Bloggen

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har vi holdt den årlige påskefroskost i familien. Min mor og jeg stod for planlægningen, og vi sammensatte menuen med udgangspunkt i at begrænse madspild.

Fisk, fjerkræ og mælkeprodukter er noget bøvl i den sammenhæng, fordi holdbarheden kort, så har de ting først stået og lumret på et påskebord i den tid, det tager at bespise alle mand, så skal man i hvert fald tænke sig om, hvis man sætter resterne i køleskabet bagefter.

Vores famile spænder aldersmæssigt fra 7-95 år, og samtidig er der lidt neurodivergente forbehold, der skal tænkes ind, når vi planlægger. 

Vi gik med frikadeller og bacon/porretære med tabouleh-salat og friskbagt foccacia til, fiskefileter med friskbagt rugbrød, tarteletter og til dessert en mini-buffet bestående af is med brownie, hjemmelavet appelsin/hindbær-sirup og nøddemarengs og lidt påskeslik og chokolade on the side. 

Fridadeller, foccacia og tærte blev lavet på dagen, så det ikke allerede var genopvarmet ved servering, og tabouleh-salat indeholder meget få ingredienser, der er våde. Desserten var tæt på udryddet, da vi rejste os, og det, der var tilbage kan bruges i andre sammenhænge. (Appelsin/hindbærsirup er f.eks. virkelig godt på yoghurt eller pandekager). 

De eneste tabstal var en halv fiskefilet og en forladt tartelet, for selv når man beregner 1 ting af noget pr. snude, er der altid nogen, der ikke spiser op. 

Som prikken over i’et lavede jeg tredobbelt portion af frikadellerne, nu hvor jeg havde gang i ovn og komfur, så jeg har til påskefrokosten i Fridas klasse på fredag. Jeg er meget overbevist om, at jeg torsdag aften indstiller mig selv til en helgenkåring over ikke at skulle i gang igen. 

2.

Er vi gået ind i april, og dermed er vi skiftet fra vinter- til sommertarif på strømmen.

Til de af jer, der ikke har været med fra starten: Nettariffen er den afgift, vi betaler for at få strømmen transporteret ud til stikkontakten, uanset hvilken el-løsning, vi har. Selvom den kan svinge med et par ører fra udbyder til udbyder, er den ens i struktur, uanset om man har Norlys, Ewii eller Hjerting El, fordi det helt overordnede formål med stigningen er at få os til at flytte vores forbrug fra spidsbelastningsperioderne til de tidspunkter, hvor der ikke er så meget tryk på nettet. 

Nettariffen hænger ikke sammen med den rene el-pris (som er den, der altid skrives om i medierne, når du læser overskrifter som: “Her er strømmen næsten gratis i dag!”), så den ligger fast, uanset aftaletype og vejrforhold.

(Vintertarif øverst, sommertarif nederst. Billede lånt på energiwatch.dk)

Som man kan se er vintertariffen væsentligt højere end sommertariffen, og derfor er den på her. For hvis du er én af dem, der ikke lige nærlæser elregningen, kan det godt snyde, at det nu pludselig ser ud som om, dit forbrug er faldet, fordi beløbet på regningen er mindre, end det har været de sidste par måneder. For de fleste af os er det desværre ikke tilfældet, så bare en kærlig reminder om at holde fast i de gode vaner, du har fået opbygget, mens prisen har været helt hysterisk, for ellers starter du forfra til efteråret, når tariffen igen bliver høj.

Og ud over det økonomiske aspekt, så er det også værd at huske, at klimaet har rigtig, rigtig godt af, at vi fortsat styrer os her. 

3.

Har jeg modtaget alt det bestilte tøj, jeg skrev om sidst. Jeg har prøvet, valgt ud, og sendt retur – og tjekket, at pengene er kommet tilbage på kontoen.

Da de nyerhvervede stykker var vasket, tømte jeg hele mit tøjskab ud på sengen og sorterede med hård hånd. Det er væsentligt nemmere at skille sig af med det, man ikke er glad-glad for, når det konkurrerer om pladsen med noget, der ligger ved siden af og smizer, så stakken på gulvet blev større end forventet. 

Jeg har bestilt en vertikal multibøjle, som mest af alt ligner noget, der er købt på TV-shop, men som gør det muligt at have 4 kjoler hængende på samme beslag på døren. På den måde kan jeg stadig have alt mit tøj i mit 7 m2 soveværelse, og jeg slipper for at låne hylder i de store skabe på børnenes værelser.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Så jeg mandag et opslag fra psykiatrien i Region Syd, om et lego-projekt, de har haft stor succes med. I beskrivelsen af projektet stod der, at flere af patienterne havde givet udtryk for, at det var rart at sidde og dimse med noget; at det gav ro i hovedet. 

Det fik mig til at tænke over, at jeg har det på samme måde, når jeg lægger puslespil. Når man er sådan én, der gør det meget, så bliver det med puslespil lidt som med bøger: De er sjovest første gang. Derfor lægger man dem typisk kun én gang, for så at sælge dem videre. Derfor har jeg altid en stak stående, som er lagt, men ikke sat til salg, fordi jeg plejer at vente til der er 7-8 stykker, der kan lægges op. 

Jeg spurgte derfor i en stor fb-gruppe for mødre i Esbjerg, om nogen arbejdede i psykiatrien, for hvis det kunne give mening, ville jeg gerne komme forbi afdelingen med nogle næsten-nye puslespil, som de måtte få. 

Det tog 20 sekunder, så havde jeg en sygeplejerske i indbakken, og i går var jeg forbi med en håndfuld. 

Der er altid nogen, der kan have glæde af noget, man ellers kan sælge, og der var flere plejehjem og skoler, der også meldte ind. Det er helt fair. Og jeg er ret meget modstander af, at man kun vil give sine ting til stakler, for min grundholdning er, at folk ikke skal tvinges til at definere sig selv som mindrebemidlede eller sølle som betaling for gratis børnetøj eller slik. Men har man noget, man sagtens kan sælge, så giver det for mig fin mening selv at rette henvendelse til en bestemt gruppe, hvis det er den, man gerne vil donere det til. Altså, forskellen på at testamentere sin formue til kattens værn og at skrive på Facebook, at man har 4000 kr. man gerne vil give til de fattige. “Skriv i kommentarfeltet, hvorfor det skal være dig”. Yikes. I første tilfælde handler det om kattene, i sidste tilfælde handler det om dig. 

Og fordi jeg har skrevet om det før, kan det måske virke lidt kontraintuitivt, at jeg sætter punktet på her. Men det gør jeg, fordi jeg gerne vil flagge muligheden for at give til steder og mennesker, man måske ikke normalt tænker ind, når man har noget, man ikke længere selv skal bruge, f.eks. specialskoler eller bosteder.

(Som altid vil jeg gerne opfordre til, at man lige slår en klo i en medarbejder på stedet, inden man stiller med 4 kilo garn, filt og oliemaling, som de i forvejen er ved at drukne i). 

2.

Har jeg fundet en opskrift på pitabrød, der er virkelig nem, og som samtidig dobler perfekt som pizzabund. Det er helt optimalt, synes jeg, for når man bager dem selv, er de virkelig, virkelig bedst på dagen. Men vi spiser jo ikke 8 pitabrød og en halv portion er måske også lidt flot at starte ovnen op for.

Derfor laver jeg konsekvent 4 pitabrød (et til hver af os, og et til mig som sammen med hummus er næste dags madpakke), og to minipizzaer med whatever fyld, jeg lige har i køleskabet. Pizzaerne kan nemlig sagtens fryses, og det er lidt mere optimalt at bruge fryserplads på end brødbrødbrød.

Opskriften er fra Spis Bedre, og jeg har skrevet den nederst i indlægget.* 

3.

Er jeg i gang med at rydde op i mit tøjskab. Jeg mangler nyt, og jeg har denne gang valgt at gribe det anderledes an, end jeg plejer. 

For normalt køber jeg et par stykker tøj hjem hist og pist. Det er meget, meget sjældent, jeg fysisk shopper tøj, både fordi jeg synes, det er svært at finde noget til min facon, og fordi udvalget i Esbjerg ikke er imponerende. 

Problemet med at bestille det hjem stykvis er, at jeg køber det, prøver det, beslutter mig for at beholde det – og at den beslutning somme tider (har jeg opdaget) bliver påvirket bevidstheden om besværet forbundet med at returnere. (“Ej, stop, Linda! Det tager 2 sekunder!” hører jeg dig sige. I bad om konkrete eksempler på, hvornår ADHD er noget bøvl. I present to you: Returpakker. De skal oprettes, man skal undersøge returfragt, tøjet skal pakkes, og så skal man finde ud af, hvor man kan aflevere dem. I udkantsdanmark tager alle ikke alt, og der kan være længere, end man lige tror, til den nærmeste biks, der samarbejder med Bring).

Det betyder, at jeg – fordi mit udgangspunkt var et ret stramt trimmet klædeskab – nu godt kan se, at der har sneget sig for meget tøj ind, som jeg styrer udenom hver eneste morgen. Det er jeg træt af, for det er jo nærmest det modsatte af, hvad jeg har forsøgt at gøre med de her indlæg. 

Så hvad gør man så? Erkender sit nederlag, tror jeg, og prøver at finde en anden måde at gøre det på.

Det, jeg derfor har prøvet at gøre denne gang, er at vælge den samme forhandler (jeg er gået med Zalando, fordi de har mange af de mærker, både jeg og børnene bruger) og så bestille virkelig meget tøj hjem. Alt, hvad jeg så, som jeg syntes var pænt, blev føjet til kurven og bestilt. Jeg var nær besvimet, da jeg nåede til kassen, og CO2-betjenten havde i mellemtiden lagt sig selv i aflåst sideleje ovre i hjørnet. 

Men altså. Vi har prøvet den anden model, og den virker ikke. Og så er man jo nødt til at prøve noget andet. På den her måde har jeg fået alt tøjet samtidigt, og det har faktisk gjort det nemmere, fordi jeg pludselig har noget at sammenligne med. En kjole, der bare sidder ikke-grimt, får pludselig real-time konkurrence af én, der sidder ægte pænt.

Juryen voterer stadig ift. klima og transportbelastningen, og det føles virkelig sært at have brugt år på at skære ned og fra – for så at køre fuld bonanza og amokbestille. Men jeg kan med det samme se, at jeg får fravalgt noget tøj, som, hvis det var landet i ensom majestæt, nok havde fået lov at blive. Og fordi det hele skal retur samme sted (og der er så meget for meget, at jeg ved, at jeg uanset hvad, skal afsted med ét eller andet), så kan jeg pakke alt i samme kuvert, og dermed i det mindste lade det gå tilbage i én sending med én gang returporto på.

*Pitabrød (8 stk.) 

3 dl. sødmælk

25 gr. gær

480 gr. manitobahvedemel

1,5 tsk. salt

30 g. blødt smør

Lun mælken så den er lillefingervarm og opløs gæren. Tilsæt ca. 2/3 af melet, salt og smør, og ælt i 8-10 minutter. Tilsæt kun det sidste mel, hvis dejen klistrer meget. 

Lad hæve ved stuetemperatur i 30 minutter, del i 8 stykker, form til boller og lad dem hvile i 15 minutter. 

Tænd ovnen på 250 grader, rul bollerne flade (Ø13 cm) og bag dem, én plade ad gangen i 7-8 minutter. (Hold godt øje med dem, for til sidst går det hurtigt).

Velbekomme – og god weekend.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Skruet ned for varmen.

Den her går ud til dem, der – ligesom mig – glemmer, at der ikke kommer en voksen og sørger for, at termostat og gulvvarme flugter med kalenderen. Og den her årstid er svær, for ligesom med overtøj er det som om, at det hele tiden, alle steder, er enten for koldt eller for varmt. 

Men når det nu alligevel er umuligt at ramme et niveau, hvor det er behageligt hele tiden, så kan man ligeså godt vælge den model, hvor ubehaget i det mindste er billigst, og så cardiganne sig ud af problemet.

Så. Lad dette være dit tegn fra universet til at forholde dig til det, hvis det er dig, der er varmemester, der hvor du bor. 

2.

Lavet min første anmeldelse til både e-mærket. 

Jeg købte for et par måneder siden 3 nye opladere på en side, som ser helt legit ud. Ingen sære priser, ingen dårlige googleoversættelser og ingen farver, der var for rasende til at være skandinaviske. 

Opladerne kom, jeg satte dem til – og de larmer. Det skal opladere jo, helt indlysende, ikke, og jeg har derfor kontaktet firmaet flere gange, både via kontaktformular, mails, og på Facebook. De svarer ikke, og efter en måneds radiotavshed, må jeg formode, at jeg er blevet snydt, og at opladerne formentlig er nogle billige kopier, der er købt på Wish.

Én ting er pengene. Det er trælse 800 kr. at have brugt, men det er faktisk næsten det mindste af det.

For opladere er skidefarlige, hvis ikke de lever op til de relativt strenge sikkerhedskrav, vi har i Danmark, fordi de ofte er i brug mange timer, hvor de ikke er under opsyn. Jeg kan høre, at de her hyler, når de er sat til, men det ville mine forældre ikke kunne. Ej heller de mennesker, jeg lever af at tolke for. Og går der ild i en oplader, kan det jo ret hurtigt blive et ret stort problem for mange, både hvis man ligger og sover, eller hvis opladeren sidder i en virksomhed, hvor folk er gået hjem, eller i stuen hos fru Jensen, som bor på 5. sal i en etageejendom.

Jeg har forfærdelig respekt for strøm og ild. Derfor vælger jeg at bryde min sædvanlige regel om ikke at nævne navne, når jeg har haft trælse oplevelser med bestemte forhandlere, men inden jeg skriver det, skal jeg have jer til at love, at I ikke stormer derover, så den øgede søgning flytter siden op på google, og vi dermed uforvarende får ledt flere derind.

Deal?

Det er dem, der hedder Magnetcovers.  

3.

Overvejet, om det sidste punkt her skulle med eller ej. For mig hænger det klart sammen med det helt overordnede tema i de her indlæg, men jeg ved ikke, om det også er jeres oplevelse og derfor besluttede jeg, at jeg denne gang vil bruge de nødvendige linjer på at prøve at forklare, hvorfor mental decluttering for mig hænger sammen med økonomiske besparelser og madspild.

Da jeg for snart 5 år siden begyndte at skrive de her indlæg, handlede det i første omgang om at få pengene til at strække længst muligt. Ret hurtigt bevægede det sig over i noget med at bruge, hvad man har, skille sig af med det, man ikke længere har glæde af, og derfra begyndte vi at snakke om klima, CO2 og klodens ressourcer. 

Efter nogle måneder blev det ret tydeligt for mig, at man ikke kan skille sine materielle omgivelser og sit forbrug fra sin måde at tænke og være i verden på. Hvis man gerne vil bruge færre penge, bliver man nødt til at tænke over og mærke efter, hvor de penge, man bruger, gør den største forskel. Tømmer man skabe og skuffer for at rydde op og skabe plads, opdager man, hvor mange følelser, der kan være knyttet til børnetegninger og kjolen, man havde på til en særlig begivenhed, og forholder man sig til klima og miljø, gør man det ud fra en holdning til, at der gerne må være en jord at leve på for vores børn og deres børn. Kort sagt tager det 10 minutter at finde ud af, at tanker og følelser hænger uløseligt sammen med vores forbrug og fysiske omgivelser, og at dét at leve bevidst enten kan være slået til eller fra. Du kan ikke være lige opmærksom på alting hele tiden, men enten forholder du dig, helt overordnet, til, hvordan du bruger ressourcer, eller også gør du ikke.

Det er det, der er baggrunden for, at jeg somme tider har punkter på listen, som ikke giver økonomiske besparelser eller nye måder at bruge quinoa på, men som for mig stadig er en del af den minimalistiske tankegang.

Sådan et punkt er det her.

For det handler om, at jeg siden efteråret har forsøgt at handle på min instinktive reaktion, når jeg/vi bliver inviteret til noget. 

Jeg er ikke rendyrket tilhænger af, at man kun skal gøre det, man gider. Jeg synes efterhånden, at jeg er ved at have lært, at livet meget ofte handler om at finde balancen mellem at være noget for andre, og at være noget for sig selv. Eksempelvis er de færreste gæster ved at besvime af begejstring over udsigten til en barnedåb, men for de nye forældre er det en stor og vigtig dag, og en fest uden gæster giver ikke mening. Jeg synes, at der er nogle ting, man stiller op til, no questions asked, og at man har ret til at forvente det samme af dem, man har i nærmeste cirkel.

Men de fleste af os bliver inviteret til en lang række af begivenheder, hvor det ikke er en enkeltperson, der inviterer, eller hvor den primære årsag til at sige ja er, at det gør de andre. De invitationer har jeg forholdt mig meget konkret til det sidste halve år. 

For herhjemme kommer det altid med en regning på bagkant, når jeg er ude. Selvom mine børn sover hos mine forældre, er det stadig et brud på rutinen, og derfor er de trætte og har mindre overskud, når jeg henter dem dagen efter. Mine forældre er ikke helt nye mere, og da de er de eneste, der kan passe børnene lige nu, er jeg også nødt til at tænke over, hvornår og hvor meget, jeg bruger dem. Endelig har min egen udredning og turen hen imod den også pludselig gjort det klart for mig, hvorfor jeg bruger så usandsynligt mange kræfter på planlægge og være i den slags settings, og det æder af mit overskud – også når det er noget, jeg gerne vil.

Hvis du ikke bøvler med ADHD, så prøv eventuelt at sætte dig ud i en andens bil, kør rundt i 6 timer med radion skruet helt op på en station, du ikke selv har valgt og AC’en kørende på max, i en by, du ikke kender, og parallelparker hver gang, nogen i radion synger ‘love’. Nogenlunde sådan føles det inde i hovedet.

Læg dertil, at jeg på bagkant af dét, skal hjem og være mor for to børn, der *også* har været på overarbejde, og som derfor har brug for mere, end de plejer. 

Nogle gange er det regningen værd. Nogle gange vil jeg have, at det er regningen værd. Og nogle gange er der noget, der gør, at jeg ved, jeg ikke kan betale den, uanset hvor gerne jeg ville.

Det vilkår er jeg begyndt at forholde mig mere bevidst til, hvilket har gjort det nemmere for mig at bide mærke i, hvordan jeg har det, når jeg åbner en indbydelse eller invitation. For hvis jeg med det samme kan mærke, at det her er et nej, uanset om det er fordi, jeg har rigeligt at se til, eller om det er fordi, det ikke er regningen værd, så øver jeg mig i at melde fra med det samme. Min default har i mange år været Den Lunkne: “Ej, det lyder VILDT hyggeligt – jeg skal lige finde ud af noget med en barnepige” – og så slæber jeg på fødderne helt frem til arrangementet. 

Jeg gør det, fordi jeg ikke vil skuffe folk. Eller være hende, den sære/kedelige. Nogle gange gør jeg det også, fordi jeg ikke kan mærke, om jeg gerne vil eller ej.

Men det er så åndssvagt. For dels er der meget sjældent nogen, der ligger vågne om natten og tænker: “BARE dog Linda kommer!” Og dels er det ret røvhulsagtigt at trække den, for det kan komme til at betyde, at man holder liv i et arrangement, som ender med at smuldre i 11. time, fordi for mange melder fra i sidste øjeblik. 

Og endelig – og nu når vi så langt om længe til, hvorfor punktet her er på listen – så suger det energi hver ENESTE gang, der kommer info eller remindere. For hver gang skal jeg træffe beslutnigen forfra, og hver gang får jeg dårlig samvittighed, hvis jeg inderst inde godt ved, at jeg ikke kommer til at deltage.

De sidste 6 måneder har jeg derfor meldt fra med det samme, hvis jeg kunne mærke, at det skulle jeg ikke. Og jeg har været helt ærlig. Ikke noget med barnepiger eller planeternes stilling på himlen. Bare helt straight up nej tak. Nogle afslag har jeg begrundet, andre har jeg ikke, men når jeg har, har jeg været ærlig, og sagt, at jeg har for meget lige nu, og derfor ikke har plads til mere.

Ingen er døde af skuffelse. Der har ikke være demonstrationer udenfor min dør. Jeg tror ikke engang, at nogen har grædt.

Vi er SÅ tilbøjelige til at tro, at det fylder ligeså meget for andre, som det gør for os selv, når vi melder fra, men i 80% af tilfældene har folk glemt det, 24 sekunder efter, du har skrevet. Det er i virkeligheden temmelig selvovervurderende at tro, at det udløser landesorg, at man ikke kommer til en fredagscafe eller et tapasarrangement med dem, man gik på gymnasiet med, og det har hjulpet mig at huske på, når jeg har været bange for at skuffe folk, jeg holder af.

Til gengæld har jeg hver eneste gang, der har været updates eller yderligere info på de her arrangementer udelukkende følt lettelse over at have meldt fra med det samme, og den energi, jeg i de situationer ellers har brugt på at skulle træffe beslutningen igen eller finde på dårlige, let gennemskuelige undskyldninger, har jeg kunne bruge, hvor den gør langt mere gavn. På bagkant behøver jeg heller ikke være bange for at tale over mig, når jeg snakker med nogle af dem, der deltog, for jeg skal ikke holde styr på en historie om syge barnepiger eller opfundne fødselsdage hos ikke-eksisterende onkler. 

Sig nej, hvis det ikke giver mening at deltage. Ingen har glæde af en sidedame m/k, der mentalt er et andet sted, eller som trækker på reserver, der går fra nogen, de er vigtigere for. Den besparelse, det giver på energikontoen, er konkret og vigtig, og 10 minutter efter dit afslag, er alle andre videre. Det kræver lidt øvelse, men det er indsatsen værd.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Gjort mit køleskab rent og afrimet fryseren. 

Jeg får ikke gjort køleskabet rent så ofte, som jeg egentlig gerne ville, men fordi jeg efterhånden er god til at få det trimmet løbende, bliver det aldrig sådan rigtig træls. 

Men som det sker hver eneste gang jeg så får det gjort, blev jeg mindet om, hvorfor det stadig er en god ide at gøre jævnligt. For når jeg løbende scanner hylder og skuffer, får jeg fjernet det, der er blevet for gammelt, eller som vi ikke får brugt. Men der er glas, dåser og poser, som i princippet stadig kan holde, men som det ikke giver mening at lade optage plads. Det er de ting, man har stirret sig blind på, og derfor ikke ser eller tager stilling til, når de bare står på deres vante plads, men som man pludselig opdager, når man tømmer køleskabet. Eksempelvis spiser vi så lidt marmelade, at vi ikke har brug for at have 3 åbne glas stående, og de 4 dåser tonic kan også hives ud, når nu jeg har ikke drukket alkohol siden nytår.

Da lov og orden var genoprettet i køleskabet, tog jeg en dyb indånding og gik i gang med fryseren – og det havde jeg ikke behøvet at frygte. For det var NEMT. Det gik op for mig, at det her faktisk er den første fryser, jeg har haft fra ny, og hvor de aflagte frysere, der er fulgt med lejemål gennem tiden har været fulde af metal, sære gitre og rimfrost, så var den her en drøm af lige linjer, rette vinkler og plastik. Det tog 20 minutter fra jeg åbnede lågen, til jeg var færdig og havde hængt klude og viskestykker til tørre.

Det æder temmelig meget ekstra, unødvendig strøm at holde -18 grader i en fryser, hvis den er betrukket med rim og is, og man anbefaler at afrime cirka to gange om året. Derfor: Mangler man køleskabsplads, er det måske nu, hvor tingene stadig kan stå køligt ude, mens man er i gang, at man skal få det gjort.

2.

Modtaget 2022-opgørelsen for vand og varme, og kan se, at jeg skal betale 900 kr. i varme, men til gengæld får 850 kr. tilbage for vand. 

Jeg har sat varme på min mentale liste over ting, jeg skal holde øje med, for jeg er ikke sikker på, at jeg synes, beløbet lyder rigtigt. Men eftersom vi først sidste år fik intelligente målere sat op her i boligforeningen, og priserne siden har opført sig som en rutchebane i Tivoli, har jeg ikke et konkret tal at sammenligne med.

Det har jeg til næste år, og luppen *er* lagt frem. 

3.

Forsøgt mig med at lave præ-formede burgerbøffer og fryse dem. 

Som mange andre autister er Anton super selektiv ift. mad, og lige nu vil han meget gerne spise burgere, udelukkende bestående af bolle og bøf. Jeg forsøger at trække næringsindholdet op ved at bage boller med lidt fintmalet grovmel i og lave bøfferne af ordentlig, økokød, men fordi vi andre meget, meget sjældent spiser oksekød, står jeg hele tiden med kød, jeg ikke skal bruge her og nu.

Derudover er 400 gram kød, som der ofte er i de her pakker, for meget til 2 bøffer og for lidt til 3. Det giver alt for mange poser i fryseren med klumper af kød, som mængdemæssigt ikke passer til ret meget af det, jeg ellers laver.

Og så HADER jeg at røre ved råt kød, så at forme bøffer af fars er noget af det værste jeg ved – nærmest kun overgået af at forme fars, der har været frosset. Der sker noget med teksturen, som jeg ikke kan forklare, men .. noget med vand. Yikes.

Nu har jeg prøvet at købe en større pakke kød, som var billigere på kiloprisen, og som med sine 900 gram passede perfekt til 6 bøffer. Jeg har formet dem på forhånd, og hvis de ellers gider opføre sig ordentligt, når jeg tager dem op og steger dem, har jeg vundet på både økonomi, madspild og ubehag.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

1.

Har jeg købt en ny parfume, brugt den 3 gange – og foræret den væk igen. 

Den duftede himmelsk, men på mig .. forsvandt den. Den duftede ikke grimt, den duftede bare slet ikke. Jeg satte den til salg i de 3 faste grupper, jeg bruger til den slags med ‘kvittering haves’, og lod den stå en uge. Herefter gjorde jeg kort proces, og forærede den til min søster. 

I samme ombæring plukkede jeg en anden parfume ud, som har stået bagerst på hylden i skabet i et halvt års tid, og som jeg af en eller anden grund bare aldrig vælger, når jeg står der om morgenen. Den fik min mor. 

Jeg klappede det af med dem begge inden overdragelsen, og jeg tænkte endnu engang, at det bare er virkelig rart, at vi i både min familie og min omgangskreds har fået skabt præcedens for, at man altid må spørge og altid må sige nej. Vi har fuldstændig fået pillet følelserne ud af den her brugs-cirkulation, og ingen føler sig forpligtede til at sige ja til noget, de ikke kan bruge. Det fjerner den ulempe, som godt kan følge af, at nogle bliver gode til at rydde ud og sende videre – men hvor de glemmer, at det ikke gør noget som helst for bæredygtigheden, hvis noget, man ikke selv bruger, bare kommer til at stå i et *andet* skab og samle støv. Jeg elsker, at vurderingen af, hvad der skal ske med tingen, ligger hos afsender, hvor den hører til, og ikke hos en sagesløs modtager, der ikke har bedt om aflagte gryder og vaser. 

Sidst men ikke mindst gik det denne gang også op for mig, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere behøver at retfærdiggøre over for mig selv eller finde en forklaring på, hvorfor jeg skiller mig af med noget. Der er ikke altid en logisk grund til, at man ikke bruger en parfume eller en cardigan, som man ellers virkelig ønskede sig, da man erhvervede den, og det er befriende, at beslutningen om at sende noget videre allerede træffes ved konstateringen af, at det ikke længere bruges.

2.

Er jeg begyndt at fryse min havremælk i portioner af 2,5 dl. 

Jeg kører almindelig komælk i min kaffe på mine havregryn, men ind i mellem drikker jeg Ceremoniel Kakao og Golden Milk, og det laver man på plantemælk.

Men fordi det ikke er en daglig forteelse, bliver det irriterende – og dyrt – at tage hul på en liter havremælk, for så kun at bruge en kvart og en uge senere hælde resten ud.

Derfor er jeg begyndt at fryse det i portioner, der passer til et krus, og det fungerer glimrende. Jeg bruger den fra Naturli’, der hedder Oat Barista, og den klarer fint en tur i fryseren og en efterfølgende opvarmning uden at skille. 

3.

Har jeg taget hul på de saltede citroner, jeg lavede for 2-3 måneder siden, og de er gode!

Jeg kan dog godt se, at det ville have givet mening dels at skære dem i mindre stykker, da jeg lavede dem, og at nøjes med at lave 3-4 stykker i første omgang. Mine er halve, og så meget bruger jeg aldrig, og fordi det er en ingrediens, man kun bruger engang i mellem, kommer de til at stå længe. Derfor er jeg, bakterie-wise, ikke vild med at fiske op og lægge tilbage i glasset, så til mine fellow novice-citrus-saltere derude (og til mig selv næste gang): Færre citroner og mindre stykker.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Inden vi går til ugens punkter, vil jeg bare lige nævne, at jeg har oprettet en ny indlægs-kategori, der hedder ‘ADHD, autisme & udredning’. Her har jeg samlet de indlæg, jeg de sidste par år har skrevet specifik om disse emner, og jeg vil tagge de indlæg, jeg skriver fremadrettet, så de også nemt kan findes her. Bare, så I lige ved det, hvis I sender nogen herind, der egentlig ikke skal bruge bloggen til noget som sådan, men bare gerne vil læse lidt om dét specifikke emne.

I den forgangne uge:

1.

Er foråret begyndt at trække i mig, og så får jeg altid lyst til at gøre alt muligt i haven. Jeg var allerede begyndt at fantasere om whiskeytønder med krydderurter og tomater op ad plankeværket – men fordi jeg efterhånden har lært, at min hukommelse ofte bliver snigløbet af mine impulser, fandt jeg min bog frem og slog op – og her havde 2022-Linda skrevet til 2023-Linda: “Du skal IKKE have krydderurter og tomater. Heller ikke selvom du – igen i år – tror, at du urtehavetypen”.

Og som Meatloaf sang: It’s all coming back to me now. For jeg ville så gerne være sådan én, der nusser rundt i haven og taler med mine lavendler og min basilikum, og jeg kan sgu næsten få krise over min manglende samhøringhed med muldjord og planter – men jeg kan simpelthen ikke holde fokus på det længe nok til, at det bliver en succes.

Og i takt med, at tomatplanten vokser sig højere og højere og skal bindes op i ét væk, og mynten og citronmelissen først vokser eksplosivt, for så at resignere og begynde at visne og rådne indefra, så stiger mit stressniveau og min selvforagt over, at jeg ikke engang formår at holde liv i den smule have, jeg har. 

Men jeg har besluttet at haverelateret selvhad er so last year, så i år kommer jeg til at følge mit eget råd og gå med lave blomster (der ikke skal bindes op…) i mine krukker, som bare skal vandes, og ellers bare er der for at pynte og skabe god stemning.

2.

Har jeg, helt iskoldt, opsagt de abonnementer på spil, som børnene har på deres iPads, som jeg ikke har set dem spille længe.

Jeg har denne gang ikke spurgt, om de stadig bruger de respektive spil, inden jeg trykkede ‘opsig’, for når jeg gør, insisterer de på, at det nærmest er det *eneste*, de spiller. 

Vi får at se. Men for samtlige abonnementer gælder, at de kører med månedsbetaling, og dermed er der intet sat til ved at gøre det på den her måde, for vi kan bare tegne dem igen, hvis det viser sig, at de vitterligt er så uundværlige, som børnene forsøger at overbevise mig om.

3.

Har jeg opsagt et par tillægspakker på min YouSee TV-pakke i erkendelse af, at jeg ikke bruger dem.

Jeg har det så blandet med det tv. For vi bruger det sgu godt nok ikke ret meget. Men når vi gør, er det bare rart at have. Og jeg er ikke tech-interesseret nok til at gennemskue, hvordan vi ellers kan få Netflix, Blockbuster osv. blæst op på TV’et i stuen. Lige her ville jeg ønske, at jeg var gift med en normcore mand, der levede og åndede for gadgets og teknik.

Men indtil vi får dét til at ske, må vi nøjes med mig, der brandslukker og lappeløser, og i det mindste bliver den nuværende løsning så en lille smule billigere fremadrettet.

4.

Har jeg modtaget madmagasinet, jeg abonnerer på. 

Hver eneste måned forholder jeg mig til, om jeg stadig synes, at det er udgiften værd, og indtil videre er svaret ja.

Ikke fordi jeg egentlig bruger så mange af opskrifterne deri, men fordi jeg synes, at det udvider min kulinariske horisont. For man kan finde virkelig mange, gode opskrifter på nettet. Men derude får man, hvad man beder om, og det betyder, at man egentlig bare kommer til at cykle rundt på den bane, man allerede kender. Derfor er bladet for mig en god måde at komme i tanke om retter, jeg egentlig havde glemt, opdage nye krydderier og ingredienser og generelt bare at få lidt inspiration.

Jeg elsker at være nået så langt i alt det her, at jeg har råd til den luksus, det er at kunne betale knap 70 kr. i måneden for noget, der ikke er strengt nødvendigt.

Men jeg elsker ligeså højt at være nået til, mentalt, konstant at forholde mig til, hvad jeg bruger mine penge på, og dermed også hele tiden at kurskorrigere, så det, jeg vælger til, er noget, jeg oprigtigt sætter pris på og som, helt Kondo’sk, bare gør mig glad.