeligt langsomme ift. at sende en vare – for så at sende den forkerte. De sendte mig en returlabel, jeg sendte pakken, og derefter forsvandt de fra jordens overflade. De svarede ikke på mine mails, og mine penge kom ikke. Jeg rykkede 3 gange, uden nogen reaktion overhovedet, og onsdag morgen lå pakken igen i min garage med ‘Ikke afhentet af modtager’ på.

Og så tabte jeg tålmodigheden. Så selvom jeg faktisk ikke synes, at det er måden at gøre det på, så lagde jeg en kommentar på deres fb-side, hvor jeg, stramt men sagligt, skrev, at de havde 2 dage til at tilbagebetale mine penge; ellers ville jeg sende en anmeldelse til politiet og til E-mærket.

Og tror jeg, at politi og E-mærket klasker udrykning på taget og på to hjul kommer og smider dem i benlås? Selvfølgelig ikke. Men begge instanser fører lister over firmaer, de modtager anmeldelser på, og alene på dén baggrund synes jeg, at det giver mening at gøre, når et firma laver strudsen. For hvad skal man gøre?

Efter 5 uger med absolut tystnad, landede pengene på magisk vis på min konto morgenen efter min kommentar på fb, og i dag har jeg fået en mail fra dem, hvori de undskylder (sig med, at det hele er GLS’ skyld. De kommer lidt let omkring det med egen radiotavshed).

b.

Jeg har også smidt en termokop ud, som jeg måske godt kunne have reklameret over, fordi den er købt for 4 måneder siden og allerede er utæt i toppen – men jeg kunne købe en ny for 100 kr., og ovenpå sagaen ovenfor lavede jeg en lynhurtig cost-benefitanalyse og besluttede, at jeg hellere ville bruge mit tid og energi på at drikke te og høre podcast, end på at grave flere kvitteringer frem, forfatte mails og bøvle med bobbelplast og returlabels.

c.

Endelig har jeg bidt mig fast i en kommunikationsmedarbejder fra Esbjerg Kommune på kommunens fb-side, fordi jeg var ved at blive sindssyg over, at vi på Aula igen og igen fik et opslag fra kommunen om ‘Blå Mandag’. “Ej, Linda. Går du ikke i små sko nu?” hører jeg jer sige. Nej. Det synes jeg faktisk ikke. Opslaget er kommet til mig i hvert fald 30 gange over de sidste par uger, og da jeg spurgte ud i en stor, lokal gruppe, viste det sig, at ALLE forældre på ALLE skoler i HELE Esbjerg Kommune, bliver spammet. Én skrev, at hun havde fået det 8 gange på en dag.

Der er jo helt indlysende en fejl i systemet et sted, og det er jo som sådan ingens skyld. Men jeg har skrevet til både Aula og kommunen uden resultat, og med 11.000 skolebørn i kommunen, hvis forældre alle sammen får den her besked mellem 5 og 15 gange om ugen, synes jeg sgu helt ærligt, at det er et problem, der kræver mere end et skuldertræk.

Men nu har jeg irriteret SoMe-Julie længe og offentligt nok til, at noget er blevet gjort, for der har været fred på Aula i næsten to dage. Vi krydser fingre.

3.

Er alle mine fine solcellelamper, som denne vinter har fået lov at blive stående i haven, begyndt at lyse igen. Og her må jeg bare stand corrected, for jeg var 100% sikker på, at de ville have bedre af at blive taget ind, slukket og gjort rent, men de 4 år, jeg har gjort det, er der ingen af lamperne, der har overlevet. I år lyser samtlige lamper allerede nu så stærkt, at det grænser til at være provokerende.

Solcellelamper er åbentbart masochistisk anlagte, og jeg skal aldrig igen genere dem med pauser, fugtige klude eller varme skabe.