I øvrigt:
*Går det godt med skolestart for Anton. JAAAAA, han er træt, når jeg henter ham, og forleden troede jeg, helt oprigtigt, at han havde fået en allergisk reaktion, så hævet var han om øjnene. Men han tager det i stiv arm, personalet er helt i særklasse søde, og han virker glad. Der er kun gået en uge, så jeg holder stadig vejret, men skuldrene har sænket sig halvanden millimeter, og jeg er glad for min beslutning om at køre opstart på den her side af sommerferien.
*Vil jeg, hvis du nu synes, at din arbejdsdag er lidt op ad bakke, bare nævne, at jeg i dag tolker et sted, hvor der er *meget* lidt plads, og at jeg nu fire (4) gange er blevet filtret ind i det live size skelet, jeg deler pladsen med. En god tolk er en usynlig tolk.
*Mangler jeg anbefalinger til en god film (spænding/thriller), en vegetarisk pastasalat, en medbrings-ret til brunch og en ordentlig hvidvin. Anyone? (Og ja. Jeg har da google på min Mac. Men jeg har også jer, og I er meget bedre #love).
*Er der nogen, der er begyndt at indrapportere mine gamle indlæg til Blogger pga. anstødeligt indhold, og flere indlæg på Blogger er derfor nu skjult bag en advarselsside. Og altså. Have at it. Jeg kommer ikke til at sidde og redigere 10 år gamle indlæg, og jeg er næsten mest ked af, at indlæggene på den her måde kommer til at se væsentligt mere saftige ud, end de egentlig er.
*Er Frida meget optaget af Gud og Jesus for tiden, og hun har derfor hængt to meget … hellige billeder op på sit værelse. Hvilket jo med en hedning til mor som mig giver anledning til nogle interessante samtaler. Lige nu handler samtalerne meget om, om jeg kan komme med i himlen, når jeg nu ikke tror på den, og skulle andre stå i samme situation, kan jeg oplyse, at ‘haha skat, det løb er kørt for længst!’ er et svar, der forlænger putningen med 1-2 timer.
*Skal jeg høre, om nogen kender til en god app, fb-side eller lignende, hvor der er opdateret, landsdækkende trafik-info? Jeg har brug for noget, hvor man ikke kun kan se, hvis der er kø, f.eks. pga. uheld, men også kan se vejarbejde, afspærringer osv. Det er SÅ nedtur at skulle tolke noget vigtigt 70 km. hjemmefra og så blive presset på tid, fordi nogen pludselig har besluttet at fræse asfalten på samtlige indfaldsveje op, lige netop dén dag.
*Fangirler jeg alt for hårdt på James Blunt i de her dage. Soldat, sangskriver, meget tit meget sjov på Twitter – og så bærer han lige en stakkels 18-årig dreng, der lige har mistet sin far, igennem finalen på American Idol, mens hans egne hænder ryster, så han næsten ikke kan holde mikrofonen. Jamen, jeg VRÆLEDE.
M2023, uge 20
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Med hjælp fra et par hjælpsomme håndværkere fået ydet livreddende førstehjælp til min opvaskemaskine, og den virker igen.
Problemet var, at pumpen blev ved med at køre efter at maskinen havde tømt vandet af. Det betød, at den bare blev ved med at starte, køre, slukke – og starte igen. Og en god tommelfingerregel med el er bare, at det ikke skal blive ved med at gøre ting af sig selv.
Jeg er efterhånden blevet god til at læse brugsanvisninger og troubleshoote med Google som min ride or die, så jeg tog strømmen, genstartede maskinen, tjekkede filtre, ledninger og vandforsyning, men intet hjalp. Derfor prøvede jeg efter kvalificeret input fra hhv. en elektriker og en smed, at skrive til den el/hvidevarerbutik, de begge sværger til, fordi personalet der er (og jeg citerer) ‘de eneste i byen, der ved, hvad de har med at gøre’, og spørge, om de havde et bud.
De skrev tilbage, at det formentlig var en sensor, der havde sat sig fast, så vi skulle prøve at vippe maskinen for at fjerne den sjat vand, der står helt nede under bundpladen, og så rigge den til igen. Og altså: Der var nok ikke nogen af os, der egentlig troede på det, for maskinen er 10 år gammel, og selvom jeg har passet godt på den, så er den stadig på den statistisk kedelig side ift. overlevelse.
Men det virkede. Sgu. Så nu ruller den videre, og det er derfor, vi skal passe godt på de små specialbutikker, der faktisk ved, hvad de står med. Det bliver helt sikkert dér, jeg køber afløseren, når den nuværende på et tidspunkt står endeligt af.
2.
Hørte jeg i sidste uge om et trick, som jeg ikke forstår, at jeg ikke selv har tænkt på, nemlig at gøre pap vådt, inden man smider det ud. (Vigtig tilføjelse: Man må ikke gøre det med det pap, der skal i papirspanden, for så kan det ikke genanvendes. Tak til dig for tilføjelse, Stinne <3)
Det er genialt. Pappet kan rulles og fylder pludselig kun 10% af, hvad det gør, når det er tørt, og ift. fx. pizzabakker er det nærmest provokerende smart, at de kan gøres så små, at de uden problemer kan gå med i dagens pose af restaffald.
Særligt nu, hvor varmen er på vej, og plastikposer ikke er noget, vi bare har til at ligge og flyde i hobetal, er det fint, at man ikke skal vælge mellem klamme insekter i skraldespanden eller en affaldspose, som ikke kan lukkes.
3.
Har jeg ofret min meget fine vandkande, som er lavet af noget, der ligner messing, men ikke er det, og sat den ud.
Den er simpelthen så pæn og god at hælde af, men den må ikke stå med vand i, for så ruster der hul i den, og det er bare virkelig irriterende. Og jeg medgiver, at det her er en af dem, hvor man enten forstår det, eller også gør man ikke. For jeg kan sagtens på skrift se, at det virker helt idiotisk, at det bliver årsag til, at man ikke får vandet blomsterne, men fact er, at jeg har dræbt et tocifret antal planter, fordi vandingsplanen består af mere end ét trin.
Derfor har jeg nu sat den ud, hvor det ikke betyder noget, hvis den pludselig er utæt, uden at jeg lige opdager det, og ingen trægulve eller -hylder betaler prisen for min uduelighed. Det kommer til at tage livet af den, men i det mindste får den lov at bruge sit otium på at servicere de små planter, hvor al jord spules væk, hvis man vander med havekanden, og den har over de sidste 2 uger sparket mere joy derude, end den har i de 2 år, jeg har haft den herinde.
Punktet er på, fordi jeg ellers taler meget og længe (!) om, at man skal passe godt på sine ting, fordi de så holder længere, hvilket er godt for både miljøet og pengepungen. Det står jeg ved – men jeg synes, at det er en vigtig tilføjelse, at det kun gælder de ting, man faktisk bruger. Ellers gemmer man bare til natten og katten, for der er ingen lommer i den sidste skjorte, og som revisor-Jesper siger: Hvis der er noget tilbage at arve, har vi regnet forkert.

En dag og en nat ad gangen
I morges har jeg for første gang afleveret Anton på den nye skole, helt uden pædagogiske støttehjul. Det har været en hård uge på den emotionelle front, og det er rart at være nået hertil.
Torsdag holdt han afslutning i den gamle klasse, og over middag cyklede han sammen med sin støttelærer ud og hilste på i den nye klasse. Fredag havde han en fridag, fordi han skulle have anden halvdel af sin HPV-vaccine, som for Antons vedkommende foregår på børneafdelingen med lattergas. Weekenden havde jeg med vilje holdt fri, så alle mand lige kunne komme til hægterne, og mandag var han igen på besøg i den nye klasse sammen med sin støttelærer. De to sluttede af med den sidste nadver på MacD, og den afsked havde jeg gruet for, for de har haft et særligt bånd – og det var præcis så forfærdeligt og trist som forventet. Vi havde købt en lille nøglering i kernelæder til hende, hvorpå Anton havde bestemt, at der skulle stå ‘Bedste Jane’ efterfulgt af et lille hjerte, og hun havde købt en t-shirt til ham og skrevet et kort, som jeg skal lægges i aflåst sideleje over. Anton gik i seng i afmagt, da han kom hjem, og hvis ikke jeg havde været kaptajn på skibet, havde jeg gjort det samme. Puh.
Men nu er vi her, og jeg kan langt bedre håndtere opstart og nye begyndelser end transition og nedlukning, så herfra handler det bare om at få ham godt i gang. Og det tegner godt. Faktisk. Søndag fik jeg en sms fra den nye pædagogiske leder, som – helt uopfordret – var kommet i tanke om, at jeg ikke kunne se skemaet for den kommende uge, fordi man først kan logge på Aula, når man er tilmeldt den nye skole, og det var han fra mandag. Men hvis jeg bare lige ville skyde hende min mailadresse, så ville hun sende det til mig.
Og jeg ved godt, at det måske ikke lyder som en månelanding af en begivenhed. Men det er det sgu lidt alligevel. For det er første gang i alle de år, Anton har gået i skole, at vi har fået en håndsrækning, som jeg ikke har skulle bede om, insistere på og sammenbidt nidstirre mig til – og rykke for, når alle så alligevel glemmer deres aftvungne løfter. Det her skete af sig selv, og det er første gang, jeg mærker et mikroskopisk glimt af håb for, at det måske – måske – er en mulighed, at det ikke hele tiden er mig, der skal være foran, holde under og holde for – og Anton, der betaler prisen, når de voksne fejler. Jeg er forsigtigt optimistisk, i hvert fald.
Jeg havde også i sidste uge fat i psyk. fordi jeg har haft en tiltagende oplevelse af, min medicin pludselig ikke virker længere. Det er selvfølglige ikke tilfældet, for når man får så meget Ritalin, som jeg gør, så forsvinder effekten ikke fra den ene dag til den anden. Men jeg har de sidste mange uger haft det, som om, jeg har bidt sammen om en højspændingsledning, og det er ikke særlig rart. Jeg har set det lidt an, for ligesom når man er syg, er det svært at vurdere, præcis hvornår en forkølelse er så slem, at den begynder at ligne en halsbetændelse. Der er mange, mange dele, der bevæger sig samtidigt i mit liv lige nu, og det gør det svært at være sikker på, hvornår det er de ydre omstændigheder, der skal have skylden, og hvornår the call is coming from inside the house.
Jeg har godt selv bemærket, at jeg er begyndt at tale hurtigere, at min koncentration skrider, og at jeg flakker mere i opmærksomhed, end jeg plejer. Det kan forklares med, at der er mange bolde i luften; jeg HAR travlt. For real.
Så begyndte jeg at bøvle med at sove om natten. Meget. Men igen: Med mange stimuli og vigtige deadlines hen over dagen, er det ikke så mærkeligt, at systemet har svært ved at falde til ro, og samtidig jeg er en idiot til at ligge og scrolle på min telefon, når jeg ikke kan sove, hvilket jo heller ikke rigtigt hjælper. Jeg er vant til ikke at sove ret meget – men jeg studser selv over det, når jeg sover SÅ lidt, som jeg gør nu, og ikke føler mig træt.
Men der, hvor jeg godt selv kunne se, at nu skal der nok til at ske noget, var tirsdag aften, hvor jeg startede på 5 forskellige serier, 2 film og 2 bøger, og intet af det kunne fange mig det mindste. Jeg kan svagt erindre, at lægen, der lagde min medicinplan, nævnte noget om, at det her kan ske, men det fortaber sig i tågerne, hvorfor – og hvordan vi løser det. For det er først nu, efter 4 måneder uden bivirkninger, og med supergod effekt af både præparat og dosis, at noget har ændret sig, så der er ikke umiddelbart en indlysende forklaring. Og måske ER det bare #life. Men nu har jeg ringet til dem (4 gange..), og måske er der nogen, der kigger på det og kontakter mig i slutningen af næste uge. Så altså. Jeg har sagt det til de voksne, og de lader ikke til at stresse over det, så jeg antager, at der ikke er grund til bekymring og i mellemtiden har jeg dejligt mange timer til at ordne alt det, jeg skal nå.
(I’m selvfølgelig kidding. Jeg ved det godt, og jeg gør, hvad jeg kan).
I morgen aften er jeg børnefri, og der er dømt sushi og godt selskab, og bagefter venter 4 dage, hvor vi bare skal lade op og finde fodfæste. Og måske finde en solstråle og spise en is.

M2023, uge 19
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Bagt kage til Antons skoleafslutning, og i stedet for at bage én stor bradepandekage, bagte jeg kagen i 3 mindre forme, som jeg pakkede i hver sin pose.
Det var utilsigtet genialt. For jeg havde, som altid, skudt over mål ift. hvor meget kage, børn reelt kan spise, og havde han haft én stor kage med, havde jeg fået en fedtet omgang grat retur. I stedet havde han to poser med hjem igen; én, der indeholdt en kvart kage, og én, der slet ikke havde været åben.
Ud over at være en nem måde at forebygge madspild på, så blev kagerne også bare bedre, fordi man med en ovn, der varmer ujævnt (hej boligforening), meget nemt risikerer, at en stor kage bliver tør i kanten og ubagt i midten. Ikke her. Her var bare begejstring og svampet chokoladekage så langt øjet rakte.
2.
Har jeg fået en prøve på skintonic fra Raunsborg, som er på spray, hvilket er noget af det lækreste, jeg har prøvet længe.
Desværre ser det ikke ud til, at man kan købe den i almindelig størrelse som spray, hvilket er virkelig ærgerligt. Dels er det bare en meget lækker fornemmelse, men den overflødiggør også rondeller. Stort og dybfølt tak fra miljøet, uanset om man kører vat eller stof, der på bagkant skal vaskes ved høje temperaturer.
Når jeg nævner mærket på den, er det fordi jeg er i tvivl om, om konceptet kan overføres til alle mærker – for jeg er f.eks. ikke sikker på, at mit syn ville holde til at blive ramt af den tonic fra Clinic, jeg brugte i mine unge dage, som man i en snæver vending ville kunne fjerne harpiks og rester af klistermærker med.
Men låget kan skrues af den lille prøve, og jeg har en anden tonic stående, som jeg vil teste konceptet med, for hvis det også fungerer, bliver det sådan, vi kommer til at rulle fremover.
3.
Er jeg tilbage i mine buddha-bowls, og jeg vil bare igen slå et slag for, hvor nemt det er i de uger, hvor det hele går lidt ekstra stærkt.
Søndag lavede jeg en grundsalat af spidskål, babyspinat, gulerødder og rød peber, som jeg snittede helt fint og pressede en halv lime ud over. (Syre virker konserverende, så limen forlænger levetiden, og holder salaten sprød).
Jeg halverede en håndfuld små tomater og smed dem i deres egen plastikboks (fordi de afgiver væde og derfor ødelægger salaten, hvis du smider dem i den), og til sidst lynsyltede jeg et par gulerødder og nogle rødløg. Man kan SAGTENS lave det selv, og det er både billigt og nemt. Men fordi tid lige i de her uger er den meget knappe faktor her, havde jeg købt en flaske eddikelage fra Tørsleffs i stedet, og hældte bare halvdelen over løgene og halvdelen over gulerødderne.
Det samlede tidsforbrug på ovenstående var 20 minutter.
Og så har jeg ellers hele ugen bare kombineret med det, jeg lige den dag havde lyst til, f.eks. søde kartoffeltern, pitabrød og hummus, falafel, asiatiske kyllingefrikadeller (fra fryseren) og forskellige slags dressing, nødder, frø og kerner.
Når man laver salat til en hel uge, som jeg har gjort her, undgår man den kvarte kål, som man altid har ambitioner om at bruge til noget, men som man aldrig rigtig når at få omsat, så ud over at det sparer tid og opvask, så får man på den her måde også brugt alle grøntsagerne helt.
Endelig er tetris-bowl-konceptet billigt, virkelig, virkelig nemt, og så fungerer det supergodt sammen med stort set alle smårester fra fryseren, f.eks. dahl, kødsauce eller tikki masala, så det er også en god måde at få tømt hylder og skuffer på.

I øvrigt:
*Har Anton i morgen sidste skoledag på den gamle skole, og alle er ved at gå op i sømmene over at skulle sige farvel og tage afsked med verdens bedste støttepædagog. Der er våde øjne galore, Frida har krise over, at de ikke længere kan følges hjem, og jeg forsøger at jonglere afslutning, opstart, kagebagning og mulig taxakørsel med job og en børnefødselsdag i horisonten.
*Har jeg af samme grund flyttet de svenske sommerplaner over på den bagerste kogeplade, mens jeg vurderer, om det skal være i år, eller om det giver mere mening at tage den til næste år. Det fine ved store omvæltninger er, at de rydder pladen og gør det dejligt nemt at prioritere, hvor fokus er nødt til at være lige nu. Resten må vi tage, som det kommer.
*Kan jeg INTET samle mig om, så jeg kører mere musik end podcasts for tiden, og jeg kom pludselig til at savne noget inspiration. For musiktjenesterne er flinke til at byde ind med ‘you might also like’, men fordi jeg, som Peter Frødin sang, har en bred smag, bliver det ofte meget Yo! MTV Raps eller noget surt britpop fra midt-halvfemserne. Derfor har jeg den sidste uge kørt ‘Musikinspo – dagens 3’ på min fb-side, hvor jeg smider 3 numre op, og har bedt dem, der har lyst til at være med, om at gøre det samme. Det har været den BEDSTE oplevelse med glædelige gensyn, både på musik- og personsiden, og min playliste er blevet dobbelt så lang, som da jeg startede.
*Har jeg sjældent været så glad for muligheden for ‘fortryd afsendelse’ på messenger, som jeg var i mandags, hvor en offentlig myndighed kontaktede mig på min firma-fb-side. For min måde at kommunikere med brugere på, ser meget sådan her ud:

Den her instans kendte jeg ikke, og de havde lidt forskellige spørgsmål. Da jeg havde svaret, skrev deres høflige sekretær: “Tak for svar – jeg har ikke yderligere spørgsmål” – hvortil jeg som svar sendte den her:

Jamen, fordi jeg havde 4 forskellige samtaletråde i gang samtidigt, jo. Sjældent har jeg trykket fortryd SÅ hurtigt. Og altså. Ingen er døde, men det er måske til den friske side…
(Hvis I læser med, så råb lige: “Science, bitch!” når vi ses, så det står 1:1, ikke?)
*Kan man, hvis man keder sig, med fordel tjekke podcasten Scamfluencers ud. Særlig de to afsnit fra april/maj i år, der hedder ‘So many strings attached’ er forrygende. De handler om ham, der skabte N*Sync og Backstreet Boys, og mit hoved eksploderede 16.000 gange, da jeg hørte historien.

L.A. song (Out of This Town)
I dag er det fredag, og det betyder, at der burde være et M2023-indlæg på trapperne. Det er der ikke, for jeg har de sidste 2 døgn kørt fuld eskapisme, og jeg har derfor ikke en eneste tanke klar i frontallapperne.
For halvanden uge siden blev en af mine veninder fra Aarhus stukket ihjel hjemme på sofaen under absurd tragiske omstændigheder.
Vi var ikke tætte længere. Engang hang vi ud, trænede, var i madklub sammen osv, men så flyttede jeg til Esbjerg, og voksenlivet stillede sig i vejen. Men vi havde stadig kontakt, og det er ikke en måned siden, vi havde fat i hinanden på fb. Nu er hun her ikke mere, og ud over at skulle forholde mig til dét, så skal jeg også finde en hylde i hovedet, hvor jeg kan placere, at man kan dø på dén måde.
I tirsdags var jeg ude og tale med personalet på Antons nye skole, og der er nu sat dato på, hvornår han skifter. Og for første gang i meget, meget længe, stod jeg overfor noget diagnose-relateret og tænkte: “.. ok. Det her *kunne* faktisk godt blive godt…”
Der har været opfølgning på Fridas medicinopstart i Kolding, planlægning og koordinering af de sidste uger af Antons skema med personalet på den nuværende skole, og jeg har arbejdet på helt andre tidspunkter, end jeg plejer.
Da jeg onsdag skulle tolke en opgave, som sluttede sent, var aftalen blevet, at børnene skulle sove hos mine forældre. Da jeg i en pause tjekkede min mobil, havde de alle 4 lagt en besked om, om ikke børnene måtte sove der både onsdag og torsdag aften? Normalt står jeg ret stramt på, at det må de ikke. Ikke pga. mine forældre; de støtter op om alle regler og sørger for, at rutinen hos dem er den samme, som den er herhjemme. Men det til trods, så er det alligevel en ændring, som børnene bruger kræfter på at forholde sig til, og som vi derfor betaler af på i dagene efter. Men fordi vi her kiggede ind i 3 fridage, og nogle efterfølgende uger, hvor alt alligevel er dispenseret, traf jeg en hurtig beslutning og sagde ja.
For det hele er så overvældende lige nu, at jeg føler mig vægtløs, og det føles som om, der er glas imellem mig og resten af verden. Det føles som om, intet er virkeligt, og den fornemmelse får de normale grænser og forbehold til at fordampe.
Så jeg tog fri fra mit liv i 48 timer.
Jeg har ikke tjekket noget som helst i e-boks, og jeg har ikke forholdt mig til én eneste børnerelateret ting. Jeg har ikke tjekket arbejdsmails, Aula eller to-do-lister, og revisor-Jesper må vente til på mandag.
Jeg har til gengæld hørt virkelig meget, virkelig høj musik, spist sushi og kørt langt, mens mørket faldt på. Jeg har truffet tvivlsomme beslutninger, drukket vin og brugt penge, som om der ikke var en dag i morgen, og det har været fuldstændig magisk.
I dag larmer børnene lidt mere end de plejer, notifikationsboblerne virker ekstra røde, og opvaskemaskinen er gået i stykker på en meget bebrejdende måde. Vi har ikke mere mælk, og jeg har det som om, jeg ser dashboardet på bloggen for første gang, men det har været det hele værd, og i næste uge er jeg klar igen.
M2023, uge 17
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
__________
Inden vi hopper til ugens punkter, vil jeg bare sige, at jeg simpelthen har været så rørt over, hvordan I tog imod det seneste indlæg.
Tak for at dele jeres indignation, jeres vantro og jeres forfærdelige historier.
Jeres reaktioner og ord fik mig til at indse noget, som jeg aldrig har tænkt over før, nemlig i hvor høj grad det her handler om gaslighting; at man oveni at stå med de konkrete udfordringer også bruger uhørt mange kræfter på at blive i tvivl om, om det vitterligt *ER* mig, der kræver for meget/er uheldig/opfører mig urimeligt. For det er sådan, man bliver mødt i systemet Hver. Eneste. Gang, og eftersom man er sin egen eneste allierede, så æder det fundamentet, når man hele tiden bliver fortalt, at det man oplever, ikke er rigtigt.
Når nogen konstant sår tvivl til kompasset, så bliver man til sidst i tvivl om retningen, og det æder sjælen op.
Tak for at hjælpe mig med at rekalibrere apparatet; det var langt mere tiltrængt, end jeg selv havde opdaget.
__________
I den forgangne uge:
1.
Har jeg kørt projekt Brug Alt I Køleskabet.
Og altså. Det er jo ikke fordi, jeg etablerer et regime, hvor jeg skal have håret raget af og smøres ind i aske, hvis jeg fraviger, men det kan for mig bare somme tider være nemmere at huske at få noget gjort, når jeg har gjort det til en slags projekt.
Jeg smed de fleste grøntsager fra skuffen i ovnen sammen med masser af krydderier, balsamico og honning, og blendede dem med et par dåser hakket tomat og lidt pikantost til en cremet tomatsuppe.
Nogle syltede agurker, et skalotteløg, et par skefulde mayo, lidt revet cheddar og en smule amerikansk diner-sennep blev sammen med lidt hakket oksekød forvandlet til big-mac-fyld i empanadas (som jeg virkelig, virkelig kan anbefale at lave af grov tærtedej, penslet med æg).
En kvart blok parmesan mødte sin skæbne i en pladefuld knækbrød, og der var spejlæg med rødbeder til frokost den ene dag, og gulerodsstave og knækbrød med hummus den anden.
Og endelig fik jeg lavet en bootleg-version af brændende kærlighed med søde kartofler, rødløg og chorizo.
Nu er der så god plads i køleskabet, at vi i en snæver vending kunne overnatte derinde, og madbudgettet har været helt uhørt lavt. Win-win.
2.
Har jeg sat en lille kasse ud i bilen, hvori jeg har smidt de gamle regnslag, vi de sidste år har fået raget til os i diverse forlystelsesparker, trælse stofnet, og de beskidte plastikposer, vi får samlet sammen (f.eks. dem, jeg har haft mudrede støvler med hjem fra SFO’en i).
De er rare at have og bruge som underlag, når man f.eks. er på planteskole og skal have potteplanter med jord i bilen, eller når vi har været på stranden/ved søen/i skoven og har våde, snavsede sko.
For plastik nej tak. Men når vi så alligevel får det inden for dørene, så føles det trods alt rart at bruge det så meget og så længe som muligt.
3.
Har jeg tænkt, at jeg lige ville give en tilbagemelding ift. hvordan det fungerer med deledata på min telefon og børnenes iPads.
Og det er muligt, at I alle sammen har kendt til det altid, men jeg havde ikke hørt om det før, og for os har det vist sig at være langt, langt billigere, end hvis der skal tilkøbes internet til begge iPads.
Det fungerer STRÅLENDE.
Jeg har et mobilabonnement med 80 GB, som jeg giver 149 kr. for pr. måned. Hertil kommer 2 datadelingskort, som koster 2 x 30 kr. pr. måned. Det betyder, at vi for 210 kr. pr. måned har al det data, vi skal bruge, og børnene kan kommer på nettet på deres iPads, uanset om vi er sammen eller hver for sig.
Da de var mindre, hoppede de bare på min telefon, hvis de f.eks. havde iPad’en med i bilen, og gerne ville spille eller se en film. Men i takt med, at de bliver større, bruger de også iPad’en i situationer, hvor jeg ikke er med. De spiller med vennerne, de bruger den på skolen, og de kører langt med andre end mig. Her er det meget, meget smart, at de bare har net, uden at der skal graves wifikoder frem eller parres med venners forældres telefoner.
De 80 GB er længe rigeligt til os alle 3. Jeg var lige inde og tjekke, og i denne måned har vi stadig 18 GB tilbage.
Ift. sommerferie kan løsningen også bruges i udlandet, hvis det er nødvendigt. Her skal man så bare være obs på det konkrete forbrug, fordi man ofte har færre udenlandske end danske GB i sit abonnement. (På mit hedder det 20 GB).

Prada, hverdagsliv og systemer
For nogle uger siden mødte jeg en kollega, som det er længe siden, jeg har set. Hun udbrød helt spontant: “Du ser godt ud! Men du ser fandme også træt ud!!”
Og hey. The bags under my eyes are Prada og alt det der – men da vi sad og snakkede om, hvordan voksenlivet arter sig, kom jeg, som jeg ofte gør, til at tænke over, at det er svært at forklare mennesker, der ikke har neurodivergens inde på livet, hvorfor det kræver så mange kræfter, som det gør.
Måske er problemet, at det er for abstrakt? De sager, der kommer i medierne, er så grelle, at de næsten kammer over og bliver for svære at forholde sig til, fordi de liv, der beskrives, er så anderledes end det liv, de fleste lever, og derfor har man ikke en referenceramme. Lidt som når man ser udsendelser om hungersnød eller naturkatastrofer; det er så langt fra den virkelighed, vi kender, at vi sagtens kan se at det er forfærdeligt – men vi kan ikke rigtigt tage det ind.
Derfor besluttede jeg, at jeg ville prøve at logge 2 ugers konsekvenser af at leve et liv med systemet som ufrivillig følgesvend. Og KUN den del, der direkte vedrører diagnoserne. Madpakker, indkøb, arbejde, gynækologbesøg, fødselsdage og plæneklipning kører som det plejer ved siden af.
Når man læser ned over dagene, vil de fleste formentlig tænke, at det ser helt vildt ud, og at det må være fordi, jeg har valgt to ekstreme uger. Det er desværre ikke tilfældet. Der kan være andre aktører i spil, men arbejdsmængden er – som det eneste – meget stabil.
Sidst, men ikke mindst: Jeg kan ikke forhindre, at nogle mennesker mener, at de her diagnoser er indbildning, forældrefallit og opmærksomhedssyge. Eller at man fikser mennesker, fordi systemet er stykker. Det her indlæg kommer ikke til at gøre hverken til eller fra for dem, der har det sådan.
Men når jeg skriver det alligevel, så er det for i det mindste at prøve at synliggøre, hvorfor ingen ville vælge de her livsvilkår, hvis de kunne blive fri.
__________________
Onsdag: Ringer til psyk for at bestille medicin til mig selv. Får at vide, at det er for tidligt, når jeg stadig har til lige knap 2 uger.
(Skulle have været omlagt til depotmedicin for længst, men læge, der skulle indkalde til afsluttende samtale, glemte at vinge af, at ‘patient skal informeres’. Jeg fik derfor aldrig besked om tiden tilbage i marts. Til gengæld fik jeg efter 4 forsøg en ny tid – d. 05.06.)
Torsdag: Fridas psykiater ringer på aftalt tidspunkt for at følge op på, hvordan det går med medicinopstart. Denne tid er flyttet to gange.
Fredag: Netværksmøde, Frida, hvor psykiater skal informere skoleleder, lærere og sagsbehandler om Fridas udredning og diagnose. Mens jeg kører fra arbejde bliver jeg først ringet op af sagsbehandleren og dernæst af psykiateren. Om mødet er i dag? For de har ikke modtaget dagsorden, info om lokale eller link til Teams. Jeg får fat på skolen, skoleleder er syg, og de har glemt at sende info ud. Jeg giver besked til psykiater, hjælper skolen med hendes mailadresse, så de kan sende hende et link, og har samtidig telefonen åben, så jeg kan guide sagsbehandleren, der ikke kender skolen, det rigtige sted hen. Mig. Altså, moderen. Den ene halvdel af de to mennesker, det her skal forestille at hjælpe.
Under mødet byder en lærer, der – direkte adspurgt – ikke har nogen som helst erfaring eller forudsætninger for at udtale sig, ind med, om ikke det kan være medicin og skærmforbrug, der gør, at Frida har det svært?
Det tager vi lige en kort snak om. Mest mig og meget i bydeform. Det er her, jeg insisterer på at sidde med, når der skal afholdes arbejdsmøde, og jeg ødelægger den gode stemning ved at være det, der i coachsprog hedder ‘meget klar og tydelig i min kommunikation’ omkring, at de tiltag, de forestiller sig at sætte i værk, skal løbes forbi mig, så længe ingen af de involverede parter har modtaget nogen form for psykoedukation.
Mandag: Kører på apotek efter medicin til Frida. Psykiater har glemt at forny recepten.
Tirsdag: Venter hele dagen på at få besked om, hvilken af speciallinjerne, jeg har fået plads på til Anton, hvilket besluttes i dag. Beskeden kommer ikke.
Onsdag: 2 timers besøg af sagsbehandler, der skal interviewe mig og se børnene, fordi jeg har søgt om 8 timers barnepige pr. måned. Det har foreløbigt taget 6 måneder, og vi er langtfra i mål. Jeg har skrevet 8 A4 ark med svar på spørgsmål som ‘Hvordan påvirker barnets diagnose hverdagen i jeres familie’ på hvert barn, udfyldt samtykkeerklæringer, rykket kommunen for svar osv.
Dette møde er i øvrigt blevet flyttet 3 gange – og ikke af mig.
Stadig intet nyt om skoletilbud til Anton.
Torsdag: Besked fra Pædagogisk Enhed om, hvilken skole, vi har fået. Der er to at tage af. Vi har ønsket den ene. Vi har fået den anden. Ringer til PE og spørger, hvad der ligger til grund for afgørelsen, og det viser sig, at nuværende skole har ikke noteret vores ønske. Til trods for, at jeg 3 gange har spurgt, om de har gjort det, og de 3 gange har kigget mig lige i øjnene og svaret ja. Får at vide, at jeg selv kan vælge, men sagsbehandler foreslår, at jeg taler med de to skoler, før jeg beslutter mig.
Bruger resten af dagen på at tude, stresse helt ekstremt og forsøge at finde plads til mit raseri til nuværende skole, der brænder with the power of a thousand suns.
Fredag: Ringer til de to skoler, hvilket er noget af det værste, jeg har prøvet. Skolen, jeg har ønsket, oplyser, at de kun har ‘udadreagerende, voldelige børn på den årgang. Og vi har mange af dem!’ Hun spørger ligeud, om han ikke bare kan blive på den nuværende skole? Men de skal ‘selvfølgelig nok gøre, hvad de kan for at passe på ham, hvis han kommer herud’.
Den anden skole beskriver den samme gruppe af børn – men der er knap så mange, og skoleleder her lyder knap så desillusioneret og ligeglad som den første.
Bruger resten af dagen på at tude og tænke, at det her kan jeg ikke. Og at jeg ikke kan forstå, at det er meningen, at man skal løse det hele selv.
Får hen under aften samlet mig selv nogenlunde op ved at gentage mit på-4.-år-kørende mantra: Det er vigtigere at være glad end at gå i skole. Vi prøver. Men er der bare den *mindste* indikation på, at de er hårde ved ham, eller at han ikke trives, river jeg ham ud. Jeg ved ikke, hvad vi så gør – det må vi løse. Men det er vigtigere at være et helt menneske med 6 års skolegang, end at være et ituslået menneske med 7.
Mandag: Står på tolkeopgave, da skolen ringer. De sidder til arbejdsmøde om Frida, som vi jo havde aftalt, at jeg skulle med til. Nu sidder de der alle sammen, og opdager, at de sørme har glemt at invitere mig – om ikke, de bare lige kan ringe til mig bagefter og fortælle, hvad de har snakket om?
Ringer senere til psyk. og bestiller medicin til mig selv.
Tirsdag: Ringer til psyk. for at følge op på, at der sker noget med gårdagens bestilling. Får overbærende sekretær i røret, der med hørbart øjenrul forklarer mig proceduren. Insisterer hårdt på, at hun dobbelttjekker, at bestillingen er videregivet, og jeg supplerer hjælpsomt med, at det indtil nu er gået galt 3 gange ud af 3. At det hver gang har taget over en uge med daglige opkald at få min medicin, at de har lagt den forkerte medicin op hver gang, OG at de sidste gang, da der stadig ikke var sket noget fredag, bad mig ‘ringe til akutmodtagelsen og bare sige derude, at vi har lavet en kæmpefejl’. Jeg er begyndt, at insistere på, at de noterer i min journal, når det sker – for det er mig, der lyder som en desperat narkoman, når jeg ringer.
Efter den smøre slog hun mig op – og blev stille. “Der ligger godt nok ikke lige noget på dig, kan jeg se…?”. Nej? Men det skal vi vel lige have kigget på så, ikke?
Efter 5 minutter viser det sig, at lægesekretær i går i stedet for en bestilling, har fået lavet en samtykkeerklæring…
Dude….
Og sådan får vi tiden til at gå herhjemme.
Jeg har været i det nu i over 5 år, og jeg tænker somme tider, at det er systemet mere end det er diagnoserne, der ender med at knække folk.
Det virker ikke rigtigt, vel?

M2023, uge 16
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg foræret min Salat Bar væk.
Jeg købte den brugt for et halvt års tid siden, efter først at have spurgt mig lidt for, for mit indtryk var, at man enten bruger den én gang og så aldrig igen – eller ender med at gifte sig med den.
Det eneste argument, jeg kunne finde imod den, var størrelsen. Det blev til gengæld nævnt en del; at enkeltrummene er for store, og/eller at den fylder for meget i køleskabet. Og det er også det, der er endt med at være dealbreakeren for mig.
For selvom jeg ELSKER ideen, så er rum med plads til en liter bare virkelig meget. En fyldt bar kan indeholde 8 liter, og det svarer nogenlunde til et par poser gulerødder, 2-3 bakker vindruer, 10 peberfruger, en spidskål og to bakker tomater. Så meget når vi slet, slet ikke at spise, før det mugner, og dermed kan jeg enten vælge at spilde køleskabsplads ved at have den stående med 4 tomme rum eller kun at fylde rummene halvt.
Den laves i en lille version med 4 rum, men rummene har samme størrelse som i den store, altså 1 liter, så det løser ikke så meget. Når de laver en bar med 8 rum, men i halv højde, er jeg klar, for det *er* sgu smart, og vi *spiser* meget grønt.
Men for nu er jeg ude, og telefonboksen er givet videre, så den enten kan gøre gavn et andet sted, eller fungere som afklaring for en anden som mig.
2.
Har jeg afkalket min kogekeddel med almindelig eddike.
Jeg plejer at bruge afkalker beregnet til kaffemaskiner, og troede, jeg havde en flaske til at stå, men da jeg fik den hentet frem, var det stærk kalkfjerner til badeværelset. Jeg var 2 millimeter i bare at knalde det i alligevel, men tænkte, at jeg nok hellere lige måtte google for en sikkerheds skyld.
Og jeg kunne faktisk ikke finde et klart svar. For nogen havde skiftet ud uden problemer, mens andre havde fået ødelagt deres kaffemaskiner, og der var ikke umiddelbart noget system i, hvornår det opfører sig hvordan. Der var løse teorier om, at nogle produkter til badeværelser også indeholder sæbe, men uanset hvor meget produktinfo og Hestenet, jeg læste, var der ingen hjælp at hente.
Men i al min klikken rundt, faldt jeg over det irriterende indlysende faktum, at man jo bare kan bruge eddike, hvilket gav mig lyst til at hamre en flad hånd i panden på mig selv. For selvfølgelig kan man det.
Så lidt selvhad over først at indse det som 46 årig, men trods alt stadig mest begejstring over at kunne eliminere endnu et produkt fra rengøringskassen.
3.
Har jeg fornyet vores årskort til Legoland.
De sidste 3 år har jeg gjort det i slutningen af indeværende sæson, fordi man så får det billigere, end hvis man venter til foråret. Men sidste år var jeg i tvivl om, om børnene var ved at blive for store, eller måske hellere ville have årskort til noget andet, så jeg besluttede mig for at sidde på den, og så satse på, at Legoland ikke forsømmer muligheden for at trække de sidste med sig i faldet, hvis kids stadig var på klodser og Emmets sofa.
Ganske rigtigt kom der en mail i sidste uge om, at man 2 dage mere kunne forny kortene til gammel pris, hvis frafaldet skyldtes en frygtelig forglemmelse, så jeg indkaldte til husmøde, og begge børn kiggede bestyrtet på mig, da jeg spurgte, om vi var færdige med Legoland. Det var vi på ingen måde, der var ikke andet, de hellere ville have kort til, ellers mange tak, mor, og så var det jo sådan set bare at få bestilt, mens der stadig var 150 kr. at spare pr. kort.

True crime, etik og hvem må bestemme?
I mandags kommenterede jeg på en reel på insta hos altid sympatiske Julia Lahme. Hendes opslag faldt ned i noget, jeg længe selv har gået og tygget på, og det lød:
(…) Og så har jeg tænkt over noget i dag.. og i går. Den hæslige sag med den unge pige, som heldigvis er fundet. Kan vi ikke aftale at lade være med at opsøge noget i true crime-genren om det? (…)
Det bliver altid så dumt, når man forsøger at parafrasere sig selv, så nu paster jeg bare mit svar her, og så folder jeg det ud nedenunder:
“Jeg tygger selv rigtig meget på det her. Og det virker helt indlysende som det eneste rigtige, at de her stakkels, stakkels mennesker ikke skal bebyrdes med, at deres livs største traume om 2 uger er forvandlet til en podcast.
Men hvor går grænsen? Er det tiden, der skal være gået? Antallet af ofre? Den geografiske lokation? For der var mange, der gik ned med Titanic. Afrikanerne er nok ikke *helt* i sync med den historiemæssige fremstilling i Black Hawk Down. Hvad med dokumentarer om det malaysiske fly, der forsvandt, spillefilm om JFK og The Zodiac Killer og serier som Rejseholdet og Law & Order, der bygger på rigtige sager?
Jeg ved ikke, hvad svaret er. Og det er pissevigtigt, at ofrenes stemmer bliver hørt. Der er 100% nogle podcast og bøger, der ikke behandler historierne med den respekt, de fortjener. Men betyder det, at journalister, instruktører og kunstnere generelt skal fratages retten til selv at bestemme over eget produkt?
Og hvad med de sager, hvor den ene del af familien gerne vil have graverjournalister på sagen, fordi de mener, at der er begået justitsmord, mens den anden del af familien forbeholder sig retten til at nedlægge veto mod, at historien tages op?
Jeg synes, at det er komplekst.
Lige nu er jeg ved at høre den glimrende podcast ‘Can I tell you a secret’ om 5 britiske kvinder, der har fået flere år af deres liv ødelagt af en stalker. 4 afsnit inde viser det sig, at stalkeren er autist, og der er et helt afsnit, som er et interview med hans mor. Hun fortæller om hans opvækst og al den hjælp, hun har bedt om, men aldrig fået. Undskylder det hans adfærd? Hjælper det ofrene? Ikke rigtigt. Men det er stadig skidevigtigt. Og det gør pludselig en ellers meget sort/hvid sag helt utrolig grå.
Så jeg synes virkelig, at det er en vigtig debat. Både så vi ikke gentraumatiserer ofrene og forvandler dem til underholdning. Men også så vi får tænkt igennem, at forbud og vetoret kan forhindre vinkler, forklaringer og huller i systemet i at komme frem, så vi uforvarende tillader, at de fortsat kan skabe ofre.”
True crime bølgen var en tændstik i en tør underskov, da den ramte for 7-8 år siden. Jeg kan ikke huske, at jeg før har set en genre eksplodere så voldsomt, hvor hypen har holdt ved i så mange år, at man skal have begge hænder i brug for at tælle, og den er still going strong.
Men der er sket noget over de sidste par år, for hvor den i sin spæde start var en slags digitale lejrbålshistorier, er der i dag mere fokus på, at historierne handler om rigtige mennesker. Det har taget livet af mange podcasts, at værterne ikke har haft øje for, at der stadig sidder familiemedlemmer tilbage, som skal leve med, at den værste dag i deres liv pludselig er allemandseje, og det er sådan set fair nok.
Mange amerikanske true crime podcast har taget kritikken til sig og gør sig nu umage for at fortælle historierne med respekt. Mange af de store samarbejder med organistationer, der efterforsker cold cases, og flere af dem donerer ret store beløb til f.eks. testning af DNA. Det er ikke ualmindeligt, at de samarbejder med politi og efterforskere, og det sker også jævnligt, at de opfordrer lyttere i bestemte områder til at overveje at få lavet en DNA-profil, fordi man på den måde somme tider kan finde frem til gerningsmænd i sager, hvor man har DNA, men ikke noget at matche det op imod. Familial DNA kan snævre feltet betydeligt ind, og både gerningsmænd og navnløse ofre er blevet identificeret som direkte resultat af true crime podcasts og deres indsats her.
Men hvor går grænsen for, hvilke sager, man må tage op? Hvilke historier, man må fortælle i underholdningens navn? Hvor lægger vi snittet?
For jeg kan virkelig godt forstå, at det er helt sygt grænseoverskridende at stå i Føtex, og pludselig skulle forholde sig til sin myrdede mors billede på forsiden af Se & Hør, fordi en podcast har taget sagen op. Det skal man være lavet af sten for ikke at kunne fatte sympati for.
Men ville så mange i weekenden have tænkt over, at tjekke deres overvågning og sikre optagelserne, inden de blev slettet eller overspillet, hvis ikke true crime-genren over de sidste 8 år har tydeliggjort vigtigheden af det?
Kan vi fastholde følelsen af fælles ansvar for hinanden og opfattelsen af, at hvert eneste bidrag kan være vigtigt, hvis vi ikke fortæller og hører historier, som bekræfter, at det er tilfældet?
Kan vi engagere os i sager, vi ikke kender til på individniveau?
Kan de personificerede historier være med til at bære konsekvenserne af systemisk svigt og manglende indsatser frem? Vil det gøre en forskel for, hvad der forskes i og gives penge til, hvis vi finder ud af, at bestemte diagnoser giver forhøjet risiko for særlige typer af adfærd? Hvis gerningsmændene til de mange skoleskyderier i USA f.eks. viser sig at have diagnoser eller forløb, der ligner hinandens?
Fortjener de glemte eller knap så indlysende ofre også en stemme? Moderen til weekendes gerningsmand, f.eks.? Jeg gætter på, at hun også sidder med en oplevelse af tab. Af at have mistet den søn og den fremtid, hun troede, hun havde.
Ville Politiet kunne fremsætte en opfordring til, at borgere registrerer deres overvågningskameraer, hvis ikke disses betydning igen og igen var blevet understreget gennem true crime historier?
Ville Folketinget nogensinde have fået et borgerforslag om, at dansk politi skal kunne bruge genetisk slægtsforskning i sin efterforskning, på hænderne, hvis ikke den brede befolkning havde fået kendskabt til den mulighed gennem true crime?
Det er svært at sige.
Men på en eller anden måde har true crime genren givet et fælles sprog, der gør det muligt at ensrette indsats og fokus på rekordtid, og det tror jeg meget vel kan redde liv.
Vægter potentielle ofres sikkerhed og mulige redning højere end respekten for et nej fra dem, der allerede lider og lever med sår og ar, der aldrig heler, og som springer op hver eneste gang, en podcast på ny gør krav på deres historie?
De få over de mange? De mange over de få?
Jeg ved det simpelthen ikke.
Men jeg tror ikke, at sagen i weekenden var endt, hvor den endte, hvis den havde udspillet sig inden true crime havde tydeliggjort, hvor ofte det er den lille, tilsyneladende ubetydelige brik, du står med i hånden, der kan få resten til at falde på plads.
