Brak
Når jeg står op på lørdag, har jeg kørt mit første år som selvstændig tegnsprogstolk, hvilket på alle måder er vildt. Årshjulet har rullet en hel omgang, verden er en anden, og det er uden tvivl det bedste, der nogensinde er sket på jobfronten for mig – og et vidnesbyrd om, at de bedste gaver somme tider kommer i det grimmeste papir.
Det har på mange måder været et startskud til at begynde at finde tilbage til mig selv. Det har været fantastisk at blive tvunget til at lære noget nyt og at lære nye sider af sit fag at kende, og der har været virkelig mange positivt sideeffekter, som jeg ikke havde tænkt over ville følge med, men som jo egentlig er ret indlysende, når man tænker over det.
Det er f.eks. ret fedt, at det faktisk gør en forskel at yde en god service. At indsats og udbytte hænger sammen. At man får mange flere af de opgaver, man elsker, fordi kærlighed og talent typisk hænger sammen, og dermed får man også langt oftere lov at stemple ind på opgaver, hvor det føles som om, at det faktisk gør en forskel, at det er mig, Linda, og ikke bare En Tilfældig Tolk, der kommer. Den luksus har man ikke, når man er lønmodtager, for der er man en brik et stort puslespil, og der kan være hundrede faktorer, der spiller ind, når man bliver planlagt, men den arbejdsglæde, det giver at føle, at man får lov at bruge sig selv og sine spidskompetencer, og kan sende de opgaver videre, hvor man ved, at en anden er en bedre tolk til jobbet, er vidunderlig.
Den aktive måde at forholde mig til, hvad JEG gerne vil i mit arbejdsliv, har bredt sig til stort set alle andre områder af mit liv, og den proces har været – og er – vanvittig. Jeg er de sidste 12 måneder igen begyndt at stoppe op og bruge den nødvendige tid til at mærke efter, hvad jeg mener, vil og har lyst til, i stedet for bare at køre på autopilot, og det er der kommet mange spændende erkendelser ud af. Nogle af dem egner sig til bloggen, andre gør ikke, men fælles for dem er, at de har givet mig lyst til bare at være ærlig og lade falde, hvad ikke kan stå. Det har fået mig til at se på mine relationer, på min lille familie og de vaner og mønstre, vi har dannet og fået, og til at opdage steder, hvor jeg gerne vil gøre tingene anderledes.
Jeg er begyndt at kræve tid og plads til migmigmig, og det er … nyt for os alle, tror jeg godt, vi kan sige.
Jeg kan også pludselig se, at hvor jeg er frygtløs og insisterende, når jeg slås for mennesker, jeg i den ene eller anden rolle repræsenterer, så har jeg to defaults, når jeg kæmper for mig selv og møder modstand.
Det er enten:
Eller:
Hvilket er vildt nok, for når jeg sidder overfor nogen og forhandler på andres vegne, så er jeg 100% skarp på, at vi på har samme mål, bare med modsat fortegn. Hvis det f.eks. handler om penge, så er det indlysende klart for mig, at det er de samme penge, vi har øjnene på, og derfor kan jeg sagtens have respekt for modpartens ønske, for det er i bund og grund det samme som mit.
Ligeledes har jeg nul problemer med stille og roligt at stå fast på mine krav, fordi den tyver, jeg giver slip på, bliver lagt i stakken hos ham, og med den erkendelse forsvinder frygten for at fremstå grådig, hvis jeg ikke bare ruller om på ryggen.
Men når det, jeg mener at have krav på, er til mig selv, kan jeg – nu hvor jeg retter min opmærksomhed mod det – godt mærke, at jeg enten bare smider en håndgranat og skrider, eller får det, lægevidenskaben kalder ‘Imposterens Klamme Håndflader’.
Det slutter nu. Ikke med konfetti, fingerknips og store armbevægelser, men bare helt stille og roligt ved at stå fast. Præcis som jeg formår at gøre, når jeg forhandler by proxy. Lige nu har jeg f.eks. en mailkorrespondance kørende, hvor vi er på 7. mail, og jeg SAGTENS kan mærke, at modparten for længst har googlet ‘Lejemorder, Esbjerg’.
Er det behageligt? Nix. Det fylder, jeg må bekæmpe trangen til bare at trække splinten, og jeg skal bruge tid på at minde mig selv om, igen og igen, at jeg ikke tager fejl, fordi en anden mener at have ret.
Det kan godt være, at jeg til sidst må give mig. Men så kommer det til at handle om, at jeg ikke vil bruge mere tid på sagen, og ikke, at jeg smækker døren med to strakte langemænd eller bakker ned, fordi jeg er bange for at være for meget/få skæld ud/være urimelig.
Det er work in progress, meget frem og lidt tilbage, og nogle dage er det næsten for meget af det gode at skulle fortsætte fremad, mens man samtidig lægger nye spor.
Men det er også den vildeste fornemmelsen at være nået til et sted, hvor man ikke længere bare forsøger at overleve eller genskabe blege, dårligere versioner af det, der var, men i stedet brænder marken af og pludselig kan se, at den sorte, nøgne muld er afgørende for, at det næste, man planter, kan gro.
M2023, uge 25
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har vi, som allerede nævnt, holdt fødselsdag for Frida, hvilket er temaet for ugens punkter.
Jeg har for år tilbage lært, at man må være idealist på andre tidspunkter, for jeg har hældt frugt og grønt for et anseeligt beløb direkte i skraldespanden, fordi ingen rører det. Det er, hvad det er, og så retter jeg ind efter det.
Jeg tjekker altid lige op på, at der ikke er nye allergier at tage højde for, ligesom jeg sørger for, at der er noget uden svin og noget uden mælk, just in case. I Antons helt gamle klasse var der et par stykker, der ikke var store på dét, og hvor forældrene ikke kunne læse – hvilket jeg først fandt ud af, da jeg stod med børnene i stuen, og de nærmest kun kunne spise servietten.
Endelig ved jeg også, at der ALTID er et barn, der ikke kan lide maden, uanset hvad man laver. Og no hate: Det vilkår lever jeg på 13. år med ift. Anton, så fuld forståelse herfra. Derfor sørger jeg altid for at have et franskbrød eller en bolle, man kan få med smør, og det var der også i år et enkelt barn, der skulle bede om. Ved at være på forkant, slipper jeg dels for at stresse over at skulle hive en akut kulhydratkanin op af hatten, for det er ikke altid, vi lige har noget liggende. Og dels kan jeg sørge for at købe noget, som mine egne gider spise bagefter. Win/win.
Så i forbindelse med fødselsdagen:
1.
Konstaterede jeg, at jeg, fordi der i løbet af i år er startet et par nye børn i klassen, pludselig ikke længere havde melamintallerkner nok.
Derfor købte jeg 18 tallerkner og 18 skåle i plast, som intet vejer og intet fylder, hverken i skabet eller i opvaskemaskinen. De vil være geniale at have med på tur, og de kan bruges tusinde gange og til de næste mange fødselsdage.
Derudover udmærker de sig ved at være små i diameter, hvilket jeg har opdaget er ret fint ift. madspild. En stor tallerken inviterer til at blive fyldt, og de kan ikke spise det.
De kostede 60 kroner i alt, og de er alle pengene værd.
2.
Skar jeg alt, hvad jeg satte på bordet, i halve eller kvarte. Både frikadeller, pizzasnegle og pølsehorn. Igen: De KAN ikke spise det, og det er så åndssvagt at købe og tilberede en masse mad, som så bare skal smides ud, fordi de har haft det i hænderne og/eller munden.
(Jamen, jeg vil gerne invitere dem, der synes, jeg er hysterisk, med i tasken, næste gang jeg tolker hygiejnekursus. Den er hård, vil jeg bare sige).
Jeg tilberedte, hvad jeg forventede, de kunne pacman’e sig igennem, og satte over lidt efter lidt. Også af pastasalat, melon og druer. (Som de, skal det retfærdigvis siges, faktisk spiste af). På den måde kunne resterne, som aldrig nåede over på børnebordet, smides på køl, og bruges til nem aftensmad/madpakker.
3.
Kørte jeg igen i år chips-buffet i stedet for slikposer, som det ellers er kutyme på de her kanter. Og til dem, der rynker brynene: De kigger på mig, som disciplene kiggede på Jesus, når jeg sætter det frem.
Det *helt* geniale er, at hvor de kan hugge sig igennem imponerende mængder af slik, så er det mere ideen om chips ad libitum, end det egentlig er selve buffeten, de elsker her. Jeg vil tro, at de tilsammen spiste lidt mindre end det, der kan være i en almindelig pose skruer. Tricket er at give dem muffinforme at fylde over i, for når de har fyldt den 3 gange har de tabt interessen og er igen gået på jagt efter bier at blive stukket af og sæbebobler at blive smurt ind i.
4.
Ved jeg ikke, hvor mange forskellige slags kage, jeg gennem tiden har forsøgt mig med. Og måske er de her børn særlige, men det er endnu ikke lykkes mig at finde en, alle kan lide.
Fridas største ønske var stille og roligt ‘en enhjørningekage, mor.’ Hvilket jo er dejlig konkret. Jeg googlede til min maskine grædefærdigt forsøgte at tappe ud, men det eneste, jeg kunne finde/komme på, var enten en lagkage med farvet creme og frugt i lag (og Frida gider hverken flødeskum og creme) eller sådan en høj, mistænkeligt TikTok’et kage i farvede lag med smørcreme imellem. Og med det program vi har kørt, ville jeg hellere hamre gafler i øjnene på mig selv end at skulle til at eksperimentere med at bage farvede bunde ad flere omgange.
Jeg tænkte og tænkte og tænkte – og fik en ide, som jeg i desperation bare gik med: Jeg købte 3 liter vanilleis af den billige slags (jamen, sagsøg mig. De spiser 2 skefulde, hvis bølgerne går højt). Jeg kylede det i min blender sammen med frugtfarve og det endte med ham her:
Er der en Michelin-stjerne på vej i posten? Nej. Ville jeg kunne leve af at lave og sælge dem? Også nej. Men den kunne laves i god tid, den var kold på en varm dag, den kostede 50 kroner at lave, og fødselsdagsbarnet elskede den. Den ryger i arkivet under ‘succes’.
I øvrigt:
*Er den her uge et mareridt af logistik og mennesker. På 4 dage tager vi et forældremøde, en børnefødselsdag ude, en sommerfest i SFO’en, en klassefødselsdag her og Skt. Hans. Det er ALT FOR MEGET, ESBEN! Og hvor jeg egentlig synes, at jeg er ved at være ok-god til at sortere løbende, så er der ikke meget af det her, man kan vælge fra uden at det bliver opdaget, vel? Allerbedste Johanne, som er et vidunder af et virtuelt heppekor, skrev begejstret, at ‘Bål fredag er aflyst! Du har fri!’ Hahaha. Ha. Nej. For nu skal jeg også finde på en ikke-pyro-båret aktivitet, og min opfinderhat føles, som fordelerhatten på Hogwarts ser ud.
*Hjælper det ikke rigtigt på noget, at energien overalt er en sælsom blanding af hyperstress over, at vi skal nå altaltalt, inden det hele lukker ned for sommeren, og doven siesta-vibe, fordi det hele alligevel lukker ned for sommeren lige om lidt.
*Stod jeg i går i Meny. En mand i eksklusivt hør stoppede først den kø, han stod i for at diskutere med den underbetalte kassemedarbejder, fordi han havde glemt sin pung – men godt lige ville have sine varer med alligevel. Da han fik nej, skar han ind i den kø, jeg stod i, for at prøve lykken dér. Det blev også et nej. Han var nærmest violet af vrede, da han stormede ud af butikken med informationen om, at det var ‘den dårligste behandling, han NOGENSINDE havde været udsat for!’ blafrende efter sig. Jeg mødte ham på p-pladsen i hans ikke-under-2-mio kroners Mercedes, og jeg vil bare lige opfordre til, at man sender thoughts and prayers i hans retning, tjekker ind hos sine 1%’ers, for de er ikke ok, og så ellers husker at sætte grænser for sine børn.
*Har jeg købt et par Loop earplugs til Anton. No spons, men jeg kendte ingen, jeg kunne spørge om, hvorvidt de lever op til deres egen hype eller ej, men jeg er virkelig positivt overrasket. Ideen med dem er, at de bare tager toppen af lyden (man kan vælge forskellige modeller, som så angiveligt sænker lydinput med x antal dB), men uden at lukke helt af. Derfor er de ret velegnede i et klasselokale eller et kontorlandskab, hvor man bare skal have skruet ned for lyden, men uden at lukke helt af. Der er forskellige størrelser propper med, og den lille ring gør dem nemme at sætte i og tage ud; også for små fingre. De holder, hvad de lover, og man slipper for den der undervandsfornemmelse, som noise cancelling godt kan give.
*Har jeg næste punkt på mit partiprogram klar: Afskaffelse af pollen. Anton ligner en, der har ligget i blød i en atomreaktor.
*Har jeg fået mig en personlig træner, og det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i 100.000 år. Jeg smadrede for et halvt år siden min ene hoftebøjer, og fordi jeg er meget ‘vi ser lige, om ikke det går over af sig selv’-typen, har jeg ikke rigtigt fået gjort mere ved det. Men lige meget hvad jeg forsøger mig med ift. træning, har det gjort ondtondtondt, og fordi jeg også er Forsvarende Nordisk Mester i ‘Det Prøver Jeg Lige At Ignorere’, får jeg det rådne træningsmønster, hvor man starter, overgør det, får ondt, må styre sig, repeat. Men det her en kæmpesucces. Det er et lille studie, hvor man træner alene med sin fys/PT, og alt bliver rettet til og justeret undervejs. Bedst af alt er der ingen af de øvelser med elastik, som jeg bliver lige dele aggressiv og kontrær af, men bare rigtig, ægte træning, der niver alle de rigtige steder, og det er wunderbar!
*Har jeg i disse dage TS’s New Romatics på hård repeat. Nævn et bedre omkvæd end:
‘Cause baby, I could build a castle
Out of all the bricks they threw at me
And every day is like a battle
But every night with us is like a dream
Jeg venter.
M2023, uge 24
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg haft fat i en af Fridas veninders mor. De har en lillebror, og er de eneste, jeg kender her i byen, som kunne være potentielle arvinge til Antons aflagte hoodies og jeans. Alle andre, jeg kender, bor enten langt væk eller har børn, der er så små, at det vil være mere irriterende end rart at få en pose tøj foræret.
For selvom det er skønt at arve tøj, skal det også give mening, og det er umuligt at forudsige statur, smag og præferencer 5 år frem.
Det viste sig, at lille Victor har et par store fætre, så hans største tøjproblem bliver at vælge. Derfor har jeg sat en kasse frem i bryggerset, som jeg smider det tøj i, som Anton enten er vokset fra eller aldrig bruger, efterhånden som jeg får det i hænderne. Om en måned eller to ryger det hele til Røde Kors, hvor det kommer til at gøre mere gavn nu, hvor det stadig kan bruges, end om 6 år, hvor Victors mor ville sende det videre alligevel, fordi ingen længere hælder deres tændstikbørn i slimfit jeans.
2.
Har mine forældre og jeg købt et dele-cykelstativ til bilerne.
De sidste, vi havde, har vi åbentbart ikke brugt, siden vi respektivt har skiftet biler, og da vi stod og skulle bruge et, fordi jeg skulle transportere Anton og cykel ud, og de skulle hente, og vi dermed simultant fandt ud af, at de sad så åndssvagt på begge biler, at det var umuligt *ikke* at få en pedal eller et styr i lakken, købte vi et nyt, fælles.
Sandsynligheden for, at vi skal bruge det samtidigt er mikroskopisk, så der er ingen gode argumenter overhovedet for at købe to stk, når vi kan nøjes med ét.
3.
Har vi holdt fødselsdag for familien for lille Frida, og vanen tro kørte vi morgenmad.
Rundstykker er stadig den bærende konstruktion i dét koncept, men derudover valgte jeg en menu, der kommer til at lette madpakke-projektet den næste og sidste ugen inden ferien (frugt, koldhævede pizzasnegle og bacontwistere), samt et par enkelte indslag, der udsprang af køleskabsindhold, der trængte til at blive brugt.
Pålæg satte jeg på bordet lidt ad gangen, (fordi det var 27 grader kl. 9, og jeg derfor ikke ville turde gemme noget, der har stået ude i mere end 20 minutter), og alle drikkevarer blev sat uåbnede på bordet, så det, der ikke blev taget af, kan holde meget længere.
På den søde front købte jeg et par brunsvigersnitter, som jeg skar i små tern (for INGEN kan køre fuld kage i den varme), og så lavede jeg en lagkage, som jeg sørgede for at få skåret ud og sendt videre, da jeg tog af bordet. De fleste er heldigvis klar med en hjælpende hånd ift. at stoppe madspild, når det er kage, vi forsøger at redde.
4.
Har jeg tænkt på, at det ville give mening at dele vandsparetips i de her dage, så jeg starter, og herefter smider I bare ideer og tips i kommentarfeltet.
*Jeg har et par 10-liters spande stående fast på badeværelset nu, hvor jeg lader vandet løbe varmt, når vi skal i bad. Det vand bruger jeg til iblødsætning, til at vande blomster med og til at skylle ud i toilettet om natten.
*Jeg tømmer vandflasker, som vi har haft med i skole/på job i de samme spande.
*Har jeg genstridigt køkkengrej, der trænger til at stå i blød, smider jeg det i en opvaskebalje, tilsætter et par dråber sulfo og sætter i blød med vandet fra selvsamme spande natten over. På den måde kan jeg 9 ud af 10 gange nøjes med at vaske på mit quick-program på opvaskemaskinen, som både strøm- og vandmæssigt bruger mindre end de fuldfede af slagsen. (Overtager man den her, skal man lige dobbelttjekke, at man ikke har en maskine, der bare bruger mere vand/strøm, når den nedsætter vasketiden. Det gør min ikke, og derfor fungerer det her).
*Fylder jeg hver aften 1-2 dl. vand i vores vandflasker og smider dem i fryseren. Så er der indbyggede isterninger dagen efter, og man sparer at lade vandet løbe koldt, hvis man vågner med en mund, der føles som Sahara.
*Kører jeg, helt hårdt, stopur, når ungerne bader.
Mon I har fundet på noget, der kan få klodens udpinte ressourcer til at strække lidt længere?
I øvrigt:
*Er der på én af de tre veje, jeg bruger, når jeg kører på job blevet sat det her skilt op:
De må enten have rekrutteret medarbejdere i en særlig fetishgruppe for folk med dødsønsker eller betale en Maerks-direktionsgang’sk høj hyre. JA, jeg har ondt af de stakler, der trækker dén!
*Er jeg ved at få lagt fliser i min forhave. “De fliser, du har talt om i 4 år, Linda?” Yes. De fliser. Jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne afslå, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af domesticil begejstring.
*Må jeg atter konstatere, at store lastbiler og maskiner virker som et slags primalt alle-kald, der får mænd til at gå efter lyden som lemminger på tundraen. Brolæggerne har været i gang én dag, og jeg har set mænd i min forhave, jeg vil aflægge ed på at aldrig at have set i nabolaget før.
*Er fliseprojektet det første af to lidt større investeringer, jeg har på tapetet. Det næste er et fullblown, 3 måneder langt roadtrip i USA. Det kræver en opsparing af de større, men jeg kender efterhånden mig selv godt nok til at vide, at jeg skal have en bare-nogenlunde fornemmelse af, hvor mange millioner, jeg skal stampe op ad jorden for at føre projektet ud i livet, hvis drømmen skal omsættes til virkelighed. Derfor er jeg begyndt at indsamle lidt empiri, og jeg begriber ikke, at jeg i dag er et sted, hvor det ikke længere bare er en utopisk drøm, men faktisk er en realistisk mulighed.
*Har jeg nappet alle 3 sæsoner af Forhøret på Viaplay, og det kan man roligt gøre. Mine to eneste anker er Pilou Asbæk (som sikkert er skøn og rar, men som rammer mig de samme steder som Holger Rune) og den lidt laissez faire tilgang til alder, når man caster familiemedlemmer, ægtefolk og børn/forældre til de forskellige roller. STOP med at have skuespillere i far/søn-relationer, hvor aldersforskellen ude i virkeligheden er 6 år. På forhånd tak.
*Kan jeg ikke helt vurdere, om Roger Waters er blevet så ekstrem, at han læner sig op ad en cancelling. Hvis det er den vej, vi går, skal jeg bede om et heads up, så jeg kan nå at hive alle Pink Floyd-albums ned på min Mac. (Jo. SelvFØLGELIG har jeg sgu da både lp’er og cd’er – men hvad synes du, jeg skal afspille dem på??)
*Vil jeg gerne anbefale insta-kontoen @beyondtheinterview, som 2-3 gange om ugen samler tweets, der enten har fået mange likes eller har skabt meget larm. Noget af det er fullblown vanvittigt, men der er også tweets, man aldrig selv ville have fundet, som enten er virkelig sjove eller sætter tankerne i gang.
*Er der nu officielt afbrændingsforbud i Esbjerg, og faktisk vil jeg gerne rose Beredskabsstyrelsen for bare at skære igennem. Det bliver en sær Skt. Hans uden ild, men det er mere træls, når de trækker den og først melder ud, 10 minutter inden vi stryger tændstikken.
*Siger jeg ikke, at det er Mikael Bertelsens skyld, at de kendte falder døde om. Jeg siger bare, at man måske lige skal tænke sig om en ekstra gang, inden man tager telefonen, hvis han ringer.
*Vil jeg meget, meget gerne støtte de podcasts, jeg sætter pris på. Jeg kører Patreon på ‘If books could kill’ og ‘Maintenance Phase’, og de penge betaler jeg med fryd og begejstring. Hvis Michael Hobbes melder ud, at vi går i krig, trækker jeg i uniformen uden at blinke eller stille besværlige spørgsmål. Den mand er min helt – hvilket er en super Segway over til Her Går Det Godt, fordi #same, og Peter & Esben er grunden til, at jeg har Podimo. Men der MÅ være mere derinde, vi godt gider at høre?? Jeg har opgivet brugerfladen, for det er måske den ringeste af slagsen, jeg nogensinde har prøvet at navigere på, så nu vender jeg mig mod jer: Har I fundet noget godt?
*Fylder Frida 8 år på lørdag og hvis nogen har en god forklaring på, hvordan dét skete, er jeg lutter øren.
M2023, uge 23
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
(Først en teknik-update: Min app virker igen, så kommentarerne er back on track. Til gengæld kan jeg ikke få lov at få billeder fra dagens indlæg med over på fb, hvilket er super irriterende, for når den loader med det samme billede hver gang, så kræver det lidt mere af jer at opdage, at det er et nyt indlæg, der er smidt op. Jeg er opmærksom på det, og vi får det løst).
I den forgangne uge:
1.
Bestilte jeg varer ved Bilka To Go, og pludselig slog det mig, at jeg for længe, længe siden (it’s been 84 years..) satte noget Bilka Plus op, som jeg ikke siden har forholdt mig til.
Jeg fandt appen på min telefon (hvilket jeg egentlig godt vil have et par ekstra point for, for jeg har så mange apps liggende, at min telefon minder om det lager, hvor de kører Naziguldet hen i Indiana Jones), og fik den åbnet.
Et voila – hele 4 af de varer, jeg havde smidt i kurven, havde jeg ‘personlige kuponer’ på. Score. Jeg antager, at de tager udgangspunkt i, hvilke varer, jeg køber mest, og når de nu alligevel overvåger alt, hvad jeg foretager mig, så sætter jeg pris på, at jeg trods alt får en økonomisk gevinst ud af min digitale afklædning. Jeg sparede næsten 100 kroner, så hermed blot en kærlig reminder til de af jer, der også kører plus-medlemskaber hos dagligvarekæderne; der kan godt være noget at hente.
2.
Flækkede min støvsugerslange i mandags, og jeg har derfor været forbi den lille støvsugerforretning i midtbyen, hvor jeg også for et par år siden købte en anden reservedel til den.
Selvom jeg ikke kan finde kvitteringen på selve støvsugeren (hvilket irriterer mig mere, end jeg vil indrømme) (måske fik jeg den faktisk i julegave?), så har jeg haft den i 5-6 år. De to reservedele har til sammen kostet 450 kroner, og I am derfor once again asking for your support af de små specialforretninger, uanset om de er virtuelle eller findes IRL.
For når vi sidder tilbage med Elgiganten og Power, så kan du være stensikker på, at du kan vælge mellem ingen støvsuger eller en helt ny.
3.
Fik jeg, ved et mirakel, hvis lige ikke er set i 2022 år, 5 måneder og 17 dage, en afbudstid på psyk., som ikke stillede sig i vejen for en tolkning, allerede i torsdags.
Da jeg satte mig i stolen, sagde den søde sygeplejerske: “Ja. Det her er den første samtale af 8.”
Mig:
Hun så overrasket ud, så jeg uddybede hjælpsomt, med en kæbe så stiv af raseri, at jeg næsten ikke kunne tale, at jeg hellere ville flække hver eneste knogle i min krop på langs, end at skulle koordinere 8 samtaler med dem.
“Det tror jeg gerne lige, jeg vil høre lidt mere om?” sagde hun – og så talte jeg i 7 minutter, uden at flotte mig med ét eneste punktum. Da jeg stoppede op for at trække vejret, var vi stadig ikke engang nået til december sidste år, hvor jeg fik min diagnose.
“Det der? Det skal du klage over. Det lyder fuldstændig vanvittigt?!”
Og nu når vi så til, hvorfor punktet er på her. For ja. Det burde jeg virkelig. Det har jeg tænkt mange, mange gange undervejs. Men blandt andet fordi jeg har skrevet den her indlægsrække, har jeg nok brugt mere tid en gennemsnitsdanskeren på at tænke over, hvad der gør mig glad. Hvad der tilfører mit liv værdi og glæde, og hvor jeg bare hælder min energi ned i et sort, bundløst hul eller sparker bolde til hjørne, som jeg får i hovedet senere.
Hvis jeg klager, sådan helt officielt, så kommer jeg til at skulle slæbe det her med mig i årevis. Jeg kommer til at skulle gå tilbage, dykke ned i og forholde mig til det, når jeg for længst er videre – og til hvad nytte? For jeg er efterhånden så tilpas desillusioneret over systemet, at jeg ikke har for to kroner blandet håb noget sted i kroppen ift., at det kommer til at ændre noget. Det svarer til at mødes med en ekskæreste med massive issues og forsøge at få ham til at forstå, hvorfor man gik sin vej. Nogen burde gøre det, men han og de kommer aldrig nogensinde til at føle ansvar eller mene den undskyldning, man i bedste fald kan tvinge frem.
Sygeplejersken her var virkelig sød, og hun kunne næsten ikke være i, at jeg ikke ville gøre mere ved det, så vi indgik et kompromis, og jeg har lovet at skrive mit forløb ned til hende, så hun kan tage det med til sin chef. Jeg startede, da jeg kom hjem, og efter 10 minutter havde jeg skrevet 3 sider, og var så gal, helt forfra, at jeg måtte sætte computeren fra mig og lægge kolde omslag på mit blodtryk.
Hvilket bekræftede mig i min beslutning om ikke at klage officielt.
Ret skal være ret: Det var rart at tale med hende. Både fordi hun bare virkelig var sød og ordentlig og fordi hun efter en halv time sagde:
“Ok – vi skal godt nok have reguleret din medicin. Din hjerne kører så hurtigt, at din mund ikke kan følge med, og du sitrer. Det må kræve virkelig meget af dig at maskere, når du er sammen med andre?”
Og selvom det jo ikke er noget, man gerne vil have stående på sin gravsten, så er det bare virkelig rart at sidde overfor et menneske, der ved noget om det her. For når jeg siger til mine venner, at jeg ikke tror, medicinen virker, som den skal, så er der fuld opbakning hele vejen rundt. Jeg elsker dem, de er det bedste, jeg har, og jeg har aldrig oplevet, at de ikke tror mig. Så heldig tror jeg faktisk ikke, at ret mange er. Men jeg har jo lagt låg på det her i 46 år og kompenseret på måder, jeg ikke engang orker at tænke tilbage på, så de ANER ikke, hvordan det ser ud – eller om jeg har ret i det jeg siger. Hvordan skulle de kunne det? Jeg har ikke givet dem lov. Og fordi vi som mennesker kalibrerer ved hjælp af vores peers, så er det underlig utrygt at sidde med en oplevelse, som man ikke kan få hjælp til at vurdere rigtigheden af.
Nu er der lagt en plan, og jeg har lovet mig selv at gå tilbage i forløbet én sidste gang i håbet om, at det måske kan gøre forløbet bare en smule nemmere for dem, der står i køen bag mig.
Jeg håber, at I får verdens bedste weekend derude. Tak for at hænge på gennem tykt og tyndt, og for villigt at lægge ører og øjne til alle mine ramblerier, der måske ikke altid hænger sammen, men som kommer fra hjertet.
It’s 5 o’clock somewhere
Vi starter lige dagens indlæg med lidt serviceinfo: Der er bøvl med teknikken. Det betyder, at mange af jer ikke kan få lov at kommentere, så hvis I har forsøgt, og bare har fået en fejlmelding, er det derfor. Verdens bedste IT-mand er gået i maskinrummet, og der bliver skruet og banket derinde, og vi er nu så langt, at I skulle gerne kunne kommentere igen.
Jeg sørger de næste dage for at godkende så hurtigt, som jeg kan, men app’en, som jeg plejer at bruge til at godkende kommentarer, er også blevet sur, så jeg skal logge ind på bloggen for at godkende. Uanset hvor travlt jeg har, godkender jeg altid på dagen, så hvis I oplever, at I ikke kan få lov at kommentere, eller at en kommentar ikke bliver godkendt, den dag I har lagt den, må I meget gerne sende mig en mail (blogsbjerg@gmail.com), for ellers opdager jeg det simpelthen ikke.
Når det hele er skruet sammen igen, skulle problemet med, at kommentarer lægger sig forkerte steder i tråden også gerne være løst, så måske viser det tekniske uheld sig at være en virtuel gave i grimt cyberpapir.
Men bortset fra det, så går det over stok og sten.
På jobfronten er der eksaminer til højre og venstre, hvilket altid medfører lidt mere forberedelse og koordinering med kolleger og brugere, og så har jeg pt. også et par af de lidt mere kradse opgaver, som man ikke helt kan slippe, fordi man går hjem.
Om halvanden uge har Frida fødselsdag, og gaven i år er et nyt værelse, som det jo nok ender med at være mig, der skal lave. Og kan jeg overskue at skulle skille et skab på størrelse med en herskabslejlighed ad, samle nye senge og reoler – og male? På alle måder nej. Men de begynder gerne at ville være derinde, når de leger her (og lad mig ENDELIG ikke stå i vejen for det…) og så er jeg er også ved at være done med at skulle afgive min seng, når hun har soveaftaler. Så i erkendelse af, at det er i alles interesse, har jeg overgivet mig, og hun er ved at selvantænde af begejstring. Så jeg måler op, henter farvekort og siger nej til glimmervægge, og om et par uger går jeg i gang.
Sommerferien lurer i horisonten, og som altid både glæder jeg mig og gruer lidt for den på én og samme tid. For det bliver rart at have tid sammen. Bagkanter og skift er noget af det, der er svært for begge børn, og derfor giver det altid ro at kunne parkere de elementer for en stund.
Anton får mærkbart mere overskud, når han ikke bruger kræfter på at være i skole, og selvom det er mit klare indtryk, at det er nemmere for ham at gå på den nye skole, så er det et nulsumsspil, fordi han har brugt så mange kræfter på selve skiftet. Han glæder sig usigeligt til 7 ugers fred og ro.
Frida har brug for roen, men skyr den som pesten (#girlSAME!), og selv med medicin, er det tydeligt, at 7-års alderen er der, hvor ADHD begynder at bide fra sig. Derfor kan jeg godt frygte, at 7 ugers stilhed for hende ville føles som tortur, og hun er bare lige præcis stadig så lille, at fornuft og argumentation ikke bider på hende.
At være Fridas mor kan godt somme tider føles lidt som at være spindoctor for Joe Exotic.
Så jeg kigger ind i små to måneder, hvor jeg godt ved, at der bliver lidt langt imellem mulighederne for at tænke to sammenhængende tanker, og den udsigt kan godt lige kræve en ekstra kop kaffe.
Sommerferie betyder også, at alt, hvad der bare lugter en smule af det offentlige, bliver endnu tungere at danse med, fordi den, man skal tale med, altid holder ferie lige der, hvor man kan få det til at passe med at ringe. Derfor er der nogle praktiske ting, jeg gerne vil have styr på, mens tid er. Jeg jagter de offentlige instanser, der ikke har betalt deres regninger, jeg rykker for svar på de 8 timers månedlig pasning, jeg søgte om for 7? 8? 9? måneder siden, jeg forsøger at få speedet processen med at få Anton flyttet over i specialtandplejen op, og jeg tæppebomber min revisor med mails, så jeg kan få rettet min forskudsopgørelse rigtigt til, nu hvor der er gået et halvt år, og det derfor er lidt nemmere at estimere, hvor vi ender.
Endelig er der også lige en samtale med psyk til mig, der hænger. “Den, du skulle have haft i mandags, Linda? Som er 5 måneder overdue?” Ja. Den. For den blev SELVFØLGELIG aflyst på dagen.
Smid alt det i gryden og tilsæt fødselsdage, sommerfester og alt det sædvanlige jazz; det er efterår, før vi når at blinke med øjnene.
Men i dag skinner solen, der føles som sommer, og jeg overvejer alvorligt at rejse mig ved det træ, jeg faldt noget så eftertrykkeligt ved i weekenden med et glas rosé i haven, når jeg kommer hjem.
M2023, uge 22
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er Anton vokset 2 meter, og stort set alle bukser er derfor pludselig for korte. Og meget få ting giver mig tics ved øjet som bukser, der stumper.
Passende nok mangler han shorts, så verdens bedste mormor har fået 6 par bukser over, som i løbet af weekenden bliver forvandlet til shorts.
Med en autist er det win-win opløftet i anden, fordi han har det hysterisk stramt med taktile stimuli, så at han kan få shorts, som han er vant til at have på som bukser gør, at han kan rumme de ekstra sensoriske indtryk, bare ben giver.
2.
Købte vi den cykel, som vi i sidste weekend var ude at kigge på, og Fridas gamle cykel er blevet afhentet af en mormor i området.
Det kan altid falde ud til to sider at forære ting væk, for lad os være ærlige: Satre havde ret, da han sagde, at helvede er andre mennesker. Det er VANVITTIGT, hvad folk kan få sig selv til at spørge om, bede om og kræve, selvom de står til at få noget foræret, og mit blodtryk kan ikke tage det.
Men mange år på Marketplace har lært mig, at tager eller betaler man penge for noget, følger der automatisk en fornemmelse af ansvar med. Sådan må det somme tider være, men der går ikke én dag, hvor jeg ikke glæder mig over, at vi nu økonomisk er et sted, hvor jeg kan forære vores brugte ting videre gratis.
3.
Har jeg kørt brunch på en helt almindelig fredag – og i den forbindelse glædet mig over endnu en fordel ved at være selvstændig, nemlig at tiden er min HELT egen. For i takt med at børnene bliver større, og vi med udredning, skoleskift og medicinering nærmer os et sted, hvor de er nogenlunde i vater, kan jeg pludselig mærke, hvor stort et behov jeg har for at begynde at finde plads til mig selv igen. Det er der ikke noget odiøst i; jeg tror, at det er sådan alle forældre til større børn har det, men der har været så meget pres på her de sidste 5 år, at jeg ikke har forholdt mig til mig selv i mere end 4 minutter ad gangen. Det begynder langsomt at ændre sig, og det er så absurd optur, at jeg disponerer over tid, som jeg ikke havde rådet over, hvis jeg havde været fuldtidsansat.
Jeg havde derfor blokket fredag ud til brunch, og som altid havde jeg madspild i baghovedet, da jeg planlagde menuen.
Jeg tømte grøntskuffen og hev lidt refried beans og baked beans ud af fryseren, og omsatte det hele til en gang huevos ranchos.
Frugten skar jeg i tern, og det, der ikke blev spist, afventer nu sin skæbne som smoothieindhold i fryseren.
Jeg bagte grovboller, fordi de, modsat rundstykker, kan bruges i madpakken, til suppe osv. bagefter, fetacreme, hummus og knækbrød er perfekt til nem frokost her i weekenden, og det søde punktum, kagen, lavede jeg, da jeg torsdag alligevel skulle bage til et skolearrangement.
Og champagnen? Den glemte vi (#shame), så den drak jeg selv fredag aften for at fejre, at livet sgu bare lige nu er bedre, end det har været længe.
God weekend derude.
Aula, GDPR & ADHD-udløste kaninhuller
Det her indlæg er et af dem, jeg primært skriver for min egen skyld, og hvor emnet er så smalt, at jeg godt på forhånd ved, at jeg kommer til at sætte nogen. Men jeg håber, at I vil bære over med mig, og at dem, der tilfældigvis sidder med noget viden her, vil byde ind, så jeg kan blive klogere. For min hjerne klør over det her, og fordi der ikke er ét entydigt sted at finde svar, prøver jeg lige med en omvendt brevkasse.
Vi skal på Aula, og vi skal bruge den nyeste widget, der er blevet tilføjet, nemlig MU-elevfravær.
Her bliver folkeskoleelevers fravær tracket, og man skal som forældre selv indberette, hvis ens barn er fraværende. Man kan enten melde ‘Sygdom’ eller ‘Ekstraordinært frihed’ – sidstnævnte kan være op til to dages varighed, og skal godkendes af barnets lærerteam. Hvis barnet skal have fri længere tid end 2 dage, skal dette ønske godkendes af skolens ledelse.
Inden vi går videre vil jeg lige gøre klart, at jeg ikke tror, jeg er Detektor. Jeg nærer ingen illusion om, at jeg her har opdaget noget, som ingen andre har set. Men der er et par ting, jeg ikke forstår, og som jeg ikke kan finde svar på, og jeg er et menneske, der falder til ro over viden og fakta, og derfor er vi samlet her i dag.
Jeg kan sagtens se kongstanken bag tiltaget, og jeg er egentlig også med så langt, at det her er en god måde for forældre at have lidt hånd i hanke med, hvordan den samlede statistik ser ud.
Det er også med til at dæmme op for, at sager som den her kan opstå; hvor moderen afleverer sin datter på skolen og tror, at alt er i skønneste orden, og det først er i forbindelse med indkald til samtale, at det går op for hende, at datteren ikke går ind i sin klasse, men lister rundt på skolen og gemmer sig, fordi hun har det svært.
Der, hvor jeg begynder at undre mig er, når jeg kan læse, at det her kan bruges som et redskab til straffe forældrene ved at trække dem i børne- og ungeydelse, hvis barnet har for meget fravær.
For BU-ydelse udbetales af staten, mens driften af folkeskolen er en kommunal opgave – og det er, så vidt jeg kan læse, også den enkelte kommune, der sætter grænsen for, hvornår fravær skal sanktioneres.
Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvorfor de data må overdrages, instanserne i mellem? Jeg er med på, at der er andre situationer, hvor data vandrer, f.eks. ift. overskydende skat, der ikke udbetales, hvis man har et skyldigt børnebidrag til at hænge.
Men i alle andre situationer, jeg kan komme i tanke om, så er der enten et økonomisk mellemværende, et brugerønske om at data deles (f.eks. mellem privatpraktiserende læge og hospital) eller også har man fået tilsendt info om, at data overdrages. Eksempelvis skal jeg for at få udbetalt enlig forsørger-ydelse acceptere, at der må udveksles data på tværs af instanser. Det giver mening, fordi jeg, sat på spidsen, jo bare kan undlade at søge/modtage tilskuddet, hvis jeg ikke vil have mine data til at suse rundt i systemet.
Men med den danske undervisningspligt vil 95% af os reelt ikke have anden mulighed end at sende vores børn i skole, og det er ikke mit indtryk, at Aula er frivilligt…
Så når man er tvunget til at afgive oplysninger, som kan have økonomisk negative konsekvenser for den enkelte – burde der så ikke som minimum sendes noget ud om GDPR ift. det? Hvor længe opbevares de her data? Og hvordan? Hvem har adgang til dem? Kan man klage, hvis man er uenig i, hvordan fravær defineres? For jeg kan heller ikke umiddelbart finde en forklaring på, hvor man lægger snittet for, hvad der falder i hvilke kategorier.
For – og det her er oplægget til anden del af mit spørgsmål: Er det f.eks. sygdom, hvis man holder sit barn hjemme, fordi h*n har ondt i maven pga. mistrivsel, og man *har* forsøgt at råbe skolen/PPR op?
For at der ikke skal opstå misforståelser: Det her er ikke et problem, vi har. Men i de grupper for forældre til neurodivergente børn, jeg er med i, er der alt, alt for ofte desperate opslag fra desperate forældre, der ikke kan trænge igennem til PPR. Som står med nedsmeltninger og mistrivsel galore, men som bliver afvist af PPR. Den problemstilling har vi talt om tusind gange herinde; at det er SUPER problematisk, at det er dem, der får regningen, der skal vurdere behovet.
Ret skal være ret: Det handler formentlig om manglende ressourcer. Da jeg ringede til PPR ift. Frida, sagde den søde psykolog, som jeg har og har haft et glimrende samarbejde med, at de ikke kunne kigge på hende, før skolen havde konstateret mistrivsel. Ganske enkelt fordi køen var/er så lang, og nogle af de børn, der står i den, hænger i det yderste af neglene.
Hvilket jo sådan set er forståeligt nok – men også samtidig er en arbejdsgang, der skaber flere og flere børn, som har det dårligere og dårligere.
Derfor kom jeg til at tænke på, om det her nye system faktisk kan komme til at fungere som et redskab, der endelig kan give forældrene en hånd i ryggen. For hvis man som forældre under begrundelse for fravær noterer ‘Mistrivsel’, så genererer man jo over tid reel dokumentation for problemets omfang, og da det er skolens eget redskab, som de udarbejder statistik på baggrund af, vil de ikke kunne undslå sig at have kendt til problemet.
Min tanke er, at det faktisk også for skole og PPR vil være en hjælp, fordi tallene kan sendes længere op i systemet, og måske kan ende oppe, hvor ressourcerne fordeles og ansvaret peger hen.
For lige nu er der alt, alt for mange familier, der står med det her problem, og de står helt alene – du aner jo ikke, om andre på skolen, i området eller i kommunen også bliver syltede af PPR. Uanset årsag. Men det her system kunne godt have potentiale ift. at generere noget relativ konkret data, som måske, hvad enten det er som pisk eller gulerod, kan ende med at tvinge nogen længere oppe i systemet til at tage ansvar for at få det her løst på en bedre og mere langsigtet måde, end det bliver forsøgt gjort i dag.
Men det afhænger jo igen af, hvor længe de her data opbevares. Og hvem, der har adgang til dem. For man skal jo ikke have ret meget sølvpapir på hovedet for at kunne se incitamentet til at slette data, der peger i en bestemt retning, efter meget kort tid.
Så altså:
Hvorfor må stat og kommune udveklse data?
Har nogen fundet info om GDPR-delen af det her?
Og tror vi, at systemet kunne være en dokumentationsgave i forklædning?
Jeg har brug for lige at gentage, at jeg ikke tror, jeg er klogere end alle ministerier og embedsmænd – det handler formentlig om, at jeg leder de forkerte steder eller ved en fejl er faldet af den mailliste, hvor info blev sendt ud.
Men jeg ville blive glad, hvis nogen ved noget, kan ae mig med data og kan hjælpe mig til at forstå.
M2023, uge 21
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Har jeg afkalket min vaskemaskine og min opvaskemaskine. Det kræver tæt-på-ingen indsats, og selvom det er én af dem, der er nem at glemme, kan man bare stikke snuden i sin kogekande, hvis man har brug for at blive mindet om, hvordan vand, varme og kalk opfører sig i hinandens selskab.
Der er flere måder at gøre det på; nogen bruger eddike, andre citronsyre, og der er også lidt forskel på, om de forskellige guides anbefaler at man kører en vask med sæbe før eller efter.
Uanset hvad man hælder til, kan det være en god ide at kombinere afkalkningen med en kogevask. De fleste af os er blevet gode til at vaske kortere tid og ved lavere temperaturer, helt generelt, hvilket er godt for både miljø og økonomi, men det betyder også flere bakterier og sæberester i maskinen. Derfor er en kogevask engang i mellem en god måde at desinficere maskinerne på.
I min opvaskemaskine bruger jeg citronsyre, og følger bare anvisningen på pakken. Her slutter jeg med at køre den tomme maskine igennem med vask på højeste temperatur, ifald en enkelt lille rest af syren skulle gemme sig i et hjørne af bestikskuffen.
Min vaskemaskine kører jeg først igennem på 90 grader, uden tøj men med blå Biotex i sæbeskålen. Og skal-skal det være blå Biotex? Altså, nej. Det SKAL det jo nok ikke. Men jeg fik det anbefalet for år tilbage, fordi der er noget særligt ift. enzymerne i netop blå Biotex, og jeg har flere gange set det brugt i meget overraskende sammenhænge af netop denne grund, som f.eks. til at afrense sår på benene på heste. (DISCLAIMER: Jeg siger ikke, at det er en god idé. Jeg kunne godt dengang fornemme, at man er enten MEGET pro eller anti, og jeg ved INTET om heste. You do you og google og fagfolk, før du kogevasker din hest).
Herefter kører jeg den igennem med en omgang citronsyre på 40 grader, tørrer listerne af med en våd klud, og lader maskinen stå åben, så den kan tørre helt.
I dag (søndag) er en god dag at få det gjort på, hvis du har muligheden, for i eftermiddag er strømmen så billig, at du – selv når afgifter og transport er trukket fra – faktisk tjener penge på at bruge den.
2.
Har jeg været afsted med gode damer, hvor aftalen har været noget hardcore, betalt underholdning til børnene og kvalitetsvoksentid til mødrene.
I den forbindelse vil jeg bare lige slå et slag for at have to termokrus/kopper, så man kan medbringe iskaffe eller latte til både sig selv og sin aftale, og således spare både engangsemballage og penge.
Jeg lagde mig for nogle måneder siden på lur, og købte to af de her termokrus og de her glas på bud. Både låg, sugerør, krus og glas kan gå i opvaskemaskinen, og selvom to måske lyder lidt overkill, så er det perfekt, fordi jeg så stadig kan have kaffe med i bilen, selvom opvaskeren ikke har været fuld nok til at starte.
(-OG børnene kan få kold saft/juice samtidig i helt identiske glas, for Gud forbyde, at den ene får et ternoglas og den anden ikke gør..)
Det er værd at huske, at afbrænding af restaffald udleder masser af CO2, og der er stadig masser af legepladser og aktivitetsparker, hvor der ikke er affaldssortering.
Det er derfor på ingen måde lige meget, hvor mange to-go kaffekopper og plastflasker, du smider i tasken, når I i løbet af sommeren skal på tur, så det er et nemt sted at gøre en forskel.
3.
Opdaget, at Frida er vokset 600 cm. på en måned. Derfor er hendes cykel nu pludselig blevet nærmest latterligt for lille til hende.
Jeg har oprettet en agent på Marketplace, og vi skal ud at se på en brugt Winther i dag. Den er pæn og velholdt, brugt af ét barn, koster 5000 kr. fra ny, og er sat til salg til 400 kr.
Den nuværende kommer vi til at forære væk, når vi er sikre på at have en anden, men vi er lige nødt til at have et sæt hjul, fordi det fra den danske folkeskole er et klassisk move at annoncere 12 kilometre lange cykelture, dagen før de skal afvikles.
